21. Sandheden husker man

Der er en verden til forskel på sandhed og kendsgerninger. Kendsgerninger kan ødelægge sandheden. 

Maya Angelou

Jeg står i ‘Mobile Repair’ i Stengade i Helsingør. Jeg er i gang med at få lavet min gamle Iphone, så min søn kan få glæde af den. Det er fredag d. 2. september 2016. I dag er solen hvid. Og himlen gråhvid.

Jeg tager lidt åndsfraværende min nuværende telefon frem, mens indehaveren af butikken er i færd med at afdække skaderne på den gamle. Tager den sædvanlige tur rundt fra DR’s nyheds app til Facebook, Instagram, og Twitter. Det meste ligner sig selv: ‘Topskatten splitter de borgerlige. Christianitter skriver danmarkshistorie. Lægemangel i større danske byer.’

– Kunne du tænke dig en kop kaffe? – spørger indehaveren af butikken. 

– Ja tak, siger jeg og står et øjeblik efter med en kop dampende varm Nescafé i hånden. Jeg ved, at jeg er en blanding af arrogant og nørdet, når det gælder kaffe. Der er nok rigtig mange, der vil mene, at deres helt egen – til fingerspidserne forfinede kaffebrygningsteknik – er den, der giver det bedste resultat. Selv er jeg én af dem. Og da jeg lader den varme pulverkaffe rulle på tungen, kommer jeg da også mest af alt til at tænke på brændte dæk og hundetis. Instant kaffe svarer i min optik til at koge en flaske rødvin ind og bruge den til ekstrakt med vand, når man vil have et glas rødvin og jeg overvejer et kort øjeblik at returnere kaffen til den i øvrigt meget venlige indehaver. Heldigvis når jeg at stoppe mig selv. Kvaliteten på størstedelen af den kaffe jeg i mit hverdagsliv sætter til livs, er jeg selv herre over. Den kaffe jeg i forskellige sociale sammenhænge bliver budt, udgør alt andet lige en ringe procentdel og noget af det, jeg netop ønsker at videregive til min søn, er, at man for det første skal styre uden om alle former for fanatisme og at man for det andet skal takke ja, når man bliver budt på noget – uanset om det så er flødekarameller, stegt lever, gule ærter eller pulverkaffe.

Mens jeg står der og balancerer med en kop Nescafé i den ene hånd og min telefon i den anden, tjekker jeg min mail. Og på et splitsekund er alle tanker om pulverkaffe og hundetis glemt. I min indbakke ligger der en besked om, at jeg har modtaget et brev i min e-Boks. Jeg får myrekryb, da jeg ser, hvem brevet er fra. Som ved synet af en politibetjent. Som barn følte jeg mig tryg, når politiet var til stede. Den tryghed er gennem de seneste år blevet konverteret til en følelse af mistillid. Jeg forsøger at åbne mailen – som er fra Danmarks Domstole – men jeg kan ikke få adgang fra min telefon. Det lille hjul der indikerer, at telefonen arbejder, bliver bare ved med at dreje rundt – præcist som med sagen. Endnu et brev fra en offentlig myndighed. Endnu en retssag. Endnu et forsøg på at forhindre kendsgerningerne i at komme frem i lyset. Gentagelse på gentagelse. Hjulet der drejer. Jeg husker min advokats ord fra torsdag d. 14. april – den dag lederen af politiets efterforskning i straffesagen fra 2014 ringede for igen at sigte mig: 

– Det er fjerde gang, at din eks-kone politianmelder dig på tre år. Det begynder jo næsten at blive helt komisk, lød det dengang fra min advokat, der næsten altid formår at få et smil frem på mine læber – selv i de mest alvorsfulde stunder. 

Fra sigtet til tiltalt 

Jeg ringer op til en af de jurister, der hjælper mig. 

– Jeg har modtaget en mail fra Danmarks Domstole, siger jeg. Og tager mig selv i at tale alt for hurtigt. Det er nervøsiteten, der få min talestrøm til at accelerere. 

– Ja? – siger juristen.

– Jeg kan ikke åbne den. Kan du hjælpe? 

– To sekunder – så prøver jeg lige, om jeg kan logge på din e-Boks. 

