38. Prolog

“Far, de hilste ikke på dig?” – lyder det forundret fra min søn.

“Nej, men de så os nok ikke.”

Ingen af os er overbevist. Inderst inde ved jeg jo godt, hvordan folk står og kikker ned i asfalten, når de møder mig. Jeg kan mærke den ubehagelige stemning. Tavsheden. Korte lukkede svar. Smagen af mistillid.

Med denne bog inviterer jeg dig hermed på en rejse ind i Skilsmisse-Danmark. En kafkask proces fyldt med manipulation, magtmisbrug, lange sagsbehandlingstider og skruppelløse advokater – som de færreste måske kender til. Selv havde jeg i hvert fald ikke en anelse om, hvordan vores system er skruet sammen, før jorden – ved udgangen af 2012 – begyndte at vakle under mig. Her røg jeg med i den efterhånden tårnhøje statistik over par, der vælger at tage vielsesringen af og skrive under på en skilsmisse. En skilsmisse der i sig selv skulle vise sig at tage mere end to år om at blive en realitet. Og et brud i familielivet der skulle vise sig at blive starten på mit livs kamp.

Bogens forside

Denne bog er tænkt som en hjælp til de mange børn og forældre, der lige nu er klemt i det familieretlige system – samt de mange mennesker, der lige nu måbende står på sidelinjen og betragter en konfliktfyldt skilsmisse – det være sig såvel myndighedspersoner som privatpersoner. Og bogen er således mit personlige bidrag til at sætte fokus på vores familieretlige system – og de potentielle faldgruber, som det måtte indeholde. Om du er mor, far, bedsteforælder, ven, nabo, lærer, journalist, socialrådgiver, børnesagkyndig, jurist, advokat – eller dommer,  så har vi alle en forpligtelse til at handle. I denne bog vil du møde et galleri af mennesker, der stod op for mig. Jeg håber, at du vil finde inspiration til at gøre det samme for andre.

Jeg vælger i denne bog at dele min fortælling, idet den kan tjene som en vidnesbyrd om, hvordan en skilsmisseforælder lige nu oplever det system, vi har skruet sammen. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at denne bog er et udtryk for mine subjektive holdninger og oplevelser. Jeg gør på ingen måde krav på sandheden og beskriver udelukkende hændelsesforløbet, som det ser ud med mine øjne. Derfor anerkender jeg også fuldt ud, at der kan være andre, som har en anden oplevelse af begivenhederne. I det hele taget har jeg søgt at holde mig til at beskrive mine egne oplevelser. Og til ikke at dømme. Alligevel vil der formentlig være mennesker fra min fortid, der vil føle sig ramt. Det er en del af præmissen for at stå frem. Jeg kan ikke male et troværdigt billede af den måde, hvorpå jeg har oplevet Skilsmisse-Danmark, samtidig med at jeg pålægger mine stærkeste oplevelser censur – fordi de måske kan støde andre. Det er klart, at jeg kan vise omtanke og respekt og jeg har således også afvejet adskillige hensyn i forbindelse med bogens tilblivelse. De mennesker som jeg oplever, har behandlet både min søn og jeg uretmæssigt, ved, hvad der er sket. De kender historien. Og nu har du som læser også mulighed for at få et indblik i begivenhedernes gang. Det er et livsvilkår, som de må leve med. Præcist som jeg må leve med de ar på krop og sjæl, som det har givet mig. Min eks-svigerfar har flere gange sagt til mig:

“Der er altid en regning, der skal betales.”

Og ja, – lige netop her, er jeg faktisk tilbøjelig til at give ham ret.

I erkendelse af at jeg kan huske ting forkert, har jeg søgt aktindsigt i hele min sag. Samtlige sagsakter er blevet grundigt gennemgået af flere advokater og jurister. Det er sket for at sikre, at jeg læner mig så meget op af fakta, som det overhovedet måtte være muligt. Det har været en lang og krævende proces. Og der er fældet mange tårer på den konto. Samtidig har det for mig også været en uvurderlig erkendelsesrejse. Der er mange sagsakter, som jeg ikke tidligere har kunnet overskue at gennemlæse. Det har ganske enkelt gjort for ondt. Men at sidde time efter time og systematisk gennemgå sagen med flere eksperter – der tidligere har set tusindvis af denne slags sager – og at spejle mig i deres forargelse og frustration over det, jeg har gennemlevet, har gjort et stort indtryk.

Jeg har i forhold til min søn tænkt meget over, om det er en god idé at stå frem? Om jeg sætter mine egne behov foran hans? Om jeg udstiller ham? Svaret er enkelt: Det er uomtvisteligt at flere af de mennesker, der har hørt om min historie, måske et sted vil begynde at overveje, om det rent faktisk passer – om jeg mon er psykopat? Og lige netop i den overvejelse bor tvivlen. Den nagende og omsiggribende tvivl, der får mennesker til at lade som om, de ikke ser mig, når jeg kommer gående med min søn på gaden. Den er den tvivl, jeg ønsker at at gøre op med – én gang for alle. For min søns skyld. Og for min egen. Jeg har ikke tal på de mange kampe, vi har måtte tage som følge af de prædikater, der er sat på mig: En dårlig og ond far som de andre børn ikke må lege med. Eksempelvis har flere af min søns kammerater – som han ellers har leget med utallige gange såvel hos dem som hos os – fået at vide, at de ikke kan komme hjem til ham for at lege. Begrundelsen: Din far er ond!

Heldigvis har flertallet af forældre åbnet deres hjem og deres hjerter for min søn og jeg. Jeg mærker en kærlighed og en varme, som rører mig dybt. Og det er også med til at give mig styrke og mod til nu at stå frem. Jeg ved, at der er mennesker, der ser mig og stoler på mig. Og som altid vil være der.

Jeg skifter undervejs i bogen i tid for at minde både dig som læser – og jeg selv om – hvordan kærlighed pludselig kan skifte til had. Den ene dag er jeg verdens bedste far – den næste dag er jeg stemplet som psykopat. Når jeg i bogen flere steder krydsklipper til min egen barndom er det fordi den gemmer svarene på, hvorfor jeg i flere situationer handler, som jeg gør.

God læselyst.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

37. Sig nærmer tiden

Lige nu arbejder advokater, jurister og journalister på højtryk med at korrekturlæse min bog og mandag d. 18. september var jeg således til møde med forlaget for at få de sidste detaljer på plads, inden bogen sendes i trykken. 

Tanken om at fortælle hele min historie – råt for usødet – er som et tveægget sværd. Jeg er lige dele forventningsfuld og skrækslagen og der er dage, hvor jeg har lyst til at lade historien falde i glemmebogen som en flyvsk idé, der ikke kunne få vinger. Men når jeg så læser Steen Steensen Blichers digt ‘Præludium,’ i hvilket der i første strofe står skrevet: “Sig nærmer Tiden, da jeg må væk” står det klart for mig, at bogen skal ud over rampen og at det er mit beskedne bidrag til at kaste fokus på behovet for et smidigt  og ressourcestærkt skilsmissesystem – også den dag, jeg ikke er her længere. Sandheden skal frem. Det er den eneste farbare vej. 

Skulle du have lyst til at sikre dig et eksemplar, kan du bestille bogen via dette link: 

Bogbestilling

På fredag d. 22. september offentliggøres bogens titel, forside og prolog her på bloggen. 

God læselyst 

Michael 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

36. Helsingør Dagblad går ind i kampen for at sikre barnets tarv i skilsmissesager

“Jeg har stadig det svar til gode på spørgsmålet om, hvad denne lille gruppe af mennesker i vores lille Korsbæk-samfund i Helsingør mon vil opnå? Flere gange om dagen i flere år har jeg tænkt på, hvorfor de gør det?” – Michael Hjelvang, direktør og stifter, Barnets Tarv.

I dagens udgave af Helsingør Dagblad (d. 10. august 2017) vælger avisen på forsiden samt på side fire og fem at formidle historien om, hvordan Michael Hjelvang af sin eks-svigerfamilie er blevet udsat for en række falske anklager i forsøget at spille ham af banen i sønnens liv. Anklagerne går blandt andet på, at Michael skulle have udsat sin søn for fysisk og psykisk vold. Videre formidler avisen også fortællingen om de veje, et liv kan tage og om hvordan en skruppelløs eks-svigerfamilie – og dennes advokat – kan føre til et nyt firma og en hjælp til andre skilsmisse-kriseramte familier. 

Michael ønsker ikke at føre en krig, hvor der unægteligt kun findes tabere. Tværtimod. Michael har gennem hele det fire og et halvt år lange forløb insisteret på, at krigens vej ikke er farbar og han har gang på gang i ord og handling foreslået et samarbejde med sønnens mor. Desværre skal der to til at stifte fred, mens en alene kan skabe krig. Og i et forsøg på at hjælpe andre fortæller Michael i dag sin historie i Helsingør Dagblad. 

Hvis du ikke har læst artiklen – eller hvis du synes, at teksten på ovenstående billede er for lille  – er den nedenfor gengivet i sin helhed, hvor du også kan finde billeder fra artiklen.

Hård skilsmisse har ført til nyt firma

Michael Hjelvang, tidligere salgschef i autohuset Falken og co i Helsingør, har efter en personlig time-out stiftet et nyt firma “Barnets Tarv”, inspireret af alle de erfaringer og oplevelser, har har gjort sig i tiden under og efter skilsmissen. Han er på vej med en bog og har nyt job som salgschef. 

HELSINGØR: En dag for fire et halvt år siden blev der vendt op og ned på tilværelsen for Michael Hjelvang, dengang salgschef i autohuset Falken og Co i Helsingør. Hans kone, som han var ved at blive skilt fra, havde hyret en ny advokat i den verserende skilsmissesag. Og mens Hjelvang regnede med at få delt forældremyndighed og samvær med deres lille fælles søn, fik han pludselig den dramatiske besked, der ændrede alt:
– Jeg blev anklaget for vold, fortæller Michael Hjelvang.

Familier i krig 
Siden har skilsmissesagen antaget dimensioner, som Michael Hjelvang selv i sin ondeste drømme ikke havde forestillet sig. Ifølge Michael Hjelvang handler det blandt meget andet om alvorlige personlige beskyldninger, trusler om vold og »det, der er værre«, retsmøder, sladder, karaktermord. To såkaldte »gamle Helsingør-familier« i en krig, hvor et barn bliver taberen.

Sagde jobbet op 
Sidste år besluttede Michael Hjelvang at sige sit job som salgschef op og tage tid ud af kalenderen til et helt andet projekt.
– Jeg var så fyldt op af denne sag, så jeg var nødt til at gøre noget ved den mere personligt. Jeg besluttede at skrive en bog om alt det her og lave en blog og en hjemmeside med titlen »Barnets tarv.«
– Her har jeg beskrevet meget af det, der er sket, set fra min side. Og det er fuldstændigt vildt med den mængde af reaktioner, der er kommet. I dag er www.barnetstarv.com en blog og hjemmeside, der nu har ramt 76.000 brugere. Min bog udkommer i januar næste år og jeg har allerede mange forudbestillinger, siger Michael Hjelvang.
En jurist/journalist, Mette Kathrine Larsen, er netop blev ansat i firmaet, foreløbig som den første.
I mellemtiden har Michael Hjelvang igen fået et job som salgschef hos en autoforhandler i København.
– Barnets Tarv er vokset så meget, så jeg har måttet erkende, at det kan jeg ikke klare selv, blandt andet fordi jeg ikke har den form for ekspertise. Nu må jeg lade fagkundskaben komme til. Dem, der har mere erfaring og ekspertise på området, end jeg har. Vi har fået så mange henvendelser, så der nu skal eksperter til, fortæller Michael Hjelvang, hvis mål med sin virksomhed er at kunne hjælpe andre forældre, der står i en lignende situation.

Rådgivning
Den nye medarbejder Mette Kathrine Larsen har tidligere arbejdet med skilsmissesager og i sit nye job kommer hun til at rådgive mange af de skilsmissekriseramte forældre, der henvender sig. Det er indtægter fra rådgivning samt om ikke så længe, når bogen går i trykken, fra bogsalget, der indtil videre udgør Barnets Tarvs økonomiske grundlag.
Dagligt modtager Michael Hjelvang tre-fem henvendelser og Mette KathrineLarsen omtrent samme antal. Ofte flere. Og der er sjældent dage, hvor der er stille.
– Folk henvender sig ofte med en kæmpe frustration og følelsen af afmagt. Det er mennesker, der vil gøre alt for deres barn, men oplever, at de løber panden mod en mur. I Danmark har vi en lidt uheldig familielovgivning, men den er der heldigvis nu ved at blive gjort op med. Norge har i modsætning til Danmark for eksempel en lov, der siger, at man – hvis man har børn – ikke kan blive skilt uden mægling, fortæller Mette Katrine Larsen.

Indberetning afvist 
Efter fire et halvt års retssag om Michael Hjelvangs søn, der nu nærmer sig 10 år, står sagen helt aktuelt sådan, at moderen har den fulde forældremyndighed, at sønnen er hos hende i ni dage og hos Michael Hjelvang i fem dage. Tidligere har eks-konen lavet en indberetning af sin egen søn, hvor hun anfører, at sønnen hos sin far, Michael Hjelvang, bliver udsat for psykisk og fysisk vold og at drengen mistrives hjemme og i skolen. Sagen har været en tur gennem Helsingør Kommune, der har vurderet, at der ikke er behov for ekstra støtte til sønnen og at han i skolen virker glad og livlig. Kommunen har afvist anklagen, ifølge de oplysninger Helsingør Dagblad er i besiddelse af. 

Korsbæk

– Den her sag er et udtryk for, at fokus bliver rettet et forkert sted hen. Når noget bliver personligt for egen vindings skyld – på bekostning af et lille barn. Det er en brik i et større spil. Det har vist sig, at den advokat, som  moderens familie har taget, har specialiseret sig i denne type sager. Efter min opfattelse tages der grimme metoder i brug for at få tingene til at lykkes. Jeg har stadig det svar til gode på spørgsmålet om, hvad denne lille gruppe af mennesker i vores lille Korsbæk-samfund i Helsingør mon vil opnå? Flere gange om dagen i flere år har jeg tænkt på, hvorfor de gør det?

Opbakning
»Der er altid en regning, der skal betales«, sagde min eks-svigerfar altid. Og hvor har han ret. Sagen viser både, hvor mærkeligt et lille samfund, hvor folk kender hinanden, kan være. Og på den anden side, at vi står sammen. For jeg har i den grad oplevet så megen positiv opbakning og støtte. Dét at have stået frem og fortalt historien får man tifold tilbage, siger Michael Hjelvang og understreger, at han anser sig for privilegeret, fordi han har formået at få sat en dagsorden.
– Nu synes jeg, at fordi jeg kan, ja, så er det også min pligt at hjælpe nogle af de mange derude, der oplever lignende kriser.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

35. Ny medarbejder i Barnets Tarv

Det er med glæde og stolthed, at vi i Barnets Tarv hermed kan præsentere vores nye medarbejder, jurist og journalist, Mette Kathrine Larsen. 

Mette blev i januar 2013 uddannet jurist fra Københavns Universitet med speciale i familieret og  konfliktmægling og Mette kommer  i Barnets Tarv til at stå for den juridiske rådgivning og den daglige drift.

Du kan her læse mere om den rådgivning, vi i Barnets Tarv tilbyder og booke tider

Videre kommer Mette også til at bruge sin journalistiske baggrund i form af rådgivning til de skilsmisseforældre, der måtte overveje at gå pressens vej ligesom hun også kommer til at skrive relevante nyhedsartikler på skilsmisseområdet. Og endelig kommer Mette til at stå for håndteringen af de sociale medier og vil som SoMe konsulent arbejde på, at Barnets Tarv – sideløbende med vores primære opgaver – tager del i den offentlige debat på skilsmisseområdet i et forsøg på at gøre såvel magthavere som “almindelige mennesker” opmærksomme på de udfordringer, der kan være med den måde, hvorpå vi i Danmark har valgt at skrue vores familieretlige system i forbindelse med skilsmisser sammen. Tonen på de sociale medier kan ofte være hård og bølgerne går typisk højt, når eksempelvis fædre- og mødreorganisationer tørner sammen. For Barnets Tarv er det af afgørende betydning, at vores indspark til den offentlige debat er objektive, saglige og kønsneutrale. Vi tager ikke fædrenes parti. Præcist som vi heller ikke tager mødrenes parti. Vi er udelukkende på børnenes side. 

Målet er nået 

Vi har i Barnets Tarv, siden vi gik i luften i januar 2016, dagligt modtaget henvendelser fra mennesker, der søger råd og vejledning i forbindelse med en skilsmisse. Michael Hjelvang har efter bedste evne delt ud af sine erfaringer – samtidig med at have understreget, at han hverken er jurist, advokat eller psykolog – men for det første har han ikke kunne følge med til at behandle de kontinuerligt voksende henvendelser og for det andet har Michael opnået det han ønskede – at søsætte en virksomhed, der kan hjælpe andre, der måtte have brug for råd og vejledning på skilsmisseområdet. Michael har brugt sin egen historie til i blogform at kaste lys på de slagsider der kan være ved den måde, hvorpå vi har valgt at skrue vores skilsmissesystem sammen. Og Michael har i skrivende stund skabt en solid platform med knap 75.000 besøgende. Alt sammen var det mål han satte sig, da han i foråret 2016 sagde sit job op for at hellige sig arbejdet i Barnets Tarv, og han er nu kommet dertil, hvor han ønsker at give tøjlerne videre til fagkundskaben, så han selv kan trække sig tilbage og fokusere på at færdigredigeringen sin bog samt sit arbejde som salgschef hos Toyota i Herlev. 

Nedenfor kan du læse en beskrivelse af Mettes profil samt hendes CV:

Profil

Aftenshowet, DR1

Ved siden af sit nye job som jurist og journalist i Barnets Tarv arbejder Mette lige nu som freelancejournalist på Aftenshowet på DR1. 

Go’morgen Danmark, TV 2

Fra februar 2015 til december 2015 arbejdede Mette som journalist på Go’ morgen Danmark på TV 2. Her var Mettes opgave dels at lave perspektiverende fjernsyn med nyhedernes hovedpersoner – både “almindelige” mennesker med noget på spil og magthavere og beslutningstagere – men også selv at stampe historier op fra bunden.

