42. Knas med skilsmissejulen

Der er ingen stjerner på himlen og regnen er så småt begyndt igen, først let og næsten befriende, så tungere og tættere end før.

Jeg sidder i min sofa og funderer over alt det, der den seneste halvanden måned er passeret frem mod det nye års komme. Knas med skilsmissejulen. Manglende vilje til samarbejde – og en 11 årig dreng, der som budbringer mellem de voksne, er blevet fanget i midten. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til DRs julekalender –  “Theo & Den Magiske Talisman” – en fortælling om tre generationers måder at sige farvel på; en ung drengs farvel til sin morfar, en mors farvel til sin far og en gammel mands farvel til livet på Jorden. 

I julekalenderen bliver vi taget med på en rejse til Thannanaya, som Theo og morfaren sammen har skabt. Her opdager Theo og vennen Simone, at der er lys og håb, og at livet fortsætter – dem, vi har sagt farvel til, vil altid være med os og leve videre, så længe vi mindes dem.

Den skilsmisse-jul, der lige nu hos os står for døren, handler ikke om liv og død, men som hos Theo og Simone handler det om accept og om at finde retningen i livet. I alle tvivlsspørgsmål skal vi måske lade os lede af indre fred, den fred som findes i hjertet. Jeg har altid godt kunne lide det billede. At lade følelsen af fred i hjertet lede en, på samme måde som nålen i et kompas peger mod nord.

Tur/retur mellem mor og far 

I år startede udfordringerne med julen, da jeg mandag d. 5. november skrev en mail til min søns mor. Sagen var den, at vores søn i år – hvis vi skulle holde os til den samværsresolution, der i foråret 2016 blev lavet – hen over julen og nytåret ville komme til at skulle foretage ikke mindre end seks skift: 

– Onsdag d. 19. december efter skole: Min søn ville komme på almindeligt samvær hos mig. 

– Lørdag d. 22. december kl. 9.00: Min søn ville komme retur til sin mor. 

– Onsdag d. 26. december kl. 9.00: Min søn ville komme på jule/nytårs samvær hos mig. 

– Onsdag d. 2. januar kl. 9.00: Min søn ville komme retur til sin mor. 

– Fredag d. 4. januar efter skole: Min søn ville komme på almindeligt samvær hos mig. 

– Mandag d. 7. januar efter skole: Min søn ville komme retur til sin mor. 

De fleste skilsmissebørn (og ikke mindst de børn, der befinder sig i en højkonflikt) er ikke synderligt begejstrede for skiftedagene og min søn er ingen undtagelse. Han ønsker færrest mulige skiftedage og jeg henvendte mig derfor til hans mor for at søge en aftale omkring julen og nytåret, der var mere skånsom end den virkelighed, der ville blive en realitet, hvis vi blindt fulgte samværsresolutionen uden øje for, hvordan skoleferien falder i forhold til det løbende samvær. Mit forslag gik i alt sin enkelthed ud på, at vi i stedet for de mange skift gav vores søn én lang juleferie hos sin mor og én lang nytårsferie hos mig:

– Mandag d. 10. december til onsdag d. 26. december kl. 9.00: Min søn ville være hos sin mor. 

– Onsdag d. 26. december kl. 9.00 til mandag d. 7. januar: Min søn ville være hos mig. 

For at komme min søns mor mest muligt i møde, lagde jeg i forslaget ind, at hun fik mere tid med vores søn – skulle hun vælge at sige ja: 

Efter at have sendt min mail løb jeg mig en tur. Mørket knugede sig over mig. Jeg løb over bakkerne i Egebæksvang Skov. De visne blade lå som klude, nogen havde smidt fra sig. I starten steg kulden ind under min jakke. Den havde fulgt mig som en hund hele dagen, men efterhånden som kilometerne blev tilbagelagt, fik varmen overtaget. Mens jeg løb, forestillede jeg mig, at den mørke skov var dækket med sne. Jeg elsker de hvide, kolde flager, der kan holde skoven sammen. Den måde, hvorpå sneen kan pakke skoven ind som en gave og udjævne det, så alt bliver pænt og ordentligt. Jeg mærkede efter i kroppen. Musklerne var begyndt at værke. Det føltes godt.

Jeg har en dårlig nyhed, far

To dage senere – onsdag d. 7. november – kom min søn hjem på samvær i fem dage. Og det samme gjorde han onsdag d. 21. november. Jeg modtog ikke noget svar fra min søns mor – eller ‘overleveringen’, som er en anonym tredjeperson, som min søns mor har påbudt mig at kommunikere igennem – og da min søn i de dage spurgte ind til julen, sagde jeg, at hans mor og jeg var i gang med at lave en god plan. 

Du kan læse mere om overleveringen her

Onsdag d. 5. december kom min søn så igen på samvær. Vi var nu så tæt på jul, at dette ville være sidste gang, han var hjemme inden jul, – forudsat vi kørte efter mit forslag om at undgå de mange skift. Omvendt hvis vi kørte efter den gamle plan, – så ville min søn komme hjem igen onsdag d. 19. december og tre dage frem.

Jeg måtte selvfølgelig gå ud fra, at min søns mor – siden jeg ikke havde hørt noget fra hende – ikke ønskede at ændre noget. Sagen var blot den, at min søn et par gange havde givet udtryk for, at hans mor havde sagt, at når han mandag d. 10. december kom hjem til hende igen, så ville der gå lang tid, inden han igen skulle se sin far.  

Jeg undrede mig over hans udsagn, og tænkte, at hans mor måske alligevel var gået med til mit forslag og at hun måske blot havde glemt at give mig besked. Jeg vil ikke, at min søn skal bære kommunikationen mellem hans forældre og jeg spurgte ikke yderligere ind til, hvad hans mor havde sagt. Jeg gentog blot, at hans mor og jeg nok skulle finde en løsning og så spurgte jeg ham endnu engang, hvad han gerne ville: 

Så få skiftedage som muligt, far. 

Søndag aften – inden der mandag er skiftedag – skal min søn ringe til sin mor. Det er en fast ordning, hans mor har indført, og en ordning jeg har valgt ikke at blande mig i. Da han søndag d. 9. december havde talt med hende, kom han retur til mig og sagde: 

Jeg har en dårlig nyhed. Mor siger, at vi skal holde os til planen og at vi skal have de mange skiftedage. 

Jeg tog mig selv i at se ud ad vinduet. Træernes nøgne, døde grene tegnede streger på den brede himmel. Det var som et korsstingsbroderi, der havde glemt, at det skulle forestille noget. En følelse af meningsløshed skyllede ind over mig, og i et forsøg på at skjule mit mismod, tvang jeg den hen på et sted, hvorfra jeg kunne tage den frem, når jeg på et tidspunkt var alene. 

Men den gode nyhed er jo så, at vi ses inden jul, fik jeg sagt og irriterede mig over den tøvende klang i min stemme. Som listede mine sætninger sig hen over glas. 

Dagen efter – mandag d. 10. december 2018 – satte jeg mig igen ved tastaturet: 

Sommerfugleeffekten

Nu er vi fremme ved fredag d. 14. december og jeg har stadig ikke hørt noget fra min søns mor. I mandags tog min søn over til sin mor og jeg har ikke nogen anelse om, hvorvidt jeg ser ham inden jul eller ej. Det eneste jeg ved, er, at hans mor og jeg har svigtet ham. Uagtet hvor meget jeg har forsøgt at skærme ham, er han alligevel den, der har båret den tunge kommunikation. Ikke hans mor. Og ikke mig. Men en dreng på 11 år. Og det er ikke fair. Det er ikke fair, at han skal stå og give mig halve beskeder om, hvilken plan vi kører efter og det er ikke fair, at han skal holdes hen i uvished. 

Lige nu sidder jeg igen i min plads i sofaen og kigger ud i haven. Jeg har det, som om jeg har kørt i karrusel alt for længe. Min mave bevæger sig uroligt. Min hals snører sig sammen, og munden er knastør. Og min forestilling om, at tingene denne jul kunne blive anderledes, har jeg mest af alt lyst til at strege ud. Ønskefantasier, kunne jeg vel meget deskriptivt skrive hen over dem. Når jeg siger én ting, svarer min søns mor med en anden. Derfor siger jeg normalt ingenting. Som en hund der snapper også efter den hånd, der giver den foder, derfor siger jeg ingenting. Og nu hvor jeg alligevel har sagt noget, har det – præcist som med de foregående år – givet vanskeligheder. Måske det hele bare kan være ligemeget? 

Du kan nedenfor læse mere om de konflikter, der opstod i julen 2015, 2016 og 2017: 

Du kan her læse om julen 2016

Du kan her læse om julen 2017

Nedenfor kan du læse om julen 2015: 

Men nej. Det er for nemt bare at give op. Og mine tanker vender igen tilbage til Theo og Simone fra julekalenderen.

PR-foto: DR Produktion

Undervejs på deres vandring gennem Thannanaya skal de se deres største fortrydelser i øjnene. Theos største fortrydelse er, at han ikke hjalp sin morfar, da han faldt ned fra en stige og kom i koma og Simones, at hun som lille gemte sig, således at hun sammen med sine forældre kørte på et tidspunkt, der endte med at koste forældrene livet:

Simone: Jeg så mig selv som lille. Hvis jeg bare havde gemt mig lidt længere, så var vi måske kørt senere, og så havde alt måske set anderledes ud.

Theo: Jeg har tænkt det samme med min morfar. Jeg tror, at man skal prøve på at lære at acceptere det. Det er dét, man skal i Thannanaya. 

