Døren lukker sig bag min søn. De næste 58 minutter har han bolden. Mine håndflader føles klamme og jeg mærker et jag i brystet. Det her er en kamp, hvor jeg intet kan gøre. Tal fra hjertet, min dreng.
Jeg ser på min hånd og tænker strengt, at den skal løfte sig og tage koppen, mens kaffen stadig er varm. Men den vil ikke. Den gør det ikke. Det er en mærkelig slaphed. Forstår den ikke.
Det er torsdag d. 18. februar 2016 og klokken er lidt over 12. Jeg befinder mig i et venteværelse i Statsforvaltningen på Ellebjergvej i København, hvor min søn lige nu er til en børnesamtale.
Børnene rækker ud
Farverne i venteværelset er triste og lyset har svært ved at trænge igennem. Omkring mig sidder mennesker med fjerne ansigtsudtryk. Alle optaget af deres egen fortælling. Det føles som om, at vi her i venteværelset deler mange af de samme følelser. Angst. Sorg. Magtesløshed. Men ingen evner at række ud. Af de voksne, i hvert fald. Et enkelt lyspunkt svæver nemlig i lokalet rundt – som meldingerne om en god nyhed – midt i kaos. Børnenes legeområde. Det er som om, legen giver børnene en ro. Og den giver de mange forældre, der ikke kan samle tankerne om en avis eller et blad, noget af fokusere på. Og børnene, ja de rækker ud. Til hinanden og til de konfliktramte voksne.
‘Vi er her nu – men Statsforvaltningen er lukket’
Vi ankommer til Statsforvaltningen i god tid. Samtalen skal finde sted kl. 12 og for en uges tid siden fik jeg påbud fra modparten om, at vores søn skal mødes med en bisidder fra Børns Vilkår kl. 11.45. Elles vil man modsætte sig samtalen. Jeg har et rigtig godt samarbejde med Børns Vilkår og for min skyld kunne min søn få alle de bisiddere med, man overhovedet kan forestille sig – så længe det er hans behov. Jeg kunne ikke drømme om at modsætte mig hverken en bisidder eller en børnesamtale, men jeg undrer mig over, hvor alle nuancerne blev af. Jeg føler, at jeg gang på gang bliver præsenteret et sort/hvidt verdensbillede – hvor der i kølvandet altid følger en række ultimative krav og påbud. En underlig magtkamp der øjensynligt handler om at få mig til at føle mig lille, – frem for at få vores søn til at føle sig elsket. Det besynderlige er, at modparten kæmper med sig selv. Når det gælder min søn, bærer jeg ikke nogen våben – andet end måske det stærkeste af dem alle. Kærligheden.
Da vi tidligere i dag kører ind på parkeringspladsen foran Statsforvaltningen, ser vi, at der står en klump af mennesker og venter. Statsforvaltningen åbner først kl. 12.00. Jeg mærker, hvordan min puls stiger. Og hvordan min tolerance over for det uforudsete, er lavere, end den plejer. Jeg har jo lovet at mødes med bisidderen kl. 11.45. Og hvis min søn og jeg ikke er der, ved jeg, at det vil blive brugt imod mig. Omvendt føler jeg heller ikke, at jeg kan byde min søn, at skulle mødes med en bisidder på en kold parkeringsplads. Jeg ser på min søn. Heldigvis ligger Statsforvaltningen lige skråt over for Valby Stadion og min søn er helt opslugt af den store tribune med dertilhørende baner.
Hurtigt ringer jeg op til en af de jurister, der hjælper mig. Telefonen bliver taget med det samme:
– Vi er her nu – men Statsforvaltningen er lukket.
Mens jeg taler, løber en film gennem mit hoved, hvor jeg i små hurtige sekvenser ser de mange ting, jeg vil kunne blive beskyldt for, hvis det ikke lykkes at finde bisidderen. Og i kølvandet på den indre spillefilm kommer angsten. Angsten for at miste min søn. Angsten for at han ikke kan have mig nær, når han har brug for det. Og i det omfang han selv ønsker. Selv har jeg med årene lært at takle den angst, der kan blusse op fra hvor som helst og knuse sindsroen. Med årene er der kommet en tålmodighed. Jeg kan nu ride stormen af. Vente. Stole på at solen kommer og brænder koldsveden væk. Men min søn – angsten hos ham – jeg kan ikke udstå tanken om, at han skal møde den alene. Uforberedt.
– Bare hold dig til. Det er godt, at I er kommet i god tid. Rigtig godt. Og bisidderen må jo være et sted blandt de ventende mennesker. Det skal nok gå, Michael. Bare husk på de ting, vi snakkede om i går. Bisidderen er der for at hjælpe din søn. Så snart Statsforvaltningen åbner, melder du Jeres ankomst og så finder du hurtigt bisidderen. Eller hun finder Jer.
Jeg kan mærke, at min vejrtrækning bliver mere rolig, mens jeg lytter til stemmen. Selvfølgelig. Børns Vilkår er der for at hjælpe min søn. Og jeg har fuld tillid til Statsforvaltningen, hvor jeg altid har følt mig godt behandlet og hørt.
Samtalen afsluttes efter et par minutter. Min søn har intet hørt. Han er fortsat opslugt af det store fodboldanlæg. Og hele morgenen har han virket glad og i balance. Han startede dagen med at sætte en stor stak hjemmelavede pandekager til livs. Og i bilen på vej hertil har han uafbrudt snakket om, hvor meget han glæder sig til, at vi i dag skal bowle. Jeg ser på ham og slipper for en stund bekymringerne. Sammen betragter vi Valby Stadion. Og sammen lever vi os ind i en verden og et fællesskab, som man skal kende, for at forstå. Jeg stikker min søn et smil. Det skal nok gå.
‘Vi er alle ens’
Da Statsforvaltningen endelig kl. 12. åbner, finder vi hurtigt bisidderen. Min søn genkender hende med det samme. Hun har mellembrunt hår, briller og et imødekommende smil.
– Hej, siger hun.
Jeg fornemmer en lettelse i hendes stemme. Også hun er forundret over, at vi skal mødes kl. 11.45 på en dag, hvor Statsforvaltningen først åbner kl. 12.00.
– Hej, siger jeg.
Og mærker en klump i halsen. Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at min søn alligevel ikke ville få lov til at blive hørt – bare fordi hans far ikke kunne finde bisidderen. Og nu, hvor vi har fundet hende, kommer lettelsen i bølger skyllende ind over mig.
Bisidderen fortæller, at hun har været ansat hos Børns Vilkår i fem år. Også det gør mig tryg. Jeg har et rigtig godt samarbejde med Børns Vilkår, som gennem tiden har stået mig bi i mange svære situationer. Og da jeg mærker, at også min søn er tryg ved hende, melder jeg med lettet hjerte vores ankomst i receptionen – mens min søn og bisidderen går i gang med at ‘finde Holger’.
I receptionen får jeg at vide, at vi alle tre skal ned til et andet venteområde, og på vej derned møder vi tilfældigt den børnesagkyndige rådgiver, der var med på det møde, min advokat og jeg var til torsdag d. 29. oktober sidste år. Hun er en mørk dame med et varmt blik:
– Hej Michael!
Jeg bliver glad for at se, at hun kan genkende mig. Og at hun med det samme husker mit navn. Hun må jo have haft et hav af sager siden vores møde.
– Nu skal jeg vise Jer vej ned til venteområdet. Det er ikke mig, din søn skal tale med i dag. Men jeg kan da lige nå at tilbyde dig en kop kaffe.
Da modparten ikke vil være i lokale med mig, blev der i efteråret 2015 anmodet om separate møder. Det ønske valgte Statsforvaltningen at imødese. Og modparten var derfor – torsdag d. 5. november – til et andet møde. Grundet manglende ressourcer og tidspres, er det – helt uhørt – en anden børnesagkyndig, der på dét møde deltager. Og jeg havde til det sidste håbet på, at min søn skulle tale med den børnesagkyndige, jeg tidligere har talt med og set i øjnene. Ikke fordi jeg ikke stoler på Statsforvaltningen. For det gør jeg. Men det er grænseoverskridende at skulle overlade sin søn til et vildt fremmed menneske. Og ja, det ville det selvfølgelig også være for modparten i den omvendte situation. Det vigtigste er og bliver derfor også, at min søn taler med en sød og kompetent børnesagkyndig.
– Jeg havde håbet, at du skulle tale med min søn. Men jeg er selvfølgelig helt ok med, at det bliver én af dine kolleger.
– Vi er alle ens, smiler hun.
Og rækker mig en kop kaffe.
– Du kan tage det helt roligt.
Kort tid efter bliver vi fulgt ind i det mødelokale, hvor min søn skal til samtale. Han bliver glad for at se, at han kan tegne. Den anden børnesagkyndige – som var med på modpartens møde – virker til min store lettelse også både venlig og imødekommende.
Min søn stikker mig et skævt – men også et ‘jeg-er-okay smil’. Det er en svær situation for ham, men som han siger:
– Jeg skal nok klare den, far.
– Det ved jeg min skat. Du skal bare være dig selv. Mere kan ingen forlange.
Den grønne ring
Alene tilbage i venteværelset forsøger jeg at fokusere på den grønne ring. Det er en sproglig metafor og et billede, som min psykolog har lært mig at bruge. I den grønne ring befinder sig alt det gode og rare. Måske lidt lige som i Brødrene Løvehjerte – og fortællingen om Nangijala. Det hjælper, kan jeg mærke, og denne gang lykkes det mig at få venstre hånd til at lystre. Jeg rækker ud efter den hvide kaffekop. Og smager på kaffen. Den smager godt – ikke mindst fordi jeg har fået den af en børnesagkyndig, der efter adskillige måneder stadig kan huske min søn og vores sag.
– Kan du hjælpe mig? – spørger en stemme lidt forsigtigt.
Der går et øjeblik, inden det går op for mig, at det er mig, der bliver talt til. Foran mig står en lille pige. Hun betragter mig lidt genert. Og så kigger hun ned på et par tasker og en stor jakke, som ligger ved siden af hende.
Jeg smiler. Og sætter kaffekoppen fra mig.
– Selvfølgelig, siger jeg.
Sammen går vi – med hendes alt for store sportstaske, jakke og en gymnastikpose – over til hendes forældre, som har travlt ved skranken. Jeg sætter mig tilbage. Pigen ser på mig. Og så stikker hun mig et stort smil.
Selvfølgelig, tænker jeg. Det er jo for helvede dét, det hele handler om – glade børn.
Øjeblikket der forsvinder
Man måler tid i forandring og i bevægelse. Den tid det tager for et æg i gryden at blive kogt hårdt. Den tid det tager for en perle at blive dannet i en musling. Eller den tid det tager jordens indre at danne kul. Forandring og bevægelse. Øjeblikket der forsvinder. Det danske ord for øjeblik betyder den tid, det tager for øjet at åbne og at lukke sig. Ud af et ugentligt interval på 14 dage, ser jeg lige nu min søn i 5. De dage er ilende øjeblikke – for min søn og for jeg. Og min søn, der typisk forsøger at strække tiden ud i tynde lag af stærke oplevelser, bliver altid lige overrasket over hvor hurtigt vi igen er fremme ved skiftedagen.
Men lige nu, mens jeg sidder i venteværelset i Statsforvaltningen, føles et minut omvendt som en evighed. Det er som om magtesløsheden – som et tungt anker – sænker tidens hastighed. Jeg ville deltage i alle de retsmøder, samtaler og undersøgelser, der måtte findes i verden, hvis bare man ville skåne min søn.
Jeg kan mærke, at mine tanker bliver tunge, og jeg prøver at flytte fokus.
Forleden besøgte vi ét af min søns favorit spisesteder. Pludselig rejser han sig og henter et flag, som han stiller på bordet mellem os.
– Hvorfor sætter du flag på bordet?
– Fordi vi er sammen, far.
Jeg bliver rørt og sætter et flag mere på bordet.
– Hvorfor to flag, far?
– Fordi det er dejligt lige nu at være sammen med dig. Det nyder jeg.
Min søn ser på mig og smiler
– Jeg håber, at vi snart får mere tid sammen.
Mine tanker glider videre til en anden episode, som også giver mig en god energi.
Min søn var for et par dage siden ved købmanden for at købe mælk og æg. Købmanden ligger næsten lige ved siden af vores hus.
– Far, jeg har købt noget til dig, siger han stolt, da han kommer tilbage.
I hånden har en plade mørk chokolade, som er den eneste chokolade, jeg – grundet min sukkersyge – kan spise.
Jeg bliver varm om hjertet ved tanken om de mange gode øjeblikke med min søn og mærker et overskud til at interessere mig lidt for de andre ventende forældre.
Det behøver ikke at se sådan her ud
Venteværelset er fyldt med nervøse blikke. Mennesker presset til det yderste. Og jeg kommer til at tænke på min værtsfars ord fra USA:
– We only pass this way once.
Jeg tager en dyb indånding. Og forsøger at holde fokus på, hvorfor vi er her.
Bag mig sidder en mor med sine tre drenge. Sammen med dem er også morens nye kæreste. Børnene virker afslappede og godt tilpas, men da den biologiske far træder ind i lokalet, sker der noget. Stemningen i den lille familie bliver pludselig noget akavet. Og det er tydeligt, at drengene er pressede over, at deres forældre ikke kan snakke sammen.
Jeg er glad for, at jeg sidder her i venteværelset. Glad, fordi det betyder, at min søn nu bliver hørt. Men jeg er også ked af, at det er kommet så vidt. Og de samme ord og spørgsmål bliver ved med at gentage sig i mit hoved.
Hvordan er det muligt, at der kan findes så diametralt modsatrettede oplevelser af min søns trivsel? Og hvem får noget ud af at tegne et billede af en dreng, der mistrives? I hvert fald ikke min søn.
Når jeg skriver nedenstående, er det ikke den selvpromoverende far, der prøver at placere sin (påståede) kloge og dygtige søn (og sig selv) i rampelyset. Tværtimod. Det eneste jeg efterhånden ønsker er fred og ro med min søn. Nej. Når jeg skriver nedenstående, er det fordi, jeg gennem adskillige år er blevet præsenteret det stik modsatte billede. En dreng i mistrivsel. Og fordi jeg gang på gang har oplevet, at hensigten med netop at male dét billede, er at tage min søn fra mig.
Virkeligheden er, at skolen år efter år har sendt den ene positive beskrivelse af min søn afsted efter den anden.
Jeg har læst udtalelserne mange gange og husker, hvordan han i 0 klasse blev beskrevet som en glad, positiv og dygtig skoleelev – med ‘et glimt i øjet’. Samt en god og omsorgsfuld kammerat med mange venner. Videre husker jeg også, at de forskellige sprogtest som skolen foretog, viste, at han har en god sprogforståelse. Og at han er dygtig til matematik.
I 1. klasse husker jeg, at han blev beskrevet som en dreng, der er sikker i alle bogstaverne og som er god til at sammenkæde bogstaver og lyd. En dreng som er god til at læse og som er god til tal. Og som arbejder godt og koncentreret i timerne.
I forbindelse med skolestart i august 2015 kom der en ny dreng i klassen. Denne dreng skulle sidde ved siden af min søn. Jeg kan huske, at jeg sagde til min søn, at han kan være meget stolt af, at skolen har valgt lige netop ham til at tage imod den nye dreng:
– Det er fordi, du er en god kammerat, skat.
– Sejt far!
Også her i 2. klasse – hvor min søn nu går – bliver han beskrevet som en glad og smilende dreng. En dreng der deltager aktivt i timerne. En dreng som rækker hånden op for at svare på spørgsmål eller forklare, hvordan man løser opgaverne. Og en dreng, som er vellidt af de andre børn. Videre bliver han beskrevet som en dreng, der går meget op i at spille fodbold og som bruger de fleste pauser på at spille. En beskrivelse, der også af SFO’en bakkes op. Her oplever man en glad og vellidt dreng, som leger med mange børn – samt en dreng der det meste af tiden, ses løbe rundt med en fodbold.
Videre husker jeg også Espergærde Idrætsforening, som fortæller, at de ser en glad dreng til kamp og træning. Og en dreng der fungerer godt med sine holdkammerater. Og jeg husker de mange fine udtalelser, der er kommet fra en række af forældrene, til min søns venner:
Dan Engelsted, d. 23.10.15:
– (…) Grundlæggende oplever jeg (barnet, red) som værende en rigtig glad, nysgerrig, venlig, vellidt og ikke mindst tryg dreng. Et billede som på ingen måde har ændret sig de senere år. (Barnet, red) elsker at spille fodbold, at udforske, at grine, og lege med enten voksne, eller som i mit tilfælde oftest – min egen 8-årige dreng.
Line Lundbye og Rene Ottosen, d. 25.10.15:
– (…) Vi kender (barnet, red) og hans far Michael primært via fodbold, da vores søn går til fodbold sammen med (barnet, red). Michael var også fodboldtræner for (vores søn, red) i en periode, og (vores søn, red) var glad for ham som træner. (Vores søn, red) besøger ofte (barnet, red), når han er hos sin far og nyder det.
Maja Wettergreen og Christian Brendstrup, 28.10.15:
– (…) Michael har en eminent forståelse for børn og det at møde dem i børnehøjde, hvilket vi også oplever når han tiltræder trænerrollen i Espergærde fodboldklub. Han forstår at give børnene medansvar og tillid, hvilket også ses hos børnene på holdet og deres begejstring for Michael.
Kontrasterne til de anklager, jeg i Østre Landsret d. 24. august sidste år blev præsenteret for, er slående. Her beskrives et barn i mistrivsel, og som angiveligt skulle tisse i sengen, når han er hos mig. Videre beskrives, at vores søn har brug for støtte til dansk og matematik – og at han ikke trives. Tværtimod kan han være aggressiv og har på det seneste ændret adfærd.
Modparten vandt den runde. Min søn tabte.
Et par måneder efter kastes flere anklager i min retning. Denne gang fra modpartens advokat. Her får jeg at vide, at jeg presser min søn til at spille fodbold i et omfang, der klart overstiger hans behov. Og at samværet med mig derfor kraftigt bør nedsættes. Det føles som om, at modparten hver eneste gang handler ud fra det udgangspunkt, at jeg er skyldig. Analytisk er argumentationen en fejlslutning. Den er ugyldig som begrundelse for noget som helst. Præmissen bliver ophøjet til konklusion ved at pege tilbage på sig selv. Jeg må bære ansvaret for, at jeg tvinger min søn til at spille fodbold og at jeg misrøgter ham. Om jeg har gjort det eller ej, er fuldstændig uvedkommende for modparten. Som min advokat siger, er der ikke nogen grund til at svare på den slags anklager. Det taler for sig selv.
Jeg anerkender fuld ud, at andre kan have en anden oplevelse af min søns trivsel end jeg selv. Og jeg gør ingenlunde krav på sandheden. Jeg fortæller blot, hvad jeg ser og oplever – og så hæfter jeg mig selvfølgelig ved, at mine oplevelser vinder genklang hos en lang række af de mennesker, der også ser og oplever min søn i hans hverdag.
Mens jeg sidder der i venteværelset, prøver jeg at holde modpartens indflydelse over mit liv nede på et minimum. Anklagerne omkring min søns mistrivsel har stået på siden børnehaven. Jeg gad vide, om de selv tænker på, hvad de bruger deres liv på? Der er altid et valg. Dagene bliver ikke genudsendt. Det behøver ikke at se sådan her ud.
Fuglen i haven. Legen i sneen. Striken i bowling
– 39 minutter er gået. Han må have meget på hjerte.
– 40 minutter.
– 41 minutter.
– 42. Det her er en kamp, hvor jeg intet kan gøre. Tal fra hjertet, min dreng.
Efter 58 minutter kommer der en lettet men også træt og udmattet dreng ud. På den ene side har han den børnesagkyndige og på den anden bisidderen fra Børns Vilkår. Med i hånden har han tre tegninger.
Han ryger lige i favnen på mig og jeg fortæller ham, hvor stolt jeg er.
– Jeg håber, at du fik sagt det, der er vigtigt for dig. Og at du ikke tog hensyn til hverken din far eller din mor. Det vigtigste er, at vi gør det, der gør dig glad. Og uanset hvad, så skal du vide, at jeg er meget stolt af dig. Og at der ikke er noget af alt det, der er sket, der er din skyld. Du har en mor og en far, som elsker dig meget højt. Hvis du vil fortælle mig om samtalen, vil jeg meget gerne høre om det. Og hvis du ikke vil snakke om det, er det også helt OK. Og det er ikke dig, der kommer til at bestemme, hvor meget du skal se din mor og jeg. Det gør de søde mennesker her i Statsforvaltningen. Men de vil meget gerne høre din mening. Og det har du nu givet dem mulighed for. Jeg er meget stolt af dig, min skat.
Den børnesagkyndige og bisidderen sender mig et smil og sammen betragter vi alle fire tegningerne, mens min søn stolt fortæller. Han har tegnet fuglen i vores have, som han fodrer, hver gang han kommer hjem. Han har tegnet vores leg i sneen og endelig har han også tegnet, at vi senere i dag skal bowle. På tegningen ses, at han laver en strike. Det viser sig senere, at han har tegnet helt rigtigt.
Bisidderen og min søn slutter af med at sige farvel. Og hun ønsker ham en god vinterferie.
– Det er nogle rigtig flotte tegninger, du har lavet. God bowlingtur til dig og din far.
På vej ud af venteværelset bemærker jeg duften i lokalet. Den minder mig om barndommens besøg hos tandlægen. Et sted, der ikke var særlig rart, men som alligevel altid sluttede af med noget godt. Et klistermærke eller et dyr fra skuffen.
Stafetten gives videre
Samme aften sidder jeg og reflekterer over de seneste fire døgn. Hele dagen har det været mildt og fugtigt. Luften er selv nu, hvor det er mørkt, grå af vand. Men det regner ikke. Den mærkelige tyngde. Og den underlige fred. Den kommer om aftenen, når husene lukker sig om sig selv og folk går i seng. Jeg er begyndt at regne med den. Glæde mig til den. Den kræver kun lidt. At jeg er alene. Og mørket er faldet på.
Jeg tænker på i mandags, hvor min søn kommer ind af døren. Det er på det tidspunkt en uge siden, vi sidst har set hinanden:
– Hej far! Hva’ så?
– Hva’ så der!
Jeg går ned på hug og tager brillerne af. Min søn kommer løbende i armene på mig. Jeg får den vildeste krammer fra en stærk dreng på 8 år. Kort forinden er han blevet sat af ude foran vores indkørsel. Det gør ondt at tænke på, at det er min søn, der skal gå de tunge skridt mellem sin mor og far. Alene. Og det er mig ubegribeligt, at man ikke – for min søns skyld – følger ham hele vejen hen til døren.
Jeg tænker videre på biografturen senere mandag morgen.
– Far, vent her!
Der bliver rumsteret i køkkenet.
– Ja, så må nr. 50 godt komme ind i hygge-verdenen. Far, du skal sidde lige her.
Min søn har lavet hjemme-biograf og morgenmad. Vores nye stol er dækket med puder. Og på skærmen har han valgt vores yndlingsfilm, Tintin.
Vi sidder helt tæt og holder hinanden i hånden. Min søn knuger min hånd. Helt fast – som da man for første gang sad med sine forældre i rutsjebanen.
Efter filmen spørger han:
– Far, skal vi ikke tage i biografen?
– Jo, det kan vi godt.
– Så skal det være Palads – den som Olsen Banden bryder ind i.
Vi ser ‘Igbal & den hemmelige opskrift’, som handler om Iqbal Farooq, der er en fantasifuld og charmerende dreng med masser af sjove ideer. Og efter biografen spiser vi frokost på en restaurant, hvor min søn gør sig meget umage med at lave en tegning til mig på en serviet. På tegningen skriver han ‘far’ – efterfulgt af sit eget navn.
På vej hjem i bilen falder min søn i søvn. Men håndtrykket er stadig fast – og ‘lige der’.
Jeg tænker videre på tirsdag morgen, hvor vi sover længe.
– Far er det tirsdag?
– Ja skat.
– Årh, hvor fedt far, så behøver vi ikke skynde os mere.
– Nej skat, vi er sammen på en tirsdag.
– Fedt, far!
Jeg tænker på tirsdag aften med familien. Der bliver spillet bold i vanlig stil når fætrene mødes og der sluttes af med hjemmelavede burgere, ‘Tegn & Gæt’ og gymnastik i stuen hos onkel og tante.
Jeg tænker på i går – onsdag – som var svær. Det har mandag og tirsdag også været. Mest fordi vi går i uvished og fordi min søns fremtid hele tiden er i andres hænder.
Jeg tænker på, at en af min søns bedste venner i går kom til morgenmad og film -‘Sommeren 92’. Der var noget ‘bedste-ven-tid’, som skulle indhentes. Det gode kammeratskab og solen gør alt for at trænge igennem.
Jeg tænker på i går aftes, som sluttede med Champions League og stearinlys. Min søn faldt i søvn hos mig på sofaen.
Jeg er blevet bedre til ikke at tænke på den katastrofe, som mit liv har været. Og potentielt stadig er. Jeg svæver med en vis erfaring over de dybeste fald. Jeg kender mit eget tankemønster. Opdager afgrundene og holder mig fra dem. Jeg surfer på overfladen af en tragedie og holder mig lige akkurat i live. Men den aften – onsdag d. 17. februar 2016 – kan jeg ikke holde de svære tanker på afstand. Jeg går rundt om mig selv. Mærker nervøsiteten. Hvad mon deres næste træk består i? Min krop er smadret og jeg har svært ved at huske. Føler magtesløsheden gnave sig vej gennem marv og ben. Når jeg i dagtimerne er sammen med min søn, er det som om, det hele bliver glemt. Men når mørket sniger sig på, kommer tankerne. Hvad mon han tænker, min søn? Jeg husker stadig sætningen: Far, jeg er kun 8 år! – hvor han referer til en oplevelse af at blive afhørt, når han er ikke er hos mig. Det er svært at være så tæt på ham og så alligevel føle sig så langt væk. Det gør ondt. Havde det så bare været mig, de fortsat gik efter. Hvem er det, der ikke kan se, at det rammer ham?
Fredag morgen – dagen efter samtalen i Statsforvaltningen – sider jeg stille og drikker min kaffe. Alt er slukket. Radio. TV. Telefon. Ligesom solen kikker frem, gør også det positive livssyn – stadig glimtvis dækket af mørket. Og af alle ‘hvad-nu-hvis-tankerne’. Det gør ondt og indimellem er det svært at bevare troen på det gode og det lyse. Men min søn, – du gør det nemt, for det er netop dét livet drejer sig om – at være der for sine børn – og give den stafet ordentligt videre.
Jeg føler mig på en sær måde både stærk og klarsynet. Det er en følelse, jeg ikke har kendt i flere år.
I dag er en gave
Forestil dig en bank, der hver morgen indsætter kr. 86.400,- på din konto. Den overfører ikke saldoen til næste dag.
Hver aften slettes det beløb, du ikke har formået at bruge i løbet af dagen.
Hvad ville du gøre? Trække hver en krone ud selvfølgelig!
Vi har alle sådan en bank. Den kaldes TID.
Hver morgen sættes der 86.400 sekunder ind på kontoen.
Hver aften afskriver banken som tab, det du ikke har formået at investere i gode formål.
Saldoen overføres ikke til næste dag.
Der er ikke mulighed for at trække over.
Hver dag åbnes en ny konto til dig. Hver aften bliver saldoen slettet.
Hvis du ikke får brugt dagens indskud, er tabet dit. Der er ingen vej tilbage.
Der er ingen mulighed for at spare op til i morgen. Du skal leve nu for det indskud, du har fået i dag.
Invester det, så du får optimalt udbytte i helbred, lykke og succes. Få mest ud af dagen i dag.
-For at forstå værdien af et år – spørg en studerende, som skal gå en klasse om.
-For at forstå værdien af en time – spørg to elskende, som venter på at mødes.
-For at forstå værdien af et sekund – spørg en person, som lige har undgået en ulykke.
-For at forstå værdien af et millisekund – spørg en person, som vandt sølv ved de Olympiske Lege.
Værdsæt hvert øjeblik du har. Og værdsæt det endnu mere, ved at dele tiden med én, som er noget ganske særligt for dig. En som er tilstrækkelig speciel for dig til at dele din tid med.
Og HUSK, at tiden ikke venter på nogen! I går er en historie
I morgen er et mysterium
Dagen i dag er en gave. Brug den!
‘Ukendt forfatter’