Nedenfor kan du læse en række konkrete eksempler på de historier, Mette i sin tid på Go’ morgen Danmark gravede frem:

Sønnens mor anklagede fejlagtigt Jesper for at være pædofil: Nu kan han endelig se sin dreng igen

Jesper har ikke set sin søn i fem år – nu har han fået forældremyndigheden

Morteza skal forlade Danmark i morgen: Kender ingen i Afghanistan

Blev udvist af Danmark: Nu er 16-årige Abolfazl angiveligt fundet død i Afghanistan

Slog samlever ihjel og fik forældremyndigheden: Nu vil minister ændre loven

Ellemann: Drabsmænd skal ikke have forældremyndighed

Mor fandt Lucas ved åen: Mobbet til selvmordets rand

Steffie misbrugt fra spæd: Kunne social efterretningstjeneste have hjulpet?

Er du også egnet som forælder i din nabokommune?

DR2 Undersøger

Fra december 2014 til februar 2015 lavede Mette – sammen med cavlingmodtager, Christian Andersen, – dokumentaren “Fædre under mistanke” på DR2. Dokumentaren fik massiv presseomtale i marts 2015, og det hele kulminerede, da TV 2 nyhederne d. 12. marts 2015 toppede på DRs historie. 

Dokumentaren “Fædre under mistanke” havde følgende programomtale: 

“Jeg skulle have udsat min søn for seksuelle overgreb og vold. Det påstår hans mor i hvert fald.” Sådan fortæller Jesper Simonsen om den udokumenterede beskyldning, der er årsagen til, at han ikke ser sin 8- årige søn. Han er en af de fædre, der er afskåret fra sit eget barn. Op mod 60 gange om året bliver en skilsmisseforælder uberettiget beskyldt for at have begået overgreb. Men selv om beskyldningen viser sig at være falsk, får den ofte afgørende betydning for både barn og forældre. DR2 Undersøger afdækker de udokumenterede beskyldninger, og undersøger, om der findes advokater, der er med til at skabe konflikter.

Du kan læse mere om programmet her:

Familieadvokater optrapper konflikt mellem forældre

Efter programmet rejste to advokater kritik af DR og krævede genmæle i forbindelse med omtalen af programmet. I maj 2016 slog Pressenævnet fast, at DR ikke havde tilsidesat god presseskik i forbindelse med udsendelsen.

Du kan læse mere om Pressenævnets afgørelse her: 

Advokater fik ikke ret i klage over DR2-program

Og du kan i nedenstående blogindlæg læse mere om, hvordan Michael Hjelvang i forbindelse med optagelserne til dokumentaren “Fædre under mistanke” kom i kontakt med Mette Kathrine Larsen: 

15. Fædre under mistanke frikendt

Radio24syv

Mettes vej ind i journalistikken startede på Radio24syv, hvor hun også har været i praktik. På radioen har hun blandt andet været ansvarlig for projektet “Skilsmisse-Danmark.”

Du kan her lytte til de mange radioindslag fra Skilsmisse-Danmark: 

Skilsmisse-Danmark

Konkret har Mette eksempelvis lavet historierne om, at børn ikke bliver hørt i skilsmissesager. At advokater rådgiver i fusk og svindel. At det lønner sig at lyve sig vej til skilsmissebørnene. Og at stribevis af de børnesagkyndige psykologer dumper med et brag. Alt sammen noget der har medvirket til det, som vi idag kender som skilsmissepakke 1 og 2 og som senest mundede ud i, at børne- og socialminister, Mai Mercado, d. 20. juni 2017, præsenterede et nyt skilsmisseudspil. Nedenfor et udpluk af de historier, som Mette i forbindelse med projektet “Skilsmisse-Danmark” har lavet:

Børn bliver sjældent hørt i skilsmissesager

Statsforvaltningen laver stribevis af fejl i skilsmissesager

Ventetider i skilsmissesager strider mod international lovgivning

V og K vil have regeringen til at handle på ventetider i skilsmissesager

Advokater arbejder gratis i børnesager

Psykologers fejl i børnesager holdes hemmelige

Advokater rådgiver i skilsmissesnyd – giver »recept« på at få forældremyndighed

Videre tilrettelagde Mette, i sin tid på Radio24syv, også tre radiodokumentarer. Du kan lytte til dokumentarudsendelserne her:

Dokumentar

Retten til to forældre – del 1

Retten til to forældre – del 2

Mette har i øvrigt også beskæftiget sig en del med anbragte børn, og har beskrevet, hvordan kommunerne laver fejl på fejl i børnesagerne. I forhold til børne- og socialområdet har Mette derfor et indgående kendskab samt et bredt kildenetværk.

Indstillet til pris 

I februar 2014 var Mette blandt de 20 journalister, der blev indstillet til en pris for topjournalistik. Mette blev blandt andet indstillet for sin “enestående journalistiske præstation med projektet Skilsmisse-Danmark på Radio24syv.”

Personlig udvikling og lederudvikling 

Videre har Mette også arbejdet med personlig udvikling og lederudvikling i konsulentfirmaet IB Persona, hvorfor hun har en god forståelse for mellemmenneskelige relationer, konflikthåndtering, bevidstgørelse af menneskelige ressourcer samt måden hvorpå vores adfærd og fleksibilitet påvirker vores relationer til andre mennesker og til os selv. 

Andre uddannelser

Mette er uddannet spinninginstruktør, løbeinstruktør, fitnessinstruktør og personlig træner og har arbejdet i Fitness dk i Aalborg som receptionsleder, spinninginstruktør, fitnessinstruktør, personlig træner og som instruktør på Fitness dks eliteløbehold. Videre har Mette osgå stiftet løbeklubben Nordkraft i Aalborg og senere har hun undervist i løbeklubben Sparta i København.

Privat

Mette er født d. 11. marts 1982 og er opvokset på en lille gård i Vestjylland mellem Ølgod og Grindsted.

Mette elsker at løbe – ikke mindst de lange distancer – og hun har derfor løbet mere end 20 marathonløb, 40 halvmarathons samt et hav af 10 km. løb. Videre har Mette også løbet tre ultraløb: To x 6-timers løb samt et enkelt 100 km. løb. I dag bliver det ikke til mere end to til tre løbeture om ugen på omkring 10 km.

Som person er Mette en sejtrækker og en fighter – både fysisk og mentalt. Og hun gør sig umage, til hun har lært det, hun måtte have sat sig for.

CV

Erhvervserfaring 

05/2016 – nu:

Journalist på Aftenshowet på DR 1.

03/2015 – 12/2015:

Tilrettelægger og journalist på Go’ morgen Danmark på TV 2: (Har blandt andet arbejdet med de lidt tungere historier i krydsfeltet mellem jura og journalistik.)

12/2014 – 02/2015:

Freelancejournalist på DR2 Undersøger: (Tilrettelagde i samarbejde med journalist, Christian Andersen, dokumentaren “Fædre under mistanke.”)

02/2014 – 11/2014: 

Journalist på Radio24syv: Vært og tilrettelægger på serien “Skilsmisse-Danmark”, graverjournalist i krydsfeltet mellem jura og journalistik, dokumentarist med fokus på familieretlige problemstillinger, redaktør på programmet Reporterne, nyhedsjournalist og journalist på Radio24syv Morgen. 

08/2013 – 01/2014: 

Praktikant på Radio24syv 

11/2011 – 07/2013:

Produktionsassistent på Radio24syv 

09/11 – 06/2014:

Konsulent og sekretær hos konsulentfirmaet IB Persona, som arbejder med lederudvikling og personlig udvikling. 

01/2008 – 04/2011:

Receptionsleder, centerchef, personlig træner, fitnessinstruktør, spinninginstruktør og instruktør på et eliteløbehold i Fitness dk i Aalborg. 

08/2007 – 12/2007:

Receptionist i Fitness dk i Valby

05/2007 – 07/2007: 

Assistent, Danmarks Radio, S&R Reception og Omstilling

05/2005 – 06/2006:

Bogholder, fundraiser og juridisk konsulent i Public Demand Agency

10/2004 – 04/2005:

Juridisk konsulent på Grønlands Arbejdsgiverforening i Nuuk

07/2001 – 12/2001:

Informationsmedarbejder i Legoland i Billund

Uddannelse 

02/2013 – 02/2014:

DMJX, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København

09/2007 – 01/2013:

Cand.jur fra Københavns Universitet (med speciale i familieret og konfliktmægling)

09/2006 – 06/2007:

Stud. BA.jur (Århus Universitet) 

08/1998 – 06/2001:

Studentereksamen, Grindsted Gymnasium 

Frivilligt arbejde  

01/2012 – 12/2013:

Løbetræner i Sparta (hold 5 minutter pr. kilometer) 

04/2011 – 01/2012: 

Formand, stifter og løbetræner i Nordkraft Løb & Motion i Aalborg 

Supplerende uddannelser 

09/2010 – 10/2010:

Eliteløbeinstruktør ved Instruktørskolen i Århus 

03/2010 – 04/2010:

Fitnessinstruktør ved Instruktørskolen i Århus 

09/2008 – 10/2008:

Spinninginstruktør ved Instruktørskolen i Århus 

01/2008 – 12/2008:

Fitness dk lederakademi: Personligt lederskab, økonomisk styring, faglig ledelse, brancheforståelse og præsentationsteknik. 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

34. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”

“Jeg tør ikke at tage til fodboldtræning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”


Farvel til fodbolden 

Jeg står i min have, mens martsblæsten pifter mig om ørerne. Selv om vi er i den første af forårsmånederne, er der et strejf af efterår over vinden og jeg har søgt ly på min terrasse for at høre, hvad det er stemmen i telefonen siger. Jeg har de seneste timer gået og syslet i haven – et gøremål som for år tilbage intet ville have sagt mig, men som nu har en slags helende effekt, hvori ligegyldighederne lader sig adskille fra det væsentlige – og for et øjeblik siden blev jeg ringet op af min søns fodboldtræner. 

“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, Michael,” siger træneren og jeg kan nærmest mærke hans ubehag ved det, han tager tilløb til at fortælle mig. Min mave føles bundløs i sekundet, inden han fortsætter. 

“Din søn blev af sin mor fulgt op til mig på min private adresse. Han stod foroverbøjet og mærkelig til mode. Det var tydeligt, at han var klemt. Og så sagde hans mor: Så sig dét til din træner, vi har snakket om. Du vil ikke spille fodbold mere, vel? Du vil hellere gå til basket. Og giv ham så dit træningstøj.”

Jeg siger ikke noget. Hans ord er gledet ind i maven på mig, hvor de stikker fra alle sider. I den anden ende af røret hører jeg kun åndedræt. For år tilbage var det håndbolden, som min søn måtte tage afsked med og nu er turen så kommet til fodbolden. Efter noget, der føles som en evighed, fortsætter træneren: 

“Han undgik at få øjenkontakt med mig, mens jeg tog imod det træningstøj, han rakte mig og af hensyn til din søn forsøgte jeg at bevare fatningen. Det var sgu en akavet situation, Michael og jeg føler virkelig med ham. Som du ved, ønsker jeg ikke at tage del i den konflikt, din søns mor har med dig. Jeg mener, at det som træner er min opgave at sikre, at klubben er et neutralt sted, hvor din søn kan komme og spille fodbold, – præcist som han har gjort, siden han var lille. Men nu synes jeg altså, at det er kommet for vidt. Jeg fik sagt noget i retningen af, at din søn jo i stedet kunne få sat sit medlemskab i bero og at han på den måde kunne beholde sit træningstøj, hvis han nu senere skulle få lyst til igen at spille. Og jeg tilbød også, at vi – såfremt der måtte være problemer med logistikken – kunne hjælpe med at hente og bringe din søn, når han skal til træning. Men hans mor insisterede på, at han skulle meldes ud og at tøjet skulle afleveres.”

Jeg siger fortsat ikke noget, men står bare og prøver at indhente mine tanker, der flyver i for mange retninger til, at jeg kan række ud efter et par af dem og danne en meningsfuld sætning. Siden jeg selv måtte trække mig som fodboldtræner, for at min tilstedværelse ikke skulle hindre min søn i at komme til træning, når han var hos sin mor, har jeg mærket, at der har været noget under opsejling. Min søn har flere gange spurgt, om han ikke bare kan komme med til træning og kamp uden at være tilmeldt på Holdsport, som er det elektroniske system klubben bruger for at kunne følge med i, hvor mange tilmeldte der er til de forskellige aktiviteter. Hertil har jeg svaret, at der ikke kommer noget godt ud at have den slags hemmeligheder, om end jeg, med hånden på hjertet, har haft lyst til gå med på hans idé. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min søn skulle blive tvunget til at melde sig helt ud af klubben og til at tage op til sin træner, for at aflevere sit tøj. 

“Da det gik op for mig, at beslutningen om din søns udmeldelse ikke var til diskussion og da jeg kunne se, hvor klemt han var, valgte jeg at bøje af. Selv om det lige er sket, virker det allerede lidt sløret i min hukommelse – eller måske snarere surrealistisk. Det lykkedes mig at få sagt, at din søn altid er velkommen til at komme tilbage, hvis han igen skulle få lyst til at spille fodbold og at klubben vil komme til at savne ham – både fordi han er god med en bold, men også – og hvad langt vigtigere er – fordi han er en god kammerat og en holdspiller. Og så ønskede jeg ham held og lykke med basket-træningen. Men hold kæft hvor var jeg splittet. Jeg kan jo ikke vide, hvad der er gået forud for din søns exit fra klubben. Og  det er klart, at jeg skal passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som hun ikke har haft. Som jeg tidligere har sagt, så er det vigtigt for mig at bidrage til, at fodbolden for din søn kan være et frirum og jeg ønsker for alt i verden ikke at vælge side. Men der må også være måde med galskaben. Det er min klare oplevelse, at din søn blev presset til at sige stop til fodbolden og at det var en skræmt dreng, der stod foran mig – og som i et forsøg på at gøre sin mor glad – så sig nødsaget til at kvitte fodbolden.”

Jeg føler alting inde i mig dreje rundt flere gange uden at standse, så jeg kan mærke noget klart. Der er ikke længere noget fast forankringspunkt og efter at have afsluttet samtalen, står jeg længe og mærker efter, hvordan jeg har det, uden at nå frem til et  endegyldigt svar. Det eneste jeg kan indkredse er en barnlig forladthed, der tungt sænker sig over mig.

“En gang til, far. Skal vi ikke lige prøve igen?”

I dagene efter trænerens opringning, er tasterne mit eneste helle. Jeg skriver. Sover. Spiser. Arbejder. Skriver. Sover. Og skriver igen. Det er som om hele processen omkring at skrive – som lige nu stort set er det eneste, jeg kan holde ud – virker rensende. Som om noget af vægten fra mine skuldre faktisk lader sig nedfælde på papir og langsomt lader jeg mig selv glide tilbage til d. 15. maj 2012 – min søns første fodboldtræning i Espergærde Idræts Forening, EIF:

“Far, skal vi ikke snart afsted?” Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og min fireårige søn står omklædt i entréen med en slikkepind i hånden. Han er iført sit nye Barcelona-sæt og nye støvler med matchende skinner. 

“Det skal vi i hvert fald,” siger jeg, “Jeg skal bare lige skifte tøj.”

Mens jeg går i gang med den sædvanlige rutine af tøjskift, der skal sikre mig adgang til den bakteriefrie zone, som min søns mor mener at have skabt, bliver jeg ved med at kredse om min egen første fodboldtræning, hvor min stedfar tog mig i hånden og fulgte mig op på stadion. Efter at være blevet godkendt af min søns mor går jeg ind i stuen, og tager et billede af min søn, der ivrigt kører slikkepinden fra side til side. Billedet sender jeg til min stedfar, hvorefter jeg ringer ham op: “Nu slutter ringen og i dag er det min tur til at følge min søn til træning – præcist som du gjorde med mig.” 

Se tidligere blogindlæg om min egen første fodboldtræning i 1978

Jeg klapper skærmen i, og går ud i køkkenet. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg d. 15. maj 2012 glædede mig ligeså meget til min søns første træning, som jeg en tirsdag i 1978 gjorde til min egen – måske endda endnu mere. Men hvad betyder det så? Handlede min søns første træning dybest set om mit behov? Søgte jeg min egen store førstegangsoplevelse med fodboldtræningen genlevet via min søn? Og var min søns begejstring dybest set en spejling af min? Det nemmeste ville være i en sætning eller to at eliminere mine egne aktier i fodbolden, men virkeligheden er mere nuanceret end som så. Selvfølgelig er jeg farvet af min egen historie og selvfølgelig ønsker jeg, at min søn skal opleve det fællesskab, som jeg i fodbolden fandt. Dog er det ikke (nødvendigvis) det samme, som at jeg pådutter ham en fritidsaktivitet. Jeg har intet ønske om, at min søn skal blive en spejling af mig. Tværtimod ønsker jeg, at han skal gå sine egne veje. Og derfor ser jeg det også som min opgave som forælder, at præsentere ham for så mange aspekter at livet som muligt, så han herefter frit selv kan vælge. Det afgørende er ikke, om han går til fodbold, basket eller en helt tredje fritidsaktivitet. Det afgørende er, at han føler sig fri til at gå efter det, han brænder for. 

Efter at have drukket en kop kaffe, returnerer jeg igen til min skriveplads i stuen og klapper skærmen op:

Stadion ligger ikke langt fra, hvor vi bor og klokken 15.45 hopper vi på cyklerne. Min søns mor er gået med ud for at vinke farvel til os: 

“Det er alt for sent, der er træning. Husk nu at køre lige hjem. Vi skal ikke spise for sent,” siger hun, idet hun sender mig et opgivende blik. “Han skal være klar til børnehaven i morgen. Det bliver altså kun til pitabrød i aften, for vi har ikke tid til andet.”

