2. Skiftedag

Lige hjem, far 

Jeg går rundt om mig selv. Distræt. Åbner køleskabet. Står og kikker lidt. Lukker det igen. Mit hjerte hamrer afsted.

“Hvordan mon min søn har det?”

Det er 11 dage siden, jeg har set ham. 11 dage hvor jeg ikke har været der, når han vågner om morgenen. Og 11 dage hvor jeg ikke har holdt hans hånd, når han skal sove. 11 dage er OK for mig. Det kan jeg ‘sagtens’ klare. Ikke fordi det ikke gør ondt på mig. For det gør det. Det gør ondt som bare fanden. Og mens jeg står der foran køleskabet mærker jeg, hvordan tårerne igen presser sig på. Jeg registrerer dem nærmest ikke, tårerne. Konstaterer blot, at udsynet sløres. Når man har grædt så meget som jeg, er tårerne gået hen og blevet en fortrolig allieret. En ventil, der hjælper mig med at overleve. Samtidig har tårerne også – sammen med de mange anklager der er haglet ned over mig – sendt mine egne behov på retræte. Jeg kan godt leve med smerten i 11 dage. Og langt flere til – når ‘bare’ jeg ved, at min søn har det godt. Nej, det der optager mig, er, hvordan 11 dages adskillelse mon opleves, når man er 8 år – og ikke har været forberedt?

Krigens væsen 

Lige inden jul besluttede Statsforvaltningen, at min søn skulle hjem til mig lørdag d. 2. januar. Det skete ikke. Jeg er ikke overrasket. Jeg er ikke skuffet. Og jeg er ikke vred. Fornuftsmæssigt kan jeg godt se, at det ikke gavner noget, at jeg stiller mig på bagbenene. Og derfor har jeg også valgt stiltiende at acceptere, at han i stedet først kom hjem fire dage senere. Onsdag. d. 6. januar. Jeg vil ikke i krig med nogen. Afskyr fænomenet. Krigens væsen gør intet godt, og for min søns skyld – og for min egen – insisterer jeg på dens modsætning – nemlig samarbejdet. Alligevel hvæsser en følelse af skyld og svigt pludselig sine kløer og fæstner sig dybt i mig. Jeg tænker på Berlinmuren. Tænker på de mennesker, der vågnede en morgen og opdagede, at alt det, de havde troet på, alt det, man havde fortalt dem – viste sig at være en fejl.

“Gad vide om han er vred på mig over, at han ikke kom hjem? Skuffet? Har jeg gjort nok for at skåne ham for de pludselige forandringer?”, tænker jeg.

Jeg forsøger at berolige mig selv. I tirsdags – da jeg ringede til min søn for at aftale, hvordan han gerne vil hentes – sagde han jo med det samme:

“Lige hjem, far.”

Lige hjem betyder, at han ikke vil i SFO – men i stedet direkte hjem til sin far. Det går lige i hjertet på mig. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at være sammen med min søn. Efter flere års febrilsk aktivitet, hvor jeg kom længere og længere væk fra mig selv, nyder jeg nu de helt enkle ting. Jeg har været social for flere årtier. Og nu vil jeg ‘bare’ gerne være sammen med min søn. Som ham, vil jeg gerne ‘lige hjem’.

Tunge skridt

Ud over at skrotte SFO’en aftaler vi i tirsdags også, at vi vil gå hinanden i møde. Vores plan er, at min søn skal gå et lille stykke ned langs vejen, hvor skolen ligger. Og så kommer jeg ham i møde.

Den bagvedliggende tanke falder i flere tempi. For det første ønsker jeg at skabe plads til, at min søn kan reagere. Det er min oplevelse, at det efter lang tids adskillelse kan være rart med plads til at give følelserne frit løb uden kammerater, pædagoger og andre forældre – der i den bedste mening – kommer til at agere tilskuere.

For det andet kan det også være en god måde at bryde den første is. I stedet for ‘bare’ at hoppe direkte ind i en bil. Eller på en cykel. Det at gå tvinger både børn og voksne ned i tempo. Og det tydeliggør, at nu er der altså noget, der ændrer sig – igen. Det er onsdag. Det er skiftedag. Og det er sjældent helt nemt.  Desværre er det ofte skilsmissebørnene, der her kommer til at trække det tungeste læs. Jeg tænker på et konkret eksempel fra en afleveringssituation, hvor en mor og en far holder i hver deres ende af en parkeringsplads – mens barnet med fuld oppakning går fra den ene bil til den anden. Ingen af forældrene stiger ud af bilen. Alene tanken gør mig ked af det. Det er for mig billedet på, hvor mange tunge skridt et skilsmissebarn skal tage. Det er præcist dén tunge vandring, som jeg for alt i verden gerne vil skåne min søn mest muligt for.

