41. Sandheden om Skilsmisse-Danmark (del 2)

Svalerne og mursejlerne flyver lavt – på jagt efter dagens sidste insekter og snart blunder endnu en lys nat over Danmark. Langt oppe laver et rutefly hvide spor efter sig på himlen. Spor, der som guld skinner i de sidste solstråler. Spor, der kunne være efter det fly, der skulle have transporteret min søn og jeg på sommerferie i Italien. 

Jeg sidder i min have og tænker på de seneste fem måneders optakt til sommerferien. En optakt, der har budt på et forbud mod at rejse, afgørelser på klagesager til Statsforvaltningen og til Børne- og Socialministeriet – samt et opgør med en række injurierende kommentarer på Facebook.   

Papirminder 

Startskuddet lød i januar 2018, da idéen om en sommerferie til Toscana i Italien begyndte at tage form. Planen var, at min søn og jeg ville tage til en lille by midt mellem Firenze og Siena og d. 20. februar 2018 sendte jeg (via ‘overleveringen’) derfor følgende mail til min søns mor: 

Du kan læse mere om overleveringen her

Jeg modtog ikke noget svar og d. 5. marts 2018 satte jeg mig igen til tastaturet: 

Ikke noget svar. 

Mens jeg sidder her i haven, folder nogle af mine bedste sommerferieminder fra min egen barndom sig ud foran mig – som var de af papir:

Sommeren 1981

Sommeren 1981. Odsherred. Sommerhus. Min mormor og morfar. Jeg husker, at jeg fløj drage med min morfar. Dragen var gul med noget rødt på. Min morfars trøje var blå, håret mellembrunt, brillerne markante firkanter foran øjnene og kæbepartiet blødt og rundt. Jeg husker, at vi spillede stangtennis og fodbold. Vi spillede meget fodbold. Jeg skulle altid være en spiller fra et bestemt hold. Det år valgte jeg Karl Heinz Ruminige fra det tyske landshold. En hel eftermiddag øvede vi spark og hovedestød og jeg husker specielt en episode, hvor jeg skulle prøve at efterligne et saksespark, som Ruminige  havde udført. Det resulterede i, at jeg måtte hvile på madrassen i sommerhuset, da jeg havde slået mig. Da jeg havde sundet mig, havde min mormor lavet frokost. Jeg husker duften af kartoffelmadder og purløg –  alt sammen skyllet ned med en kold citronvand som altid var lidt slidt i kanten, hvor man skulle drikke. Jeg husker vores gåture i grønne gummistøvler og duften af regnen der lige havde strejfet den tætte lyng. Jeg husker, at vi fangede frøer og puttede dem i syltetøjskrukker. Jeg husker en aften, hvor jeg havde fået lov til at være længe oppe, da Ayub Kalule skulle bokse mod Sugar Ray Leonard. Jeg husker, hvordan min morfar havde snakket om kampen hele dagen og at vi alle tre sad og så den. Jeg husker morgnerne, hvor vi sad længe ved morgenbordet og spiste æg og krydderboller med ost. Jeg husker duften af fersken og min mormors kører-bolscher – ‘Kongen af Danmark’ og favorit ‘Dameskråen’. Jeg husker turene til stranden, min morfars sorte badebukser og blå morgenkåbe og min mormor som var bange for vandet og kun ville soppe. 

Og så er det som om, papirminderne igen folder sig sammen og jeg er tilbage i min have. Det var ‘bare’ en parentes – en vigtig parentes  – der midlertidigt havde lukket sig om mig. Om ferierne gik til Bornholm, Odsherred eller mod udlandet var ikke vigtigt. Jeg er ikke sikker på, hvad det vigtige er, men jeg har en fornemmelse af, at det gemmer sig et sted mellem de mange små mentale billeder og noter – minderne – der bor i mig og agerer sikkerhedsnet. Stangtennissen. Fodbolden. Citronvanden. Dragen. Krabberne. Og kartoffelmadderne. Der er noget ved det sikkerhedsnet, der er vigtigt og som heldigvis ikke lader sig betinge af udleveringen af et pas. 

‘Goddag mand økseskaft’ 

Mens jeg sidder her i haven mærker jeg gråden arbejde sig igennem kroppen, indtil den løber tør for kræfter. Så sidder jeg stille og udmattet tilbage. Jeg er gennemtræt. Kroppen føltes øm alle vegne og svag i leddene, men hovedet er besynderligt nok klart. Jeg er træt, ja, men tankerne flyver ikke rundt som en kugle i en flippermaskine. Jeg kan fokusere. Og det er rart. Og jeg lader igen tankerne vandre mod dette års sommerferie. 

Da der godt to uger efter min seneste mail – d. 20. marts 2018  – fortsat ikke var kommet et svar fra min søns mor, forsøgte jeg på ny at appellere til dialog: 

Jeg var på det tidspunkt splittet. Skulle jeg droppe idéen om en rejse til udlandet og i stedet planlægge en sommerferie i Danmark? En ferie i Danmark kunne jo rumme mindst lige så mange gode oplevelser som ditto i udlandet, så hvorfor bruge krudt på udleveringen af et pas? Omvendt kunne jeg heller ikke undsige mig et behov for at stå fast på min søns ret til at rejse frit med begge sine forældre. Men så igen – hvis jeg anmodede Statsforvaltningen om at afgøre sagen, ville jeg risikere, at mit søn ville blive inddraget i spørgsmålet. Ville det ikke være bedre helt at skåne ham, vende den anden kind til og holde fokus på en god ferie i det danske sommerland? 

Når jeg tænker tilbage på hele forløbet, havde det mest rigtige formentlig været at droppe forsøget på at komme på sommerferie i Italien med min søn. For fredens skyld. For det større billedes skyld. Og det gjorde jeg også – i hvert fald hvad gælder Statsforvaltningen. Men jeg kunne ikke få mig selv til at opgive jagten på et svar, og sådan tror jeg, at det er, når fortidens fangarme griber fat i os. Vi bliver vrede, provokerede og fortvivlede og når de følelser først har fat, ryger overskuddet ud med badevandet. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at min søns mor formentlig var i gang med at trække tiden. Desto længere tid hun brugte på at sende tavshed retur, desto mindre tid ville Statsforvaltningen have til at træffe en afgørelse – skulle jeg vælge at gå den vej. Alligevel skrev jeg d. 17. april 2018 igen til hende: 

Ikke noget svar. Og ej heller da jeg d. 4. maj 2018 igen søgte en afklaring: 

Efter at have sendt mailen søgte jeg i ugerne efter at minde mig selv om vigtigheden i at kunne sætte mine forudfattede holdninger og hypoteser i parentes. Måske der rent faktisk ville komme et svar fra min søns mor? Måske planlægningen af sommeren 2018 rent faktisk ville ende med at glide bare nogenlunde smertefrit? Måske tiden var inde til at opleve med åbne sanser? Men efter knap en måneds tavshed kunne jeg ikke længere holde en fornemmelse fra døren af, at ulvene havde blottet tænderne og var på vej i mørket – og d. 17. maj 2018 skrev jeg nedenstående: 

Og så skete der noget. D. 24. maj 2018 – knap tre måneder efter at billetterne skulle have været bestilt og med en alt for kort tidshorisont til at aktivere Statsforvaltningen – modtog jeg, hvad man med en solid portion god vilje, kan kalde et svar: 

At læse svaret fra min søns mor var som at stirre direkte ind i solen; efter en kort stund blev det uudholdeligt, og det første jeg kom til at tænke på, var talemåden ‘Goddag mand økseskaft.’ I eventyret er en meget tunghør færgemand, kravlet op i et træ uden for sit hus for at hugge en gren af. Færgemanden brød sig ikke om, at andre skulle vide, at han var døv og da han så, at to fremmede kom ned mod ham, tænkte han ved sig selv: 

Egentlig kan jeg jo nok vide, hvad de vil sige når de kommer herhen. Først vil de spørge mig, hvad det skal bruges til som jeg her hugger. Så svarer jeg: økseskaft. Så spørger de nok, hvor langt et stykke gren jeg skal bruge. Dertil svarer jeg: op til denne her knast. Derefter kommer de nok frem med deres ærinde og beder om at måtte låne min båd for at ro over vandet så de slipper for den lange omvej. Til det svarer jeg: hun er læk. Når de ikke kan få båden vil de sikkert låne mine heste og så svarer jeg: de er med føl begge to. Når de altså heller ikke kan få dem, så vil de nok spørge om hvor vejen går ind til byen. Dertil svarer jeg: oppe mellem de to piletræer. Nu var de to mænd et par unge karle der havde hørt at færgemanden havde sådan et par kønne døtre, og det var dem de var kommet for at besøge.
»Goddag mand« sagde de.
»Økseskaft« sagde manden.
»Gid det sad i din hals« sagde den ene af karlene.
»Op til denne her knast« svarede manden.
»Er din kone hjemme?« spurgte den anden.
»Nej, hun er læk« sagde manden.
»Hvordan har dine døtre det?« råbte de så.
»De er med føl begge to« svarede manden.
»Åh gid du var hængt« råbte de to karle.
»Oppe mellem de to piletræer« sagde færgemanden og pegede.
Og så gav han sig igen til at hugge løs.

I eventyret er samtalen mellem færgemanden og de fremmede det rene nonsens. Og på samme måde med det svar, min søns mor sendte mig. Jeg spørger om ét, men får et svar på noget andet. Eller rettere jeg fik – efter tre måneders venten – et svar på noget, vi alle vidste i forvejen – nemlig hvad der står i vores samværsresolution. Og så fik jeg, hvad man må kalde en ultimativ ansvarsfraskrivelse. 

På Statsforvaltningens hjemmeside kan man læse følgende:

Grunden til at jeg i mine mails af 20. februar, 5. marts, 20. marts, 17. april, 4. maj og 17. maj 2018 anmodede om at få min søns pas udleveret, så vi kunne tage på sommerferie i Italien, var jo netop, at samværsresolutionen fastsætter, at jeg kun kan rejse frit med ham i de nordiske lande. Med mindre – vel at mærke – at min søns mor og jeg aftaler noget andet. Og det var jo derfor, jeg skrev – for at indgå en sådan aftale. Men når det eneste svar jeg modtog, var en påmindelse om i tid og evighed at overholde den aftale, der ligger, er det jo præcist den samme håbløse kommunikation, som når den døve færgemand på de to fremmedes ‘goddag’ vælger at svare ‘økseskaft’. Jeg spørger: Kan vi gøre noget mere? Kan vi lave en aftale? Kan vi samarbejde om at give vores søn nogle gode oplevelser? Og svaret er en påmindelse om den aftale, der allerede ligger – og som er standard i samværssager. Den aftale kendte jeg i sagens natur allerede. Nej, det jeg appellerede til, var, at min søns mor selv skulle tage et ansvar og tage stilling. At hun aktivt skulle gøre noget for at samarbejde om vores søns bedste – denne gang i form af en sommerferie. Det skete ikke. I stedet har jeg nu sort på hvidt, at min søns mor (så længe hun har den fulde forældremyndighed) forbyder at lade vores søn rejse til udlandet med sin far. Og meningsløsheden heri er så enorm, at jeg føler mig som en knappenål i den. 

Tordenlatter og tordenregn 

Et stykke fra mig lander en solsort på terrassebordet. Den vrikker med hovedet fra side til side, mens den undersøger bordpladen for noget spiseligt. Jeg rejser mig og går langsomt ind i huset. Jeg kan mærke den kolde dug på de bare tæer. Det er varmere udenfor end indenfor i det klimatempererede hus. Lyset er samtidig mørkere end sædvanligt. Jeg ser mod vest. Der strækker sig et mørkt skydække i horisonten. Måske et uvejr er på vej? Måske med tordenlatter og regn, som afløsning på de seneste mange lune sommerdage? I hvert fald har jeg – og det er unægtelig en afleder af de seneste års oplevelser fra skilsmisse-danmark – svært ved at tro på, at der i kølvandet på de varme sommerdage ikke skulle lure et uvejr. Det er noget, jeg arbejder med – at gode omstændigheder ikke nødvendigvis har tilkoblet et helt vogntog af dårlige – men jeg har et stykke vej at gå endnu. Når jeg ser objektivt på det, kan jeg godt se, at tingene går den rette vej og alene i 2018 er der sket flere ting, der tyder på, at skydækket er på retræte. 