Noget bliver svagere i hendes øjne. Et glimt hun blinker væk. Så trækker hun på skuldrene og går langsomt tilbage mod huset. Det er som om, hun ikke ser den spændte dreng, der er på vej til sin første fodboldtræning og jeg har en fornemmelse af, at det der kunne være et stærkt øjeblik, smuldrer mellem fingrene på mig. Jeg anerkender fuldt ud, at der er en lang række af praktiske ting, der skal tages højde for og planlægges, når man har små børn og jeg bilder mig ind, at jeg forstår den oplevelse min søns mor kan have af lige nu at stå alene med praktikken, mens min søn og jeg skal ud og – sammen med en række andre børn og forældre – at være en del af et fællesskab. Omvendt har jeg jo flere gange opfordret hende til at tage med, men hver gang er jeg blevet mødt af det samme svar: “Det er Jeres projekt. Det må du selv sørge for.” Videre har jeg også tilbudt at lave mad, når vi kom hjem – præcist som jeg gør de fleste andre aftener. Men heller ikke den idé er faldet i god jord.

Jeg må stoppe med at skrive. Igen. Jeg er ofte vendt tilbage til det billede jeg har i mit hoved af min søns mor, der iført joggingtøj og et stort halstørklæde stod i indkørslen, da vi cyklede afsted. Hvad var det, der begrænsede hende i at tage med – eller alternativt at være glad på vores søns vegne? Jeg tror ikke, at forklaringen ligger i anretningen af en omgang pitabrød eller en manglende interesse for fodbolden. Og omvendt tror jeg heller ikke, at min søns mor bevidst har været ude på at ødelægge dagen for ham. Jeg tror faktisk kun, at hun et stykke hen af vejen har været opmærksom på sin egen adfærd. Men hvad var det så? Hvor kom alle begrænsningerne fra? Og var der noget, jeg kunne have gjort for at dæmme op for det? Det eneste jeg ved, er, at når hun – som med vores søns første fodboldtræning – valgte at holde tilværelsen ud i strakt arm, kunne jeg kun dykke ned i hendes indre mysterier, ved at lege detektiv i de øjeblikke, der bliver ved med at smuldre. Men jeg må have været en elendig detektiv. I hvert fald fandt jeg ikke nogen svar.

“Til orientering har xxx længe ønsket at stoppe til fodbold”

Et par dage senere – d. 10. marts 2017 – modtager jeg en mail fra min søns mor:

Jeg lukker mailen ned og forsøger igen at skrive. Men ordene vil ikke ned i den rigtige rækkefølge, og jeg må stoppe. Jeg er ukoncentreret og sveder, som om jeg har tømmermænd. Mit hjerte hamrer på en ubehagelig måde. Jeg kan ikke direkte mærke, at det slår, men det føltes for stort, og jeg tænker på skolens ord fra den seneste udtalelse d. 13. oktober 2016:

“Hans store passion er fodbold.”

Hvordan kan min søns mor have en så diamentralt anden oplevelse end skolen? Og SFO’en? Og fodboldklubben? Og min søns venner og deres forældre?

Jeg rejser mig, og selvom vejret udenfor er mildt, går jeg i gang med at tænde op. Der er for mange ubesvarede spørgsmål og jeg har en fornemmelse af, at varmen vil kunne hjælpe mig med at holde sammen på de mange løse ender – og på mig selv. Jeg er konfus, slår det mig. Konfus er noget, jeg i mit stille sind plejer at kalde nogle af de ældre mennesker i min familie, der bliver ved med at beskrive diffuse symptomer: Så har de ondt i siden, så uro i brystet. Tit har jeg på fornemmelsen, at deres smerter er en undskyldning for at komme til mig. De håber så inderligt, at kunne lægge deres rådvildhed og angst fra sig, så de slipper for at vågne om natten eller standse op over opvasken og med underarmen stryge en lok til side og lytte efter det ingenting, som forklarer sig i serier af nye dragter, så de aldrig kan indhente det og forstå: Det er jo ingenting. Hverken mere eller mindre. Og nu er det mig, der står med samme følelse. 

Inde i pejsen falder en brændeknude sammen med et suk, og jeg tager min kaffekop som står på sofabordet foran mig, og drejer det i hænderne. Det hele startede, som for så mange andre børn, da min søn vaklende begyndte at tage de første skridt. I starten trillede vi med fodbolden i stuen, i bryggerset, i entreen, ja i hele huset. Og da han var blevet lidt mere sikker på benene, tog vi sammen de første spark i haven. Når jeg her syv år senere sidder og ser ud i den samme have, hænger ordene med den ivrige bundklang stadig i luften: “En gang til, far. En gang til.” Kort efter de første spark i haven kom også den første fodboldtrøje på. Stoltheden lyste ud af ham – svær at indkapsle. Måske fordi den lod sig blande med min egen? Under alle omstændigheder var tiden nu kommet til kamp. I haven. På stadion. På det åbne areal, som ligger lige bag vores hus. Og på vejen. Præcist som med mange andre af kvarterets børn, der blot havde lyst til at lege med bolden. Når vi var ude og handle, blev isen byttet ud med en fodbold – enten af plastic og med Disney-figurer eller en læderbold – bare den var rund og kunne trille. Det har resulteret i, at vi i dag har ikke mindre end 72 bolde i haven, som stort set alle bliver flittigt brugt med samme iver, som da vi begyndte at trille rundt i huset. Og som det ultimative billede på min søns passion for fodbolden, har han ofte søgt tryghed i bolden og – i stedet for en bamse – brugt den som sovedyr.

Min søn har samlet de 72 bolde i vores trampolin

Jeg kigger ud i haven, hvor min søn har samlet alle boldene i vores trampolin. Og igen har jeg denne følelse af forladthed – som om det fællesskab min søn og jeg har omkring fodbolden, med et strøg er blevet fjernet. Den logisk og rationelt tænkende del af mig ved godt, at man ikke kan fjerne relationen mellem min søn og jeg. At man ikke kan viske oplevelserne ud, ved at formene både min søn og jeg adgang til klubben. At min søn ikke aktivt har fravalgt fodbolden. Og at hans evne til at tale frit ligger indkapslet i generationers svigt på modpartens side. Alligevel er det som om, en ny tilstand siden min søns træner ringede til mig, har bidt sig fast. Det er som om, de seneste fire års kamp – og det forudgående ægteskab og samliv med min søns mor – vælter frem i mig. Jeg har grædt mange gange. Aflyst mine aftaler. Har brug for at være alene. Jeg føler, at jeg ikke har noget at bidrage med – ud over en tung bagage, som lægger et urimeligt pres på mine nærmeste. Og jeg føler, at jeg fylder for meget samtidig med, at jeg føler mig tom. Min tanke er, at hvis jeg holder mig for mig selv, så kommer jeg ikke til at gøre flere mennesker kede af det. Så kan jeg indkapsle de skadelige følgevirkninger af sagen, så de kun rammer mig.

Men jeg kan ikke holde verden ude og fem dage senere modtager jeg endnu en mail fra min søns mor: 

Jeg mærker, hvordan jeg bliver klam over hele kroppen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal have den samme hårde besked to gange? Måske er det blot en forglemmelse? Måske en ekstra streg under det faktum, at min søn ikke længere spiller fodbold – i fald jeg ikke havde fattet budskabet den første gang. Måske lidt ekstra salt i såret? 

Stop and smell the roses

Senere samme dag får jeg igen gang i tasterne. Det gør mig godt at arbejde systematisk, nærmest som om jeg er ved at indkredse svaret på alle de forheksede spørgsmål, modparten efterlader, og jeg glider igen tilbage til min søns første træning d. 12. maj 2015: 

D. 12. maj 2015: Min søns første fodboldtræning

Da vi kommer op på stadion, bliver vi mødt af en glad og imødekommende træner og jeg tænker et øjeblik tilbage på “Far til fire for fuld musik” – hvor Lille Per starter til fodbold i Lyngbys blå farver. I filmen er der kun mænd og drenge med til træningen og heldigvis har tiderne ændret sig. Rundt omkring på stadion står mødre og fædre, der – mellem solens stråler – er taget op for at se deres lille pige eller dreng spille bolden rundt, bygge venskaber og knytte bånd. Der er mange børn til træning. Nogle hænger på deres forældre og er lidt utrygge ved situationen. Andre kigger ned på græsset og er et helt andet sted. Og så er der en gruppe af drenge, der hygger sig med træningen. Jeg er bevidst om at give min søn den plads, han måtte have brug for. Og hvis det viser sig, at han ikke kan lide at spille fodbold, så skal han selvfølgelig ikke det. Jeg trækker mig tilbage og betragter børnene. Min søn har selv opsøgt den gruppe af drenge, der er godt i gang med træningen. Det er tydeligt, at han gerne vil være en del af dem og de lukker ham med det samme ind i fællesskabet. Jeg tager en dyb indånding og suger stemningen til mig. Humøret er højt og spændingen intens: Hvad sker der ved den næste aflevering? Og ved det næste skud? Og hvem mon der vælter den næste kegle? Til slut lyder trænerens fløjte og børnene samles i en rundkreds, hvor de får at vide, at de skal stille op på en lang  række. Herefter går de én efter én forbi de frivillige trænere og ledere – og med high five kvitterer de for en god omgang træning.

D. 15. maj 2012: Min søns første fodboldtræning

Efterfølgende er min søn ikke til at hive hjem fra de grønne baner og de mange klubtrøjer, der ved den første træning var repræsenteret: Barcalona. Dortmund. Real Madrid. Liverpool. Chelsea. FCK. Brøndby. Arsenal. Manchester United og Espergærdes rød/hvide klubtrøje. “Én gang til, far. Én gang til. Og far? Kan vi ikke lige blive og tage et skud mere? Bare ét skud? Kom nu, far.” Duften af græs, afleveringerne og min søns smil gør mig tryg, og vi skyder på mål, løber om kap og løber ind på den rigtige stadionbane – indtil jeg bliver opmærksom på den sorte dyne, der hviler over os, og pludselig slår de formaninger, min søns mor sendte os afsted med, ned i mig. Jeg mærker kapløbet med tiden og afbryder legen.

“Vi må hellere skynde os hjem.”

I det øjeblik ordene har forladt  mine læber, fortryder jeg dem. Hvorfor sagde du til din søn, at han skal skynde sig? “Stop and smell the roses,” tænker jeg og sender min værtsfar i USA en hilsen. Det var en af hans kerneværdier.

Jeg stopper med at skrive, og mærker hvordan, et par lyse stykker af håb ligger skjult et sted inde i mig, hvor jeg ikke kan finde dem.

Underretning til Helsingør Kommune

Dagen efter – d. 16. marts 2017 – modtager jeg endnu en mail. Denne gang fra fodboldklubben: 

Mail vedrørende underretning fra EIF til Helsingør Kommune

Jeg læser mailen flere gange. Espergærde Idræts Forening er nu så bekymrede, at de har valgt at sende en underretning til Helsingør Kommune. Og nej, – det handler ikke om, at klubben er fortørnede over at have mistet et medlem. Fra min tid som træner ved jeg, at der kontinuerligt sker en jævn tilgang af nye medlemmer. Nej, dét er der klubbens bekymrin,g er, at en glad dreng med en stor passion for fodbold, frarøves muligheden for at spille og træne med sine venner – grundet en konflikt som hans mor mener at have med hans far. 

Jeg rejser mig op og kører ned mod vandet. Det er som om, jeg har brug for luft for at kunne forstå, hvad det er, der lige er sket. Samtidig med at min søns mor har sendt en underretning til kommunen på vores søn, har fodboldklubben nu gjort det samme. Sagen er bare den, at mens min søns mor mener, at vores søn er i mistrivsel fordi jeg udsætter ham for fysisk og psykisk vold, mener fodboldklubben, at vores søn er i trivsel – når blot han ikke bliver frarøvet muligheden for – på lige vilkår med sine venner – at være en glad og fri dreng og for at være en del af det fællesskab, der ligger i fodbolden. Jeg stopper op og kigger ud over vandet. Øresunds hvide tænder saver sidelæns derude.

Du kan her læse om den underretning, min søns mor sendte til Helsingør Kommune – samt resultatet heraf: 

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

“I kommer alt for sent hjem”

Sent samme aften vender jeg atter tilbage til de skrevne ord: 

“Kommer I? Maden har været klar længe,” råber min søns mor ud af køkkenvinduet, da vi cykler ind i indkørslen.

Hun skælder ud i en selvretfærdig harme, og aner ikke, at hun selv har en stor aktie i, at afslutningen på vores søn første træning nu bliver ødelagt. Den er nemlig forbudt. Skylden. Hendes verbale udfald åbner op for et kaos af uforløste ord. Skylden er ubærlig for hende. Og hun forsøger at slippe af med den, ved at lægge den over på mig. Det er som om, hun føler sig berettiget hertil. Hver gang skylden træder ind i vores hjem, bliver jeg ramt af hendes ord. De er bidske og indædte, og de slår hårdt, for de stopper ikke, før jeg trækker mig. Og ofte stopper de alligevel ikke. De bliver hængende i huset. Følger mig rundt. Jeg tænker på hende som en syg og arrig hund, der ligger på lur og kun venter på en mulighed for at springe på sin fjende.

“I kommer alt for sent hjem.  Klokken er 18.00”

“Nu er der ikke tid til at spise.”

“Det er alt for koldt ude.”

“Han skal også i bad.”

“Hvad skal vi gøre i morgen? Han er jo alt for træt. Han skal senest i seng kl. 19.00.”

“Det er dig, der presser ham til at spille fodbold.”

“Nu er min dag ødelagt.”

Sådan bliver det ved. Op og ned og frem og tilbage. Ord bliver slynget ud, bogstav for bogstav, lyd for lyd, der hvisler. Og lokker. Og hvisker. Og skriger. Begrænsningerne bliver vendt og drejet, slebet og tilpasset, til de er blevet noget andet end det, de oprindeligt havde været ment som.

Da min søn er blevet puttet, går jeg ud i haven og sætter mig på græsset. Hans mor ligger på sofaen. Jeg føler, hvordan min vejrtrækning er ved at splitte min brystkasse, rive den op simpelthen og det gør ondt. Det er blevet for meget. Der er altid så meget af det hele. Larm. Råben. Skrigen. Trampen. Banken. Slæben. Flagren. Planlægning. Organisering. Overblik men aldrig overskud. Nogle gange er det svært at orke det og rumme det. Nogle gange kan det være svært at orke at holde af det. Men det er jeg jo nødt til? Er jeg ikke? At holde af det? Kan det tænkes, at det er ved at blive så meget for meget, at jeg ikke længere kan holde af det. Jeg skubber tanken fra mig. Orker den ikke, kan ikke rumme den, for jeg er jo nødt til at holde af det. Det er mit liv. Jeg ved, at jeg altid vil huske denne dag. Min søns første træning i EIF. Og jeg håber, at min søn vil huske denne majdag for noget godt og ikke for sin mors udfald. Jeg trækker vejret dybt ind. Der dufter af nyslået græs og sommer. Jeg sidder og venter på at gå ind. Jeg ved, at jeg om lidt skal holde min søns mor i hånden og forsikre hende om, at det hele nok skal gå.

Jeg stopper med at skrive, og mærker, hvordan gråden synker dybt ned i kroppen og omdanner sig til en hævntørst så stærk, så præcist destilleret, at den ender i mine fingerspidser som en irriterende prikken  lige oven over tasterne. Jeg græder og kan ikke standse det. Det vælter op i halsen, hvor jeg spænder til og prøver at kvæle det, men snart løber snottet og skuldrene ryster frem og tilbage.

“Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”

Næste morgen ligger i sengen og lytter til regnen, indtil den stilner af ud på formiddagen. Indimellem døser jeg, og på et tidspunkt drømmer jeg, at jeg går rundt i min mormor og morfars have. Jeg åbner øjnene og i det samme er drømmen næsten væk. Mens jeg har sovet, er solen kommet frem. Det er over middag og fuglene er for længst vågnet op. De er overalt i buskadsets sorte grenværk. Jeg åbner vinduet på vid gab og strækker hovedet ud. En forårsbrise møder mig og jeg tænker på de mange rørende og stærke udsagn, min søn den seneste tid er kommet med:

“Far, jeg lander altid på skiftedage, når jeg har været til træning.”

“Hvorfor var jeg ikke med mod Snekkersten, far?”

“Jeg kan ikke komme med til landsmesterskaberne i Fredericia fordi jeg skal ned til mormor og morfar.”

“Det går ikke, at du er træner, far. Morfar og mor vil ikke have det, og så kommer jeg aldrig til fodbold. Vi må bare tænke på hinanden.”

“Alle mine venner spiller fodbold og der er tre fra min klasse, som jeg har fået til at starte. Jeg vil bare gerne spille med mine venner.”

Jeg tager en dyb indånding og mærker, hvordan jeg bliver vred over det afsavn, min søn nu må lide. Èn ting er, at modparten fik forhindret mig i at være træner i klubben. Noget andet er, at de nu gør det samme med min søn. Siden den første træning i EIF, har det ene øjeblik taget det andet. Venskaber er blevet knyttet, legeaftaler indgået og barrierer brudt. Og jeg har en fornemmelse af, at han bliver forsøgt revet op med roden. 

Jeg rejser mig op og går ned ad trappen. Da jeg kommer ned i gangen, falder mit blik på min søns træningsdragt. Efter at hans mor tvang ham til at aflevere den hos sin træner, er tøjet blevet viderebragt til mig med ordene: “Nummer 12 tilhører din søn. Og ingen andre kommer til at spille med hans træningstøj, mens han er væk.”

Trænerens ord sidder fast i mig med modhager. For knap fem år siden trak min søn for første gang i de rød/hvide farver og nu hænger træningstøjet – et par numre større – på en stol hos mig, og venter på, at min søn igen bliver fri til selv at vælge. Igen og igen bliver jeg ved med at høre hans bøn: “Jeg tør ikke at tage til fodboldtræning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

33. Barnets Tarv går hånd i hånd med nyt skilsmissesystem 

Sene nattetimer. Maratonmøder. Og stakkevis af sammenkrøllede papirer. Efter godt en uge med intensiv idéudvikling og research er Barnets Tarv nu klar til at fremlægge en plan for, hvordan virksomheden skræddersyes til regeringens udspil omkring sammensætningen af et nyt skilsmissesystem. Selvom der indtil videre “kun” er tale om et udspil, er meldingerne fra socialordførerne på Christiansborg, at udspillet kommer til at glide direkte gennem Folketingets behandling, hvorfor Barnets Tarv har valgt at sadle hurtigt og at udnytte den smidighed, der ofte følger en mindre virksomhed, således at Barnets Tarv nu bliver tilpasset den seneste udvikling på skilsmisseområdet.

