“Du må ikke skrabe nogen, før jeg kommer hjem igen, far. Lover du det?”
Spændingen er dette år steget fra dag til dag. Vi har indtil videre fået ni juletræer og man skal have ti for at vinde en million. Men for min søn handler det om noget mere end en skrabekalender og en pose penge.
Lad håbet spire
Grundtvigs julesalme Velkommen igen Guds engle små er altid fast på plakaten ved gudstjenesten juledag. Salmen giver os i det første vers billedet af et dansk vinterlandskab, som ligger hen i mørke og vi kan næsten forestille os, hvordan rimen har balanceret i træerne efter en vinterstorms kaotiske hærgen – præcist som med Urd, der 2. juledag gik i land i Nordjylland og langs Vestkysten.
Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!
Samtidig indeholder Grundtvigs salme også et budskab om, at stormen igen vil klinge af og at et nyt år, hvor naturen på ny vil lade sig udfolde, er undervejs. Og det er i denne ånd, at jeg her i julen har tilladt håbet at sidde med til bords. Jeg er med på, at håbet – i hvert fald i mit tilfælde – medbringer en følgesvend. Naiviteten. Men ikke desto mindre så var det som om, at der denne juleaften – da jeg gik rundt om juletræet og sang med på Grundtvigs julesalme – var en bundklang af netop håb. Et håb der i al sin enkelthed består i et ønske om et bedre samarbejde mellem min søns mor og jeg. Min hånd er rakt frem – præcist som den har været de seneste fire år – og det er mit håb, at den i 2017 vil blive taget.
Lad skiftedagene mindskes
Dette år har min søn fejret julen hos sin mor. Og det er helt okay. Han har præcist den samme ret til at holde jul med sin mor, som han har med sin far. Punktum. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har savnet ham. Når jeg ikke er sammen med min søn, mærker jeg med jævne mellemrum en knugende smerte i brystet. Jeg har været ved lægen. Men jeg fejler ikke noget. Det er sorg over ikke at vide, hvordan min søn har det. Ikke andet. Og det er okay. Sorgen er blevet en del af mig og det er mit ansvar som skilsmisseforælder at arbejde mig ud af den. Det ved jeg. Hvad jeg derimod ikke vil abonnere på, er den bevidste gentagelse af fejl. Sidste år forsøgte modparten – lige inden det sidste fløjt – at forhindre en 8-årig dreng i at komme på den juleferie hos sin far, som han gennem hele december havde talt ned til.
Du kan læse mere om, hvad der skete i julen 2015 via nedenstående to link:
Og for at undgå en lignende situation i forbindelse med den forestående jul, tjekker jeg d. 28. november 2016 vores nuværende samværsresolution. Ifølge denne skal min søn holde juleferie hos sin mor fra d. 22. til d. 26. december 2016 og hos mig fra d. 26. december 2016 til d. 2. januar 2017.
I forhold til det løbende samvær betyder det, at min søn vil få fem skiftedage i sin jule- og nytårsferie:
Mandag d. 12. december til onsdag d. 21. december: Mor
Onsdag d. 21. december til torsdag d. 22. december: Far
Torsdag d. 22. december til mandag d. 26. december: Mor
Mandag d. 26. december til mandag d. 2. januar: Far
Mandag d. 2. januar til onsdag 4. januar: Mor
Onsdag d. 4. januar til mandag 9. januar: Far
Det kræver ikke de store matematiske evner at gennemskue, at man med lethed vil kunne minimere antallet af skiftedage fra fem til to, ved at give vores søn to dages yderligere juleferie med sin mor og på tilsvarende vis lægge to ekstra dage til hans nytårsferie hos sin far.
Mandag d. 12. december til tirsdag d. 27. december: Mor
Tirsdag d. 27. december til mandag d. 9. januar: Far
Og d. 30. november 2016 skriver jeg derfor en mail til min søns mor, hvor jeg foreslår, at vi som forældre påtager et fælles ansvar for at give vores søn den bedst mulige jule- og nytårsferie.
