34. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”

“Jeg tør ikke at tage til fodboldtræning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”


Farvel til fodbolden 

Jeg står i min have, mens martsblæsten pifter mig om ørerne. Selv om vi er i den første af forårsmånederne, er der et strejf af efterår over vinden og jeg har søgt ly på min terrasse for at høre, hvad det er stemmen i telefonen siger. Jeg har de seneste timer gået og syslet i haven – et gøremål som for år tilbage intet ville have sagt mig, men som nu har en slags helende effekt, hvori ligegyldighederne lader sig adskille fra det væsentlige – og for et øjeblik siden blev jeg ringet op af min søns fodboldtræner. 

“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, Michael,” siger træneren og jeg kan nærmest mærke hans ubehag ved det, han tager tilløb til at fortælle mig. Min mave føles bundløs i sekundet, inden han fortsætter. 

“Din søn blev af sin mor fulgt op til mig på min private adresse. Han stod foroverbøjet og mærkelig til mode. Det var tydeligt, at han var klemt. Og så sagde hans mor: Så sig dét til din træner, vi har snakket om. Du vil ikke spille fodbold mere, vel? Du vil hellere gå til basket. Og giv ham så dit træningstøj.”

Jeg siger ikke noget. Hans ord er gledet ind i maven på mig, hvor de stikker fra alle sider. I den anden ende af røret hører jeg kun åndedræt. For år tilbage var det håndbolden, som min søn måtte tage afsked med og nu er turen så kommet til fodbolden. Efter noget, der føles som en evighed, fortsætter træneren: 

“Han undgik at få øjenkontakt med mig, mens jeg tog imod det træningstøj, han rakte mig og af hensyn til din søn forsøgte jeg at bevare fatningen. Det var sgu en akavet situation, Michael og jeg føler virkelig med ham. Som du ved, ønsker jeg ikke at tage del i den konflikt, din søns mor har med dig. Jeg mener, at det som træner er min opgave at sikre, at klubben er et neutralt sted, hvor din søn kan komme og spille fodbold, – præcist som han har gjort, siden han var lille. Men nu synes jeg altså, at det er kommet for vidt. Jeg fik sagt noget i retningen af, at din søn jo i stedet kunne få sat sit medlemskab i bero og at han på den måde kunne beholde sit træningstøj, hvis han nu senere skulle få lyst til igen at spille. Og jeg tilbød også, at vi – såfremt der måtte være problemer med logistikken – kunne hjælpe med at hente og bringe din søn, når han skal til træning. Men hans mor insisterede på, at han skulle meldes ud og at tøjet skulle afleveres.”

Jeg siger fortsat ikke noget, men står bare og prøver at indhente mine tanker, der flyver i for mange retninger til, at jeg kan række ud efter et par af dem og danne en meningsfuld sætning. Siden jeg selv måtte trække mig som fodboldtræner, for at min tilstedværelse ikke skulle hindre min søn i at komme til træning, når han var hos sin mor, har jeg mærket, at der har været noget under opsejling. Min søn har flere gange spurgt, om han ikke bare kan komme med til træning og kamp uden at være tilmeldt på Holdsport, som er det elektroniske system klubben bruger for at kunne følge med i, hvor mange tilmeldte der er til de forskellige aktiviteter. Hertil har jeg svaret, at der ikke kommer noget godt ud at have den slags hemmeligheder, om end jeg, med hånden på hjertet, har haft lyst til gå med på hans idé. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min søn skulle blive tvunget til at melde sig helt ud af klubben og til at tage op til sin træner, for at aflevere sit tøj. 

“Da det gik op for mig, at beslutningen om din søns udmeldelse ikke var til diskussion og da jeg kunne se, hvor klemt han var, valgte jeg at bøje af. Selv om det lige er sket, virker det allerede lidt sløret i min hukommelse – eller måske snarere surrealistisk. Det lykkedes mig at få sagt, at din søn altid er velkommen til at komme tilbage, hvis han igen skulle få lyst til at spille fodbold og at klubben vil komme til at savne ham – både fordi han er god med en bold, men også – og hvad langt vigtigere er – fordi han er en god kammerat og en holdspiller. Og så ønskede jeg ham held og lykke med basket-træningen. Men hold kæft hvor var jeg splittet. Jeg kan jo ikke vide, hvad der er gået forud for din søns exit fra klubben. Og  det er klart, at jeg skal passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som hun ikke har haft. Som jeg tidligere har sagt, så er det vigtigt for mig at bidrage til, at fodbolden for din søn kan være et frirum og jeg ønsker for alt i verden ikke at vælge side. Men der må også være måde med galskaben. Det er min klare oplevelse, at din søn blev presset til at sige stop til fodbolden og at det var en skræmt dreng, der stod foran mig – og som i et forsøg på at gøre sin mor glad – så sig nødsaget til at kvitte fodbolden.”

Jeg føler alting inde i mig dreje rundt flere gange uden at standse, så jeg kan mærke noget klart. Der er ikke længere noget fast forankringspunkt og efter at have afsluttet samtalen, står jeg længe og mærker efter, hvordan jeg har det, uden at nå frem til et  endegyldigt svar. Det eneste jeg kan indkredse er en barnlig forladthed, der tungt sænker sig over mig.

“En gang til, far. Skal vi ikke lige prøve igen?”

I dagene efter trænerens opringning, er tasterne mit eneste helle. Jeg skriver. Sover. Spiser. Arbejder. Skriver. Sover. Og skriver igen. Det er som om hele processen omkring at skrive – som lige nu stort set er det eneste, jeg kan holde ud – virker rensende. Som om noget af vægten fra mine skuldre faktisk lader sig nedfælde på papir og langsomt lader jeg mig selv glide tilbage til d. 15. maj 2012 – min søns første fodboldtræning i Espergærde Idræts Forening, EIF:

“Far, skal vi ikke snart afsted?” Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og min fireårige søn står omklædt i entréen med en slikkepind i hånden. Han er iført sit nye Barcelona-sæt og nye støvler med matchende skinner. 

“Det skal vi i hvert fald,” siger jeg, “Jeg skal bare lige skifte tøj.”

Mens jeg går i gang med den sædvanlige rutine af tøjskift, der skal sikre mig adgang til den bakteriefrie zone, som min søns mor mener at have skabt, bliver jeg ved med at kredse om min egen første fodboldtræning, hvor min stedfar tog mig i hånden og fulgte mig op på stadion. Efter at være blevet godkendt af min søns mor går jeg ind i stuen, og tager et billede af min søn, der ivrigt kører slikkepinden fra side til side. Billedet sender jeg til min stedfar, hvorefter jeg ringer ham op: “Nu slutter ringen og i dag er det min tur til at følge min søn til træning – præcist som du gjorde med mig.” 

Se tidligere blogindlæg om min egen første fodboldtræning i 1978

Jeg klapper skærmen i, og går ud i køkkenet. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg d. 15. maj 2012 glædede mig ligeså meget til min søns første træning, som jeg en tirsdag i 1978 gjorde til min egen – måske endda endnu mere. Men hvad betyder det så? Handlede min søns første træning dybest set om mit behov? Søgte jeg min egen store førstegangsoplevelse med fodboldtræningen genlevet via min søn? Og var min søns begejstring dybest set en spejling af min? Det nemmeste ville være i en sætning eller to at eliminere mine egne aktier i fodbolden, men virkeligheden er mere nuanceret end som så. Selvfølgelig er jeg farvet af min egen historie og selvfølgelig ønsker jeg, at min søn skal opleve det fællesskab, som jeg i fodbolden fandt. Dog er det ikke (nødvendigvis) det samme, som at jeg pådutter ham en fritidsaktivitet. Jeg har intet ønske om, at min søn skal blive en spejling af mig. Tværtimod ønsker jeg, at han skal gå sine egne veje. Og derfor ser jeg det også som min opgave som forælder, at præsentere ham for så mange aspekter at livet som muligt, så han herefter frit selv kan vælge. Det afgørende er ikke, om han går til fodbold, basket eller en helt tredje fritidsaktivitet. Det afgørende er, at han føler sig fri til at gå efter det, han brænder for. 