Udspillet, der tirsdag d. 20. juni blev præsenteret af børne- og socialminister, Mai Mercado (K), gør grundlæggende op med den nuværende fordeling af sager efter sagstype. Som det er nu, starter alle sager i Statsforvaltningen. Kan forældrene ikke blive enige om bopælen og/eller forældremyndigheden, ryger sagerne videre til retten, hvor en dommer har kompetence til at træffe afgørelse, mens samværssagerne afgøres i Statsforvaltningen. Med regeringens nye udspil lægges der op til, at sagerne i stedet  skal screenes – efter trafiklysmodellen grøn, gul og rød – alt efter, hvor højt konfliktniveauet er. Tanken er, at Statsforvaltningen helt skal nedlægges og at der i stedet oprettes en ny instans, et Familieretshus, hvor blandt andet en ny børneenhed vil have hjemme og hvor screeningerne foretages. Videre oprettes også en Familieret, som bliver en del af byretterne. Idéen bag screeningerne er, at de tungeste af sagerne (de røde) skal afgøres af en dommer i Familieretten, mens de grønne og gule bliver behandlet i Familieretshuset.

Grafik: Barnets Tarv

Et opgør med et sendrægtigt system eller en potentiel katastrofe 

Regeringens forslag har fået en blandet modtagelse og gennem den seneste uge, er der i kølvandet fulgt en massiv debat. På den ene side står blandt andre Børns Vilkår, Danske Familieadvokater, Mødrehjælpen og Foreningen Far, som alle giver udspillet rosende ord med på vejen, og på den anden side står Dommerfuldmægtigforeningen og Hvert 3. Barn, der mener, at regeringens forslag reelt har gjort skilsmissefamiliernes virkelighed markant mere besværlig.

I Barnets Tarv mener vi, at udspillet på papiret virker godt, idet fokus bliver flyttet fra forældres ret til børn til børns ret til to forældre. Særligt hæfter vi os ved én ting: Hvis de gode intentioner om et børnehus bliver  kanaliseret ud i virkeligheden, ser det ud til, at der kommer øget fokus på skilsmissebørnenes trivsel, og det er en stor sejr for de mange børn, der hvert år mærker, hvad det vil sige, når én familie bliver til to. En forudsætning for at udspillet kommer til at virke lige så godt i virkeligheden som papiret er dog, at der kommer de rette faglige kompetencer ind. Det er ikke gjort med at skifte skiltet på døren ud i Statsforvaltningen. Familieretshuset skal kunne trække på psykologer i højere grad end i dag og på misbrugskonsulenter. De kompetencer findes ikke i høj nok grad i dag i Statsforvaltningen. 

Det fremgår af udspillet, at der årligt behandles omkring 100.000 familieretlige sager i Danmark, og cirka hvert tredje barn oplever, at forældrene går fra hinanden. I op mod 10 procent af sagerne er der tale om konflikter, hvor børnene er særligt udsatte. De cirka 7000 komplekse sager, hvor der er risiko for konflikt og sociale problemer som misbrug og vold, skal afgøres af en dommer i Familieretten. Og i forhold til netop dommerne mener vi  i Barnets Tarv, at man bør give dem en særlig uddannelse, så de bliver bedre rustet til at vurdere mennesker på en anden måde end i kriminalsager og så de får de rette kompetencer til at spotte psykisk vold. Videre deler vi Hvert 3. Barns bekymring for, hvor vidt der vil være dommere nok til at behandle de mange røde sager. Sker det ikke, vil vi desværre kunne forvente lange sagsbehandlingstider, der i sidste instans stort set altid ender med at ramme dem, systemet søger at beskytte – nemlig børnene. 

Fuld forældremyndighed 

I forhold til min egen sag må det antages, at det nye skilsmisseudspil – såfremt det bliver en realitet – vil have en positiv indvirkning på sagens videre forløb. Noget af det der i min sag har været problematisk, er, at min søn mange gange har skullet gennem nye undersøgelser og at han har skullet tale med nye voksne – samtidig med, at han hos sin mor har befundet sig i et konfliktfyldt farvand. Problemet er, når der skæres helt ind til benet, at det nuværende system har en slagside, hvor det ofte ender med at belønne den forælder, der trækker sagsbehandlingstiden og som retter alvorlige anklager mod den anden. I min sag har min søns mor, ved at anklage mig for såvel fysisk som psykisk vold, fået tildelt den fulde forældremyndighed, hvorefter hun pure har nægtet at samarbejde. Det må antages, at hun med det nye skilsmissesystem formentlig vil blive afskåret fra igen at spille de samme kort. Sagen vil angiveligt med det samme blive kategoriseret som rød, og som følge heraf vil den ryge direkte i Familieretten, hvilket betyder, at min søns mor vil blive afskåret fra at trække tiden i et forsøg på at skabe forældrefremmedgørelse. Videre må det antages, at der – såfremt Familieretten er udstyret med det rette antal dommere og såfremt dommerne er rustede til at tackle sagerne, herunder at spotte psykisk sygdom og misbrug – relativt hurtigt vil kunne træffes afgørelse om, at bopælen og den fulde forældremyndighed skal tilfalde den forælder, der er bedst egent til at sikre barnets kontakt til begge forældre – og her peger en omfattende børnesagkyndig undersøgelse på barnets far. I forhold til fordelingen af samværet, kan det svært at spå om, hvor mange dage en dommer vil ende med at vurdere, at min søn skal være sammen med sin mor. Men eftersom det nye system lægger op til at flytte fokus fra forældrenes ret til barnet til barnets ret til to forældre, er det mit håb, at man vil lytte til min søns behov, som i skrivende stund er at være lige meget sammen med begge sine forældre. 

Videre skal det bemærkes, at jeg ikke har de samme dårlige erfaringer med Statsforvaltningen, som jeg ved, at mange andre børn og forældre har. Derimod har jeg en oplevelse af, at det er domstolssystemet samt de to spor, hvori sagsbehandlingen har kørt, der i flere tilfælde har svigtet, og derfor kan jeg også inderst inde mærke en nagende bekymring for, at domstolene i fremtiden (såfremt regeringens udspil bliver en realitet) udelukkende vil komme til at behandle en sag som min. Jeg er bevidst om, at jeg er nødt til at se ud over min egen sag og på de store perspektiver, og det er min oplevelse (under forudsætning af at de relevante resourcer bliver tilføjet det nye system), at domstolssystemet vil være den rette myndighed til at behandle de komplekse sager. 

Ny medarbejder i Barnets Tarv 

Der er netop i Barnets Tarv blevet ansat en ny medarbejder, som er uddannet jurist med speciale i familieret, og i den kommende uge vil der ske en relancering af bloggen og hjemmesiden. Min blog vil stadig være en integreret del af Barnets Tarv og arbejdet med bogen kører fortsat som planlagt. Derimod er min rolle som stifter efterhånden ved at være udspillet og der er behov for fagkundskaben. Jeg vil fortsat, som erfaringsekspert, tilbyde rådgivning og jeg vil komme til at fungere som direktør i Barnets Tarv, men den daglige drift vil blive varetaget af den nye medarbejder. Relanceringen vil ske søndag d. 9. juli om aftenen, hvor det vil blive præsenteret, hvilken plads Barnets Tarv i det nye system skal spille og hvordan virksomheden adskiller sig fra de andre aktører på området. Videre vil den nye medarbejder også blive præsenteret med kontaktoplysninger, billede og cv. 

Min søn formenes adgang til fodbolden 

Jeg arbejder i skrivende stund på et nyt blogindlæg om, hvordan det ikke kun er mig, men nu også min søn, der har fået forbud mod at spille i den lokale fodboldklub, EIF. Du kan læse blogindlægget onsdag d. 5. juli, hvor det her på siden vil blive publiceret. 

 
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

32. Afgørelsens time

For at forstå værdien af et år – spørg en studerende, som skal gå en klasse om.

For at forstå værdien af en time – spørg to elskende, som venter på at mødes.

For at forstå værdien af et sekund – spørg en person, som lige har undgået en ulykke.

For at forstå værdien af et millisekund – spørg en person, som vandt sølv ved de Olympiske Lege.

(Uddrag af digtet “I dag er en gave” af ukendt forfatter – du kan læse hele digtet her)

Fredag d. 31. marts 2017 fra klokken 13.10 til 14.10:

13.10: Jeg drejer ind i indkørslen og parkerer bilen. Det er tidligt på eftermiddagen, men et lavthængende skydække er så altomsluttende, at det giver en skumringsfornemmelse mange timer før solnedgang. Jeg er netop kommet hjem fra arbejde og om lidt kommer min søn hjem fra skole.

13.12: Jeg åbner min postkasse – præcist som i går og dagen før den. Den seneste uge har bestået af en endeløs ventetid på en afgørelse fra Helsingør Kommune af, hvorvidt kommunen mener, at min søn har brug for særlig støtte som følge af den vold, hans mor har oplyst, at jeg udsætter ham for. For 11 dage siden sendte jeg til Helsingør Kommune en anmodning om aktindsigt i de seneste aktiviteter, der har været på sagen og jeg har af sagsbehandleren fået oplyst, at der er truffet en afgørelse i forhold til den underretning, min søns mor d. 16. september 2016 lavede på vores søn. Og det er den aktindsigt, jeg venter på. Hvis kommunen er af den samme opfattelse som min søns mor og hvis de tror på hendes anklager, giver de hende samtidig en direkte adgangsbillet til at starte en ny sag i Statsforvaltningen.

Du kan læse mere om underretningens indhold her:

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 3)

13.15: Jeg står ved mit spisebord. I den ene hånd holder jeg et brev fra Helsingør Kommune og i den anden mine bilnøgler. Jeg har stadig sko på. Gennem den seneste uge har jeg udviklet en form for overtro. Hvis jeg på min løbetur løber venstre om et særligt udvalgt træ i Egebæksvang Skov, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Hvis jeg venter med at skifte fortorv, til jeg har passeret Tinevej i Espergærde, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Hvis jeg løber hele vejen og ikke giver op, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Jeg er bevidst om, at tingene ikke hænger sammen på den måde og kan således resonere mig frem til, at min måde at tænke på, giver mig en følelse af kontrol midt i alt det ukontrollerbare. Følelsen af at lægge sit barns skæbne i andre menneskers hænder, er umulig at bære – undtagen for dem, der er nødt til det. 

Forsiden på den anmodning om aktindsigt, som jeg d. 31. marts 2017 modtog. Brevet er dateret d. 23. marts 2017 og har således været otte (lange) dage undervejs.

13.16: Jeg åbner konvolutten. Den er tykkere, end jeg havde forventet og jeg bladrer hurtigt forbi de første sider, som blot omhandler formalia omkring min anmodning om aktindsigt. Mine øjne flakker hurtigt ned over papirerne i et forsøg på at læse uden at læse. Jeg er på jagt efter noget, der kan fortælle mig, om kommunen mener, at min søn er i mistrivsel eller ej. En konklusion. En opsummering. En sætning, der skærer ind til benet. Først når jeg har afkodet dét, kan jeg læse resten.

13.18: Jeg føler, at jeg leder i en evighed og sekundernes langsomme tikken på køkkenuret smerter som spiddende visere. Endelig. På side 12. Konklusionen:

Det vurderes på baggrund af ovenstående, at (barnet, red) ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte, jf. Servicelovens § 52, hvorved sagen umiddelbart afsluttes i Familierådgivningen.

Uddrag af den børnefaglige undersøgelse udarbejdet af Familierådgivningen i Helsingør Kommune. Uddraget står under punktet: “Analyse og vurdering med begrundet stillingtagen til barnets behov for støtte

Jeg læser ordene igen og igen:

Ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte.

Sagen afsluttes.

Ikke behov for støtte.

Afsluttes.

Jeg ser op. Enkelte steder stikker solen lavt og skarpt gennem det tunge skydække og det føles som om, tiden er sat i stå. Det der går forud, svinder ind på samme måde som det, der er i vente. Der er kun dette øjeblik. Min søn har det godt. Han har ikke brug for støtte. Han er ikke en dreng, der af sin far bliver slået, mishandlet og truet. Han er en glad dreng, der gerne vil have lov til at lege med sine venner og til at have en mor og en far. 

Det begynder langsomt at sive ind hos mig, hvad det er, der er sket og jeg sætter mig ned. Min søn er blevet hørt. Jeg er blevet hørt. De falske anklager er blevet gennemskuet. Og følelserne vælter frem i mig på én gang. Glæde. Taknemmelighed. Træthed. Og så kommer tårerne. De pibler lydløst frem, og jeg giver dem frit løb. Måske der alligevel er en mening med det hele? Jeg tænker på den samtale, jeg forleden havde med en af de jurister, der hjælper mig. 

“Hvor usædvanligt er det, at en forælder laver en underretning til kommunen på sit eget barn? spurgte jeg.

“Meget usædvanligt,” svarede juristen. “Jeg har tjekket statistikken på Ankestyrelsens hjemmeside og af den fremgår det, at blandt de underretninger landets kommuner modtog i 2014 og 2015 stammede kun 3 procent fra forældremyndighedsindevaren. Det mest almindelige er, at det er skoler, sundhedsvæsnet eller andre offentlige myndigheder, der sender underretningerne til kommunerne. Og hvad endnu mere udsædvanligt er, at en forældremyndighedsindehaver mener, at vedkommenes eget barn er i mistrivsel, mens kommunen ikke gør.  Det plejer at være den anden vej rundt.”

Ankestyrelsens statistikker. Underretningsstatistik. Årsstatistik 2015.

Du kan læse hele Ankestyrelsens underretningsstatistik her

Jeg tænker tilbage på sagsbehandlerens tilkendegivelse af – da jeg d. 7. februar var til møde på Helsingør Kommune – at der er tale om en yderst atypisk sag. 

13.30: Jeg bladrer et par sider længere ind i aktindsigten og stopper op ved referatet af de ting, min søn har forklaret til sagsbehandleren og pludselig er det som om, at luften på et splitsekund bliver banket ud af kroppen. Dér ligger den. Den usynlige terror. Gemt blandt min søns ord. Han har som et spejlbillede af sin mor fremført en række alvorlige anklager mod mig, men når sagsbehandleren har bedt ham uddybe og forklare, har han ikke været i stand til det. Jeg ved, at min søn står helt uden skyld og alligevel er den første følelse der melder sig en følelse af at blive forrådt. Hvordan kan han sætte en kniv i ryggen på sin egen far? Men så snart jeg har tænkt tanken, væmmes jeg ved den. Den er primitiv og egoistisk. Min søn gør det eneste rigtige. Han kæmper for sit liv og for at sætte sig selv ud af det spændingsfelt, som han lige nu skal navigere rundt i. Og jeg fyldes af beundring og stolthed. Til trods for alt det, det her lille menneske bliver trukket igennem, formår han alligevel at være en god og empatisk i skolen, i fritidsklubben, blandt vennerne og i hjemmet. 

Du kan læse hele aktindsigtens indhold – og dermed også ordlyden af min søns udtalelser – i min bog, som lige nu er i gang med at blive redigeret og som efterfølgende vil blive sendt til tryk.

Du kan bestille bogen her

Min morfars ur som han i starten af 1960’erne fik af min mormor

13.40: Mit blik falder på min morfars ur, som jeg d. 5. april 2017 fik i forbindelse med min mormors 90 års fødselsdag. Uret fik min morfar i starten af 1960’erne af min mormor og han gik med det hver dag frem til sin død d. 10. maj 2016. Det er gået i stå. Uret. Som om visernes vandring over urskiven stoppede, da sandet i min morfars timeglas løb ud. Til trods for at det nu snart er et år siden, at han døde, føles det som om, at han lige har været her og jeg kan nærmest mærke hans hånd i min. Hvordan kan et år føles som et splitsekund, når jeg tænker på min morfar? Og hvordan kan det føles som en evighed siden, jeg tømte min postkasse, når der kun er gået en halv time?

13.50: Mine tanker glider tilbage til den afgørelse Helsingør Kommune har truffet og til de ting, min søn har udtalt. Min advokat har sagt, at hvis udfaldet af den børnefagligeundersøgelse blev, at kommunen vælger ikke at iværksætte særlige støtteforanstaltninger overfor min søn – og dermed vælger ikke at tro på de anklager hans mor har rettet mod mig, så vil jeg stå med nogle gode kort på hånden. Og med den tanke kommer en trang til hævn snigende. Jeg har lyst til at lade mig synke ned i den – hævnen -som i en dyb lænestol, der gør din krop træt og tung. Min søns mor har sagt til Helsingør Kommune, at jeg udsætter vores søn for fysisk og psykisk vold og hun har fået mig dømt for noget, jeg ikke har gjort. Øje for øje og tand for tand. Jeg rækker ud efter min morfars ur. Jeg vil ikke synke ned i hævnens falske sødme. Gør jeg det, kommer jeg aldrig op. Jeg vil nu kunne starte en ny sag hos Statsforvaltningen og anmode om, at samværet mellem min søn og hans mor kraftigt nedsættes. Men vil det være det rigtige at gøre? Jeg ved, at jeg er nødt til at tage afsæt i den virkelighed, min søn lever i og set i lyset af den virkelighed, kan det være svært at svare på, hvad der lige nu er bedst for ham? Det er et kompliceret spørgsmål og det er afgørende, at jeg ikke forfalder til et sort/hvidt verdensbillede og dermed går ned på niveau. Så meget ved jeg. Jeg har en forbandet forpligtelse til at æde mine egne krænkede følelser. Ellers er jeg ikke alene sunket ned på det niveau, min søns mor og morfar agerer på. Jeg er også fejlet som menneske og som far. 

14.00: Jeg rejser mig op og går ud i køkkenet. Solen har flere steder fået taget med skydækket og jeg mærker, hvordan angst og styrke glider sammen i ét livsbegær, som skyller gennem mig fra isse til fodsål og giver mig en flammende selvfornemmelse, som bruser op i mig ved medgang og ved modgang. Og jeg tænker på den samtale, jeg i efteråret 2016 havde med en af mine bedste venner.