Jeg hører, hvordan juristen taster løs og hæfter mig ved, at min hjerterytme har nogenlunde samme frekvens, som juristens hastige bevægelser over tastaturet. 

– Jeg skal lige bruge dit personnummer og din adgangskode, siger juristen. Og så skal jeg også bruge et tal fra dit nøglekort til NemID. 

Jeg giver juristen de oplysninger, hun har brug for. Og så bliver der stille. Jeg aner kun juristens vejrtrækning, mens hun gennemlæser brevet. Gennem de seneste år er jeg begyndt at forberede mig på det værste. Og således også nu. Jeg forestiller mig, hvordan politiet om lidt vil komme og smide mig i kachotten. Det er som om, det hjælper. At jeg på den måde kan beskytte mig selv fra de værste slag ved allerede at have tænkt dem. En slags usårlighedskappe – om man vil.  

Jeg bladrer videre gennem de forskellige apps på min telefon og trykker på ‘Vejr’. Jeg lader blikket glide hen over de små billeder af sole og skyer – uden egentlig at se efter, hvad prognosen indeholder. Jeg er langt mere optaget af mit indre vejrsystem. Og det står på et alvorligt lavtryk med stormvarsling. Jeg har en knude i maven som det varme kaffepulver ikke kan opløse. 

– Det er et anklageskrift, siger juristen efter det, der føles som en evighed. Nordsjællands Politi har valgt at tiltale dig for overtrædelse af straffelovens § 264d med påstand om bødestraf. 

Fra mine tidligere ture gennem det strafferetlige system kender jeg efterhånden forskel på en sigtelse og en tiltale. Når politiet har afsluttet efterforskningen, beslutter anklagemyndigheden, hvad der videre skal ske. Anklagemyndigheden rejser tiltale, hvis den vurderer, at der er beviser nok til at få en sigtet person dømt. At Nordsjællands Politi nu rejser tiltale betyder altså, at sagen er blevet sendt til retten med et anklageskrift, der beskriver den strafbare handling. Og at jeg er gået fra at være sigtet til at være tiltalt. 

– Det interessante er, at anklagemyndigheden har droppet langt de fleste af de anklagepunkter, der var i den oprindelige sigtelse fra Tina Breum, siger juristen. Nu må du lige korrigere mig, men som jeg husker din gengivelse af den sigtelse, som du sammen med Thomas (min advokat, red.) fik læst højt, da I tirsdag d. 19. april var til afhøring på Politigården i Helsingør, så vedrørte den overtrædelse af straffelovens § 264d. En overtrædelse der dels skulle være begået ved, at du i perioden mellem d. 2. januar og frem til d. 24. marts 2016 på din blog angiveligt er fremkommet med oplysninger om en børnesagkyndig undersøgelse fra 2013 omhandlende modpartens helbredsmæssige tilstand. Ved udstilling af sms’er fra modparten. Ved oplysninger om interne personlige forhold om modpartens familie. Ved krænkelse af din søn ved at komme med oplysninger i referatform fra en børnesamtale fra d. 18. februar 2016. Samt ved at videregive oplysninger om din søns hverdagsliv. Er det nogenlunde korrekt gengivet? 

– Ja, siger jeg. Jeg husker tydeligt den sigtelse, som Tina Breum læste højt for os.  Og juristens gengivelse opsummerer klart og tydeligt sigtelsens hovedpointer. 

– Tilbage er der nu kun oplysningerne fra konklusionen i den børnesagkyndige undersøgelse. Det er altså det eneste, du nu er tiltalt for. Resten har anklagemyndigheden ikke fundet, at der var hold i. Og det er for mig at se endnu et udtryk for den partiskhed, som Tina Breum lægger for dagen. 

– Ja, siger jeg. Og mærker, hvordan jeg læner mig op af juristens ord. 