Efter at have drukket en kop kaffe, returnerer jeg igen til min skriveplads i stuen og klapper skærmen op:

Stadion ligger ikke langt fra, hvor vi bor og klokken 15.45 hopper vi på cyklerne. Min søns mor er gået med ud for at vinke farvel til os: 

“Det er alt for sent, der er træning. Husk nu at køre lige hjem. Vi skal ikke spise for sent,” siger hun, idet hun sender mig et opgivende blik. “Han skal være klar til børnehaven i morgen. Det bliver altså kun til pitabrød i aften, for vi har ikke tid til andet.”

Noget bliver svagere i hendes øjne. Et glimt hun blinker væk. Så trækker hun på skuldrene og går langsomt tilbage mod huset. Det er som om, hun ikke ser den spændte dreng, der er på vej til sin første fodboldtræning og jeg har en fornemmelse af, at det der kunne være et stærkt øjeblik, smuldrer mellem fingrene på mig. Jeg anerkender fuldt ud, at der er en lang række af praktiske ting, der skal tages højde for og planlægges, når man har små børn og jeg bilder mig ind, at jeg forstår den oplevelse min søns mor kan have af lige nu at stå alene med praktikken, mens min søn og jeg skal ud og – sammen med en række andre børn og forældre – at være en del af et fællesskab. Omvendt har jeg jo flere gange opfordret hende til at tage med, men hver gang er jeg blevet mødt af det samme svar: “Det er Jeres projekt. Det må du selv sørge for.” Videre har jeg også tilbudt at lave mad, når vi kom hjem – præcist som jeg gør de fleste andre aftener. Men heller ikke den idé er faldet i god jord.

Jeg må stoppe med at skrive. Igen. Jeg er ofte vendt tilbage til det billede jeg har i mit hoved af min søns mor, der iført joggingtøj og et stort halstørklæde stod i indkørslen, da vi cyklede afsted. Hvad var det, der begrænsede hende i at tage med – eller alternativt at være glad på vores søns vegne? Jeg tror ikke, at forklaringen ligger i anretningen af en omgang pitabrød eller en manglende interesse for fodbolden. Og omvendt tror jeg heller ikke, at min søns mor bevidst har været ude på at ødelægge dagen for ham. Jeg tror faktisk kun, at hun et stykke hen af vejen har været opmærksom på sin egen adfærd. Men hvad var det så? Hvor kom alle begrænsningerne fra? Og var der noget, jeg kunne have gjort for at dæmme op for det? Det eneste jeg ved, er, at når hun – som med vores søns første fodboldtræning – valgte at holde tilværelsen ud i strakt arm, kunne jeg kun dykke ned i hendes indre mysterier, ved at lege detektiv i de øjeblikke, der bliver ved med at smuldre. Men jeg må have været en elendig detektiv. I hvert fald fandt jeg ikke nogen svar.

“Til orientering har xxx længe ønsket at stoppe til fodbold”

Et par dage senere – d. 10. marts 2017 – modtager jeg en mail fra min søns mor:

Jeg lukker mailen ned og forsøger igen at skrive. Men ordene vil ikke ned i den rigtige rækkefølge, og jeg må stoppe. Jeg er ukoncentreret og sveder, som om jeg har tømmermænd. Mit hjerte hamrer på en ubehagelig måde. Jeg kan ikke direkte mærke, at det slår, men det føltes for stort, og jeg tænker på skolens ord fra den seneste udtalelse d. 13. oktober 2016:

“Hans store passion er fodbold.”

Hvordan kan min søns mor have en så diamentralt anden oplevelse end skolen? Og SFO’en? Og fodboldklubben? Og min søns venner og deres forældre?

Jeg rejser mig, og selvom vejret udenfor er mildt, går jeg i gang med at tænde op. Der er for mange ubesvarede spørgsmål og jeg har en fornemmelse af, at varmen vil kunne hjælpe mig med at holde sammen på de mange løse ender – og på mig selv. Jeg er konfus, slår det mig. Konfus er noget, jeg i mit stille sind plejer at kalde nogle af de ældre mennesker i min familie, der bliver ved med at beskrive diffuse symptomer: Så har de ondt i siden, så uro i brystet. Tit har jeg på fornemmelsen, at deres smerter er en undskyldning for at komme til mig. De håber så inderligt, at kunne lægge deres rådvildhed og angst fra sig, så de slipper for at vågne om natten eller standse op over opvasken og med underarmen stryge en lok til side og lytte efter det ingenting, som forklarer sig i serier af nye dragter, så de aldrig kan indhente det og forstå: Det er jo ingenting. Hverken mere eller mindre. Og nu er det mig, der står med samme følelse. 

Inde i pejsen falder en brændeknude sammen med et suk, og jeg tager min kaffekop som står på sofabordet foran mig, og drejer det i hænderne. Det hele startede, som for så mange andre børn, da min søn vaklende begyndte at tage de første skridt. I starten trillede vi med fodbolden i stuen, i bryggerset, i entreen, ja i hele huset. Og da han var blevet lidt mere sikker på benene, tog vi sammen de første spark i haven. Når jeg her syv år senere sidder og ser ud i den samme have, hænger ordene med den ivrige bundklang stadig i luften: “En gang til, far. En gang til.” Kort efter de første spark i haven kom også den første fodboldtrøje på. Stoltheden lyste ud af ham – svær at indkapsle. Måske fordi den lod sig blande med min egen? Under alle omstændigheder var tiden nu kommet til kamp. I haven. På stadion. På det åbne areal, som ligger lige bag vores hus. Og på vejen. Præcist som med mange andre af kvarterets børn, der blot havde lyst til at lege med bolden. Når vi var ude og handle, blev isen byttet ud med en fodbold – enten af plastic og med Disney-figurer eller en læderbold – bare den var rund og kunne trille. Det har resulteret i, at vi i dag har ikke mindre end 72 bolde i haven, som stort set alle bliver flittigt brugt med samme iver, som da vi begyndte at trille rundt i huset. Og som det ultimative billede på min søns passion for fodbolden, har han ofte søgt tryghed i bolden og – i stedet for en bamse – brugt den som sovedyr.

Min søn har samlet de 72 bolde i vores trampolin

Jeg kigger ud i haven, hvor min søn har samlet alle boldene i vores trampolin. Og igen har jeg denne følelse af forladthed – som om det fællesskab min søn og jeg har omkring fodbolden, med et strøg er blevet fjernet. Den logisk og rationelt tænkende del af mig ved godt, at man ikke kan fjerne relationen mellem min søn og jeg. At man ikke kan viske oplevelserne ud, ved at formene både min søn og jeg adgang til klubben. At min søn ikke aktivt har fravalgt fodbolden. Og at hans evne til at tale frit ligger indkapslet i generationers svigt på modpartens side. Alligevel er det som om, en ny tilstand siden min søns træner ringede til mig, har bidt sig fast. Det er som om, de seneste fire års kamp – og det forudgående ægteskab og samliv med min søns mor – vælter frem i mig. Jeg har grædt mange gange. Aflyst mine aftaler. Har brug for at være alene. Jeg føler, at jeg ikke har noget at bidrage med – ud over en tung bagage, som lægger et urimeligt pres på mine nærmeste. Og jeg føler, at jeg fylder for meget samtidig med, at jeg føler mig tom. Min tanke er, at hvis jeg holder mig for mig selv, så kommer jeg ikke til at gøre flere mennesker kede af det. Så kan jeg indkapsle de skadelige følgevirkninger af sagen, så de kun rammer mig.

Men jeg kan ikke holde verden ude og fem dage senere modtager jeg endnu en mail fra min søns mor: 

Jeg mærker, hvordan jeg bliver klam over hele kroppen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal have den samme hårde besked to gange? Måske er det blot en forglemmelse? Måske en ekstra streg under det faktum, at min søn ikke længere spiller fodbold – i fald jeg ikke havde fattet budskabet den første gang. Måske lidt ekstra salt i såret? 

Stop and smell the roses

Senere samme dag får jeg igen gang i tasterne. Det gør mig godt at arbejde systematisk, nærmest som om jeg er ved at indkredse svaret på alle de forheksede spørgsmål, modparten efterlader, og jeg glider igen tilbage til min søns første træning d. 12. maj 2015: 

D. 12. maj 2015: Min søns første fodboldtræning

Da vi kommer op på stadion, bliver vi mødt af en glad og imødekommende træner og jeg tænker et øjeblik tilbage på “Far til fire for fuld musik” – hvor Lille Per starter til fodbold i Lyngbys blå farver. I filmen er der kun mænd og drenge med til træningen og heldigvis har tiderne ændret sig. Rundt omkring på stadion står mødre og fædre, der – mellem solens stråler – er taget op for at se deres lille pige eller dreng spille bolden rundt, bygge venskaber og knytte bånd. Der er mange børn til træning. Nogle hænger på deres forældre og er lidt utrygge ved situationen. Andre kigger ned på græsset og er et helt andet sted. Og så er der en gruppe af drenge, der hygger sig med træningen. Jeg er bevidst om at give min søn den plads, han måtte have brug for. Og hvis det viser sig, at han ikke kan lide at spille fodbold, så skal han selvfølgelig ikke det. Jeg trækker mig tilbage og betragter børnene. Min søn har selv opsøgt den gruppe af drenge, der er godt i gang med træningen. Det er tydeligt, at han gerne vil være en del af dem og de lukker ham med det samme ind i fællesskabet. Jeg tager en dyb indånding og suger stemningen til mig. Humøret er højt og spændingen intens: Hvad sker der ved den næste aflevering? Og ved det næste skud? Og hvem mon der vælter den næste kegle? Til slut lyder trænerens fløjte og børnene samles i en rundkreds, hvor de får at vide, at de skal stille op på en lang  række. Herefter går de én efter én forbi de frivillige trænere og ledere – og med high five kvitterer de for en god omgang træning.

D. 15. maj 2012: Min søns første fodboldtræning

Efterfølgende er min søn ikke til at hive hjem fra de grønne baner og de mange klubtrøjer, der ved den første træning var repræsenteret: Barcalona. Dortmund. Real Madrid. Liverpool. Chelsea. FCK. Brøndby. Arsenal. Manchester United og Espergærdes rød/hvide klubtrøje. “Én gang til, far. Én gang til. Og far? Kan vi ikke lige blive og tage et skud mere? Bare ét skud? Kom nu, far.” Duften af græs, afleveringerne og min søns smil gør mig tryg, og vi skyder på mål, løber om kap og løber ind på den rigtige stadionbane – indtil jeg bliver opmærksom på den sorte dyne, der hviler over os, og pludselig slår de formaninger, min søns mor sendte os afsted med, ned i mig. Jeg mærker kapløbet med tiden og afbryder legen.

“Vi må hellere skynde os hjem.”

I det øjeblik ordene har forladt  mine læber, fortryder jeg dem. Hvorfor sagde du til din søn, at han skal skynde sig? “Stop and smell the roses,” tænker jeg og sender min værtsfar i USA en hilsen. Det var en af hans kerneværdier.

