Jeg ligger med dynen trukket op over hovedet. Forsøger i et flygtigt øjeblik at lukke verden ude. Det er fredag d. 26. februar 2016. Og jeg har i dag været hos min psykolog. Et besøg der vanen tro føles mere energikrævende end et maratonløb. Vi har talt om den grønne ring. Psykologiens billede på et sted, der føles rart at være: Alt det enkle. Ingen bekymringer. Balance. Frihed. Kærlighed.
De seneste dage har været krævende. Min blog er blevet politianmeldt af modparten. Og over for Statsforvaltningen er jeg nu også blevet anklaget for dels at lægge et billede ud af min egen søn. (Der er tale om mit profilbillede på Facebook, som viser en glad dreng og hans fodboldhold.) Og for dels at føre en samværssag på nettet – hvilket ifølge modparten skulle være den værste af alle mine påståede svigagtige handlinger. Værst for hvem? – tænker jeg. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, som jeg i indeværende sag ønsker at skjule for min søn. Eller som jeg finder ubehag ved eksisterer i andres bevidsthed. Tværtimod. Jeg mener, at vi som forældre skylder vores børn at blotlægge sandheden, så de – når alderen tillader det – selv kan søge den, såfremt de måtte have ønske herom. Hertil kommer, at vi i min optik rent menneskeligt er forpligtede til at blande os i debatten, når vi erfarer, at der er åbenlyse problemer med den måde, hvorpå vi har valgt at indrette os. Når jeg stiller mig frem og fortæller om mine oplevelser, er det således tænkt som en håndsrækning til de mange børn og forældre, der lige nu måtte føle sig klemt. Og som kæmper for at blive set og hørt. I Danmark bor hvert 3. barn ikke sammen med begge sine forældre og hver 10. af disse børn har slet ingen kontakt til den ene forælder. Det kan med andre ord betale sig for en bopælsforælder at skabe konflikt med det formål, at skubbe samværsforælderen ud af barnets liv. Min åbenhed er mit personlige bidrag til at sætte fokus på vores familieretlige system – og de potentielle faldgruber, som det måtte indeholde. Og undervejs gennem min historie møder man således også et galleri af mennesker, der stod op for mig. Det er mit håb, at modtagerne af mine budskaber vil finde inspiration til at gøre det samme for andre.
Videre er det – mens jeg ligger her under dynen – mig ubegribeligt, at man kan være af den overbevisning, at en beskrivelse af mine subjektive oplevelser er en kriminel handling. Jeg har flere gange understreget, at jeg fuldt ud anerkender, at der kan være andre, der har en helt anden oplevelse af virkeligheden end jeg. Og jeg har ikke den fjerneste intention om at føre en børnesag via den platform, jeg har skabt. Langt fra. Gennem mere end 3 år har jeg stiltiende fundet mig i den ene anklage efter den anden velvidende, at den eneste måde hvorpå jeg har kunnet handle på de massive anklager, har været ved ikke at handle. På den måde er jeg måske i virkeligheden den eneste, der har tænkt – og tænker – på min søns bedste. Henset til at jeg ikke har hørt noget fra politiet, må jeg således også gå ud fra, at de – som min advokat og jeg – finder anklagerne grundløse.
Endelig ligger jeg også og reflekterer over hele historikken i sagen. Jo mere menneskelige mine henvendelser har været, jo mere undvigende har modtageren forholdt sig. Og det værste er, tænker jeg, at det vil slå tilbage. Trøstesløst. Til ingens glæde. Og uopretteligt skade min søns relation til sin mor, når han bliver gammel nok til at forstå, hvad hun lod ske i hans barndom. Børn er som sommerfuglevinger. De kan ikke udsættes for al for stor brutalitet, så mister de flyvefærdigheden.
Gode og dårlige nyheder
Jeg rives ud af min tankestrøm ved en fjern lyd. I det der føles som flere minutter, forstår jeg ikke, hvad der sker, men så går det op for mig, at det er min telefon, der ringer. Det er en af de jurister, der hjælper mig.
– Det er Michael, siger jeg med grødet stemme.
– Hej Michael. Forstyrrer jeg?
Bag ordene ligger en bundklang af forsigtighed og hensyntagen. Og jeg mærker instinktivt, at det er noget galt.
– Hvad er der sket, spørger jeg?
Jeg kan godt høre, at mit spørgsmål kommer noget mere hårdt ud, end det var tiltænkt. Jeg tager en dyb indånding. Det her skal ikke gå ud over de mennesker, der vil mig det bedste:
– Er alt okay? – spørger jeg. Denne gang i et noget mere imødekommende toneleje.
– Referatet fra børnesamtalen i Statsforvaltningen er kommet. Og det indeholder både gode og dårlige nyheder. Den gode nyhed er, at vi nu – for mig at se – sort på hvidt kan dokumentere, at din søn er udsat for dét, vi med et fint ord kalder forældrefremmedgørelse. Fænomenet forældrefremmedgørelse kendetegnes ved, at én forælder forsøger at vende barnet mod den anden forælder gennem en vedvarende negativ påvirkning. I min optik fremgår det tydeligt af sagens akter, at modparten ifølge en faglig vurdering vedvarende i sit liv har haft psykiske udfordringer i et eller andet omfang. Og at man – dengang du var bopælsforælder, fandt det relevant – ‘under hensyntagen til hendes mentale tilstand’, at kunne ‘justere din søns samvær med sin mor’. At være en del af en voldsom konflikt er med andre ord tydeligvis noget, modparten i din sag psykisk set er meget sårbar over for. Og det er min oplevelse, at det nu rammer din søn. Det fremgår af referatet, at han taler voksensprog. At han har været nødsaget til at støtte sig til et talepapir, hvorfra han har gengivet, hvad der forinden børnesamtalen er blevet skrevet ned. Og at det har været ham magtpåliggende at sikre sig, at du i forbindelse med børnesamtalen ikke kunne høre ham lyve. Alt sammen efterlader det et indtryk af, at din søn er meget klemt og at han er udsat for pres fra anden side. Og alt sammen er det selvfølgelig min tolkning af referatet.
Jeg kan høre på stemmen i telefonen, at det er en svær samtale at tage. Og jeg forsøger at komme vedkommende i møde:
– Hvis det er den gode nyhed, vil jeg meget nødigt høre den dårlige.
Jeg forsøger med et smil, men det drukner i de mange pulsslag, der hamrer i mit bryst. Jeg tænker på, at hjertet er blevet skabt til kun at slå et vist antal slag, men at jeg opbruger alle slag, fordi mit hjerte ræser afsted. Dag efter dag. Nat efter nat. Jeg prøver at få min puls ned. Kigger på væggen. Foretager mig intet. Det virker i et kort øjeblik, men så er det som om, den næste bølge rammer mig. Der er aldrig fred.
– Den dårlige nyhed er, at din søn siger, at han vil være det meste af tiden hos sin mor. Og at han er temmelig negativ i sin beskrivelse af dig. Han siger, at I ikke laver noget sammen. At du tilmelder ham fodbold uden først at tjekke med ham, om han har lyst. At han prioriterer svømning fremfor fodbold. At du ikke kan få ham i skole til tiden. At du ikke har styr på tingene. At han ikke er tryg ved dig.
Jeg sætter mig op. Kan pludselig hverken sidde eller ligge. En følelse af at blive forrådt jager mig rundt i huset. Det føles som om, min søn er tabt. Stemmen i telefonen fortsætter. Jeg tænker ingenting – hurtigt. Jeg ved ikke, om min søn kan holde til det.
– Det er meget vigtigt, Michael, at du lytter godt efter nu. Det her har INTET med dine evner som forælder at gøre. Tværtimod. Du gør det helt rigtige. Og det skal du blive ved med. Men der er en række klassiske tegn på forældrefremmedgørelse og prægning, der hos din søn springer i øjnene på mig. For det første er din søn for mig at se præget i en sådan grad, at han ikke længere udtrykker egne behov – men derimod et sort/hvidt billede af sine forældre. Børn, der er frie til at udtrykke egne behov og følelser, er typisk mere nuancerede i deres udtalelser. Samtidig er det i min optik et yderligere tegn på prægning, at din søn ikke kan specificere, hvorfor alt er rosenrødt hos hans mor, mens alt er mindre godt hos dig. Din søn taler blot i generelle termer – i øvrigt også omkring forhold, der ikke er faktuelt korrekte. Eksempelvis siger han, at du og ham ikke laver så meget sammen, men det fremgår af orienteringskorrespondancen ved samværsoverdragelse, at din søns aktiviteter under samvær med dig har været mangeartede og bredt favnende. Din søns beskrivelse under børnesamtalen er således ikke faktuelt korrekt. Samtidig mener jeg, at din søns bekymring for, om du hører noget gennem døren i Statsforvaltningen, tydeligt er et udtryk for, at han er optaget af ikke at lyve i dit nærvær. Det er endnu en indikator for prægning. Havde din søns frygt handlet om andet, ville han have givet udtryk for at have det svært enten med at du efterfølgende skulle læse referatet eller at han efterfølgende skulle ud til dig. Det er ikke tilfældet.
Jeg lytter til stemmen, der taler. Læner mig op af ordene. I de sekunder, hvor det lykkes logikken at trænge igennem en altopslugende følelse af at have tabt min søn, ved jeg, at stemmen i telefonen har ret. Det er jo dét, jeg gennem de seneste år har søgt at gøre både Statsforvaltningen og retten opmærksom på. Men nu hvor det er en realitet, – hvor jeg sort på hvidt kan dokumentere den forældrefremmedgørelse og det psykiske pres, min søn udsættes for fra anden side, kan jeg ikke lade være med at bebrejde mig selv. Hvad nu hvis det er rigtigt, hvad min søn siger? At han ikke føler sig tryg ved mig? Hvad nu, hvis det i virkeligheden er mig, der har svigtet ham? Jeg overvejer, om jeg har givet min søn et lidt rodløst indtryk? Min egen opvækst var jo omflakkende. Men den var på den anden side også varm og kærlig. Jeg prøver at stoppe tankerækken. Den fører intet godt med sig, og jeg husker min psykologs ord om, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv.
– Hvad kommer alt det her til at betyde for min søn? – spørger jeg.
– Først og fremmest er det afgørende for din søn, at han bliver friholdt for konflikten. Det ved jeg godt, at du allerede gør. Friholder ham. Og det efterlader én mulighed tilbage i forhold til spørgsmålet om, hvor presset og prægningen kommer fra. I den forbindelse tegnes der i referatet et billede af en dreng, der tilsidesætter egne behov og siger, hvad han tænker vil skaffe ham ud af konflikten – og her er det lettest at give efter for forælderen, der udøver det største pres eller forekommer mest skrøbelig. I dette tilfælde hans mor. Det efterlader også indtrykket af en dreng, der elsker sin far, og som derfor ikke bryder sig om, at han bliver nødt til ikke at sige sandheden om, hvordan det er at være hos dig.
– Betyder det, at jeg nu kommer til at se ham i endnu mindre tid?
– Vi går fortsat efter en 7/7 ordning. Og alternativt efter 8/6. Men du skal være indstillet på, at der er mulighed for, at Statsforvaltningen nu siger 9/5. Din søns ord vægter meget tungt. Det kan vi ikke komme uden om.
– Kunne de finde på at nedsætte samværet yderligere – til 10/4 eller 11/3 – som modparten ønsker det?
– Nej. I min optik ligger det forslag så langt fra barnets bedste, at det ikke har nogen gang på jord. Du skal også huske på, at det er mindre end et år siden, at din søn i retten sagde, at han gerne ville være lige meget sammen med sin far og mor. Den information har Statsforvaltningen også. At forstå din søns virkelighed og at afkode hans signaler i lyset heraf er en væsentlig del af det at afholde en børnesamtale, hvis man vil høre alle barnets ord. Og det er nu vores opgave at henlede Statsforvaltningens opmærksomhed på, at de også skal lytte til din søns tavse råb om hjælp.
Vi afslutter samtalen og jeg sætter mig ned. Jeg tænker på, hvordan jeg efterhånden kan kende livet på dets uforudsigelighed. De nådesløse kast – efterfulgt af en mat selvfølgelighed. Brutaliteten. De lodrette dage og det langsommelige skred gennem årtierne. Jeg sidder med telefonen i hånden. Og kigger tomt på skærmen. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var en mulighed at blive svigtet af min søn. Men at bebrejde ham det mindste er urimeligt og umuligt. Han er for altid elskelig. Jeg kan mærke en hårdhed i mig nu. Noget der vil overleve lige meget hvad. Der er alt muligt derinde. Der er også noget i mig, der kredser om at drage min søn til ansvar. At der er en konsekvens af at lyve i Statsforvaltningen. Men det er ikke hans skyld. Og jeg slipper tanken med det samme. Væmmes ved den. Jeg vil leve videre, så han ikke mister mig. Det eneste jeg skal gøre, er at eksistere. Mit lod og mit åg er, at jeg må leve videre for at påvirke historien. Og for at være der for min søn.
