41. Sandheden om Skilsmisse-Danmark (del 2)

Svalerne og mursejlerne flyver lavt – på jagt efter dagens sidste insekter og snart blunder endnu en lys nat over Danmark. Langt oppe laver et rutefly hvide spor efter sig på himlen. Spor, der som guld skinner i de sidste solstråler. Spor, der kunne være efter det fly, der skulle have transporteret min søn og jeg på sommerferie i Italien. 

Jeg sidder i min have og tænker på de seneste fem måneders optakt til sommerferien. En optakt, der har budt på et forbud mod at rejse, afgørelser på klagesager til Statsforvaltningen og til Børne- og Socialministeriet – samt et opgør med en række injurierende kommentarer på Facebook.   

Papirminder 

Startskuddet lød i januar 2018, da idéen om en sommerferie til Toscana i Italien begyndte at tage form. Planen var, at min søn og jeg ville tage til en lille by midt mellem Firenze og Siena og d. 20. februar 2018 sendte jeg (via ‘overleveringen’) derfor følgende mail til min søns mor: 

Du kan læse mere om overleveringen her

Jeg modtog ikke noget svar og d. 5. marts 2018 satte jeg mig igen til tastaturet: 

Ikke noget svar. 

Mens jeg sidder her i haven, folder nogle af mine bedste sommerferieminder fra min egen barndom sig ud foran mig – som var de af papir:

Sommeren 1981

Sommeren 1981. Odsherred. Sommerhus. Min mormor og morfar. Jeg husker, at jeg fløj drage med min morfar. Dragen var gul med noget rødt på. Min morfars trøje var blå, håret mellembrunt, brillerne markante firkanter foran øjnene og kæbepartiet blødt og rundt. Jeg husker, at vi spillede stangtennis og fodbold. Vi spillede meget fodbold. Jeg skulle altid være en spiller fra et bestemt hold. Det år valgte jeg Karl Heinz Ruminige fra det tyske landshold. En hel eftermiddag øvede vi spark og hovedestød og jeg husker specielt en episode, hvor jeg skulle prøve at efterligne et saksespark, som Ruminige  havde udført. Det resulterede i, at jeg måtte hvile på madrassen i sommerhuset, da jeg havde slået mig. Da jeg havde sundet mig, havde min mormor lavet frokost. Jeg husker duften af kartoffelmadder og purløg –  alt sammen skyllet ned med en kold citronvand som altid var lidt slidt i kanten, hvor man skulle drikke. Jeg husker vores gåture i grønne gummistøvler og duften af regnen der lige havde strejfet den tætte lyng. Jeg husker, at vi fangede frøer og puttede dem i syltetøjskrukker. Jeg husker en aften, hvor jeg havde fået lov til at være længe oppe, da Ayub Kalule skulle bokse mod Sugar Ray Leonard. Jeg husker, hvordan min morfar havde snakket om kampen hele dagen og at vi alle tre sad og så den. Jeg husker morgnerne, hvor vi sad længe ved morgenbordet og spiste æg og krydderboller med ost. Jeg husker duften af fersken og min mormors kører-bolscher – ‘Kongen af Danmark’ og favorit ‘Dameskråen’. Jeg husker turene til stranden, min morfars sorte badebukser og blå morgenkåbe og min mormor som var bange for vandet og kun ville soppe. 

Og så er det som om, papirminderne igen folder sig sammen og jeg er tilbage i min have. Det var ‘bare’ en parentes – en vigtig parentes  – der midlertidigt havde lukket sig om mig. Om ferierne gik til Bornholm, Odsherred eller mod udlandet var ikke vigtigt. Jeg er ikke sikker på, hvad det vigtige er, men jeg har en fornemmelse af, at det gemmer sig et sted mellem de mange små mentale billeder og noter – minderne – der bor i mig og agerer sikkerhedsnet. Stangtennissen. Fodbolden. Citronvanden. Dragen. Krabberne. Og kartoffelmadderne. Der er noget ved det sikkerhedsnet, der er vigtigt og som heldigvis ikke lader sig betinge af udleveringen af et pas. 

‘Goddag mand økseskaft’ 

Mens jeg sidder her i haven mærker jeg gråden arbejde sig igennem kroppen, indtil den løber tør for kræfter. Så sidder jeg stille og udmattet tilbage. Jeg er gennemtræt. Kroppen føltes øm alle vegne og svag i leddene, men hovedet er besynderligt nok klart. Jeg er træt, ja, men tankerne flyver ikke rundt som en kugle i en flippermaskine. Jeg kan fokusere. Og det er rart. Og jeg lader igen tankerne vandre mod dette års sommerferie. 

Da der godt to uger efter min seneste mail – d. 20. marts 2018  – fortsat ikke var kommet et svar fra min søns mor, forsøgte jeg på ny at appellere til dialog: 

Jeg var på det tidspunkt splittet. Skulle jeg droppe idéen om en rejse til udlandet og i stedet planlægge en sommerferie i Danmark? En ferie i Danmark kunne jo rumme mindst lige så mange gode oplevelser som ditto i udlandet, så hvorfor bruge krudt på udleveringen af et pas? Omvendt kunne jeg heller ikke undsige mig et behov for at stå fast på min søns ret til at rejse frit med begge sine forældre. Men så igen – hvis jeg anmodede Statsforvaltningen om at afgøre sagen, ville jeg risikere, at mit søn ville blive inddraget i spørgsmålet. Ville det ikke være bedre helt at skåne ham, vende den anden kind til og holde fokus på en god ferie i det danske sommerland? 

Når jeg tænker tilbage på hele forløbet, havde det mest rigtige formentlig været at droppe forsøget på at komme på sommerferie i Italien med min søn. For fredens skyld. For det større billedes skyld. Og det gjorde jeg også – i hvert fald hvad gælder Statsforvaltningen. Men jeg kunne ikke få mig selv til at opgive jagten på et svar, og sådan tror jeg, at det er, når fortidens fangarme griber fat i os. Vi bliver vrede, provokerede og fortvivlede og når de følelser først har fat, ryger overskuddet ud med badevandet. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at min søns mor formentlig var i gang med at trække tiden. Desto længere tid hun brugte på at sende tavshed retur, desto mindre tid ville Statsforvaltningen have til at træffe en afgørelse – skulle jeg vælge at gå den vej. Alligevel skrev jeg d. 17. april 2018 igen til hende: 

Ikke noget svar. Og ej heller da jeg d. 4. maj 2018 igen søgte en afklaring: 

Efter at have sendt mailen søgte jeg i ugerne efter at minde mig selv om vigtigheden i at kunne sætte mine forudfattede holdninger og hypoteser i parentes. Måske der rent faktisk ville komme et svar fra min søns mor? Måske planlægningen af sommeren 2018 rent faktisk ville ende med at glide bare nogenlunde smertefrit? Måske tiden var inde til at opleve med åbne sanser? Men efter knap en måneds tavshed kunne jeg ikke længere holde en fornemmelse fra døren af, at ulvene havde blottet tænderne og var på vej i mørket – og d. 17. maj 2018 skrev jeg nedenstående: 

Og så skete der noget. D. 24. maj 2018 – knap tre måneder efter at billetterne skulle have været bestilt og med en alt for kort tidshorisont til at aktivere Statsforvaltningen – modtog jeg, hvad man med en solid portion god vilje, kan kalde et svar: 

At læse svaret fra min søns mor var som at stirre direkte ind i solen; efter en kort stund blev det uudholdeligt, og det første jeg kom til at tænke på, var talemåden ‘Goddag mand økseskaft.’ I eventyret er en meget tunghør færgemand, kravlet op i et træ uden for sit hus for at hugge en gren af. Færgemanden brød sig ikke om, at andre skulle vide, at han var døv og da han så, at to fremmede kom ned mod ham, tænkte han ved sig selv: 

Egentlig kan jeg jo nok vide, hvad de vil sige når de kommer herhen. Først vil de spørge mig, hvad det skal bruges til som jeg her hugger. Så svarer jeg: økseskaft. Så spørger de nok, hvor langt et stykke gren jeg skal bruge. Dertil svarer jeg: op til denne her knast. Derefter kommer de nok frem med deres ærinde og beder om at måtte låne min båd for at ro over vandet så de slipper for den lange omvej. Til det svarer jeg: hun er læk. Når de ikke kan få båden vil de sikkert låne mine heste og så svarer jeg: de er med føl begge to. Når de altså heller ikke kan få dem, så vil de nok spørge om hvor vejen går ind til byen. Dertil svarer jeg: oppe mellem de to piletræer. Nu var de to mænd et par unge karle der havde hørt at færgemanden havde sådan et par kønne døtre, og det var dem de var kommet for at besøge.
»Goddag mand« sagde de.
»Økseskaft« sagde manden.
»Gid det sad i din hals« sagde den ene af karlene.
»Op til denne her knast« svarede manden.
»Er din kone hjemme?« spurgte den anden.
»Nej, hun er læk« sagde manden.
»Hvordan har dine døtre det?« råbte de så.
»De er med føl begge to« svarede manden.
»Åh gid du var hængt« råbte de to karle.
»Oppe mellem de to piletræer« sagde færgemanden og pegede.
Og så gav han sig igen til at hugge løs.