Jeg stopper med at skrive, og mærker hvordan, et par lyse stykker af håb ligger skjult et sted inde i mig, hvor jeg ikke kan finde dem.

Underretning til Helsingør Kommune

Dagen efter – d. 16. marts 2017 – modtager jeg endnu en mail. Denne gang fra fodboldklubben: 

Mail vedrørende underretning fra EIF til Helsingør Kommune

Jeg læser mailen flere gange. Espergærde Idræts Forening er nu så bekymrede, at de har valgt at sende en underretning til Helsingør Kommune. Og nej, – det handler ikke om, at klubben er fortørnede over at have mistet et medlem. Fra min tid som træner ved jeg, at der kontinuerligt sker en jævn tilgang af nye medlemmer. Nej, dét er der klubbens bekymrin,g er, at en glad dreng med en stor passion for fodbold, frarøves muligheden for at spille og træne med sine venner – grundet en konflikt som hans mor mener at have med hans far. 

Jeg rejser mig op og kører ned mod vandet. Det er som om, jeg har brug for luft for at kunne forstå, hvad det er, der lige er sket. Samtidig med at min søns mor har sendt en underretning til kommunen på vores søn, har fodboldklubben nu gjort det samme. Sagen er bare den, at mens min søns mor mener, at vores søn er i mistrivsel fordi jeg udsætter ham for fysisk og psykisk vold, mener fodboldklubben, at vores søn er i trivsel – når blot han ikke bliver frarøvet muligheden for – på lige vilkår med sine venner – at være en glad og fri dreng og for at være en del af det fællesskab, der ligger i fodbolden. Jeg stopper op og kigger ud over vandet. Øresunds hvide tænder saver sidelæns derude.

Du kan her læse om den underretning, min søns mor sendte til Helsingør Kommune – samt resultatet heraf: 

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

“I kommer alt for sent hjem”

Sent samme aften vender jeg atter tilbage til de skrevne ord: 

“Kommer I? Maden har været klar længe,” råber min søns mor ud af køkkenvinduet, da vi cykler ind i indkørslen.

Hun skælder ud i en selvretfærdig harme, og aner ikke, at hun selv har en stor aktie i, at afslutningen på vores søn første træning nu bliver ødelagt. Den er nemlig forbudt. Skylden. Hendes verbale udfald åbner op for et kaos af uforløste ord. Skylden er ubærlig for hende. Og hun forsøger at slippe af med den, ved at lægge den over på mig. Det er som om, hun føler sig berettiget hertil. Hver gang skylden træder ind i vores hjem, bliver jeg ramt af hendes ord. De er bidske og indædte, og de slår hårdt, for de stopper ikke, før jeg trækker mig. Og ofte stopper de alligevel ikke. De bliver hængende i huset. Følger mig rundt. Jeg tænker på hende som en syg og arrig hund, der ligger på lur og kun venter på en mulighed for at springe på sin fjende.

“I kommer alt for sent hjem.  Klokken er 18.00”

“Nu er der ikke tid til at spise.”

“Det er alt for koldt ude.”

“Han skal også i bad.”

“Hvad skal vi gøre i morgen? Han er jo alt for træt. Han skal senest i seng kl. 19.00.”

“Det er dig, der presser ham til at spille fodbold.”

“Nu er min dag ødelagt.”

Sådan bliver det ved. Op og ned og frem og tilbage. Ord bliver slynget ud, bogstav for bogstav, lyd for lyd, der hvisler. Og lokker. Og hvisker. Og skriger. Begrænsningerne bliver vendt og drejet, slebet og tilpasset, til de er blevet noget andet end det, de oprindeligt havde været ment som.

Da min søn er blevet puttet, går jeg ud i haven og sætter mig på græsset. Hans mor ligger på sofaen. Jeg føler, hvordan min vejrtrækning er ved at splitte min brystkasse, rive den op simpelthen og det gør ondt. Det er blevet for meget. Der er altid så meget af det hele. Larm. Råben. Skrigen. Trampen. Banken. Slæben. Flagren. Planlægning. Organisering. Overblik men aldrig overskud. Nogle gange er det svært at orke det og rumme det. Nogle gange kan det være svært at orke at holde af det. Men det er jeg jo nødt til? Er jeg ikke? At holde af det? Kan det tænkes, at det er ved at blive så meget for meget, at jeg ikke længere kan holde af det. Jeg skubber tanken fra mig. Orker den ikke, kan ikke rumme den, for jeg er jo nødt til at holde af det. Det er mit liv. Jeg ved, at jeg altid vil huske denne dag. Min søns første træning i EIF. Og jeg håber, at min søn vil huske denne majdag for noget godt og ikke for sin mors udfald. Jeg trækker vejret dybt ind. Der dufter af nyslået græs og sommer. Jeg sidder og venter på at gå ind. Jeg ved, at jeg om lidt skal holde min søns mor i hånden og forsikre hende om, at det hele nok skal gå.

Jeg stopper med at skrive, og mærker, hvordan gråden synker dybt ned i kroppen og omdanner sig til en hævntørst så stærk, så præcist destilleret, at den ender i mine fingerspidser som en irriterende prikken  lige oven over tasterne. Jeg græder og kan ikke standse det. Det vælter op i halsen, hvor jeg spænder til og prøver at kvæle det, men snart løber snottet og skuldrene ryster frem og tilbage.

“Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”

Næste morgen ligger i sengen og lytter til regnen, indtil den stilner af ud på formiddagen. Indimellem døser jeg, og på et tidspunkt drømmer jeg, at jeg går rundt i min mormor og morfars have. Jeg åbner øjnene og i det samme er drømmen næsten væk. Mens jeg har sovet, er solen kommet frem. Det er over middag og fuglene er for længst vågnet op. De er overalt i buskadsets sorte grenværk. Jeg åbner vinduet på vid gab og strækker hovedet ud. En forårsbrise møder mig og jeg tænker på de mange rørende og stærke udsagn, min søn den seneste tid er kommet med:

“Far, jeg lander altid på skiftedage, når jeg har været til træning.”

“Hvorfor var jeg ikke med mod Snekkersten, far?”

“Jeg kan ikke komme med til landsmesterskaberne i Fredericia fordi jeg skal ned til mormor og morfar.”

“Det går ikke, at du er træner, far. Morfar og mor vil ikke have det, og så kommer jeg aldrig til fodbold. Vi må bare tænke på hinanden.”

“Alle mine venner spiller fodbold og der er tre fra min klasse, som jeg har fået til at starte. Jeg vil bare gerne spille med mine venner.”

Jeg tager en dyb indånding og mærker, hvordan jeg bliver vred over det afsavn, min søn nu må lide. Èn ting er, at modparten fik forhindret mig i at være træner i klubben. Noget andet er, at de nu gør det samme med min søn. Siden den første træning i EIF, har det ene øjeblik taget det andet. Venskaber er blevet knyttet, legeaftaler indgået og barrierer brudt. Og jeg har en fornemmelse af, at han bliver forsøgt revet op med roden. 

Jeg rejser mig op og går ned ad trappen. Da jeg kommer ned i gangen, falder mit blik på min søns træningsdragt. Efter at hans mor tvang ham til at aflevere den hos sin træner, er tøjet blevet viderebragt til mig med ordene: “Nummer 12 tilhører din søn. Og ingen andre kommer til at spille med hans træningstøj, mens han er væk.”

Trænerens ord sidder fast i mig med modhager. For knap fem år siden trak min søn for første gang i de rød/hvide farver og nu hænger træningstøjet – et par numre større – på en stol hos mig, og venter på, at min søn igen bliver fri til selv at vælge. Igen og igen bliver jeg ved med at høre hans bøn: “Jeg tør ikke at tage til fodboldtræning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor får det at vide?”

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s