FAQ

faqMange mennesker kontakter Barnets Tarv med spørgsmål til Michael Hjelvangs sag. Og det skal der – helt oprigtigt – lyde en stor tak for. En række af de spørgsmål der bliver stillet, har dog vist sig at være af samme karakter  og for at du som læser hurtigt kan få et svar og for at vi i Barnets Tarv kan holde fokus på vores primære opgave, har vi derfor lavet en liste med svar på de spørgsmål, vi oftest møder. Skulle du have et spørgsmål, der ikke er med på listen nedenfor, er du meget velkommen til at skrive til Michael på michael@barnetstarv.com.

Nedenfor besvarer Michael de 10 mest stillede spørgsmål: 

1. Hvorfor har du oprettet en blog?

Jeg har oprettet en blog for at invitere dig på en rejse ind i Skilsmisse-Danmark. En kafkask proces fyldt med manipulation, magtmisbrug, lange sagsbehandlingstider og skruppelløse advokater – som de færreste måske kender til. Da jorden – ved udgangen af år 2012 – begyndte at vakle under mig, havde jeg ikke en anelse om, hvordan vores system er skruet sammen og hvad der ventede mig. Primo 2013 havnede jeg så i den efterhånden tårnhøje statistik over par, der vælger at sætte en underskrift på separationspapirerne. En separation, der i sig selv skulle vise sig at vare mere end to år, inden jeg formelt blev skilt. Og et brud i familielivet, der skulle vise sig at blive starten på en kamp for barnets ret til to forældre. Det er dén kamp, jeg gerne vil dele med dig som læser og så vil jeg gerne, at du via min blog og bog møder et galleri af de mennesker, der stod op for mig. Hvis jeg “blot” kan give et enkelt menneske inspiration til at gøre det samme, vil målet om at gøre en forskel være nået. 

2. Hvorfor har du oprettet en selvstændig virksomhed? 

Virksomheden er tænkt som en hjælp til de mange børn og forældre, der lige nu er klemt i systemet. Og som kæmper for at blive set og hørt. Og Barnets Tarv er således mit personlige bidrag til at sætte fokus på vores familieretlige system – og de potentielle faldgruber, som det måtte indeholde. Om du er mor, far, bedsteforælder, ven, nabo, lærer, journalist, socialrådgiver, børnesagkyndig, jurist, advokat, dommer – eller medmenneske – så har vi alle en forpligtelse til at handle. 

3. Hvor langt er du med sagen?

Straffesagen: Lige nu afventer vi svar fra Den Særlige Klageret på, om Klageretten vil give tilladelse til en genoptagelse af straffesagen. Indtil videre er alle opkrævninger omkring betaling af offererstatning udsat. 

Børnesagen: Lige nu har min søns mor fuld forældremyndighed. Og vi har en samværsordning, der lyder på 9/5. 

Injuriesagen: Min søns mor har for fjerde gang på tre år politianmeldt mig. Og d. 21. november kl. 13.45 var der retsmøde i byretten i Helsingør, hvor jeg blev pure frifundet. 

4. Hvor langt er du med bogen?

Jeg har skrevet knap 500 sider og er næsten færdig med den første udgave af bogen. 

5. Hvordan undgår du, at din søn ikke bliver yderligere klemt ved, at alle på din blog kan læse om Jeres historie?

Jeg har i forhold til min søn tænkt meget over, om det er en god idé at stå frem? Om jeg sætter mine egne behov foran min søns? Om jeg lægger mere vægt på skuldrene af min søn – i stedet for at hjælpe ham med at bære det tunge? Om der bor et had i mig, hvoraf jeg er drevet? Og om mit motiv er hævn? Svaret er dybest set meget enkelt: Sandhed er ikke noget uomtvisteligt.  Den sandhed, jeg ved er sand, er ikke nødvendigvis den sandhed, der vil blive fortalt og med tiden slutte sig til eftertidens endelige sandhed. Jeg vil gætte på, at flere af Jer der lige nu sidder og læser med på min blog, måske har overvejet, om det rent faktisk passer – om jeg mon er psykopat? Og lige netop i den overvejelse bor tvivlen. Den nagende og omsiggribende tvivl, der – inden bloggen gik i luften – fik mennesker til at lade som om, de ikke så mig, når han sammen med min søn kom gående. Det er dén tvivl, jeg ønsker at at gøre op med – én gang for alle. For min søns skyld. Og for min egen. Jeg har ikke tal på de mange kampe, jeg har taget som følge af det prædikat, der er blevet sat på mig: En dårlig og ond far som de andre børn ikke må lege med. Eksempelvis har flere af min søns kammerater – som han tidligere har leget meget med – fået at vide, at de ikke kan komme hjem til ham for at lege. Begrundelse: Din far er ond!

Heldigvis har flertallet af forældre åbnet deres hjem og deres hjerter for min søn og jeg. Jeg mærker en kærlighed og en varme, som rører mig dybt. Og det er også med til at give mig styrke og mod til at stå frem. Jeg ved, at der er mennesker, der ser mig og stoler på mig. Og som altid vil være der.

6. Skriver du selv sine blogindlæg? 

Ja, jeg skriver selv alle sine blogindlæg. Men jeg får hjælp til redigeringen og jeg får efterkritik. 

7. Hvordan kan jeg som læser vide, at det du skriver, er sandt? 

Det er vigtigt for mig at understrege, at min blog er et udtryk for min egne subjektive holdninger og oplevelser. Jeg gør på ingen måde krav på sandheden og beskriver udelukkende hændelsesforløbet, som det ser ud med mine øjne. Derfor anerkender jeg også fuldt ud, at der kan være andre, som har en anden oplevelse af begivenhederne. I det hele taget har jeg søgt at holde mig til at beskrive mine egne oplevelser. Og til ikke at dømme. Alligevel vil der unægteligt være mennesker fra min fortid, der vil føle sig ramt. Det er en del af præmissen for at stå frem. Jeg kan ikke male et troværdigt billede af den måde, hvorpå jeg har oplevet Skilsmisse-Danmark, samtidig med at jeg bortcensurerer mine stærkeste oplevelser – fordi de måske kan støde andre. Det er klart, at jeg kan vise omtanke og respekt og jeg har således også afvejet adskillige hensyn i hver eneste sætning. De mennesker, der i min optik har ageret uretmæssigt, ved, hvad der er sket. De kender historien. Nu ligger den tilgængelig for resten af verden. Det er et livsvilkår, som de må leve med. Præcist som jeg må leve med de ar på krop og sjæl, som det har givet mig. Min eks-svigerfar har flere gange sagt til ham:

– Der er altid en regning, der skal betales.

Og ja, – lige netop her, er jeg faktisk tilbøjelig til at give ham ret.

I erkendelse af at jeg kan huske ting forkert, har jeg søgt aktindsigt i hele min sag. Samtlige sagsakter er blevet grundigt gennemgået af flere advokater og jurister. Det er sket for at sikre, at jeg læner mig så meget op af fakta, som det overhovedet måtte være muligt. Det har været en lang og krævende proces. Og der er fældet mange tårer på den konto. Samtidig har det for mig også været en uvurderlig erkendelsesrejse. Der er mange sagsakter, som jeg ikke tidligere har kunnet overskue at gennemlæse. Det har ganske enkelt gjort for ondt. Men at sidde time efter time og systematisk gennemgå sagen med flere eksperter – der tidligere har set tusindvis af denne slags sager – og at spejle mig i deres forargelse og frustration over det, jeg har gennemlevet, har gjort et stort indtryk.

8. Du beskriver flere steder på din blog, hvordan du ikke oplever, at din søns mor støtter op om et godt samarbejde. Kan man ikke sige præcist det samme om dig, nu hvor du har valgt at stå offentligt frem med Jeres historie? 

Jeg har gennem knap tre år forsøgt at please min søns mor. Jeg har listet afsted langs husmurerne og kun talt med de aller nærmeste om, hvad der foregik i sagen. Jeg har på alle tænkelige måder forsøgt at få et samarbejde på benene. Da det stod klart, at jeg ikke længere ville og kunne være sammen med min søns mor, flyttede jeg ud af mit hus og lod min søns mor blive boende i godt to måneder – sammen med vores søn – indtil hendes forældre havde fundet en lejlighed til hende. Selv boede jeg rundt omkring på sofaer hos venner og i et lånt sommerhus. Hver eneste uge kom jeg forbi og fyldte køleskabet op, så min søns mor ikke skulle bekymre sig om mad. Og jeg lod min søns mor bestemme, hvornår jeg kunne se vores søn. 

Da jeg flyttede tilbage i huset aftalte vi, at min søns mor kunne komme forbi en dag, mens jeg var på arbejde og tage de ting med sig, hun havde brug for. Hun tog alt – på nær et spisebord med dertilhørende stole. Møbler. Tallerkener. Glas. Bestik. Billeder. Legetøj. Selv knagerækker til både viskestykker, nøgler og jakker – som absolut intet er værd – var skruet ud af væggene. DVD filmene var fjernet fra de originale æsker, så der på den måde gik flere år, inden jeg opdagede, at de var væk. Jeg trak på skuldrene i erkendelse af at den eneste måde, hvorpå jeg kunne hjælpe min søn, var ved ikke at gøre noget. Det var jo bare ting og jeg kunne købe noget nyt. 

Jeg har tilbudt min søns mor, at vi kan holde fælles fødselsdage for vores søn. Jeg har  (i flere omgange) tilbudt, at hun kan komme ind og se vores søns værelse. Jeg har tilbudt, at hun kan komme med ind i forbindelse med overlevering og drikke en kop kaffe. Jeg har tilbudt, at vi sammen kan se, når vores søn spiller fodbold eller er til svømning. Jeg har tilbudt at hente og bringe vores søn, så hverdagen bliver lettere for hans mor. Og jeg har tilbudt at deltage i fællesaktiviteter på skolen og i SFO’en. Svaret har hver eneste gang været et klart og rungende nej. Jeg har taget en dyb indånding og forsøgt igen. Jeg har forsøgt at være neutral og jeg har forsøgt at blande mig. Uanset hvad jeg gør, bliver jeg mødt af en besked om, at min søns mor er bange for mig, da det er hendes oplevelse, at jeg er psykopat. Og at jeg kun må kommunikere med hende gennem et anonym overleveringssystem. Der sidder altså et menneske – hvis identitet for mig er ukendt – og tager stilling til, om de informationer jeg sender, kan blive viderebragt til min søns mor. 

Hvis jeg havde valget mellem på den ene side at have et godt samarbejde med min søns mor  – og på den anden side muligheden for at stå frem med min historie, så ville jeg til hver en tid vælge samarbejdet. Men sådan ser verden ikke ud. Og når det gælder Skilsmisse-Danmark anno 2017, er det desværre også – i de højkonfliktfyldte sager – et naivt verdensbillede. 

Hvad gør man, når den ene forælder nægter at samarbejde? 

Hvad gør man, når man konsekvent bliver beskyldt for de mest forfærdelige ting og når man via journalister og advokater finder ud af, at man er en del af en større fortælling, hvor advokaten på modpartens side konsekvent forsøger at få den ene forælder ud af barnets liv? 

Hvad gør man, når man bliver stemplet som psykopat og når massehysteriet begynder at sprede sig i et lille lokal samfund?

Mit svar har været – og er – at være åben og ærlig. Og at lægge alle kortene på bordet. Hvis ikke der er nogen, der er villige til at stå frem, så bliver tingene ikke anderledes. Og jeg synes, at vi skylder vores børn at tage opgøret med et forældet familieretligt system. 

Min blog har intet med had at gøre. Og ej heller har den noget med hævn at gøre. De følelser bor ikke i mig. Længere. Og jeg ønsker på ingen måde at fratage min søn retten til at se sin mor. Slet ikke. Et barn har ret til ro forældre. Men  den bedste håndsrækning jeg kan give min søn, er nu engang at hjælpe ham, når han tappert insisterer på, at hans far ikke er ond. Jeg mener, at det blandt andet er min opgave som forælder at bekræfte ham i, at hans verdensbillede er ok og at han ikke er ‘forkert’, når han ser noget andet end sin mor, morfar og mormor. I modsat fald kan der skabes grobund for et potentielt lavt selvværd og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at en følelse af mindreværd ikke slår rod i min søn. 

9. Midt i en konfliktfyldt skilsmisse vælger du at sige dit job op, at starte en selvstændig virksomhed, at oprette en blog og at skrive en bog. Hvor får du energien og kræfterne fra? 

Jeg elsker min søn og jeg ønsker at give ham de bedste vilkår, for at kunne leve et godt liv – heri består hovedkilden til min energi. 

Videre er jeg disciplineret omkring min kost, min søvn og min træning. Det er jeg nødt til grundet min sukkersyge – men det giver mig samtidig også en god energi at holde kroppen sund og maskineriet kørende. Jeg er på ingen måde fanatisk. Jeg er modstander af alt, hvad fanatismen består i. Men jeg er tilhænger af at passe godt på mig selv – som en forudsætning for at kunne være der for andre. 

Endelig har jeg også et hold bag mig bestående  af advokater, jurister, journalister og psykologer. Deres hjælp har været – og er – uundværlig. Uden dem er jeg ikke sikker på, at jeg i dag ville stå op. Og det er lige netop den hjælp, jeg gerne vil gøre tilgængelig for andre. 

10. Hvor længe vil du blive ved med at skrive på bloggen? 

Så længe der er en historie at fortælle. Målet er, at min blog med tiden kommer til at handle mere om rådgivning og om andres historie – og mindre om min.