22. Vores sommer

– Hvor mange dage har vi tilbage, far?

Min søn ser spørgende på mig. For et øjeblik siden løb han ubekymret rundt i haven foran sommerhuset, men det er tydeligt, at han pludselig er blevet bevidst om, at vores ferie har en udløbsdato. 

– Vi har fredag, lørdag og søndag, siger jeg og tegner på et stykke papir en firkant for hver dag.

– Ok. Og så skal jeg på ‘Frit’ og hentes af mor, når du har afleveret mig? – spørger min søn.

– Ja, siger jeg. Og smiler. Mor glæder sig sikkert til at se dig.

Min søn reagerer ikke på min kommentar. Det er tiden, der lige nu optager ham. 

– Og så går der to dage, fortsætter han og tegner selv to kasser ved siden af de fire, jeg har lavet. Og så skal jeg hjem til dig igen, ik?

– Lige præcist. Så kommer jeg og henter dig onsdag morgen på ‘Fritten’ – siger jeg. Og så har vi fem hele dage sammen.

Min søn sidder tavst og ser på papiret med de seks kasser foran sig. 

– Jeg forstår det ikke helt, men det lyder lidt dumt far, siger han. Og fortsætter så med en kommentar, der i princippet kræver en god portion livserfaring og som udtrykt af en 8-årig illustrerer en pointe, som mange voksne overser.

– Vi får det bedste ud af det, ik far?

Det er onsdag d. 27. juli 2016 og min søn og jeg er ved at gøre regnskab over, hvor meget af den sommerferie vi sammen har, der er passeret. Halvvejs. Cirka. De to dage som min søn finder ‘dumt planlagt’, har sit udspring i et diktat fra ‘Overleveringen’ – som jeg må formode kan føres tilbage til hans mor.

‘Overleveringen’ er et ekstra led i kommunikationen mellem min søns mor og jeg. Hvis jeg ønsker at skrive til hende, skal jeg benytte en mail, bag hvilken der gemmer sig en anonym modtager. Denne modtager vil så – såfremt indholdet i min besked kan godkendes – angiveligt videresende min besked til min søns mor. Sådan lyder i hvert fald det opdrag, jeg har modtaget. 

‘Overleveringens’ begrundelse for at indføre dette system: Min søns mor er bange for mig. 

Demilitariseret zone

Senest har jeg så modtaget et krav om, at min søn – midt i vores sommerferie – i to dage skal hjem til sin mor. Og ikke nok med det. Der kræves også, at jeg skal aflevere ham i morgen i SFO’en kl. 9.00, hvor han så kort efter bliver hentet. Præcist som han to dage senere – onsdag d 3. august bliver afleveret i SFO’en og hvor jeg så har fået påbud om umiddelbart efter at hente ham.

Sommerferie, blogindlæg

Eller sagt på en anden måde: SFO’en bliver brugt som en slags demilitariseret zone, gennem hvilken min søn skal vandre for at skifte mellem tilværelsen hos sin mor og sin far. At en 8-årig dreng alene skal gå de tunge skridt, at en 8-årig dreng frarøves enhver mulighed for at de to verdener, han lever i, kan kædes sammen og at en 8-årig dreng midt i sin ferie skal foretage to hurtige skift i SFO’en – har tilsyneladende ikke den store betydning for ‘Overleveringen’. 

Jeg ønsker det gode samarbejde. Det giver mig absolut intet at holde liv i en konflikt med min søns mor. Hverken had. Vrede. Eller foragt er følelser, der næres i mig. I hvert fald ikke længere. Jeg kender dem til hudløshed – de mørke følelser, der trækker dig ned som var de en varm lænestol. Men det er en blindgyde. Og derfor gør jeg i morgen, som jeg har fået besked på. Afleverer min søn i SFO’en – midt i vores ferie – og henter  ham igen to dage senere. For samarbejdets skyld. Men hvad der imidlertid ikke er slukket i mig, er magtesløsheden og smerten over at se, at alle de krumspring der bliver lavet for at ramme mig, i virkeligheden rammer vores søn. 

I følge vores samværsresolution har jeg som samværsforælder ret til to ugers sammenhængende sommerferie med min søn plus det løbende samvær som lige nu er 5 dage – ud af et interval på 14. Det man i daglig tale kalder 9/5. I praksis betyder det, at min søn  har holdt sommerferie hos mig i uge 29 og 30. Og i morgen skal han så hjem til sin mor i to dage og så tilbage til mig i fem. Alt sammen er det en anelse teknisk, men det korte af det lange er, at vores søn – som resolutionen lige nu lyder – midt i sin ferie kommer til at opleve to ekstra skiftedage. Og tilmed skiftedage der skal foregå i SFO’en. Jeg har foreslået min søns mor, at vores søn bliver hos mig mandag d. 1. og tirsdag d. 2. august – hvor han skulle have været hos hende – og at hun så selvfølgelig får ham hjem to dage før. Og jeg har foreslået, at jeg har vores søn hele ugen, så han får tre ugers sammenhængende ferie med begge sine forældre – præcist som de foregående år, hvor jeg havde bopælen og min søns mor skulle anmode om samvær. Svaret blev et nej.

Mælkebøtte


Collage 5Jeg ser på min søn, der nu er gået i gang med at skrive de ting ned, han gerne vil, at vi skal nå at lave, inden han skal hjem til sin mor. Papiret med de seks kasser ligger ved siden af ham. 
Lille kloge dreng. Som en mælkebøtte, der bliver ved med at komme op ligegyldigt, hvor mange gange man prøver at rive den op med roden. Hvis der er noget, han formår, så er det at få det bedste ud af de rammer, der er blevet sat. Gennem de seneste to uger har vi holdt ferie sammen. Min søn og jeg. Og hvis jeg helt kort skal beskrive de to uger, er det ord som nærvær, latter og kærlighed, der først falder for. 

Allerede mandag d. 18. juli, da jeg hentede min søn efter at han havde været på tre ugers sommerferie hos sin mor, mærkede jeg nærværet. Jeg var ellers for første gang i lang tid nervøs for at få min søn hjem. Hvordan mon han havde haft det? Ville der være en afstand mellem os, der først skulle brydes ned – efter så lang tids adskillelse? Og  hvad mon hans behov ville være efter en sommerferie i Indonesien? Men allerede da min søn hoppede ind i bilen, forsvandt spørgsmålene. Det er klart, at vi lige skulle i sync med hinanden igen og at min søn havde brug for plads til at omstille sig, men efter en snak om ferien i Indonesien og et spil Fifa, sneg en lille barnehånd sig ind i min og holdt godt fast. 

Forsiden og bagsiden 

De to foregående somre har jeg lavet en længere række af aftaler med venner og familie – for at skabe den bedst mulige ferie for min søn. Men i år har jeg valgt at gøre det modsatte. Helt ned i tempo. Ingen aftaler. Det enkle. Og det har vist sig at ramme plet. Min søn er normalt en glad dreng i trivsel. Det siger hans lærere. Det siger hans familie. Det siger hans venner. Og sådan beskriver han også sig selv. Men jeg har sjældent set en dreng synge og grine og kramme og holde så meget i hånd – som min søn denne sommer har gjort. Dagenes indhold har vi sammen besluttet. Og de har blandt andet haft følgende udtryk:

Cykelture til Helsingør. Rundt i skoven i solens stråler:

– Kom nu, far.

– Se her, far. 

– Far, hvem kommer først?

– Prøv lige det hop, far.

Cykelture til kirkegården for at lægge blomster på oldefars grav. Fodbold på stadion – kun os to. Besøg hos oldemor. Pandekager og morgenhygge i langsomt tempo:

– Far, jeg cykler lige op og køber mælk til din kaffe.

Løbeture i skoven med min søn cyklende ved siden af: 

– Prøv at se der, far. Det er for vildt med det træ. Tror du, at der bor ræve under det? 

‘Cross Bar Challenge’ i haven (hvor det gælder om at ramme overlæggeren på et mål) hver morgen til tonerne af Kato – kun afbrudt en enkelt eller to gange af Folkeklubben med deres ‘Djævlebakken’, sat på af min søn med ordene:

– Far, den hører du altid, når du er glad.

Collage 6

Strandture og frokost på stranden med vennerne fra klassen og deres forældre. Legeaftale og trampolinhop i haven med fire venner fra klassen. En hel dag i Tivoli som  ved midnatstid kulminerede med festfyrværkeri. Sommerhus. Besøg af familie og venner. Minigolf. Tagfat. Uno. Yatzy. Stratego. Sorteper. Krabbejagt. Og solnedgang. 

Og nu sidder vi så og forsøger at indkredse tiden. Min søn og jeg. Hvor meget af den er gået? Og hvor meget er der tilbage? Jeg sidder og tænker på hvor besynderligt det er, at for sådan rigtig at sætte pris på de gode ting i vores liv, er vi nødt til at kende deres modsætning. Det er ligesom forsiden og bagsiden af en mønt, som man hele tiden vender om. Jo større og tydligere den ene side af mønten er, desto større og tydligere bliver den anden side. Liv og død er to sider af samme sag. Man kan ikke opleve, at man lever uden også at opleve, at man skal dø. Men det er lige så umuligt at tænke over, at man skal dø, uden samtidig at tænke på, hvor fantastisk mærkeligt, det er at leve. Præcist som med den tid, jeg får lov til at tilbringe med min søn. Desto mere man forsøger at fjerne min søn fra mig, desto mere går det op for mig, hvor værdifuldt livet og tiden med ham er. Det er i grunden paradoksalt, at vi først kan sætte pris på det vi har, når vi ved, hvad vi har at miste. Og at jo større smerte vi oplever – desto større mærkes tilsvarende glæden. Det besynderlige er, at selvom de seneste tre år af mit liv har påført mig en smerte, jeg ikke vidste fandtes, ville jeg ikke have været det foruden. Uden netop det forløb ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Med de mennesker jeg har i mit liv. Og med det værdisæt. 

Lige her

– Kan du egentlig bedre lide at være her uden mig? – spørger min søn pludselig.

Han er stoppet med at skrive på sin liste over ting, som han gerne vil, at vi sammen skal nå, inden ferien går på hæld. Og med sit spørgsmål hiver han mig brat ud af min tankestrøm. 

– Hvad mener du? – spørger jeg. 

– Du har jo været her i sommerhuset mange gange, mens jeg har været hos mor. Kan du bedre lide det, når jeg ikke er her?

Jeg tager min søn i hånden og ser på ham. Jeg tror, at jeg forstår, hvor spørgsmålet kommer fra. Når man er 8 år – og siden man var 5 år – har oplevet hvordan én verden blev til to. Og hvordan ens forældre har bevæget sig længere og længere væk fra hinanden, kan det måske være nærliggende at tro, at forældrene også bevæger sig væk fra den ene ting, de har til fælles: deres søn. At de hver især søger nye veje, hvor et barn måske er til besvær og at – hvis de havde elsket deres søn højt nok – ville være blevet sammen. Jeg forstår til fulde hans ræsonnement. Alligevel kunne intet være mere forkert. 

– Jeg vil altid gerne være sammen med dig. Og når du ikke er her, så tænker jeg på dig hele tiden, siger jeg og mærker, at jeg bliver meget rørt, da jeg siger det. 

-Når vi ikke er sammen, har jeg dig med. Lige her, siger jeg og lægger en hånd på mit bryst.  

Jeg kan se på min søn, at også han bliver rørt og han putter sig helt tæt ind til mig. 

Udenfor sender haven en sød duft af sommer og frodighed ind i sommerhuset, så jeg næsten er ved at græde.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s