Afgørelser fra Statsforvaltningen og Børne- og Socialministeriet

Vi skulle for det første ikke ret langt ind i 2018, før det stod klart, at man fra modpartens side var i gang med at forsøge at skabe sig en ny vej ind i Statsforvaltningen – denne gang ved at lave et personangreb på en tidligere ansat. Kort fortalt klagede Litehouse Consult (på vegne af min søns mor) over en tidligere medarbejder i Statsforvaltningen, som man mente, havde haft en partisk adfærd i forbindelse med sagsbehandlingen af den samværssag, min søns mor i september 2015 startede. En samværssag, hvor modparten gik efter, at min søn ud af et interval på 14 dage skulle være 11 dage hos sin mor og 3 dage hos sin far, og som endte med en deleordning. 

Du kan her læse mere om, hvad der gik forud for modpartens klage til Statsforvaltningen og  hvad den indeholdte. 

D. 4. april 2018 modtog jeg så en kopi af det svar, Statsforvaltningen havde sendt til Litehouse Consult:

Nedenfor opridser Statsforvaltningen kort indholdet af klagen fra Litehouse Consult:

Og følgende kan læses i Statsforvaltningens afgørelse:

Statsforvaltningen afviste således pure modpartens klage og det samme gjorde efterfølgende Børne- og Socialministeriet:

Det glæder mig at se, at hverken Statsforvaltningen eller Børne- og Socialministeriet er enige med min søns mor og Litehouse Consult i, at der skulle være tale om skævvridning, magtmisbrug og hemmelige aftaler i bedste Homeland stil – blot fordi sagen ikke fik det udfald, modparten måtte have håbet på. 

‘Seriøst??? Manden er dybt psykopat!!!’

Videre er det for det andet her i 2018 endelig lykkedes min advokat at komme en række injurierende opslag på Facebook til livs. Der er tale om følgende kommentarer, som alle er skrevet af den samme person: 

Du kan læse mere om de injurierende opslag her

D. 29.08.2014: Så må Michael Hjelvang fandme lære det. Håber de der har hørt på hans løgne nu kan gennemskue hvilken psykopat han er!!!”

D. 02.01.2016: Seriøst??? Manden er dybt psykopat!!! Han er jo så hjernedød at han stadig prøver at gøre sig selv til offer. 8 dommere har dømt ham. Der er taget forældremyndighed fra hans søn fra ham. Og er i virkelig så naive at i tror på ham. Helt utroligt at læse noget bræk som dette fra en psykopat!!!!

D. 09.01.2016: Ked af at se en deling eller et like på alt det løgn der kommer fra Michael. Manden er sindssyg!! Han har gjort alt hvad han kunne for at fjerne sin søn fra sin mor. Nu er alt det han har prøvet sprunget i hans løgnagtige hoved. Det er ikke for sjov at han mister forældremyndighed og bliver dømt for vold. Det er ikke noget der bare skete imod bedre viden! Ha en super weekend.”

D. 13. juni 2018 skrev min advokat – efter adskillige henvendelser – igen til kommentarernes forfatter:

Kort efter kunne jeg til min glæde konstatere, at de pågældende kommentarer er blevet fjernet. 

‘Lykke og lyse nætter’

Endelig har min søn og jeg for det tredje haft en rigtig fin og mindeværdig sommer i det danske. Vi fik en uge sammen i uge 28 og så får vi en uge igen i uge 32. Og de oplevelser vi indtil videre har haft i det danske sommerland, lader sig – på samme måde som mine egne feriebarndomsminder – måske i virkeligheden bedst opsummere af Thøger Larsens gamle tekst fra 1914 – Danmark nu blunder den lyse nat: 

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske somme.

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Sommeren 2018

Vesterhavet der vugger. Blå søer i det jyske. Køer og heste på græs. Vandingsmaskiner der køler de varme kroppe. Fodbold i haven. Og i fjernsynet. Og i golf-form. Korn og majs der modnes og som indeholder en perfekt kulisse til en skattejagt. Havetraktorræs. Sol over en (ikke grøn men afsveden) have. Lykke og lyse nætter. 

Så ja, der er meget der tyder på, at det gode her i livet ikke altid er fulgt af noget mindre godt. At der findes et sikkerhedsnet spundet sammen i tid af citronvand, drageflyvning, fodbold, stangtennis, vandingsmaskiner, dukkerter (uanset om vi vælger at soppe eller vi kører hele hovedet under), krabbejagt, og havetraktorræs. Og af de lyse nætter, der blunder over Danmark. 

Udenfor er solsorten hoppet ned på græsplænen i sin jagt efter orm og andet godt. Den står i solen og kigger ind mod mig med hovedet på skrå. Så flyver den væk med hastigt flaksende vinger. Den skulle ikke nyde noget. Alt er, som det skal være.

Med ønske om en god sommer. 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

40. Sandheden om Skilsmisse-Danmark (del 1)

Som optakt til min bog bliver der i den kommende tid udgivet en række indlæg her på bloggen om de ting, der er sket i min sag – hændelser, som desværre er et udtryk for nogle generelle brist i vores skilsmissesystem. 

Indlæggene falder i kølvandet på den skilsmisseaftale, der i tirsdags blev præsenteret på Christiansborg og er derned tænkt som Barnets Tarvs bidrag til at gøre opmærksom på vigtigheden i, at det nye system bliver implementeret ordentligt. Én ting er fine og på papiret gode aftaler fra politisk side, noget andet er når det skal omsættes i praksis. 

Nedenfor finder du det første indlæg i rækken:  

Ingen vej ind i Statsforvaltningen 

Siden min søns mor i starten af 2017 lavede en underretning til Helsingør Kommune på vores søn, har hverken kommunen, Statsforvaltningen eller domstolssystemet været involveret i vores sag. Det har de ikke, fordi min søns mor med kommunens afgørelse blev afskåret fra at gå i Statsforvaltningen i endnu et forsøg på at nedsætte samværet mellem min søn og jeg. 

Du kan læse mere om underretningen til Helsingør Kommune – samt den børnefaglige undersøgelse, der i den forbindelse blev udarbejdet via nedenstående links: 

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

32. Afgørelsens time

I kølvandet på kommunens afgørelse gik jeg gennem 2017 i mit stille sind og håbede på, at man fra modpartens side ville indse, at vejen til at starte en sag i Statsforvaltningen er lukket. Konklusionen i kommunens børnefaglige undersøgelse var, at vi har en søn i trivsel, og at han ikke har brug for hjælp og støtte fra kommunalt hold. Dér, hvor man i familierådgivningen kunne sætte ind, var ved at tilbyde mægling og vejledning til min søns mor og jeg. De voksne. Forældrene. Dem, der burde vide bedre. Et tilbud, jeg takkede ja til og som min søns mor afslog. Siden har jeg flere gange opfordret min søns mor til at tage imod kommunens tilbud – eller en anden mæglingsform, som hun måtte affinde sig bedre med – men jeg modtager ikke noget svar. 

Personangreb på en ansat i Statsforvaltningen 

Nu viser det sig så, at man i stedet for tilbudet om dialog og mægling, forsøger sig med en ny vej ind i Statsforvaltningen. Denne gang ved at lave et personangreb på en ansat og d. 8. februar 2018 modtog jeg således følgende brev fra Statsforvaltningen: 

Iben Elene Oksfeldt fra Litehouse Consult har således på vegne af min søns mor klaget over en tidligere ansat i Statsforvaltningen. Klagen går på den pågældende medarbejders adfærd i forbindelse med sagsbehandlingen af den samværssag, min søns mor i september 2015 startede. En samværssag, hvor hun gik efter, at min søn ud af et interval på 14 dage skulle være 11 dage hos hende og 3 dage hos mig, og som endte med en deleordning. 

I forbindelse med klagen orienteres også Børne- og Socialministeriet: 

Få aldrig børn i Danmark – medmindre du bruger en donor 

Jeg vil så nødigt deltage i en kønskamp, som er så uendelig malplaceret når det handler om noget så vigtigt som skilsmissebørns trivsel, men det er værd at bide mærke i, at denne Iben Elene Oksfeldt indgår i et netværk med blandt andre bloggeren Susanne Staun, advokaten Vivian Jørgensen og facebookgruppen ‘Netværket Mor’, der markedsfører sig under dette motto: 

Du kan læse med på Susanne Stauns blog her – læs og dan dig gerne dit eget indtryk. Jeg synes, at det taler for sig selv. 

Listen med de 12 advokater 

Men hvad er så den nærmere baggrund for Iben Elenes klage over en tidligere ansat i Statsforvaltningen? Her skal vi tilbage til d. 10. februar 2015, hvor jeg for første gang mødte journalist og jurist, Mette Kathrine Larsen. Det var Mette, der tog kontakt til min daværende advokat, Mette Clemmensen fra Drachmann Advokater i Helsingør: 

D. 10. februar kl. 11 endte med at passe for alle, og mødet fandt sted  hos Drachmann Advokater i Helsingør. 

Baggrunden for mødet var, at Mette Kathrine Larsen havde fået en liste fra den pågældende medarbejder i Statsforvaltningen med navne på 12 advokater – og heriblandt var altså min daværende advokat, Mette Clemmensen. De 12 advokater havde én fællesnævner: De havde alle på det tidspunkt en verserende sag, hvor Vivian Jørgensen var advokat for modparten.

Vivian Jørgensen har siden foråret 2014 været advokat for min søns mor. I december 2013 blev der ellers indgået et forlig med hendes daværende advokat med afsæt i den børnesagkyndige undersøgelse, der i december 2013 faldt ud til min fordel, og i hvilken konklusionen lød: 

“I relation til denne risiko virker Michael Hjelvangs overvejelser om at kunne justere (barnets, red) samvær med xxx, under hensyntagen til hendes mentale tilstand, relevante.”

Men et par måneder efter valgte min søns mor at placere en ny advokat ved roret, Vivian Jørgensen, og herefter tog tingene en helt anden drejning. Kort efter Vivian Jørgensens indtræden opstod den såkaldte voldsepisode, der endte med, at jeg i to instanser blev dømt for noget, jeg ikke har gjort. 

Du kan i min kommende bog læse, hvordan jeg i Den Særlige Klageret efterfølgende har fået medhold. Og hvordan Drachmann Advokater viste sig ikke at have helt rent mel i posenDu kan bestille bogen her

Mette Kathrine Larsen bad i forbindelse med DR2 dokumentaren ‘Fædre under mistanke’ om aktindsigt i advokat, Vivian Jørgensens sager i Statsforvaltningen. Der blev givet afslag på anmodningen, men i stedet udpegede den pågældende ansatte i Statsforvaltningen 12 sager, hvor man oplevede at den ene af forældrene brugte beskidte tricks og udokumenterede anklager i et forsøg på at fjerne den anden forælder fra barnets liv. Fællesnævneren i de 12 sager er advokat Vivian Jørgensen. Og én af de 12 sager er min. 

På listen med de 12 advokater var altså min tidligere advokat, Mette Clemmensen, og Mette Kathrine Larsen tog derfor i februar 2015 kontakt for at høre, om advokaten havde en sag, hvor  Vivian Jørgensen var advokat på modpartens side. Min advokat oplyste, at hun netop havde været i retten i en sag, hvor advokat, Vivian Jørgensen, optrådte på modpartens side. At hun var  rystet over Vivian Jørgensens ageren i retten. Og at hun præcist vidste, hvad det var for en sag, den pågældende medarbejder i Statsforvaltningen refererede til.

Samme dag blev jeg kontaktet af min daværende advokat, Mette Clemmensen. Hun fortalte mig, at hun var blevet kontaktet af en journalist og spurgte, om jeg havde lyst til at mødes med vedkommende. Det havde jeg. 

Da jeg d. 10. februar 2015 mødtes med Mette Kathrine Larsen, fortalte hun mig om programmet ‘Fædre under mistanke’, som skulle sendes på DR2 d. 12. marts 2015. Mette fortalte mig også, at de allerede var gået i redigering og at de derfor kunne få svært ved at nå at få min historie med i det pågældende program. De næste fire timer brugte jeg på at fortælle Mette min historie og undervejs kom det til at stå klart, at min sag er identisk med den problemstilling, som journalisten i programmet ønsker at anskueliggøre. 

Mette Kathrine Larsen fik ret i sin forudsigelse om, at de ville få svært ved at nå at få min historie med som en del af programmet ‘Fædre under mistanke’, hvilket for mig ingenlunde er af betydning. Det der vejer tungt på vægtskålen, var beskeden om, at der er et mønster i det vanvid, jeg føler mig udsat for. Og at parallelerne til Jesper Simonsens sag (der er bærende case i dokumentaren) er skræmmende. Efter selv at have mødt Jesper, kan jeg se, hvad det er for et system, jeg er havnet i. Og stor var min glæde derfor også, da meldingen d. 30. maj 2016 kom ud om, at Pressenævnet på alle punkter har frifundet dokumentaren ‘Fædre under mistanke’ for advokat Vivian Jørgensens anklager. 

