Hvis du fortsætter som træner, kommer din søn ikke til kamp.
Jeg har netop besluttet at trække mig som træner i EIF. En beslutning jeg har taget i håb om, at min søn nu vil få fuld spilletid.
Gennem de seneste fire år har tendensen været klar: Min søn kommer ikke til træning regelmæssigt ej heller til kamp og stævner – når han er hos sin mor.
Når jeg nu trækker mig som træner, er det mere end ‘bare’ et farvel til en klub. Det er et farvel til en klub, der på mange måder har gjort mig til den, jeg er.
Se tidligere blogindlæg om hvordan min søns mor kontakter klubben den 28. april for at få mig fyret. Igen: 13. Man gør et barn fortræd
En forårsdag i 1978
Det hele startede en kold vintermorgen i Espergærde. Træerne var dækket til af det første lag sne. Det var koldt derude. Året var 1978 – helt nøjagtig den 8. januar. Det var dagen, hvor jeg fik mine første fodboldstøvler. Det var også dagen, hvor jeg fik mit første EIF spillesæt. Gaven var fra min mor og stedfar, Claus. Kortet på gaven læste min mor op for mig:
Når vinteren er ovre og tilmeldingen til fodbold starter, så kan dig og Claus gå ned på Mørdrupskolen og melde dig til.
Det var en lang vinter. Jeg havde mit fodboldtøj på alle vegne. Jeg sov med det og havde det på i børnehave. Vi boede i Rugmarken 13, 2. sal tv. – med udsigt lige ud til fodboldbanerne. Jeg brugte meget tid på at kigge ud af vinduet – hvornår mon sneen var væk? Hvornår mon jeg kunne komme til træning?
Endelig begyndte sneen at smelte og fuglene kom frem – duften af forår og græs. En duft som siden den dag har sat sine dybe spor i mig og som tilmed blev krydret med læderfedt og nye støvler. Mine første støvler var sorte og med en hvid stribe. Om der var mål i, husker jeg ikke. Men de var rare at have på.
Jeg husker dagen. Det var en tirsdag og min stedfar havde taget tidligt fri fra arbejde. Jeg trak i EIF trøjen. Det var ikke af den fine kvalitet, vi kender fra i dag. Men den føltes rigtig at have på og jeg var så stolt.
45 trin er der fra 2. sal og ned til starten af opgangen. Her bliver man mødt af et cykelrum – med sorte brædder for. Gelænderet var valnøddebrunt og opgangen i en mærkelig pistacie agtig farve. Duften var altid anderledes. Det var charmen ved at bo i en opgang med seks forskellige måltider og baggrunde. Til højre boede fru Tvede, midt for boede Jørgen og Lena og i stuen boede Meddi, som kom fra Pakistan.
Klokken nærmede sig 16. Jeg holdt min stedfar i hånden og var spændt – sommerfuglene i maven fløj rundt, som var det på en forårsdag. Jeg husker, at jeg havde min egen bold med. Den skulle vise sig at blive min faste følgesvend mange år ud i fremtiden. Vi gik hen over græsset hånd i hånd. Nede på skolen skulle vi mødes med Klaus. Han var en af min fars kollegaer på teknisk forvaltning i Espergærde. Han havde tilknytning til klubben og ville sørge for, at jeg blev meldt ind og kom sammen med den rigtige klump.
Vi trænede fra kl. 16-17. Banerne var lukkede, da de var for våde. Vi blev alle henvist til græsarealet ved Mørdrup kirke. Træneren kom kørende på sin gule cykel. Han stillede den i cykelstativet på Mørdrupskolen. Vi hilste på ham. En stor mand. Ubarberet og med en meget dyb stemme. Han var er iført en rød Adidas træningsdragt og blå kondi sko i det samme mærke.
“Så du skal starte til fodbold i dag,” sagde han og kiggede ned på mig.
Jeg så op på det store menneske, hvis hænder var større end mit lår:
“Ja!”
“Ved du, hvad der sker, hvis du ikke opfører dig ordentligt?”
Jeg nåede ikke at svare.
“Så får du en kradser.”
Det var første gang, jeg hørte trænerens varme latter – en helt almindelig tirsdag for 38 år siden. En latter jeg savner den dag i dag – eksempelvis når jeg står på banerne med min søns hold. Eller når jeg i dag besøger hans gravsted.
De mennesker der har en årelang tilknytning til klubben, mindes stadig begrebet ‘kradser’. Der er en dobbelthed ved fænomenet. På den ene side gjorde det vildt nas og alligevel var det altid med et glimt i øjet.
Vi blev delt op i to hold på den helt skæve – og totalt mudrede – græsplæne. En plæne som dengang og i dag bliver brugt, når Cirkus Arena kommer til byen. Jeg ved ikke, hvor mange drenge vi var, men vi var mange. Mange af dem der var med den dag, er mine venner i dag. Nogle så tætte at vi kan sige, at vi har været venner i 38 år. Denne dag var starten på mit fodboldliv i EIF – samtidig også en start på mange gode oplevelser på og ude for banen.
Vores trænere var bindeled mellem disse venskaber. De skabte rammerne med en fast og varm tone. Et bredt smil. En krammer når du var ked af det. Eller en ‘kradser’ når du var fræk. Sådan var alle de trænere, der har beriget mit liv. Men ‘kradseren’ – den var Svends helt egen.
Generelt var – og er – der mange store og dedikerede personligheder i EIF. Ildsjæle. Mennesker som har været der for mig. Givet mig en kradser. Et anførebind eller en skideballe. Personligheder som har båret – og bærer – EIF stafetten videre fra træner til spiller.
Trænergerningen faldt mig meget naturlig – da jeg selv fik muligheden for at påtage mig tjansen. Tiden var nu inde til at give stafetten videre. Det var dejligt at kunne dele og have fælles oplevelser med min søn – og så netop i det miljø som har givet mig så meget. Den glæde er der desværre nu blevet sat en stopper for.
Et barn har ret til to forældre
Mødre som fædre. Alle har vel et fælles sprog med deres børn. På kryds og på tværs af kloden. På tværs af sprog og nationaliteter. En fælles ting. Et bånd. Et sted. Et helle. Noget man har sammen. Noget man snakker om over middagsmaden eller inden man skal sove. Herhjemme har vi blandt andet fodbolden. Et stærkt legetøj som er gået fra generation til generation. Et legetøj som aldrig går i stykker. Som i dag er blevet et sprog. Noget vi har sammen. Ikke kun os to – men også sammen med min søns venner og vores venner.
Den 5. september 2014 – på min søns fødselsdag – kom den første advarsel. Et brev til klubben. Man ønskede mig fyret som træner, da jeg potentielt kunne skade børnene. Klubben stod bag mig – som den har gjort siden den tirsdag i 1978.
Du kan her læse hele historien om, hvordan man forsøgte at få mig fyret som træner: 5. Jagten
Jeg har haft fornøjelsen af at være træner én gang – hvor min søn både kunne være sammen med sin mor og far. Det burde være en selvfølge, at man som skilsmisseforældre kan give sit barn fællesoplevelser, hvor både barnets mor og barnets far er til stede. Det kræver dog, at begge forældre vil spille bolden. Tilsidesætte eget behov og tænke på hvad der er bedst for barnet i den givne situation. Ligesom andre øjeblikke: Fødselsdage. En Fritter Cup finale. Teateraftner. Forældremøder. Eller fælles spisning i klassen. Desværre er der en negativ klang knyttet til samtlige øjeblikke, eller det der i hvert fald skulle være øjeblikke for lige netop vores søn.
Du er stadig lidt træner ik’ far
Min søn er blevet ni år nu og han kan ikke forstå, hvorfor han ikke kan træne og komme til kamp på lige fod med sine holdkammerater. Han kan heller ikke forstå, hvorfor han ikke kan komme til skills træning eller stævner regelmæssigt. Stor er min glæde derfor, da jeg til et møde i EIF bliver tilbudt at være ansvarlig for B-spillerne på min søns årgang. Nu er der måske endelig en mulighed for, at jeg kan hjælpe og støtte min søn i hans ønske om at spille fodbold sammen med sine venner.
Da min søns mor ikke ønsker at kommunikere med mig, skal jeg skrive til hende via en anonym modtager, som så angiveligt vil give mine beskeder videre til hende. Og d. 16. september 2016 sender jeg således denne mail til ‘overleveringen’:
Jeg modtager ikke noget svar. Og da der er mange mennesker, der afventer om jeg kan få grønt lys til at træne, rykker jeg. d. 25. september for et svar:
Jeg snakker med min søn om det. Forklarer, at det ikke er hans skyld. Min søn siger til mig:
“Far, du er stadig lidt træner, ik’?”
To dage senere – d. 27. september kommer der dette svar retur fra min søns mor:
Jeg tør ganske enkelt ikke at tage chancen og at satse på, at når min søns mor ikke svarer mig på mit spørgsmål, så betyder det, at hun vil lade vores søn træne – også selv om jeg er til stede i klubben. Særligt ikke set i lyset af at hun to gange har forsøgt at få mig fyret fra klubben. Og at hun har forment mig adgang til en Fritter Cup finale. D. 5. oktober sender jeg dette svar til min søns mor:
Jeg modtager ikke noget svar.
Farvel for denne gang
Jeg trækker mig som træner i EIF.
Det gør jeg i håb om, at min søn får mere plads på og uden for banen. Det drejer sig ikke om mig. Ligesom en fædretur, et forældremøde eller en Fritter Cup finale heller ikke handler om mig.
Håb om at vende tilbage
Jeg er glad og taknemmelig for, at vores søn klarer sig så godt såvel fagligt som socialt. Det hviler jeg i. Det jeg ikke hviler i, er, at der bliver tegnet et andet billede af ham trods udtalelser fra skole, SFO og EIF.
Du kan her læse hvordan skolen, SFO’en, fodboldklubben og flere af de andre forældre, oplever min søn: 7. I dag er en gave
Hvis du fortsætter som træner, kommer din søn ikke til kamp – sådan lød beskeden fra min søns mor d. 28. april 2016. Nu har jeg lagt trænergerningen på hylden. Nu håber jeg så inderligt, at min søn kan få lov til – sammen med sine venner – at spille alle de kampe, han har lyst til. Og at han kan få lov til at komme til træning.