“Hvis du ikke giver dig selv plads til at leve og hvis du ikke sætter dig selv fri af fortiden, så giver du modparten magten over dit liv. Der kommer en tid, hvor du bliver meget lykkelig igen. Det lover jeg dig. Men der ligger som regel en meget hård tid forinden. Og dem, der giver op midtvejs i ræset, de vinder altså ikke prisen. Sådan er det bare. Jeg er ked af, at det er livets hårde, tørre facts, men sådan er det. Det afgørende er, at du ikke skubber de mennesker, der elsker dig, væk – samt at du husker at nyde rejsen. Tiden er det stof, livet er lavet af,” sagde han. 

Du kan læse mere om samtalen og det, der gik forud for den, her

14.10: Døren går op. 

“Hej far!”

“Hej skat!”

“Skal vi spille kongespil i haven?”

“Det var da en fed idé.”

Min søn smider skoletasken i gangen og kommer ind til mig i køkkenet. Hans kinder er røde efter cykelturen hjem og han sender mig et smil. Jeg ser på min telefon. Klokken er nu 14.10 og det er nu en time siden, jeg tømte postkassen. Det føles som en evighed. Som om det var en helt anden tid, da jeg stod der med brevet i hånden og ikke vidste, hvilken drejning livet ville tage. Jeg ser på min søn og mærker en ukuelig livsoptimisme og en iboende styrke boble frem fra et sted, jeg havde glemt fandtes. Der er nogen, der lytter til min søn. For fanden – der er nogen, der lytter. Og om lidt skal vi spille kongespil i haven. Livet kan alt.

Efter påskeferien sender jeg d. 19. april 2017 følgende ugerapport til min søns mor:


Jeg modtager ikke noget svar. 

Jeg skal onsdag d. 10 maj mødes med min advokat. Her beslutter vi i fællesskab hvornår, jeg skal anmode om fuld forældremyndighed. 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

(Resume: Onsdag d. 11. januar 2017 modtog jeg et brev fra Helsingør Kommune omkring en børnefaglig undersøgelse, som kommunen vil foretage for at vurdere, om min søn er i målgruppen til at modtage støtte. Undersøgelsen skal laves på baggrund af en underretning, som kommunen har modtaget, men det fremgår ikke af brevet, hvem der har sendt underretningen og hvad den nærmere indeholder. Da kommunen gerne vil høre, hvordan jeg ser og oplever min søn, blev jeg indkaldt til et møde tirsdag d. 7. februar. For ikke at virke konfliktoptrappende valgte jeg til mødet at medbringe en af de jurister, der hjælper mig i stedet for min advokat. På mødet fik vi at vide, at det rent faktisk ér min søns mor, der har sendt underretningen og at hun til kommunen har sagt, at vores søn er i markant mistrivsel. Under mødet forsøgte jeg – i samarbejde med juristen – at tegne et mere virkelighedstro og nuanceret billede af min søn – og jeg havde en fornemmelse af, at sagsbehandleren forstod min fortvivlelse over, at et velfungerende barn så markant søges sygeliggjort. Videre var sagsbehandleren øjensynligt også interesseret i at afdække det motiv, der ligger til grund for underretningen. Sagsbehandleren betonede flere gange, at hendes opdrag  er at holde fokus på barnet, hvilket gjorde mig (lidt mere) tryg. Dagen efter mødet modtog jeg i min postkasse en række sagsakter fra Helsingør Kommune. Og jeg gik med rystende hænder i gang med at læse. 

Og nu står jeg så i mit køkken og læser. Pludselig stivner jeg. Af aktindsigten fremgår det sort på hvidt, hvorfor min søns mor har valgt at sende en underretning til kommunen og selvom jeg gennem de seneste år er blevet hærdet, gør hendes bagvedliggende motiv dybt indtryk. Jeg dvæler et øjeblik ved ordene, hvorefter jeg læser videre. Herefter bliver alt sort. Det næste jeg husker, er, at jeg sidder på mit køkkengulv. I hånden har jeg et stykke papir, hvorpå de mest modbydelige ord står skrevet. )

Du kan her læse del 1

Du kan her læse del 2


Michael Hjelvang slår sin søn.

Michael Hjelvang mishandler sin søn.

Michael Hjelvang låser sin søn inde.

Michael Hjelvang udsætter sin søn for psykisk terror.

Michael Hjelvang truer sin søn.

Michael Hjelvang forhindrer sin søn i at ringe til sin mor og hvis han alligevel gør det, udsætter han sin søn for fysisk vold.

Michael Hjelvang manipulerer med min søn.

Michael Hjelvang lyver om og overfor sin søn.

Michael Hjelvangs søn er bange for sin far.

Michael Hjelvangs søn ønsker ikke at se sin far. 

Hjælp mig, tænker jeg. Jeg kan ikke mere. Jeg kender ikke længere forskel på nat og dag, på ja og nej. Om natten ligger jeg vågen, og om dagen går jeg sovende omkring. Jeg ser ingenting. Hele min verden er som et mørke med hvide lysglimt, der stikker mig. Min søns mor har altid haft en dramatisk måde at udtrykke sig på. Hun er typen, der sandsynligvis ikke interesserer sig for sandhed. Måske fordi hun ikke tror, den findes? Men alligevel lykkes det hende her at overgå sig selv ved først at sende en underretning til kommunen gående på, at vores velfungerende søn er i mistrivsel, hvorefter det hele kammer over i den ene modbydelige anklage efter den anden. Hvad blev der af vores søn? Og den påståede bekymring for hans trivsel? Hvis hun vitterligt er af den oplevelse, at vores søn er asocial, introvert og agressiv, er det en højst besynderlig måde, at hjælpe ham på. Jeg overvejer at rejse mig fra køkkengulvet men føler mig stadig svimmel og lader i stedet tankerne vandre mod de ord, min advokat lod falde onsdag d. 11. januar 2017, da vi talte i telefon sammen. 

“Nu skal vi selvfølgelig passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som vi for det første ikke har belæg for og som for det andet er så langt ude, at selv din søns mor formentlig ville finde det for vidtgående. Men hvis vi nu antager, at det rent faktisk er hende, der har sendt den her underretning på sit eget barn, så er det jo nærliggende at tro, at det dybest set handler om, at hun vil en tur i Statsforvaltningen og at hun vil forsøge yderligere at begrænse samværet mellem din søn og dig. Det vil hun selvfølgelig aldrig indrømme, da det vil få hendes bekymringer for Jeres søns trivsel til at klinge hult.”

I forhold til førstnævnte bekræftede sagsbehandleren på mødet d. 7. februar 2017 det utænkelige:

“Underretningen er kommet fra barnets mor.”

Og i forhold til motivet har min søns mor selv valgt at fortælle det til kommunen, hvilket bekræfter min fornemmelse af, at der var noget sagsbehandleren under mødet havde lyst til at fortælle os, men som hun var nødsaget til at holde tilbage. Sagen er nemlig den, at min søns mor allerede d. 16. september 2016 ringede til Helsingør Kommune, hvor hun i forbindelse med underretningen gav dem denne besked.

De sorte overstregninger er mine og er foretaget for at anonymisere navne og andre personfølsomme oplysninger. Den store grå plamage er lavet af kommunen, da jeg kun har fået aktindsigt i den del af sagen, der vedrører mig. Den grå plamage dækker således over forhold omkring min søns mor.

blogindlaeg-9-a

Beskeden til Helsingør Kommune er klar. Min søns mor vil gerne en tur i Statsforvaltningen for at yderligere at nedsætte samværet mellem min søn og jeg til 11/3 eller 12/2. Og for at få Statsforvaltningen til at genoptage samværssagen, er hun nødt til at komme med noget afgørende nyt – og det kunne jo meget belejligt være en børnefaglig undersøgelse fra Helsingør Kommune, der på baggrund af morens oplysninger vurderer, at vores søn er  i mistrivsel. 

Sagen er nemlig den, at min søns mor har forsøgt at afskære mig fra at blive orienteret om og inddraget i den børnefaglige undersøgelse: 

blog-4-a

De sorte overstregninger er mine og er foretaget for at anonymisere navne og andre personfølsomme oplysninger. Den store grå plamage er lavet af kommunen, da jeg kun har fået aktindsigt i den del af sagen, der vedrører mig. Den grå plamage dækker således over forhold omkring min søns mor.

Min søns mor har således d. 12. december 2016 – sammen med sin bisidder – været til et møde med Helsingør Kommune, hvor sagsbehandleren har meddelt min søns mor, at Familierådgivningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at inddrage barnets far i undersøgelsen, hvilket min søns mor ikke kunne bifalde. Og ja, set fra min søns mors synspunkt, ville det da også have været meget lettere, hvis kommunen ville lave en børnefaglig undersøgelse udelukkende baseret på hendes oplevelser, hvorefter hun kunne stryge direkte i Statsforvaltningen. Hvordan det skulle hjælpe den lille ni-årige dreng, som hun påstår er i markant mistrivsel, har jeg fortsat til gode at forstå. Og min forundring bliver ikke mindre af, at min søns mor tilsyneladende ikke er bekymret for, at han opholder sig hos den stjernepsykopat af en far, som hun netop overfor kommunen har beskrevet: 

blogindlaeg-11-b

blogindlaeg-9-b

Jeg lader blikket glide videre gennem stakken af sagsakter. Og anklagerne, ja de fortsætter. I forbindelse med en fædretur i september 2016, hvor fædrene i min søns klasse tog med drengene på en endagstur med overnatning og hvor min søn endte med ikke at komme med, skulle forklaringen angiveligt være, at han hellere ville have deltaget med en af de andre drenges fædre – frem for sin egen far.

blogindlaeg-10-b

De sorte overstregninger er mine og er foretaget for at anonymisere navne og andre personfølsomme oplysninger. Den store grå plamage er lavet af kommunen, da jeg kun har fået aktindsigt i den del af sagen, der vedrører mig. Den grå plamage dækker således over forhold omkring min søns mor.

Du han læse mere om fædreturen her

Videre bringes det også i spil, at min søn og jeg finder glæde ved sammen at spille fodbold.

Hvad min søns mor glemmer at fortælle kommunen, er, at jeg netop måtte trække mig som fodboldtræner, da min søn ellers ikke måtte komme til træning.

Du kan læse mere om min beslutning om at trække mig som træner her

Hvad jeg på dette tidspunkt ikke ved, er, at den bemærkning, som min søns mor omkring fodbolden lader falde, og som umiddelbart virker rimelig tilforladelig – (derudover går de meget til fodboldstævne, da xxx spiller fodbold og Michael er blevet træner. Det skal de også i denne weekend, hvor xxx er ved sin far) – senere ender ud med at afstedkomme dramatiske konsekvenser i min søns liv, hvad netop angår hans passion for fodbolden. Du kan læse mere mere om den seneste udvikling her på bloggen og i min bog. 

Jeg ser rundt på de sagsakter, der ligger spredt omkring mig. Hvert eneste stykke papir fortæller sin egen uhyggelige historie. Hvad gælder kommunikationen mellem min søns mor og jeg, taler de ugerapporter jeg hver eneste gang min søn har været på samvær, sender til ‘overleveringen’ – og de meget kortefattede svar, jeg får retur, sit eget tydelige sprog, hvorfor hele korrespondancen også vil blive offentliggjort i min bog og hvorfor min advokat selvfølgelig også vil sende den til Helsingør Kommune. 

Du kan læse mere om overleveringen her

Jeg begynder at samle papirerne omkring mig sammen og tager tilløb til at rejse mig. Jeg kan ikke bebrejde Helsingør Kommune, at de på bagrund af de oplysninger de har modtaget fra min søns mor, er blevet bekymrede og jeg priser mig lykkelig over, at kommunen overfor min søns mor har insisteret på også at høre min side af historien.

Idet jeg rejser mig fra køkkengulvet, breder en sorg sig som ringe i vandet. Den oprindelige bliver med tiden blot stenen, der synker til bunds. Jeg tænker på alt det, der i efteråret 2016 er sket bag min ryg og på det pres min søn må have levet i. Jeg tænker på tiden, der er gået, og på livet, og med det humør jeg er i nu, klæber der sig en følelse af fortabelse til det hele. Jeg går ind i stuen og kigger ud af vinduet. Længe står jeg helt stille. Jeg står og lytter ud i tomheden, stilheden, træerne og himlen, indtil det kryber under huden på mig og jeg er én stor kvalmende rædsel. Skrækslagen tænker jeg på, om min søns mor mon skader vores søn? Om hun mon overfører noget til ham? Angsten og håbet bølger frem og tilbage. Hvor kommer al den angst fra? Og hvad med håbet? Hvor kommer håbet fra?

“En dejlig dreng at have i klassen”

To dage senere står jeg ude foran døren til min søns skole. Jeg har et møde med skolen, og da min søn i disse dage er hos sin mor, har jeg valgt at tage den dør, hvor der er mindst sandsynlighed for at møde ham. Det er d. 9. februar og klokken er kvart over otte, hvorfor min søn lige nu burde befinde sit i sit klasseværelse, men da de seneste år har lært mig, at alt potentielt kan blive brugt imod, er jeg lige nu meget optaget af ikke at møde ham. Jeg tager en dyb indånding og tænker på, hvor skørt det hele er. Tænk at jeg lige nu føler, at jeg skal snige mig ind på min søns skole. Hvordan fanden mon det hele er kommet så langt ud? 

Allerede d. 26. januar kontaktede jeg min søns skole for at få indsigt i, hvordan skolen lige nu oplever ham. Samtlige udtalelser som skolen og SFO’en gennem tiden har udarbejdet på ham, har været positive, men det kan jo slevfølgelig være, at øjebliksbilledet lige nu ser anderledes ud.

Du kan læse de tidligere udtalelser fra skolen og SFO’en her

 D. 2. februar 2017 modtog jeg dette svar fra skolen.

Jeg åbner døren og går med hurtige skridt ind på det kontor, hvor mødet skal holdes. Jeg har for år tilbage selv gået på den samme skole, så jeg har nemt ved at finde rundt. Jeg træder ind på kontoret og hilser på min søns klasselærer og på den daglige pædagogiske leder. Begge sender mig et varmt smil og jeg sætter mig overfor dem.

“Som jeg skrev til dig, er det jo en mundtlig orientering,” siger den pædagogiske leder og rømmer sig. “Og det er det, fordi du ikke har del i forældremyndigheden. Ellers ville vi godt kunne have givet dig en skriftlig orientering. Og så har jeg inviteret din søns klasselærere med, da det jo er hende, der kan give dig det bedste billede af, hvordan vi her på skolen oplever din søn.”

“Ja,” siger jeg. “Og her indledningsvist vil jeg gerne lige sige, at jeg er meget glad for, at I vil tage Jer tid til at mødes med mig. Det betyder meget for mig.”

“Selvfølgelig,” siger den pædagogiske leder og ser på min søns klasselærer. “Mon du vil fortsætte?”

“Ja,” siger klasselæren og læner sig lidt frem på stolen. Der er noget ved hendes væsen, som jeg godt kan lide og jeg føler mig tryg både i hendes og  lederens nærvær. “Socialt er din søn jo en dejlig dreng. I frikvartererne er han meget aktiv og han har mange venner. Når et frikvarter er slut, kommer han ind og er glad og han er sådan en dreng, hvor man kan se, at han i frikvarteret har brugt sin krop. Han spille rigtig meget fodbold, men han er også med, hvis børnene leger nogle andre lege. Og ja, generelt er han en meget vellidt dreng, som også har en lille bølle i maven.”

“Godt,” siger jeg. Hele morgenen har jeg været anspændt, en lille stram hovedpine har banket i min højre tinding, men nu mærker jeg, hvordan det begynder at lysne. 

“Ja,” siger den pædagogiske leder. “Det her med at have en lille bølle i maven, tror jeg bestemt ikke, er usundt.”

“Nej, det tror jeg heller ikke,” siger klasselæren. Og så snart vi beder din søn om at rette ind, så gør han det. Hvis nu han eksempelvis sidder ved siden af en rigtig god ven, så bobler han frem og kan godt lave lidt sjov og ballade, men kommer som sagt også hurtigt på sporet igen, når vi beder ham om det. Det virker også som om, at han er blevet lidt mere selvstændig, og at han tør lidt mere. Du ved – han kan godt sidde og grine, uden at han tror, vi ser det. Og ellers er han en god ven og en rigtig dejlig dreng at have i klassen.”

“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. Og mærker hvordan min krop bliver fyldt til bristepunktet af stolthed. Seje lille kloge dreng. Ukuelig og insisterende på det gode her i livet.

“Når det kommer til det faglige,” fortsætter klasselæren, “så arbejdede han i første og anden klasse meget med at læse og det rykker jo virkelig nu. Han er rigtig god til at læse, men må selvfølgelig gerne blive ved med at læse de samme stykker, så det bliver mere automatiseret. Men han er virkelig arbejdsom i timerne og det er meget tydeligt, at han gerne vil være færdig og at han gerne vil gøre det godt. Hvis det ikke er godt nok, går han ned og forsøger igen og han bliver ved, til den er der. Han er også godt på vej med voksenstavningen. Han har lidt med nogle vokaler, som vi arbejder med og det skal nok komme. Og havd gælder matematik har jeg fået at vide, at han ligger rigtig fint. Der er nogle ting, der er nemme for ham, mens andre er svære og det er helt normalt. Så alt i alt har jeg kun godt at sige om din søn. Han er i en rigtig god udvikling.”

“Det er en god torsdag siger jeg,” og som altid har jeg svært ved at holde tårerne tilbage, når det gælder min søns ve og vel. 

“Ja, ik?” siger den pædagogiske leder og smiler. “Men jeg ved jo ikke helt præcist, hvad det er, du har brug for at vide og hvorfor? Det hele er jo noget af en usædvanlig situation og det er det sikkert også for dig. Da du skrev til mig, ringede jeg til vores jurister for at høre, hvilke informationer jeg må give dig, og det de siger, er, at alt der vedrører din søn, kan du selvfølgelig få.”