Du kan se dokumentaren her: 

Følg klagesagen her på bloggen

Tilbage står nu den klage, der er rettet mod den medarbejder, der havde modet til at stå frem og kæde sagerne og de bagvedagerende aktører sammen. Det er klart, at vi i Barnets Tarv vil følge klagesagen tæt og at vi her på bloggen vil holde Jer opdaterede. 

Nedenfor kan læses Pressenævnets begrundelse for at afvise klagen. Og for at blåstemple dokumentaren som fair, undersøgende og objektiv journalistik.

Advokater fik ikke ret i klage over DR2-program

To advokater rejste kritik af DR og krævede genmæle i forbindelse med omtalen af programmet ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’. Pressenævnet mener ikke, DR har gjort noget forkert.

30. MAJ. 2016 KL. 14.56OPDATERET 30. MAJ. 2016 KL. 16.18

DR2 Undersøger: Fædre under mistanke
To advokater rejste kritik af DR og gik til Pressenævnet. Men de fik ikke ret. (Foto: DR Fakta © Type 2)

Pressenævnet mener ikke, at DR har tilsidesat god presseskik i forbindelse med udsendelsen ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’, som blev sendt den 12. marts sidste år – hverken i hovedudsendelsen eller i den omtale af samværssager og børneadvokaters rolle i dem, som fandt sted i Radiovisen, P3 Nyheder og på dr.dk i forbindelse med, at programmet blev sendt.

Oven på udsendelsen klagede to advokater over, at DR – og for øvrigt også TV 2 og Radio24Syv – skulle have bragt krænkende og ukorrekt omtale om dem i relation som deres erhvervsudøvelse som advokater. Derudover klagede de også over valget af kilder, og over at de ikke skulle have fået forelagt kritikken af dem, før udsendelsen og artiklerne blev bragt.
Pressenævnet mente ikke, at den ene af advokaterne havde retlig interesse i sagen, og derfor behandlede man ikke hendes sag, men derimod kun klagen fra den anden advokat. Og her mener Pressenævnet ikke, at der er noget at komme efter, eller at der er noget, som berettiger til, at DR skal bringe et genmæle.

Er kommet til orde

I sin afgørelse finder Pressenævnet, at den pågældende advokat i tilstrækkeligt omfang er kommet til orde i forbindelse med de nyhedsartikler og udsendelser, hvor hun er nævnt med navn.
Pressenævnet mener også, at det er i orden, at DR alene offentliggjorde dele af et 20 minutter langt interview – herunder til artiklen på dr.dk og ikke i DR2-dokumentaren, da advokaten havde afvist at lade sig interviewe til ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’-programmet til kamera.

Pressenævnet mener heller ikke, at der var noget at komme efter i selve ’DR2 Undersøger’-udsendelsen. Her vurderer Pressenævnet, at advokaten havde fået mulighed for at medvirke i programmet på sædvanlige vilkår, og at væsentlige dele af den udtalelse, hun havde sendt til DR på mail, også blev gengivet i programmet.

Advokaten havde ligeledes krævet, at DR skulle anonymisere hende eller helt afpublicere artiklerne samt TV- og radioudsendelserne om hende på DRs hjemmeside, dr.dk. Det har DR ikke gjort, og heller ikke dét finder Pressenævnet kritisabelt.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Nyt skilsmissesystem er godt nyt for børnene

Ny skilsmisseaftale sætter hensynet til barnets tarv først. De positive elementer er i flertal. Men der er plads til forbedringer. 

Foto: Barnets Tarv

Et møjsommeligt tovtrækkeri. Ultimative krav. Og uventede stopklodser. Fødslen har været hård, men efter mere end halvandet års forhandlinger på Christiansborg, kunne børne- og socialminister, Mai Mercado, denne formiddag præsentere Danmarks nye skilsmissesystem.

I dag har vi et system, som næsten er designet til at sende forældre i konflikt med hinanden,” lød det fra børne- og socialministeren, Mai Mercado (K) ved præsentationen af aftalen. 

Et opgør med svindel, fusk og falske anklager 

Barnets Tarv har gennem de seneste mange måneder fulgt forhandlingerne tæt og er glade for at se, at der i den nye skilsmisseaftale efterstræbes bedre vilkår for de mange børn, der hvert år oplever, hvordan en skilsmisse kan ramme.

Jeg er glad for at se, at det nye system sætter barnet først, og at systemet lægger op til at tage bedre hånd om de børn, der havner i en konfliktfyldt skilsmisse,” siger direktør i Barnets Tarv, Michael Hjelvang. 

Med det nye skilsmissesystem indføres blandt andet en ny formålsparagraf i forældreansvarsloven, der slår fast, at alle afgørelser skal ske ud fra hensynet til barnets tarv. Videre indeholder det nye system også initiativer, der sikrer en bedre hjælp til børn i familier hvor misbrug, falske anklager og forsøg på helt at udelukke den ene forælder fra barnets liv, er en del af konflikten. 

Jeg håber, at det nye system får sat en effektiv stopper for de årelange sager, hvor børn bliver kastebold mellem myndighederne, hvor omfattende børnesagkyndige undersøgelser pludselig mister værdi og hvor det lønner sig at trække tiden. Og så er jeg glad for at se, at hensynet til barnets tarv nu bliver skrevet ind i lovgivningen,” siger Michael Hjelvang. 

Du kan her læse mere om, hvordan det nye system må antages at påvirke Michael Hjelvangs sag

God idé at nedlægge Statsforvaltningen 

Hvis du i dag skal skilles, og hvis du ikke kan nå til enighed med dit barns mor eller far om, hvem der skal have barnet, kan sagen hurtigt blive trukket i langdrag. Det sker blandt andet fordi, sagen både kan blive behandlet i Statsforvaltningen og i domstolssystemet, men med den nye skilsmisseaftale bliver der nu sat en stopper for de forskellige indgange til systemet. I aftalen, som samtlige af Folketingets partier har indgået, er et af hovedpunkterne nemlig, at Statsforvaltningen afskaffes og erstattes med en ny myndighed kaldet Familieretshuset. Et tiltag, som Barnets Tarv bakker op om: 

“Mange af de mødre og fædre, der henvender sig til os for at få hjælp i forbindelse med en skilsmisse, oplever, at vanskelighederne opstår i Statsforvaltningen – når sagen bliver sendt fra én myndighed til en anden og her vil det klart være en fordel at fokusere forløbene. Dog er det samtidig vigtigt at tilføje, at den nye myndighed – Familieretshuset – ikke må komme til i praksis at udfylde den samme rolle, som Statsforvaltningen gør i det nuværende system,” siger jurist i Barnets Tarv, Mette Kathrine Larsen. 

I Familieretshuset vil der blive foretaget en screening, hvor sagerne inddeles i tre spor. Grøn er de enkle sager, gul de mindre enkle, og rød de højkonfliktfyldte sager. Aftaleparterne forventer cirka 60.000 grønne, cirka 30.000 gule og cirka 7.000 røde sager om året. 

Den tidlige screening af familiesager og inddeling i forskellige sagsbehandlingsspor – grøn, rød og gul – kan være med til at sikre den nødvendige fleksibilitet, så familierne fra start bliver mødt, hvor de er og vi ser i Barnets Tarv, sammen med den række af dygtige advokater, vi samarbejder med, frem til at hjælpe børn, mødre og fædre, uanset hvilket spor, de skal navigere i,” siger Mette Kathrine Larsen. 

Du kan her læse mere om den hjælp, vi i Barnets Tarv tilbyder

Du kan her læse mere om de advokater, vi i Barnets Tarv samarbejder med

Plads til forbedringer 

Til trods for de mange gode initiativer er der stadig plads til forbedringer. Specielt når konflikterne tager fart, er det vigtigt, at systemet sætter barnets tarv i centrum. Her tildeler det nye system domstolene en helt central rolle, og det kan give anledning til bekymring:

Domstolene påtager sig et stort ansvar. De har lovet, at de kan løfte det. Det vil vi i Barnets Tarv holde øje med,” siger Mette Kathrine Larsen. 

Syv fakta om det nye skilsmissesystem

Familieretshuset
Familieretshuset erstatter Statsforvaltningen og bliver den nye og eneste administrative indgang til systemet. Det er her screeningen af sagerne finder sted og inddeles i rød, gul og grøn.

Familieretten
De komplekste skilsmissesager kommer til at ligge i familieretten – det er sager, hvor konflikten mellem forældrene er så stor, at der er brug for rettens indblanding. 

Delt børnecheck og bopæl
Det nye system skal sikre, at forældrene kan være forældre på lige fod. Derfor skal forældre med fælles forældremyndighed som udgangspunkt modtage halvdelen af børnechecken hver. Derudover skal forældrene – hvis de er enige om det – have mulighed for at dele barnets bopæl mellem sig.

Børneenheden
Børneendheden skal sikre, at skilmissesagerne alid tager udgangspunkt i barnets behov, og at børnene bliver inddraget og deres perspektiv bliver hørt. Det bliver skrevet ind i loven, at hensynet til barnet skal vægtes højest.

Fodgedafhentninger
Ingen børn skal fremover hentes af fogeden, når aftaler om samvær ikke overholdes. Denne opgave ligger nu hos familieretten.

Rådgivning til forældre
Forældre tilbydes rådgivning i den såkaldre reflektionsperiode og samtidig skal forældrene gemmeføre et digitalt forløb, der blandt andet klæder dem på til at tage hensyn til barnet.

Separationsperiode genindføres
Der  bliver genindført en separationsperiode, som fremover kommer til at være på tre måneder. I separationsperioden tilbydes både børn og forældre rådgivning. Forældrene kan få rådgivning i, hvad bruddet betyder for børnene. 

Få overblikket og læs om det nye skilsmissesystem her

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Ny samarbejdspartner i Barnets Tarv

Det er med stor glæde, at vi hermed kan præsentere vores nye samarbejdspartner, Karina Hedegaard Hansen. 

Karina blev uddannet advokat i 2006 og driver i dag sit eget advokatfirma i Aalborg. Videre er Karina ansat ved Aalborg Universitet, hvor hun skriver en ph.d. og underviser, og endelig er hun også ansat i Mødrehjælpens retshjælp, hvor hun yder juridisk rådgivning til skilsmisseforældre.

Du kan læse mere om Karina Hedegaard Hansen her

Du kan læse mere om vores øvrige samarbejdspartnere her

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

39. Alt har sin tid, som er nu

Intet er helt selvfølgeligt. Alt er nyt og mærkværdigt. Intet er omsonst. Alt har sin tid, som er nu.

Benny Andersen 

Om få timer rinder året ud og tiden er inde til at gøre status over, hvad året har bragt af godt og ondt. 2017 blev året, hvor meget langsomt begyndte at give mening, og hvor jeg mærkede, hvordan det er at leve – og ikke bare at overleve. Men samtidig bed 2017 også  – med sin bidskhed – fra sig og, satte allerede i januar tænderne i, hvor det gør mest ondt. D. 11. januar modtog jeg et brev fra Familierådgivningen i Helsingør Kommune. Forvaltningen havde valgt at igangsætte en børnefaglig undersøgelse af min søn på baggrund af en underretning og jeg blev indkaldt til et møde d. 7. februar 2017. På mødet fik jeg at vide, at underretningen var kommet fra min søns mor, der havde oplyst, at vores søn er i mistrivsel, at han er voldelig overfor de andre børn, at jeg slår ham, truer ham, mishandler ham, låser ham inde, udsætter ham fra psykisk terror og at min søn er bange for mig, og ikke ønsker at se mig. 

Du kan læse mere om underretningen til Helsingør Kommune og om den børnefaglige undersøgelse her: 

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

Mens den børnefaglige undersøgelse verserede, fik jeg af min søns fodboldtræner i starten af marts  at vide, at hans mor havde meldt ham ud af den lokale fodboldklub og at han var blevet påbudt at stille op på trænerens privatadresse for at returnere sit spillesæt. Udmeldingen skete på trods af skolens seneste udtalelse af 13. oktober 2016: “Hans (min søn, red.) store passion er fodbold” – og d. 16. marts 2017 valgte Ungdomsformanden for Espergærde fodbold således også at sende en underretning til Helsingør Kommune vedrørende den klemme, hans mor havde placeret vores søn i.  

