9. Man kan leve med en tavs sorg længe

Man kan leve med en tavs sorg meget længe. Men til sidst smelter den. Og åbner munden.

Louisiana

Jeg sidder i min stol. Alene. Prøver at samle tankerne om en amerikansk tv-serie. Sons of Anarchy. Om en ung mands kamp for at finde balancen i livet. Følger med i serien uden  at registrere handlingen. Ved ikke engang, om jeg synes, den er god. Om karaktererne er troværdige. Men nyder glimtvis at forsvinde ind i en anden verden. Tænker på, hvordan en filmatisering af min sag, ville se ud? Der er ingredienser nok til en hel spillefilm. Men ville folk mon tro på, at så ekstreme ting kan finde sted i dagens Danmark? Og mon folk overhovedet ville finde det interessant? 

Min telefon ringer. På displayet kan jeg se, at det er en af de jurister, der hjælper mig. Jeg tager den. Håber på det bedste. Frygter det værste. Det er tirsdag d. 22. marts 2016. 

– Det er Michael

– Hej Michael, forstyrrer jeg?

– Du forstyrrer aldrig, siger jeg og slukker for fjernsynet. 

– Modparten har sendt endnu et langt indlæg til Statsforvaltningen. Meget af det er helt som ventet – det er de samme anklager mod dig. Igen og igen:  Du er voldelig. Manipulerende. Nedladende. Du vanrøgter din søn. Du er skyld i modpartens mentale sårbarhed. Og du er fyldt med had. Alt sammen noget vi for længst har kommenteret på og redegjort for. Modpartens fortsatte vandring ned langs samme vej har således også udelukkende karakter af mudderkast. Og til det kan vi blot ryste på hovedet og trække på skuldrene. Dem om det. Tilbage står imidlertid ét helt centralt punkt, som kalder på vores opmærksomhed. Hvad lavede din søn og dig torsdag d. 3. marts?

Jeg husker dagen tydeligt. På én og samme tid står netop denne dag som én af de stærkeste – men samtidig også én af de værste – dage i mit liv. Torsdag d. 3. marts 2016. Dagen, hvor bunden blev slået ud af mit liv. Dagen, der kom til at danne afsæt for den livskrise, i hvilken jeg lige nu søger at finde fodfæste. Dagen, hvor min søn sagde nej til mig.

– Jeg afleverede ham i skolen kl. 7.45. Og hentede ham igen kl. 14.00. Herefter var vi sammen resten af dagen. Hvorfor?

– Og din søn har ikke på noget tidspunkt været alene?

– Nej. Hvorfor?

– Og det er der nogen, der kan bevidne?

– Ja. Flere endda. Hvorfor?

– Modparten oplyser, at hun tilfældigt har mødt Jeres søn torsdag d. 3. marts 2016. Og at han uopfordret skulle have sagt til hende, at du på en meget voldsom måde har forsøgt at tvinge ham til at ringe til den børnesagkyndige for at sige noget, han ikke mener. Ydermere referer hun til, at din søn på deres tilfældige møde skulle have sagt, at du på en seddel har et nummer til den børnesagkyndige. Og at du har brugt den seddel til at presse ham. Endelig skulle han også have sagt til sin mor, at han helst vil være mest sammen med hende. Og at han havde nogle forfærdelige dage hos dig, sidst han var på samvær. Alt sammen lyder det som en lidt længere snak. Og ikke just noget man på 5 min. får eksekveret. Hvornår kan det møde have fundet sted? 

Nu går tiden i stå. Da jeg hører det. Findes der ondskab? Hvis den findes, så gør den ikke ondt. Den føles ikke af noget. Men den lammer. Hele kroppen. Min hud føles kold. Og jeg begynder at stivne – sådan som jeg altid gør, når jeg mærker angsten komme snigende. Det føles som om varmt og tungt metal langsomt flyder ud i årerne, næsten rart. Men ret hurtigt stivner det, og jeg kan ikke røre mig. Men jeg kan høre. Og jeg kan tale. 

– Det kan kun have fundet sted, mens han var i skole. Stakkels dreng.

– Det var det jeg frygtede. Det er ikke noget, der skader din sag. Tværtimod vidner det om mental ubalance hos modparten. Men det er – som du selv siger – rigtig, rigtig synd for din søn. Og en fuldstændig urimelig situation at placere ham i.

– Ja, siger jeg.

Jeg har det som om, jeg går rundt i en ordløs sump. Som gangbræt har jeg kun den tryghed, stemmen i telefonen giver mig. Kaster livliner frem mod den. Stemmen.  Og finder i glimt en ro, da jeg mærker, at de med det samme bliver grebet. 

– Den der SMS du samme dag modtog fra din søns mor, kan du ikke lige læse den højt for mig igen?

Billde blog 9 (1)

Sedlen med nummeret til den børnesagkyndige – som jeg ifølge modparten skulle have brugt til at presse min søn. (Navn – samt dele af nummeret til den børnesagkyndige – er på dette billede retoucheret.)

Jeg tager et headset i min telefon. Og finder hurtigt frem til beskeden. Jeg har gemt hele den lange sms-korrespondance, jeg med min søns mor har haft. Både inden, under og efter vores ægteskab. Hvis der er noget, jeg i denne sag har lært, så er det aldrig at slette et potentielt bevis. Det er ikke en måde, hvorpå jeg gerne vil indrette mit liv. Bryder mig ikke om i udgangspunktet at forvente det værste fra folk. Men tilgangen er blevet et nødvendigt onde. En overlevelsesstrategi. 

– Jeg har den her. Der står følgende – og nu læser jeg op: Hej Michael. Vil du aflevere den seddel samt telefonnummer som vores søn fik udleveret i Statsforvaltningen, som du ikke gav ham med tilbage. Du bedes aflevere i min postkasse i dag.

– Og hvornår modtager du den besked?

– Torsdag d. 3. marts kl. 12.33.

– Okay. Det vil sige, at modparten med overvejende stor sandsynlighed har opsøgt Jeres søn på skolen i tidsrummet mellem kl. 7.45 og 12.33.

– Det er den eneste mulighed. Og 12.33 passer lige med, at hun kan have talt med ham i spisefrikvarteret. Må hun det?

– Juridisk er der ikke noget, vi her kan gøre. Men  menneskeligt set – og som mor – overskrider hun i min optik alle tænkelige grænser. Hvis man opsøger sin søn i skolen – eller et hvilket som helst andet sted for den sags skyld – for at lægge pres på ham i forbindelse med en nært forestående afgørelse i en børnesag, så mener jeg, at man som mor og som menneske har fejlet.

Det hele kører rundt. På den ene side mærker jeg uroen boble i mig. En ulmende fornemmelse af at det her aldrig vil stoppe. Og på den anden side er jeg rolig. For midt i det hele bryder det absurde frem. Det ved jeg jo godt – inderst inde. Der er en fornuft. Men den har det med at glide ud mellem fingrene som et glat stykke sæbe.

– Tusind tak for dit opkald og al din hjælp, siger jeg. Og begynder at tage tilløb til at afslutte samtalen. Ikke fordi jeg ikke vil tale med juristen. Men fordi jeg ganske enkelt ikke kan rumme mere. 

– Der er en ting til, lyder det fra stemmen i telefonen.

Lige da jeg troede, at vi var færdige. Nej, der er altid en ting til. Det er kun modparten, der kan få mig til at føle sådan. Lidt til. Lidt mere. Jeg sukker dybt. Det stopper aldrig. Hvad skal jeg stille op med det? – tænker jeg.

– Din søns mor hævder, at du skulle have kørt rundt med din søn i bilen, så han ikke kunne slippe væk. At du i tre dage skulle have tilbageholdt ham fra SFO’en og at du skulle have presset ham i så voldsom en grad, at hun nu går efter yderligere at begrænse samværet. Hun vil have en 11/3 ordning.  

SMS 5

2012 – SMS beskeder fra min søns mor

SMS 6

Kontrasterne til det der sker lige nu, er slående.

Tårerne. De er væk, men jeg vil have dem tilbage. Nu. Kan ikke græde. Men har brug for det. Hvor fanden blev de af?

– Den gode nyhed er, at du af skade har lært at tage dig dine forholdsregler. Du har jo optaget det hele. Og kan derfor meget nemt afvise de anklager, der nu rettes mod dig. Jeg har hørt optagelserne flere gange. Senest i dag. Og du gør alt det rigtige. Og mere til. Det er også dét, Hvert 3. Barn, børnepsykologen og din advokat siger. Der er på ingen måde tale om, at du presser din søn. Tværtimod. Så sætter du ham fri.

Jeg trækker vejret. I firkanter. Ånder én streg. Holder vejret én streg. Puster den næste ud. Trækker vejret. Kvadratisk. Et skridt af gangen. En vejrtrækning af gangen. Og sender en tanke til min psykolog. 

– Hvad kommer der til at ske nu?

– Vi laver – i samarbejde med din advokat – et nyt indlæg til Statsforvaltningen. Og gør dem opmærksomme på sagens rette sammenhæng. Modpartens myndighedsfastslåede psykiske sårbarhed er her helt central. Og nu har vi endnu et konkret eksempel på, hvordan hun under pres træffer nogle meget uhensigtsmæssige valg. 

 – Betyder det her, at jeg nu kan risikere kun at se min søn hver anden weekend?

Jeg føler mig tør i munden. Og mærker, hvordan sveden begynder at pible frem.

– Nej. Det er modpartens ønske. Modpartens behov.  Og det vil Statsforvaltningen i min optik have meget let ved at gennemskue. Og så er der i øvrigt også én, der har sørget for, at det ikke bliver mindre end 9-5.

– Hvem er det? 

– Din søn. Det fremgår af referatet fra børnesamtalen, at han meget klart har fastslået den nedre grænse for samvær. Han ønsker ikke at tilbringe mindre end 5 dage hos dig. Og mere end 9 dage hos sin mor.

Vi afslutter samtalen. Lige nu er der ikke mere at sige. 

Jeg kan ikke forklare det, far 

Det tager et par timer. Det gør det tit, for jeg er langsom. Og måske bliver man det, når man har været igennem tilpas meget modgang. Og efter endnu et par timer er konturerne ikke blevet tydeligere, fornuften er ikke tilfredsstillet. Men følelserne har fået plads og tårerne har fået lov til at trille i deres eget tempo. Så rejser jeg mig op. Går ud i køkkenet. Tænker tilbage på den snak, jeg har med min søn for knap tre uger siden. Torsdag eftermiddag d. 3. marts. Lytter til den optagelse, jeg har lavet. Gennemlever samtalen minut for minut. Og pludselig begynder det hele at give mening. Da jeg henter min søn den dag i skolen, har jeg svært ved at genkende ham. Det er en forsigtig og tavs dreng, der kommer mig i møde. Klemt. Og presset til det yderste af nogle mennesker, der skal forestille altid at være på hans side. Ubetinget.

Dagen forinden – efter at jeg hentede ham i skolen – havde han selv sat holdopstillingen. 7 tændstikker til mor og 7 tændstikker til far. Fuld spilletid hos begge forældre. En 7-7 samværsordning. Jeg tænker på den lille 8-årige dreng, der med klar stemme sagde, at han i morgen (torsdag d. 3. marts) ville ringe til den børnesagkyndige og sige, at han ikke havde fået det hele med. 

Da jeg så torsdag d. 3. marts henter ham i skolen, kan jeg instinktivt mærke, at der er noget galt. Han opfører sig markant anderledes, end han plejer. Det er som om, at nogen har placeret tunge vægte overalt på hans krop.

Mens vi sidder  i bilen på vejen hjem, prøver jeg forsigtigt at få min søn til at sætte ord på. Det vigtigste for mig er, at vi finder frem til den ordning, der er bedst for ham. Og jeg er – efter mange års ægteskab med modparten – klar over, at den ordning min søn i princippet ønsker (at se begge sine forældre lige meget), måske ikke i praksis er den ordning, der bedst kan fungere for ham. Hvis modparten med en 7-7 ordning er indstillet på at indlede én lang afstraffelse af mig, så kan det måske være bedre for min søn, at han i en periode ser mig mindre.

– Prøv at sætte nogen ord på, siger jeg til min søn. Og smiler. 

Han sidder tavs ved siden af mig i bilen. Undgår øjenkontakt.

– Nu siger jeg, hvad jeg vil, og så vil jeg ikke snakke mere om det lige nu, lyder det så fra ham. 

Jeg undrer mig over, hvad der mon kan være sket siden i går, hvor vi rykkede tættere og tættere sammen – forbundet i den samme smerte. Hvorfor lukker min søn mig nu pludselig igen ude? Hvorfor undgår han øjenkontakt? Jeg undrer mig over, hvad der kan være sket siden i går, hvor han med tændstikker viste mig, at han ønsker lige meget tid hos sin mor og far. Og grædende fortalte mig, at der er nogen, der presser ham. Jeg undrer mig over, hvad der kan være sket siden han i går med klar stemme sagde, at han ville ringe til den dame han havde talt med i vinterferien (den børnesagkyndige) og sige, at han ikke fik det hele med. Jeg undrer mig over, hvad der kan være sket siden i går, hvor han glad og let om hjertet løb over til en af sine bedste venner – og hvor moren til vennen bemærkede den lettelse, som min søn udstrålede. Og jeg undrer mig over, hvad der mon kan være sket siden i går, hvor min søn gav dagen ti bolde (en leg vi har, hvor man kan rangere dagene og på den måde tale om, hvad der har været godt og hvad der har været mindre godt). 

– Okay. Det ved du, at far respekterer. Ved du, hvad det vil sige at respektere?, spørger jeg min søn. 

– Nej.

– Det vil sige, at  jeg har forståelse for det, du siger.  Så hvad vil du? Du skal kun sige det, DU gerne vil.

– Ja, de har lavet en fejl, far. Jeg vil gerne have 7-7. Og ikke 9-5 , som jeg sagde, da jeg var til samtale. 

Jeg undrer mig over det resignerende i min søns stemme. Det lyder som om, det er noget, han siger for fredens skyld. Og for ikke at gøre mig ked af det. Det stålsatte blik fra i går er erstattet med flakkende øjne, der kigger alle andre steder hen end på mig.

– Men hvad vil DU aller helst i hele verden?, spørger jeg igen.

– Jeg har lige sagt det, siger min søn. Lettere irriteret. 

Jeg kan ikke andet, end at vende min undren mod mig selv. Når min søn pludselig har ændret adfærd og når der i hans stemme  er en bundklang af, at en 7-7 samværsordning er noget, han siger for min skyld, så må jeg jo i går have fejlet, da jeg talte med ham. Læst min søn forkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan tage så meget fejl. Men jeg ved, at jeg vender det hele mod mig selv. Tænker, at jeg har fejlet i rollen som far. Mærker langsomt modløsheden strømme ud i kroppen. Jeg har svigtet min søn. Og nu fravælger han mig. De seneste års kamp for min søn – hvad har det overhovedet været værd?, tænker jeg. Ikke i min vildeste fantasi kunne jeg forestille mig, at min søn kort forinden var blevet opsøgt på skolen af sin mor. Og at han – mens han sidder der ved siden af mig i bilen – er bundet på hænder og fødder. 

– Dét, der er det vigtigste i hele verden. Og i hele livet. Og i alt hvad man laver, det er, at man følger sit hjerte. Både når man er 8 år, 9 år, 10 år, 30 år, 40 år og når man er 100 år.  Man skal ikke tage hensyn til sidemanden, eller sin far, sin mor eller sin morfar. Man skal følge sit hjerte. Og man skal gøre lige, hvad man har lyst til. Og hvis man gør det hele livet igennem, så kan man ikke komme galt afsted – for så har man fulgt sit hjerte. Så har man gjort det, der gør en glad. Og hvis folk de elsker en, og synes godt om en, så vil de altid sige: ‘Jamen du fulgte jo dit hjerte. Det var godt.’ Så hvad vil DU aller helst i hele verden? Og ved du overhovedet, hvad du vil? Det er okay – du siger lige, hvad du har lyst til. Du skal kun tænke på dig selv. Hvad vil du?, spørger jeg. 

Der er stille længe.

Det eneste jeg er optaget af, er at finde frem til, hvad der min søns inderste ønske og behov. Og hvis det er at være mest sammen med sin mor, så stopper jeg lige på stedet med at kæmpe for en 7-7 ordning. 

– Uanset hvad du siger, så elsker far dig. Og du skal ikke tage hensyn til nogen andre mennesker. Du skal kun tænke på dig selv.

Tavshed. Igen. 

– Du kan roligt sige det til far. Vi skal have den  fodbold ud af maven. Om vi kan tage den med op på stadion, det ved jeg ikke. Men vi tager den i hvert fald ud. Og hvis du fortæller far, hvordan du har det, så kan jeg hjælpe dig. Det er det eneste far gerne vil, det er, at du skal have det godt. Det er lidt ligesom Samuel, der står nede bagved, og sørger for, at der ikke bliver scoret. Det er vigtigt, at man stiller op i den opstilling, man har lyst til. Spiller den plads, man har lyst til. Spiser den is, man har lyst til. Leger med de venner, man har lyst til. Vælger selv. Gør de ting, man har lyst til. Og som gør en glad. Og kun glad. Og hvis man så bliver lidt mut engang imellem, så tager vi den derfra. Og taler om det. Lige som du i går spurgte mig: ‘Far, hvordan har du det egentlig?’ Og så fortalte jeg dig sandheden. Det er sådan noget vi to vi kan, fordi du er min søn og jeg er din far.

Min søn begynder at græde. 

– Kom her over til far.

Vi er nået hjem men holder stadig i indkørslen. Ingen af os tager initiativ til at gå ind. 

– Det er helt okay, man får det så godt af at græde. Det er sådan bolden kommer væk. Far elsker dig. Og jeg er stolt af dig. Og jeg vil altid være der for dig. Altid, skat.

– Jeg har sagt det. Det var det, jeg sagde lige før. Nede ved skolen.

– Er det det, du helst vil?

– Ja.

– Okay. Du skal bare love mig, at du kun gør det, du har lyst til. Prøv at fortælle mig med dine ord, hvad du aller helst vil i hele verden.

– Jeg svarer dig, ikke far. 

– Men vi er nødt til at snakke om det.

– Men vi ved jo stadig ikke, hvad afgørelsen bliver, vel? Hvis jeg ikke snakker, så ved vi ikke, hvad det bliver. Vel? 

Det er tydeligt, at han prøver at spille sig selv over på neutral bane. At han er bange for at komme til at påvirke noget. Og mens vi sidder der i bilen, begynder jeg langsom at forstå noget af alt det, der for min søn er på spil. Hvis han gør Statsforvaltningen opmærksom på, at han ikke fik det hele med til børnesamtalen, så får vi med meget stor sandsynlighed en 7-7 samværsordning. Den har min søn luret. Også selv om både den børnesagkyndige og jeg selv har gjort et stort nummer ud af at sige til ham, at det ikke er ham, der træffer beslutningen. Han ved godt, at hans ord vægter tungt. Hvis min søn ringer og siger, at han ønsker 7-7, så vil han føle sig skyldig i de konsekvenser, det hos hans mor giver. Hvad det så end er. Hans bedste chance lige nu er at holde fast i det, han allerede har sagt i Statsforvaltningen og at håbe på, at han af de voksne bliver gennemskuet. At de mennesker, der skal træffe en afgørende beslutning over hans liv, kan høre det, han ikke siger. Jeg forstår min søn. Åh, hvor jeg dog forstår ham. Det eneste jeg ønsker, er, at hjælpe ham ud af den klemme, han befinder sig i. At han skal være fri. Og jeg forsøger derfor – med et ledende spørgsmål – at række ham en hjælpende hånd: 

– Vil du hellere være mere tid hos mor, skat? 

Der er stille. I lang tid. Vi sidder i bilen – i en tavs fælles frygt. Så tæt på at miste hinanden, har vi aldrig været før.

– Ja, lyder det meget svagt fra min søn. 

Selvom det var dét svar, jeg gerne ville høre. Og selvom jeg ved, at det er den eneste hjælp, jeg lige nu kan tilbyde min søn, mærker jeg et jag i kroppen, da han siger det. 

– Vil du svare mig på hvorfor? 

– Jeg vil godt prøve med 9-5.

– Ja. Kan du fortælle far hvorfor?

– Det vil jeg bare gerne.

– Du bliver nødt til at fortælle hvorfor. Det er okay. Men jeg vil bare gerne forstå det. Jeg elsker dig. Det er helt okay. Men kan du fortælle, hvorfor du pludselig ændrer mening? Hvad er der sket siden i går? Far er hverken sur, vred eller skuffet. Det er okay.

– Du sagde ikke ked af det, lyder det bekymret fra min søn. 

Lille omsorgsfulde dreng. Altid optaget af hvordan andre mennesker har det. Midt i alt det smertefulde, mærker jeg en stolthed. 

– Jeg er heller ikke ked af det, skat. Men vil du ikke lige prøve at se på mig? 

– Nej.

– Prøv at fortælle mig hvorfor…

Min søn afbryder mig.

– Jeg har intet svar. Jeg kan ikke svare hvorfor.

– Er du bange for, hvad mor eller morfar vil gøre ved far? – spørger jeg forsigtigt. 

Der er igen stille. 

– Ja. Men de må ikke gøre noget ved dig far! Vel? Kan de det?

Ængstelsen i min søns stemme rører mig dybt. Hvad fanden er det, der foregår, tænker jeg. 

– Hvad tror du, de vil gøre?

– Det ved jeg ikke, siger min søn med tårerne trillende ned af kinderne. 

Stilhed. Igen. Det er som om, vi begge har brug for små ordløse pauser. Det er mit livs sværeste snak. Og det må det også være for min søn. Han sidder lige der. Helt tæt på. Samtidig med at han øger afstanden til mig. Det slår mig, at han gør det eneste, jeg selv har troet på. Han prøver at redde sig selv, akkurat som jeg prøvede at redde mig selv. Og hvis man ikke kan redde sig selv psykisk, så må man gøre det fysisk. Han forsøger at skærme sig selv for de konsekvenser, der for ham måtte være af at sige 7-7. Kan jeg da betragte det her lille menneske, som sørger for at redde sit eget skind, med andet end beundring? Han prøver at redde sig selv fra generationers påvirkning i modpartens familie. Fra aggressiviteten, der synes at herske i alle celler. Jeg kender familiehistorien. Den er blevet mig fortalt gennem mange fortrolige stunder. Og jeg mener at forstå det virus, der synes at have forgiftet de fleste i den familie. Midt i det smertefulde mærker jeg stoltheden. Jeg forstår min søn.

– Det er okay. Jeg er hverken sur eller vred eller skuffet.

– Eller ked af det.

– Nej, jeg er heller ikke ked af det.

– Men det sagde du ikke.

– Nej, men jeg er ikke ked af det.

– Men jeg skal bare forstå, om der er noget, du vil have ændret herhjemme?

– Det er der ikke. Der er ikke noget, der skal ændres hos dig. Der er ikke nogen ting, vi skal lave om på. Slet ikke. 

Vi tager en time-out. Det første punktum i samtalen er blevet sat. Vi forstår hinanden. Vi stiger begge ud af bilen. Og går ind i huset. Og jeg går i gang med at lave ‘Eftermiddags’ – vores faste tradition med små lækkerier til eftermiddagshyggen. 

– Men far? – lyder det fra min søn. Han er gået over til sofaen. 

– Ja.

– Du vil gerne have et svar. Og det får du ikke. Fordi jeg ikke kan svare. Så du kan bare regne med, at du ikke får et svar.

– Hvorfor kan du ikke svare?

– Det ved jeg ikke. 

– Er det fordi, du er bange for at gøre mig ked af det?

– Nej. Det er fordi, jeg ikke har svaret. 

Min søn begynder at græde.

– Det er okay. Vi ringer ikke til nogen. Og du kommer bare til at være mere hos mor. Du er fars dreng alligevel. Jeg elsker dig. Jeg er ikke skuffet. Jeg er ikke…

Jeg har længe kæmpet for at holde tårerne tilbage. Men nu bliver presset for stort. Og tårerne triller ned af kinderne, mens jeg taler til min søn. 

– Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke sur. Og jeg er ikke vred.

– Du sagde, at du ikke vil græde, far!

– Store drenge kan også græde, skat. 

Jeg græder ikke, fordi min søn siger 9-5. Jeg græder fordi, han ikke er fri til at udtrykke sine egen behov. Det er under et år siden, at han i retten sagde, at han vil have 7-7. Fuld spilletid hos både mor og far. Siden har han været udsat for et massivt pres fra modparten. Jeg ser på ham. 

– Når du bliver større, så skal du love mig én ting.

– Hvad er det?

– Du skal kun gøre det, du har lyst til. Det er okay, når man er 8 år, og gerne vil passe på sin mor eller far morfar – eller hvem det er, man passer på. Men du skal love mig at gøre det, du har lyst til.

Min søn begynder at græde igen. Voldsomt. Og utrøsteligt. Det er som om, jeg her er inde og røre ved noget af det mest smertefulde for min søn. Og min søns gråd glider pludselig over i hyperventilation. Han hiver efter vejret. Hurtigere. Og hurtigere. Jeg holder ham helt tæt.

 – Det er okay. Jeg elsker dig, min dreng. Altid.

Han er fanget i en skide klistret loyalitet. Kan ikke komme fri fra fundamentet. Modparten tvinger ham til at vælge. Hvis han vil være sammen med mig halvdelen af tiden, er han nødt til at fravælge sin mor. Konsekvenserne ved at sige 7-7 er ganske enkelt for store hos modparten. Den del forstår jeg. 

Alligevel er det som om, at noget inde i mig resignerer. Som om de seneste tre års kamp smuldrer som sand mellem fingrene på mig. Alt, hvad jeg de seneste tre år har kæmpet for, har handlet om min søn. Alt. Hvad er der tilbage at kæmpe for, hvis han alligevel helst vil være mest sammen med sin mor?

Jeg forstår ikke, hvad der kan være sket siden i går, hvor min søn glad og frimodigt løb over til én af sine bedste venner. Bolden i maven, som vi fik væk. Fuld spilletid hos både mor og far. 7-7. I dag den diametrale modsætning. En presset og stille dreng, der ønsker en 9-5 ordning – uden at kunne forklare hvorfor. Og jeg vender det hele mod mig selv. Føler, at jeg har fejlet som menneske. Alt, hvad jeg siden torsdag d. 3. marts har foretaget mig, har således også været forstilt. Skridtene jeg har taget, har været vaklende og uregelmæssige. Luften jeg har indåndet har føltes knap. Bevægelserne har været påtagede og smilene kunstige. ‘Kan følelsen af at være blevet afvist af min egen søn ikke forsvinde bare lidt?’ – har jeg tænkt. Igen og igen. Men nej, – det kan den ikke. 

Livskrise 

Mens jeg står her i køkkenet og reflekterer over begivenhedernes gang knap tre uger forinden, begynder jeg at forstå, hvad der reelt skete den dag – torsdag d. 3. marts. Juristens ord fra samtalen tidligere i dag hænger fast i mig. Modparten har opsøgt vores søn på skolen. I hemmelighed. Jeg bryder mig ikke om at motivforske andre, men lige her er det svært at få øje på andre bagvedliggende motiver, end ønsket om i et eller andet omfang at påvirke min søn. Manipulere med ham. Trække ham længere væk fra mig. Jeg har svært ved at tro det. Og alligevel overrasker det mig ikke. 

Mit seneste blogindlæg – ‘8. Forældrefremmedgørelse’ – som udkom d. 7. marts 2016, har i ugerne efter dets udgivelse holdt mig på benene. Mere end 1000 mennesker har læst blogindlægget, mere end 200 har liket det og knap 100 har delt det. Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker, der har været forbi med rødvin, blomster, kram, rosende og støttende ord. Og jeg er også blevet kontaktet af pressen. Det betyder langt mere for mig, end jeg kan beskrive. Af hjertet tak. Og det mener jeg virkelig.

Videre virker hele processen omkring at skrive – som på visse dage er det eneste, jeg kan holde ud – rensende. Som om noget af vægten fra mine skuldre faktisk lader sig nedfælde på papir. Ydermere ved hele den logisk og rationelt tænkende del af mig også godt, at man ikke kan fjerne relationen mellem min søn og jeg. At han ikke aktivt har fravalgt mig. At hans evne til at tale frit ligger indkapslet i generationers svigt på modpartens side. Alligevel er det som om, en ny tilstand siden d. 3. marts har bidt sig fast i mig. En krise jeg ikke kender. Selvom jeg nu ved, at min søns adfærd torsdag d. 3. marts ikke handler om, at jeg har svigtet ham – men derimod om at han er blevet opsøgt at modparten i skolen, kan jeg ikke stoppe den krisetilstand, som inde i mig er blevet aktiveret. Det er som om, de seneste tre års kamp – og de forudgående års ægteskab – vælter frem i mig. Jeg græder hele tiden. Aflyser mine aftaler. Har brug for at være alene. Føler ikke, at jeg har noget at bidrage med – ud over en tung bagage, som lægger et urimeligt pres på mine nærmeste. Føler, at jeg fylder for meget samtidig med, at jeg føler mig tom. Tænker, at hvis jeg holder mig for mig selv, så kommer jeg ikke til at gøre flere mennesker kede af det. Så kan jeg indkapsle de skadelige følgevirkninger af sagen, så de kun rammer mig. Tidligere var det sådan, at jeg om aftenen efter arbejde tog samtale efter samtale. Først den ene, så den anden. Trængende. Tørstende. Søgende. Pludselig var alle blevet skilt, havde været utro, var blevet deprimerede, havde fået fyresedlen, havde skændtes med partneren, var gået fra kæresten, havde luret i mobiltelefoner og mailbokse og var blevet bedraget. Og pludselig var alle forargede. Oprørte. Fortvivlede. Opgivende. Og lamslåede. Og så ringede de. Èn efter én. Måske tre på samme aften. Og jeg lyttede. Trøstede. Forsvarede. Nuancerede. Og afbalancerede. Nu er der stille. Hvile. Fred og træthed. Telefonen ringer ikke mere. Fordi jeg har slukket den.

Min psykolog siger til mig, at det er naturligt, at jeg reagerer nu. Fordi der for første gang er plads til det. Under mit ægteskab med min søns mor, tilsidesatte jeg mig selv. Overlevelse. Gennem de tre års kamp i skilsmisse- og straffesagen, tilsidesatte jeg mig selv. Overlevelse. Men nu er der pludselig plads til, at mine behov kan se dagens lys. Mit liv har på mange måder aldrig set så lyst og positivt ud, som det gør nu. Og fandeme om ikke ironien så rammer mig lige i røven. For nu hvor det hele endelig begynder at lysne i horisonten, er det som om, at jeg ikke længere kan tåle lyset. I hvert fald kun i meget små doser. Jeg drages af det – det ‘almindelige’ liv med venner og familie. Men jeg kan ikke tage imod. Ikke lige nu i hvert fald. Vil så gerne give igen til de mennesker, der har hjulpet mig. I stedet trækker jeg mig væk.  Fra alle. Overvejer om jeg skal afbryde kontakten til nogen af de nærmeste. Måske de ville være bedre tjent uden mig. Har en følelse af ikke at være god nok. Af konstant at svigte. Den dårlige samvittighed æder mig op indefra. 

Depression. Det ikke at eksistere. Det ikke at føle, at noget eksisterer. Det, at der ikke længere er nogen nuancer. Der er ingenting. Og så kan det jo egentlig være lige meget. Jeg spørger min læge og min psykolog:

– Har jeg en depression?

Nej, svarer de begge.

– Du reagerer helt naturligt på et meget unaturligt sagsforløb. 

Jeg går ud i gangen for at tage mine sko på. Skal mødes med en af mine bedste venner i Hellerup. Dan Engelsted. Forinden har jeg et møde med en personlig træner. Og nej, det gør jeg ikke for mellem linierne at signalere overskud. Jeg gør det udelukkende for at passe godt på mig selv. 

Invaderet 

Natten til d. 23. marts bundfælder det hele sig. Jeg har haft en god aften med Dan Engelsted. Parkeret det hele for en stund. Dan kender mig – og kender historien – og derfor kan jeg få lov til bare at være. Ingen forklaring er nødvendig.

Et par timer efter at jeg er gået i seng, vågner jeg ved, at jeg sidder op. Mit bryst har ligesom åbnet sig i mørket. Min underbevidsthed husker pludselig. Min søn er blevet opsøgt på sin skole. Der er nogen, der prøver at slå kærligheden mellem min søn og jeg ihjel. Nu. Og for altid. Og der er nogen, der har ladet mig tro, at min søn har fravalgt mig. At jeg har fejlet. Som far. Og som menneske.

Jeg er blevet invaderet. Men jeg har en følelse af, at jeg burde have værdi. En værdi der består i noget andet end at være medpassager. Vidne. Tilhører. Et menneske der tavst tager imod de anklager, der vælter ind over mig. Sniger mig langs husmuren. Noget andet end en tilskuer i eget liv. Det skal frem. Det skal ud. Det skal granskes og sættes spørgsmålstegn ved. Jeg vil gerne have en anden værdi. En tilstand, hvor jeg ikke er invaderet. Sandheden skal frem. Jeg vil, at verden skal vide, hvad du har gjort. Man kan leve med en tavs sorg meget længe. Men til sidst smelter den. Og åbner munden.

Herefter kan jeg ikke sove. Jeg står op. Laver mig en kop te. Går hvileløst rundt i huset. Går ind i min stue, hvor jeg utallige gange har travet rundt. I tanker og gråd. Jeg begynder at blive træt af min egen stemme. Sorgens monotoni begynder virkelig at ligne en patetisk parodi på et offer. Jeg vidste ikke, at det var så rart at blive træt af sig selv. Nu er det nok.

Og underligt nok mærker jeg en helt ny følelse. Jeg er taknemmelig. Taknemmelig for alle de gange min søns mor har råbt af mig – det lærte mig værdien af ikke at skændes. Taknemmelig for at jeg ikke kunne elske min søns mor – det lærte mig værdien af kærlighed. Taknemmelig for alle de psykiske og verbale overfald – det lærte mig at holde fast i mig selv. Taknemmelig for al dramatikken – der lærte mig at vælge roen. Jeg er taknemmelig over at have oplevet, hvordan modparten varetager forældrerollen, – det har vist mig præcist, hvad det er, jeg tager afstand fra. Og jeg er taknemmelig over, at jeg er blevet stærk på værdier. Takket være modparten ved jeg nu, hvordan jeg ikke ønsker at leve mit liv.

Jeg sætter mig ned ved mit spisebord. Og så går jeg i gang med at skrive. Ordene vælter ud af mig i denne sene nattetime. Og jeg begynder så småt at forstå. Mit hjerte, altså det, det hele begyndte med. Det som udelukkende var fyldt med tillid og forhåbning – helt fra begyndelsen. Det hjerte blev som en slags stafet. Den første, der holdte det, kunne ikke passe på det (min mor), den anden var der ikke (min far). Den tredje forsøgte at tvinge mig til at give det fra mig (min søns mor). Men jeg ville ikke. Kunne ikke. Og nu straffes jeg for det oplevede svigt hos modparten.

Det er da jeg går fra min søns mor, at sandheden falder fra hinanden. Nu bliver ingenting som før. Historierne kommer til at lyde forskelligt. På den ene side fortæller min søns mor, hvordan jeg har udsat hende for psykisk vold. Været aggressiv. Truende. Smidt med knive. Været tæt på at tage livet af min søn. Misrøgtet ham. Og på den anden side, kan jeg bevidne, at det eneste jeg er skyldig i, er ikke at elske min søns mor. Jeg er for gammel til indstuderet familieteater og kammerspil for halvfulde huse. Jeg kræver den ægte vare. Intet mindre. Og herfor skal jeg åbenbart straffes.

Det var som om, min søns mor i den tid vi var sammen, blev ved med at nedværdige sig over for mig. Bedende. Tryglende. For hver gang lidt mere afklædt. Vil du ikke nok elske mig. Tage mig til dig. Og hvis ikke du elsker mig, så tvinger jeg dig til det. Hvordan kan man elske på den måde?

D. 26. oktober 2012 skriver min søns mor til mig: 

SMS 5

Jeg er på arbejde, da jeg modtager beskeden. Ved at jeg ikke får fred, før jeg giver hende noget tilbage. Så snart den mindste uoverensstemmelse i vores forhold blev bragt på bane, skulle vi have hele vores ægteskab op til revision. Den manglende tro på sig selv. Jeg skriver:

sms 10

Og ja, jeg er skyldig i at have sagt og skrevet til min søns mor, at jeg elsker hende – uden hverken at have følt eller ment det. Allerede på vores bryllupsdag havde jeg fortrudt.

– Du er ikke min. Og jeg er ikke din. Jeg hører ikke til her, tænkte jeg.

Men jeg fik en funktion i vores forhold – redderen – som jeg kender fra min egen barndom. Og på den måde var der midt i kaos en rolle, jeg kendte. Og som jeg et stykke hen af vejen kunne forlige mig med. Videre havde (og har) jeg helt oprigtigt ondt af min søns mor. Og jeg håber virkelig at hun for sin egen skyld – og vores søns skyld – en dag må slutte fred med sig selv. Jeg kunne ikke redde hende. Men måske hun selv kan? 

Min søns mor svarer:

SMS 6

Og sådan var det altid. Fra den ene yderlighed til den anden. Ingen gylden mellemvej. Enten. Eller. Kort efter at jeg er blevet dømt for vold i landsretten, sender min søns mor mig således også denne besked:

Rollespil

I november 2014 blev jeg dømt for vold i landsretten. Her blev jeg af min søns mor beskrevet med en række af de værste gloser, jeg længe har hørt. I januar 2015 modtager jeg en Emoji med en kysmund.

Hvad fanden er det hele for noget? Ud. jeg må ud. Og jeg kommer ud. Stopper med at skrive. Jeg kan gå. Længe. Langsomt, hurtigt – det rager ingen. Jeg begynder at gå. Og jeg får ro. Først ud på morgenstunden falder jeg igen i søvn.

En trekantet klods og et rundt hul 

Et par dage senere – lørdag d. 26. marts – er jeg sammen med min familie. Min tante. Og onkel. Og mine to fætre og deres børn. Det er første gang, jeg går sammen med min familie på Espergærde Havn. Første gang. Jeg har on and off boet i Espergærde hele mit liv. Og det meste af min familie har jeg gennem alle årene geografisk haft tæt på. Det er først nu, jeg har følelsen af at have en familie. Af at høre til. Jeg bliver meget rørt, mens jeg går der med min familie på havnen. Sammen med min søns mor og hendes familie følte jeg mig som en trekantet klods, der skulle ned i det runde hul. Lige her – sammen med min egen familie føler jeg mig som den runde klods. Jeg passer ind.

Mens vi spadserer afsted på havnen tænker jeg på sidste gang, jeg havde min søn hjemme på samvær. Fra onsdag d. 16. til mandag d. 21. marts. Fem dage, der er står i skarp kontrast til det foregående samvær fra onsdag d. 2. marts til mandag d. 7. marts.

Tre minutter efter at jeg onsdag d. 16. marts, er dumpet ind på skolen for at hente min søn, siger han:  

– Far, jeg skal til håndbold med en af mine bedste venner på torsdag, ik’? Og fredag kommer familien hjem til os og spiser, ik’ far? 

– Jo skat, godt husket.

Tænk at den store dreng på ‘kun’ 8 år kan  huske det. Det er trods alt ni dage siden, vi senest har snakket om det. Tankevækkende. 

– Far, må jeg godt få en af mine bedste venner med hjem i dag? Vi har ikke leget i 100 år.

– Ja min dreng, det må du godt.

– Jeg elsker dig, far. 

Min søns ven kommer med hjem og får den helt store rundtur i ‘klubhuset’ – som vi kalder vores hus.  Og som kronen på værket viser min søn stolt sine to værelser frem.   

Jeg stopper op. Lader de andre komme lidt foran på vores spadseretur langs havnen i Espergærde.

Torsdag ville min søn igen hentes lige hjem. Ingen SFO. 

– Og far, du skal komme helt ind på skolen.

Jeg sidder og venter. Ud kommer en glad dreng. Han tager mig i hånden.

– Far, jeg vil vildt gerne til håndbold. Det skal jeg ik’? Jeg må godt, ik’ far?

Min søn skal lige over og hente en ekstra bekræftelse af aftalen hos mig. Det er tydeligt, at der er stor forskel på de to verdener, han lever i.

– Selvfølgelig  skal du det. Det har du jo lovet din ven. 

Jeg ser ud over vandet og på skikkelserne af min familie lidt længere fremme. Føler mig tryg. Også fredag d. 19. marts var jeg sammen med dem. Her var min søn også med. Vi er samlet omkring en middag hos os. Og børnene leger som om legen aldrig er stoppet – bare genoptaget. Vi har et system om aftenen inden min søn skal sove, efter hvilket vi kan give dagene bolde – alt efter hvor god den har været.

– 10 bolde, far!

10 er det højeste.

Det er fuldt bevidst, at jeg i forbindelse med dette samvær ikke taler med min søn og sagen. På det forudgående samvær fyldte snakkene meget, hvilket var uundgåeligt. Som Bente Boserup, seniorkonsulent hos Børns Vilkår siger: 

– Børn er pr. definition en del af konflikten. Og børn vil gerne vide, hvad der foregår. De ønsker ikke at kunne afgøre sagernes udfald. Men de vil gerne bidrage med egne perspektiver. Derfor er det også af afgørende betydning, at vi hører børnene. Og når vi så hører børnene, er det af mindst lige så afgørende betydning, at vi rent faktisk lytter. Også til det de ikke siger.  

I forbindelse med det forrige samvær – og hele begivenhedernes gang onsdag d. 2. og torsdag d. 3. marts – ville jeg gerne vise min søn, at jeg lytter til ham. Og for alt i verden ville jeg gerne løfte ham ud af den krigszone, der fra anden side er etableret. Samtidig er jeg også meget bevidst om, at min søn har brug for ro. Og derfor derfor valgte jeg i relation til det efterfølgende samvær ikke at tale om sagen. Samt stiltiende at kommunikere til ham, at intet mellem ham og jeg er ændret. Intet. 

Skiftedag 

Jeg har nu indhentet min familie igen – og lader mig indsluse i fællesskabet. I min tankestrøm er jeg nået til søndag aften og mandag morgen. Skiftedagen. Siden i mandags har jeg forsøgt ikke at tænke på det – men nu kommer oplevelserne rullende.

Søndagen sluttede med, at min søn og jeg cyklede rundt om Flynderup Gård – en tur som endte i skoven over bakkerne og med de sidste solstrejf i masken.

– Jeg elsker dig far. Og jeg glæder mig til, jeg kommer hjem igen.

Tårerne er svære at holde tilbage – af glæde eller af savn – de er der.

– Go’ nat min dreng. Jeg elsker dig.

Jeg ser ud over vandet og på min familie, som står omkring mig. Så lukker jeg øjnene. Mandag morgen d. 21. marts.

Jeg er i gang med at pakke min søns taske.

Fodbold 3

Mn søns valg på biblioteket – fodboldbøger og fodboldblade

– Har du lyst til at prøve at fortælle, hvor vi  skal gå hen i de her ni dage? Bare så jeg ikke går forkert, siger jeg. 

Jeg refererer til en leg vi har, som vi kan bruge, når vi ikke er sammen. Vi forestiller os, at vi er i zoologisk have. Og så aftaler vi hvilket dyr, vi hver især står ved, så vi nemt i tankerne kan finde hinanden, hvis savnet bliver for stort.

– I FIFA verden, far

– I FIFA verden?

– Ja, hvor vi selv er med i spillet. Og er dem inde i fjernsynet. I FIFA.

– Okay. Spændende. Og hvor vil du have mig henne?

– Vi er på de samme hold.

– Vi er på det samme hold? Så vi spiller sammen de næste ni dage?

– Ja. Jeg er Neymar.

– Så er jeg Suárez. Jeg elsker dig, skat. 

– Skal vi køre nu?

– Vil du gerne køre nu?

– Nej. Eller ja. Jeg vil godt have det overstået, siger min søn. 

– Sådan har jeg det også.

– Det kan måske være, at jeg sender et billede, når jeg har været nede og spille fodbold. I dag.

– Det vil være fedt. Men kun hvis du kan, ik? Jeg ved godt, at du ved det. Men uanset hvad, så elsker far dig. Jeg elsker dig så højt, at man ikke kan elske nogen højere.

Og så kører vi. Normalt skal jeg aflevere ham på skolen – men på grund af påsken, skal jeg denne gang aflevere hos hans mor.

Min søn undgår øjenkontakt med mig. Ser ud af vinduet. Tårerne kører ned af kinderne på ham.

– Lille skat. Vi ses snart igen. Og husk at du er Neymar og jeg er Suárez. Vi er sammen. Også når vi ikke er sammen.

I stedet for at se på mig, tager min søn min hånd. Knuger den så hårdt, at den næsten gør ondt. Og sådan sidder vi tavst i bilen hele vejen over til hans mor. Begge indstillet på et hurtigt farvel.

Da vi når frem, kommer min søns mor ud. Og vi stiger begge ud af bilen. Jeg begynder at fryse. Hilser på min søns mor. Hun hilser ikke på mig. Holder op med at trække vejret. Igen. Min søn vi give mig et kram og står og holder om mit ben. Jeg tager brillerne af og går ned i øjenhøjde til ham.

– Jeg elsker dig, skat – hvisker jeg til ham. Vi ses snart igen. 

Og så går min søns mor med ham. Min første reaktion er, at jeg lettet ånder op. Og jeg husker at trække vejret igen. Så kommer tårerne. Savnet holder mig i en sjælelig skruestik, som kun få indtryk slipper igennem. Intet imponerer mig lige nu. Og jeg føler mig ældet før tid.

Jeg savner dig min dreng. Hver kop, jeg tager fat i, når jeg skal lave kaffe. Hvert stykke tøj, jeg tager på. Hver gang jeg tager min telefon frem. Hver gang jeg børster tænder. Hver gang jeg handler ind. Savnet af dig har slået sig ned i mig. Slået rødder, der forgrener sig dybt i mit indre. Du er altid med mig.

Men jeg bevæger mig også videre. Er lige nu i gang med mit livs proces. Nogle mandage kan jeg endda opleve, at jeg er en person. Men på de fleste skiftedage er jeg et tomt væsen. På jagt efter mening og på jagt efter min egen eksistens. Men jeg holder fast. Er her stadig. Men en vilje til at forandre. Til at leve livet.

For hver gang modparten forsøger at fjerne min søn fra mig, kommer vi tættere og tættere på hinanden. Vi har kun hinanden. For hans mor. Mod hans mor. Mod verden. For hinanden. I al rodløsheden er der rødder – kærligheden mellem min søn og jeg. Hvor min søns mor er påmindelsen om det uforudsigelige, forsøger jeg at være det sikre kort. Den faste base. Klubhuset. Vi bevæger os i de samme cirkler. Sammen. Humoren er indforstået. Kærligheden gensidig. Jeg elsker dig min dreng,- af hele mit hjerte.

Forsoning

Jeg spejder igen ud over vandet. Min familie står omkring mig og snakker. Jeg læner mig op af dem. Tryghed.

En gammel kending – ‘Når jeg bliver gammel’  – får pludselig ny mening:

Når jeg bliver gammel 

Så vil jeg sidde på en bænk

Der hvor havet slår ind over molen

Og ta’ imod duglette perlestænk 

Af hav, når det glitrer i solen. 

Når jeg bliver gammel

Skal byen kende til kærlighed, der hvor solen går ned

Der er et lys, der rækker helt ind til land, 

på den anden side af ensomheden. 

JA! Jeg vil forsones. Jeg vil være harmonisk, lykkelig, rolig og forsonet, så det batter. Så bare hit med det! Jeg gør, hvad der skal til. Ja, det lyder fint. Men er du virkelig parat til at bruge al den tid, der skal til, alle de penge, al den energi, alle de kræfter og al den tålmodighed, du nogensinde vil kunne opbyde? Ja for satan, selvfølgelig er jeg parat! Jeg står jo her. Hvis nogen er parat til at gøre det shit, så er det mig.

Og jeg går til psykolog, intensivt. Er fuldstændig smadret efter de lange sessioner. Det eneste jeg ønsker, er at sove. Jeg mediterer. Går. Løber. Læser bøger. Træner. Holder ferie indimellem. River mig i håret. Taler mig søvnløs med mine nærmeste. Glemmer. Og husker. Vil jo gerne, skal jo. Og i går sidder jeg så pludselig i en stol, hos en af mine nærmeste og siger:

– Jeg synes faktisk, at det er synd for modparten. Rigtig synd.

Jeg smager lidt på ordene. Kan mærke, at jeg mener det. Jeg tror på forsoning. Og jeg tror på freden. Og jeg gør det uden modparten, med modparten, for min egen skyld. For min søns skyld. For min familie. Mine venner. Mine slidte relationer. For mine kommende og nye relationer.

Erfaringen siger, at det onde slipper sit greb og efter et stykke tid er det bare ømt. Det er til at leve med. Erfaringen siger også, at det er rarere at leve med et blødende hjerte, end et der er koldt og tilfrosset.

Jeg har en horisont i kroppen. En længsel, som jeg ikke ved, hvad betyder, men den vokser. Måske det er min søn, der er horisonten. Måske det er kærligheden: ‘Der er et lys, der rækker helt ind til land på den anden side af ensomheden’.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 svar til 9. Man kan leve med en tavs sorg længe

  1. Fie siger:

    Hej Michael, du lyder til at være en reflekterende og omsorgsfuld far.. Dog er der noget jeg ikke forstår…synes du det er ok at græde foran sin søn når han i forvejen er så bange for at du bliver ked af det? Og er det nødvendigt at “udspørge” ham så længe når han fortæller han intet svar har- det er vel så også en måde at “presse” ham på, ligesom du nævner at hans mor gør..?

    Like

    • syracuse10 siger:

      Hej Fie.
      Mange tak for din besked. Og de pæne ord. Først og fremmest skal jeg beklage den lange svartid. Jeg modtager mange beskeder og derfor kan der somme tider opstå lidt ventetid.
      Det er et vanskeligt dilemma, du peger på, som bestemt er værd at reflektere over. Gennem de seneste tre år har der været rigtig mange gange, hvor jeg netop ikke har grædt foran min søn. Jeg har ikke tal på hvor mange sene aften- og nattetimer, jeg har ladet tårerne komme – alene eller med en god ven i telefonen. Og jeg har gjort mig umage for netop ikke at vise min søn, at en skilsmisse somme tider kan bide fra sig – også når det gælder de voksne. Jeg har drøftet spørgsmålet indgående med flere børnepsykologer og svaret er, at der kan være situationer, hvor det er okay, at man viser sine børn, at man er ked af det. Det afgørende er ikke, at børnene ser, at de voksne græder. Det afgørende er, at de forstår, at det ikke er deres skyld. I mit konkrete tilfælde har jeg en oplevelse af, at jeg gør meget ud af at fortælle, at min søn ikke har nogen skyld i noget at alt det, der foregår omkring ham. Og han virker ingenlunde tynget af skyld i sit hverdagsliv. Tværtimod. Samtidig peger de børnepsykologer jeg har talt med også på, at man somme tider skal passe på med slet ikke at vise sine børn følelser. I værste fald kan de tage det som et udtryk for, at den voksne er ligeglad – og måske endda hellere vil være fri for at have barnet hos sig. Det er et svært dilemma og en svær balancegang og i min optik er det ikke muligt her at diske op med en facitliste. Det afgørende må være, at vi som voksne ikke efterlader en følelse af skyld i børnene.
      Videre peger du på, om det mon er nødvendigt at udspørge min søn, når han nu gentagne gange giver udtryk for, at han ikke har noget svar. Siden december 2012 hvor hans mor og jeg gik fra hinanden, har jeg ikke talt med min søn om vores samværsordning. Når han så selv har bragt det på bane, har vi naturligvis talt om det – på en alderssvarende måde – og hver eneste gang har han – såvel i ord som i handling – givet udtryk for, at han gerne vil være lige meget sammen med sin mor og far. Når han så pludselig ændrer mening og når han pludselig taler voksensprog og er meget sort/hvid i sine forklaringer, er der noget, der støjer hos mig. Hvis min søn helst vil være mest hos sin mor, så skal han selvfølgelig være det. Det vil jeg aldrig stille mig i vejen for. Men jeg mener, at jeg som far er forpligtet til at sikre mig, at min søn er fri til at udtrykke egne meninger og ikke agerer talerør for andres behov. Jeg vil meget gerne give videre til min søn, at man her i livet skal tro på sig selv og stå op for sin sag. Det er en grundlæggende værdi hos mig og det er denne værdi, du ser afspejlet i min blog.
      Endnu engang tak for din tid og din kommentar. Jeg håber, at du fortsat har lyst til at læse med her på bloggen. Og modtager meget gerne input.
      DBH Michael

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s