“Det er også sådan, jeg har forstået reglerne,” siger jeg. “Og det vigtigste er jo alt det, min søns klasselærer lige har sagt. Set i den sammenhæng er alverdens love og paragraffer jo helt ligegyldige. Hovedsagen er, at min søn har det godt. Og det er også grunden til, at jeg sidder her. Sagen er nemlig den, at min søns mor har lavet en underretning til Helsingør Kommune på ham, idet hun oplever, at han er i markant mistrivsel.”

“Okay?” siger den daglige pædagogiske leder. 

Han har svært ved at skjule sin overraskelse og på en måde trøster det mig, at han ingenting ved. Ikke alt er indbefattet af uforudsete hændelser og onde anelser. I Espergærde, hvor der er usynlige allestedsværende kommunikationslinjer, hvor alle ad uransaglige veje bliver informeret om alting, er der undtagelser.

“Jeg skal bare lige forstå det her. Vi blev for et stykke tid siden af Helsingør Kommune bedt om at lave en udtalelse på din søn i forbindelse med en underretning. Men du siger altså, at det er din søns mor, der har lavet den her underretning?”

“Ja,” siger jeg og mærker, hvordan vi igen er tilbage ved min advokats ord om det ubegribelige ved, at en forælder vælger at sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn. 

“Og har du så modtaget den status, vi har sendt til Helsingør Kommune?”

Det hele kører rundt i mit hoved og jeg har svært ved at fokusere på andet end de mange flotte ord, min søns klasselærer for et øjeblik siden lod falde. 

“Ja,” siger jeg – til trods for at de jurister der hjælper mig, netop forud for mødet har sagt, at jeg skal sørge for at få den status, da jeg ifølge Helsingør Kommune er berettiget hertil. Men jeg kan ikke holde styr på love og paragraffer. Sorg og glæde strømmer gennem min krop og jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at begynde at græde. Ikke nu. Jeg vil ikke være den der far, der bliver betragtet som en omvandrende tudemaskine. Tårerne må komme, når jeg sidder alene eller når jeg er sammen med mine nærmeste.

Vi afslutter mødet og jeg ringer til juristerne og fortæller dem de gode nyheder. De forklarer mig, at der ikke er sket nogen skade ved, at jeg kom til at sige, at jeg allerede har fået den status fra skolen, som Helsingør Kommune har indhentet – selvom det lige netop er det, jeg ikke har. Og efter at have talt med dem, sender jeg en ny mail til den daglige pædagogiske leder.

Senere samme dag modtager jeg dette svar:

Nedenfor ses den udtalelse som i mailen er vedhæftet.

Samværet kan helt blive suspenderet 

Efter at jeg har orienteret min advokat om mødet mødet med skolen, sender han dagen efter følgende brev til Helsingør Kommune. 

Det er et stærkt brev, tænker jeg. Og et hårdt brev. Jeg kan forstå på min advokat, at jeg skal forvente, at hvis kommunen i en børnefaglig undersøgelse konkluderer, at min søn er i mistrivsel, så vil min søns mor formentlig ikke “bare” anmode om yderligere at nedsætte samværet. Hun vil formentlig helt forsøge at suspendere det. Sker det, bliver jeg nødt til at starte en ny sag om forældremyndighed og bopæl. Hvad fanden stiller man op med et system, der kører i ring? Og hvad gør man, når moren til ens barn på groveste vis udnytter selvsamme system?

Skal jeg give op i forsøget på at give min søn fred? Så kan han vi genoptage kontakten igen, når han bliver 18 – hvis han til den tid ønsker det? Eller skal jeg kæmpe videre for min søns ret til både at have en mor og en far? Og hvor længe kan han i givet fald blive ved med at holde til det? Jeg ved, at jeg gør, hvad jeg kan for at hælde masser af kærlighed og sunde værdier på ham. Og det virker som om, at fundamentet i ham er solidt. Men kan jeg være sikker? Spørgsmålene er mange og gennem, de seneste dage har jeg flere gange taget mig selv i at stå i en livlig samtale og uden anledning eller overgang begynde at svare med enstavelsesord og med hvad jeg fornemmer må være et lettere plaget udtryk i ansigt. Som regel finder folk på en undskyldning – måske fordi  de tror, at de keder mig? I virkeligheden keder de mig slet ikke. Det er noget helt andet, der er på spil. Men hvordan skal jeg forklare det? Somme tider har jeg det som om, jeg ikke vil vide af mennesker mere, som om jeg fra min station i de endeløse stjernetåger har en erindring om, at folk volder sorg og besvær. Alligevel ved jeg god aller inderst inde, at jeg skal og vil åbne mig op og lade nye ting slå rod og gro. Og jeg ved, at jeg aldrig nogensinde ville kunne opgive min søn. 

Jeg elsker dig, min dreng. 

Kærlig hilsen, far

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

(Resume: Onsdag d. 11. januar 2017 modtager jeg et brev fra Helsingør Kommune omkring en børnefaglig undersøgelse, som kommunen vil foretage for at vurdere, om min søn er i målgruppen til at modtage støtte. Undersøgelsen vil blive lavet på baggrund af en underretning, som kommunen har modtaget, men det fremgår ikke af brevet, hvem der har sendt underretningen og hvad den nærmere indeholder. Da kommunen gerne vil høre, hvordan jeg ser og oplever min søn, er jeg blevet indkaldt til et møde tirsdag d. 7. februar. Min advokat mener, at selvom det måske er nærliggende at antage, at underretningen kommer fra min søns mor, er det alligevel utænkeligt, da det formentlig er de færreste forældre, der frivilligt ønsker at trække deres børn gennem det kommunale system og dermed bruge dem som spydspids. Juristen og jeg sidder nu i et mødelokale på Helsingør Kommune. Overfor os sidder min søns sagsbehandler. Hun har netop redegjort for beslutningen om at lave en børnefaglig undersøgelse, hvorefter juristen tager ordet. “Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?” Juristen ser spørgende på sagsbehandleren. “Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.” “Fra hvem?”)

Du kan her læse første del


“Fra barnets mor,” svarer sagsbehandleren.

Der er som om de tre ord fylder hele lokalet: fra barnets mor. De presser mig op over det bord, vi sidder ved og jeg ser ned på sig selv. Ser, at jeg har taget bukser og sko og trøje på, og det forbavser mig, for der sidder jeg jo, som om ting betyder noget, som om kroppen gør. Men det er ikke sandt. Det er ikke kroppen, det drejer sig om, men en idé, en tanke om at være til og om ikke at være til. Der er ikke andet end en negation til forskel, og når forskellen er så lille, betyder det, at der ingen forskel er.

“Michael har jo anmodet om aktindsigt, men har ikke hørt noget,” fortsætter juristen.

“Har I ikke hørt noget?”

Sagsbehandleren løfter begge øjenbryn og ser på mig. 

“Nej,” lyder det fra en stemme, der lyder som min. 

“Jeg beklager dybt, at du ikke har nået at modtage aktindsigten forud for dette møde og det følger jeg selvfølgelig op på,” siger sagsbehandleren.

“Vi har forståelse for, at tingene somme tider kan have en lang ekspeditionstid hos postvæsnet,” siger juristen. “Men måske  du kan ridse op for os, hvad det er, den her underretning helt konkret indeholder?”

“Ja, selvfølgelig.”

Selvom det er juristen, der har stillet spørgsmålet, ser sagsbehandleren på mig, mens hun taler. Jeg mærker et glimt af tryghed. Eller måske snarere et glimt af et glimt. Og gradvist begynder jeg at vende tilbage fra den svævende tilstand. 

“Den er baseret på, at din søns mor er af den oplevelse, at Jeres søn er i mistrivsel og at han generelt er meget ked af det,” fortsætter sagsbehandleren. “Ifølge din søns mor har han ofte ondt i maven og i hovedet og i nogle tilfælde har han også slået et andet barn i skolen. Og det vil vi selvfølgelig gerne høre din version af.”

“Det er jeg rigtig glad for, at I vil,” siger jeg og mærker, hvordan en klump samler sig i halsen. Der er stille i mødelokalet. Ikke en lyd. Ingen døre smækker i den tætte luft, ingen stemmer bæres med fra det labyrintiske system af gange.

Det er tydeligt at både sagsbehandleren og juristen ønsker at give mig plads til at tale og at vi sidder her, fordi sagsbehandleren gerne vil høre min version af historien. Jeg mærker, hvordan en varme spreder sig i kroppen ved tanken om, at sagsbehandleren rent faktisk gerne vil høre min version, hvilket hun ikke er forpligtet til, da jeg ikke har del i forældremyndigheden.

“Øhh…”

Jeg ser på juristen, som sender mig et varmt smil og jeg forsøger at læne mig op af hendes ukuelige tro på at den omfattende konstruktion af usandheder og manipulation, som min søn befinder sig i, langsomt vil smuldre, og at processen er i gang. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil græde i dag, men nu presser de sig igen på. Tårerne. For helvede da også. Det er okay for mig at blive trukket gennem en ny runde af anklager og det er ikke de beskyldninger mod mig, der implicit ligger i, at jeg nu sidder i et lille indelukket mødelokale på Helsingør Kommune, der fremkalder tårer hos mig. Dét, der gør ondt, er, at min søns mor nu igen forsøger at trække vores fælles barn ned og ind i en verden af sygdom og begrænsninger. 

“Når min søn er hjemme hos mig, oplever jeg ham som en glad og vellidt dreng. Og det gælder uanset, om han er sammen med sine kammerater fra klassen eller vennerne fra fodboldholdet.”

“Så han har mange venner?” spørger sagsbehandleren, mens hun skriver et par ord på en blok, som hun har liggende foran sig på bordet. 

“Han har rigtig mange venner – både drenge og piger. Vi har en ting hjemme ved os, som vi kalder “eftermiddags.” Det går helt tilbage til min egen barndom, hvor vi hjemme hos min ven, Martin, fik serveret “eftermiddags af hans mor. Det kunne være agurker og tomater, men det kunne også være flødeboller, pandekager eller vafler. Og det er nu blevet et helt fænomen blandt min søns venner, hvor de spørger: Hvad er der i klubhuset til “eftermiddags?” Det er min søn, der har fundet på at kalde vores hus for klubhuset og på vores hoveddør hænger der tre tegninger, hvor der står: Velkommen til hyggeverden. Og det går meget godt i spænd med den seneste udtalelse, som skolen har lavet. Det er en udtalelse, som jeg er meget stolt af.”

Mens jeg taler, mærker jeg, hvordan en frygt for at glemme nogle af de mange vigtige pointer, kommer snigende og jeg kan godt selv høre, at jeg som konsekvens heraf springer fra ét emne til det næste – uden at færdiggøre mine pointer. Det er som om, at jeg har brug for at plante overskrifterne på bordet foran mig, hvorfra jeg så én for én kan folde dem ud for sagsbehandleren. Men samtidig har jeg også en fornemmelse af, at mit overblik begynder at skride. Hvordan i alverden skal jeg på en time forklare det fremmede menneske, der lige nu sidder overfor mig, hvad det er for en fantastisk ni-årig dreng med glimt i øjet, jeg taler om. Hvilke ord skal jeg vælge? Og hvis jeg vælger de forkerte, vil det så få indflydelse på sagen og på min søns videre liv? Jeg kommer til at tænke på, hvordan min søn forleden havde tegnet et hjerte i sneen på vores skraldespande, hvori han havde skrevet far efterfulgt af sit eget navn og jeg får lyst til at fortælle sagsbehandleren om det. Men ordene klumper sig sammen. Hvordan få jeg hende til at fornemme, hvad det er for en dreng, der den dag med sit skæve smil, viste mig, hvad han havde lavet? Og hvordan oversætter jeg min søns glæde til ord, der giver mening i dette lille mødelokale?  Jeg ser over på juristen. Hun nikker anerkendende til mig og med visheden om, at hun vil samle de bolde op, som jeg lige nu kaster op i luften uden at få tilknyttet de relevante pointer, fortsætter jeg. 

“Skolen oplever min søn som en glad og vellidt dreng og en dreng, som man sætter en ny elev ved siden af i klassen. På et tidspunkt fik de en ny dreng fra Lyngby, som min søn skulle sidde ved siden af. Og der sagde min søn: Far, det eneste problem er, at at den nye dreng holder med Real Madrid og jeg holder med Barcelona, men jeg tror nu nok, at vi kan blive gode venner alligevel, fordi jeg viste ham, hvor toiletter er.

“Nårh,” siger sagsbehandleren og smiler. “Han lyder som en sød dreng.”

“Og det er sådan, jeg normalt oplever ham,” siger jeg kæmper igen med tårerne – denne gang tilsat et strejf at lettelse over, at sagsbehandleren øjensynligt forstår mig og fornemmer den dreng, jeg forsøger at tegne et billede af. 

“Omsorgsfuld og empatisk?” siger sagsbehandleren og sender mig et varmt smil.

“Helt vildt.”

“Jeg tror også, at det er vigtigt at sige, at når Michael bliver så rørt, så er det fordi det ikke er første gang, at modparten kommer med de her beskrivelser af en dreng i mistrivsel. Sagen er jo den, at den eneste der bliver ved med at se en dreng, der ikke har det godt, er drengens mor. Skolen, SFO’en, fodboldklubben, forældrene til drengens venner og selvfølgelig Michael har en helt anden oplevelse.”

Jeg ser på sagsbehandleren, der oprigtigt virker interesseret i juristens ord og jeg prøver at læne mig op af dem. Ordene.

“I både retten og i Statsforvaltningen har modparten søgt at tegne et billede af en dreng, der hverken socialt eller fagligt fungerer i skolen, som tisser i bukserne og som er aggressiv over for de andre børn. Gradvist er der hele tiden blevet bygget mere og mere på. Sagen er bare den, at der er lavet en stor børnesagkyndig undersøgelse og at der i både retten og i Statsforvaltningen er afholdt børnesamtaler, der viser det stik modsatte billede. Barnet i denne sag har en lægejournal, der er længere end de fleste voksnes. Men barnet har aldrig fejlet noget alvorligt. Gang på gang kan man i journalen læse, hvordan moren tager barnet med til egen læge og til vagtlægen med bekymringer om, at barnet er alvorligt syg og i mistrivsel og gang på gang bliver barnets mor vejledt i, at hun har en sund og rask dreng i trivsel. Vi er helt med på, at denne undersøgelse handler om barnet og det sidste vi er ude på, er at kaste med mudder og at tillægge modparten motiver, som vi dybest set ikke har belæg for. Men faktum er, at Michael gennem hele parternes samliv har oplevet en kvinde med alvorlige psykiske lidelser og at han har deltaget i  en pårørendegruppe på psykiatrisk for at få redskaber til at tackle livet med en psykisk syg ægtefælle.”

“Ja, og af alt det der er sket, er det hårdeste helt klart denne sygeliggørelse af en glad dreng i trivsel,” tilføjer jeg. “Vi skal jo virkelig prise os lykkelige over, at vi har en sund og rask dreng, der på trods af en hård skilsmisse klarer sig godt, i stedet for at pille ham ned og skabe en fortælling om, at han ikke har det godt. “

Mens jeg taler, skriver sagsbehandleren igen på sin blok og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun mon skriver og hvorfor? Måske hun lige nu sidder og tænker, at jeg er rosenrød i mine beskrivelser af min søn og at grunden til, at hans mor oplever ham som værende i mistrivsel, er, at han her er mere tryg og derfor tør at give udtryk for sine dybereliggende behov? Måske ikke? Jeg skubber tanken til side. Sagsbehandleren må skrive, hvad hun vil. Det har jeg ikke nogen indflydelse på. Det eneste jeg lige nu kan gøre, er, at holde fokus på at beskrive den dreng jeg oplever, samt at gøre mig umage for at få alle nuancerne med. Jeg tager en dyb indånding og fortsætter. 

“Forleden slog en af hans kammerater  sig i forbindelse med en fodboldkamp. Der skete ikke noget med ham og kampen fortsatte, men min søn glemte alt om kampen og løb tværs over banen for at sikre sig, at hans ven var ok. Det er den empatiske dreng, jeg kender. Og ja, selvfølgelig er der også en bagside. Jeg kan sagtens se, hvordan han – sammenlignet med flere af sine kammerater – bliver hurtigere voksen og at han i den konkrete situation påtager sig et ansvar i stedet for bare at koncentrere sig om at løbe videre og score det næste mål. Og det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på. Men det ligger langt fra et billede af en dreng, der angivelig skulle slå sine venner og være i akut mistrivsel. Jeg ved godt, at vores søn som skilsmissebarn somme tider kan føle sig klemt. Det er jo ikke sjovt, når ens mor og far – som man elsker allermest – ikke er sammen. Og vores søn har også sagt til mig: Kan dig og mor ikke bare blive skilt tilbage? Samtidig er han sig også smerteligt bevidst om, at det aldrig kommer til at ske. Eksempelvis sagde han til mig, sidst han var hjemme. Far, det går altså ikke, at du kommer og ser mig spille fodbold. Der er en eller to, der bliver sure, så vi må bare tænke på hinanden i stedet for.”

Sagsbehandleren har lagt kuglepennen foran sig på bordet og skubbet blokken lidt til side. Hun ser opmærksomt på mig – som om der er noget af det, jeg har sagt, der overrasker hende og som kalder på en uddybning. 

“Så din søn kan godt fortælle, hvis der er noget, der går ham på?”

“Ja, han er generelt god til at sætte ord på. Når vi skal tale om noget af det, der er lidt svært, går vi somme tider ned i sportens verden, som er en verden, han kender og hvor han føler sig tryg. Hvis han eksempelvis spørger ind til, hvorfor der er mennesker i hans liv, der somme tider opfører sig dumt, forsøger jeg at svare i et sprog, han kan forstå. Og så svarer jeg eksempelvis: Kan du huske dengang, vi startede med at spille fodbold? Der var der flere, der ikke vidste, om de skulle sparke med højre eller venstre. Det er lidt det samme med voksne. Når voksne ikke ved, hvad de skal gøre, så prøver de at gøre det, de tror der virker. Det er bare ikke altid, at det går lige godt. Og så siger min søn: Det er ligesom en af mine venner. Han rammer aldrig målet. Hvortil jeg svarer: Ja, det er fordi, han ikke lige ved, hvordan han skal sparke, men så lærer han det med tiden. Og sådan er det også somme tider med voksne.  vi taler om tingene og sætter ord på og jeg er stolt af min søn og af at han klarer sig så godt.”

