17. Et loginforsøg blev forhindret

– Mon du har forsøgt at logge på min mail? – spørger juristen.  

– Nej, siger jeg. Hvorfor? 

– Jeg har fået en besked om, at nogen i Espergærde har, svarer kvindestemmen. 

Jeg sidder i min stue og taler i telefon med en af de jurister, der hjælper mig. Foran mig ligger dagens avis, som jeg netop har siddet og læst. Det er lørdag d. 4. juni 2016. 

– Jeg har lige modtaget en mail om, at nogen har forsøgt at logge på min Gmail. Det eneste jeg ved, er, at den person der har forsøgt at logge på, befinder sig i Espergærde. Og at det ikke er mig. 

– Ja? – siger jeg. 

– Og nu ved jeg så også, at det ikke er dig.

Der er stille lidt, så fortsætter juristen. 

– Det er ikke mange dage siden, at du introducerede mig på din blog. Og nu kan der måske være nogen i Espergærde, der finder det interessant at læse med på mine mails. Måske det er et sammenfald af begivenheder, men jeg kan ikke lade være med at undre mig lidt. 

Det er som affald, der gennemsyrer mig. Jeg sidder stadig i sofaen med avisen foran mig. Det er eftermiddag. Solen er kommet frem. Det er et gråt solskin. Ikke nok med at jeg ofte føler mig som hovedrolleindehaver i en film med lidt for mange lighedstegn med ‘Jagten’ – også mine omgivelser står for skud. 

Kontoaktivitet NY NY

– Hvad tænker du om det her, Michael? – spørger stemmen i telefonen.

Jeg ser ud mod haven. Træerne svajer og haven ser pludselig snavset ud. Det er en grå dag. Og alligevel skinner solen. Jeg tænker på min morfar. Han er død. Han findes ikke. Han vil ikke kunne bøje sig over mig og plante et kys på mit hår. Jeg er faldet tilbage på mig selv. Det kan være nat. Det kan være tidlig morgen. Intet lys i horisonten. Ingen lampe tændt i vinduet. Ingen måne rakt frem i en hånd.

– Jeg er virkelig ked af, at alt det her også skal ramme dig, siger jeg. 

Tidligere ville jeg i en situation som denne have lænet mig op af min morfars vidende væsen. Rådført mig. Samlet energi. Trukket mig tilbage i et helle. Det var som om, der stod et lys omkring ham. Min morfar. Noget lyttende. Noget forfinet. Han huskede de mennesker, han havde været i berøring med. Han fik dem til at føle sig husket. Og nu kniber jeg øjnene sammen og gør alt for at fremkalde et billede af min morfar. Jeg vil huske ham. Jeg vil huske den gode energi. Overskuddet og overbærenheden. Og på den måde skærme både mine omgivelser og jeg for den hetz, der synes at hagle ned over os. 

– Det skal du ikke tænke på, lyder det fra stemmen i telefonen. Jeg går nu i gang med at lede efter oplysninger, der kan lede os på sporet af, hvad det er, der gør, at jeg nu har modtaget denne mail. 

– Kan man det? – spørger jeg.

– Det burde være muligt. Ja. Samtidig er det også vigtigt at understrege, at det her sagtens kan være en storm i et glas vand. Google har på det senete skruet meget op for sikkerheden og selv de mindste afvigelser, kan generere en mail som den, jeg nu har modtaget. 

– Ja, siger jeg. 

– Men under alle omstændigheder siger det her noget om det pres, du lige nu lever under. Og de overvejelser du hele tiden må gøre dig. Normalt ville jeg ikke reagere synderligt på en mail om, at et login forsøg er blevet forhindret. Men alene af den grund, at forsøget har sit udspring i Espergærde, begynder mine alarmklokker at ringe. Så jeg tør slet ikke at tænke på, hvad det er for et pres, du dagligt må leve i. Og hvilke sikkerhedsforanstaltninger, du må træffe. 

– Der er helt sikkert en del, jeg er nødt til at navigere mig igennem, siger jeg og forsøger mig med et smil. Men jeg forsøger i størst mulig omfang at forblive upåvirket. Der er de ting vi kan gøre noget ved. Og så er der de ting, vi ikke kan gøre noget ved. Og det her tilhører nok i virkeligheden den sidste kategori. 

Kort efter afslutter vi samtalen. Jeg føler mig pludselig meget træt. Igen. Og spørgsmålene står i kø. Hvad kan det være for oplysninger, man er interesseret i at få? Hvem er det, der har forsøgt at læse med? Og hvorfor? Hvorfor går man efter mine omgivelser? Mon der i virkeligheden også er nogen, der læser med på min mail? Måske jeg skal skifte mit password igen? Måske jeg er ved at blive paranoid? Måske det i virkeligheden bare ér Google, der har skruet op for sikkerheden? 

Til min far

Jeg går ud i køkkenet og laver en kop kaffe. Ved siden af kaffemaskinen står en bog, som min søn har lavet til mig. ‘Til min far’ står der. Der er noget ved ordet ‘min’, der rører mig. På det seneste er min søn på sine tegninger begyndt at skrive ‘Til min far’ i stedet for ‘Til far’. Måske jeg efter de seneste års kamp for min søns ret til både at have en mor og en far, er begyndt at gribe fat i for mange detaljer. Måske. Under alle omstændigheder synes jeg at kunne øjne min søns tavse kamp for retten til også at have en far. Og hans måde at udtrykke denne ret på. Og set i den sammenhæng bliver et potentielt login forsøg pludselig så uendelig ligegyldigt. 

Jeg sætter mig ud på terrassen med min kaffe. Udenfor er sommeren for alvor kommet. Ikke kun når solen skinner, men også i skumringen.

(Et par kyndige it-folk er i gang med at undersøge sagen nærmere.)

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s