20. ‘De har klippet dig ud af alle billederne, far’

Jeg venter i stuen. Det er onsdag og min søn har fået lov til selv at gå hjem fra skole – sammen med sin bedste ven, som han hveranden onsdag har en fast legeaftale med. Min søn ser ikke sine venner, når han er hos sin mor. Og derfor er behovet for at lege, spille fodbold og snakke med vennerne stort.

Jeg ser på mit ur. Klokken er lidt over to. De seneste ni dage har været én lang nedtælling og de sidste minutter forekommer som en evighed. De må snart være her. Et øjeblik efter går yderdøren op og to glade drengestemmer høres  i gangen.

– Skal vi hoppe på trampolin? – spørger min søns ven.

– God idé, siger min søn.

Jeg går ud til dem i gangen og i det øjeblik min søn ser mig, vælter han ind i min favn. Jeg mærker, hvordan mine ben ryster under mig i bare bevægelse. Og jeg sætter mig ned på hug foran ham.

– Hvor er det dejligt at se dig. Har du haft det godt? – spørger jeg.

– Ja, siger min søn og skifter med det samme emne.

– Far, det er i aften, vi skal til fodboldafslutning, ik?

Det er tydeligt, at han ikke har lyst til at tale om, hvordan han har det hos sin mor og det behov vælger jeg at respektere.

– Det er det i hvert fald. Men smut I nu bare ud på trampolinen, så kommer jeg med noget ‘Eftermiddags’ til Jer, siger jeg.

‘Eftermiddags’ er blevet en fast tradition hos os, og består af en lille anretning af lækkerier til eftermiddagstimerne. Det kan være grøntsager, frugt, kage, kiks eller lidt slik – alt efter ønske og behov.

Den opfordring skal drengene kun have en enkelt gang. De er nogenlunde lige rapbenede og lynhurtigt er de i gang på trampolinen. Jeg ser på dem og smiler. Lige nu føles det som om, at min søn slet ikke har været væk og tankerne glider afsted mod min morfar. Jeg tænker på det første brev, jeg skrev til ham. Første gang jeg forsøgte at sige tak. Hvad var det, jeg skrev? Jeg tænker mig så grundigt om, at jeg ikke kan huske andet end anstrengelserne for at finde det rigtige. Hvis man har én chance for at sige, hvad man virkelig vil – hvad skal man så vælge? Hvad man end har at sige, kan man sige præcis det modsatte. Med samme ret.

Jeg valgte følgende ord:

Kære morfar, bedste ven og far. Du lærte mig at fløjte, binde mine sko, sparke til en bold og give et ordenligt håndtryk. Du lærte mig om livets medgang og modgang. Du er skyld i min medgang. Tak for alt morfar, bedste ven og far.

Jeg ser på min søn, der hopper rundt i trampolinen. Hvis jeg kan give bare lidt af den arv – jeg i kærlighed og omsorg har fået fra min morfar – videre til min søn, kan jeg ikke ønske mig mere her på denne jord. 

Bortcensureret

Den aften sidder min søn og jeg og ser på billeder på vores ipad. Vi er efterhånden nået langt tilbage i tiden, da min søn pludselig stopper op. 

– Hvad er der galt? – spørger jeg. 

– Ikke noget, siger min søn. 

Der er stille lidt. Udenfor – mellem træerne – flimrer månen forbi. Og jeg overvejer, hvordan jeg mon bedst kan få min søn til at sætte ord på. 

– Det er helt okay, hvis du ikke har lyst til at fortælle mig, hvad det er, du tænker på. Men du skal bare vide, at jeg kan se på dig, at der er noget, der trykker dig. Og at jeg vil gøre alt for at hjælpe dig, siger jeg. 

Min søn ser på mig. Han ser tænksom ud. Og så siger han med bævende stemme: 

– Det er bare fordi…

Min søn stopper op og tøver lidt. Vejer ordene.  

– Far, du er klippet ud af alle de billeder, mormor og morfar har stående af os – så det kun er mor og mig, der er tilbage på dem. Og jeg må heller ikke have et billede stående af dig på mit værelse. 

Jeg ser på min søn – ser hvordan han forsøger at balancere en fuldstændig urimelig loyalitetskonflikt. Jeg tager hans hånd og han kryber helt tæt ind til mig. 

– Det kan være, at de hellere ville have billederne af mig hængende et andet sted, smiler jeg, mens jeg stryger ham over håret. 

Min søn nikker. Og sender mig et skævt smil. 

Inderst inde ved vi begge, at jeg ikke har ret i min teori. 

‘Hvis ikke jeg havde sagt 9-5, så var jeg færdig, far’ 

Foto 3, blog 20

Min søn hygger sig sammen med sine fodboldkammerater ved stævnet i Odense

De næste dage er pakket med leg og fodbold. Fredag d. 24. juni får min søn sommerferie og lørdag og søndag deltager vi i et stort fodboldstævne i Odense. Jeg er med som én blandt flere trænere og uagtet hvor meget jeg forsøger at gribe fat i tiden, er det som om den – som sand – glider bort mellem fingrene på mig. Og inden jeg får set mig om, er vi igen ved søndag aften. 

– Far, tre uger går rigtig hurigt, ik? – spørger min søn. 

Han skal i morgen afsted på tre ugers ferie hos sin mor, hvor de blandt andet har planlagt en tur til Indonesien sammen med min søns morfar. 

– Nej, det gør det faktisk ikke. Når nu du synes, at ni dage er lang tid, så er tre uger endnu længere. 

Jeg vil ikke lyve over for min søn og jeg synes, at han har krav på at vide, hvor lang tid der går, inden vi ses igen. 

– Men far, det var også det, jeg sagde den første gang, siger min søn.

– Den første gang? – spørger jeg.

– Den første gang hvor jeg skulle sige til hende damen, om jeg helst vil være mest sammen med min mor eller min far. Jeg sagde 7-7, far. 

Min søn refererer til den børnesamtale, som han d. 18. februar i år var til i Statsforvaltningen.

– Det ved jeg godt, skat. Og det er rigtig vigtigt, at du ved, at der ikke er nogen, der er sure over, at du ændrede det til 9-5. 

– Far, hvis jeg ikke havde sagt 9-5, så var jeg færdig, siger min søn. Og lægger ekstra tryk på ordet ‘færdig’. Mor var blevet stiktosset. 

(Læs her om børnesamtalen i Statsforvaltningen:)

https://barnetstarv.com/2016/02/22/7-i-dag-er-en-gave/

Jeg ser på ham. Frygten i ham er virkelig og omsiggribende. Og det gør ondt at se på den sandhed, der lyser ud af den spinkle drengekrop: Min søn er bange for sin egen mor. 

– Jeg forstår dig, siger jeg. Bedre end du måske ved. Det vigtigste er, at du hele tiden husker på, at jeg er her for dig – uanset hvad. Intet af det der sker omkring dig, kan nogensinde være din skyld. Intet. Og både din mor og jeg elsker dig højere end noget andet i denne verden.  

Jeg tænker tilbage på dengang vi kørte vores 7-7 ordning. I de ca. to og et halvt år vi praktiserede den, havde jeg en svag, vedholdende fornemmelse af, at den forunderlige lykke – tiden med min søn – ville blive revet væk af en brat katastrofe. Nu føler jeg, at katastrofen brager om ørerne på mig. 

(Læs her om referatet fra min søns børnesamtale i Statsforvaltningen:)

https://barnetstarv.com/2016/03/07/8-foraeldrefremmedgoerelse/

‘Du bedes aflevere i SFO på mandag kl. 9.00’ 

Selv om det er sommerferie, har jeg fået besked fra ‘overleveringen’ om, at min søn mandag morgen d. 27. juni skal afleveres i SFO’en: 

 Skærmbillede 2016-07-03 kl. 15.20.28

(Du kan læse mere om ‘overleveringen’ her:)

https://barnetstarv.com/2016/05/12/13-man-goer-et-barn-fortraed/

Og jeg er derfor stået tidligt op for at smøre madpakke og for at lave forfriskninger til kl. 10. 

– Far, siger min søn. Du behøver altså ikke at give mig mad med i dag.

– Hvorfor ikke? – spørger jeg.

– Mor kommer og henter mig 20 minutter efter, at du har afleveret mig, siger min søn og slår blikket ned. 

Det føles som om, at luften går ud af mig. Jeg sætter mig i en stol i stuen. Jeg bevæger mig ikke. Træerne svejer og haven ser pludselig snavset ud. Det er en grå dag.  Jeg mærker, hvordan en gammel bitterhed vender tilbage. Den kan gå langt ned til noget, der er hårdt og stærkt som salt. Men det er bittert.  Af alle de måder man kan arrangere en skiftedag, skal min søn nu gennemleve den værst tænkelige. Han skal gå de tunge skridt. Alene. Og i stedet for at bygge en bro til ham, er hans mor i gang med at grave en endnu dybere kløft. Og der er intet, jeg kan gøre ved det. Intet. Jeg ser på min søn: 

– Jeg kan godt forstå, hvis det her er svært for dig. Og hvis ikke jeg kan forstå det, så skal du bare sige det til mig. 

Min søn kryber tæt ind til mig og jeg sender ham et smil: 

– Og om ikke andet så er det da rigtig fedt, at mor kommer og henter dig om lidt. Så starter din sommerferie jo allerede nu, siger jeg. 

Min søn ser på mig. 

– Jeg glæder mig til, at vi skal i sommerhus sammen, far. 

Da jeg den morgen har afleveret min søn i SFO’en, sætter jeg mig ned og skriver denne besked til min søns mor: 

Skærmbillede 2016-07-03 kl. 15.25.02Skærmbillede 2016-07-03 kl. 15.25.43Skærmbillede 2016-07-03 kl. 15.26.00

Jeg får ikke noget svar.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s