En kold dyne 

Efter tomt at have nedstirret ost og spegepølse i noget der føles som flere timer, lukker jeg køleskabsdøren igen. Der er vel gået et par minutter. Går ud i gangen for at hente min jakke – men inden jeg er nået ud af stuen, har jeg allerede glemt, hvad jeg gik efter. Mine tanker er hos min søn. Alligevel er det som om, jeg ikke rigtig kan komme ud af døren. Kan ikke samle tankerne om de praktiske gøremål. Flytter bare rundt på ting og på mig selv – uden at der sker noget. Så kikker jeg på klokken. Den er snart to. Hvis jeg ikke går nu, kommer jeg for sent. Jeg mærker, hvordan adrenalinen sætter gang i min krop, og jeg hopper resolut i vintertøjet. Nu er det nu. Jeg skal se min søn igen.

Jeg kender hvert et hus på vejen ned mod skolen. Postkasserne. Træerne. Og de små sideveje. Jeg gik selv på den samme skole som barn – og cyklede hver dag på den samme vej. Men selv om genkendelsen gør mig tryg, begynder jeg alligevel alt for tidligt, at spejde efter min søn. Jeg ved godt, at han slet ikke kan være kommet så langt. Tager en dyb indånding. Og går lidt videre. Luften føles kold. Bidende. Og selv om klokken kun er lidt i to, er det som om, mørket allerede er over mig – som en stor kold dyne.

“Hvor er han henne?”, tænker jeg.

En følelse af bekymring melder sig lynhurtigt og jeg tager mig selv i at kikke om hvert et hjørne. Han er der ikke. Mit hjerte tager endnu en galoptur:

“Hvad kan der være sket? Kommer han heller ikke hjem i dag? Hvornår ser jeg ham så?”

Så hører jeg pludselig lyden af en barnestemme lidt længere fremme:

“Hej far!”

Der går et par sekunder, inden jeg registrerer det. Så kommer lettelsen. Den vælter ind over mig i bølger. Og jeg skal kæmpe for at holde tårerne tilbage. Endelig. Der er han. Min søn. I fuld fart kommer han løbende mod mig med fremstrakte arme. Han har siddet gemt i en hæk for at overraske mig. Og nu kaster han sig ind til mig. Og holder mig fast.

“Jeg har savnet dig far”, siger han og knuger min hånd. Der er stille lidt. Så fortsætter han:

“Jeg har også savnet mine venner. Må jeg få en kammerat med hjem? Og kan vi tage over på vores fodboldbane, far? Din og min?”

Fodboldbane

“Selvfølgelig kan vi det,” smiler jeg – og fortsætter:

“Banen er godt nok bundfrossen. Men det er jo fuldstændig ligemeget – vi kan sagtens spille alligevel.”

Mens jeg stå der med min søn i favnen, er det som om, den kolde dyne langsomt forsvinder. Holdet er samlet igen – denne gang efter forlænget spilletid. Jeg mærker, hvordan varmen breder sig i min krop. Mine muskler begynder langsomt at slappe af. Og til sidst bliver også hjerteslagene rolige og regelmæssige. Jeg ser ned på hans hånd. Og har lyst til aldrig at slippe den igen.

Hjerterne fortsætter 

For knap en uge siden sad jeg i Sverige og tænkte på, at der er noget, der er stærkere end Langebro. Nemlig de fine tråde, der kan trækkes mellem min egen barndom. Og den barndom min søn lige nu oplever hos sin far. Båndet mellem min søn og jeg. Julehjerterne fra min egen barndom. Og det hjerte min søn lavede til mig inden jul. Ubetinget kærlighed.

MajsOg hjerterne, ja de fortsætter. Jeg har mange gange tænkt på, om vi mon kommer os – min søn og jeg? Om vi bliver ‘hele mennesker’ igen? – hvis noget sådant findes. Men da jeg under aftensmaden sidder og betragter min søn, er jeg ikke i tvivl. Ud af sine majs sidder han og laver et hjerte. Selvfølgelig klarer vi den. Sammen. 11 dage er lang tid for en 8-årig dreng og hans far. Men det er intet ved siden af det stærke bånd, der binder os sammen.

 Jeg går over til køleskabet. Denne gang ved jeg, hvad jeg går efter. Jeg rækker ud efter saftevandet:

“Er du tørstig?”

Min søn stikker mig et smil:

“Ja far. Men må jeg ikke nok få lov til at hælde op til dig? Så kan vi drikke det sammen?”

Sjældent har et glas saftevand smagt så godt. Og et par enkelte tårer lister sig forsigtigt frem i øjenkrogen. Jeg har det godt. Samtidig føles sorgen i mig som et ekko. Og den har sat flere tunge slæbespor i mit sind. Alt det der er sket, findes stadig. Og det vil det altid gøre. Alligevel føler jeg mig – lige her blandt saftevand og majs – som verdens heldigste mand.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 svar til 2. Skiftedag

  1. Lars Dam siger:

    Pyha. Hård læsning.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s