Du kan læse mere om udmeldelsen fra fodboldklubben her: 

34. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”

Godt to uger senere – fredag d. 31. marts – traf Helsingør Kommune en afgørelse: Det vurderes på baggrund af ovenstående, at (barnet, red) ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte, jf. Servicelovens § 52, hvorved sagen umiddelbart afsluttes i Familierådgivningen. Kommunen mente således ikke, efter at have foretaget en børnefaglig undersøgelse og efter at have talt med min søns skole, at der var tale om et barn i mistrivsel og heri ligger implicit også en tilkendegivelse af, at kommunen ikke troede på, at de anklager min søns mor havde anført om, at jeg skulle udsætte vores søn for såvel psykisk som fysisk vold, var sande. Havde kommunen troet på det, havde de ikke alene ret men også pligt til at skride ind. 

Du kan læse mere om kommunens afgørelse her: 

32. Afgørelsens time

Efter en turbulent start på året, der heldigvis mundede ud i, at Helsingør Kommune afskar min søns mor muligheden for på ny at starte en samværssag i Statsforvaltningen, der havde til formål at fjerne vores søn mest muligt fra sin far, begyndte mere opmuntrende vinde hen over sommeren 2017 at tage fat. D. 11. juli kunne vi præsentere en ny medarbejder i Barnets Tarv – jurist og journalist, Mette Kathrine Larsen  – og umiddelbart efter begyndte henvendelserne fra skilsmissekriseramte forældre at strømme ind.

Du kan læse mere om ansættelsen af den nye medarbejder her:

35. Ny medarbejder i Barnets Tarv 

Hen over sommeren 2017 begyndte rådgivningsdelen i Barnets Tarv for alvor at tage form og d. 10. august bragte Helsingør Dagblad således også en dobbeltsidet artikel med rubrikken: Hård skilsmisse førte til nyt firma

Du kan læse mere om artiklen i Helsingør Dagblad her: 

35. Helsingør Dagblad går ind i kampen for at sikre barnets tarv i skilsmissesager

Gennem hele 2017 har arbejdet med færdiggørelsen af min bog været en af hovedoverskrifterne, og d. 18. september var jeg således til møde med forlaget og d. 22. september blev bogens forside, titel og prolog offentliggjort her på bloggen. 

Du kan læse mere om mødet med forlaget og om offentliggørelsen af bogen forside, titel og prolog her:

37. Sig nærmer tiden

38. Prolog

Efteråret 2017 bød på et fokus på injurielovgivningen. D. 21. november 2016 blev jeg frikendt i Helsingør Byret efter en anmeldelse til politiet fra min søns mor gående på, at jeg i indeværende blog skulle overskride injurielovgivningen, og med frikendelsen satte byretten således en fed streg under, hvor grænserne for injurierende udsagn går. Et år senere – d. 22. november 2017 – rettede min advokat, på baggrund af byrettens frikendelse,   henvendelse til en af de personer, der på de sociale medier gentagne gange har stemplet mig som værende psykopat. 

Facebookopslag d. 2. januar 2016

Facebookopslag d. 29. august 2014

Facebookopslag d. 9. januar 2016

Svarfristen for den pågældende person var d. 20. december 2017 og jeg har dags dato endnu ikke hørt fra ham. Min advokat vil i 2018 tage sagen videre til politiet. Dette sker ikke for at optrappe den konflikt, min søns mor måtte mene at have med mig, men for at understrege mit budskab om, at sandheden altid har det med at komme frem. 

Endelig blev der i december 2017 sat et punktum for den klagesag, jeg har igangsat over Nordsjællands Politi. D. 26. oktober 2016 anmodede jeg om aktindsigt i de tre originalbilledfiler i den straffesag, der i 2014 blev ført mod mig. I første omgang afslog politiet min anmodning, men efter en klage til Statsadvokaten fik piben an anden lyd, og anmodningen blev imødekommet. D. 4. april 2017 var jeg til gennemsyn af sagsakterne ved Nordsjællands Politi i Helsingør og d. 23. maj fik jeg en digital kopi af to af de pågældende billedfiler udlevert. 

Nordsjællands Politi i Helsingør d. 4. april 2017

Ved gennemgangen af billederne kom det frem, at der i sagen er journaliseret et fjerde billede, som jeg ikke tidligere er blevet orienteret om, og at politiet manglede originalbilledfilerne på to af de omtalte billeder. D. 11. august 2017 påklagede jeg dette til Nordsjællands Politi og d. 8. december beklagede politiet, at de ikke længere var i besidelse af de pågældende billedfiler, der må anses at have haft afgøremde betydning i straffesagen. De to originalebilledfiler er nu blevet forelagt flere uvildige fotoeksperter og budskabet er klart: Billederne er manipulerede. Du kan læse mere om billederne i min bog, der i 2018 rammer gaden og jeg afventer lige nu en tilladelse til i bogen at bringe billederne, så du som læser selv kan danne dig et indtryk.

Julen og nytåret 

D. 10. november 2017 skrev jeg følgende til min søns mor vedrørende julen og nytåret samt vores kommunikation via de skriftlige ugerapporter: 

I forhold til julen og nytåret modtog jeg d. 22. november nedenstående svar, men fik intet svar på min opfordring til en bedre kommunikation:

D. 20. december 2017 skulle min søn, jf. vores samværsresolution, hjem til mig på juleferie. Imidlertid fik jeg om morgenen en besked fra skolen om, at min søn ikke var kommet i skole – og da jeg intet havde hørt fra hans mor, frygtede jeg, at hun var i gang med at tilbageholde ham, og skrev derfor følgende til hende:

Senere samme dag kom min søn alligevel i skole og om eftermiddagen modtog jeg en ny mail fra min søns mor:

Jeg har meget svært ved at se det utilstedelige i at rette henvendelse til min søns mor, når vores søn ikke på en skiftedag er i skole og da jeg intet havde hørt fra hende, og jeg tænker på, hvordan hele situationen kunne have været undgået med en bedre kommunikation – eller bare en eller anden form for kommunikation. Men dialogen er kørt så meget af sporet, at jeg ikke længere kan få øje på den. Det er altid der, det ender, når min søns mor insisterer på ikke at rette blikket mod sig selv. Hun kører og kører, til jeg for længst er stået af.

Min søns mor har flere gange skabt unødigt drama omkring julen og nytåret og i år var desværre ingen undtagelse. D. 28. december skrev min søns mor til mig, at vores søn alligevel ikke kommer hjem d. 3. januar, som hun tidligere havde oplyst og som jeg har planlagt efter. Min søns mor vil ikke give mig adgang til forældreintra og jeg har således kun hendes ord at planlægge efter:

Du kan læse mere om forældreintra her: 

24. Sandheden husker man

Du kan her læse om julen og nytåret i 2015 og 2016:

30. Lad julesorgen slukkes

Mening med galskaben 

Når jeg her på kanten af 2017 ser tilbage på det forgangne år, står Benny Andersens ord klare for mig: 

Intet er helt selvfølgeligt. Alt er nyt og mærkværdigt. Intet er omsonst. Alt har sin tid, som er nu.

Der er en mening med galskaben og nuet skal fanges i det øjeblik, det passerer. Isoleret set giver begivenhedernes gang i 2017 ikke den store mening, men set i en sammenhæng, tegner de et meningsfuldt billede og at budskab om, at tiden er nu: 

Når jeg kaster blikket frem mod 2018, håber jeg, at min søns mor vil indse, at et barn har ret til to forældre, og at hun vil se og lytte til vores søns behov. Videre håber jeg, at hun vil finde mod og styrke til at nedbryde den mur, hun sammen med sine forældre har bygget omkring sig, og at hun sten for sten ved hjælpe med at bygge en bro hen over de to verdener, som vores søn måtte opleve at skulle navigere i. 

Videre håber jeg, at Den Særlige Klageret i 2018 vil vælge at genoptage straffesagen. I hvert fald bliver 2018 året, hvor et vidne har valgt at følge sin samvittighed. Og endelig ser jeg frem til, at min bog i 2018 rammer gaden og til at få sat et punktum. 

Du kan læse mere om bogen her: 

Bestilling af bog

2017 har på privatfronten budt på mange store og fine øjeblikke, og fortsætter 2018 på samme måde, ligger mine største ønsker lige foran døren – klar til at gå i opfyldelse. 

Afslutningsvis vil jeg gerne sige tak for alle Jeres henvendelser – hver og en. Tak for tilbud om fodboldbilletter, invitationer til mad eller kaffe i Jeres hjem, gaver ude foran vores dør og sågar invitationer til juleaften. Jeres støttende ord, Jeres tid og empati betyder meget. 

Med ønske om et godt og lykkebringende nytår

Michael     

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

38. Prolog

“Far, de hilste ikke på dig?” – lyder det forundret fra min søn.

“Nej, men de så os nok ikke.”

Ingen af os er overbevist. Inderst inde ved jeg jo godt, hvordan folk står og kikker ned i asfalten, når de møder mig. Jeg kan mærke den ubehagelige stemning. Tavsheden. Korte lukkede svar. Smagen af mistillid.

Med denne bog inviterer jeg dig hermed på en rejse ind i Skilsmisse-Danmark. En kafkask proces fyldt med manipulation, magtmisbrug, lange sagsbehandlingstider og skruppelløse advokater – som de færreste måske kender til. Selv havde jeg i hvert fald ikke en anelse om, hvordan vores system er skruet sammen, før jorden – ved udgangen af 2012 – begyndte at vakle under mig. Her røg jeg med i den efterhånden tårnhøje statistik over par, der vælger at tage vielsesringen af og skrive under på en skilsmisse. En skilsmisse der i sig selv skulle vise sig at tage mere end to år om at blive en realitet. Og et brud i familielivet der skulle vise sig at blive starten på mit livs kamp.

Bogens forside

Denne bog er tænkt som en hjælp til de mange børn og forældre, der lige nu er klemt i det familieretlige system – samt de mange mennesker, der lige nu måbende står på sidelinjen og betragter en konfliktfyldt skilsmisse – det være sig såvel myndighedspersoner som privatpersoner. Og bogen er således mit personlige bidrag til at sætte fokus på vores familieretlige system – og de potentielle faldgruber, som det måtte indeholde. Om du er mor, far, bedsteforælder, ven, nabo, lærer, journalist, socialrådgiver, børnesagkyndig, jurist, advokat – eller dommer,  så har vi alle en forpligtelse til at handle. I denne bog vil du møde et galleri af mennesker, der stod op for mig. Jeg håber, at du vil finde inspiration til at gøre det samme for andre.

Jeg vælger i denne bog at dele min fortælling, idet den kan tjene som en vidnesbyrd om, hvordan en skilsmisseforælder lige nu oplever det system, vi har skruet sammen. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at denne bog er et udtryk for mine subjektive holdninger og oplevelser. Jeg gør på ingen måde krav på sandheden og beskriver udelukkende hændelsesforløbet, som det ser ud med mine øjne. Derfor anerkender jeg også fuldt ud, at der kan være andre, som har en anden oplevelse af begivenhederne. I det hele taget har jeg søgt at holde mig til at beskrive mine egne oplevelser. Og til ikke at dømme. Alligevel vil der formentlig være mennesker fra min fortid, der vil føle sig ramt. Det er en del af præmissen for at stå frem. Jeg kan ikke male et troværdigt billede af den måde, hvorpå jeg har oplevet Skilsmisse-Danmark, samtidig med at jeg pålægger mine stærkeste oplevelser censur – fordi de måske kan støde andre. Det er klart, at jeg kan vise omtanke og respekt og jeg har således også afvejet adskillige hensyn i forbindelse med bogens tilblivelse. De mennesker som jeg oplever, har behandlet både min søn og jeg uretmæssigt, ved, hvad der er sket. De kender historien. Og nu har du som læser også mulighed for at få et indblik i begivenhedernes gang. Det er et livsvilkår, som de må leve med. Præcist som jeg må leve med de ar på krop og sjæl, som det har givet mig. Min eks-svigerfar har flere gange sagt til mig:

“Der er altid en regning, der skal betales.”

Og ja, – lige netop her, er jeg faktisk tilbøjelig til at give ham ret.

I erkendelse af at jeg kan huske ting forkert, har jeg søgt aktindsigt i hele min sag. Samtlige sagsakter er blevet grundigt gennemgået af flere advokater og jurister. Det er sket for at sikre, at jeg læner mig så meget op af fakta, som det overhovedet måtte være muligt. Det har været en lang og krævende proces. Og der er fældet mange tårer på den konto. Samtidig har det for mig også været en uvurderlig erkendelsesrejse. Der er mange sagsakter, som jeg ikke tidligere har kunnet overskue at gennemlæse. Det har ganske enkelt gjort for ondt. Men at sidde time efter time og systematisk gennemgå sagen med flere eksperter – der tidligere har set tusindvis af denne slags sager – og at spejle mig i deres forargelse og frustration over det, jeg har gennemlevet, har gjort et stort indtryk.

