5. Jagten 

Fyr ham omgående! Han kan ikke være fodboldtræner for et hold mindreårige drenge. Det er uforsvarligt. Og ubehageligt. 

Jeg er på vej hjem fra et fodboldstævne i Humlebæk. Det er lørdag d. 6. september 2014. Dagen efter min søns 7 års fødselsdag. Solen skinner. Og jeg sidder alene i bilen – fordybet i egne tanker. Jeg har altid godt kunne lide Humlebæk. Fælles for banerne, gården og omklædningsrummene er, at de emmer af tryghed. Et sammenhold fra barndommen, der ikke kan brydes. Et glimt af uforanderlighed. Her kan intet nå os. 

Jeg har i dag været træner for et hold drenge fra Espergærde Idræts Forening (EIF). De var glade. Hele bundtet. Og jeg smiler stadig. Som altid kan jeg finde glæde ved fodbolden. Også selv om min søn i dag ikke har været med. Han er hos sin mor. Og det er ok.

Fyr ham 

Min telefon ringer. På displayet kan jeg se, at det er én fra klubben og jeg tænker, at det må have noget med dagens kamp at gøre. Jeg tager den. 

– Kan du tale? – lyder det fra en noget berørt stemme i den anden ende. 

Instinktivt ved jeg, at der er noget galt. Og på et splitsekund går jeg fra at slappe af til at være i yderste beredskab. Jeg mærker, hvordan hver en muskel i min krop spændes. 

– Er der sket noget? 

Jeg får et lidt vævende svar. Og spørger igen. Denne gang lidt utålmodigt: 

– Hvad er der galt? 

Forsigtigt og tøvende bliver jeg indviet i, hvad der er sket. Klubben har dagen forinden – fredag d. 5. september 2014 – modtaget et anonymt brev. Det er på min søns fødselsdag. I brevet udtrykkes der stærkt ubehag ved, at jeg er ansat som ungdomstræner i idrætsforeningen.

I brevet er der ydermere vedlagt et avisudklip fra Helsingør Dagblad hvoraf fremgår, at en mand 10 dage forinden er dømt for vold i byretten. Afsenderen af brevet gør klubben opmærksom på, at man ikke finder det forsvarligt at have mig ansat som frivillig og ulønnet træner for et hold mindreårige drenge. Og at man ønsker mig fyret. 

5. Jagten - foto 2(Billedtekst: Avisudklippet der var vedlagt det anonyme brev. Afsenderen gør her klubben opmærksom på, at jeg er den dømte mand. Den drøftelse har jeg heldigvis for længst haft med klubben, som allerede på dette tidspunkt ved, hvad der foregår). 

 

En brændende ild lige under hjertet 

Jeg holder ind til siden. Det hele står stille. Fodbolden er mit frikvarter. Og mit helle. Her kan jeg være i fred for dårlige nyheder, hetz og noget der ligner ondskab. Men nu er der også nogen, der ønsker at tage dét fra mig. Jeg tænker tilbage på brevet til min ekskæretse i maj sidste år. Og har samme fornemmelse i kroppen som den dag, da jeg stod ved min postkasse med brevet i hånden. Det eneste jeg mærker i kroppen lige nu, er kroppen selv. Og den gør ondt. Værker af konstant træthed. Igen. Og særligt én sætning får tårerne til at presse sig på. I det anonyme brev står ifølge stemmen i telefonen skrevet, at nogen finder det uforsvarligt og ubehageligt, at jeg træner et hold mindreårige drenge? Hvad fanden ligger der i det? At jeg skulle kunne finde på at slå dem? Eller forgribe mig på dem? Det sortner for mine øjne. Det føles som en brændende ild lige under mit hjerte – og jeg har brækfornemmelser. Jeg kæmper for at holde tårerne tilbage. Vil ikke vise svaghed. Flytter tankerne over på en telefonsamtale, jeg lige har haft et par minutter inden dette opkald. En forælder, som bare lige ville sige, hvor glad vedkommende er for EIF og deres trænere. Nu vender det hele rundt. Igen. Kontrasterne føles vanvittige. Absurditeten enorm. 

Uretfærdighed 

Jeg indser, at det her vil ændre grundlæggende på mit liv fremover. Der er allerede skabt et skel. Der vil være et før og et efter. Vejen tilbage til min søn vil ikke føre derhen, hvor alle anklagerne startede. Igen er der sået tvivl om min person. Igen skal mennesker omkring mig tage stilling til, om jeg rent faktisk gjorde det. Og om jeg nu også er skadelige for et hold mindreårige drenge. Kunne jeg finde på at gøre dem noget? Den overvejelse findes nu i andre menneskers bevidsthed. Og der er ikke en kæft, jeg kan gøre ved det.

Som jeg sidder der i bilen og prøver at forstå, hvad det er, der lige nu sker, bliver jeg ramt af en følelse af uretfærdighed. Ikke på egne vegne. Fornemmelsen af at noget ikke går retsmæssigt for sig, stikker langt dybere end det skyts, der kastes mod mig. I går fandt en tragisk ulykke sted. En ulykke som ramte min søns bedste venner og hans familie. Lige pludselig er det hele forbi. Og samtidig er der mennesker, der bruger deres liv og deres tid på at forsøge at pille andre ned. Hvor er retfærdigheden i det. Hvorfor er det altid de gode, der dør først? 

– Hvorfor kan folk ikke bare opføre sig ordentligt? – spørger jeg. Og kan godt selv høre resignationen i min stemme. 

Forventer ikke et svar. Og får det heller ikke. 

Men spørgsmålene bliver ved med at køre i ring i mit hoved. Hvem kan finde på at gøre noget så grimt? Hvem?  Hvem er det, der vil gøre mig ondt? Og hvem er det, der ikke forstår, at den man rammer hårdest, er min søn? 

Jeg ville tage alle de anklager og alle de slag, der måtte findes i verden, hvis det betød, at man ville skåne min søn. Men sådan fungerer det ikke. Vi hænger sammen – min søn og jeg. Og når nogen prøver at ramme mig – rammer det også ham. Sådan er det med de fleste børn og deres forældre. Der kommer intet godt ud af at føre krig. Og det giver mig intet, at svare igen. Hvem er det, der ikke kan forstå det?

Vi er yderst tilfredse med MH

Det er tydeligvis en svær samtale – ikke mindst for klubben – og jeg prøver at samle tankerne. Retter fokus mod stemmen i telefonen. 

– Hvad kommer der til at ske nu? spørger jeg. Og lukker øjnene – som om det på en eller anden måde vil kunne skærme mig for flere dårlige nyheder. 

– Hjelvang! Vi har kendt dig i klubben, siden du var 5 år. Vi ved, hvad du står for og du har vores fulde opbakning, lyder det i telefonen.

Ordene er mange. De er positive. Men fortaber sig også samtidig i en dunkel erindringståge. Dét, jeg hæfter mig ved, er, at EIF står bag mig. Præcist på samme måde og med samme styrke som klubben altid har gjort. Igen et sammenhold, der – lige her midt i kaos – ikke ændrer sig. Det føles trygt. Og jeg forsøger at række ud efter det. Varme mig ved holdånden. Igen bliver fodbolden min redning. 

5. Jagten - foto 6

 

(Billedtekst: Jeg har forsøgt at få en kopi af det anonyme brev fra klubben – men brevet er blevet destrueret. I stedet har jeg skriftligt fået et referat af, hvad der stod i brevet, og hvordan klubben besluttede at håndtere det)

Min kærlighed til min søn vil triumfere

Da jeg kører videre, har jeg en fornemmelse i kroppen af, at jeg ikke ønsker at nå frem. Håber bare at vejen fortsætter med at strække sig ud foran mig. Jeg ved ikke længere, hvad det er, jeg skal nå frem til. Jeg kører bare, mens jeg overvejer to muligheder her fra. Den ene er at lade det hele sejle. Droppe mit liv, som det er blevet. Starte forfra. Prøve på ny – en anden chance. Ny mennesker. Glemme og glemmes. En lille by i USA. Et springvand på et lille torv. Et glas whiskey i solen. Den anden mulighed er at have tålmodighed. Kort og godt. Den første er den mest fristende. Den anden er den eneste, jeg kan vælge. Det er den, jeg er. 

Jeg vil kæmpe med alt, hvad jeg har. Jeg ved, at jeg vil vinde på den lange bane. At sandheden vil komme frem med tiden, som vand der siver frem. Det kan ikke forties. Min kærlighed til min søn vil triumfere og bestå. Også selv om jeg må erkende, at jeg på kort sigt har tabt. Jeg er blevet dømt for noget, jeg ikke har gjort. Og nu fortsætter anklagerne mod mig. Det er åbenbart ikke nok, at jeg har fået en dom med i bagagen. Og det er åbenbart heller ikke nok, at man har forsøgt at stemple mig som psykopat. Der er tilmed nogen, der ønkser, at jeg mister mit job. Og at det netop er på min søns fødselsdag, at man forsøger at sparke mig ud af klubben, skal senere vise sig ikke at være en tilfældighed. Tværtimod. Min søns fødselsdag bliver inddraget som en del af et mønster i en lang hetz mod min person – og dermed også min søn. År efter år. 

Sandheden og samarbejdet går hånd i hånd

Når jeg i dette indlæg åbent fortæller om brevet til fodboldklubben, og når jeg her på bloggen fortæller om mange af mine andre oplevelser, er det ikke fordi jeg betragter mig selv som et offer. Eller fordi jeg ønsker hævn. De følelser bor ikke i mig. Længere. For ja, – jeg har i svage stunder følt og tænkt begge. At jeg er et offer for en lang række af anklager. Og at jeg ønsker hævn over de mennesker, der står bag. Og hver gang har jeg ladet troen på retfærdig få overtaget i mig. Og væbnet mig med tålmodighed. Og så har jeg selvfølgelig over for mine nærmeste venner og familie  – samt ikke mindst min psykolog – sat ord på hvad jeg tænker og føler, så jeg på den måde har fået afløb.

Når jeg står frem med min historie, er det fordi, det er den eneste måde, jeg kan handle på, samtidig med at jeg overfor den sag, jeg stadig befinder mig i, forbliver tålmodig. Gennem de seneste tre år har jeg sneget mig afsted langs husmurene. Skiftet træningscenter. Undgået at handle de steder, jeg plejede. Undgået mennesker – på nær mine venner og min familie. Jeg har holdt mine oplevelser for mig selv. Og rettet al min energi mod min søn. Det gør jeg stadig. Men jeg har nu så meget overskud, at jeg kan tage livtag med tvivlen. Jeg har ikke en forventning om at komme den til livs. Men jeg føler, at jeg skylder min søn at gøre forsøget. Det er en grundlæggende værdi for mig at insistere på den oplevede sandhed. Og at kæmpe for den. Og så er det i øvrigt samtidig en værdi for mig at insistere på freden. Og det gode samarbejde. Og de to ting – sandheden og samarbejdet – mener jeg sagtens, kan gå hånd i hånd.

.5. Jagten - foto 3

(Billedtekst: Billedet er taget lørdag d. 6. september. Her aner jeg ikke uråd. Men også den dag forsvandt solen.)

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 svar til 5. Jagten 

  1. Nissen siger:

    Hej Michael
    Det er nok ikke de eneste idioter som vil skade dig og din søn, det hele udmunder sig nok i, at I er så seje og står sammen og nok stærker nu, end før alt det her tumult
    Jeg ønsker dig og din søn alt den held i 2016 som man kan ønske sig 🙂
    og glem ikke, at der er MANGE som støtter dig og din kamp
    CU 🙂 Nissen

    Like

  2. Allan kruuse siger:

    Hej Michael. Blev sku rystet af at læse dit indlæg.
    Der er så mange onde mennesker i denne verden, der vil gøre alt for at ramme andre, på de mest beskidte måder. Det er en syg verden vi lever i.
    Håber dig og din søn kommer igennem det her, som er en meget ubehalig ting.
    Til dig/dem der kommer med ondsindede anklager mod andre, skam dig, tænk at vil ramme andre på så ondsindede måde, gemmer sig.

    Vh. Allan kruuse

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s