1. Langebro

Her midt på Langebro går jeg – en 40 årig mand i mit livs kaos. Jeg tudbrøler.

Det er en kold vind, der rammer mig. Bidende. Ubarmhjertig. Jeg flakker rundt uden mål og retning. Og ude af stand til at mærke mine ben. En tilskuer i mit eget liv. Det er ikke mig, der går der med tårerne trillende ned af kinderne. Det er ikke mig, der ikke kan trække vejret. Det er ikke mig, der er en voldsmand. Det er bare ikke mig. Og selv om jeg ikke forstår noget som helst lige her midt på Langebro, forstår jeg alligevel det hele: “Det her må komme til at betyde, at jeg mister tid med min søn. Og på grund af hvad?” tænker jeg.  “Noget jeg ikke har gjort“. Og sådan har det været de sidste mange måneder – ja år, faktisk. Et konstant farvel, en konstant trussel om et farvel, et konstant tab der hele tiden udspiller sig. Jeg er vant til det. Men jeg nægter at give op.

Jeg er på vej fra Østre Landsret tilbage til Amager, hvor min bil holder parkeret. Med mig har jeg en voldsdom i bagagen. Jeg er en voldsmand. En forbandet voldsmand i en ulykkelig børnesag. I hvert fald hvis man spørger Østre Landsret. De har ikke alene netop stadfæstet byrettens dom. De har også skærpet den. Jeg er nu både dømt for at have nikket en skalle. For at have taget kvælertag. Og for at have taget hårdt fat i en arm. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke har gjort det og jeg mærker magtesløsheden helt ud til fingerspidserne, mens jeg går der på broen mod Amager. For et par måneder siden var det en følelse, der kun gav sig en smule til kende – magtesløsheden. Et par centimeter hist og her En farveløs kant der dukkede op og forstyrede udsynet. Ærgerligt, men til at leve med.

Det skal nok gå“, sagde jeg til mig selv i august, da byretten traf sin afgørelse.

Men med landrettens dom d. 24. november 2014 falder den farveløs kant nu på plads inde i mig. Breder sig og bygger fodboldbaner i samme grå farve – eller snarere grå mangel på farve. Noget inde i mig begynder at fryse til, og der er “kun” to ting, der forhindrer mig i at falde om der midt på broen. For det første selvfølgelig min søn og for det andet den gruppe af gode og nære venner, som jeg har omkring mig. Holdkammerater som altid er der. Holdkammerater som står op for mig. Og som i den samme rækkefølge ringer til mig på svære dage. Hver gang. Præcist som med denne novemberdag på Langebro. De er der. Hele holdet. Dét er venskab. Og det får mig frem til min bil.

Der er nu gået et år. Jeg er stadig en voldsmand – på papiret. Men ikke i realiteten. Og ikke i hjertet. Og i den kommende tid vil du på min blog og via de sociale medier kunne følge min kamp for retfærdighed. Julen har været ubeskrivelig. En slående kontrast til 2014. Statsforvaltningen traf en hasteafgørelse onsdag d. 16. december. Og min søn kom hjem på juleferie. Jeg kan ikke i ord beskrive hans begejstring, men et meget fint billede på glimtet i hans øjne da jeg kommer og henter ham, er, at jeg med det samme skal have en gave fra ham. Et rødt julehjerte til at hænge på træet. “Fordi jeg elsker dig, far.

Nu befinder jeg mig så i Sverige. En autentisk ødegård – som taget direkte ud af en Astrid Lindgren bog. Her har jeg fejret nytår uden en eneste raket. Men med en flaske champagne. En blok og en blyant.

1. LangebroPå væggene omkring mig hænger røde julehjerter fra min egen barndom. De har tilhørt min farmor. Det rør mig dybt, kan jeg mærke, og tårerne begynder igen at trænge sig på. Som om ringen langsomt sluttes. Der er i hvert fald nogen meget stærke paralleller mellem min egen barndom og den barndom min søn lige nu oplever hos sin far. Noget der er langt stærkere end Langebro, magtesløsheden og uretfærdigheden. Et bånd mellem min søn og jeg, som ingen kan tage fra os.

Jeg står nu for første gang frem og fortæller hele min historie. Det er grænseoverskridende og angstprovokerende for mig. Men jeg ved, at det er det rigtige at gøre.

 

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg. Bogmærk permalinket.

7 svar til 1. Langebro

  1. Nissen siger:

    Stærk læsning og super godt skrevet, jeg en ellers stærk mand, fældet en tåre for dig og din søn, jeg ønser dig og din søn, god vind i 2016 som bliver jeres år 🙂

    Liked by 1 person

  2. syracuse10 siger:

    Tusind tak for din besked. Det betyder meget for mig at høre. Håber, at 2016 bliver et rigtig godt år for dig. Og håber på din fortsatte støtte.
    Michael

    Like

  3. Mogens Andreasen siger:

    Meget stærk og rørende læsning. Jeg beundrer din styrke.
    Lad aldrig de dårlige, syge, hævngerrige mennesker knække dig. 👍❤️

    Like

  4. May Nielsen siger:

    Hold da helt op, jeg er fuldstændig rørt over at læse din historie, skrevet på en fantastisk indlevende måde.
    En frygtelig sej kamp for dig, godt du stadig har modet til at kæmpe og jeg håber virkelig at du har nogle gode venner der kan støtte dig i din kamp. Heldigvis har du en søn der elsker dig, pas godt på ham ……. og dig selv

    Liked by 1 person

  5. Pingback: 15. Fædre under mistanke frikendt | Barnets Tarv

  6. Hi, its good piece of writing regarding media print, we all
    know media is a enormous source of information.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s