Jeg har i forhold til min søn tænkt meget over, om det er en god idé at stå frem? Om jeg sætter mine egne behov foran hans? Om jeg udstiller ham? Svaret er enkelt: Det er uomtvisteligt at flere af de mennesker, der har hørt om min historie, måske et sted vil begynde at overveje, om det rent faktisk passer – om jeg mon er psykopat? Og lige netop i den overvejelse bor tvivlen. Den nagende og omsiggribende tvivl, der får mennesker til at lade som om, de ikke ser mig, når jeg kommer gående med min søn på gaden. Den er den tvivl, jeg ønsker at at gøre op med – én gang for alle. For min søns skyld. Og for min egen. Jeg har ikke tal på de mange kampe, vi har måtte tage som følge af de prædikater, der er sat på mig: En dårlig og ond far som de andre børn ikke må lege med. Eksempelvis har flere af min søns kammerater – som han ellers har leget med utallige gange såvel hos dem som hos os – fået at vide, at de ikke kan komme hjem til ham for at lege. Begrundelsen: Din far er ond!

Heldigvis har flertallet af forældre åbnet deres hjem og deres hjerter for min søn og jeg. Jeg mærker en kærlighed og en varme, som rører mig dybt. Og det er også med til at give mig styrke og mod til nu at stå frem. Jeg ved, at der er mennesker, der ser mig og stoler på mig. Og som altid vil være der.

Jeg skifter undervejs i bogen i tid for at minde både dig som læser – og jeg selv om – hvordan kærlighed pludselig kan skifte til had. Den ene dag er jeg verdens bedste far – den næste dag er jeg stemplet som psykopat. Når jeg i bogen flere steder krydsklipper til min egen barndom er det fordi den gemmer svarene på, hvorfor jeg i flere situationer handler, som jeg gør.

God læselyst.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

37. Sig nærmer tiden

Lige nu arbejder advokater, jurister og journalister på højtryk med at korrekturlæse min bog og mandag d. 18. september var jeg således til møde med forlaget for at få de sidste detaljer på plads, inden bogen sendes i trykken. 

Tanken om at fortælle hele min historie – råt for usødet – er som et tveægget sværd. Jeg er lige dele forventningsfuld og skrækslagen og der er dage, hvor jeg har lyst til at lade historien falde i glemmebogen som en flyvsk idé, der ikke kunne få vinger. Men når jeg så læser Steen Steensen Blichers digt ‘Præludium,’ i hvilket der i første strofe står skrevet: “Sig nærmer Tiden, da jeg må væk” står det klart for mig, at bogen skal ud over rampen og at det er mit beskedne bidrag til at kaste fokus på behovet for et smidigt  og ressourcestærkt skilsmissesystem – også den dag, jeg ikke er her længere. Sandheden skal frem. Det er den eneste farbare vej. 

Skulle du have lyst til at sikre dig et eksemplar, kan du bestille bogen via dette link: 

Bogbestilling

På fredag d. 22. september offentliggøres bogens titel, forside og prolog her på bloggen. 

God læselyst 

Michael 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

36. Helsingør Dagblad går ind i kampen for at sikre barnets tarv i skilsmissesager

“Jeg har stadig det svar til gode på spørgsmålet om, hvad denne lille gruppe af mennesker i vores lille Korsbæk-samfund i Helsingør mon vil opnå? Flere gange om dagen i flere år har jeg tænkt på, hvorfor de gør det?” – Michael Hjelvang, direktør og stifter, Barnets Tarv.

I dagens udgave af Helsingør Dagblad (d. 10. august 2017) vælger avisen på forsiden samt på side fire og fem at formidle historien om, hvordan Michael Hjelvang af sin eks-svigerfamilie er blevet udsat for en række falske anklager i forsøget at spille ham af banen i sønnens liv. Anklagerne går blandt andet på, at Michael skulle have udsat sin søn for fysisk og psykisk vold. Videre formidler avisen også fortællingen om de veje, et liv kan tage og om hvordan en skruppelløs eks-svigerfamilie – og dennes advokat – kan føre til et nyt firma og en hjælp til andre skilsmisse-kriseramte familier. 

Michael ønsker ikke at føre en krig, hvor der unægteligt kun findes tabere. Tværtimod. Michael har gennem hele det fire og et halvt år lange forløb insisteret på, at krigens vej ikke er farbar og han har gang på gang i ord og handling foreslået et samarbejde med sønnens mor. Desværre skal der to til at stifte fred, mens en alene kan skabe krig. Og i et forsøg på at hjælpe andre fortæller Michael i dag sin historie i Helsingør Dagblad. 

Hvis du ikke har læst artiklen – eller hvis du synes, at teksten på ovenstående billede er for lille  – er den nedenfor gengivet i sin helhed, hvor du også kan finde billeder fra artiklen.

Hård skilsmisse har ført til nyt firma

Michael Hjelvang, tidligere salgschef i autohuset Falken og co i Helsingør, har efter en personlig time-out stiftet et nyt firma “Barnets Tarv”, inspireret af alle de erfaringer og oplevelser, har har gjort sig i tiden under og efter skilsmissen. Han er på vej med en bog og har nyt job som salgschef. 

HELSINGØR: En dag for fire et halvt år siden blev der vendt op og ned på tilværelsen for Michael Hjelvang, dengang salgschef i autohuset Falken og Co i Helsingør. Hans kone, som han var ved at blive skilt fra, havde hyret en ny advokat i den verserende skilsmissesag. Og mens Hjelvang regnede med at få delt forældremyndighed og samvær med deres lille fælles søn, fik han pludselig den dramatiske besked, der ændrede alt:
– Jeg blev anklaget for vold, fortæller Michael Hjelvang.

Familier i krig 
Siden har skilsmissesagen antaget dimensioner, som Michael Hjelvang selv i sin ondeste drømme ikke havde forestillet sig. Ifølge Michael Hjelvang handler det blandt meget andet om alvorlige personlige beskyldninger, trusler om vold og »det, der er værre«, retsmøder, sladder, karaktermord. To såkaldte »gamle Helsingør-familier« i en krig, hvor et barn bliver taberen.

Sagde jobbet op 
Sidste år besluttede Michael Hjelvang at sige sit job som salgschef op og tage tid ud af kalenderen til et helt andet projekt.
– Jeg var så fyldt op af denne sag, så jeg var nødt til at gøre noget ved den mere personligt. Jeg besluttede at skrive en bog om alt det her og lave en blog og en hjemmeside med titlen »Barnets tarv.«
– Her har jeg beskrevet meget af det, der er sket, set fra min side. Og det er fuldstændigt vildt med den mængde af reaktioner, der er kommet. I dag er www.barnetstarv.com en blog og hjemmeside, der nu har ramt 76.000 brugere. Min bog udkommer i januar næste år og jeg har allerede mange forudbestillinger, siger Michael Hjelvang.
En jurist/journalist, Mette Kathrine Larsen, er netop blev ansat i firmaet, foreløbig som den første.
I mellemtiden har Michael Hjelvang igen fået et job som salgschef hos en autoforhandler i København.
– Barnets Tarv er vokset så meget, så jeg har måttet erkende, at det kan jeg ikke klare selv, blandt andet fordi jeg ikke har den form for ekspertise. Nu må jeg lade fagkundskaben komme til. Dem, der har mere erfaring og ekspertise på området, end jeg har. Vi har fået så mange henvendelser, så der nu skal eksperter til, fortæller Michael Hjelvang, hvis mål med sin virksomhed er at kunne hjælpe andre forældre, der står i en lignende situation.

Rådgivning
Den nye medarbejder Mette Kathrine Larsen har tidligere arbejdet med skilsmissesager og i sit nye job kommer hun til at rådgive mange af de skilsmissekriseramte forældre, der henvender sig. Det er indtægter fra rådgivning samt om ikke så længe, når bogen går i trykken, fra bogsalget, der indtil videre udgør Barnets Tarvs økonomiske grundlag.
Dagligt modtager Michael Hjelvang tre-fem henvendelser og Mette KathrineLarsen omtrent samme antal. Ofte flere. Og der er sjældent dage, hvor der er stille.
– Folk henvender sig ofte med en kæmpe frustration og følelsen af afmagt. Det er mennesker, der vil gøre alt for deres barn, men oplever, at de løber panden mod en mur. I Danmark har vi en lidt uheldig familielovgivning, men den er der heldigvis nu ved at blive gjort op med. Norge har i modsætning til Danmark for eksempel en lov, der siger, at man – hvis man har børn – ikke kan blive skilt uden mægling, fortæller Mette Katrine Larsen.

Indberetning afvist 
Efter fire et halvt års retssag om Michael Hjelvangs søn, der nu nærmer sig 10 år, står sagen helt aktuelt sådan, at moderen har den fulde forældremyndighed, at sønnen er hos hende i ni dage og hos Michael Hjelvang i fem dage. Tidligere har eks-konen lavet en indberetning af sin egen søn, hvor hun anfører, at sønnen hos sin far, Michael Hjelvang, bliver udsat for psykisk og fysisk vold og at drengen mistrives hjemme og i skolen. Sagen har været en tur gennem Helsingør Kommune, der har vurderet, at der ikke er behov for ekstra støtte til sønnen og at han i skolen virker glad og livlig. Kommunen har afvist anklagen, ifølge de oplysninger Helsingør Dagblad er i besiddelse af. 

Korsbæk

– Den her sag er et udtryk for, at fokus bliver rettet et forkert sted hen. Når noget bliver personligt for egen vindings skyld – på bekostning af et lille barn. Det er en brik i et større spil. Det har vist sig, at den advokat, som  moderens familie har taget, har specialiseret sig i denne type sager. Efter min opfattelse tages der grimme metoder i brug for at få tingene til at lykkes. Jeg har stadig det svar til gode på spørgsmålet om, hvad denne lille gruppe af mennesker i vores lille Korsbæk-samfund i Helsingør mon vil opnå? Flere gange om dagen i flere år har jeg tænkt på, hvorfor de gør det?

Opbakning
»Der er altid en regning, der skal betales«, sagde min eks-svigerfar altid. Og hvor har han ret. Sagen viser både, hvor mærkeligt et lille samfund, hvor folk kender hinanden, kan være. Og på den anden side, at vi står sammen. For jeg har i den grad oplevet så megen positiv opbakning og støtte. Dét at have stået frem og fortalt historien får man tifold tilbage, siger Michael Hjelvang og understreger, at han anser sig for privilegeret, fordi han har formået at få sat en dagsorden.
– Nu synes jeg, at fordi jeg kan, ja, så er det også min pligt at hjælpe nogle af de mange derude, der oplever lignende kriser.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

35. Ny medarbejder i Barnets Tarv

Det er med glæde og stolthed, at vi i Barnets Tarv hermed kan præsentere vores nye medarbejder, jurist og journalist, Mette Kathrine Larsen. 

Mette blev i januar 2013 uddannet jurist fra Københavns Universitet med speciale i familieret og  konfliktmægling og Mette kommer  i Barnets Tarv til at stå for den juridiske rådgivning og den daglige drift.

Du kan her læse mere om den rådgivning, vi i Barnets Tarv tilbyder og booke tider

Videre kommer Mette også til at bruge sin journalistiske baggrund i form af rådgivning til de skilsmisseforældre, der måtte overveje at gå pressens vej ligesom hun også kommer til at skrive relevante nyhedsartikler på skilsmisseområdet. Og endelig kommer Mette til at stå for håndteringen af de sociale medier og vil som SoMe konsulent arbejde på, at Barnets Tarv – sideløbende med vores primære opgaver – tager del i den offentlige debat på skilsmisseområdet i et forsøg på at gøre såvel magthavere som “almindelige mennesker” opmærksomme på de udfordringer, der kan være med den måde, hvorpå vi i Danmark har valgt at skrue vores familieretlige system i forbindelse med skilsmisser sammen. Tonen på de sociale medier kan ofte være hård og bølgerne går typisk højt, når eksempelvis fædre- og mødreorganisationer tørner sammen. For Barnets Tarv er det af afgørende betydning, at vores indspark til den offentlige debat er objektive, saglige og kønsneutrale. Vi tager ikke fædrenes parti. Præcist som vi heller ikke tager mødrenes parti. Vi er udelukkende på børnenes side. 

Målet er nået 

Vi har i Barnets Tarv, siden vi gik i luften i januar 2016, dagligt modtaget henvendelser fra mennesker, der søger råd og vejledning i forbindelse med en skilsmisse. Michael Hjelvang har efter bedste evne delt ud af sine erfaringer – samtidig med at have understreget, at han hverken er jurist, advokat eller psykolog – men for det første har han ikke kunne følge med til at behandle de kontinuerligt voksende henvendelser og for det andet har Michael opnået det han ønskede – at søsætte en virksomhed, der kan hjælpe andre, der måtte have brug for råd og vejledning på skilsmisseområdet. Michael har brugt sin egen historie til i blogform at kaste lys på de slagsider der kan være ved den måde, hvorpå vi har valgt at skrue vores skilsmissesystem sammen. Og Michael har i skrivende stund skabt en solid platform med knap 75.000 besøgende. Alt sammen var det mål han satte sig, da han i foråret 2016 sagde sit job op for at hellige sig arbejdet i Barnets Tarv, og han er nu kommet dertil, hvor han ønsker at give tøjlerne videre til fagkundskaben, så han selv kan trække sig tilbage og fokusere på at færdigredigeringen sin bog samt sit arbejde som salgschef hos Toyota i Herlev. 

Nedenfor kan du læse en beskrivelse af Mettes profil samt hendes CV:

Profil

Aftenshowet, DR1

Ved siden af sit nye job som jurist og journalist i Barnets Tarv arbejder Mette lige nu som freelancejournalist på Aftenshowet på DR1. 

Go’morgen Danmark, TV 2

Fra februar 2015 til december 2015 arbejdede Mette som journalist på Go’ morgen Danmark på TV 2. Her var Mettes opgave dels at lave perspektiverende fjernsyn med nyhedernes hovedpersoner – både “almindelige” mennesker med noget på spil og magthavere og beslutningstagere – men også selv at stampe historier op fra bunden.

Nedenfor kan du læse en række konkrete eksempler på de historier, Mette i sin tid på Go’ morgen Danmark gravede frem:

Sønnens mor anklagede fejlagtigt Jesper for at være pædofil: Nu kan han endelig se sin dreng igen

Jesper har ikke set sin søn i fem år – nu har han fået forældremyndigheden

Morteza skal forlade Danmark i morgen: Kender ingen i Afghanistan

Blev udvist af Danmark: Nu er 16-årige Abolfazl angiveligt fundet død i Afghanistan

Slog samlever ihjel og fik forældremyndigheden: Nu vil minister ændre loven

Ellemann: Drabsmænd skal ikke have forældremyndighed

Mor fandt Lucas ved åen: Mobbet til selvmordets rand

Steffie misbrugt fra spæd: Kunne social efterretningstjeneste have hjulpet?

Er du også egnet som forælder i din nabokommune?

DR2 Undersøger

Fra december 2014 til februar 2015 lavede Mette – sammen med cavlingmodtager, Christian Andersen, – dokumentaren “Fædre under mistanke” på DR2. Dokumentaren fik massiv presseomtale i marts 2015, og det hele kulminerede, da TV 2 nyhederne d. 12. marts 2015 toppede på DRs historie. 

Dokumentaren “Fædre under mistanke” havde følgende programomtale: 

“Jeg skulle have udsat min søn for seksuelle overgreb og vold. Det påstår hans mor i hvert fald.” Sådan fortæller Jesper Simonsen om den udokumenterede beskyldning, der er årsagen til, at han ikke ser sin 8- årige søn. Han er en af de fædre, der er afskåret fra sit eget barn. Op mod 60 gange om året bliver en skilsmisseforælder uberettiget beskyldt for at have begået overgreb. Men selv om beskyldningen viser sig at være falsk, får den ofte afgørende betydning for både barn og forældre. DR2 Undersøger afdækker de udokumenterede beskyldninger, og undersøger, om der findes advokater, der er med til at skabe konflikter.

Du kan læse mere om programmet her:

Familieadvokater optrapper konflikt mellem forældre

Efter programmet rejste to advokater kritik af DR og krævede genmæle i forbindelse med omtalen af programmet. I maj 2016 slog Pressenævnet fast, at DR ikke havde tilsidesat god presseskik i forbindelse med udsendelsen.

Du kan læse mere om Pressenævnets afgørelse her: 

Advokater fik ikke ret i klage over DR2-program

Og du kan i nedenstående blogindlæg læse mere om, hvordan Michael Hjelvang i forbindelse med optagelserne til dokumentaren “Fædre under mistanke” kom i kontakt med Mette Kathrine Larsen: 

15. Fædre under mistanke frikendt

Radio24syv

Mettes vej ind i journalistikken startede på Radio24syv, hvor hun også har været i praktik. På radioen har hun blandt andet været ansvarlig for projektet “Skilsmisse-Danmark.”

Du kan her lytte til de mange radioindslag fra Skilsmisse-Danmark: 

Skilsmisse-Danmark

Konkret har Mette eksempelvis lavet historierne om, at børn ikke bliver hørt i skilsmissesager. At advokater rådgiver i fusk og svindel. At det lønner sig at lyve sig vej til skilsmissebørnene. Og at stribevis af de børnesagkyndige psykologer dumper med et brag. Alt sammen noget der har medvirket til det, som vi idag kender som skilsmissepakke 1 og 2 og som senest mundede ud i, at børne- og socialminister, Mai Mercado, d. 20. juni 2017, præsenterede et nyt skilsmisseudspil. Nedenfor et udpluk af de historier, som Mette i forbindelse med projektet “Skilsmisse-Danmark” har lavet:

Børn bliver sjældent hørt i skilsmissesager

Statsforvaltningen laver stribevis af fejl i skilsmissesager

Ventetider i skilsmissesager strider mod international lovgivning

V og K vil have regeringen til at handle på ventetider i skilsmissesager

Advokater arbejder gratis i børnesager

Psykologers fejl i børnesager holdes hemmelige

Advokater rådgiver i skilsmissesnyd – giver »recept« på at få forældremyndighed

Videre tilrettelagde Mette, i sin tid på Radio24syv, også tre radiodokumentarer. Du kan lytte til dokumentarudsendelserne her:

Dokumentar

Retten til to forældre – del 1

Retten til to forældre – del 2

Mette har i øvrigt også beskæftiget sig en del med anbragte børn, og har beskrevet, hvordan kommunerne laver fejl på fejl i børnesagerne. I forhold til børne- og socialområdet har Mette derfor et indgående kendskab samt et bredt kildenetværk.

Indstillet til pris 

I februar 2014 var Mette blandt de 20 journalister, der blev indstillet til en pris for topjournalistik. Mette blev blandt andet indstillet for sin “enestående journalistiske præstation med projektet Skilsmisse-Danmark på Radio24syv.”

Personlig udvikling og lederudvikling 

Videre har Mette også arbejdet med personlig udvikling og lederudvikling i konsulentfirmaet IB Persona, hvorfor hun har en god forståelse for mellemmenneskelige relationer, konflikthåndtering, bevidstgørelse af menneskelige ressourcer samt måden hvorpå vores adfærd og fleksibilitet påvirker vores relationer til andre mennesker og til os selv. 

Andre uddannelser

Mette er uddannet spinninginstruktør, løbeinstruktør, fitnessinstruktør og personlig træner og har arbejdet i Fitness dk i Aalborg som receptionsleder, spinninginstruktør, fitnessinstruktør, personlig træner og som instruktør på Fitness dks eliteløbehold. Videre har Mette osgå stiftet løbeklubben Nordkraft i Aalborg og senere har hun undervist i løbeklubben Sparta i København.

Privat

Mette er født d. 11. marts 1982 og er opvokset på en lille gård i Vestjylland mellem Ølgod og Grindsted.

Mette elsker at løbe – ikke mindst de lange distancer – og hun har derfor løbet mere end 20 marathonløb, 40 halvmarathons samt et hav af 10 km. løb. Videre har Mette også løbet tre ultraløb: To x 6-timers løb samt et enkelt 100 km. løb. I dag bliver det ikke til mere end to til tre løbeture om ugen på omkring 10 km.

Som person er Mette en sejtrækker og en fighter – både fysisk og mentalt. Og hun gør sig umage, til hun har lært det, hun måtte have sat sig for.

CV

Erhvervserfaring 

05/2016 – nu:

Journalist på Aftenshowet på DR 1.

03/2015 – 12/2015:

Tilrettelægger og journalist på Go’ morgen Danmark på TV 2: (Har blandt andet arbejdet med de lidt tungere historier i krydsfeltet mellem jura og journalistik.)

12/2014 – 02/2015:

Freelancejournalist på DR2 Undersøger: (Tilrettelagde i samarbejde med journalist, Christian Andersen, dokumentaren “Fædre under mistanke.”)

02/2014 – 11/2014: 

Journalist på Radio24syv: Vært og tilrettelægger på serien “Skilsmisse-Danmark”, graverjournalist i krydsfeltet mellem jura og journalistik, dokumentarist med fokus på familieretlige problemstillinger, redaktør på programmet Reporterne, nyhedsjournalist og journalist på Radio24syv Morgen. 

08/2013 – 01/2014: 

Praktikant på Radio24syv 

11/2011 – 07/2013:

Produktionsassistent på Radio24syv 

09/11 – 06/2014:

Konsulent og sekretær hos konsulentfirmaet IB Persona, som arbejder med lederudvikling og personlig udvikling. 

01/2008 – 04/2011:

Receptionsleder, centerchef, personlig træner, fitnessinstruktør, spinninginstruktør og instruktør på et eliteløbehold i Fitness dk i Aalborg. 

08/2007 – 12/2007:

Receptionist i Fitness dk i Valby

05/2007 – 07/2007: 

Assistent, Danmarks Radio, S&R Reception og Omstilling

05/2005 – 06/2006:

Bogholder, fundraiser og juridisk konsulent i Public Demand Agency

10/2004 – 04/2005:

Juridisk konsulent på Grønlands Arbejdsgiverforening i Nuuk

07/2001 – 12/2001:

Informationsmedarbejder i Legoland i Billund

Uddannelse 

02/2013 – 02/2014:

DMJX, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København

09/2007 – 01/2013:

Cand.jur fra Københavns Universitet (med speciale i familieret og konfliktmægling)

09/2006 – 06/2007:

Stud. BA.jur (Århus Universitet) 

08/1998 – 06/2001:

Studentereksamen, Grindsted Gymnasium 

Frivilligt arbejde  

01/2012 – 12/2013:

Løbetræner i Sparta (hold 5 minutter pr. kilometer) 

04/2011 – 01/2012: 

Formand, stifter og løbetræner i Nordkraft Løb & Motion i Aalborg 

Supplerende uddannelser 

09/2010 – 10/2010:

Eliteløbeinstruktør ved Instruktørskolen i Århus 

03/2010 – 04/2010:

Fitnessinstruktør ved Instruktørskolen i Århus 

09/2008 – 10/2008:

Spinninginstruktør ved Instruktørskolen i Århus 

01/2008 – 12/2008:

Fitness dk lederakademi: Personligt lederskab, økonomisk styring, faglig ledelse, brancheforståelse og præsentationsteknik. 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

34. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”

“Jeg tør ikke at tage til fodboldtræning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”


Farvel til fodbolden 

Jeg står i min have, mens martsblæsten pifter mig om ørerne. Selv om vi er i den første af forårsmånederne, er der et strejf af efterår over vinden og jeg har søgt ly på min terrasse for at høre, hvad det er stemmen i telefonen siger. Jeg har de seneste timer gået og syslet i haven – et gøremål som for år tilbage intet ville have sagt mig, men som nu har en slags helende effekt, hvori ligegyldighederne lader sig adskille fra det væsentlige – og for et øjeblik siden blev jeg ringet op af min søns fodboldtræner. 

“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, Michael,” siger træneren og jeg kan nærmest mærke hans ubehag ved det, han tager tilløb til at fortælle mig. Min mave føles bundløs i sekundet, inden han fortsætter. 

“Din søn blev af sin mor fulgt op til mig på min private adresse. Han stod foroverbøjet og mærkelig til mode. Det var tydeligt, at han var klemt. Og så sagde hans mor: Så sig dét til din træner, vi har snakket om. Du vil ikke spille fodbold mere, vel? Du vil hellere gå til basket. Og giv ham så dit træningstøj.”

Jeg siger ikke noget. Hans ord er gledet ind i maven på mig, hvor de stikker fra alle sider. I den anden ende af røret hører jeg kun åndedræt. For år tilbage var det håndbolden, som min søn måtte tage afsked med og nu er turen så kommet til fodbolden. Efter noget, der føles som en evighed, fortsætter træneren: 

“Han undgik at få øjenkontakt med mig, mens jeg tog imod det træningstøj, han rakte mig og af hensyn til din søn forsøgte jeg at bevare fatningen. Det var sgu en akavet situation, Michael og jeg føler virkelig med ham. Som du ved, ønsker jeg ikke at tage del i den konflikt, din søns mor har med dig. Jeg mener, at det som træner er min opgave at sikre, at klubben er et neutralt sted, hvor din søn kan komme og spille fodbold, – præcist som han har gjort, siden han var lille. Men nu synes jeg altså, at det er kommet for vidt. Jeg fik sagt noget i retningen af, at din søn jo i stedet kunne få sat sit medlemskab i bero og at han på den måde kunne beholde sit træningstøj, hvis han nu senere skulle få lyst til igen at spille. Og jeg tilbød også, at vi – såfremt der måtte være problemer med logistikken – kunne hjælpe med at hente og bringe din søn, når han skal til træning. Men hans mor insisterede på, at han skulle meldes ud og at tøjet skulle afleveres.”

Jeg siger fortsat ikke noget, men står bare og prøver at indhente mine tanker, der flyver i for mange retninger til, at jeg kan række ud efter et par af dem og danne en meningsfuld sætning. Siden jeg selv måtte trække mig som fodboldtræner, for at min tilstedværelse ikke skulle hindre min søn i at komme til træning, når han var hos sin mor, har jeg mærket, at der har været noget under opsejling. Min søn har flere gange spurgt, om han ikke bare kan komme med til træning og kamp uden at være tilmeldt på Holdsport, som er det elektroniske system klubben bruger for at kunne følge med i, hvor mange tilmeldte der er til de forskellige aktiviteter. Hertil har jeg svaret, at der ikke kommer noget godt ud at have den slags hemmeligheder, om end jeg, med hånden på hjertet, har haft lyst til gå med på hans idé. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min søn skulle blive tvunget til at melde sig helt ud af klubben og til at tage op til sin træner, for at aflevere sit tøj. 

“Da det gik op for mig, at beslutningen om din søns udmeldelse ikke var til diskussion og da jeg kunne se, hvor klemt han var, valgte jeg at bøje af. Selv om det lige er sket, virker det allerede lidt sløret i min hukommelse – eller måske snarere surrealistisk. Det lykkedes mig at få sagt, at din søn altid er velkommen til at komme tilbage, hvis han igen skulle få lyst til at spille fodbold og at klubben vil komme til at savne ham – både fordi han er god med en bold, men også – og hvad langt vigtigere er – fordi han er en god kammerat og en holdspiller. Og så ønskede jeg ham held og lykke med basket-træningen. Men hold kæft hvor var jeg splittet. Jeg kan jo ikke vide, hvad der er gået forud for din søns exit fra klubben. Og  det er klart, at jeg skal passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som hun ikke har haft. Som jeg tidligere har sagt, så er det vigtigt for mig at bidrage til, at fodbolden for din søn kan være et frirum og jeg ønsker for alt i verden ikke at vælge side. Men der må også være måde med galskaben. Det er min klare oplevelse, at din søn blev presset til at sige stop til fodbolden og at det var en skræmt dreng, der stod foran mig – og som i et forsøg på at gøre sin mor glad – så sig nødsaget til at kvitte fodbolden.”

Jeg føler alting inde i mig dreje rundt flere gange uden at standse, så jeg kan mærke noget klart. Der er ikke længere noget fast forankringspunkt og efter at have afsluttet samtalen, står jeg længe og mærker efter, hvordan jeg har det, uden at nå frem til et  endegyldigt svar. Det eneste jeg kan indkredse er en barnlig forladthed, der tungt sænker sig over mig.

“En gang til, far. Skal vi ikke lige prøve igen?”

I dagene efter trænerens opringning, er tasterne mit eneste helle. Jeg skriver. Sover. Spiser. Arbejder. Skriver. Sover. Og skriver igen. Det er som om hele processen omkring at skrive – som lige nu stort set er det eneste, jeg kan holde ud – virker rensende. Som om noget af vægten fra mine skuldre faktisk lader sig nedfælde på papir og langsomt lader jeg mig selv glide tilbage til d. 15. maj 2012 – min søns første fodboldtræning i Espergærde Idræts Forening, EIF:

“Far, skal vi ikke snart afsted?” Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og min fireårige søn står omklædt i entréen med en slikkepind i hånden. Han er iført sit nye Barcelona-sæt og nye støvler med matchende skinner. 

“Det skal vi i hvert fald,” siger jeg, “Jeg skal bare lige skifte tøj.”

Mens jeg går i gang med den sædvanlige rutine af tøjskift, der skal sikre mig adgang til den bakteriefrie zone, som min søns mor mener at have skabt, bliver jeg ved med at kredse om min egen første fodboldtræning, hvor min stedfar tog mig i hånden og fulgte mig op på stadion. Efter at være blevet godkendt af min søns mor går jeg ind i stuen, og tager et billede af min søn, der ivrigt kører slikkepinden fra side til side. Billedet sender jeg til min stedfar, hvorefter jeg ringer ham op: “Nu slutter ringen og i dag er det min tur til at følge min søn til træning – præcist som du gjorde med mig.” 

Se tidligere blogindlæg om min egen første fodboldtræning i 1978

Jeg klapper skærmen i, og går ud i køkkenet. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg d. 15. maj 2012 glædede mig ligeså meget til min søns første træning, som jeg en tirsdag i 1978 gjorde til min egen – måske endda endnu mere. Men hvad betyder det så? Handlede min søns første træning dybest set om mit behov? Søgte jeg min egen store førstegangsoplevelse med fodboldtræningen genlevet via min søn? Og var min søns begejstring dybest set en spejling af min? Det nemmeste ville være i en sætning eller to at eliminere mine egne aktier i fodbolden, men virkeligheden er mere nuanceret end som så. Selvfølgelig er jeg farvet af min egen historie og selvfølgelig ønsker jeg, at min søn skal opleve det fællesskab, som jeg i fodbolden fandt. Dog er det ikke (nødvendigvis) det samme, som at jeg pådutter ham en fritidsaktivitet. Jeg har intet ønske om, at min søn skal blive en spejling af mig. Tværtimod ønsker jeg, at han skal gå sine egne veje. Og derfor ser jeg det også som min opgave som forælder, at præsentere ham for så mange aspekter at livet som muligt, så han herefter frit selv kan vælge. Det afgørende er ikke, om han går til fodbold, basket eller en helt tredje fritidsaktivitet. Det afgørende er, at han føler sig fri til at gå efter det, han brænder for. 

Efter at have drukket en kop kaffe, returnerer jeg igen til min skriveplads i stuen og klapper skærmen op:

Stadion ligger ikke langt fra, hvor vi bor og klokken 15.45 hopper vi på cyklerne. Min søns mor er gået med ud for at vinke farvel til os: 

“Det er alt for sent, der er træning. Husk nu at køre lige hjem. Vi skal ikke spise for sent,” siger hun, idet hun sender mig et opgivende blik. “Han skal være klar til børnehaven i morgen. Det bliver altså kun til pitabrød i aften, for vi har ikke tid til andet.”

Noget bliver svagere i hendes øjne. Et glimt hun blinker væk. Så trækker hun på skuldrene og går langsomt tilbage mod huset. Det er som om, hun ikke ser den spændte dreng, der er på vej til sin første fodboldtræning og jeg har en fornemmelse af, at det der kunne være et stærkt øjeblik, smuldrer mellem fingrene på mig. Jeg anerkender fuldt ud, at der er en lang række af praktiske ting, der skal tages højde for og planlægges, når man har små børn og jeg bilder mig ind, at jeg forstår den oplevelse min søns mor kan have af lige nu at stå alene med praktikken, mens min søn og jeg skal ud og – sammen med en række andre børn og forældre – at være en del af et fællesskab. Omvendt har jeg jo flere gange opfordret hende til at tage med, men hver gang er jeg blevet mødt af det samme svar: “Det er Jeres projekt. Det må du selv sørge for.” Videre har jeg også tilbudt at lave mad, når vi kom hjem – præcist som jeg gør de fleste andre aftener. Men heller ikke den idé er faldet i god jord.

Jeg må stoppe med at skrive. Igen. Jeg er ofte vendt tilbage til det billede jeg har i mit hoved af min søns mor, der iført joggingtøj og et stort halstørklæde stod i indkørslen, da vi cyklede afsted. Hvad var det, der begrænsede hende i at tage med – eller alternativt at være glad på vores søns vegne? Jeg tror ikke, at forklaringen ligger i anretningen af en omgang pitabrød eller en manglende interesse for fodbolden. Og omvendt tror jeg heller ikke, at min søns mor bevidst har været ude på at ødelægge dagen for ham. Jeg tror faktisk kun, at hun et stykke hen af vejen har været opmærksom på sin egen adfærd. Men hvad var det så? Hvor kom alle begrænsningerne fra? Og var der noget, jeg kunne have gjort for at dæmme op for det? Det eneste jeg ved, er, at når hun – som med vores søns første fodboldtræning – valgte at holde tilværelsen ud i strakt arm, kunne jeg kun dykke ned i hendes indre mysterier, ved at lege detektiv i de øjeblikke, der bliver ved med at smuldre. Men jeg må have været en elendig detektiv. I hvert fald fandt jeg ikke nogen svar.

“Til orientering har xxx længe ønsket at stoppe til fodbold”

Et par dage senere – d. 10. marts 2017 – modtager jeg en mail fra min søns mor:

Jeg lukker mailen ned og forsøger igen at skrive. Men ordene vil ikke ned i den rigtige rækkefølge, og jeg må stoppe. Jeg er ukoncentreret og sveder, som om jeg har tømmermænd. Mit hjerte hamrer på en ubehagelig måde. Jeg kan ikke direkte mærke, at det slår, men det føltes for stort, og jeg tænker på skolens ord fra den seneste udtalelse d. 13. oktober 2016:

“Hans store passion er fodbold.”

Hvordan kan min søns mor have en så diamentralt anden oplevelse end skolen? Og SFO’en? Og fodboldklubben? Og min søns venner og deres forældre?

Jeg rejser mig, og selvom vejret udenfor er mildt, går jeg i gang med at tænde op. Der er for mange ubesvarede spørgsmål og jeg har en fornemmelse af, at varmen vil kunne hjælpe mig med at holde sammen på de mange løse ender – og på mig selv. Jeg er konfus, slår det mig. Konfus er noget, jeg i mit stille sind plejer at kalde nogle af de ældre mennesker i min familie, der bliver ved med at beskrive diffuse symptomer: Så har de ondt i siden, så uro i brystet. Tit har jeg på fornemmelsen, at deres smerter er en undskyldning for at komme til mig. De håber så inderligt, at kunne lægge deres rådvildhed og angst fra sig, så de slipper for at vågne om natten eller standse op over opvasken og med underarmen stryge en lok til side og lytte efter det ingenting, som forklarer sig i serier af nye dragter, så de aldrig kan indhente det og forstå: Det er jo ingenting. Hverken mere eller mindre. Og nu er det mig, der står med samme følelse. 

Inde i pejsen falder en brændeknude sammen med et suk, og jeg tager min kaffekop som står på sofabordet foran mig, og drejer det i hænderne. Det hele startede, som for så mange andre børn, da min søn vaklende begyndte at tage de første skridt. I starten trillede vi med fodbolden i stuen, i bryggerset, i entreen, ja i hele huset. Og da han var blevet lidt mere sikker på benene, tog vi sammen de første spark i haven. Når jeg her syv år senere sidder og ser ud i den samme have, hænger ordene med den ivrige bundklang stadig i luften: “En gang til, far. En gang til.” Kort efter de første spark i haven kom også den første fodboldtrøje på. Stoltheden lyste ud af ham – svær at indkapsle. Måske fordi den lod sig blande med min egen? Under alle omstændigheder var tiden nu kommet til kamp. I haven. På stadion. På det åbne areal, som ligger lige bag vores hus. Og på vejen. Præcist som med mange andre af kvarterets børn, der blot havde lyst til at lege med bolden. Når vi var ude og handle, blev isen byttet ud med en fodbold – enten af plastic og med Disney-figurer eller en læderbold – bare den var rund og kunne trille. Det har resulteret i, at vi i dag har ikke mindre end 72 bolde i haven, som stort set alle bliver flittigt brugt med samme iver, som da vi begyndte at trille rundt i huset. Og som det ultimative billede på min søns passion for fodbolden, har han ofte søgt tryghed i bolden og – i stedet for en bamse – brugt den som sovedyr.

Min søn har samlet de 72 bolde i vores trampolin

Jeg kigger ud i haven, hvor min søn har samlet alle boldene i vores trampolin. Og igen har jeg denne følelse af forladthed – som om det fællesskab min søn og jeg har omkring fodbolden, med et strøg er blevet fjernet. Den logisk og rationelt tænkende del af mig ved godt, at man ikke kan fjerne relationen mellem min søn og jeg. At man ikke kan viske oplevelserne ud, ved at formene både min søn og jeg adgang til klubben. At min søn ikke aktivt har fravalgt fodbolden. Og at hans evne til at tale frit ligger indkapslet i generationers svigt på modpartens side. Alligevel er det som om, en ny tilstand siden min søns træner ringede til mig, har bidt sig fast. Det er som om, de seneste fire års kamp – og det forudgående ægteskab og samliv med min søns mor – vælter frem i mig. Jeg har grædt mange gange. Aflyst mine aftaler. Har brug for at være alene. Jeg føler, at jeg ikke har noget at bidrage med – ud over en tung bagage, som lægger et urimeligt pres på mine nærmeste. Og jeg føler, at jeg fylder for meget samtidig med, at jeg føler mig tom. Min tanke er, at hvis jeg holder mig for mig selv, så kommer jeg ikke til at gøre flere mennesker kede af det. Så kan jeg indkapsle de skadelige følgevirkninger af sagen, så de kun rammer mig.

Men jeg kan ikke holde verden ude og fem dage senere modtager jeg endnu en mail fra min søns mor: 

Jeg mærker, hvordan jeg bliver klam over hele kroppen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal have den samme hårde besked to gange? Måske er det blot en forglemmelse? Måske en ekstra streg under det faktum, at min søn ikke længere spiller fodbold – i fald jeg ikke havde fattet budskabet den første gang. Måske lidt ekstra salt i såret? 

Stop and smell the roses

Senere samme dag får jeg igen gang i tasterne. Det gør mig godt at arbejde systematisk, nærmest som om jeg er ved at indkredse svaret på alle de forheksede spørgsmål, modparten efterlader, og jeg glider igen tilbage til min søns første træning d. 12. maj 2015: 

D. 12. maj 2015: Min søns første fodboldtræning

Da vi kommer op på stadion, bliver vi mødt af en glad og imødekommende træner og jeg tænker et øjeblik tilbage på “Far til fire for fuld musik” – hvor Lille Per starter til fodbold i Lyngbys blå farver. I filmen er der kun mænd og drenge med til træningen og heldigvis har tiderne ændret sig. Rundt omkring på stadion står mødre og fædre, der – mellem solens stråler – er taget op for at se deres lille pige eller dreng spille bolden rundt, bygge venskaber og knytte bånd. Der er mange børn til træning. Nogle hænger på deres forældre og er lidt utrygge ved situationen. Andre kigger ned på græsset og er et helt andet sted. Og så er der en gruppe af drenge, der hygger sig med træningen. Jeg er bevidst om at give min søn den plads, han måtte have brug for. Og hvis det viser sig, at han ikke kan lide at spille fodbold, så skal han selvfølgelig ikke det. Jeg trækker mig tilbage og betragter børnene. Min søn har selv opsøgt den gruppe af drenge, der er godt i gang med træningen. Det er tydeligt, at han gerne vil være en del af dem og de lukker ham med det samme ind i fællesskabet. Jeg tager en dyb indånding og suger stemningen til mig. Humøret er højt og spændingen intens: Hvad sker der ved den næste aflevering? Og ved det næste skud? Og hvem mon der vælter den næste kegle? Til slut lyder trænerens fløjte og børnene samles i en rundkreds, hvor de får at vide, at de skal stille op på en lang  række. Herefter går de én efter én forbi de frivillige trænere og ledere – og med high five kvitterer de for en god omgang træning.

D. 15. maj 2012: Min søns første fodboldtræning

Efterfølgende er min søn ikke til at hive hjem fra de grønne baner og de mange klubtrøjer, der ved den første træning var repræsenteret: Barcalona. Dortmund. Real Madrid. Liverpool. Chelsea. FCK. Brøndby. Arsenal. Manchester United og Espergærdes rød/hvide klubtrøje. “Én gang til, far. Én gang til. Og far? Kan vi ikke lige blive og tage et skud mere? Bare ét skud? Kom nu, far.” Duften af græs, afleveringerne og min søns smil gør mig tryg, og vi skyder på mål, løber om kap og løber ind på den rigtige stadionbane – indtil jeg bliver opmærksom på den sorte dyne, der hviler over os, og pludselig slår de formaninger, min søns mor sendte os afsted med, ned i mig. Jeg mærker kapløbet med tiden og afbryder legen.

“Vi må hellere skynde os hjem.”

I det øjeblik ordene har forladt  mine læber, fortryder jeg dem. Hvorfor sagde du til din søn, at han skal skynde sig? “Stop and smell the roses,” tænker jeg og sender min værtsfar i USA en hilsen. Det var en af hans kerneværdier.

Jeg stopper med at skrive, og mærker hvordan, et par lyse stykker af håb ligger skjult et sted inde i mig, hvor jeg ikke kan finde dem.

Underretning til Helsingør Kommune

Dagen efter – d. 16. marts 2017 – modtager jeg endnu en mail. Denne gang fra fodboldklubben: 

Mail vedrørende underretning fra EIF til Helsingør Kommune

Jeg læser mailen flere gange. Espergærde Idræts Forening er nu så bekymrede, at de har valgt at sende en underretning til Helsingør Kommune. Og nej, – det handler ikke om, at klubben er fortørnede over at have mistet et medlem. Fra min tid som træner ved jeg, at der kontinuerligt sker en jævn tilgang af nye medlemmer. Nej, dét er der klubbens bekymrin,g er, at en glad dreng med en stor passion for fodbold, frarøves muligheden for at spille og træne med sine venner – grundet en konflikt som hans mor mener at have med hans far. 

Jeg rejser mig op og kører ned mod vandet. Det er som om, jeg har brug for luft for at kunne forstå, hvad det er, der lige er sket. Samtidig med at min søns mor har sendt en underretning til kommunen på vores søn, har fodboldklubben nu gjort det samme. Sagen er bare den, at mens min søns mor mener, at vores søn er i mistrivsel fordi jeg udsætter ham for fysisk og psykisk vold, mener fodboldklubben, at vores søn er i trivsel – når blot han ikke bliver frarøvet muligheden for – på lige vilkår med sine venner – at være en glad og fri dreng og for at være en del af det fællesskab, der ligger i fodbolden. Jeg stopper op og kigger ud over vandet. Øresunds hvide tænder saver sidelæns derude.

Du kan her læse om den underretning, min søns mor sendte til Helsingør Kommune – samt resultatet heraf: 

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

“I kommer alt for sent hjem”

Sent samme aften vender jeg atter tilbage til de skrevne ord: 

“Kommer I? Maden har været klar længe,” råber min søns mor ud af køkkenvinduet, da vi cykler ind i indkørslen.

Hun skælder ud i en selvretfærdig harme, og aner ikke, at hun selv har en stor aktie i, at afslutningen på vores søn første træning nu bliver ødelagt. Den er nemlig forbudt. Skylden. Hendes verbale udfald åbner op for et kaos af uforløste ord. Skylden er ubærlig for hende. Og hun forsøger at slippe af med den, ved at lægge den over på mig. Det er som om, hun føler sig berettiget hertil. Hver gang skylden træder ind i vores hjem, bliver jeg ramt af hendes ord. De er bidske og indædte, og de slår hårdt, for de stopper ikke, før jeg trækker mig. Og ofte stopper de alligevel ikke. De bliver hængende i huset. Følger mig rundt. Jeg tænker på hende som en syg og arrig hund, der ligger på lur og kun venter på en mulighed for at springe på sin fjende.

“I kommer alt for sent hjem.  Klokken er 18.00”

“Nu er der ikke tid til at spise.”

“Det er alt for koldt ude.”

“Han skal også i bad.”

“Hvad skal vi gøre i morgen? Han er jo alt for træt. Han skal senest i seng kl. 19.00.”

“Det er dig, der presser ham til at spille fodbold.”

“Nu er min dag ødelagt.”

Sådan bliver det ved. Op og ned og frem og tilbage. Ord bliver slynget ud, bogstav for bogstav, lyd for lyd, der hvisler. Og lokker. Og hvisker. Og skriger. Begrænsningerne bliver vendt og drejet, slebet og tilpasset, til de er blevet noget andet end det, de oprindeligt havde været ment som.

Da min søn er blevet puttet, går jeg ud i haven og sætter mig på græsset. Hans mor ligger på sofaen. Jeg føler, hvordan min vejrtrækning er ved at splitte min brystkasse, rive den op simpelthen og det gør ondt. Det er blevet for meget. Der er altid så meget af det hele. Larm. Råben. Skrigen. Trampen. Banken. Slæben. Flagren. Planlægning. Organisering. Overblik men aldrig overskud. Nogle gange er det svært at orke det og rumme det. Nogle gange kan det være svært at orke at holde af det. Men det er jeg jo nødt til? Er jeg ikke? At holde af det? Kan det tænkes, at det er ved at blive så meget for meget, at jeg ikke længere kan holde af det. Jeg skubber tanken fra mig. Orker den ikke, kan ikke rumme den, for jeg er jo nødt til at holde af det. Det er mit liv. Jeg ved, at jeg altid vil huske denne dag. Min søns første træning i EIF. Og jeg håber, at min søn vil huske denne majdag for noget godt og ikke for sin mors udfald. Jeg trækker vejret dybt ind. Der dufter af nyslået græs og sommer. Jeg sidder og venter på at gå ind. Jeg ved, at jeg om lidt skal holde min søns mor i hånden og forsikre hende om, at det hele nok skal gå.

Jeg stopper med at skrive, og mærker, hvordan gråden synker dybt ned i kroppen og omdanner sig til en hævntørst så stærk, så præcist destilleret, at den ender i mine fingerspidser som en irriterende prikken  lige oven over tasterne. Jeg græder og kan ikke standse det. Det vælter op i halsen, hvor jeg spænder til og prøver at kvæle det, men snart løber snottet og skuldrene ryster frem og tilbage.

“Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”

Næste morgen ligger i sengen og lytter til regnen, indtil den stilner af ud på formiddagen. Indimellem døser jeg, og på et tidspunkt drømmer jeg, at jeg går rundt i min mormor og morfars have. Jeg åbner øjnene og i det samme er drømmen næsten væk. Mens jeg har sovet, er solen kommet frem. Det er over middag og fuglene er for længst vågnet op. De er overalt i buskadsets sorte grenværk. Jeg åbner vinduet på vid gab og strækker hovedet ud. En forårsbrise møder mig og jeg tænker på de mange rørende og stærke udsagn, min søn den seneste tid er kommet med:

“Far, jeg lander altid på skiftedage, når jeg har været til træning.”

“Hvorfor var jeg ikke med mod Snekkersten, far?”

“Jeg kan ikke komme med til landsmesterskaberne i Fredericia fordi jeg skal ned til mormor og morfar.”

“Det går ikke, at du er træner, far. Morfar og mor vil ikke have det, og så kommer jeg aldrig til fodbold. Vi må bare tænke på hinanden.”

“Alle mine venner spiller fodbold og der er tre fra min klasse, som jeg har fået til at starte. Jeg vil bare gerne spille med mine venner.”

Jeg tager en dyb indånding og mærker, hvordan jeg bliver vred over det afsavn, min søn nu må lide. Èn ting er, at modparten fik forhindret mig i at være træner i klubben. Noget andet er, at de nu gør det samme med min søn. Siden den første træning i EIF, har det ene øjeblik taget det andet. Venskaber er blevet knyttet, legeaftaler indgået og barrierer brudt. Og jeg har en fornemmelse af, at han bliver forsøgt revet op med roden. 

Jeg rejser mig op og går ned ad trappen. Da jeg kommer ned i gangen, falder mit blik på min søns træningsdragt. Efter at hans mor tvang ham til at aflevere den hos sin træner, er tøjet blevet viderebragt til mig med ordene: “Nummer 12 tilhører din søn. Og ingen andre kommer til at spille med hans træningstøj, mens han er væk.”

Trænerens ord sidder fast i mig med modhager. For knap fem år siden trak min søn for første gang i de rød/hvide farver og nu hænger træningstøjet – et par numre større – på en stol hos mig, og venter på, at min søn igen bliver fri til selv at vælge. Igen og igen bliver jeg ved med at høre hans bøn: “Jeg tør ikke at tage til fodboldtræning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar