FAQ: Spørgsmål og svar

Hvorfor har du oprettet en blog?

Hvad er formålet med bloggen? 

Hvor langt er du med sagen?
Hvor langt er du med bogen?

Hvorfor står du offentligt frem med din historie? 

Hvordan undgår du at din søn ikke bliver yderligere klemt ved, at alle nu kan læse med om Jeres historie?

Hvad siger din søn til bloggen?

Skriver du selv dine blogindlæg? 

Du skriver, at et barn har ret til to forældre. Har et barn ikke også ret til at være fri? 

Hader du din søns mor og hendes familie? 

Du beskriver flere steder på din blog, hvordan du ikke oplever, at din søns mor støtter op om et godt samarbejde. Kan man ikke sige præcist det samme om dig, nu hvor du har valgt at stå offentligt frem med Jeres historie? 

Midt i en konfliktfyldt skilsmisse vælger du at sige dit job op, at starte selvstændig virksomhed, at oprette en blog og at skrive en bog. Hvor får du energien og kræfterne fra? 

Hvor længe vil du blive ved med at skrive på bloggen? 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

44. Nyt skilsmissesystem: Det skal du vide

Når mor og far skal skilles, er børnene ofte de største tabere. Det gør et samlet folketing nu op med, og en ny skilsmisselov er derfor trådt i kraft (d. 1. april 2019). 

I Barnets Tarv er vi langt hen af vejen begejstrede for det nye system, som vi gennem de seneste år har arbejdet hårdt på at få implementeret. Først og fremmest sætter det nye system hensynet til barnets trivsel først. Videre er også den nye børneenhed og det digitale læringsforløb ‘Samarbejde efter skilsmisse’ (se mere nedenfor) positive elementer, som er værd at fremhæve. Men der er også plads til forbedringer. Det er vores erfaring i Barnets Tarv, at en børnesamtale og en samtale med forældrene i de konfliktfyldte sager ofte ikke er nok til at belyse sagen tilstrækkeligt, og vi havde derfor gerne set, at man i denne type sager lagde højere vægt på forældrekompetenceundersøgelser. Endelig får domstolene med det nye system en stor og vigtig opgave, og vi i Barnets Tarv spændte på, om der følger de fornødne ressourcer med, så de kan løfte opgaven. 

Nedenfor har vi samlet en oversigt over de vigtigste ændringer i skilsmissesystemet: 

I det gamle skilsmissesystem har mange børn følt sig som de største tabere. Eksempelvis er mange børn ikke blevet hørt, og de børn, der er blevet hørt, har ofte følt, at der ikke blev lyttet til, hvad de sagde. Derfor er det med det nye skilsmissesystem blevet oprettet en ny børneenhed, som skal sikre, at børnene bliver hørt i processen. Her vil der løbende blive afholdt samtaler med børnene, som også vil få tilknyttet en fast kontaktperson.

5. Slut med lynskilsmisser 

Hvis du var enig med din partner om en skilsmisse, har du indtil nu kunne blive skilt på få minutter. Men for par med børn under 18 år, er det nu slut med de hurtige skilsmisser. I stedet indføres der en refleksionsperiode på tre måneder. Perioden skal give forældrene tid til eftertanke og til at få rådgivning i Familieretshuset.

6. Samarbejde efter skilsmisse (SES)

Forældre – der vil skilles – skal i løbet af den tre måneder lange refleksionsperiode tage en test og et digitalt kursus ‘Samarbejde efter skilsmisse’ (SES). 

Kurset er en samling af viden og værktøjer, som hjælper par med at håndtere de forandringer og udfordringer som ofte følger i kølvandet på en skilsmisse.

Hvis forløbet ikke gennemføres, kan parret ikke blive skilt.

Prøv selv testen her

7. Delt bopæl 

Det nye skilsmissesystem forsøger at tage hånd om den konflikt, der kan ligge i, at forældrene allerede fra start skal tage stilling til, hvem der skal have bopælen på barnet. Som noget nyt har barnet nu automatisk delt bopæl de første tre måneder – med mindre andet aftales. I de tre måneder kan du indlede en sag om samvær ved Familieretshuset, men ikke en sag om bopæl.

Her kan du sammenligne forløbet i det nye system med det gamle: 

Grafik: Barnets Tarv

Få overblikket og læs mere om det nye skilsmissesystem punkt for punkt her

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

43. Min søn kommer ikke hjem

Jeg står på min søns værelse og ønsker, at jeg kan synke ned i gulvet, forsvinde, gå i opløsning. Min søns mor har lige meddelt, at hun tilbageholder vores søn og at han ikke kommer hjem på julesamvær som planlagt. Videre vil hun heller ikke give besked om, hvor vidt hun agter at lave samme nummer i nytåret. Et jordskred indvendigt er i gang. 

Et ekstraordinært tilbud 

Den seneste udvikling kom i skred mandag aften d. 17. december 2018 – efter at min kæreste og jeg var kommet tilbage fra en løbetur med en rest af latter siddende som et lys i kroppen. Efter løbeturen tjekkede jeg sporadisk min mail og så, at der lå en besked fra min søns mor med titlen: Juleferie. Mens jeg læste, stod min krop på spring, klar til at reagere i en hvilken som helst retning: 

Jeg læste mailen et par gange. Den gav ikke nogen mening. Min søns mor meddeler, at hun holder ferie frem til d. 26. december kl. 9.00 – og at mit samvær med vores søn bortfalder. Og i næste åndedrag skriver hun, at hun helt ekstraordinært vil tilbyde, at vores søn kan komme på samvær fra i dag efter skole til d. 22. december kl. 9.00.

Min første tanke var, at hvis hun gerne vil gøre en god gerning og lade vores søn komme på samvær hos sin far, så var der jo ingen grund til at starte med at meddele ferie. Hvorfor sige: Nu tager jeg noget fra dig for bagefter at sige: Nej, jeg tager det ikke alligevel? 

Min næste tanke var, at det er underordnet hvilke kringlede veje min søns mor i sin mail anvender. Hovedsagen må være, at min søn i dag kan komme hjem på samvær. Men så begyndte sætningernes underlæggende betydning – som en gasart – at stige op fra mailens undergrund. Noget i retning af: Jeg melder ferie, fordi jeg kan. Se hvor generøs og samarbejdsvillig jeg er, nu hvor jeg giver dig mulighed for at have samvær med vores søn, mens jeg holder ferie med ham. Men intet sted i mailen, kunne jeg spore et hensyn til vores søn og en stilligtagen til, om det er godt for ham med de mange skift. 

Det er nu seks år siden, at min søns mor og jeg gik fra hinanden og gennem alle årene er der ikke nogen af os, der i julen har meddelt, at vi holder ferie med vores søn, når den anden skal have samvær. Jeg gjorde det ikke, da jeg havde bopælen, og min søns mor har ikke gjort det – før nu. Så dét, der er ekstraordinært, er ikke hendes tilbud, men det faktum, at min søns mor to dage inden et planlagt julesamvær pludselig meddeler, at hun vil holde ferie med vores søn. Det er ikke generøst og det er ikke samarbejdsvilligt. Tværtimod er der flere udfordringer ved den disposition. For det første undlader hun helt at lytte til vores søns ønske om færrest mulige skift. Hun tilbyder rask væk, at vores søn kan komme på samvær i tre dage velvidende, at han er modstander af de mange skift. For det andet vælger min søns mor at svare så sent på den mail, jeg allerede d. 5. november sendte om samme emne, at vi nu er helt fremme ved skiftedagen. Da hun ikke har givet lyd fra sig, har jeg selvfølgelig måtte antage, at hun ikke ønskede at ændre noget, og at vores søn i dag kom hjem på samvær. Det er noget, vi har planlagt efter og noget han har regnet med. Nu skal vores søn – i fald han ikke kommer hjem på samvær – have besked om at planerne er aflyst lige inden en skiftedag. Det er ganske enkelt synd og helt unødvendigt. 

Du kan her læse mere om den mail, jeg d. 5. november sendte

Endelig kunne jeg for det tredje heller ikke lade være med at tænke på, hvordan dobbeltmorealen i forhold til meddelelse af ferie titter frem. D. 21. marts 2016 skrev min søns mor – via sin advokat, Vivian Jørgensen – til Statsforvaltningen, at hun permanent ville have rykket fristen for, hvornår vi skulle meddele sommerferie fra d. 1. maj til d. 1. februar, da hun havde brug for mere tid til at planlægge – i alt cirka fire måneder. Men når det gælder min planlægning, er det tilsyneladende okay at melde ferie to dage inden jul: 

Uddrag af mail sendt fra advokat, Vivian Jørgensen, på vegne af min søns mor d. 21. marts 2016

You never walk alone

Efter at have fordøjet mailen fra min søns mor, gik jeg sent mandag aften op på min søns værelse. På væggene hænger fodboldplakater, -trøjer og -medaljer. På hans reol står to julekalendre klar til, at han i dag skulle åbne lågerne fra d. 10. december og frem til nu. Og på bordet ligger hans telefon. Hans pung. Hans taske. Alt det, han som skilsmissebarn skal have to af, fordi hans mor ikke tillader, at han har noget med mellem sine to hjem. Jeg var fyldt af en følelse af magtesløshed, som jeg stod der. Jeg synes virkelig, at det er synd for min søn og bliver ved med at vende tilbage til, hvad jeg mon kan gøre for at hjælpe og støtte ham bedst. Som de fleste skilsmissebørn har han et naivt ønske om, at hans forældre en dag igen skal finde sammen – også selv om han ved, at det aldrig kommer til at ske og selv om det mere er en fantasi, end noget han i praksis ønsker sig. Og her er vi måske fremme ved noget helt centralt. Nogle gange tror jeg, at det er dét, vi som skilsmissebørn bruger hele livet på: at lime vores forældre sammen, gifte dem i vores hjerter, igen og igen. Og når man som forælder ikke kan imødekomme det ønske, er det mindste vi kan gøre, at vise vores børn at vi stadig sammen har et forældreskab – også selvom ægteskabet ikke kunne bære. 

Min søns værelse d. 17. december 2018

Mens jeg stod på værelset, blev mine øjne ved med at vende tilbage til plakaten med Steven Gerrad og til den indrammede Liverpool trøje. Som altid er det fodbolden, der giver mig energi og styrke: Sammenholdet. Venskaber der bliver bygget. Barrierer der bliver brudt. Indlevelsen i og forståelsen af spillet. Viljen og styrken til aldrig at give op – velvidende at du har et helt hold, der står lige bag dig. Jeg ønsker ikke, at min søn skal være et spejl af mig, og jeg ønsker ikke at trække min passion for fodbold ned over hovedet på ham. Han skal vælge selv. Men jeg ved, at fodbolden ligger i hans hjerte. Det siger klubben. Det siger skolen. Det siger vennerne og vennernes forældre. Det siger familien. Og det er også min egen klare oplevelse. Jeg tror, at fodbolden giver min søn et frirum. En neutral bane at spille og lege på. En neutral bane at være dreng på. En livline. Den tidligere Liverpool-manager, Bill Shankly, har ridset det hele op i sit legendariske statement. “Some people believe football is a matter of life and death, I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.” 

