43. Min søn kommer ikke hjem

Jeg står på min søns værelse og ønsker, at jeg kan synke ned i gulvet, forsvinde, gå i opløsning. Min søns mor har lige meddelt, at hun tilbageholder vores søn og at han ikke kommer hjem på julesamvær som planlagt. Videre vil hun heller ikke give besked om, hvor vidt hun agter at lave samme nummer i nytåret. Et jordskred indvendigt er i gang. 

Et ekstraordinært tilbud 

Den seneste udvikling kom i skred mandag aften d. 17. december 2018 – efter at min kæreste og jeg var kommet tilbage fra en løbetur med en rest af latter siddende som et lys i kroppen. Efter løbeturen tjekkede jeg sporadisk min mail og så, at der lå en besked fra min søns mor med titlen: Juleferie. Mens jeg læste, stod min krop på spring, klar til at reagere i en hvilken som helst retning: 

Jeg læste mailen et par gange. Den gav ikke nogen mening. Min søns mor meddeler, at hun holder ferie frem til d. 26. december kl. 9.00 – og at mit samvær med vores søn bortfalder. Og i næste åndedrag skriver hun, at hun helt ekstraordinært vil tilbyde, at vores søn kan komme på samvær fra i dag efter skole til d. 22. december kl. 9.00.

Min første tanke var, at hvis hun gerne vil gøre en god gerning og lade vores søn komme på samvær hos sin far, så var der jo ingen grund til at starte med at meddele ferie. Hvorfor sige: Nu tager jeg noget fra dig for bagefter at sige: Nej, jeg tager det ikke alligevel? 

Min næste tanke var, at det er underordnet hvilke kringlede veje min søns mor i sin mail anvender. Hovedsagen må være, at min søn i dag kan komme hjem på samvær. Men så begyndte sætningernes underlæggende betydning – som en gasart – at stige op fra mailens undergrund. Noget i retning af: Jeg melder ferie, fordi jeg kan. Se hvor generøs og samarbejdsvillig jeg er, nu hvor jeg giver dig mulighed for at have samvær med vores søn, mens jeg holder ferie med ham. Men intet sted i mailen, kunne jeg spore et hensyn til vores søn og en stilligtagen til, om det er godt for ham med de mange skift. 

Det er nu seks år siden, at min søns mor og jeg gik fra hinanden og gennem alle årene er der ikke nogen af os, der i julen har meddelt, at vi holder ferie med vores søn, når den anden skal have samvær. Jeg gjorde det ikke, da jeg havde bopælen, og min søns mor har ikke gjort det – før nu. Så dét, der er ekstraordinært, er ikke hendes tilbud, men det faktum, at min søns mor to dage inden et planlagt julesamvær pludselig meddeler, at hun vil holde ferie med vores søn. Det er ikke generøst og det er ikke samarbejdsvilligt. Tværtimod er der flere udfordringer ved den disposition. For det første undlader hun helt at lytte til vores søns ønske om færrest mulige skift. Hun tilbyder rask væk, at vores søn kan komme på samvær i tre dage velvidende, at han er modstander af de mange skift. For det andet vælger min søns mor at svare så sent på den mail, jeg allerede d. 5. november sendte om samme emne, at vi nu er helt fremme ved skiftedagen. Da hun ikke har givet lyd fra sig, har jeg selvfølgelig måtte antage, at hun ikke ønskede at ændre noget, og at vores søn i dag kom hjem på samvær. Det er noget, vi har planlagt efter og noget han har regnet med. Nu skal vores søn – i fald han ikke kommer hjem på samvær – have besked om at planerne er aflyst lige inden en skiftedag. Det er ganske enkelt synd og helt unødvendigt. 