Desværre har jeg ikke meget held med min forespørgsel. Og d. 7. december 2016 kommer der således et noget lukket svar retur:
Det føles som at læse i en lovsamling og da jeg næste morgen stående ved køkkenvinduet spiser en skive rugbrød, mens jeg betragter den rimfrostdækkede jord og solen, der møjsommeligt er på vej op over himlen, tænker jeg på, hvor alt det væsentlige mon blev af?
Lad julekalenderen hænge
Da min søn så igen er hjemme hos mig, står han søndag d. 11. december – dagen før han skal retur til sin mor – foran køleskabet og ser på vores skrabejulekalender.
“Du må ikke skrabe nogen, før jeg kommer hjem igen, far. Lover du det?”
Spændingen er dette år steget fra dag til dag. Vi har indtil videre fået ni juletræer og man skal have ti for at vinde en million. Men for min søn handler det om noget mere end en skrabekalender og en pose penge.
“Jeg vil gerne bare være med.”
“Det lover jeg. Du kan skrabe alle felterne, når du kommer hjem næste gang.”
“Men jeg kommer hjem igen inden jul, ik far? Jeg kommer hjem, som jeg plejer, når der er gået ni dage og så skal jeg bagefter over til mor og holde jul.”
“Jeg har faktisk forsøgt at lave det sådan, at du ikke skal have så mange skiftedage i år. Så det er ikke sikkert, at du kommer hjem inden jul, men så får du i stedet en lang juleferie hos mor og så får vi bagefter en god nytårsferie sammen. Jeg er ikke helt sikker på, at det kan lade sig gøre, men under alle omstændigheder skal du vide, at din mor og jeg vil gøre alt for, at du får den bedste jul og det bedste nytår.”
Stilheden lader sig sagte sænke, mens vi sammen står og betragter de felter på skrabejulekalenderen, der stadig gemmer på små hemmeligheder.
“Selv om det i dag er den tredje søndag, så venter jeg også med at skrabe den, far.”
Min søn refererer til, at man hver søndag i advent kan skrabe et ekstra felt, hvor man også kan være heldig at vinde en præmie.
“Så kan jeg tænke på det, mens jeg er nede ved mor.”
Det er for mig at se tydeligt, at min søn er splittet. På den ene side vil han formentligt gerne undgå de svære skiftedage, men på den anden side har vi kun d. 11. december og jeg gætter på, at han også gerne vil nå at komme hjem til sin far en gang mere inden jul. Selvom det letteste ville være at spørge ham, om han foretrækker at komme hjem en enkelt dag d. 21. december for så igen at skulle til sin mor d. 22. december, eller om han hellere vil have én sammenhængende juleferie med sin mor og herefter én sammenhængende nytårsferie med sin far, vil jeg ikke lægge beslutningen over på ham. Det må være hans mors og mit ansvar. Præcist som det også er vores ansvar at vurdere, om det er smart slavisk at følge vores samværsresolution, som i sagens natur ikke kan tage højde for, hvordan samtlige ferier rammer det løbende samvær. Somme tider vil der – som nu – opstå en hyppigere frekvens af skiftedage, hvor vores søn efter en dag eller to igen skal rykke op og det er min opfattelse, at min søns mor og jeg har en fælles forpligtelse til at gøre alt for at undgå dette.
Lad samarbejdet vokse
Da min søn mandag d. 12. december er taget i skole, går jeg i gang med at skrive et brev til Statsforvaltningen. Og efter at have vendt det med min advokat – trykker jeg d. 15. december på send:
Uanset om d. 21. december er en dag, hvor min søn ifølge samværsresolutionen skal være hos sin mor eller far, vil jeg ikke kunne få mig selv til at hive ham op en enkelt dag for her efter at sende ham tilbage til sin mor. Og hvis resolutionen foreskriver, at dagen tilfalder mig, vil jeg hellere end gerne give min søn en ekstra dag hos sin mor – når blot det kan skåne ham for et par hurtige skiftedage. Hvad jeg imidlertid i denne kontekst er noget bekymret for, er, at mit tilbud senere vil blive brugt imod mig og at jeg vil møde argumentet om, at jeg ikke prioriterer at holde jul med min søn. Intet kunne være mere forkert.