Du kan her læse, hvad der skete, da min søns mor meldte ham ud af fodboldklubben: 

34. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”

Natten til tirsdag kværnede tankerne – de små varme ordgløder, der lyser i natten – og forhindrede mig i at sove. Mørket faldt sådan, gennem huden, gennem tiden, svirpede opad. Til sidst faldt jeg i søvn på en måde, der bedst kan beskrives som tvangsmæssig. Jeg faldt ned gennem alle lag i mig selv. Jeg stod på bunden. Ophævet. 

Chikane med juraen i hånden 

I går morges, d. 18. december 2018 – efter at solen bag et tungt skydække havde trukket sig selv op på himlen – fandt jeg vores samværsresolution fra d. 28. april 2016 frem. Jeg vidste, at min søns mor juridisk set har ret til at meddele ferie i de dage, vores søn skulle have været på samvær hos mig, men jeg havde brug for at forstå rigtigheden i det: 

Forklaringen på, at min søns mor kan vælge at disponere, som hun gør, er følgende:

Jeg har min søn fra onsdag efter skole i ulige uger til mandag morgen i lige uger. Vi er i uge 51 og min søn skulle derfor have været på samvær hos mig fra i dag og frem til mandag d. 24. december. Da vi her rammer ind i julen, skulle skiftedagen i år have været d. 22. december i stedet for d. 24. december. Nu er sagen så den, at min søn får juleferie på fredag d. 21. december og derfor kan min søns mor sige, at hun i hans skoleferie vælger at afholde ferie med ham, hvilket betyder, at mit samvær med vores søn bortfalder. Og som det fremgår af hendes mail, har hun lige netop valgt at holde ferie med ham frem til d. 26. december kl. 9.00 – på klokkeslæt i de dage, hvor hun har mulighed for at gå ind og suspendere samværet. Jeg håber indeligt, at det nye skilsmissesytem, der d. 1. april 2019 søsættes, kommer til at tage højde for den slags dispositioner. 

Du kan her læse mere om det nye skilsmissesystem

‘Hvad du ønsker, skal du (ikke) få…” 

Efter at have mindet mig selv om, hvordan vi har et skilsmissesytem, der på nogle områder tillader (og nærmest opfordrer) til chikane, satte jeg mig i går eftermiddags – tirsdag d. 18. december 2018 – ned og skrev en mail til min søns mor. Ét er, hvad hun rent juridisk kan gøre. Noget andet er, hvad der er godt for vores søn:

 

Jeg er indstillet på at gøre næsten hvad som helst for at få samarbejdet med min søns mor til at glide, passere hen over havoverfladen som et skib. Men det må ikke ske på bekostning af vores søns ønsker og behov.

Min søn er kommet med to klare udmeldinger: 

  1. Han ønsker færrest mulige skiftedage. 
  2. Han vil ikke miste mere tid med sin far. 

Min søn er meget afklaret omkring, at førstnævnte ikke må ske på bekostning af sidstnævnte. Hvis en reducering i antallet af skiftedage betyder, at han mister dage med sin far, så tager han hellere de mange skift. Eller sagt på en anden måde: Han vil helst færrest mulige skift samtidig med, at han ikke mister noget af den tid, hvor han er på samvær. Hvis ikke det kan lade sig gøre, vil han gerne beholde antallet af dage hos sin far, og så tage skiftene. 

Det gjorde fysisk ondt på mig at skrive, at min søn kan blive hos sin mor de næste dage – såfremt han i stedet vil være tilsvarende antal dage hos mig i nytåret. Og en del af mig havde lyst til at skrive, at han selvfølgelig bare skulle komme hjem i dag. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at være sammen med ham. Men jeg bliver nødt til at tilsidesætte mit behov for at se min søn inden jul og jeg bliver nødt til at minde hans mor om, at hendes opgave er den samme – at tilsidesætte egne behov (hvad end de så måtte bestå i).

I min mail tager jeg et forbehold: Jeg ønsker kun at sige ja til hendes tilbud om, at min søn i dag skulle på samvær, hvis hun agter at tilbageholde ham i nytåret. Gør hun det, mister vores søn tid med sin far, og så ved jeg, at min søn gerne vil tage de mange skift inden jul – så han ikke også her mister samværsdage.

Mit forbehold efterlader dybest set min søns mor med følgende muligheder: 

  1. Hun kan vælge, at vores søn ikke skal på samvær inden jul, og så kan hun i stedet give ham de dage, han mister med sin far i nytåret. På den måde ville vores søn kun få et enkelt skift og han ville ikke miste tid med hverken sin mor eller far. Èn lang juleferie og én lang nytårsferie 
  2. Hun kan vælge, at vores søn skal på samvær hos mig inden jul, og så kan hun skrive, at hun holder ferie med ham i nytåret og at det almindelige løbende samvær (fra d. 2. januar til d. 7. januar 2019) derfor bortfalder. På den måde får vores søn nogle ekstra skift inden jul. Han mister ikke tid med sin far i julen, men han mister tid med sin far i nytåret. 
  3. Hun kan vælge, at vores søn skal på samvær hos mig inden jul, og at han også kommer på almindeligt løbende samvær (fra d. 2. januar til d. 7. januar 2019) i nytåret. På den måde får vores søn nogle ekstra skift inden jul, men han mister ikke tid med nogen af sine forældre.  
  4. Hun kan vælge, at vores søn ikke skal på samvær inden jul og hun kan vælge, at han ikke skal på almindeligt løbende samvær i nytåret (fra d. 2. januar til d. 7. januar 2019). På den måde får vores søn færre skift, men han mister meget tid med sin far. 

For mig at se, er der kun én model, der giver vores søn det, han ønsker. Den første. Og det er den model, jeg håbede, at vi – ved at jeg ikke bare med samme sagde ja til, at min søn i dag skulle på samvær – kunne holde åben. Omvendt vidste jeg også, at jeg løb en risiko. I værste fald kunne jeg ende ud med model fire, og så kommer min søn til at miste mange dage med sin far – præcist det scenarie han aller helst vil undgå. 

Min søn kommer ikke hjem 

Efter at have sendt min mail, så jeg mig omkring. Jeg bor i det samme hus, som min søns mor og jeg boede i, da vi var sammen. Næsten alt er siden lavet om i huset. Vægge er væltet. Døre flyttet. Farverne og møblerne skiftet ud. Men alligevel var det som om, jeg så begge dele på én gang. Den nye stue, og oven i den minderne om, hvordan her så ud før. Jeg ved, hvor sofaen stod, og hvilken farve den havde. Pastel på pastel. Hvidt på hvidt. Jeg er glad for, at jeg nu kan se mig selv spejlet i mit eget hjem. Og jeg håber inderligt, at jeg, ved at holde fast i mit fundament, kan give min søn den ballast med sig videre i livet, som han har brug for. 

Et par timer senere modtog jeg så et svar fra min søns mor:

På en gråvejrsdag som i går tegnedes horisonten af to smattede monokrome flader, nedtonede og grå. Og det var præcist sådan, jeg følte mig. Grå. Svaret indeholder præcist det, jeg frygtede. Min søn kommer ikke hjem på samvær i morgen 0g der er ingen garantier om, at jeg i stedet får ham på samvær i nytåret. 

Jeg ved, at min søns mors kerneantagelse af mig er, at jeg er psykopat. En voldelig en af slagsen, der slår løs på både børn, kvinder og ældre. Eller det er i hvert fald det narrativ, hun har bygget op. Og jeg tror faktisk, at hun efterhånden er der, hvor hun selv tror på det. Hvis du går i behandling for noget, der ikke er sket, og hvis du fortæller dig selv og andre nok gange, at du er et offer for fysisk og psykisk vold, så er det i hvert fald nærliggende at antage, at du et sted ned langs vejen selv begynder at tro på det. Og i det univers er det svært at appellere til almindelig sund fornuft, til samarbejde og til omtanke. Jeg gør mig ikke nogen forhåbning om, at min søn i nytåret kommer på samvær. Jeg forventer, at min søns mor, når vi er på den anden side af julen, melder ferie i netop de dage, hvor min søn skal på samvær. Og på den måde ender vi med model 4 – som netop var den vores søn for alt i verden ikke ønskede sig. Hvad han ønsker, skal han (åbenbart) ikke få. 

Skilsmisseskibet

Nu står jeg igen på min søns værelse. Det er som om, at jeg hvert øjeblik venter, at han vil træde ind af døren. Men intet sker. Luften står stille. Sitrer af noget ukendt.

Min søns værelse d. 19. december 2018

Det er onsdag d. 19. december. Vi er i en ulige uge og min søn skulle have været her nu. Det føles helt forkert, og jeg savner ham som bare fanden. Her er tomt. Værelset er tomt. Jeg er tom. 

Drømmen om skibet er endnu virksom i mig. I en fjern krog af min bevidsthed er der stadig en mand, der drømmer, at han kan få skilsmisseskibet til at glide nydeligt hen over vandet. Jeg er ikke længere indstillet på at gøre hvad som helst for at få skibet til at glide, passere hen over havoverfladen uden mislyd, uden flaprende sejl og storm i horisonten, men drømmen lever endnu, og det er velsagtens denne drøm, der gør, at jeg lytter efter, om døren skulle gå og om jeg kan høre bumpet fra min søns skoletaske. Det er stadig et håb: at få det hele til at glide. Og hvorfor? Fordi det er det letteste for alle parter.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

42. Knas med skilsmissejulen

Der er ingen stjerner på himlen og regnen er så småt begyndt igen, først let og næsten befriende, så tungere og tættere end før.

Jeg sidder i min sofa og funderer over alt det, der den seneste halvanden måned er passeret frem mod det nye års komme. Knas med skilsmissejulen. Manglende vilje til samarbejde – og en 11 årig dreng, der som budbringer mellem de voksne, er blevet fanget i midten. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til DRs julekalender –  “Theo & Den Magiske Talisman” – en fortælling om tre generationers måder at sige farvel på; en ung drengs farvel til sin morfar, en mors farvel til sin far og en gammel mands farvel til livet på Jorden. 

I julekalenderen bliver vi taget med på en rejse til Thannanaya, som Theo og morfaren sammen har skabt. Her opdager Theo og vennen Simone, at der er lys og håb, og at livet fortsætter – dem, vi har sagt farvel til, vil altid være med os og leve videre, så længe vi mindes dem.

Den skilsmisse-jul, der lige nu hos os står for døren, handler ikke om liv og død, men som hos Theo og Simone handler det om accept og om at finde retningen i livet. I alle tvivlsspørgsmål skal vi måske lade os lede af indre fred, den fred som findes i hjertet. Jeg har altid godt kunne lide det billede. At lade følelsen af fred i hjertet lede en, på samme måde som nålen i et kompas peger mod nord.

Tur/retur mellem mor og far 

I år startede udfordringerne med julen, da jeg mandag d. 5. november skrev en mail til min søns mor. Sagen var den, at vores søn i år – hvis vi skulle holde os til den samværsresolution, der i foråret 2016 blev lavet – hen over julen og nytåret ville komme til at skulle foretage ikke mindre end seks skift: 

– Onsdag d. 19. december efter skole: Min søn ville komme på almindeligt samvær hos mig. 

– Lørdag d. 22. december kl. 9.00: Min søn ville komme retur til sin mor. 

– Onsdag d. 26. december kl. 9.00: Min søn ville komme på jule/nytårs samvær hos mig. 

– Onsdag d. 2. januar kl. 9.00: Min søn ville komme retur til sin mor. 

– Fredag d. 4. januar efter skole: Min søn ville komme på almindeligt samvær hos mig. 

– Mandag d. 7. januar efter skole: Min søn ville komme retur til sin mor. 

De fleste skilsmissebørn (og ikke mindst de børn, der befinder sig i en højkonflikt) er ikke synderligt begejstrede for skiftedagene og min søn er ingen undtagelse. Han ønsker færrest mulige skiftedage og jeg henvendte mig derfor til hans mor for at søge en aftale omkring julen og nytåret, der var mere skånsom end den virkelighed, der ville blive en realitet, hvis vi blindt fulgte samværsresolutionen uden øje for, hvordan skoleferien falder i forhold til det løbende samvær. Mit forslag gik i alt sin enkelthed ud på, at vi i stedet for de mange skift gav vores søn én lang juleferie hos sin mor og én lang nytårsferie hos mig:

– Mandag d. 10. december til onsdag d. 26. december kl. 9.00: Min søn ville være hos sin mor. 

– Onsdag d. 26. december kl. 9.00 til mandag d. 7. januar: Min søn ville være hos mig. 

For at komme min søns mor mest muligt i møde, lagde jeg i forslaget ind, at hun fik mere tid med vores søn – skulle hun vælge at sige ja: 

Efter at have sendt min mail løb jeg mig en tur. Mørket knugede sig over mig. Jeg løb over bakkerne i Egebæksvang Skov. De visne blade lå som klude, nogen havde smidt fra sig. I starten steg kulden ind under min jakke. Den havde fulgt mig som en hund hele dagen, men efterhånden som kilometerne blev tilbagelagt, fik varmen overtaget. Mens jeg løb, forestillede jeg mig, at den mørke skov var dækket med sne. Jeg elsker de hvide, kolde flager, der kan holde skoven sammen. Den måde, hvorpå sneen kan pakke skoven ind som en gave og udjævne det, så alt bliver pænt og ordentligt. Jeg mærkede efter i kroppen. Musklerne var begyndt at værke. Det føltes godt.

Jeg har en dårlig nyhed, far

To dage senere – onsdag d. 7. november – kom min søn hjem på samvær i fem dage. Og det samme gjorde han onsdag d. 21. november. Jeg modtog ikke noget svar fra min søns mor – eller ‘overleveringen’, som er en anonym tredjeperson, som min søns mor har påbudt mig at kommunikere igennem – og da min søn i de dage spurgte ind til julen, sagde jeg, at hans mor og jeg var i gang med at lave en god plan. 

Du kan læse mere om overleveringen her

Onsdag d. 5. december kom min søn så igen på samvær. Vi var nu så tæt på jul, at dette ville være sidste gang, han var hjemme inden jul, – forudsat vi kørte efter mit forslag om at undgå de mange skift. Omvendt hvis vi kørte efter den gamle plan, – så ville min søn komme hjem igen onsdag d. 19. december og tre dage frem.

Jeg måtte selvfølgelig gå ud fra, at min søns mor – siden jeg ikke havde hørt noget fra hende – ikke ønskede at ændre noget. Sagen var blot den, at min søn et par gange havde givet udtryk for, at hans mor havde sagt, at når han mandag d. 10. december kom hjem til hende igen, så ville der gå lang tid, inden han igen skulle se sin far.  

Jeg undrede mig over hans udsagn, og tænkte, at hans mor måske alligevel var gået med til mit forslag og at hun måske blot havde glemt at give mig besked. Jeg vil ikke, at min søn skal bære kommunikationen mellem hans forældre og jeg spurgte ikke yderligere ind til, hvad hans mor havde sagt. Jeg gentog blot, at hans mor og jeg nok skulle finde en løsning og så spurgte jeg ham endnu engang, hvad han gerne ville: 

Så få skiftedage som muligt, far. 

Søndag aften – inden der mandag er skiftedag – skal min søn ringe til sin mor. Det er en fast ordning, hans mor har indført, og en ordning jeg har valgt ikke at blande mig i. Da han søndag d. 9. december havde talt med hende, kom han retur til mig og sagde: 

Jeg har en dårlig nyhed. Mor siger, at vi skal holde os til planen og at vi skal have de mange skiftedage. 

Jeg tog mig selv i at se ud ad vinduet. Træernes nøgne, døde grene tegnede streger på den brede himmel. Det var som et korsstingsbroderi, der havde glemt, at det skulle forestille noget. En følelse af meningsløshed skyllede ind over mig, og i et forsøg på at skjule mit mismod, tvang jeg den hen på et sted, hvorfra jeg kunne tage den frem, når jeg på et tidspunkt var alene. 

Men den gode nyhed er jo så, at vi ses inden jul, fik jeg sagt og irriterede mig over den tøvende klang i min stemme. Som listede mine sætninger sig hen over glas. 

Dagen efter – mandag d. 10. december 2018 – satte jeg mig igen ved tastaturet: 

Sommerfugleeffekten

Nu er vi fremme ved fredag d. 14. december og jeg har stadig ikke hørt noget fra min søns mor. I mandags tog min søn over til sin mor og jeg har ikke nogen anelse om, hvorvidt jeg ser ham inden jul eller ej. Det eneste jeg ved, er, at hans mor og jeg har svigtet ham. Uagtet hvor meget jeg har forsøgt at skærme ham, er han alligevel den, der har båret den tunge kommunikation. Ikke hans mor. Og ikke mig. Men en dreng på 11 år. Og det er ikke fair. Det er ikke fair, at han skal stå og give mig halve beskeder om, hvilken plan vi kører efter og det er ikke fair, at han skal holdes hen i uvished. 

Lige nu sidder jeg igen i min plads i sofaen og kigger ud i haven. Jeg har det, som om jeg har kørt i karrusel alt for længe. Min mave bevæger sig uroligt. Min hals snører sig sammen, og munden er knastør. Og min forestilling om, at tingene denne jul kunne blive anderledes, har jeg mest af alt lyst til at strege ud. Ønskefantasier, kunne jeg vel meget deskriptivt skrive hen over dem. Når jeg siger én ting, svarer min søns mor med en anden. Derfor siger jeg normalt ingenting. Som en hund der snapper også efter den hånd, der giver den foder, derfor siger jeg ingenting. Og nu hvor jeg alligevel har sagt noget, har det – præcist som med de foregående år – givet vanskeligheder. Måske det hele bare kan være ligemeget? 

Du kan nedenfor læse mere om de konflikter, der opstod i julen 2015, 2016 og 2017: 

Du kan her læse om julen 2016

Du kan her læse om julen 2017

Nedenfor kan du læse om julen 2015: 

Men nej. Det er for nemt bare at give op. Og mine tanker vender igen tilbage til Theo og Simone fra julekalenderen.

PR-foto: DR Produktion

Undervejs på deres vandring gennem Thannanaya skal de se deres største fortrydelser i øjnene. Theos største fortrydelse er, at han ikke hjalp sin morfar, da han faldt ned fra en stige og kom i koma og Simones, at hun som lille gemte sig, således at hun sammen med sine forældre kørte på et tidspunkt, der endte med at koste forældrene livet:

Simone: Jeg så mig selv som lille. Hvis jeg bare havde gemt mig lidt længere, så var vi måske kørt senere, og så havde alt måske set anderledes ud.

Theo: Jeg har tænkt det samme med min morfar. Jeg tror, at man skal prøve på at lære at acceptere det. Det er dét, man skal i Thannanaya. 

I Theo og Simones dialog ligger ordet burde og titter frem. Et ord med en skuffende eftersmag. Simone fortæller sig selv, at hun burde have gemt sig bedre og Theo tænker, at han burde have hjulpet sin morfar hurtigere. Og jeg har det på samme måde. Jeg burde have skærmet min søn bedre. Jeg burde, at være lykkedes i at skabe en dialog med hans mor. Jeg burde kunne give ham et svar på, om vi ses inden jul. Jeg ved ikke, hvad jeg i Thannanaya ville se, hvis jeg skulle betragte min største fortrydelse. Det ville være oplagt at pege på mit valg af min søns mor. Men lige så oplagt er det at afvise den tese, da jeg uden hende ikke ville have fået min søn. Jeg tror, at det jeg ville se, ville kredse om, at jeg ikke altid har kunnet skærme min søn fra den konflikt, hans mor mener at have med mig. Præcist som nu med julen, hvor min søn skal stå og sige til mig: Jeg har en dårlig nyhed, far. Og igen tror jeg, at Theo har ret i, at vi skal prøve at acceptere omstændighederne, som de er. Hvis vi forestiller os, at vi kunne gå tilbage og ændre på noget, så ville det samtidig potentielt kunne sætte gang i en lavine af utilsigtede følgevirkninger. 

PR-foto: DR Produktion

Det er som med Edward Lorenz’ teori om sommerfugleeffekten. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår de matematiske udregninger, der ligger til grund for den, men jeg forstår dog så meget, at en sommerfugl, der slår med vingerne på den ene side af jorden, potentielt kan starte en orkan på den anden. Præcis sådan er det med de sten, der bliver kastet i en skilsmissefamilie. De bliver kastet og igangsætter et stenskred, der vokser i styrke. Kunne vi fjerne nogle af stenene, ville stenskreddet have været et andet – men ikke nødvendigvis mere humant. 

Tilgivelse  

Ud fra det vi har set indtil nu, virker det som om, at det – ud over de døende – kun er mennekser, der i et eller andet omfang er i stand til at bruge deres fantasi, der kan komme ind i Thannanaya. Og således måske også med julen. Kun dem, der kan sætte kompasnålen mod julefreden, kan få et glimt af julens sande betydning. Børnene har den. Adgangen til Thannanaya. Og til julen. De bruger deres fantasi og de er til stede her og nu. Jeg husker adgangen fra min egen barndom. Et univers fyldt med forventningens glæde. Og med begejstring. Og et univers hvor ordet burde ikke fandtes. I “Theo & Den Magiske Talisman”  kredses der om tre generationers måder at sige farvel på, og om at mindes dem, vi har sagt farvel til. Hvis hovedpersonerne kan acceptere livets gang, vil de kunne se, at der i mindet om de døde er lys og håb. Og på samme måde i en skilsmissekriseramt familie ved juletid. Hvis vi kan acceptere omstændighederne – og det kan vi ved at tilgive os selv og hinanden – så er der håb om en bedre fremtid for skilsmissebørnene.  

Julen 1978

Og ja, desværre er det som om, at der er gået inflation i at tale om tilgivelse. Vi tilgiver rask væk dette og hint. Men der er mange vanskelige fænomener på spil, og tilgivelse er ikke noget, man bare giver og modtager.  Jeg har tilgivet min søns mor. Jeg forstår stadig ikke hvorfor, hun handlede og handler, som hun gjorde og gør. Men jeg kan se, at hun er mere end sine dårlige handlinger. Hun er mor til min søn. Jeg gider ikke mere bitterhed. Jeg gider ikke mere had. Jeg ved ikke, om jeg ser min søn inden jul, og jeg ved ikke, om han kommer til at skulle igennem de mange skiftedage. Men jeg ved, at jeg vil friheden og jeg at har sat kompasnålen mod julefreden. 

 Status på bogen 

Afslutningsvis kommer her en lille status på bogen, hvor arbejdet skrider langsomt men sikkert frem. Bogen er nu skrevet og der ligger ti færdige kapitler. Dét, der lige nu tager tid, er redigeringen og korrekturlæsningen dels hos forlaget og dels hos jurister med speciale i injurielovgivningen. Vi forventer, at man fra modpartens side vil søge at nedlægge et fogedforbud forud for bogens udgivelse, og arbejdet består lige nu i at sikre, at bogen glider gennem det nåleøje. Og balancegangen mellem fortællingen af min oplevede sandhed  på den ene side og krænkelse af ære på den anden er ikke helt ligetil. I mange år har jeg været det eneste vidne til min egen historie. Ham, der tog billeder for det indre øje og datomærkede dem, skrev tusindvis af mentale noter, gennemlevede anklager, der føltes som afgrunde i mig, og repeterede vigtige begivenheder, årstal og måneder, som var jeg i fare for at forsvinde, hvis jeg glemte selv de mindste detaljer. Min hukommelse var mit sikkerhedsnet. Selv langt tilbage i min barndom husker jeg tydeligt, meget af det der skete og hvornår. Og det er dén historie, der i min bog skal frem, – men det er klart, at det skal ske under hensyntagen til de mennesker, jeg fortæller om. 

Du kan læse mere om bogen her, hvor du også kan lave en forhåndsreservation

Med ønske om en glædelig jul og et godt nytår. 

Tak for opbakningen og støtten. Det betyder mere end ord kan beskrive. 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

41. Sandheden om Skilsmisse-Danmark (del 2)

Svalerne og mursejlerne flyver lavt – på jagt efter dagens sidste insekter og snart blunder endnu en lys nat over Danmark. Langt oppe laver et rutefly hvide spor efter sig på himlen. Spor, der som guld skinner i de sidste solstråler. Spor, der kunne være efter det fly, der skulle have transporteret min søn og jeg på sommerferie i Italien. 

Jeg sidder i min have og tænker på de seneste fem måneders optakt til sommerferien. En optakt, der har budt på et forbud mod at rejse, afgørelser på klagesager til Statsforvaltningen og til Børne- og Socialministeriet – samt et opgør med en række injurierende kommentarer på Facebook.   

Papirminder 

Startskuddet lød i januar 2018, da idéen om en sommerferie til Toscana i Italien begyndte at tage form. Planen var, at min søn og jeg ville tage til en lille by midt mellem Firenze og Siena og d. 20. februar 2018 sendte jeg (via ‘overleveringen’) derfor følgende mail til min søns mor: 

Du kan læse mere om overleveringen her

Jeg modtog ikke noget svar og d. 5. marts 2018 satte jeg mig igen til tastaturet: 

Ikke noget svar. 

Mens jeg sidder her i haven, folder nogle af mine bedste sommerferieminder fra min egen barndom sig ud foran mig – som var de af papir:

Sommeren 1981

Sommeren 1981. Odsherred. Sommerhus. Min mormor og morfar. Jeg husker, at jeg fløj drage med min morfar. Dragen var gul med noget rødt på. Min morfars trøje var blå, håret mellembrunt, brillerne markante firkanter foran øjnene og kæbepartiet blødt og rundt. Jeg husker, at vi spillede stangtennis og fodbold. Vi spillede meget fodbold. Jeg skulle altid være en spiller fra et bestemt hold. Det år valgte jeg Karl Heinz Ruminige fra det tyske landshold. En hel eftermiddag øvede vi spark og hovedestød og jeg husker specielt en episode, hvor jeg skulle prøve at efterligne et saksespark, som Ruminige  havde udført. Det resulterede i, at jeg måtte hvile på madrassen i sommerhuset, da jeg havde slået mig. Da jeg havde sundet mig, havde min mormor lavet frokost. Jeg husker duften af kartoffelmadder og purløg –  alt sammen skyllet ned med en kold citronvand som altid var lidt slidt i kanten, hvor man skulle drikke. Jeg husker vores gåture i grønne gummistøvler og duften af regnen der lige havde strejfet den tætte lyng. Jeg husker, at vi fangede frøer og puttede dem i syltetøjskrukker. Jeg husker en aften, hvor jeg havde fået lov til at være længe oppe, da Ayub Kalule skulle bokse mod Sugar Ray Leonard. Jeg husker, hvordan min morfar havde snakket om kampen hele dagen og at vi alle tre sad og så den. Jeg husker morgnerne, hvor vi sad længe ved morgenbordet og spiste æg og krydderboller med ost. Jeg husker duften af fersken og min mormors kører-bolscher – ‘Kongen af Danmark’ og favorit ‘Dameskråen’. Jeg husker turene til stranden, min morfars sorte badebukser og blå morgenkåbe og min mormor som var bange for vandet og kun ville soppe. 

Og så er det som om, papirminderne igen folder sig sammen og jeg er tilbage i min have. Det var ‘bare’ en parentes – en vigtig parentes  – der midlertidigt havde lukket sig om mig. Om ferierne gik til Bornholm, Odsherred eller mod udlandet var ikke vigtigt. Jeg er ikke sikker på, hvad det vigtige er, men jeg har en fornemmelse af, at det gemmer sig et sted mellem de mange små mentale billeder og noter – minderne – der bor i mig og agerer sikkerhedsnet. Stangtennissen. Fodbolden. Citronvanden. Dragen. Krabberne. Og kartoffelmadderne. Der er noget ved det sikkerhedsnet, der er vigtigt og som heldigvis ikke lader sig betinge af udleveringen af et pas. 

‘Goddag mand økseskaft’ 

Mens jeg sidder her i haven mærker jeg gråden arbejde sig igennem kroppen, indtil den løber tør for kræfter. Så sidder jeg stille og udmattet tilbage. Jeg er gennemtræt. Kroppen føltes øm alle vegne og svag i leddene, men hovedet er besynderligt nok klart. Jeg er træt, ja, men tankerne flyver ikke rundt som en kugle i en flippermaskine. Jeg kan fokusere. Og det er rart. Og jeg lader igen tankerne vandre mod dette års sommerferie. 

Da der godt to uger efter min seneste mail – d. 20. marts 2018  – fortsat ikke var kommet et svar fra min søns mor, forsøgte jeg på ny at appellere til dialog: 

Jeg var på det tidspunkt splittet. Skulle jeg droppe idéen om en rejse til udlandet og i stedet planlægge en sommerferie i Danmark? En ferie i Danmark kunne jo rumme mindst lige så mange gode oplevelser som ditto i udlandet, så hvorfor bruge krudt på udleveringen af et pas? Omvendt kunne jeg heller ikke undsige mig et behov for at stå fast på min søns ret til at rejse frit med begge sine forældre. Men så igen – hvis jeg anmodede Statsforvaltningen om at afgøre sagen, ville jeg risikere, at mit søn ville blive inddraget i spørgsmålet. Ville det ikke være bedre helt at skåne ham, vende den anden kind til og holde fokus på en god ferie i det danske sommerland? 

Når jeg tænker tilbage på hele forløbet, havde det mest rigtige formentlig været at droppe forsøget på at komme på sommerferie i Italien med min søn. For fredens skyld. For det større billedes skyld. Og det gjorde jeg også – i hvert fald hvad gælder Statsforvaltningen. Men jeg kunne ikke få mig selv til at opgive jagten på et svar, og sådan tror jeg, at det er, når fortidens fangarme griber fat i os. Vi bliver vrede, provokerede og fortvivlede og når de følelser først har fat, ryger overskuddet ud med badevandet. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at min søns mor formentlig var i gang med at trække tiden. Desto længere tid hun brugte på at sende tavshed retur, desto mindre tid ville Statsforvaltningen have til at træffe en afgørelse – skulle jeg vælge at gå den vej. Alligevel skrev jeg d. 17. april 2018 igen til hende: 

Ikke noget svar. Og ej heller da jeg d. 4. maj 2018 igen søgte en afklaring: 

Efter at have sendt mailen søgte jeg i ugerne efter at minde mig selv om vigtigheden i at kunne sætte mine forudfattede holdninger og hypoteser i parentes. Måske der rent faktisk ville komme et svar fra min søns mor? Måske planlægningen af sommeren 2018 rent faktisk ville ende med at glide bare nogenlunde smertefrit? Måske tiden var inde til at opleve med åbne sanser? Men efter knap en måneds tavshed kunne jeg ikke længere holde en fornemmelse fra døren af, at ulvene havde blottet tænderne og var på vej i mørket – og d. 17. maj 2018 skrev jeg nedenstående: 

Og så skete der noget. D. 24. maj 2018 – knap tre måneder efter at billetterne skulle have været bestilt og med en alt for kort tidshorisont til at aktivere Statsforvaltningen – modtog jeg, hvad man med en solid portion god vilje, kan kalde et svar: 

At læse svaret fra min søns mor var som at stirre direkte ind i solen; efter en kort stund blev det uudholdeligt, og det første jeg kom til at tænke på, var talemåden ‘Goddag mand økseskaft.’ I eventyret er en meget tunghør færgemand, kravlet op i et træ uden for sit hus for at hugge en gren af. Færgemanden brød sig ikke om, at andre skulle vide, at han var døv og da han så, at to fremmede kom ned mod ham, tænkte han ved sig selv: 

Egentlig kan jeg jo nok vide, hvad de vil sige når de kommer herhen. Først vil de spørge mig, hvad det skal bruges til som jeg her hugger. Så svarer jeg: økseskaft. Så spørger de nok, hvor langt et stykke gren jeg skal bruge. Dertil svarer jeg: op til denne her knast. Derefter kommer de nok frem med deres ærinde og beder om at måtte låne min båd for at ro over vandet så de slipper for den lange omvej. Til det svarer jeg: hun er læk. Når de ikke kan få båden vil de sikkert låne mine heste og så svarer jeg: de er med føl begge to. Når de altså heller ikke kan få dem, så vil de nok spørge om hvor vejen går ind til byen. Dertil svarer jeg: oppe mellem de to piletræer. Nu var de to mænd et par unge karle der havde hørt at færgemanden havde sådan et par kønne døtre, og det var dem de var kommet for at besøge.
»Goddag mand« sagde de.
»Økseskaft« sagde manden.
»Gid det sad i din hals« sagde den ene af karlene.
»Op til denne her knast« svarede manden.
»Er din kone hjemme?« spurgte den anden.
»Nej, hun er læk« sagde manden.
»Hvordan har dine døtre det?« råbte de så.
»De er med føl begge to« svarede manden.
»Åh gid du var hængt« råbte de to karle.
»Oppe mellem de to piletræer« sagde færgemanden og pegede.
Og så gav han sig igen til at hugge løs.

I eventyret er samtalen mellem færgemanden og de fremmede det rene nonsens. Og på samme måde med det svar, min søns mor sendte mig. Jeg spørger om ét, men får et svar på noget andet. Eller rettere jeg fik – efter tre måneders venten – et svar på noget, vi alle vidste i forvejen – nemlig hvad der står i vores samværsresolution. Og så fik jeg, hvad man må kalde en ultimativ ansvarsfraskrivelse. 

På Statsforvaltningens hjemmeside kan man læse følgende:

Grunden til at jeg i mine mails af 20. februar, 5. marts, 20. marts, 17. april, 4. maj og 17. maj 2018 anmodede om at få min søns pas udleveret, så vi kunne tage på sommerferie i Italien, var jo netop, at samværsresolutionen fastsætter, at jeg kun kan rejse frit med ham i de nordiske lande. Med mindre – vel at mærke – at min søns mor og jeg aftaler noget andet. Og det var jo derfor, jeg skrev – for at indgå en sådan aftale. Men når det eneste svar jeg modtog, var en påmindelse om i tid og evighed at overholde den aftale, der ligger, er det jo præcist den samme håbløse kommunikation, som når den døve færgemand på de to fremmedes ‘goddag’ vælger at svare ‘økseskaft’. Jeg spørger: Kan vi gøre noget mere? Kan vi lave en aftale? Kan vi samarbejde om at give vores søn nogle gode oplevelser? Og svaret er en påmindelse om den aftale, der allerede ligger – og som er standard i samværssager. Den aftale kendte jeg i sagens natur allerede. Nej, det jeg appellerede til, var, at min søns mor selv skulle tage et ansvar og tage stilling. At hun aktivt skulle gøre noget for at samarbejde om vores søns bedste – denne gang i form af en sommerferie. Det skete ikke. I stedet har jeg nu sort på hvidt, at min søns mor (så længe hun har den fulde forældremyndighed) forbyder at lade vores søn rejse til udlandet med sin far. Og meningsløsheden heri er så enorm, at jeg føler mig som en knappenål i den. 

Tordenlatter og tordenregn 

Et stykke fra mig lander en solsort på terrassebordet. Den vrikker med hovedet fra side til side, mens den undersøger bordpladen for noget spiseligt. Jeg rejser mig og går langsomt ind i huset. Jeg kan mærke den kolde dug på de bare tæer. Det er varmere udenfor end indenfor i det klimatempererede hus. Lyset er samtidig mørkere end sædvanligt. Jeg ser mod vest. Der strækker sig et mørkt skydække i horisonten. Måske et uvejr er på vej? Måske med tordenlatter og regn, som afløsning på de seneste mange lune sommerdage? I hvert fald har jeg – og det er unægtelig en afleder af de seneste års oplevelser fra skilsmisse-danmark – svært ved at tro på, at der i kølvandet på de varme sommerdage ikke skulle lure et uvejr. Det er noget, jeg arbejder med – at gode omstændigheder ikke nødvendigvis har tilkoblet et helt vogntog af dårlige – men jeg har et stykke vej at gå endnu. Når jeg ser objektivt på det, kan jeg godt se, at tingene går den rette vej og alene i 2018 er der sket flere ting, der tyder på, at skydækket er på retræte. 

Afgørelser fra Statsforvaltningen og Børne- og Socialministeriet

Vi skulle for det første ikke ret langt ind i 2018, før det stod klart, at man fra modpartens side var i gang med at forsøge at skabe sig en ny vej ind i Statsforvaltningen – denne gang ved at lave et personangreb på en tidligere ansat. Kort fortalt klagede Litehouse Consult (på vegne af min søns mor) over en tidligere medarbejder i Statsforvaltningen, som man mente, havde haft en partisk adfærd i forbindelse med sagsbehandlingen af den samværssag, min søns mor i september 2015 startede. En samværssag, hvor modparten gik efter, at min søn ud af et interval på 14 dage skulle være 11 dage hos sin mor og 3 dage hos sin far, og som endte med en deleordning. 

Du kan her læse mere om, hvad der gik forud for modpartens klage til Statsforvaltningen og  hvad den indeholdte. 

D. 4. april 2018 modtog jeg så en kopi af det svar, Statsforvaltningen havde sendt til Litehouse Consult:

Nedenfor opridser Statsforvaltningen kort indholdet af klagen fra Litehouse Consult:

Og følgende kan læses i Statsforvaltningens afgørelse:

Statsforvaltningen afviste således pure modpartens klage og det samme gjorde efterfølgende Børne- og Socialministeriet:

Det glæder mig at se, at hverken Statsforvaltningen eller Børne- og Socialministeriet er enige med min søns mor og Litehouse Consult i, at der skulle være tale om skævvridning, magtmisbrug og hemmelige aftaler i bedste Homeland stil – blot fordi sagen ikke fik det udfald, modparten måtte have håbet på. 

‘Seriøst??? Manden er dybt psykopat!!!’

Videre er det for det andet her i 2018 endelig lykkedes min advokat at komme en række injurierende opslag på Facebook til livs. Der er tale om følgende kommentarer, som alle er skrevet af den samme person: 

Du kan læse mere om de injurierende opslag her

D. 29.08.2014: Så må Michael Hjelvang fandme lære det. Håber de der har hørt på hans løgne nu kan gennemskue hvilken psykopat han er!!!”

D. 02.01.2016: Seriøst??? Manden er dybt psykopat!!! Han er jo så hjernedød at han stadig prøver at gøre sig selv til offer. 8 dommere har dømt ham. Der er taget forældremyndighed fra hans søn fra ham. Og er i virkelig så naive at i tror på ham. Helt utroligt at læse noget bræk som dette fra en psykopat!!!!

D. 09.01.2016: Ked af at se en deling eller et like på alt det løgn der kommer fra Michael. Manden er sindssyg!! Han har gjort alt hvad han kunne for at fjerne sin søn fra sin mor. Nu er alt det han har prøvet sprunget i hans løgnagtige hoved. Det er ikke for sjov at han mister forældremyndighed og bliver dømt for vold. Det er ikke noget der bare skete imod bedre viden! Ha en super weekend.”

D. 13. juni 2018 skrev min advokat – efter adskillige henvendelser – igen til kommentarernes forfatter:

Kort efter kunne jeg til min glæde konstatere, at de pågældende kommentarer er blevet fjernet. 

‘Lykke og lyse nætter’

Endelig har min søn og jeg for det tredje haft en rigtig fin og mindeværdig sommer i det danske. Vi fik en uge sammen i uge 28 og så får vi en uge igen i uge 32. Og de oplevelser vi indtil videre har haft i det danske sommerland, lader sig – på samme måde som mine egne feriebarndomsminder – måske i virkeligheden bedst opsummere af Thøger Larsens gamle tekst fra 1914 – Danmark nu blunder den lyse nat: 

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske somme.

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Sommeren 2018

Vesterhavet der vugger. Blå søer i det jyske. Køer og heste på græs. Vandingsmaskiner der køler de varme kroppe. Fodbold i haven. Og i fjernsynet. Og i golf-form. Korn og majs der modnes og som indeholder en perfekt kulisse til en skattejagt. Havetraktorræs. Sol over en (ikke grøn men afsveden) have. Lykke og lyse nætter. 

Så ja, der er meget der tyder på, at det gode her i livet ikke altid er fulgt af noget mindre godt. At der findes et sikkerhedsnet spundet sammen i tid af citronvand, drageflyvning, fodbold, stangtennis, vandingsmaskiner, dukkerter (uanset om vi vælger at soppe eller vi kører hele hovedet under), krabbejagt, og havetraktorræs. Og af de lyse nætter, der blunder over Danmark. 

Udenfor er solsorten hoppet ned på græsplænen i sin jagt efter orm og andet godt. Den står i solen og kigger ind mod mig med hovedet på skrå. Så flyver den væk med hastigt flaksende vinger. Den skulle ikke nyde noget. Alt er, som det skal være.

Med ønske om en god sommer. 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

40. Sandheden om Skilsmisse-Danmark (del 1)

Som optakt til min bog bliver der i den kommende tid udgivet en række indlæg her på bloggen om de ting, der er sket i min sag – hændelser, som desværre er et udtryk for nogle generelle brist i vores skilsmissesystem. 

Indlæggene falder i kølvandet på den skilsmisseaftale, der i tirsdags blev præsenteret på Christiansborg og er derned tænkt som Barnets Tarvs bidrag til at gøre opmærksom på vigtigheden i, at det nye system bliver implementeret ordentligt. Én ting er fine og på papiret gode aftaler fra politisk side, noget andet er når det skal omsættes i praksis. 

Nedenfor finder du det første indlæg i rækken:  

Ingen vej ind i Statsforvaltningen 

Siden min søns mor i starten af 2017 lavede en underretning til Helsingør Kommune på vores søn, har hverken kommunen, Statsforvaltningen eller domstolssystemet været involveret i vores sag. Det har de ikke, fordi min søns mor med kommunens afgørelse blev afskåret fra at gå i Statsforvaltningen i endnu et forsøg på at nedsætte samværet mellem min søn og jeg. 

Du kan læse mere om underretningen til Helsingør Kommune – samt den børnefaglige undersøgelse, der i den forbindelse blev udarbejdet via nedenstående links: 

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

32. Afgørelsens time

I kølvandet på kommunens afgørelse gik jeg gennem 2017 i mit stille sind og håbede på, at man fra modpartens side ville indse, at vejen til at starte en sag i Statsforvaltningen er lukket. Konklusionen i kommunens børnefaglige undersøgelse var, at vi har en søn i trivsel, og at han ikke har brug for hjælp og støtte fra kommunalt hold. Dér, hvor man i familierådgivningen kunne sætte ind, var ved at tilbyde mægling og vejledning til min søns mor og jeg. De voksne. Forældrene. Dem, der burde vide bedre. Et tilbud, jeg takkede ja til og som min søns mor afslog. Siden har jeg flere gange opfordret min søns mor til at tage imod kommunens tilbud – eller en anden mæglingsform, som hun måtte affinde sig bedre med – men jeg modtager ikke noget svar. 

Personangreb på en ansat i Statsforvaltningen 

Nu viser det sig så, at man i stedet for tilbudet om dialog og mægling, forsøger sig med en ny vej ind i Statsforvaltningen. Denne gang ved at lave et personangreb på en ansat og d. 8. februar 2018 modtog jeg således følgende brev fra Statsforvaltningen: 

Iben Elene Oksfeldt fra Litehouse Consult har således på vegne af min søns mor klaget over en tidligere ansat i Statsforvaltningen. Klagen går på den pågældende medarbejders adfærd i forbindelse med sagsbehandlingen af den samværssag, min søns mor i september 2015 startede. En samværssag, hvor hun gik efter, at min søn ud af et interval på 14 dage skulle være 11 dage hos hende og 3 dage hos mig, og som endte med en deleordning. 

I forbindelse med klagen orienteres også Børne- og Socialministeriet: 

Få aldrig børn i Danmark – medmindre du bruger en donor 

Jeg vil så nødigt deltage i en kønskamp, som er så uendelig malplaceret når det handler om noget så vigtigt som skilsmissebørns trivsel, men det er værd at bide mærke i, at denne Iben Elene Oksfeldt indgår i et netværk med blandt andre bloggeren Susanne Staun, advokaten Vivian Jørgensen og facebookgruppen ‘Netværket Mor’, der markedsfører sig under dette motto: 

Du kan læse med på Susanne Stauns blog her – læs og dan dig gerne dit eget indtryk. Jeg synes, at det taler for sig selv. 

Listen med de 12 advokater 

Men hvad er så den nærmere baggrund for Iben Elenes klage over en tidligere ansat i Statsforvaltningen? Her skal vi tilbage til d. 10. februar 2015, hvor jeg for første gang mødte journalist og jurist, Mette Kathrine Larsen. Det var Mette, der tog kontakt til min daværende advokat, Mette Clemmensen fra Drachmann Advokater i Helsingør: 

D. 10. februar kl. 11 endte med at passe for alle, og mødet fandt sted  hos Drachmann Advokater i Helsingør. 

Baggrunden for mødet var, at Mette Kathrine Larsen havde fået en liste fra den pågældende medarbejder i Statsforvaltningen med navne på 12 advokater – og heriblandt var altså min daværende advokat, Mette Clemmensen. De 12 advokater havde én fællesnævner: De havde alle på det tidspunkt en verserende sag, hvor Vivian Jørgensen var advokat for modparten.

Vivian Jørgensen har siden foråret 2014 været advokat for min søns mor. I december 2013 blev der ellers indgået et forlig med hendes daværende advokat med afsæt i den børnesagkyndige undersøgelse, der i december 2013 faldt ud til min fordel, og i hvilken konklusionen lød: 

“I relation til denne risiko virker Michael Hjelvangs overvejelser om at kunne justere (barnets, red) samvær med xxx, under hensyntagen til hendes mentale tilstand, relevante.”

Men et par måneder efter valgte min søns mor at placere en ny advokat ved roret, Vivian Jørgensen, og herefter tog tingene en helt anden drejning. Kort efter Vivian Jørgensens indtræden opstod den såkaldte voldsepisode, der endte med, at jeg i to instanser blev dømt for noget, jeg ikke har gjort. 

Du kan i min kommende bog læse, hvordan jeg i Den Særlige Klageret efterfølgende har fået medhold. Og hvordan Drachmann Advokater viste sig ikke at have helt rent mel i posenDu kan bestille bogen her

Mette Kathrine Larsen bad i forbindelse med DR2 dokumentaren ‘Fædre under mistanke’ om aktindsigt i advokat, Vivian Jørgensens sager i Statsforvaltningen. Der blev givet afslag på anmodningen, men i stedet udpegede den pågældende ansatte i Statsforvaltningen 12 sager, hvor man oplevede at den ene af forældrene brugte beskidte tricks og udokumenterede anklager i et forsøg på at fjerne den anden forælder fra barnets liv. Fællesnævneren i de 12 sager er advokat Vivian Jørgensen. Og én af de 12 sager er min. 

På listen med de 12 advokater var altså min tidligere advokat, Mette Clemmensen, og Mette Kathrine Larsen tog derfor i februar 2015 kontakt for at høre, om advokaten havde en sag, hvor  Vivian Jørgensen var advokat på modpartens side. Min advokat oplyste, at hun netop havde været i retten i en sag, hvor advokat, Vivian Jørgensen, optrådte på modpartens side. At hun var  rystet over Vivian Jørgensens ageren i retten. Og at hun præcist vidste, hvad det var for en sag, den pågældende medarbejder i Statsforvaltningen refererede til.

Samme dag blev jeg kontaktet af min daværende advokat, Mette Clemmensen. Hun fortalte mig, at hun var blevet kontaktet af en journalist og spurgte, om jeg havde lyst til at mødes med vedkommende. Det havde jeg. 

Da jeg d. 10. februar 2015 mødtes med Mette Kathrine Larsen, fortalte hun mig om programmet ‘Fædre under mistanke’, som skulle sendes på DR2 d. 12. marts 2015. Mette fortalte mig også, at de allerede var gået i redigering og at de derfor kunne få svært ved at nå at få min historie med i det pågældende program. De næste fire timer brugte jeg på at fortælle Mette min historie og undervejs kom det til at stå klart, at min sag er identisk med den problemstilling, som journalisten i programmet ønsker at anskueliggøre. 

Mette Kathrine Larsen fik ret i sin forudsigelse om, at de ville få svært ved at nå at få min historie med som en del af programmet ‘Fædre under mistanke’, hvilket for mig ingenlunde er af betydning. Det der vejer tungt på vægtskålen, var beskeden om, at der er et mønster i det vanvid, jeg føler mig udsat for. Og at parallelerne til Jesper Simonsens sag (der er bærende case i dokumentaren) er skræmmende. Efter selv at have mødt Jesper, kan jeg se, hvad det er for et system, jeg er havnet i. Og stor var min glæde derfor også, da meldingen d. 30. maj 2016 kom ud om, at Pressenævnet på alle punkter har frifundet dokumentaren ‘Fædre under mistanke’ for advokat Vivian Jørgensens anklager. 

Du kan se dokumentaren her: 

Følg klagesagen her på bloggen

Tilbage står nu den klage, der er rettet mod den medarbejder, der havde modet til at stå frem og kæde sagerne og de bagvedagerende aktører sammen. Det er klart, at vi i Barnets Tarv vil følge klagesagen tæt og at vi her på bloggen vil holde Jer opdaterede. 

Nedenfor kan læses Pressenævnets begrundelse for at afvise klagen. Og for at blåstemple dokumentaren som fair, undersøgende og objektiv journalistik.

Advokater fik ikke ret i klage over DR2-program

To advokater rejste kritik af DR og krævede genmæle i forbindelse med omtalen af programmet ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’. Pressenævnet mener ikke, DR har gjort noget forkert.

30. MAJ. 2016 KL. 14.56OPDATERET 30. MAJ. 2016 KL. 16.18

DR2 Undersøger: Fædre under mistanke
To advokater rejste kritik af DR og gik til Pressenævnet. Men de fik ikke ret. (Foto: DR Fakta © Type 2)

Pressenævnet mener ikke, at DR har tilsidesat god presseskik i forbindelse med udsendelsen ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’, som blev sendt den 12. marts sidste år – hverken i hovedudsendelsen eller i den omtale af samværssager og børneadvokaters rolle i dem, som fandt sted i Radiovisen, P3 Nyheder og på dr.dk i forbindelse med, at programmet blev sendt.

Oven på udsendelsen klagede to advokater over, at DR – og for øvrigt også TV 2 og Radio24Syv – skulle have bragt krænkende og ukorrekt omtale om dem i relation som deres erhvervsudøvelse som advokater. Derudover klagede de også over valget af kilder, og over at de ikke skulle have fået forelagt kritikken af dem, før udsendelsen og artiklerne blev bragt.
Pressenævnet mente ikke, at den ene af advokaterne havde retlig interesse i sagen, og derfor behandlede man ikke hendes sag, men derimod kun klagen fra den anden advokat. Og her mener Pressenævnet ikke, at der er noget at komme efter, eller at der er noget, som berettiger til, at DR skal bringe et genmæle.

Er kommet til orde

I sin afgørelse finder Pressenævnet, at den pågældende advokat i tilstrækkeligt omfang er kommet til orde i forbindelse med de nyhedsartikler og udsendelser, hvor hun er nævnt med navn.
Pressenævnet mener også, at det er i orden, at DR alene offentliggjorde dele af et 20 minutter langt interview – herunder til artiklen på dr.dk og ikke i DR2-dokumentaren, da advokaten havde afvist at lade sig interviewe til ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’-programmet til kamera.

Pressenævnet mener heller ikke, at der var noget at komme efter i selve ’DR2 Undersøger’-udsendelsen. Her vurderer Pressenævnet, at advokaten havde fået mulighed for at medvirke i programmet på sædvanlige vilkår, og at væsentlige dele af den udtalelse, hun havde sendt til DR på mail, også blev gengivet i programmet.

Advokaten havde ligeledes krævet, at DR skulle anonymisere hende eller helt afpublicere artiklerne samt TV- og radioudsendelserne om hende på DRs hjemmeside, dr.dk. Det har DR ikke gjort, og heller ikke dét finder Pressenævnet kritisabelt.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Nyt skilsmissesystem er godt nyt for børnene

Ny skilsmisseaftale sætter hensynet til barnets tarv først. De positive elementer er i flertal. Men der er plads til forbedringer. 

Foto: Barnets Tarv

Et møjsommeligt tovtrækkeri. Ultimative krav. Og uventede stopklodser. Fødslen har været hård, men efter mere end halvandet års forhandlinger på Christiansborg, kunne børne- og socialminister, Mai Mercado, denne formiddag præsentere Danmarks nye skilsmissesystem.

I dag har vi et system, som næsten er designet til at sende forældre i konflikt med hinanden,” lød det fra børne- og socialministeren, Mai Mercado (K) ved præsentationen af aftalen. 

Et opgør med svindel, fusk og falske anklager 

Barnets Tarv har gennem de seneste mange måneder fulgt forhandlingerne tæt og er glade for at se, at der i den nye skilsmisseaftale efterstræbes bedre vilkår for de mange børn, der hvert år oplever, hvordan en skilsmisse kan ramme.

Jeg er glad for at se, at det nye system sætter barnet først, og at systemet lægger op til at tage bedre hånd om de børn, der havner i en konfliktfyldt skilsmisse,” siger direktør i Barnets Tarv, Michael Hjelvang. 

Med det nye skilsmissesystem indføres blandt andet en ny formålsparagraf i forældreansvarsloven, der slår fast, at alle afgørelser skal ske ud fra hensynet til barnets tarv. Videre indeholder det nye system også initiativer, der sikrer en bedre hjælp til børn i familier hvor misbrug, falske anklager og forsøg på helt at udelukke den ene forælder fra barnets liv, er en del af konflikten. 

Jeg håber, at det nye system får sat en effektiv stopper for de årelange sager, hvor børn bliver kastebold mellem myndighederne, hvor omfattende børnesagkyndige undersøgelser pludselig mister værdi og hvor det lønner sig at trække tiden. Og så er jeg glad for at se, at hensynet til barnets tarv nu bliver skrevet ind i lovgivningen,” siger Michael Hjelvang. 

Du kan her læse mere om, hvordan det nye system må antages at påvirke Michael Hjelvangs sag

God idé at nedlægge Statsforvaltningen 

Hvis du i dag skal skilles, og hvis du ikke kan nå til enighed med dit barns mor eller far om, hvem der skal have barnet, kan sagen hurtigt blive trukket i langdrag. Det sker blandt andet fordi, sagen både kan blive behandlet i Statsforvaltningen og i domstolssystemet, men med den nye skilsmisseaftale bliver der nu sat en stopper for de forskellige indgange til systemet. I aftalen, som samtlige af Folketingets partier har indgået, er et af hovedpunkterne nemlig, at Statsforvaltningen afskaffes og erstattes med en ny myndighed kaldet Familieretshuset. Et tiltag, som Barnets Tarv bakker op om: 

“Mange af de mødre og fædre, der henvender sig til os for at få hjælp i forbindelse med en skilsmisse, oplever, at vanskelighederne opstår i Statsforvaltningen – når sagen bliver sendt fra én myndighed til en anden og her vil det klart være en fordel at fokusere forløbene. Dog er det samtidig vigtigt at tilføje, at den nye myndighed – Familieretshuset – ikke må komme til i praksis at udfylde den samme rolle, som Statsforvaltningen gør i det nuværende system,” siger jurist i Barnets Tarv, Mette Kathrine Larsen. 

I Familieretshuset vil der blive foretaget en screening, hvor sagerne inddeles i tre spor. Grøn er de enkle sager, gul de mindre enkle, og rød de højkonfliktfyldte sager. Aftaleparterne forventer cirka 60.000 grønne, cirka 30.000 gule og cirka 7.000 røde sager om året. 

Den tidlige screening af familiesager og inddeling i forskellige sagsbehandlingsspor – grøn, rød og gul – kan være med til at sikre den nødvendige fleksibilitet, så familierne fra start bliver mødt, hvor de er og vi ser i Barnets Tarv, sammen med den række af dygtige advokater, vi samarbejder med, frem til at hjælpe børn, mødre og fædre, uanset hvilket spor, de skal navigere i,” siger Mette Kathrine Larsen. 

Du kan her læse mere om den hjælp, vi i Barnets Tarv tilbyder

Du kan her læse mere om de advokater, vi i Barnets Tarv samarbejder med

Plads til forbedringer 

Til trods for de mange gode initiativer er der stadig plads til forbedringer. Specielt når konflikterne tager fart, er det vigtigt, at systemet sætter barnets tarv i centrum. Her tildeler det nye system domstolene en helt central rolle, og det kan give anledning til bekymring:

Domstolene påtager sig et stort ansvar. De har lovet, at de kan løfte det. Det vil vi i Barnets Tarv holde øje med,” siger Mette Kathrine Larsen. 

Syv fakta om det nye skilsmissesystem

Familieretshuset
Familieretshuset erstatter Statsforvaltningen og bliver den nye og eneste administrative indgang til systemet. Det er her screeningen af sagerne finder sted og inddeles i rød, gul og grøn.

Familieretten
De komplekste skilsmissesager kommer til at ligge i familieretten – det er sager, hvor konflikten mellem forældrene er så stor, at der er brug for rettens indblanding. 

Delt børnecheck og bopæl
Det nye system skal sikre, at forældrene kan være forældre på lige fod. Derfor skal forældre med fælles forældremyndighed som udgangspunkt modtage halvdelen af børnechecken hver. Derudover skal forældrene – hvis de er enige om det – have mulighed for at dele barnets bopæl mellem sig.

Børneenheden
Børneendheden skal sikre, at skilmissesagerne alid tager udgangspunkt i barnets behov, og at børnene bliver inddraget og deres perspektiv bliver hørt. Det bliver skrevet ind i loven, at hensynet til barnet skal vægtes højest.

Fodgedafhentninger
Ingen børn skal fremover hentes af fogeden, når aftaler om samvær ikke overholdes. Denne opgave ligger nu hos familieretten.

Rådgivning til forældre
Forældre tilbydes rådgivning i den såkaldre reflektionsperiode og samtidig skal forældrene gemmeføre et digitalt forløb, der blandt andet klæder dem på til at tage hensyn til barnet.

Separationsperiode genindføres
Der  bliver genindført en separationsperiode, som fremover kommer til at være på tre måneder. I separationsperioden tilbydes både børn og forældre rådgivning. Forældrene kan få rådgivning i, hvad bruddet betyder for børnene. 

Få overblikket og læs om det nye skilsmissesystem her

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Ny samarbejdspartner i Barnets Tarv

Det er med stor glæde, at vi hermed kan præsentere vores nye samarbejdspartner, Karina Hedegaard Hansen. 

Karina blev uddannet advokat i 2006 og driver i dag sit eget advokatfirma i Aalborg. Videre er Karina ansat ved Aalborg Universitet, hvor hun skriver en ph.d. og underviser, og endelig er hun også ansat i Mødrehjælpens retshjælp, hvor hun yder juridisk rådgivning til skilsmisseforældre.

Du kan læse mere om Karina Hedegaard Hansen her

Du kan læse mere om vores øvrige samarbejdspartnere her

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

39. Alt har sin tid, som er nu

Intet er helt selvfølgeligt. Alt er nyt og mærkværdigt. Intet er omsonst. Alt har sin tid, som er nu.

Benny Andersen 

Om få timer rinder året ud og tiden er inde til at gøre status over, hvad året har bragt af godt og ondt. 2017 blev året, hvor meget langsomt begyndte at give mening, og hvor jeg mærkede, hvordan det er at leve – og ikke bare at overleve. Men samtidig bed 2017 også  – med sin bidskhed – fra sig og, satte allerede i januar tænderne i, hvor det gør mest ondt. D. 11. januar modtog jeg et brev fra Familierådgivningen i Helsingør Kommune. Forvaltningen havde valgt at igangsætte en børnefaglig undersøgelse af min søn på baggrund af en underretning og jeg blev indkaldt til et møde d. 7. februar 2017. På mødet fik jeg at vide, at underretningen var kommet fra min søns mor, der havde oplyst, at vores søn er i mistrivsel, at han er voldelig overfor de andre børn, at jeg slår ham, truer ham, mishandler ham, låser ham inde, udsætter ham fra psykisk terror og at min søn er bange for mig, og ikke ønsker at se mig. 

Du kan læse mere om underretningen til Helsingør Kommune og om den børnefaglige undersøgelse her: 

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

Mens den børnefaglige undersøgelse verserede, fik jeg af min søns fodboldtræner i starten af marts  at vide, at hans mor havde meldt ham ud af den lokale fodboldklub og at han var blevet påbudt at stille op på trænerens privatadresse for at returnere sit spillesæt. Udmeldingen skete på trods af skolens seneste udtalelse af 13. oktober 2016: “Hans (min søn, red.) store passion er fodbold” – og d. 16. marts 2017 valgte Ungdomsformanden for Espergærde fodbold således også at sende en underretning til Helsingør Kommune vedrørende den klemme, hans mor havde placeret vores søn i.  

Du kan læse mere om udmeldelsen fra fodboldklubben her: 

34. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”

Godt to uger senere – fredag d. 31. marts – traf Helsingør Kommune en afgørelse: Det vurderes på baggrund af ovenstående, at (barnet, red) ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte, jf. Servicelovens § 52, hvorved sagen umiddelbart afsluttes i Familierådgivningen. Kommunen mente således ikke, efter at have foretaget en børnefaglig undersøgelse og efter at have talt med min søns skole, at der var tale om et barn i mistrivsel og heri ligger implicit også en tilkendegivelse af, at kommunen ikke troede på, at de anklager min søns mor havde anført om, at jeg skulle udsætte vores søn for såvel psykisk som fysisk vold, var sande. Havde kommunen troet på det, havde de ikke alene ret men også pligt til at skride ind. 

Du kan læse mere om kommunens afgørelse her: 

32. Afgørelsens time

Efter en turbulent start på året, der heldigvis mundede ud i, at Helsingør Kommune afskar min søns mor muligheden for på ny at starte en samværssag i Statsforvaltningen, der havde til formål at fjerne vores søn mest muligt fra sin far, begyndte mere opmuntrende vinde hen over sommeren 2017 at tage fat. D. 11. juli kunne vi præsentere en ny medarbejder i Barnets Tarv – jurist og journalist, Mette Kathrine Larsen  – og umiddelbart efter begyndte henvendelserne fra skilsmissekriseramte forældre at strømme ind.

Du kan læse mere om ansættelsen af den nye medarbejder her:

35. Ny medarbejder i Barnets Tarv 

Hen over sommeren 2017 begyndte rådgivningsdelen i Barnets Tarv for alvor at tage form og d. 10. august bragte Helsingør Dagblad således også en dobbeltsidet artikel med rubrikken: Hård skilsmisse førte til nyt firma

Du kan læse mere om artiklen i Helsingør Dagblad her: 

35. Helsingør Dagblad går ind i kampen for at sikre barnets tarv i skilsmissesager

Gennem hele 2017 har arbejdet med færdiggørelsen af min bog været en af hovedoverskrifterne, og d. 18. september var jeg således til møde med forlaget og d. 22. september blev bogens forside, titel og prolog offentliggjort her på bloggen. 

Du kan læse mere om mødet med forlaget og om offentliggørelsen af bogen forside, titel og prolog her:

37. Sig nærmer tiden

38. Prolog

Efteråret 2017 bød på et fokus på injurielovgivningen. D. 21. november 2016 blev jeg frikendt i Helsingør Byret efter en anmeldelse til politiet fra min søns mor gående på, at jeg i indeværende blog skulle overskride injurielovgivningen, og med frikendelsen satte byretten således en fed streg under, hvor grænserne for injurierende udsagn går. Et år senere – d. 22. november 2017 – rettede min advokat, på baggrund af byrettens frikendelse,   henvendelse til en af de personer, der på de sociale medier gentagne gange har stemplet mig som værende psykopat. 

Facebookopslag d. 2. januar 2016

Facebookopslag d. 29. august 2014

Facebookopslag d. 9. januar 2016

Svarfristen for den pågældende person var d. 20. december 2017 og jeg har dags dato endnu ikke hørt fra ham. Min advokat vil i 2018 tage sagen videre til politiet. Dette sker ikke for at optrappe den konflikt, min søns mor måtte mene at have med mig, men for at understrege mit budskab om, at sandheden altid har det med at komme frem. 

Endelig blev der i december 2017 sat et punktum for den klagesag, jeg har igangsat over Nordsjællands Politi. D. 26. oktober 2016 anmodede jeg om aktindsigt i de tre originalbilledfiler i den straffesag, der i 2014 blev ført mod mig. I første omgang afslog politiet min anmodning, men efter en klage til Statsadvokaten fik piben an anden lyd, og anmodningen blev imødekommet. D. 4. april 2017 var jeg til gennemsyn af sagsakterne ved Nordsjællands Politi i Helsingør og d. 23. maj fik jeg en digital kopi af to af de pågældende billedfiler udlevert. 

Nordsjællands Politi i Helsingør d. 4. april 2017

Ved gennemgangen af billederne kom det frem, at der i sagen er journaliseret et fjerde billede, som jeg ikke tidligere er blevet orienteret om, og at politiet manglede originalbilledfilerne på to af de omtalte billeder. D. 11. august 2017 påklagede jeg dette til Nordsjællands Politi og d. 8. december beklagede politiet, at de ikke længere var i besidelse af de pågældende billedfiler, der må anses at have haft afgøremde betydning i straffesagen. De to originalebilledfiler er nu blevet forelagt flere uvildige fotoeksperter og budskabet er klart: Billederne er manipulerede. Du kan læse mere om billederne i min bog, der i 2018 rammer gaden og jeg afventer lige nu en tilladelse til i bogen at bringe billederne, så du som læser selv kan danne dig et indtryk.

Julen og nytåret 

D. 10. november 2017 skrev jeg følgende til min søns mor vedrørende julen og nytåret samt vores kommunikation via de skriftlige ugerapporter: 

I forhold til julen og nytåret modtog jeg d. 22. november nedenstående svar, men fik intet svar på min opfordring til en bedre kommunikation:

D. 20. december 2017 skulle min søn, jf. vores samværsresolution, hjem til mig på juleferie. Imidlertid fik jeg om morgenen en besked fra skolen om, at min søn ikke var kommet i skole – og da jeg intet havde hørt fra hans mor, frygtede jeg, at hun var i gang med at tilbageholde ham, og skrev derfor følgende til hende:

Senere samme dag kom min søn alligevel i skole og om eftermiddagen modtog jeg en ny mail fra min søns mor:

Jeg har meget svært ved at se det utilstedelige i at rette henvendelse til min søns mor, når vores søn ikke på en skiftedag er i skole og da jeg intet havde hørt fra hende, og jeg tænker på, hvordan hele situationen kunne have været undgået med en bedre kommunikation – eller bare en eller anden form for kommunikation. Men dialogen er kørt så meget af sporet, at jeg ikke længere kan få øje på den. Det er altid der, det ender, når min søns mor insisterer på ikke at rette blikket mod sig selv. Hun kører og kører, til jeg for længst er stået af.

Min søns mor har flere gange skabt unødigt drama omkring julen og nytåret og i år var desværre ingen undtagelse. D. 28. december skrev min søns mor til mig, at vores søn alligevel ikke kommer hjem d. 3. januar, som hun tidligere havde oplyst og som jeg har planlagt efter. Min søns mor vil ikke give mig adgang til forældreintra og jeg har således kun hendes ord at planlægge efter:

Du kan læse mere om forældreintra her: 

24. Sandheden husker man

Du kan her læse om julen og nytåret i 2015 og 2016:

30. Lad julesorgen slukkes

Mening med galskaben 

Når jeg her på kanten af 2017 ser tilbage på det forgangne år, står Benny Andersens ord klare for mig: 

Intet er helt selvfølgeligt. Alt er nyt og mærkværdigt. Intet er omsonst. Alt har sin tid, som er nu.

Der er en mening med galskaben og nuet skal fanges i det øjeblik, det passerer. Isoleret set giver begivenhedernes gang i 2017 ikke den store mening, men set i en sammenhæng, tegner de et meningsfuldt billede og at budskab om, at tiden er nu: 

Når jeg kaster blikket frem mod 2018, håber jeg, at min søns mor vil indse, at et barn har ret til to forældre, og at hun vil se og lytte til vores søns behov. Videre håber jeg, at hun vil finde mod og styrke til at nedbryde den mur, hun sammen med sine forældre har bygget omkring sig, og at hun sten for sten ved hjælpe med at bygge en bro hen over de to verdener, som vores søn måtte opleve at skulle navigere i. 

Videre håber jeg, at Den Særlige Klageret i 2018 vil vælge at genoptage straffesagen. I hvert fald bliver 2018 året, hvor et vidne har valgt at følge sin samvittighed. Og endelig ser jeg frem til, at min bog i 2018 rammer gaden og til at få sat et punktum. 

Du kan læse mere om bogen her: 

Bestilling af bog

2017 har på privatfronten budt på mange store og fine øjeblikke, og fortsætter 2018 på samme måde, ligger mine største ønsker lige foran døren – klar til at gå i opfyldelse. 

Afslutningsvis vil jeg gerne sige tak for alle Jeres henvendelser – hver og en. Tak for tilbud om fodboldbilletter, invitationer til mad eller kaffe i Jeres hjem, gaver ude foran vores dør og sågar invitationer til juleaften. Jeres støttende ord, Jeres tid og empati betyder meget. 

Med ønske om et godt og lykkebringende nytår

Michael     

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

38. Prolog

“Far, de hilste ikke på dig?” – lyder det forundret fra min søn.

“Nej, men de så os nok ikke.”

Ingen af os er overbevist. Inderst inde ved jeg jo godt, hvordan folk står og kikker ned i asfalten, når de møder mig. Jeg kan mærke den ubehagelige stemning. Tavsheden. Korte lukkede svar. Smagen af mistillid.

Med denne bog inviterer jeg dig hermed på en rejse ind i Skilsmisse-Danmark. En kafkask proces fyldt med manipulation, magtmisbrug, lange sagsbehandlingstider og skruppelløse advokater – som de færreste måske kender til. Selv havde jeg i hvert fald ikke en anelse om, hvordan vores system er skruet sammen, før jorden – ved udgangen af 2012 – begyndte at vakle under mig. Her røg jeg med i den efterhånden tårnhøje statistik over par, der vælger at tage vielsesringen af og skrive under på en skilsmisse. En skilsmisse der i sig selv skulle vise sig at tage mere end to år om at blive en realitet. Og et brud i familielivet der skulle vise sig at blive starten på mit livs kamp.

Bogens forside

Denne bog er tænkt som en hjælp til de mange børn og forældre, der lige nu er klemt i det familieretlige system – samt de mange mennesker, der lige nu måbende står på sidelinjen og betragter en konfliktfyldt skilsmisse – det være sig såvel myndighedspersoner som privatpersoner. Og bogen er således mit personlige bidrag til at sætte fokus på vores familieretlige system – og de potentielle faldgruber, som det måtte indeholde. Om du er mor, far, bedsteforælder, ven, nabo, lærer, journalist, socialrådgiver, børnesagkyndig, jurist, advokat – eller dommer,  så har vi alle en forpligtelse til at handle. I denne bog vil du møde et galleri af mennesker, der stod op for mig. Jeg håber, at du vil finde inspiration til at gøre det samme for andre.

Jeg vælger i denne bog at dele min fortælling, idet den kan tjene som en vidnesbyrd om, hvordan en skilsmisseforælder lige nu oplever det system, vi har skruet sammen. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at denne bog er et udtryk for mine subjektive holdninger og oplevelser. Jeg gør på ingen måde krav på sandheden og beskriver udelukkende hændelsesforløbet, som det ser ud med mine øjne. Derfor anerkender jeg også fuldt ud, at der kan være andre, som har en anden oplevelse af begivenhederne. I det hele taget har jeg søgt at holde mig til at beskrive mine egne oplevelser. Og til ikke at dømme. Alligevel vil der formentlig være mennesker fra min fortid, der vil føle sig ramt. Det er en del af præmissen for at stå frem. Jeg kan ikke male et troværdigt billede af den måde, hvorpå jeg har oplevet Skilsmisse-Danmark, samtidig med at jeg pålægger mine stærkeste oplevelser censur – fordi de måske kan støde andre. Det er klart, at jeg kan vise omtanke og respekt og jeg har således også afvejet adskillige hensyn i forbindelse med bogens tilblivelse. De mennesker som jeg oplever, har behandlet både min søn og jeg uretmæssigt, ved, hvad der er sket. De kender historien. Og nu har du som læser også mulighed for at få et indblik i begivenhedernes gang. Det er et livsvilkår, som de må leve med. Præcist som jeg må leve med de ar på krop og sjæl, som det har givet mig. Min eks-svigerfar har flere gange sagt til mig:

“Der er altid en regning, der skal betales.”

Og ja, – lige netop her, er jeg faktisk tilbøjelig til at give ham ret.

I erkendelse af at jeg kan huske ting forkert, har jeg søgt aktindsigt i hele min sag. Samtlige sagsakter er blevet grundigt gennemgået af flere advokater og jurister. Det er sket for at sikre, at jeg læner mig så meget op af fakta, som det overhovedet måtte være muligt. Det har været en lang og krævende proces. Og der er fældet mange tårer på den konto. Samtidig har det for mig også været en uvurderlig erkendelsesrejse. Der er mange sagsakter, som jeg ikke tidligere har kunnet overskue at gennemlæse. Det har ganske enkelt gjort for ondt. Men at sidde time efter time og systematisk gennemgå sagen med flere eksperter – der tidligere har set tusindvis af denne slags sager – og at spejle mig i deres forargelse og frustration over det, jeg har gennemlevet, har gjort et stort indtryk.

Jeg har i forhold til min søn tænkt meget over, om det er en god idé at stå frem? Om jeg sætter mine egne behov foran hans? Om jeg udstiller ham? Svaret er enkelt: Det er uomtvisteligt at flere af de mennesker, der har hørt om min historie, måske et sted vil begynde at overveje, om det rent faktisk passer – om jeg mon er psykopat? Og lige netop i den overvejelse bor tvivlen. Den nagende og omsiggribende tvivl, der får mennesker til at lade som om, de ikke ser mig, når jeg kommer gående med min søn på gaden. Den er den tvivl, jeg ønsker at at gøre op med – én gang for alle. For min søns skyld. Og for min egen. Jeg har ikke tal på de mange kampe, vi har måtte tage som følge af de prædikater, der er sat på mig: En dårlig og ond far som de andre børn ikke må lege med. Eksempelvis har flere af min søns kammerater – som han ellers har leget med utallige gange såvel hos dem som hos os – fået at vide, at de ikke kan komme hjem til ham for at lege. Begrundelsen: Din far er ond!

Heldigvis har flertallet af forældre åbnet deres hjem og deres hjerter for min søn og jeg. Jeg mærker en kærlighed og en varme, som rører mig dybt. Og det er også med til at give mig styrke og mod til nu at stå frem. Jeg ved, at der er mennesker, der ser mig og stoler på mig. Og som altid vil være der.

Jeg skifter undervejs i bogen i tid for at minde både dig som læser – og jeg selv om – hvordan kærlighed pludselig kan skifte til had. Den ene dag er jeg verdens bedste far – den næste dag er jeg stemplet som psykopat. Når jeg i bogen flere steder krydsklipper til min egen barndom er det fordi den gemmer svarene på, hvorfor jeg i flere situationer handler, som jeg gør.

God læselyst.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar