10. Den største sejr i tre år

Jeg står i mit vaskerum og lægger tøj sammen. Sorterer. Rydder op og rydder ud. Solen skinner ind gennem vinduet foran mig og millioner af støvpartikler svæver i firkanter af lys; vægtløse, levende, som om alting, her og nu, er ligegyldigt.

Jeg har valgt at holde ferie i hele april måned for at hellige mig min bog og min blog. Gøre noget af det, jeg bedst kan lide. Skrive. Fordybe mig. Egentlig skulle jeg i går være rejst til Gaiole i Toscana i Italien for at færdiggøre det kapitel i min bog, jeg lige nu arbejder på. Men da min 92 år gamle morfar netop er kommet på sygehuset – og da hans tilstand er noget ustabil – har jeg besluttet mig for at blive hjemme.

Min telefon ringer. Klokken er 13.51. Det er en af de jurister, der sædvanligvis ringer, når der er afgørende nyt i sagen. Jeg tager den.

– Hej Michael, lyder en glad stemme. Har du tid til at snakke?

– Ja, siger jeg. Jeg har valgt at trække stikket i hele april måned  for at skrive på min bog. Planen er, at den skal udkomme i starten af juni. 

– Det lyder som en rigtig god plan. Michael, jeg ringer til dig, fordi jeg har rigtig gode nyheder.

Jeg stopper op – ude af stand til at bevæge mig. Jeg er så vant til at modtage dårlige nyheder, at jeg har svært ved at rumme og forstå, at noget faktisk skulle være faldet ud til min søns – og til min fordel. De dårlige nyheder har jeg lært at tackle – har fundet min egen vej gennem falske anklager, løgn og svindel – men de gode nyheder er ukendt territorium for mig. 

– Statsforvaltningen har i dag truffet afgørelse om en 9/5 samværsordning. Det vil sige, at man blankt har afvist modpartens anmodning om at nedsætte samværet til 11/3 eller 10/4, som din søns mor ellers har stået meget stejlt på. Videre afviser man også modpartens ønske om at justere i feriesamværet. Eller sagt på en anden måde, – det Statsforvaltningen i dag siger, er: ‘Vi tror på dig.’

Skærmbillede 2016-04-05 kl. 15.03.58

Afgørelse om samvær

– Ja, siger jeg.

Jeg sætter mit headset i telefonen og fortsætter i blinde med at rydde op. Jeg hører juristens ord, men er ude af stand til at tage det ind.

– Forstår du, hvad det er, jeg siger, Michael? Det er fuldstændig uhørt, at Statsforvaltningen så kategorisk afviser en forælder, der både har bopælen og fuld forældremyndighed. Det er din søns – og din – største sejr i tre år. 

– Ja. Eller nej. Har min søn og jeg virkelig vundet? 

– I har ikke bare vundet. I har skabt håb for mange andre børn og voksne i en lignende situation. Statsforvaltningen har i dag truffet en principiel afgørelse, der uden tvivl vil komme til at danne præcedens. 

Jeg har svært ved at holde tårerne tilbage. Og endnu sværere ved at finde ord. Der er stille lidt. 

– Hvorfor siger Statsforvaltningen ikke 7-7, når nu de tror på, hvad jeg siger? 

– Det er der to grunde til. For det første lægger man vægt på den konflikt, som modparten mener at have med dig. Og her er der som bekendt tale om et meget højt konfliktniveau. For det andet anerkender Statsforvaltningen fuldt ud, at din søn kan være påvirket af sin mor. Og at det kan være grunden til, at han i Statsforvaltningen siger 9/5. Men samtidig er de også nødt til at anerkende, at det er den virkelighed, som din søn lever i. Og derfor vurderer man, at det giver din søn mest mulig ro, at fortsætte med 9/5 ordningen – for nu. 

Det begynder langsomt at sive ind hos mig, hvad det er, der er sket. Min søn har vundet. Jeg har vundet. Og følelserne vælter frem i mig på én gang. Glæde. Taknemmelighed. Træthed. 

– Tak, siger jeg. Jeg ville aldrig være noget så langt ud Jeres hjælp. 

– Du har ikke noget at takke for, Michael. Når du i dag modtager så stærk og principiel en afgørelse fra Statsforvaltningen, handler det dybest set kun om én ting. Den stærke relation der eksisterer mellem din søn og dig. Det kan ingen tage fra Jer. Og i min optik har modparten i dag lidt et dobbelt tab. Hun har for det første tabt i samværssagen og for det andet har hun tabt sin søn. 

Der er stille lidt. Jeg øver mig i at tage juristens ord til mig. 

– Hvad kommer der til at ske nu, spørger jeg? 

– D. 29. oktober 2015 sagde du i Statsforvaltningen, at du ville affinde dig med den afgørelse, som man måtte nå frem til – uanset udfaldet. Din begrundelse var, at din søn skal have ro. De ord har du gang på gang holdt fast i. Og det er i øvrigt én blandt mange årsager til, at Statsforvaltningen har så stor sympati for dig. Modparten vil helt sikkert ikke kunne føre en ankesag. De har alle odds imod sig. Og derfor betyder den her afgørelse, at både du og din søn nu er fri. Din søn kan få ro på og du er nu fri til at færdes frit – uden at bekymre dig om at alt hvad du siger og gør, vil kunne brugt imod dig. 

Jeg kan ikke længere holde tårerne tilbage. De løber ned af mine kinder. Lydløst. 

– Her på falderebet vil jeg også gerne lige sige til dig, at Statsforvaltningen er meget imponeret over, hvor godt din søn trives. Det er meget flotte udtalelser der ligger fra skolen. Og når Statsforvaltningen siger til dig, at de tror på, hvad du siger, så er der også kun et sted, hvorfra den gode påvirkning kan komme. Nemlig fra dig. Det er også derfor, at du fik lov til at følge din søn til børnesamtalen – selvom du hverken har bopæl eller forældremyndighed. Det må og skal du tage til dig. 

– Tak, siger jeg igen. Og har svært ved at holde skjule tårerne. Heldigvis fornemmer juristen, at jeg har brug for lidt tid alene til at absorbere de gode nyheder. Vi afslutter samtalen. Og jeg sætter mig ned – stadig med telefonen i hånden. 

Jeg tænker på, hvordan min søn i går morges – hvor det igen var skiftedag – ikke ville slippe min hånd. Og på hvordan han i bilen på vej til skole knugede sig fast. Nu får min søn endelig ro. Og så kommer tårerne. Jeg har ikke kræfter til at holde dem tilbage. Vil ikke. Jeg græder af glæde. Af lettelse. Og af taknemmelighed. Min søn og jeg har endelig vundet.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 svar til 10. Den største sejr i tre år

  1. Tina Maria Doberck siger:

    Meget rørende læsning. Tillykke til dig og din søn.

    Like

  2. Dorte siger:

    Undskyld mig … kender Statsforvaltningsmøllen ud og ind – jeg har ALDRIG hørt om en jurist skulle ringe op til en part og meddele en afgørelse om samvær – ALDRIG nogensinde – for det må han ikke – tror du ikke du husker forkert ? for denne jurist har da et gevaldigt problem med hans partiske opførsel i denne sag hvis det er sandheden – skulle Statforvaltningen have udtalt, at de har “sympati for dig” … du må have mig undskyldt … men hvis jeg var din eks, så ville jeg klage over den jurist – for han er da ikke sin stilling værdig

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s