Vi tager lige dine organer – du må bare prøve at leve videre
I de efterfølgende dage og nætter taler jeg med venner og familie som udtrykker støtte. Ønsker at hjælpe. Opmuntrer mig til ikke at give op. Jeg føler mig omringet af gode mennesker, men ved ikke længere, hvad jeg skal gøre for at nå min søn. Jeg ved, at han kommer hjem til mig igen onsdag d. 2. marts, men jeg ved ikke, hvordan jeg på bedst mulig vis hjælper ham ud af den klemme, han befinder sig i.
Jeg konsulterer min læge for at fortælle om en smerte i hjertet og søvnløse nætter. Jeg har svært ved at finde ro, har kvalme og hjertebanken ved tanken om, hvad der sker. Jeg vågner om natten og tænker: Hvad er det, jeg har gjort?
Dagene forløber med opringninger til de instanser, der nu er tilkoblet. Min advokat. De forskellige jurister og organisationer, der hjælper mig. Til børnepsykologer. Min egen psykolog. Og forskellige offentlige myndigheder. Jeg bevarer roen under de lange samtaler. Prøver at se logisk på det. Kontrollen er blevet min trofaste følgesvend. Jeg har haft en indforstået, kærlig og varm relation til min søn i otte år. Otte år er alligevel lang tid, tænker jeg. Alle de legepladser, zoologiske haver, fodboldkampe, Stratego-spil, badeture i havet, sneboldkampe, Tintin film, kram, lykkelige og ulykkelige stunder. Det må da ikke bare kunne viskes væk. Jeg savner min søn, så det gør ondt at leve videre. Føler mig plyndret. Berøvet. Der er nogen, der har taget mit indre. Vi tager lige dine organer. Din lever. Og dine lunger. Du må bare prøve at leve videre. Jeg er ikke længere et helt menneske.
‘Jeg er kun 8 år, far’
Og så kommer dagen som jeg gennem de seneste tre år har ventet på. Og frygtet. Onsdag d. 2. marts 2016. For første gang skal jeg se min søn, efter at den forældrefremmedgørelse han så massivt udsættes for, er kommet frem i det åbne. Jeg ved, at min søn ikke er fri til at udtrykke egne behov. Og han ved formentligt, at jeg ved det.
Dagen starter tidligt. Allerede kl. 06.45 ringer min søn. Tydeligvis tynget:
– Far, henter du mig lige hjem? I bil, far, det regner i dag.
– Jeg elsker dig og ja jeg kommer og henter dig i bil.
– Går du ikke ind, far?
– Jo, jeg kommer helt ind på skolen.
– Hej, hej far.
Det er den værste og hårdeste dag i mit liv. Jeg sveder. Jeg går i ring. Søger helle ved de små ting. Steder. Dufte. Smagsoplevelser. Musik. Den gode tid. Ja, i virkeligheden bare et lys og total stilhed. Men selv dét kan være svært. Kroppen kribler og opfører sig underligt – næsten som en motor der er ved at gå ud. Jeg ved, at mine bange anelser ikke er grebet ud af det blå, og den samme sætning bliver ved med igen og igen at gentage sig i mit hoved:
– Far, jeg er kun 8 år!
Sådan lød det en dag fra min søn med reference til det pres, han udsættes for andet steds fra. Den sætning har sat sig fast for livet. Stakkels dreng. Det er ikke rimeligt over for ham.
‘Aldrig giv op, min dreng. Aldrig’
Den dag – onsdag d. 2. marts – går tiden på én og samme tid langsomt. Og hurtigt. Langsomt fordi jeg næsten ikke kan vente, til jeg igen skal se min søn. Hurtigt fordi jeg desperat leder efter en facitliste på, hvordan jeg bedst tackler situationen – velvidende at den ikke findes.
Det regner. Det er koldt. Det er trist. Du må ikke give op, Michael. Husk på hvad din morfar altid siger:
– Aldrig giv op, min dreng. Aldrig.