“Så du har ikke den her oplevelse af, at din søn har ondt i maven og ondt i hovedet?”

“Nej.”

“Heller ikke når der er skiftedag? Der er mange skilsmissebørn, der kan have det lidt svært på skiftedage.”

“Han bruger det her udtrykt – jeg skal lige lande – og når han skal retur til sin mor, kan jeg godt mærke på ham, at han forbereder sig på, at nu sker der noget andet. Jeg er med på, at det kan være svært for vores søn at finde sin egen vej i de to verdener, han skal navigere i og at der kan være stor forskel på de ting, han må hos sin mor og de ting, han må hos mig. Og derfor forsøger jeg også at bygge flest mulige broer, som min søn kan gå på. I det omfang, jeg finder det meningsfuldt, kopierer jeg den hverdag, som jeg oplever, at min søn har hos sin mor for på den måde at skabe mest mulig synergi. Men desværre er der også en lang række områder, hvor jeg føler, at jeg er nødt til at skabe modvægt, for at min søn kan få et normalt forhold eksempelvis til bakterier, som min søns mor er meget angst for.”

“Jeg ved ikke, hvor godt du kender sagen?” 

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren, mens en lille sigende stilhed indtræffer sig. Det er som om, at der med stilheden opstår en antydning af, at der er noget, sagsbehandleren bliver nødt til at give afkald på at fortælle os – men som hun i princippet gerne ville dele med os. Juristen lader stilheden fylde lokalet i noget, der føles som adskillige minutter, men som sikkert ikke har varet mere end et par sekunder, hvorefter hun fortsætter.

“Da det hele startede tilbage i januar 2013, var det præcist de samme ting, som Michaels eks-kone overfor Statsforvaltningen beskrev. Dengang lavede man som sagt en stor børnesagkyndig undersøgelse, der klart faldt ud til Michaels fordel. Jeg kan ikke huske den præcise ordlyd i konklusionen, men pointen var, at den børnesagkyndige – set i lyset af morens mentale sindstilstand – mente, at Michaels bekymringer var relevante og at han derfor skulle være bopælsforælder. “

Jeg sidder og lytter, mens juristen samler den ene bold efter den anden.

“Videre er det vigtigt at understrege, at Michael virkelig forsøger at bygge bro over de to verdener, hans søn måtte opleve at leve i. Han har mange gange forsøgt at invitere sin søns mor ind til en kop kaffe og foreslået, at de kunne se en af deres søns fodboldkampe. Men Michaels eks-kone vil ikke kommunikere med ham. Hun har skabt det system, som hun kalder overleveringen, som videresender de ugerapporter, som Michael sender til sin søns mor om, hvordan dagene med deres søn er gået og når Michaels eks-kone sender noget den anden vej, sker det også via overleveringen – så reelt ved Michael ikke, om de overleveringer, han skriver til sin søns mor, overhovedet bliver videresendt til hende. Så det har været – og er – enormt svært for Michael at trænge igennem med det samarbejde, som han gerne vil have.”

“Ja,” siger jeg, “Og desværre er jeg ikke den eneste, der har en oplevelse af, at etableringen af de broer, der potentielt kunne hjælpe med at forbinde de to verdener, min søn lige nu bevæger sig i, bliver obstrueret. Flere af forældrene til min søns venner forsøger jo også at kontakte hans mor, når han er hos hende, for at han kan lege med de samme børn uagtet om han er hos sin mor eller sin far. Hvis de er heldige, får de en kortfattet afvisning, men typisk får de ikke noget svar. Og igen er det børnene, der bliver taget til gidsler, og det synes jeg er uendelig trist.”

“Og når parternes søn har det så godt, som han har, er det formentlig fordi, han hos sin far har et rum, hvor han føler sig tryg ved at fortælle om de ting, der måtte ligge ham på hjerte. Michael har haft flere samtaler med sin søn, hvor han efterfølgende har sagt: Far? Lover du, at du ikke siger noget til mor om det her? Hun bliver stiktosset, far.”

“Vi kalder det at få bolden ud af maven,” tilføjer jeg.

“Vi er med på, at Michaels eks-kone formentligt vil anføre, at når hun mærker denne her mistrivsel hos sin søn, så er det fordi, hun kender ham og fordi han sammen med hende føler sig tryg ved at vise, hvordan han inderst inde har det. Og det ville da være glædeligt, hvis det forholdt sig på denne måde. Der er bare ikke rigtig noget, der tyder på det.”

Det er som om, at juristen med stor præcision spiller den ene bold efter den anden ind over midten til mig. Og jeg søger efter bedste evne drible videre. 

“Det er også en af grundene til, at jeg er meget glad for, at jeg er blevet inviteret med til det her møde i dag. Mit eneste ønske er fra hjertet at fortælle om, hvordan jeg oplever min søn og det er også derfor, jeg ikke har taget min advokat med i dag. Jeg ønsker for alt i verden ikke at skabe konflikt. Det eneste jeg ønsker, er, at vi sammen kan finde frem til den bedst mulige løsning for den 9-årige dreng, som det hele handler om.”

“Du skriver i dit brev til Michael, at du blandt andet har modtaget afgørelsen fra retten i forældremyndighedssagen samt den dom for vold, som Michael har fået,” siger juristen og ser på sagsbehandleren. 

“Ja?”

“Jeg ved ikke, om den her voldsdom overhovedet vil spille ind – men under alle omstændigheder er det i hvert fald relevant, at netop den dom er sendt til Den Særlige Klageret og at Michaels advokat – efter vores møde i dag – vil sende dig de relevante sagsakter.

“Selvfølgelig kan vi ikke bare lægge den dom væk, men det jeg forsøger, er at fokusere på barnet og ikke på partnernes konflikt – udover hvordan den pågældende konflikt påvirker barnet. Ellers ender vi med en masse mudderkast og det hjælper ikke barnet. Selvfølgelig er det svært at være skilsmissebarn og det kan sagtens ende ud med, at konklusionen i denne sag bliver, at barnet har det rigtig fint og at der ikke er brug for støtte. Men helt centralt er det altså, at det er barnet, vi har fokus på,” siger sagsbehandleren.

“Og det er jo præcist sådan, det skal være,” siger jeg og hæfter mig ved, at der i sagsbehandlerens ord ikke synes at ligge et element af noget docerende, hvilket jeg har stor respekt for.

“Der findes jo i sagen en lang række af ugerapporter, hvor parterne på skiftedage skriver lidt om, hvordan ugen er gået og de giver faktisk et ret fint billede af, hvordan samarbejdet over tid har udviklet sig. Eksempelvis er noget af det, der går igen i de her ugerapporter, hvordan Michael gang på gang insisterer på at holde fokus på barnet, og de her ugerapporter vil Michaels advokat selvfølgelig også sende til dig,” siger juristen. 

Sagsbehandleren nikker og i et kort glimt dukker stilheden op. Gennem den seneste time er der hen over bordet blevet udvekslet en lang række af ubegribeligheder, som nu svæver rundt omkring os i lokalet og venter på at lade sig bundfalde. 

“Det er jo ikke særligt svært for Michaels advokat at regne ud, hvad formålet med denne her underretning er,” fortsætter juristen. “Og her tillægger vi selvfølgelig Michaels eks-kone et motiv, som vi dybest set ikke har belæg for. Men set udefra ligner det unægteligt, at hun vil en tur i Statsforvaltningen for yderligere at nedsætte samværet mellem far og søn. Og at den her underretning til kommunen er et middel til at nå det ønskede mål. Hertil skal det bemærkes, at da parterne senest var i Statsforvaltningen i forbindelse med den samværsresolution der i april 2016 blev fastlagt, fik de at vide, at det var vigtigt, at de begge accepterede den afgørelse, der blev truffet. Sagsbehandlerens pointe var dengang, at der selvfølgelig ville være en af parterne, der ville blive skuffet over afgørelsen, men at denne skuffelse ikke måtte føre til en manglende respekt for, at Statsforvaltningen selvfølgelig vil træffe den afgørelse, som de i den konkrete situation mener, er bedst for barnet. Og derfor har Michael jo nu en reel bekymring for, om de nu allerede skal en tur i Statsforvaltningen igen. I værste fald kan det jo nærmest blive en selvopfyldende profeti, hvor Michaels søn ender med at komme i mistrivsel, idet han kontinuerligt bliver trukket gennem systemet og fordi han bliver ved med at få at vide, at han ikke har det godt. Hvis man fortæller et barn tilpas mange gange, at det ikke trives, så ender det jo med, at barnet begynder at tro på det.”

“Ja,” siger jeg. “Og lige netop det her med den selvopfyldende profeti, kan i den grad gøre mig søvnløs om natten. Vi har lige nu en sund og rask dreng i trivsel. En glad dreng med strithår og glimt i øjet. Og en rigtig sød og klog lille dreng. Men hvad sker der, hvis min søns mor ikke evner at stoppe i tide? 

Stilhed. 

“Vil I have Michaels søn ind til en samtale?” spørger juristen forsigtigt. 

“Ja.”

“Har han været det?”

“Nej, ikke endnu og vi prøver jo selvfølgelig at gøre det så skånsomt som muligt.”

“Det ved jeg, at I gør,” siger jeg “og den del stiller jeg slet ikke spørgsmålstegn ved. “Det er mere det her med, at min søn nu igen skal til en samtale. Det er ikke engang et år siden, at han var til en samtale i Statsforvaltningen og her var han enormt presset, da han fra modpartens side var udsat for forælderfremmedgørelse – hvilket Statsforvaltningen heldigvis fangede. Ikke mindst fordi min søn af sin mor var blevet udstyret med et talepapir, som han forsøgte at læse op fra. Dengang tumlede min søn en del med en følelse af skyld og derfor gør jeg et stort nummer ud af at gentage for ham, at intet af det der sker, er hans skyld, at jeg godt kan forstå ham og at jeg elsker ham lige meget hvad, der sker.”

“Det er også nogle rigtig gode ting at sige til et skilsmissebarn, som måske kan føle sig fanget i forældrenes konflikt,” siger sagsbehandleren.

“Ja, og igen er det vigtigt at pointere, at det er en konflikt, som min søns mor mener at have med mig. Det er på ingen måde en konflikt, jeg ønsker at deltage i.”

“I den sammenhæng kan det måske også være vigtigt at anføre, at der i forbindelse med de seneste samtaler, som parternes søn har været til, har været en tendens til, at han siger det, som han tror giver mindst ballade i stedet for at give udtryk for egne behov.”

“Ja,” siger sagsbehandleren ubestemt, ligesom svævende, som om samtalen er færdig. Et øjeblik bliver der tavst, hvorefter hun tilføjer. 

“Jeg ved ikke, om I har mere, I gerne vil fortælle mig?”

“Nej, jeg tænker, at vi har været godt omkring det meste,” siger jeg. 

“Det har i hvert fald været rigtig fint at møde dig og få et andet billede af, hvordan tingene hænger sammen – ikke mindst når du har så meget samvær med din søn, som du har. Det er jo netop det, den her børnefaglige undersøgelse går ud på – at vurdere helhedsbilledet af barnet.”

“Og her vil jeg også gerne pointere, at hvis der skulle blive truffet en afgørelse om, at barnet har brug for støtte, så er det selvfølgelig noget, jeg bakker op om.”

“Det er rigtig godt at vide,” siger sagsbehandleren. “Og jeg har sagt til din søns mor, at hvis vi træffer en afgørelse om, at der skal iværksættes nogle foranstaltninger, så vil vi selvfølgelig også inddrage dig – alt andet ville være halvt arbejde og det vil også være en underlig situation for Jeres søn, hvis du ikke bliver inddraget i processen.”

“Har du en fornemmelse af, hvornår der ligger en afgørelse?” spørger juristen.

“Om en måneds tid – højst to.”

“Og hvis i beslutter Jer for at træffe en foranstaltning, hvad kan det så være?” spørger jeg. 

“Enten en kontaktperson eller også noget i familiebehandlingen, hvor I kan få nogle metoder til at samarbejde og til at håndtere konflikter. Det er de to modeller, jeg umiddelbart tænker, kunne være relevante. Alternativt kan man også træffe en foranstaltning om aflastning, men det vil ikke være relevant i Jeres sag.”

“Nej, for det er, som jeg forstår det, en meget atypisk sag at lave en børnefaglig undersøgelse i?”

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren.

“Ja.”

“Og det er jo også en af grundene til, at Michael er bekymret for, om den her underretning handler om barnet eller om, at barnets mor ønsker endnu en runde i Statsforvaltningen med henblik på at katapultere ham ud af barnets liv.”

“Jeg kan ikke sige, om der bag den her underretning ligger et skjult motiv, Men jeg kan love Jer, at vi har fokus på barnet.”

“Det der her bekymrer mig er, hvad det er for en forælder, der sender en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn? Og det vel at mærke en forælder med fuld forældremyndighed og en 9/5 samværsordning,” siger jeg. “Det oplagte ville jo være – hvis det nu virkelig handlede om vores søn – at hans mor havde kontaktet mig og sagt: Hvordan oplever du vores søn? Og hvad mener du, at vi kan gøre? Og herefter kunne vi så – hvis vi vurderede det nødvendigt –  tale med skolen, SFO’en og fodboldklubben og høre, hvordan de oplever vores søn.”

“Ja.”

De mest modbydelige ord 

Alle mine år alene har lært mig, at der er farlige punkter, og til det hører det at komme ind ad en dør efter en svær dag. Når man er alene, er overgangene vanskelige at håndtere, og chancen for at miste orienteringen er stor. Men selvom jeg ved det og er forberedt, overrumpler rådvildheden mig alligevel gang på gang. Jeg ved, at det vil hjælpe at lave mad. Men jeg sidder som forstenet i min sofa og stirrer ud i luften. Under mødet med kommunen har jeg koncentreret mig om at følge med fra sætning til sætning og lige nu husker jeg intet af, hvad der blev sagt. Kun tonefald og konsekvenser. 

Den nat er min søvn tynd og fyldt af kaotiske drømmefragmenter, der både rækker bagud til dagen der gik og fremad til den, der vil komme. Jeg slæber natten med mig ind i den nye dag, fuld af drømmenes sære varsler og går med tunge skridt ud for at tjekke postkassen. Og dér ligger det. Brevet fra Helsingør Kommune. Aktindsigten, som formentlig vil indeholde en række svar på, hvad min søns mor har sagt og gjort 

Jeg går tilbage til huset, og åbner kuverten. Den er tyk og jeg går med rystende hænder i gang med at læse de mange sagsakter. Pludselig stivner jeg. Af aktindsigten fremgår det sort på hvidt, hvorfor min søns mor har valgt at sende en underretning til kommunen og selvom jeg gennem de seneste år er blevet hærdet, gør hendes bagvedliggende motiv dybt indtryk. Jeg dvæler et øjeblik ved ordene og bladrer så om på næste side i aktindsigten. Herefter bliver alt sort.

Det næste jeg husker, er, at jeg sidder på mit køkkengulv. I hånden har jeg et stykke papir, hvorpå de mest modbydelige ord står skrevet.  

(Tredje og sidste del udkommer fredag d. 17. marts 2017.)

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

“Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?” 

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren. 

“Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.” 

“Fra hvem?” 

“Jeg er rådgiver for din søn i Familierådgivningen i Helsingør Kommune”

Hele eftermiddagen har solen stået lavt på himlen i et drev af røde skyer. Dagene er stadig korte og udenfor er hækken blevet sort. Det er som om grene og blade er viklet sammen i én genstridighed.

Jeg ligger på sofaen og ser kampen mellem Liverpool og Southampton. Det er onsdag d. 11. januar 2017 og efter en lidt sløv kamp, hvor Liverpool desværre taber med et enkelt mål, der allerede blev scoret i kampens 20. minut, tager jeg min telefon og surfer lidt rundt på diverse nyhedssites. Klokken nærmer sig 23.00 og jeg kan mærke, at søvnen presser sig på. Åndsfraværende trykker jeg på det blå mailikon med den hvide kuvert og bedst som jeg tror, at et punktum for dagens aktiviteter er blevet sat, føles det som om, at et skud af adrenalin bliver hamret ind i brystet på mig. I min indbakke ligger der en besked om, at der i min E-boks er landet et brev fra Helsingør Kommune. Gennem de seneste år har jeg opbygget et udpræget ubehag ved at modtage breve fra offentlige myndigheder og mens jeg sætter mig op, mærker jeg, hvordan mismodet skyller ind over mig. 

Jeg ved, at jeg ikke får ro, før jeg har tjekket, hvad kommunen vil mig og med mekaniske bevægelser logger jeg med det samme på E-boks. Beskeden ligger som den øverste og  jeg lader øjnene glide hen over de første linjer. Hurtigt. Det er som om, at jo hurtigere jeg griber fat i ordene, jo mindre hårdt vil de potentielt kunne ramme.

Kære Michael

Mit navn er xxx og jeg er rådgiver for din søn i Familierådgivningen i Helsingør Kommune. 

Jeg skriver til dig, da jeg skal oplyse dig om, jf. Offentlighedslovens § 8, at Familierådgivningen i Helsingør Kommune er i besidelse af oplysninger omkring dig. 

Mit hjerte hamrer afsted og jeg forsøger at skimme brevet igennem, men bogstaverne flyder sammen og jeg må lægge telefonen fra mig. Gennem de seneste måneder har jeg troet, at der var kommet mere ro på – ikke mindst i kølvandet på rettens frifindelse. At anklagerne mod mig ville aftage – og hvad langt vigtigere er – at lyset ville falde på den 9-årige dreng, der står i midten og kæmper for sin ret til både at have en mor og en far og ja, til ‘bare’ at være en helt almindelig dreng. Eller rettere, – jeg havde ladet mig lulle ind i et naivt håb. Men nu genoplever jeg atter denne isnen i hjertet, derinde hvor det væsentligste snører sig sammen og får åndenød. Jeg vil ikke miste. Min søn. 

Et øjeblik dvæler jeg ved det paradoks, der på én og samme tid får mig til at læse og til at stoppe op. Jeg kan ikke læse videre. Kan ikke rumme flere dårlige nyheder. Omvendt kan jeg heller ikke lade være med at læse. Jeg må vide, hvad der er sket. Jeg kigger ud mod hækken. Mørket har ædt sig ind på de sammenfiltrede grene og blade og tilbage står kun en sort skygge. Jeg lukker øjnene. Herefter lader jeg igen blikket vandre ned over brevet. 

Familierådgivningen er i besidelse af følgende dokumenter: Udskrifter fra Retten i Helsingør, udskrifter fra Landsretten, akter fra Nordsjællands Politi samt blogindlæg. Du har ret til at blive oplyst om disse dokumenter, der vedrører eller omhandler dig. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker dette. 

Jeg skal derudover oplyse dig om, at Familierådgivningen har truffet afgørelse om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, jf. Servicelovens § 50 for at kunne vurdere om hvorvidt xxx er i målgruppe til at modtage støtte, jf. Servicelovens § 52. Den børnefaglige undersøgelse skal belyse xxx’s trivsel, udvikling, adfærd, skoleforhold, familieforhold samt fritidsforhold. Jeg skal oplyse dig om, at da du ikke har forældremyndigheden over xxx, har du ikke ret til at blive inddraget i undersøgelsen, men Familierådgivningen vurderer dog, at du er en stor del af xxx’s hverdag, og det ses derfor relevant at inddrage dig, hvilket xxx. Jeg skal dog oplyse dig om, at du ikke har ret til at få tilsendt undersøgelsen, samt at Familierådgivningen ikke har pligt til at inddrage dig i sagsforløbet. 

Jeg skal oplyse dig om, at du har orienteringsret, hvilket betyder, at du har ret til at blive orienteret omkring xxx’s forhold og trivsel, hvis du ønsker det og herved selv retter henvendelse. 

Jeg ønsker i forbindelse med undersøgelsen at tale med dig om, hvordan du oplever xxx’s trivsel både derhjemme og i skolen. Jeg vil i forbindelse med undersøgelsen tale både med dig, xxx og xxx for at få et nuanceret helhedsbillede af xxx. 

Du inviteres herved til samtale ved undertegnede socialrådgiver, xxx: 

Tirsdag d. 07. februar 2017 kl. 14:30

Mødet vil foregå i Familierådgivningen, Birkedalsvej 27, 3000 Helsingør. 

Du er velkommen til at tage en bisidder med til samtalen. 

Du bedes kontakte mig, hvis du ikke har mulighed for at møde op på ovenstående tidspunkt, så vi kan finde en ny dato enten få tlf. xxx eller på mail xxx.

Med venlig hilsen

xxx

Det er, som om ordene skærer mig op og krænger siderne ud, så jeg står åben og berørt. Min søns sagsbehandlerHvad helvede betyder det? Og hvor længe har det stået på? Og hvorfor? Hvad er det nu, han bliver trukket igennem? Og af hvem? Det er som om, der slet ikke er flere kræfter tilbage i mig, som om alt er strømmet stille klukkende ud af mig i løbet af de seneste fire år, og at det først er nu, bunden er nået.

2 3

“Et af de største selvmål, jeg længe har set”

Jeg trykker på hjem-knappen og går ind under mine kontakter. Kort efter ringer telefonen op. 

“Du har ringet til advokat, Thomas Kaehne Ghiladi…”

Jeg afbryder telefonen, inden den når at gå på svareren. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Et øjeblik sidder jeg med telefonen i hånden. Så tager jeg et screenshot af kommunens brev og sender det til min advokat. Jeg lukker øjnene. Synker med en tyk, fyldt bevægelse og lægger nakken tilbage mod kanten af sofaen. Kort efter ringer telefonen.

“Det er sgu lidt sent, du skriver, Hjelvang, men det her er fandme så dumt, at jeg bliver nødt til med det samme at reagere.”

Jeg kan ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet. Som så mange gange tidligere hjælper det at have Thomas som holdets anfører. Hans uformelle tilgang og evne til at dechifrere den ene anklage efter  den anden, gør mig tryg. Ikke at jeg betragter min søns liv som et spil. Eller hans mor som en modstander. Tværtimod. Men gennem de seneste år er det gået op for mig, at når et menneske – med hvilket du deler forældreskabet over dit barn – beslutter sig for, at du er ondskabens ikon og at du skal ud af dit barns liv, så er der reelt kun to ting, du kan gøre. For det første skal du lade langt de fleste af de skud, der bliver rettet mod dig, gå ind – i erkendelse af, at det bedste du her og nu kan gøre for dit barn, er ikke at gøre noget. Og for det andet skal du finde de dygtigste mennesker på området til at hjælpe dig med at parere de afgørende bolde, så dit barn ikke ender med at miste dig.”

Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene.

“Hvordan skal jeg tolke ordlyden i brevet fra kommunen?” 

“Det kommer an på, hvem der har sendt dem en underretning? Og hvorfor?”

Jeg tøver lidt. Jeg har ikke lyst til at sige det højt, som både min advokat og jeg formentlig tænker. Når først ordene er sagt, er der givet liv til endnu en ubegribelig handling og jeg ønsker for alt i verden ikke, at tingene forholder sig, som jeg frygter. 

“Jeg ved det ikke. Men jeg vil gætte på, at det er min søns mor.”

Der var de. Ordene. Jeg kan godt selv høre, at det lyder langt ude. Hvilken forælder ville sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn? Både skolen, SFO’en, fodboldklubben og forældrene til  min søns venner oplever – præcist som jeg – en glad, smilende, social og empatisk dreng. Og det samme gør mine venner og min familie. Og billedet er konstant. Helt tilbage til børnehaven er han blevet beskrevet på tilsvarende måde. Men når jeg ser på historikken, begynder sveden at lægge sig på huden, som om den ikke er min, men kommer fra en fremmed. Jeg mærker, hvordan en underlig forvirring melder sig og tænker, at det er et spørgsmål, om sveden vil ind eller ud, eller om den kommer indefra eller udefra. Gennem hele min søns opvækst har hans mor beskrevet ham som en skrøbelig, syg og tilbagestående dreng. Allerede inden hans 3 års fødselsdag, var hun – på vegne af vores søn – i kontakt med sundhedsvæsenet ikke mindre end 41 gange, hvoraf der i 21 af tilfældene var tale om akutbesøg hos lægevagten. Der var bare lige det ved det, at vores søn intet fejlede. Efter december 2012, hvor jeg besluttede mig for at stoppe vores ægteskab, fortsatte min søns mor med at beskrive ham som en dreng i mistrivsel – denne gang på skift overfor Statsforvaltningen og retten, hvilket også undervejs afstedkom en markant konklusion i den store børnesagkyndige undersøgelse, der i efteråret 2013 blev foretaget:

“I relation til denne risiko virker Michael Hjelvangs overvejelser om at kunne justere (barnets, red) samvær med xxx, under hensyntagen til hendes mentale tilstand, relevante.”

Så måske hun rent faktisk godt kunne finde på at sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn. Nej, Michael. Det er simpelthen for langt ude. Hun kan ikke have gjort det. Der må være en anden forklaring, tænker jeg, mens den ene rastløse tanker afløser den anden.

Du han her læse mere om hvordan skolen, SFO’en, fodboldklubben og forældrene til min søns venner oplever en dreng i trivsel

“Hvis din søns mor selv har sendt en underretning på Jeres søn, vil det være ét af de største selvmål, jeg længe har set.”

Min advokats stemme lyder underlig fjern og med en kraftanstrengelse vender jeg igen tilbage til samtalen.

“Normalt laver en kommune de her børnefaglige undersøgelser i sager, hvor man på baggrund af en underretning vil kortlægge, om det kan være relevant med aflastning, en anbringelse af barnet udenfor hjemmet eller i yderste konsekvens en tvangsfjernelse af barnet,” fortsætter han. “Underretninger kommer som regel fra fagpersoner, der er i kontakt med børn og familier og som derfor også har skærpet underetningspligt. Det kan være pædagoger, lærere, sundhedsplejersken, jordemoderen eller en læge. Underretninger kan dog også komme fra naboer, venner eller familie. Men de kommer uhyre sjældent fra forældrene selv, idet de færreste forældre ønsker at lade det være op til kommunen at bestemme, hvilken hjælp deres barn skal have – en hjælp der i yderste konsekvens kan resultere i, at barnet bliver fjernet. Bare se på din egen omgangskreds. Jeg er sikker på, at du kender eller har hørt om flere, hvis børn har det svært og som har brug for ekstra hjælp eller støtte. Men jeg vil også vædde med, at du ikke kender en eneste, der har sendt en underretning til kommunen på selvsamme barn i forsøget på at hjælpe det. Hvis det er din søns mor, der har sendt denne her underretning til kommunen, så siger hun dybest set følgende til dem: Jeg kan ikke finde ud af at tage vare på min søn. Er I ikke søde at skrive, at han har det dårligt, så jeg kan tage det med i Statsforvaltningen og på den måde få dem til at fjerne min søn mest muligt fra sin far.”

Der er opdrift og tyngde i advokatens ord og i den måde hvorpå han betoner dem. Instinktivt griber jeg ud efter dem. Ordene.

“Nu skal vi selvfølgelig passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som vi for det første ikke har belæg for og som for det andet er så langt ude at selv din søns mor formentlig ville finde det for vidtgående. Men hvis vi nu antager, at det rent faktisk er hende, der har sendt den her underretning på sit eget barn, så er det jo nærliggende at tro, at det dybest set handler om, at hun vil en tur i Statsforvaltningen og at hun vil forsøge yderligere at begrænse samværet mellem din søn og dig. Det vil hun selvfølgelig aldrig indrømme, da det vil få hendes bekymringer for Jeres søns trivsel til at klinge hult. Hvis bekymringen var reel, ville hun som det første kontakte dig for at høre, hvordan du oplever Jeres søn og hvis der var genklang hos dig, kunne hun herefter – sammen med dig – overveje om din søn kunne have brug fra hjælp. Det er min oplevelse, at det er det normalttænkende forældre gør. Det som ingen normaltfungerende forældre gør, er at sende en underretningen til kommunen på deres eget barn. Når man gør det, er det fordi man bruger sit barn som spydspids.”

Mens advokaten taler, begynder det langsomt at gå op for mig, hvor langt ude det er, hvis det rent faktisk er min søns mor, der har sendt en underretning til kommunen. Og jeg mærker taknemmeligheden skylle ind over mig. Uden min advokat ville jeg være prisgivet. 

“Tager du med til mødet?”  spørger jeg.

“Nej, jeg tror, at det vil virke konfliktoptrappende. Og det er det sidste vi ønsker. Det er bedre, at du tager en af juristerne med. Til gengæld kan jeg se, at de eneste dokumenter, som kommunen er i besiddelse af, er afgørelsen fra retten i forbindelse med forældremyndighedssagen samt sagsakter i forbindelse med straffesagen.  Uanset hvem der har lavet den her underretning, er det tankevækkende, at vedkommende ikke har fremsendt de dokumenter, der netop handler om din søns trivsel. Her tænker jeg eksempelvis på den børnesagkyndige undersøgelse, på børnesamtalen i retten, på Statsforvaltningens samtale med din søn,  på udtalelserne fra skolen, fodboldklubben og SFO’en, på alle ugerapporterne i forbindelse med skiftedage – samt selvfølgelig den vigtige information, at du i retten i november sidste år blev frikendt. Alt sammen tegner det et helt andet billede, end det der i underretningen angiveligt bliver tegnet. Og det er klart, at jeg sørger for at sende disse dokumenter til kommunen, så snart du har været til møde.”

“Tak, siger jeg. “Det giver god mening. Jeg ringer til juristerne. Er der noget særligt, vi skal være opmærksom på i forbindelse med det her møde?”

“For det første er det selvfølgelig vigtigt at få afklaret, om det rent faktisk er din søns mor, der står bag underretningen. Hvis det er tilfældet, er der nok ikke den store tvivl om, at hun endnu engang vil påtage sig offerrollen. Hun vil formentlig beskrive dig som værende en stjernepsykopat, der render rundt og nikker flyveskaller til højre og venstre og hun vil – hvis hun ikke allerede har gjort det – fortælle kommunen, at hun er bange for dig, hvorfor det ikke er muligt for hende at samarbejde. Den står for hendes egen regning. Det eneste du i den forbindelse kan og skal gøre, er stille og roligt at fortælle, hvordan du oplever Jeres søn.”

“Hvordan i forhold til det juridiske? Kommunen skriver, at jeg ikke har ret til at få resultatet af undersøgelsen tilsendt. Kan det være rigtigt?”

“Overordnet kan man sige, at sagsbehandleren følger sit opdrag – nemlig at sikre sig at det barn, hun har modtaget en underretning på, trives. Det er der ikke noget odiøst i. Dog har hun ikke ret i sine betragtninger om aktindsigt. Først skriver hun til dig, at du ikke er en del af sagen og så skriver hun, at det er du så alligevel, da du er en stor del af din søns liv. Du har det, der hedder retlig interesse og den del skal jeg nok tage mig af. 

“Tak.”

“Og Michael?”

“Ja.”

“Det er vigtigt, at du lige nu forsøger at slappe af og at du passer godt på dig selv. Og husk, at du ikke er alene. Vi er mange som har stor sympati for din sag og som gerne vil hjælpe dig.”

En tid er der tavst. Jeg afventer om advokaten har mere at sige, men han forbliver tavs. Tavshed er godt.

Vi afslutter samtalen og jeg forsøger at finde ro ved advokatens ord. Men jeg kan ikke slappe af. Jeg er stadig rystet og jeg har mest af alt lyst til at rejse herfra, pakke mine ting, sætte mig ind i bilen, køre tværs gennem landet med radioen på fuld styrke, rejse fra hele denne elendighed, der ser ud til at brede sig til steder, som jeg ikke troede kunne blive angrebet. Men flugten er ikke en reel mulighed og i stedet bliver jeg stille siddende og begynder at kigge på billeder af min søn. Hvilke minder har jeg om ham? Dem jeg har, er  små og sprøde. De er tynde avner, der flagrer foran mit ansigt. Jeg løber forpustet med fremstrakte hænder. De danser afsted på den varme luft fra min ånde. Bedst som jeg tror, jeg kan lukke min hånd om dem, viger de udenom. Jeg standser op og leder, jeg snurrer rundt om mig selv. Men de er væk. Jeg forstår det ikke. De var her jo lige før. Og jeg må have dem. Det er en livsbetingelse. Der løber min søn til en af sine første fodboldtræninger. Fødderne trommer mod græsdækket. Billedet er en anelse sløret. Lige i det øjeblik var han så dejlig, at det ikke kunne gå hurtigt nok og jeg husker, hvordan jeg skyndte mig at tage billedet. Andre snapshots og videoer følger. Den lille dreng kommer stolprende mod mig. Hans ansigt stråler. Også dette billede er sløret, men jeg genkender det, og det rører ved en mørk streng langt inde i dig. Al luft går ud af mig. Jeg synker sammen.  Jeg har lyst til at råbe, men forbliver tavs. Det her kan aldrig komme ud. Det kan aldrig komme længere. For det er standset. Det er noget fysisk. Det er inde i min krop, i mit blod. Engang levede jeg i kroppens forbundethed. Nu sidder jeg med små slørede billeder foran mine øjne.

Møde med kommunen

Knap en måned senere – tirsdag d. 7. februar – går en af juristeren og jeg hen mod en stor og mørk bygning, der på trods af de brede vinduespartier efterlader et dystert indtryk. Helsingør Kommune. En lav diset sol forsøger uden held at trænge igennem skydækket og på fliserne hopper enkelte småfugle rundt.

Da vi træder ind gennem svingdøren, skal vi på en skærm registrere min ankomst og som kvittering modtager vi en lille lap papir – præcist som når man på apoteket eller hos bageren skal trække et nummer. Forhallen er pakket med mennesker, der med fjerne blikke spejder rundt i lokalet. Alle virker optaget af deres egen sag og ingen har tilsyneladende overskud til at interessere sig for sidemanden. 

 

1

“Michael Hjelvang?”

“Ja.”

En kvinde er netop trådt ind i forhallen og sender mig et venligt smil, da hun rækker mig hånden.

“Jeg har taget en jurist med,” siger jeg. “Det håber jeg er okay?”

“Selvfølgelig,” siger sagsbehandleren og sender også juristen et venligt smil. “Kom I med mig. Vi skal ovenpå.”

Vi følger efter sagsbehandleren op ad en snoet trappe og går ned ad en gang, hvor flere kontorer og mødelokaler tilsyneladende er placeret. Da vi er cirka halvvejs gennem gangen, åbner sagsbehandleren en dør til venstre for os. 

“Det er her, vi skal være.”

Det er et lille lokale, hvor det eneste der er plads til, er et bord og en række stole. Juristen og jeg går om på den modsatte side af bordet og sætter os ved siden af hinanden. Over for os sætter sagsbehandleren sig med ryggen til døren. Lokalet ligger midt i bygningen, så der er ikke nogen vinduer, i hvert fald ikke nogen af den slags der afspejler virkeligheden. Til venstre for juristen og jeg er der et vinduesparti, der vender ud mod den gang, vi lige har gået på. Der er trukket persienner for og jeg mærker, hvordan en uro glider gennem mig fra isse til fodsål. 

“Jeg er tilknyttet familieafdelingen i Helsingør Kommune og vi er lige nu i gang med at undersøge, om der kunne være et behov for støtte til din søn,” siger sagsbehandleren og ser på mig med et imødekommende smil. “I den forbindelse kigger vi på dig, på din søns mor og på skolen og så vurderer vi til sidst, om din søn kunne have brug for hjælp. Som jeg også skrev i mit brev til dig, vil jeg gerne høre lidt om, hvordan du oplever din søn, dels når han er sammen med dig og når han er sammen med sine venner samt hvordan du oplever, at han fungerer i skolen.”

Jeg nikker og ser tøvende over på juristen. 

“Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?” 

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren. 

“Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.”

“Fra hvem?” 

(Du kan i anden del af dette blogindlæg, som udkommer onsdag d. 15. marts læse, hvem underretningen kommer fra og hvordan sagen tager en ny dramatisk drejning. Sidste del af blogindlægget udkommer fredag d. 17. marts.)

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer