32. Afgørelsens time

For at forstå værdien af et år – spørg en studerende, som skal gå en klasse om.

For at forstå værdien af en time – spørg to elskende, som venter på at mødes.

For at forstå værdien af et sekund – spørg en person, som lige har undgået en ulykke.

For at forstå værdien af et millisekund – spørg en person, som vandt sølv ved de Olympiske Lege.

(Uddrag af digtet “I dag er en gave” af ukendt forfatter – du kan læse hele digtet her)

Fredag d. 31. marts 2017 fra klokken 13.10 til 14.10:

13.10: Jeg drejer ind i indkørslen og parkerer bilen. Det er tidligt på eftermiddagen, men et lavthængende skydække er så altomsluttende, at det giver en skumringsfornemmelse mange timer før solnedgang. Jeg er netop kommet hjem fra arbejde og om lidt kommer min søn hjem fra skole.

13.12: Jeg åbner min postkasse – præcist som i går og dagen før den. Den seneste uge har bestået af en endeløs ventetid på en afgørelse fra Helsingør Kommune af, hvorvidt kommunen mener, at min søn har brug for særlig støtte som følge af den vold, hans mor har oplyst, at jeg udsætter ham for. For 11 dage siden sendte jeg til Helsingør Kommune en anmodning om aktindsigt i de seneste aktiviteter, der har været på sagen og jeg har af sagsbehandleren fået oplyst, at der er truffet en afgørelse i forhold til den underretning, min søns mor d. 16. september 2016 lavede på vores søn. Og det er den aktindsigt, jeg venter på. Hvis kommunen er af den samme opfattelse som min søns mor og hvis de tror på hendes anklager, giver de hende samtidig en direkte adgangsbillet til at starte en ny sag i Statsforvaltningen.

Du kan læse mere om underretningens indhold her:

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 3)

13.15: Jeg står ved mit spisebord. I den ene hånd holder jeg et brev fra Helsingør Kommune og i den anden mine bilnøgler. Jeg har stadig sko på. Gennem den seneste uge har jeg udviklet en form for overtro. Hvis jeg på min løbetur løber venstre om et særligt udvalgt træ i Egebæksvang Skov, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Hvis jeg venter med at skifte fortorv, til jeg har passeret Tinevej i Espergærde, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Hvis jeg løber hele vejen og ikke giver op, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Jeg er bevidst om, at tingene ikke hænger sammen på den måde og kan således resonere mig frem til, at min måde at tænke på, giver mig en følelse af kontrol midt i alt det ukontrollerbare. Følelsen af at lægge sit barns skæbne i andre menneskers hænder, er umulig at bære – undtagen for dem, der er nødt til det. 

Forsiden på den anmodning om aktindsigt, som jeg d. 31. marts 2017 modtog. Brevet er dateret d. 23. marts 2017 og har således været otte (lange) dage undervejs.

13.16: Jeg åbner konvolutten. Den er tykkere, end jeg havde forventet og jeg bladrer hurtigt forbi de første sider, som blot omhandler formalia omkring min anmodning om aktindsigt. Mine øjne flakker hurtigt ned over papirerne i et forsøg på at læse uden at læse. Jeg er på jagt efter noget, der kan fortælle mig, om kommunen mener, at min søn er i mistrivsel eller ej. En konklusion. En opsummering. En sætning, der skærer ind til benet. Først når jeg har afkodet dét, kan jeg læse resten.

13.18: Jeg føler, at jeg leder i en evighed og sekundernes langsomme tikken på køkkenuret smerter som spiddende visere. Endelig. På side 12. Konklusionen:

Det vurderes på baggrund af ovenstående, at (barnet, red) ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte, jf. Servicelovens § 52, hvorved sagen umiddelbart afsluttes i Familierådgivningen.

Uddrag af den børnefaglige undersøgelse udarbejdet af Familierådgivningen i Helsingør Kommune. Uddraget står under punktet: “Analyse og vurdering med begrundet stillingtagen til barnets behov for støtte

Jeg læser ordene igen og igen:

Ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte.

Sagen afsluttes.

Ikke behov for støtte.

Afsluttes.

Jeg ser op. Enkelte steder stikker solen lavt og skarpt gennem det tunge skydække og det føles som om, tiden er sat i stå. Det der går forud, svinder ind på samme måde som det, der er i vente. Der er kun dette øjeblik. Min søn har det godt. Han har ikke brug for støtte. Han er ikke en dreng, der af sin far bliver slået, mishandlet og truet. Han er en glad dreng, der gerne vil have lov til at lege med sine venner og til at have en mor og en far. 

Det begynder langsomt at sive ind hos mig, hvad det er, der er sket og jeg sætter mig ned. Min søn er blevet hørt. Jeg er blevet hørt. De falske anklager er blevet gennemskuet. Og følelserne vælter frem i mig på én gang. Glæde. Taknemmelighed. Træthed. Og så kommer tårerne. De pibler lydløst frem, og jeg giver dem frit løb. Måske der alligevel er en mening med det hele? Jeg tænker på den samtale, jeg forleden havde med en af de jurister, der hjælper mig. 

“Hvor usædvanligt er det, at en forælder laver en underretning til kommunen på sit eget barn? spurgte jeg.

“Meget usædvanligt,” svarede juristen. “Jeg har tjekket statistikken på Ankestyrelsens hjemmeside og af den fremgår det, at blandt de underretninger landets kommuner modtog i 2014 og 2015 stammede kun 3 procent fra forældremyndighedsindevaren. Det mest almindelige er, at det er skoler, sundhedsvæsnet eller andre offentlige myndigheder, der sender underretningerne til kommunerne. Og hvad endnu mere udsædvanligt er, at en forældremyndighedsindehaver mener, at vedkommenes eget barn er i mistrivsel, mens kommunen ikke gør.  Det plejer at være den anden vej rundt.”

Ankestyrelsens statistikker. Underretningsstatistik. Årsstatistik 2015.

Du kan læse hele Ankestyrelsens underretningsstatistik her

Jeg tænker tilbage på sagsbehandlerens tilkendegivelse af – da jeg d. 7. februar var til møde på Helsingør Kommune – at der er tale om en yderst atypisk sag. 

13.30: Jeg bladrer et par sider længere ind i aktindsigten og stopper op ved referatet af de ting, min søn har forklaret til sagsbehandleren og pludselig er det som om, at luften på et splitsekund bliver banket ud af kroppen. Dér ligger den. Den usynlige terror. Gemt blandt min søns ord. Han har som et spejlbillede af sin mor fremført en række alvorlige anklager mod mig, men når sagsbehandleren har bedt ham uddybe og forklare, har han ikke været i stand til det. Jeg ved, at min søn står helt uden skyld og alligevel er den første følelse der melder sig en følelse af at blive forrådt. Hvordan kan han sætte en kniv i ryggen på sin egen far? Men så snart jeg har tænkt tanken, væmmes jeg ved den. Den er primitiv og egoistisk. Min søn gør det eneste rigtige. Han kæmper for sit liv og for at sætte sig selv ud af det spændingsfelt, som han lige nu skal navigere rundt i. Og jeg fyldes af beundring og stolthed. Til trods for alt det, det her lille menneske bliver trukket igennem, formår han alligevel at være en god og empatisk i skolen, i fritidsklubben, blandt vennerne og i hjemmet. 

Du kan læse hele aktindsigtens indhold – og dermed også ordlyden af min søns udtalelser – i min bog, som lige nu er i gang med at blive redigeret og som efterfølgende vil blive sendt til tryk.

Du kan bestille bogen her

Min morfars ur som han i starten af 1960’erne fik af min mormor

13.40: Mit blik falder på min morfars ur, som jeg d. 5. april 2017 fik i forbindelse med min mormors 90 års fødselsdag. Uret fik min morfar i starten af 1960’erne af min mormor og han gik med det hver dag frem til sin død d. 10. maj 2016. Det er gået i stå. Uret. Som om visernes vandring over urskiven stoppede, da sandet i min morfars timeglas løb ud. Til trods for at det nu snart er et år siden, at han døde, føles det som om, at han lige har været her og jeg kan nærmest mærke hans hånd i min. Hvordan kan et år føles som et splitsekund, når jeg tænker på min morfar? Og hvordan kan det føles som en evighed siden, jeg tømte min postkasse, når der kun er gået en halv time?

13.50: Mine tanker glider tilbage til den afgørelse Helsingør Kommune har truffet og til de ting, min søn har udtalt. Min advokat har sagt, at hvis udfaldet af den børnefagligeundersøgelse blev, at kommunen vælger ikke at iværksætte særlige støtteforanstaltninger overfor min søn – og dermed vælger ikke at tro på de anklager hans mor har rettet mod mig, så vil jeg stå med nogle gode kort på hånden. Og med den tanke kommer en trang til hævn snigende. Jeg har lyst til at lade mig synke ned i den – hævnen -som i en dyb lænestol, der gør din krop træt og tung. Min søns mor har sagt til Helsingør Kommune, at jeg udsætter vores søn for fysisk og psykisk vold og hun har fået mig dømt for noget, jeg ikke har gjort. Øje for øje og tand for tand. Jeg rækker ud efter min morfars ur. Jeg vil ikke synke ned i hævnens falske sødme. Gør jeg det, kommer jeg aldrig op. Jeg vil nu kunne starte en ny sag hos Statsforvaltningen og anmode om, at samværet mellem min søn og hans mor kraftigt nedsættes. Men vil det være det rigtige at gøre? Jeg ved, at jeg er nødt til at tage afsæt i den virkelighed, min søn lever i og set i lyset af den virkelighed, kan det være svært at svare på, hvad der lige nu er bedst for ham? Det er et kompliceret spørgsmål og det er afgørende, at jeg ikke forfalder til et sort/hvidt verdensbillede og dermed går ned på niveau. Så meget ved jeg. Jeg har en forbandet forpligtelse til at æde mine egne krænkede følelser. Ellers er jeg ikke alene sunket ned på det niveau, min søns mor og morfar agerer på. Jeg er også fejlet som menneske og som far. 

14.00: Jeg rejser mig op og går ud i køkkenet. Solen har flere steder fået taget med skydækket og jeg mærker, hvordan angst og styrke glider sammen i ét livsbegær, som skyller gennem mig fra isse til fodsål og giver mig en flammende selvfornemmelse, som bruser op i mig ved medgang og ved modgang. Og jeg tænker på den samtale, jeg i efteråret 2016 havde med en af mine bedste venner.

“Hvis du ikke giver dig selv plads til at leve og hvis du ikke sætter dig selv fri af fortiden, så giver du modparten magten over dit liv. Der kommer en tid, hvor du bliver meget lykkelig igen. Det lover jeg dig. Men der ligger som regel en meget hård tid forinden. Og dem, der giver op midtvejs i ræset, de vinder altså ikke prisen. Sådan er det bare. Jeg er ked af, at det er livets hårde, tørre facts, men sådan er det. Det afgørende er, at du ikke skubber de mennesker, der elsker dig, væk – samt at du husker at nyde rejsen. Tiden er det stof, livet er lavet af,” sagde han. 

Du kan læse mere om samtalen og det, der gik forud for den, her

14.10: Døren går op. 

“Hej far!”

“Hej skat!”

“Skal vi spille kongespil i haven?”

“Det var da en fed idé.”

Min søn smider skoletasken i gangen og kommer ind til mig i køkkenet. Hans kinder er røde efter cykelturen hjem og han sender mig et smil. Jeg ser på min telefon. Klokken er nu 14.10 og det er nu en time siden, jeg tømte postkassen. Det føles som en evighed. Som om det var en helt anden tid, da jeg stod der med brevet i hånden og ikke vidste, hvilken drejning livet ville tage. Jeg ser på min søn og mærker en ukuelig livsoptimisme og en iboende styrke boble frem fra et sted, jeg havde glemt fandtes. Der er nogen, der lytter til min søn. For fanden – der er nogen, der lytter. Og om lidt skal vi spille kongespil i haven. Livet kan alt.

Efter påskeferien sender jeg d. 19. april 2017 følgende ugerapport til min søns mor:


Jeg modtager ikke noget svar. 

Jeg skal onsdag d. 10 maj mødes med min advokat. Her beslutter vi i fællesskab hvornår, jeg skal anmode om fuld forældremyndighed. 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til 32. Afgørelsens time

  1. bogstau@youmail.dk siger:

    Hej Michael

    Husk det er de små sejre vi samler på godt gået – du er så stærk tillykke Kram Ninna

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s