14. Det sidste farvel

Tirsdag d. 10. maj om formiddagen døde min elskede morfar. Han blev 92 år. Det er en dag, jeg altid har frygtet. Dagen hvor min morfar hilste denne verden farvel. Og tabet af det største hovedvidne til mit liv, slår mig i bogstavelig forstand i gulvet. Jeg kender ikke verden uden min morfar. Kender ikke verden uden det menneske, der altid ubetinget har elsket mig.

Dagen efter – onsdag d. 11. maj – kommer min søn hjem på samvær. Da han er landet, sætter jeg mig ned ved siden af ham:

– Din oldefar døde i går, siger jeg.

Min søn ser på mig med store øjne. Og så tager han min hånd.

– Det er synd for oldefar.

– Ja, siger jeg, men oldefar var heldigvis klar til at sige farvel.

Min søn er stille lidt.

– Jeg vil godt give oldefar en fodbold med i kisten. Og han må gerne få en af mine fodboldtrøjer. Og så vil jeg også gerne lave en tegning til ham, siger han med alvorlig stemme.

– Vi kan nok ikke lægge en fodbold i kisten. Men alle børnene har fået lov til at lave en tegning til ham, som han kan få med i kisten.

– Det vil jeg gerne, far. Så tegner jeg bare en fodbold til ham i stedet.

– Vi har også fundet et rigtig godt sted, hvor oldefar skal begraves, siger jeg. Det ligger helt tæt på fodboldbanen. Det er lige i oldefars ånd.

– Far. Må børn godt komme med til begravelsen? – spørger min søn.

– Det må de i hvert fald, skat.

– Jeg vil gerne med far. Sammen med dig.

– Det må du også gerne. Men du er hos mor den dag, så jeg skal lige høre hende først, om du må komme med.

– Jeg får garanteret ikke lov far. Jeg ved, at hun siger nej, far.

Da min søn mandag d. 16 maj igen skal til sin mor, skriver jeg følgende besked til hende:

(Vores søns, red.) oldefar døde i tirsdags. Der er begravelse på torsdag d. 19. maj. (Vores søn, red.) vil meget gerne med og vil sammen med de andre børn lægge en tegning i kisten. Og jeg skal derfor høre dig, om det er OK, at (vores søn, red.) gerne vil sige farvel til sin oldefar? Jeg kan hente ham og aflevere ham igen.

Samme aften ringer min søn til mig. Det er tydeligt, at telefonen er sat på medhør, og at der er nogen, der rumsterer rundt ved siden af ham:

– Far, jeg vil altså ikke med til der der alligevel.

Han går lige til sagen uden at sige hej.

– Hej skat. Hvor er det dejligt at du ringer. Hvad er det, du ikke vil med til? Er det begravelsen?

– Ja, siger han med meget lav stemme.

Den 8-årige dreng jeg lige har sendt ned til sin mor, lyder pludselig som et lille barn på 4 år.

– Det er helt OK, skat. Du skal ikke gøre noget, du ikke har lyst til, siger jeg.

Min søn er helt stille. Og jeg kan høre, at der er en kvindestemme, der taler til ham.

– Ved du hvem der spillede i Parken i går? – spørger jeg. Og forsøger at hjælpe ham ud af den klemme, han må opleve at befinde sig i,

Min søn er helt stille.

– Det gjorde FCK og FC Nordsjælland.

Min søn og jeg har talt meget om den kamp. Tre af hans fodboldkammerater var i Parken for at se kampen. Nu siger han ikke noget.

– Hej, hej far siger min søn. Og lægger røret på.

Jeg sidder alene tilbage med telefonen i hånden. Min søn bærer det samme navn som sin oldefar. Både fornavn og efternavn. Hans oldefar har skubbet ham rundt i barnevognen. Og han har været en stor del af min søns liv. Nu formenes min søn adgang til at sige farvel til sin oldefar.

D. 19. maj lægger jeg to røde roser på kisten. En fra min søn. Og en fra mig.