Hold dig på sporet. Det gode spor. Jeg prøver at tale til mig selv:
– Michael, – de svære opgaver i livet er altid til de gode studenter.
Det er som om, jeg ikke kan komme i kontakt med mig selv. Jeg er kold. Sulten. Træt. Ulykkelig. Hvordan mon de kan finde på alt det her? Kan de ikke se, at de på sigt skubber vores søn væk og at de udsætter ham for et urimeligt pres? Jeg tænker på at tre fjerdedele af kloden er ild. På den ydre kappe er to tredjedele vand. På samme måde med visse mennesker. Det er desværre ikke alle mennesker, der inderst inde er den samme person, som den de giver sig ud for at være. Sådan har jeg ikke set det før.
Ansvar i eget liv
Kort før ‘kick off’ onsdag d. 2. marts kører jeg fra arbejde. Da jeg skal hente min søn kl. 14.00, har jeg ikke haft tid til frokost. Og grundet min sukkersyge er mit blodsukker derfor alarmerende lavt. Hvis ikke jeg passer på, kommer den til at tage livet af mig – min sukkersyge. Og det vil jeg ikke byde min søn. Jeg kører derfor hurtigt hjem og tvinger et par rugbrødsmadder ned. Må for hver bid drikke store mundfulde vand for ikke at kaste op. Og mens jeg står der ved køkkenbordet og leder efter et roligt øjeblik, tænker jeg på, hvordan jeg tapetserede min kalender med aftaler, da jeg var sammen med min søns mor. Samtidig med at jeg også trak læsset i hjemmet. Jeg ville sørge for, at der ikke var plads til andet end netop det øjeblik, jeg befandt mig i. Her og nu skulle være så altopslugende, at det ødelagde enhver anden bevidsthed. Jeg kunne ikke holde sprækkerne ud. Enten fuldt til stede. Eller bevidstløs. Jeg nægter ganske enkelt at tage flere skøjteture på livets overflade. Jeg forvekslede medlidenhed med kærlighed og lod mig binde på hænder og fødder af de svigt, jeg gennem min egen barndom har oplevet. Ville ikke gentage mine forældres fejl. Derfor blev jeg alt for længe i ægteskabet. For min søns skyld. Min tanke var, at han skulle have den familie, jeg ikke selv fik. Og så måtte jeg vente med at leve mit eget liv, til han flyttede hjemmefra. Heldigvis er jeg i dag kommet på bedre tanker. Og det er gået op for mig, at ét af de vigtigste budskaber, jeg kan give videre til min søn, er, at man skal være tro mod sig selv. Og tage ansvar i eget liv. Og selvom det gør ondt som bare fanden at stoppe op – og at mærke efter – er jeg i dag ikke et sekund i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning.
Jeg kigger på klokken. Jeg skal hente min søn nu og mine tanker går igen på ham. Hvad mon han tænker lige nu? Hvordan mon han har haft det i alt det pres? Han er blevet manipuleret så kraftigt med, at det på ingen måde kan være hverken hensigtsmæssigt eller sundt for en 8 årig dreng. Ja, eller en hvilken som helst anden alder eller køn. Stakkels dreng.
Jeg sætter mig ind i min bil og kører ned mod skolen. Om 5 minutter skal jeg se min søn.
Hyggeverden
– Hej far, må jeg godt få en kammerat med hjem og lege i dag?
Da jeg træder ind på skolen kommer en glad dreng mig løbende i møde. Og i det øjeblik jeg ser min søn, forsvinder alt andet. Til stede på skolen – blandt legende børn, forældre og lærere – er der kun min søn og jeg.
– Hej skat, hvor er et dejligt at se dig.
– Må jeg far? – spørger min søn igen. Og giver mig et kram.
– Nej, ikke i dag, skat. Men i morgen måske.
Min søn accepterer uden nærmere indvendinger. Og spørger i stedet:
– Tager du min taske?
– Det kan du tro, jeg gør skat.
Det er tydeligt, at der i kølvandet på referatet fra børnesamtalen er opstået en afstand mellem min søn og jeg, som jeg vil gøre alt for at bryde ned. Og da vi sammen går ud mod bilen, forsøger jeg forsigtigt at rækken en hånd frem mod ham:
– Det er rigtig godt at se dig. Jeg elsker dig.
Min søn siger ikke noget. Og jeg fortsætter:
– Det var meget godt du lige ringede i morges, så jeg lige kunne hente dig i bilen. Hvordan har du haft det?
– Godt
– Det var godt, skat. Da jeg afleverede dig i skole sidste mandag, ik? Så tænkte jeg – hvad er det, jeg har i lommen? Så havde jeg lige to pakker lakrids, du havde købt nede hos købmanden, som vi havde glemt at spise.
– Nåårh ja, siger min søn og smiler.
– Så dem har jeg lagt i slikskuffen siger jeg, med reference til handskerummet.
Vi sætter os ind i bilen. Der er stille lidt. Så tager jeg min søns hånd, mens jeg ser på ham:
– Der nogle ting, som vi bliver nødt til at snakke om. Om vi vil det, eller vi ikke vil det. Og du melder bare ind, når du er landet.
– Ja
– Som din far, der vil jeg bare rigtig, rigtig gerne vide, hvad du går og tænker? Og hvordan du har det? Og så er der nogle ting, som jeg gerne vil spørge dig om, hvor du bare skal tale fra hjertet og forklare, hvordan du har det.
– Ja
– Jeg ved ikke, hvor meget du har fået at vide, men nu har far jo fået at vide, hvad du har sagt.
– Ja
– Og uanset hvad du siger, så vil jeg altid elske dig.
– Ja
– Og det er ikke din skyld.
– Jeg gider ikke at snakke om det.
– Det ved jeg godt, at du ikke vil. Men vi bliver nødt til det.
– Ja
– Det gør vi. Årh skat…
Min søn bryder grædende sammen. Og så kan jeg heller ikke længere holde det tilbage. Tårerne triller ned af mine kinder. Der er gået 5 min. fra jeg hentede min søn i skolen og nu sidder vi allerede og græder – forbundet i den samme smerte.
– Du må ikke græde – eller, det må du godt. Du skal bare vide, at far er her. Far er lige som Samuel. Der er ikke nogen, der kan komme forbi mig. Måske engang imellem hvis du laver tunnel på mig, siger jeg. Mens jeg griner og græder på én og samme tid. Kom. Lad os gå ind i hyggeverdenen.
Vi er nået hjem og på yderdøren hænger tre tegninger, som min søn har lavet:
‘Velkommen til hyggeverden’.
Min søn tager hurtigt overtøjet af og går i gang med at lave holdopstillinger. Det er tydeligt at han gerne vil, at vi skal lave det sammen. Jeg sætter mig ved siden af ham:
– Okay så find den rigtige opstilling. Jeg er stolt af dig.
– Her er Messi. Og Agüero…
– Du går lige i kødet på det. Det er sejt.
Vi sidder stille lidt og prøver at sammensætte det bedste fodboldhold. Og langsomt rykker vi tættere sammen:
– Har du lyst til at sætte nogle ord på, hvordan du har det? Og de ting du har sagt…
– Jeg gider ikke at snakke om det.
– At du godt vil til lidt mere svømning?
– Nej. Eller Jo. Det vil jeg godt. Men jeg er jo stoppet nu.
– Er du stoppet?
– Ja. Jeg kommer kun, når der er afbud.
– Nå. Jeg havde ellers tænkt, at vi skulle til svømning i morgen.
– Nå. Men det kan jeg ikke. Det kommer jeg ikke. Jeg er kun udskifter.
Gennem hele samværssagen er jeg blevet anklaget for ikke at støtte op om min søns svømning. Og det bliver ligefrem brugt som argument for at nedsætte samværet. Det undrer mig derfor meget, at jeg ikke er blevet orienteret om, at han slet ikke går til svømning.
Min søn er fortsat i gang med sin holdopstilling:
– Ja. Nej – lyder det fra ham.
– Hvad er det?
– Det er et svært valg.
– Åh ja. Der ved jeg godt, hvem du vil tage, tror jeg. Nej, det er svært. Det er hamrende svært. Jeg tænker på én nu. Så lad os se, om vi tænker på den samme.
– Cavani? Min søn kigger spændt på mig.
– Ja. Præcist. Og så tænkte jeg, at der jo også er Müller og Benzema.
– Og Sanchez, siger min søn og stikker mig et stort smil.
– Og Diego Costa.
– Det er det bedste hold. Se far! Stoltheden i min søns stemme er ikke til at tage fejl af.
– Hold da kæft. Det er godt.
Vi sidder sammen og betragter min søns hold. Så henter jeg en æske tændstikker og vores tændstikbillede:
– Kan du huske det her? – spørger jeg min søn. Hvad har ændret sig?
Jeg refererer til den opstilling min søn for nogle måneder siden lavede – hvor han med tændstikker forklarede mig, at han gerne vil være syv dage hos sin mor og syv dage hos mig.
– Der er ikke noget, der har ændret sig far.
– Okay. Har du lyst til at prøve at lave en ny opstilling, hvor du viser mig, hvordan du gerne vil have det nu? Og du skal hverken tænke på din mor eller på din far. Du skal kun tænke på, hvad der gør dig glad. Og jeg behøver ikke at være her. Jeg kan gå ud og lave en kop kaffe. Og uanset hvordan vi stiller op – så bliver far ikke vred. Eller sur. Eller ked af det. Og det gør mor heller ikke.
Jeg rækker æsken med tændstikker til min søn. Og går herefter ud i køkkenet for at lave ‘eftermiddags’ til min søn. ‘Eftermiddags’ er et fad med små lækkerier, som vi så vidt muligt får hver eftermiddag. Det kan være frugt, grøntsager, hjemmelavede boller, slik, chokolade, flødeboller, kage eller chips. Kun fantasien sætter grænser. Og min søn er ofte med til selv at vælge.
Jeg giver ham god tid. Det sidste jeg i verden ønsker, er at presse ham. Og jeg kan mærke, at det vil være helt ok for mig, hvis han ønsker at være mere tid sammen med sin mor. Så længe det er et udtryk for min søns ønsker og behov.
Da jeg kommer tilbage til min søn, har han lavet præcis den samme holdopstilling. 7 – 7:
– Det er det, jeg gerne vil far, 7 – 7!
Jeg ser på ham:
– Er du helt sikker? Du skal ikke sige noget for at gøre mig glad. Du skal gøre det, der gør DIG glad. Intet andet. Far er glad, når du er glad. Det lover jeg dig, skat. Og hvis du synes, at det her er for svært, så er det også helt okay. Så laver vi bare noget andet.
– Okay, så vil jeg gerne 9 – 5.
– Så 9 dage hos mor og 5 dage hos mig?
– Ja, siger min søn med en meget lav stemme.
– Men lige før sagde du det modsatte. Hvorfor?
– Nu vil jeg bare 9 – 5, far.
– Det er helt okay. Men kan du prøve at forklare hvorfor?
– Jeg kan ikke forklare det.
– Er der nogen, der presser dig lidt, skat?
– Ja, far.
Og så bryder min søn helt sammen. Han græder så voldsomt, at han begynder at hyperventilere. Og han kryber helt tæt ind til mig, mens jeg holder om ham.
– Det er okay, skat. Det er helt okay. Far er her. Vi skal have den kæmpe fodbold væk, som du går rundt med inde i maven, ik? Du ved, at du altid kan komme til far. Og far kan sagtens tåle, at du er mere tid hos mor. Men hvis der er nogen, der presser dig til at sige noget, du ikke mener, så kan du altid insistere på, at man skal sige sandheden.
– Ja.
Vi sidder tæt sammen uden at sige noget. Der er ikke behov for flere ord. Vi forstår hinanden. Lige nu virker det som om, at min søn er bange for, at hans mor går i stykker, hvis han siger sandheden. Selv om han aller helst vil se sin mor og far lige meget, er konsekvenserne for ham færre ved at sige 9 – 5.
Gordisk knude
Senere samme dag løber min søn over til en af sine bedste venner, som bor meget tæt på os. Han spurter afsted. Let om hjertet. Det virker faktisk som om, han pludselig kan løbe endnu hurtigere. Og da jeg senere taler med moren til min søns kammerat, siger hun, at hun aldrig før har oplevet min søn så glad og fri. Hun ved intet om, hvad min søn og jeg i dag har gennemlevet. Og jeg får tårer i øjnene ved tanken om, at det jeg i dag har gjort, måske faktisk har hjulpet ham. Måske min søn har fået bare lidt mindre at slæbe rundt på? Det er jo for fanden det, det hele handler om: At han skal have det godt.
Den nat – og de efterfølgende dage er jeg tynget af smerte. Jeg er ikke ked af, at vi måske kommer til at fortsætte med en 9 – 5 ordning. Men jeg er ked af, at min søn ikke er fri til at udtrykke egne behov. Jeg forstår ham godt. Jeg forstår godt, hvordan verden må se ud set fra hans perspektiv. Og jeg forstår, at han i en alder af 8 år er i gang med at løse en gordisk knude.
Hjemvendt krigsveteran
Jeg vil trøstes, men der er ikke nogen trøst. Jeg er alene med det kalkede daggry. Også i dagtimerne bliver jeg ramt af et irrationelt skud i baghovedet. Et minde der rykker mig væk, fra hvor jeg er. Som en hjemvendt krigsveteran bevæger jeg mig rundt. Konstant på vagt. Hvad mon det næste bliver? Mon jeg bliver opsøgt i mit eget hjem?
Jeg tænker på december måned sidste år, hvor jeg var udsat for et indbrud. Det var en meget ubehagelig oplevelse for både min søn og jeg. Og siden har jeg for det indre øje genset filmen mange gange: Vi har været på besøg hos et par gode venner. Og da vi kommer hjem, kan vi se, at både døre og vinduer er åbne – samt det flakkende skær fra en lommelygte inde i huset. De ubudne gæster lister stadig rundt.
Jeg ringer straks til politiet, og gør dem som det første opmærksom på, at jeg har en voldsdom, og at jeg derfor ikke kan gå ind og overraske en indbrudstyv. Det vil med garanti blive brugt imod mig – ikke mindst fordi der snart skal finde et møde sted i Statsforvaltningen. Politiet lytter heldigvis til mig og vælger hurtigt at rykke ud. Desværre dog ikke hurtigt nok. Da politiet når frem er det flakkende skær fra lommelygten forsvundet og huset ligger øde hen. Jeg får – sammen med politiet samlet mod til at gå ind i mit eget hjem. Og det sortner for mine øjne, da jeg ser, hvad der er sket. Alle skuffer og skabe står åbne – og der er blevet rodet rundt i de fleste af mine ting. Det virker på mig som om, der er nogen, der har ledt efter noget bestemt. Og politiet bekræfter mig således også i den tanke:
– Det er et meget mærkeligt indbrud. Har du nogen fjender?
Der er ikke fjernet en eneste genstand af værdi. Til gengæld er der taget en computer med fortrolige oplysninger, – som senere er kommet frem. Og så er min vielsesring fjernet fra første sal, hvor kun meget få mennesker ved, at den ligger. Og i stedet lagt på mit spisebord som en huskekage.
Jeg ved ikke, hvem der stod bag. Det kan være hvem som helst. Men jeg ved, at frygten har sneget sig ind på mig. Lyde, der tidligere har føltes naturlige, springer pludselig frem og får det til at løbe koldt ned af ryggen. Og det føles som om, at alle andre er velsignede. De lever i en ufattelig uskyld. Og jeg drømmer om, at mit største problem en dag må blive, at jeg har glemt at købe smør. Drømmer om at træde ind af døren til duften af mad – og en glad familie. Jeg husker tilbage til 1992. Min tid i USA. Dengang følte jeg mig heldig. Jeg husker ting, jeg havde glemt.
Livet er som en skammel
Weekenden bruger vi sammen på et stort fodboldstævne i Sorø. Det er tydeligt, at min søn nyder at være med, Og han giver sig helt hen til spillet. Men det der rører mig mest, er at mærke min søns omsorg over for andre mennesker. Han er en meget opmærksom og kærlig dreng og det gør mig stolt at tænke på, at jeg har kunnet få en dreng så fyldt med respekt og kærlighed. Midt i den klemme han unægtelig må opleve at befinde sig i, holder han stædigt fast i det vigtigste her i livet. Nemlig kærligheden.
Jeg tænker på et citat, jeg engang har læst: ‘Livet er som en skammel. Man har fire ben. Kærligheden. Arbejdet. Vennerne. Familien. Livet bliver bedre – mere stabilt – med fire ben. Det sker dog sjældent, at alle står samtidig, men bare man har tre, så kan man sidde ned, selvom det måske vipper lidt.‘