Du kan her læse mere om den mail, jeg d. 5. november sendte

Endelig kunne jeg for det tredje heller ikke lade være med at tænke på, hvordan dobbeltmorealen i forhold til meddelelse af ferie titter frem. D. 21. marts 2016 skrev min søns mor – via sin advokat, Vivian Jørgensen – til Statsforvaltningen, at hun permanent ville have rykket fristen for, hvornår vi skulle meddele sommerferie fra d. 1. maj til d. 1. februar, da hun havde brug for mere tid til at planlægge – i alt cirka fire måneder. Men når det gælder min planlægning, er det tilsyneladende okay at melde ferie to dage inden jul: 

Uddrag af mail sendt fra advokat, Vivian Jørgensen, på vegne af min søns mor d. 21. marts 2016

You never walk alone

Efter at have fordøjet mailen fra min søns mor, gik jeg sent mandag aften op på min søns værelse. På væggene hænger fodboldplakater, -trøjer og -medaljer. På hans reol står to julekalendre klar til, at han i dag skulle åbne lågerne fra d. 10. december og frem til nu. Og på bordet ligger hans telefon. Hans pung. Hans taske. Alt det, han som skilsmissebarn skal have to af, fordi hans mor ikke tillader, at han har noget med mellem sine to hjem. Jeg var fyldt af en følelse af magtesløshed, som jeg stod der. Jeg synes virkelig, at det er synd for min søn og bliver ved med at vende tilbage til, hvad jeg mon kan gøre for at hjælpe og støtte ham bedst. Som de fleste skilsmissebørn har han et naivt ønske om, at hans forældre en dag igen skal finde sammen – også selv om han ved, at det aldrig kommer til at ske og selv om det mere er en fantasi, end noget han i praksis ønsker sig. Og her er vi måske fremme ved noget helt centralt. Nogle gange tror jeg, at det er dét, vi som skilsmissebørn bruger hele livet på: at lime vores forældre sammen, gifte dem i vores hjerter, igen og igen. Og når man som forælder ikke kan imødekomme det ønske, er det mindste vi kan gøre, at vise vores børn at vi stadig sammen har et forældreskab – også selvom ægteskabet ikke kunne bære. 

Min søns værelse d. 17. december 2018

Mens jeg stod på værelset, blev mine øjne ved med at vende tilbage til plakaten med Steven Gerrad og til den indrammede Liverpool trøje. Som altid er det fodbolden, der giver mig energi og styrke: Sammenholdet. Venskaber der bliver bygget. Barrierer der bliver brudt. Indlevelsen i og forståelsen af spillet. Viljen og styrken til aldrig at give op – velvidende at du har et helt hold, der står lige bag dig. Jeg ønsker ikke, at min søn skal være et spejl af mig, og jeg ønsker ikke at trække min passion for fodbold ned over hovedet på ham. Han skal vælge selv. Men jeg ved, at fodbolden ligger i hans hjerte. Det siger klubben. Det siger skolen. Det siger vennerne og vennernes forældre. Det siger familien. Og det er også min egen klare oplevelse. Jeg tror, at fodbolden giver min søn et frirum. En neutral bane at spille og lege på. En neutral bane at være dreng på. En livline. Den tidligere Liverpool-manager, Bill Shankly, har ridset det hele op i sit legendariske statement. “Some people believe football is a matter of life and death, I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.” 

Du kan her læse, hvad der skete, da min søns mor meldte ham ud af fodboldklubben: 

34. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”

Natten til tirsdag kværnede tankerne – de små varme ordgløder, der lyser i natten – og forhindrede mig i at sove. Mørket faldt sådan, gennem huden, gennem tiden, svirpede opad. Til sidst faldt jeg i søvn på en måde, der bedst kan beskrives som tvangsmæssig. Jeg faldt ned gennem alle lag i mig selv. Jeg stod på bunden. Ophævet. 

Chikane med juraen i hånden 

I går morges, d. 18. december 2018 – efter at solen bag et tungt skydække havde trukket sig selv op på himlen – fandt jeg vores samværsresolution fra d. 28. april 2016 frem. Jeg vidste, at min søns mor juridisk set har ret til at meddele ferie i de dage, vores søn skulle have været på samvær hos mig, men jeg havde brug for at forstå rigtigheden i det: 

Forklaringen på, at min søns mor kan vælge at disponere, som hun gør, er følgende:

Jeg har min søn fra onsdag efter skole i ulige uger til mandag morgen i lige uger. Vi er i uge 51 og min søn skulle derfor have været på samvær hos mig fra i dag og frem til mandag d. 24. december. Da vi her rammer ind i julen, skulle skiftedagen i år have været d. 22. december i stedet for d. 24. december. Nu er sagen så den, at min søn får juleferie på fredag d. 21. december og derfor kan min søns mor sige, at hun i hans skoleferie vælger at afholde ferie med ham, hvilket betyder, at mit samvær med vores søn bortfalder. Og som det fremgår af hendes mail, har hun lige netop valgt at holde ferie med ham frem til d. 26. december kl. 9.00 – på klokkeslæt i de dage, hvor hun har mulighed for at gå ind og suspendere samværet. Jeg håber indeligt, at det nye skilsmissesytem, der d. 1. april 2019 søsættes, kommer til at tage højde for den slags dispositioner. 

Du kan her læse mere om det nye skilsmissesystem

‘Hvad du ønsker, skal du (ikke) få…” 

Efter at have mindet mig selv om, hvordan vi har et skilsmissesytem, der på nogle områder tillader (og nærmest opfordrer) til chikane, satte jeg mig i går eftermiddags – tirsdag d. 18. december 2018 – ned og skrev en mail til min søns mor. Ét er, hvad hun rent juridisk kan gøre. Noget andet er, hvad der er godt for vores søn:

 

Jeg er indstillet på at gøre næsten hvad som helst for at få samarbejdet med min søns mor til at glide, passere hen over havoverfladen som et skib. Men det må ikke ske på bekostning af vores søns ønsker og behov.

Min søn er kommet med to klare udmeldinger: 

  1. Han ønsker færrest mulige skiftedage. 
  2. Han vil ikke miste mere tid med sin far. 

Min søn er meget afklaret omkring, at førstnævnte ikke må ske på bekostning af sidstnævnte. Hvis en reducering i antallet af skiftedage betyder, at han mister dage med sin far, så tager han hellere de mange skift. Eller sagt på en anden måde: Han vil helst færrest mulige skift samtidig med, at han ikke mister noget af den tid, hvor han er på samvær. Hvis ikke det kan lade sig gøre, vil han gerne beholde antallet af dage hos sin far, og så tage skiftene. 

Det gjorde fysisk ondt på mig at skrive, at min søn kan blive hos sin mor de næste dage – såfremt han i stedet vil være tilsvarende antal dage hos mig i nytåret. Og en del af mig havde lyst til at skrive, at han selvfølgelig bare skulle komme hjem i dag. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at være sammen med ham. Men jeg bliver nødt til at tilsidesætte mit behov for at se min søn inden jul og jeg bliver nødt til at minde hans mor om, at hendes opgave er den samme – at tilsidesætte egne behov (hvad end de så måtte bestå i).

I min mail tager jeg et forbehold: Jeg ønsker kun at sige ja til hendes tilbud om, at min søn i dag skulle på samvær, hvis hun agter at tilbageholde ham i nytåret. Gør hun det, mister vores søn tid med sin far, og så ved jeg, at min søn gerne vil tage de mange skift inden jul – så han ikke også her mister samværsdage.

Mit forbehold efterlader dybest set min søns mor med følgende muligheder: 

  1. Hun kan vælge, at vores søn ikke skal på samvær inden jul, og så kan hun i stedet give ham de dage, han mister med sin far i nytåret. På den måde ville vores søn kun få et enkelt skift og han ville ikke miste tid med hverken sin mor eller far. Èn lang juleferie og én lang nytårsferie 
  2. Hun kan vælge, at vores søn skal på samvær hos mig inden jul, og så kan hun skrive, at hun holder ferie med ham i nytåret og at det almindelige løbende samvær (fra d. 2. januar til d. 7. januar 2019) derfor bortfalder. På den måde får vores søn nogle ekstra skift inden jul. Han mister ikke tid med sin far i julen, men han mister tid med sin far i nytåret. 
  3. Hun kan vælge, at vores søn skal på samvær hos mig inden jul, og at han også kommer på almindeligt løbende samvær (fra d. 2. januar til d. 7. januar 2019) i nytåret. På den måde får vores søn nogle ekstra skift inden jul, men han mister ikke tid med nogen af sine forældre.  
  4. Hun kan vælge, at vores søn ikke skal på samvær inden jul og hun kan vælge, at han ikke skal på almindeligt løbende samvær i nytåret (fra d. 2. januar til d. 7. januar 2019). På den måde får vores søn færre skift, men han mister meget tid med sin far. 

For mig at se, er der kun én model, der giver vores søn det, han ønsker. Den første. Og det er den model, jeg håbede, at vi – ved at jeg ikke bare med samme sagde ja til, at min søn i dag skulle på samvær – kunne holde åben. Omvendt vidste jeg også, at jeg løb en risiko. I værste fald kunne jeg ende ud med model fire, og så kommer min søn til at miste mange dage med sin far – præcist det scenarie han aller helst vil undgå. 

Min søn kommer ikke hjem 

Efter at have sendt min mail, så jeg mig omkring. Jeg bor i det samme hus, som min søns mor og jeg boede i, da vi var sammen. Næsten alt er siden lavet om i huset. Vægge er væltet. Døre flyttet. Farverne og møblerne skiftet ud. Men alligevel var det som om, jeg så begge dele på én gang. Den nye stue, og oven i den minderne om, hvordan her så ud før. Jeg ved, hvor sofaen stod, og hvilken farve den havde. Pastel på pastel. Hvidt på hvidt. Jeg er glad for, at jeg nu kan se mig selv spejlet i mit eget hjem. Og jeg håber inderligt, at jeg, ved at holde fast i mit fundament, kan give min søn den ballast med sig videre i livet, som han har brug for. 

Et par timer senere modtog jeg så et svar fra min søns mor:

På en gråvejrsdag som i går tegnedes horisonten af to smattede monokrome flader, nedtonede og grå. Og det var præcist sådan, jeg følte mig. Grå. Svaret indeholder præcist det, jeg frygtede. Min søn kommer ikke hjem på samvær i morgen 0g der er ingen garantier om, at jeg i stedet får ham på samvær i nytåret. 

Jeg ved, at min søns mors kerneantagelse af mig er, at jeg er psykopat. En voldelig en af slagsen, der slår løs på både børn, kvinder og ældre. Eller det er i hvert fald det narrativ, hun har bygget op. Og jeg tror faktisk, at hun efterhånden er der, hvor hun selv tror på det. Hvis du går i behandling for noget, der ikke er sket, og hvis du fortæller dig selv og andre nok gange, at du er et offer for fysisk og psykisk vold, så er det i hvert fald nærliggende at antage, at du et sted ned langs vejen selv begynder at tro på det. Og i det univers er det svært at appellere til almindelig sund fornuft, til samarbejde og til omtanke. Jeg gør mig ikke nogen forhåbning om, at min søn i nytåret kommer på samvær. Jeg forventer, at min søns mor, når vi er på den anden side af julen, melder ferie i netop de dage, hvor min søn skal på samvær. Og på den måde ender vi med model 4 – som netop var den vores søn for alt i verden ikke ønskede sig. Hvad han ønsker, skal han (åbenbart) ikke få. 

Skilsmisseskibet

Nu står jeg igen på min søns værelse. Det er som om, at jeg hvert øjeblik venter, at han vil træde ind af døren. Men intet sker. Luften står stille. Sitrer af noget ukendt.

Min søns værelse d. 19. december 2018

Det er onsdag d. 19. december. Vi er i en ulige uge og min søn skulle have været her nu. Det føles helt forkert, og jeg savner ham som bare fanden. Her er tomt. Værelset er tomt. Jeg er tom. 

Drømmen om skibet er endnu virksom i mig. I en fjern krog af min bevidsthed er der stadig en mand, der drømmer, at han kan få skilsmisseskibet til at glide nydeligt hen over vandet. Jeg er ikke længere indstillet på at gøre hvad som helst for at få skibet til at glide, passere hen over havoverfladen uden mislyd, uden flaprende sejl og storm i horisonten, men drømmen lever endnu, og det er velsagtens denne drøm, der gør, at jeg lytter efter, om døren skulle gå og om jeg kan høre bumpet fra min søns skoletaske. Det er stadig et håb: at få det hele til at glide. Og hvorfor? Fordi det er det letteste for alle parter.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s