Advokater

Navigation i advokatjunglen

Gennem de seneste mange år har direktør og stifter i Barnets Tarv, Michael Hjelvang været i kontakt med en lang række af mere eller mindre kompetente familieadvokater. Og mens det kan synes som en uoverkommelig opgave at navigere rund i en jungle af fremmede advokater – altimens du samtidig skal holde sammen på stumperne af det, der engang var en familie – kan det være en rigtig god idé at investere både tid og grundighed i jagten på den rette advokat. I modsat fald kan du risikere pludselig at befinde dig midt i en kamp, hvor du ikke stoler på din træner. Hvor modstanderen ikke følger reglerne. Og hvor dommeren er umulig at råbe op.

Skrupelløse advokater trækker dybe spor i børnesager 

Der findes heldigvis en lang række af dygtige og velmenende familieadvokater i Danmark. Desværre er der dog også en mere mørk pendant til den virkelighed. Det er vores oplevelse i Barnets Tarv, at der findes en gruppe af familieadvokater, som med fuldt overlæg opfordrer til løgn, fusk og manipulation i børnesager. Michael Hjelvang sag har oplevet et par af dem på nærmeste hold. Og mærket, hvordan de i deres advokatgerning trækker dybe spor efter sig. I. Barnets Tarv vil på det kraftigste anbefale, at du går en stor bue uden om denne type advokater. De konfliktoptrapper. De ødelægger. Og i værste fald mærker de skilsmissebørnene for livet.

Du kan læse mere om de skruppelløse familieadvokater her:

Familieadvokater optrapper konflikt mellem forældre

Advokater opfordrer til løgn om vold og incest i familiesager

Advokater rådgiver i skilsmissesnyd – giver »recept« på at få forældremyndighed

Det er blevet et strategisk træk at anklage den anden forælder for vold

Advokaten skaber tid til nærvær med barnet

Man kan selvfølgelig også spørge sig selv, om det overhovedet er nødvendigt med en advokat i en børnesag? Svaret er – måske. Det er klart, at hvis man som skilsmissepar selv kan nå til enighed om de væsentligste ting omkring barnet, er en advokat overflødig. Men i de sager, hvor tingene kører af sporet og hvor anklagerne fyger afsted, kan det være en rigtig god idé med juridisk ekspertise. Nogen vil selvfølgelig kunne ‘nøjes’ med en bisidder. Men for Michael Hjelvang har det været afgørende, at han har kunnet lægge mange af de tunge og svære emner over på en advokat – så han i stedet har kunnet fokusere på sin pligt og sin mission her i livet – nemlig at være en god og nærværende far for sin søn. Og at sikre ham en god og stabil kontakt til sin mor.

Samarbejde 

Hos Barnets Tarv er nøgleordet samarbejde. Og her gælder det om at finde frem til en advokat, der i stedet for at skabe krig og konflikt, netop opererer ud fra et ønske om at skabe et godt og solidt fundament, som forældrene i fremtiden kan arbejde ud fra. En advokat, der scorer højt på værdier som ærlighed og medmenneskelighed. Og som hjælper dig med at holde fokus på barnet – også når der skal sluges et par svære kameler. For det skal der.

Ydermere kan du med fordel også bruge tid på at finde frem til en advokat, som ikke udelukkende er motiveret af at skovle penge sammen. Det bærende i advokatens virke må og skal efter vores bedste overbevisning være lysten til at hjælpe børn og familier gennem en svær tid. Her er du nødt til selv at mærke efter om kemien mellem dig og din nye advokat føles rigtig.

En økonomisk sværvægter 

Et godt råd er også at forlange en prisoversigt. Advokaten er forpligtet til at oplyse sin klient, hvad han elle hun forventer, at en sag kommer til at koste. En børnesag er desværre ofte en økonomisk sværvægter. Og er du havnet i kløerne på den forkerte advokat, kan udgifterne til tårnhøje honorarer ende med at løbe løbsk for dig.

To udprægede holdspillere

Gennem Michaels lange kamp for at sikre sin søn retten til både at have en mor og en far, er han stødt på to advokater, som har gjort særligt stort indtryk på mig. Thomas Ghiladi. Og Rasmus Hedegaard. Dygtige. Empatiske. Og ærlige mennesker. Og udprægede holdspillere.