I Theo og Simones dialog ligger ordet burde og titter frem. Et ord med en skuffende eftersmag. Simone fortæller sig selv, at hun burde have gemt sig bedre og Theo tænker, at han burde have hjulpet sin morfar hurtigere. Og jeg har det på samme måde. Jeg burde have skærmet min søn bedre. Jeg burde, at være lykkedes i at skabe en dialog med hans mor. Jeg burde kunne give ham et svar på, om vi ses inden jul. Jeg ved ikke, hvad jeg i Thannanaya ville se, hvis jeg skulle betragte min største fortrydelse. Det ville være oplagt at pege på mit valg af min søns mor. Men lige så oplagt er det at afvise den tese, da jeg uden hende ikke ville have fået min søn. Jeg tror, at det jeg ville se, ville kredse om, at jeg ikke altid har kunnet skærme min søn fra den konflikt, hans mor mener at have med mig. Præcist som nu med julen, hvor min søn skal stå og sige til mig: Jeg har en dårlig nyhed, far. Og igen tror jeg, at Theo har ret i, at vi skal prøve at acceptere omstændighederne, som de er. Hvis vi forestiller os, at vi kunne gå tilbage og ændre på noget, så ville det samtidig potentielt kunne sætte gang i en lavine af utilsigtede følgevirkninger. 

PR-foto: DR Produktion

Det er som med Edward Lorenz’ teori om sommerfugleeffekten. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår de matematiske udregninger, der ligger til grund for den, men jeg forstår dog så meget, at en sommerfugl, der slår med vingerne på den ene side af jorden, potentielt kan starte en orkan på den anden. Præcis sådan er det med de sten, der bliver kastet i en skilsmissefamilie. De bliver kastet og igangsætter et stenskred, der vokser i styrke. Kunne vi fjerne nogle af stenene, ville stenskreddet have været et andet – men ikke nødvendigvis mere humant. 

Tilgivelse  

Ud fra det vi har set indtil nu, virker det som om, at det – ud over de døende – kun er mennekser, der i et eller andet omfang er i stand til at bruge deres fantasi, der kan komme ind i Thannanaya. Og således måske også med julen. Kun dem, der kan sætte kompasnålen mod julefreden, kan få et glimt af julens sande betydning. Børnene har den. Adgangen til Thannanaya. Og til julen. De bruger deres fantasi og de er til stede her og nu. Jeg husker adgangen fra min egen barndom. Et univers fyldt med forventningens glæde. Og med begejstring. Og et univers hvor ordet burde ikke fandtes. I “Theo & Den Magiske Talisman”  kredses der om tre generationers måder at sige farvel på, og om at mindes dem, vi har sagt farvel til. Hvis hovedpersonerne kan acceptere livets gang, vil de kunne se, at der i mindet om de døde er lys og håb. Og på samme måde i en skilsmissekriseramt familie ved juletid. Hvis vi kan acceptere omstændighederne – og det kan vi ved at tilgive os selv og hinanden – så er der håb om en bedre fremtid for skilsmissebørnene.  

Julen 1978

Og ja, desværre er det som om, at der er gået inflation i at tale om tilgivelse. Vi tilgiver rask væk dette og hint. Men der er mange vanskelige fænomener på spil, og tilgivelse er ikke noget, man bare giver og modtager.  Jeg har tilgivet min søns mor. Jeg forstår stadig ikke hvorfor, hun handlede og handler, som hun gjorde og gør. Men jeg kan se, at hun er mere end sine dårlige handlinger. Hun er mor til min søn. Jeg gider ikke mere bitterhed. Jeg gider ikke mere had. Jeg ved ikke, om jeg ser min søn inden jul, og jeg ved ikke, om han kommer til at skulle igennem de mange skiftedage. Men jeg ved, at jeg vil friheden og jeg at har sat kompasnålen mod julefreden. 

 Status på bogen 

Afslutningsvis kommer her en lille status på bogen, hvor arbejdet skrider langsomt men sikkert frem. Bogen er nu skrevet og der ligger ti færdige kapitler. Dét, der lige nu tager tid, er redigeringen og korrekturlæsningen dels hos forlaget og dels hos jurister med speciale i injurielovgivningen. Vi forventer, at man fra modpartens side vil søge at nedlægge et fogedforbud forud for bogens udgivelse, og arbejdet består lige nu i at sikre, at bogen glider gennem det nåleøje. Og balancegangen mellem fortællingen af min oplevede sandhed  på den ene side og krænkelse af ære på den anden er ikke helt ligetil. I mange år har jeg været det eneste vidne til min egen historie. Ham, der tog billeder for det indre øje og datomærkede dem, skrev tusindvis af mentale noter, gennemlevede anklager, der føltes som afgrunde i mig, og repeterede vigtige begivenheder, årstal og måneder, som var jeg i fare for at forsvinde, hvis jeg glemte selv de mindste detaljer. Min hukommelse var mit sikkerhedsnet. Selv langt tilbage i min barndom husker jeg tydeligt, meget af det der skete og hvornår. Og det er dén historie, der i min bog skal frem, – men det er klart, at det skal ske under hensyntagen til de mennesker, jeg fortæller om. 

Du kan læse mere om bogen her, hvor du også kan lave en forhåndsreservation

Med ønske om en glædelig jul og et godt nytår. 

Tak for opbakningen og støtten. Det betyder mere end ord kan beskrive. 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s