– Med hensyn til det ene punkt som man vælger at gå videre med, så undrer datoerne mig meget, fortsætter juristen. I den oprindelige sigtelse vedrører perioden – hvor det strafbare forhold skulle være begået – d. 2. januar til d. 24. marts. Og i den tiltale der nu er blevet rejst, er perioden begrænset til at løbe fra d. 2. januar til d. 16. februar. Men citatet fra den børnesagkyndige rapport – som er det forhold du er tiltalt for – ligger stadig på bloggen og du lægger det tilmed på bloggens forside igen d. 9. juli i år, så jeg forstår ikke de omtalte datoer? Ligesom jeg heller ikke forstå, at man vil tiltale dig efter straffelovens § 264d. Du oplyser netop ikke navn og identitet på din søns mor og du gengiver ikke noget billedmateriale. Men det er noget, som jeg kan forestille mig, at din advokat helt sikkert vil gå videre med – lige som han nok heller ikke vil lade det gå stille forbi, at Tina Breum angiveligt er taget af sagen. 

– Hvor stor er bødens størrelse, spørger jeg? 

– Det står der ikke noget om, men der er et nummer til Bødekontoret, så jeg er ret sikker på, at du kan ringe til dem og forhøre dig om selve beløbet, siger juristen. Og så vil jeg råde dig til – skulle retten mod forventning idømme dig en bødestraf – at få beløbet dækket via crowdfunding.

– Hvad mener du? – spørger jeg. 

– Jeg kan forestille mig, at modparten vil forsøge sig med alverdens stævninger og fogedforbud, lige så længe du bliver ved med at skrive. Du har rigtig mange, der læser og støtter din blog og hvis dine følgere står sammen skulder ved skulder, så mister modparten fuldstændig magten. Kendsgerningerne kan din søns mor og hendes familie ikke løbe fra og selv om det kan have sin pris at lægge dem på bordet – i form af injurielovgivningens bødestraf – så mener jeg klart, at det skal frem. Én ting er den oplevede sandhed – noget andet er de benhårde facts. Sidstnævnte fortjener i min optik at komme frem i lyset. Og ikke ‘bare’ for din skyld – og for din søns skyld. Nogen er nødt til at tage kampen op på vegne af de mange børn og forældre, der lige nu oplever at være klemt i det familieretlige system, siger juristen. 

– Og har vi en dato for, hvornår jeg igen skal i retten? – spørger jeg. 

– Ja, jeg kan se her, at sagen faktisk allerede er berammet. Du skal i retten 21. november kl. 13.45, siger juristen. Du kan jo spørge din familie, dine venner og dine følgere, om de har lyst til at stå ved din side den dag. 

Vi afslutter samtalen og jeg vender igen tilbage til den virkelighed, jeg lige nu befinder mig i. Fredag d. 2. september 2016. Indehaveren af butikken er færdig med at reparere min gamle telefon, men har under min samtale med juristen holdt sig i baggrunden. Nu sender han mig et skævt smil. 

– Det er altså ikke fordi, jeg har stået og lyttet med på din samtale. Men du skal bare vide, at jeg følger med på din blog og dit arbejde med Barnets Tarv. Og at jeg har stor respekt for din måde at tackle hele situationen på, siger han. 

Jeg takker indehaveren og går ud af butikken. Stadig kan jeg kun glimtvis forstå, at ting kan bygges af ingenting.

Fædreturen 

Senere samme dag tænker jeg videre over begreberne ‘sandhed’ og ‘kendsgerning’. Og desto mere jeg tænker over det, desto mere står det klart, at begge begreber er flettet ind i hele min skilsmissesag. 

På den ene side står min søns mor og gør krav på den sandhed, hun har oplevet. På den anden side står jeg og fortæller om den sandhed, jeg har oplevet – uden dog at gøre krav på den. Midt mellem os står vores søn – angiveligt med en helt tredje version af sandheden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har spurgt mig selv og mine nærmeste, om jeg bringer min søn i en unødig klemme ved åbent at fortælle om mine oplevelser. Og hver gang kommer jeg frem til det samme svar. Der må være en række grundlæggende værdier, som i deres form og substans er absolutte, som ikke kan gradbøjes og som er værd at kæmpe for. Og det er netop her, at også kendsgerningerne kommer i spil. Der findes ting, der kan bevises. Der findes ting, der gør, at det ikke er ligegyldigt, hvilen oplevet sandhed, der fremføres og som betyder, at alle oplevede sandheder ikke er lige gyldige – senest eksemplificeret ved noget så banalt som en fædretur. 

Fædreturen er et tilbagevendende arrangement i min søns klasse. Én gang om året tager drengene sammen med deres fædre på en tur med overnatning. Et arrangement som jeg sidste år blev anklaget for ikke at deltage i – hvilket fremgår af et mødenotat fra d. 5. november 2015, hvor min søns mor – og hendes advokat – var til et møde i Statsforvaltningen: 

Det skal hertil bemærkes, at jeg sidste år både tilmeldte min søn og jeg til fædreturen. Og betalte for den.

Tilmeldingen foretog jeg, mens min søn var på samvær hos sin mor. Da han så kom hjem, ville han hellere med til et fodboldstævne, som løb af stablen samme weekend. Jeg valgte at lytte til min søns ønsker og behov. Og vi tog derfor ikke med på fædreturen, selv om jeg havde set frem til den. Efterfølgende blev jeg kontaktet, fordi man vil give mig pengene retur for en tur, jeg ikke var med i. Det afslog jeg, idet jeg netop ønsker at bakke op om min søns skole og sociale aktiviteter.

Og tirsdag d. 15. september 2015 sendte jeg således også denne besked til min søns mor: 

I weekenden havde jeg tilmeldt os (og betalt for) fædreturen. Men xxx gav klart udtryk for, at han havde brug for at være alene sammen med sin far. Så vi blev hjemme og hyggede os. Og havde en rigtig god lørdag sammen. (Uddrag fra ugerapport af 15. september 2015)

Min søns mor kommenterer ikke på min besked.

Dette år har jeg så ikke vores søn under fædreturen, som finder sted fra lørdag d. 10. til søndag d. 11. september. Han er hos sin mor fra mandag d. 5. september og frem til onsdag d. 14. september.

– Kan vi ikke tage sammen afsted på fædreturen, far? – spurgte min søn, da han forrige gang var hjemme hos mig. Du kan jo bare hente mig om lørdagen og aflevere mig igen om søndagen.

Da min manglende deltagelse i fædreturen sidste år blev brugt imod mig i Statsforvaltningen, havde jeg i al min naivitet en forestilling om, at modparten i år ville bakke op om begivenheden. At der i det mindste ville være en eller anden form for konsensus. 

Torsdag d. 1. september modtager jeg imidlertid denne mail fra min søns mor:

Det er således ikke længere vigtigt for min søns mor, at vores søn deltager i fædreturen – samme fædretur som  det for bare et år siden var magtpåliggende, at han deltog i. Og som var en ‘væsentlig del af  hans liv’. Holdningen er nu den stik modsatte. Det er og bliver en kendsgerning. Videre ved jeg med hånden på hjertet, at vores søn rigtig gerne i år ville have deltaget i fædreturen. Og det vil han af den årsag, at det ville have givet ham mere tid sammen med sin far. Modsat sidste år ved han nu, hvordan det føles at være ni dage hos den ene af sine forældre og fem dage hos den anden. Og at ni dage – med min søns ord – ‘er rigtig lang tid’. 

Jeg gør ingenlunde krav på sandheden og jeg anerkender fuldt ud, at min søns mor kan have en anden oplevelse af tingene og at hun kan have hørt vores søns ønsker og behov omkring fædreturen anderledes end jeg. Men det er svært at komme udenom sagens kendsgerninger – og at den ultimative sandhed, som min søns mor gør krav på, synes unægteligt at smuldre. 

D. 5. september kl. 21.22 sender jeg – via forældreintra – denne besked ud til de andre forældre i min søns klasse:

Dagen efter – d. 6. september kl. 12.24 – kvitterer min søns mor med dette svar – også via forældreintra – og også til samtlige forældre i min søns klasse:

Endnu engang forsøger modparten at ophæve en oplevet sandhed til fakta. Endnu engang er der ingen kendsgerninger til at bakke op. Med min søns mor er det alt eller intet. Sådan har det altid været. Et verdensbillede i sort/hvid. Der er bare lige det ved det, at sidst jeg tjekkede, så var – og er – verden altså i farver.

I dag – d. 8. september kl. 14.49 – modtager jeg så et brev fra Helsingør Kommune om, at min søns mor har anmodet om at få mig slettet fra forældreintra:

Jeg tænker på det gamle ordsprog: 

– Sandheden er ilde hørt. 

Og jeg tænker på, at det eneste jeg på forældreintra har skrevet, er sandheden: 

1. At jeg gerne ville med på fædreturen og 
2. At min søns mor ikke ønsker at samarbejde om turen.

Videre går mine tanker også instinktivt mod flere af verdens diktaturstater. Ikke at jeg vil sammenligne modparten med en diktator, men sommetider bliver de mindre ting tydeligere af at blive placeret i en større sammenhæng. Og fællesnævnerne er her, at de sandheder man ikke ønsker at høre, bortcensureres. Og at man vil gå langt for at stoppe de mennesker, der forsøger at lægge kendsgerningerne på bordet.

Faktum er nu, at jeg endnu engang får meget svært ved at følge med i min søns skoleliv. Og at det dybest set er min søn, der bliver straffet. 

‘Far, jeg går altså ikke længere til svømning’ 

Fædreturen er langt fra et enestående eksempel. Svømningen har gennem hele samværssag været brugt som argument fra modpartens side om at nedsætte samværet mellem min søn og jeg.

D. 02.11.2015 skriver advokat, Vivian Jørgensen således også følgende til Statsforvaltningen:

Der er imidlertid fortsat konflikter mellem parterne omkring xxx’s fritidsaktiviter, da faren ikke sørger for at xxx kommer til svømning, når xxx er hos ham, ligesom parterne er uenige om, hvor mange dage ugentligt xxx skal gå til fodbold.

Hertil skal anføres, at min søn er en dygtig svømmer og at han hopper i vandet fra 3-meter vippen. Han svømmer uden vinger og bælte. Og jeg har gennem hele forløbet bakket op omkring min søns svømning, hvilket tydeligt ses i de beskeder, jeg har sendt til min søns mor: 

• D. 09.08.15: (…) Jeg bakker selvfølgelig op om svømning, hvis det er det xxx helst vil. Til mig giver han dog udtryk for, at han helst vil gå til fodbold. Jeg er meget opmærksom på, at der kan være forskel på, hvad der er xxx inderste ønske og behov. Og hvad han siger ud fra en forestilling om, hvad der vil gøre os som forældre glade. Mit fokus er udelukkende på, hvad der er bedst for xxx, og vi prøver selvfølgelig svømning igen på torsdag…

• D. 16.08.15: (…) Torsdag havde xxx ikke lyst til at komme til svømning. Jeg forsøgte i flere omgange at få ham med, men han gav klart udtryk for, at han ikke havde lyst og at han gerne ville være sammen med xxx (min søns bedste ven, red.). Det behov valgte jeg at lytte til. Vi forsøger selvfølgelig med svømning igen, næste gang jeg har ham…

• D. 31.08.15: (…) Torsdag ville xxx ikke til svømning. Jeg forsøgte et par gange, men han sagde klart fra. Jeg bakker selvfølgelig stadig op om svømning – og vi prøver igen næste torsdag…

• D. 15.09.15: (…) Onsdag droppede vi fodbolden og fejrede xxx’s fødselsdag med gaver og hygge. Torsdag ville xxx ikke til svømning. Jeg har spurgt ham flere gange, men han har ikke lyst. Og jeg synes ikke, at det er rimeligt at presse ham. Jeg forsøger selvfølgelig igen, næste gang jeg har ham…

• D. 28.09.15: (…) Xxx legede i torsdags med xxx. Og xxx skulle også til svømning. Alligevel ville xxx ikke med…

• D. 26.10.15: (…) Endnu en god uge er gået – og xxx har haft det godt. Han leger og smiler. Inviterer glad og frimodigt sine venner med hjem. Synger og danser. Holder i hånd og drager omsorg. Og gennem de mange timer han har brugt sammen med sine venner, har jeg ikke oplevet en eneste konflikt. Tværtimod. Jeg oplever, at xxx er meget vellidt og respekteret blandt sine venner. Og at han er og bliver en rigtig god og kærlig dreng i trivsel. Dog er det også min oplevelse, at han er begyndt at fravælge fritidsaktiviteter, fordi han synes, at tiden med sin far er for kort. Generelt er han meget opmærksom på tid. Og når vi er sammen, bliver han ved med at sige, at han ville ønske, at tiden gik langsommere. Når de tanker kommer, bliver han ked af det. Og giver i ord og handling udtryk for, at han ikke er glad for den nuværende ordning. Jeg kan sagtens tilsidesætte mit behov for at være sammen med xxx. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi sammen lytter til, hvad vores søn gerne vil. Og det er at se sine forældre lige meget. Onsdag ville xxx ikke ikke til fodboldtræning. I stedet ville han gerne, at ham og jeg skulle træne alene sammen. Så vi havde en eftermiddag og aften, hvor vi hyggede os med fodbold, madlavning og musik.  Torsdag havde vi planlagt svømning. Men da jeg hentede xxx i skolen, ville han ikke med. Han ville i stedet være sammen med sin far. Vi arrangerede derfor en legeaftale med xxx hjemme hos xxx, så han på den måde kunne få det bedste af begge verdener. De to legede rigtig godt sammen…

Særligt problematisk bliver det, da min søn i forbindelse med en børnesamtale i Statsforvaltningen d 18. februar 2016 ukritisk gentager sin mors synspunkter. 

• Xxx fortæller om sin hverdag, og at han har en del selvbestemmelse i forhold til hverdagslivet, f.eks. om han vil til svømning eller fodbold. Xxx er glad for at have indflydelse, og nogle gange synes xxx bare ikke at han har lyst til at tage til sin fritidsaktivitet. Han går til fodbold 2-3 gange om uge og til svømning 1 gang om ugen. Hvis han skal springe noget over, vil han helst springe en fodboldtræning over, fordi han ellers ikke ville komme til svømning så tit, hvis han sprang svømning over. Xxx fortæller, at mor plejer at spørge hvad han har lyst til, men far melder xxx til, uden hensyn til om xxx vil eller ej. Generelt synes xxx at det i omfang passer ham meget godt med både svømme- og fodboldtræning.

Bemærkningen om at jeg bare skulle melde min søn til fritidsaktiviteter uden først at afstemme med ham, kommer igen med meget stor tydelighed fra hans mor. D. 25. januar 2016 skriver jeg således følgende til min søns mor – i et forsøg på at være samarbejdsvillig og imødekommende:

• (…) Jeg kan se, at der er stævne i weekenden og at xxx ikke er på. Jeg ved, at han rigtig gerne vil med og skal derfor blot lige minde dig om klubbens mail omkring tilmelding. Det er måske en god idé, at du tilmelder ham allerede nu, så vi ikke står med en skuffet dreng. Hvis det er en hjælp for dig, vil jeg i fremtiden gerne sørge for at tilmelde ham. Både i dine og i mine uger. Generelt oplever jeg en dreng, som giver udtryk for, at han savner sin far og sine venner. Det behov håber jeg, at du vil lytte til. Videre er det også mit håb, at vi kan give vores søn en række stærke fælles­oplevelser, hvor både hans mor og far er til stede. Det kunne eksempelvis være sammen at overvære en svømme-­ eller en fodboldtræning. Igen handler det om xxx’s behov og ikke den konflikt, du måtte mene at have med mig. Jeg håber, at du vil tænke over det. Jeg står til rådighed for min søn. Det gjorde jeg i går. Det gør jeg i dag. Og det gør jeg også i morgen. Altid. Med ønske om en god uge, Michael.  (Min søns mor svarer aldrig på min besked.)

Det er således af afgørende betydning for min søn, at de voksne omkring ham fanger den påvirkning, han udsættes for fra sin mors side. Og at han eksempelvis til børnesamtalen agerer talerør for sin mors synspunkter.

I marts i år fortalte min søn mig således også, at han ikke længere går til svømning. Han er kun med, når der er et afbud. Og jeg har ikke hørt noget fra hans mor omkring svømmetræningen siden Statsforvaltningen i april traf en afgørelse omkring samvær. Svømningen blev gentagne gange brugt som et argument fra modpartens side i forhold til nedsættelse af samværet mellem min søn og jeg: 

• (…) En samværsordning på 3/11 vil sikre, at xxx kan få lov til at passe sin svømmeundervisning en gang ugentligt, indtil han har lært at svømme i tilstrækkeligt omfang, og at han samtidigt har overskud til at passe sine lektier ved alene at spille fodbold 2-3 gange ugentligt, således at hans faglige niveau i skolen fortsat sikres ved at min klient læser lektier med ham. (Skrivelse fra advokat, Vivian Jørgensen, d. 02.11.2015).

Min søns mor orienterer mig aldrig om, at svømningen er stoppet. I vinteren 2015/2016 anklagede min søns mor mig gentagne gange for ikke at ville følge vores søn til svømning. Nu er samværssagen afgjort og svømningen er fuldstændig glemt. Præcist som med fædreturen har det, der tidligere var af afgørende betydning ikke længere nogen værdi. Og igen er der tale om kendsgerninger. Det er meget muligt, at min søns mor har en anden oplevelse af sandheden, men kendsgerningerne er nu igen ved at ødelægge hendes sandhed. Og hun har angiveligt meget svært at holde styr på de mange versioner af hendes oplevede sandheder. I hvert fald er det således, at hvis vi mennesker siger sandheden, så kan vi altid huske, hvad vi har sagt. Sandheden er nu engang nemmere at huske. Og den sikrer, at vi ikke skifter retning, som vinden blæser – hvad end der er tale om en fædretur, svømmetræning eller forklaringer afgivet i en af landets retssale.

‘En dreng med et glimt i øjet’

Endelig fremsættes også i forbindelse med min søns trivsel i skolen en version af sandheden, som fuldstændig ødelægges af sagens kendsgerninger.

Det er modpartens påstand, at min søn såvel fagligt som socialt har haltet – og halter – bagefter i børnehaven, skolen og SFO’en: 

Østre Landsret d. 24.08.15:

• Når xxx har været hos Michael tisser han i sengen. Det skyldes efter hendes opfattelse, at Michael og hendes dårlige forhold påvirker xxx (…) Hun er ikke enig i, at xxx har det godt og trives. De har fået at vide, at hvis deres forhold ikke bedres, vil det “ødelægge” xxx. Hun har fra en ansat på skolen – vistnok en pædagogmedhjælper – fået at vide, at xxx i visse situationer, er aggressiv. Nogle af de andre børns forældre har sagt, at han har ændret adfærd.

Sagen er bare den, at samtlige skoleudtalelser gennem hele min søns skolegang peger på en dreng i trivsel: 

Espergærde Skole, Afd. Mørdrup d. 22.04.2014:

• (…) Xxx er en meget sød og dejlig dreng. En dreng med “et glimt i øjet”. Xxx er kommet rigtig godt i gang med sin skole, og han er tryg og glad. Han er dygtig til at modtage en kollektiv besked, og handle derefter. Han arbejder meget koncentreret og vedholdende med sine opgaver. Han gør sig umage, og han er omhyggelig, med det han laver. De forskellige sprogtest som er foretaget viser, at xxx har en god sprogforståelse. Ligeledes er han dygtig til matematik. Xxx er en kreativ dreng. Xxx er en meget social dreng. Han er meget vellidt af kammeraterne, og han har mange gode venner – både piger og drenge. Xxx er en meget ærlig dreng. Han er dygtig til at give udtryk for og forklare evt. konflikter. Ikke for egen vindings skyld. Xxx er tillidsfuld over for de voksne i klassen. Han kommer til os, når han har brug for hjælp. Xxx er i god trivsel og han udvikler sig helt almindeligt, af en dreng i hans alder.

Status: 0A 2013-2014:

• Du er en glad, positiv og dygtig skoleelev. Du er glad for at gå i skole, og deltager gerne i både faglige og kreative opgaver. Du er nysgerrig efter at lære nyt. Du er dygtig til at modtage en kollektiv besked og handle derefter. Du er dygtig til at koncentrere dig og arbejde vedholdende med dine opgaver. Du er glad for nye tilbud og tager gerne imod dem. Du er kommet i gang med at børnestave og du laver dine hemmelige lektier. Du har lært de ting man skal kunne i 0. klasse, og er parat til de nye udfordringer, som venter i 1. klasse. Du er en god kammerat, og du har mange venner. Du et vellidt af både piger og drenge. Du er rigtig god til at lege og du har plads til alle i din leg. Du kan indgå i et social fællesskab og knytte nye venskaber. Du kan vise omsorg, og du er god til at hjælpe dine kammerater. Du rækker fingeren i vejret, når du vil sige noget. Du tør sige noget overfor hele klassen, og du kan lytte til andre og vente på tur. Du er god til at løse konflikter. Du henter en voksen, hvis du har brug for hjælp. Du kan deltage i regellege og du kender klassens spilleregler. Mål: Du skal blive ved med at være en glad, positiv og aktiv skoleelev.

Status 1A 2014-2015:

• Du har en god lytteforståelse og har ofte hånden oppe for at sige noget. Du er sikker i alle bogstaverne og god til at sammenkæde bogstaver og lyd. Du kan læse og skrive både små og store lydrette ord. Du kender rutinerne for at læse bøger, og du kan genfortælle en historie. Du er godt i gang med selv at læse bøger. Du er god til at børnestave og kan lide at skrive historier. Du arbejder godt i timerne, når du koncentrerer dig og ikke falder i snak. Du har en god forståelse, når nyt materiale bliver gennemgået. Du er god til tal. Du kender til 10’ere og 1’ere, og du er ved at få styr på tallene. Du er god til at tælle og ordne tal efter størrelse, og du kan sortere efter farver og former. Du kan plus og minus, og du kan forklare, hvordan du regner. I timerne arbejder du godt, når du har forstået opgaven.

Udtalelse fra Mørdrupskolen d. 21.10.15:

• Xxx har stille og roligt udviklet sit faglige niveau her i 2. klasse. Han laver sit hjemmearbejde og deltager aktivt i undervisningen. Socialt fungerer han, han er en glad og vellidt dreng i klassen. 

Udtalelse fra SFO’en d. 27.10.15:

• Vi kan tilslutte os, at xxx socialt fungerer godt, og han er glad og vellidt af klassen. Xxx trives og leger med mange børn, når han er i SFO. Det meste af tiden spiller han fodbold.

Jeg kan forstå, at min søns mor har en anden oplevelse af sandheden end jeg. Og jeg kan forstå, at hun stadig er fanget i den konflikt, hun måtte mene at have med mig. Hvad jeg ikke kan forstå, er, hvad det er for en forælder, der gør sin søn dårligere, end han er? Vi er så heldige at have en søn, der lige siden børnehaven er blevet beskrevet som en glad og vellidt dreng i trivsel. Også her er der tale om en kendsgerning, der unægteligt får modpartens version af sandheden til at krakelere. 

Begyndelser 

Det er en tidlig morgenstund. Jeg har afleveret min søn i skolen og er nu ude på min daglige løbetur. Der går nu ni dage, inden jeg igen skal se min søn. Jeg er svimmel, eller træt. Jeg ved det ikke. Men hvor er her smukt. Jeg løber gennem skoven. Træerne står som et lysende hav foran mig. Fuglene er begyndt at synge. De synger med en glæde og et overskud, som får mig til at smile. Det er som om, at alle skovens fugle stimler sammen og jubler over, at solen har valgt at stå op endnu en morgen. 

Jeg tænker på min søn. 

– Er du OK, far? – spurgte han forleden. 

Lille, store, kærlige og omsorgsfulde dreng. mit et og alt. Ja, min skat. Jeg er OK, når jeg kan se, at du er OK. Og jeg vil kæmpe til det sidste for, at sandheden kommer frem. Ikke ‘bare’ den sandhed, jeg har oplevet – men den sandhed, der bakkes op af kendsgerninger. En sandhed der vil være din adgangsbillet til frit at vælge selv. Og som forhåbentligt vil kunne hjælpe dig, når livets bølger går højt. Jeg vil betale lige nøjagtig den pris, det koster at lægge kendsgerningerne på bordet – og langt mere til. For dig, vil jeg gøre alt. 

Jeg bliver pludselig bevidst om mit tilbageholdte åndedrag. Jeg sænker farten, lader luften sive ud og tvinger mig til at tømme lungerne helt. Alt er stille. Så mærker jeg bevægelsen, hvor brystkassen automatisk løfter sig og suger den friske sensommerluft ned i lungerne, der venter på at blive fyldt med det fineste, klareste gennemsigtige ingenting. Luft der bliver til liv.