I eventyret er samtalen mellem færgemanden og de fremmede det rene nonsens. Og på samme måde med det svar, min søns mor sendte mig. Jeg spørger om ét, men får et svar på noget andet. Eller rettere jeg fik – efter tre måneders venten – et svar på noget, vi alle vidste i forvejen – nemlig hvad der står i vores samværsresolution. Og så fik jeg, hvad man må kalde en ultimativ ansvarsfraskrivelse. 

På Statsforvaltningens hjemmeside kan man læse følgende:

Grunden til at jeg i mine mails af 20. februar, 5. marts, 20. marts, 17. april, 4. maj og 17. maj 2018 anmodede om at få min søns pas udleveret, så vi kunne tage på sommerferie i Italien, var jo netop, at samværsresolutionen fastsætter, at jeg kun kan rejse frit med ham i de nordiske lande. Med mindre – vel at mærke – at min søns mor og jeg aftaler noget andet. Og det var jo derfor, jeg skrev – for at indgå en sådan aftale. Men når det eneste svar jeg modtog, var en påmindelse om i tid og evighed at overholde den aftale, der ligger, er det jo præcist den samme håbløse kommunikation, som når den døve færgemand på de to fremmedes ‘goddag’ vælger at svare ‘økseskaft’. Jeg spørger: Kan vi gøre noget mere? Kan vi lave en aftale? Kan vi samarbejde om at give vores søn nogle gode oplevelser? Og svaret er en påmindelse om den aftale, der allerede ligger – og som er standard i samværssager. Den aftale kendte jeg i sagens natur allerede. Nej, det jeg appellerede til, var, at min søns mor selv skulle tage et ansvar og tage stilling. At hun aktivt skulle gøre noget for at samarbejde om vores søns bedste – denne gang i form af en sommerferie. Det skete ikke. I stedet har jeg nu sort på hvidt, at min søns mor (så længe hun har den fulde forældremyndighed) forbyder at lade vores søn rejse til udlandet med sin far. Og meningsløsheden heri er så enorm, at jeg føler mig som en knappenål i den. 

Tordenlatter og tordenregn 

Et stykke fra mig lander en solsort på terrassebordet. Den vrikker med hovedet fra side til side, mens den undersøger bordpladen for noget spiseligt. Jeg rejser mig og går langsomt ind i huset. Jeg kan mærke den kolde dug på de bare tæer. Det er varmere udenfor end indenfor i det klimatempererede hus. Lyset er samtidig mørkere end sædvanligt. Jeg ser mod vest. Der strækker sig et mørkt skydække i horisonten. Måske et uvejr er på vej? Måske med tordenlatter og regn, som afløsning på de seneste mange lune sommerdage? I hvert fald har jeg – og det er unægtelig en afleder af de seneste års oplevelser fra skilsmisse-danmark – svært ved at tro på, at der i kølvandet på de varme sommerdage ikke skulle lure et uvejr. Det er noget, jeg arbejder med – at gode omstændigheder ikke nødvendigvis har tilkoblet et helt vogntog af dårlige – men jeg har et stykke vej at gå endnu. Når jeg ser objektivt på det, kan jeg godt se, at tingene går den rette vej og alene i 2018 er der sket flere ting, der tyder på, at skydækket er på retræte. 

Afgørelser fra Statsforvaltningen og Børne- og Socialministeriet

Vi skulle for det første ikke ret langt ind i 2018, før det stod klart, at man fra modpartens side var i gang med at forsøge at skabe sig en ny vej ind i Statsforvaltningen – denne gang ved at lave et personangreb på en tidligere ansat. Kort fortalt klagede Litehouse Consult (på vegne af min søns mor) over en tidligere medarbejder i Statsforvaltningen, som man mente, havde haft en partisk adfærd i forbindelse med sagsbehandlingen af den samværssag, min søns mor i september 2015 startede. En samværssag, hvor modparten gik efter, at min søn ud af et interval på 14 dage skulle være 11 dage hos sin mor og 3 dage hos sin far, og som endte med en deleordning. 

Du kan her læse mere om, hvad der gik forud for modpartens klage til Statsforvaltningen og  hvad den indeholdte. 

D. 4. april 2018 modtog jeg så en kopi af det svar, Statsforvaltningen havde sendt til Litehouse Consult:

Nedenfor opridser Statsforvaltningen kort indholdet af klagen fra Litehouse Consult:

Og følgende kan læses i Statsforvaltningens afgørelse:

Statsforvaltningen afviste således pure modpartens klage og det samme gjorde efterfølgende Børne- og Socialministeriet:

Det glæder mig at se, at hverken Statsforvaltningen eller Børne- og Socialministeriet er enige med min søns mor og Litehouse Consult i, at der skulle være tale om skævvridning, magtmisbrug og hemmelige aftaler i bedste Homeland stil – blot fordi sagen ikke fik det udfald, modparten måtte have håbet på. 

‘Seriøst??? Manden er dybt psykopat!!!’

Videre er det for det andet her i 2018 endelig lykkedes min advokat at komme en række injurierende opslag på Facebook til livs. Der er tale om følgende kommentarer, som alle er skrevet af den samme person: 

Du kan læse mere om de injurierende opslag her

D. 29.08.2014: Så må Michael Hjelvang fandme lære det. Håber de der har hørt på hans løgne nu kan gennemskue hvilken psykopat han er!!!”

D. 02.01.2016: Seriøst??? Manden er dybt psykopat!!! Han er jo så hjernedød at han stadig prøver at gøre sig selv til offer. 8 dommere har dømt ham. Der er taget forældremyndighed fra hans søn fra ham. Og er i virkelig så naive at i tror på ham. Helt utroligt at læse noget bræk som dette fra en psykopat!!!!

D. 09.01.2016: Ked af at se en deling eller et like på alt det løgn der kommer fra Michael. Manden er sindssyg!! Han har gjort alt hvad han kunne for at fjerne sin søn fra sin mor. Nu er alt det han har prøvet sprunget i hans løgnagtige hoved. Det er ikke for sjov at han mister forældremyndighed og bliver dømt for vold. Det er ikke noget der bare skete imod bedre viden! Ha en super weekend.”

D. 13. juni 2018 skrev min advokat – efter adskillige henvendelser – igen til kommentarernes forfatter:

Kort efter kunne jeg til min glæde konstatere, at de pågældende kommentarer er blevet fjernet. 

‘Lykke og lyse nætter’

Endelig har min søn og jeg for det tredje haft en rigtig fin og mindeværdig sommer i det danske. Vi fik en uge sammen i uge 28 og så får vi en uge igen i uge 32. Og de oplevelser vi indtil videre har haft i det danske sommerland, lader sig – på samme måde som mine egne feriebarndomsminder – måske i virkeligheden bedst opsummere af Thøger Larsens gamle tekst fra 1914 – Danmark nu blunder den lyse nat: 

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske somme.

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Sommeren 2018

Vesterhavet der vugger. Blå søer i det jyske. Køer og heste på græs. Vandingsmaskiner der køler de varme kroppe. Fodbold i haven. Og i fjernsynet. Og i golf-form. Korn og majs der modnes og som indeholder en perfekt kulisse til en skattejagt. Havetraktorræs. Sol over en (ikke grøn men afsveden) have. Lykke og lyse nætter. 

Så ja, der er meget der tyder på, at det gode her i livet ikke altid er fulgt af noget mindre godt. At der findes et sikkerhedsnet spundet sammen i tid af citronvand, drageflyvning, fodbold, stangtennis, vandingsmaskiner, dukkerter (uanset om vi vælger at soppe eller vi kører hele hovedet under), krabbejagt, og havetraktorræs. Og af de lyse nætter, der blunder over Danmark. 

Udenfor er solsorten hoppet ned på græsplænen i sin jagt efter orm og andet godt. Den står i solen og kigger ind mod mig med hovedet på skrå. Så flyver den væk med hastigt flaksende vinger. Den skulle ikke nyde noget. Alt er, som det skal være.

Med ønske om en god sommer. 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s