Da sagsbehandlingstiderne i Statsforvaltningen traditionen tro har det med at samle støv og da jeg d. 20. december endnu ikke har modtaget et svar, ringer en af mine bisiddere, Charlotte Hansen, om eftermiddagen til Statsforvaltningens infocenter. Hun kommer i kontakt med en kvindelig ansat, der beklager, at Statsforvaltningen ikke rettidigt har nået at svare på min forespørgsel og fortæller, at de er opmærksomme på sagen. En sag som de i øvrigt selv har udpeget som en af de værste eksempler på hetz og chikane fra advokat, Vivian Jørgensens side.
Herefter forklarer medarbejderen bisidderen, at min søns mor i princippet har ret i forhold til problematikken omkring d. 21. december. Der findes en tillægsbestemmelse til vores samværsresolution, hvoraf det fremgår, at min søns samvær med mig bortfalder, hvis det helt eller delvist ligger i modpartens juleferie – hvilket netop i år er tilfældet.
Videre tilføjer medarbejderen også, at vi som forældre naturligvis er frie til at aftale, hvad end vi måtte finde bedst for vores søn og at Statsforvaltningen anbefaler, at man bestræber sig på så få skiftedage i barnets ferie som muligt.
Efter at have talt med Charlotte, sender jeg derfor en ny mail til min søns mor:
Jeg modtager – som ventet – ikke noget svar. Og d. 26. december kl. 9.00 bliver min søn afleveret på vejen ved min bopæl, hvorefter han selv skal gå det sidste stykke. Jeg har tidligere modtaget en mail fra Overleveringen med ønske om, at den forælder der skal have barnet, henter det. Senere er Overleveringen åbenbart blevet enig med sig selv om, at man ønsker det modsatte system og at den forælder, der skal have barnet, tager imod det på egen adresse.
Hvorom alting er, er budskabet det samme: Min søn skal gå den tunge vej alene og halvanden time senere modtager jeg således også denne mail fra min søns mor:
Beskeden er klar: Min søn må leve med, at hans far er uønsket og at han – på de mange skiftedage – alene må tage den ufremkommelige vej mellem sin mor og sin far.
Du kan læse mere om overleveringen her: 13. Man gør et barn fortræd
Lad barnetroen sejre
Julesalmen, Velkommen ugen Guds engle små, slutter af med en trøst for de mange, som hvert år fejrer julen med hjertet beklemt, fordi der denne jul mangler et familiemedlem eller en god ven at fejre julen med. Grundtvig skrev salmen i 1825 i en tid, hvor han kæmpede for, at kirken skulle live op igen og gøre modstand mod den fornuftsdyrkelse og rationalisme, som tiden var domineret af. For Grundtvig at se var den stivnet og uden kraft. Han bad en bøn i håb om, at julen måtte betyde en ny tid. Et nyt mod til livet. Jeg er ikke troede på samme måde som Grundtvig var. Men det er med det samme dybfølte håb, at jeg skriver dette blogindlæg.
O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders vé,
vor smerte sødt bortvugges!
Vor fader i himlen! lad det ske!
lad julesorgen slukkes!
Juleaften 2016 skulle vise sig at blive en af de bedste i mit liv – samtidig med at jeg også mærkede den stikkende julesorg, hver eneste gang mine tanker vandrede mod min søn. De to følelser – sorg og glæde – er uadskillelige, når jeg som skilsmisseforælder søger at være til stede, hvor jeg er – uanset om jeg er sammen med min søn eller ej. Ved de store højtider og mærkedage ønsker vi at kunne fryse tiden, så alt er som altid. Derfor hæger vi om traditioner og går forsigtig til værks, når vi selv laver om på noget. Det sker nu hele tiden løbende, men går kun godt, hvis det sker umærkeligt og uden at skygge for de kærlige værdier, vi genkender med hjertet. For mit vedkommende har der i år været flere nye juletraditioner. Men ikke en eneste, har kastet skygge for hjertets mulighed for genkendelse. Og det er lige her, i krydsfeltet mellem fortid, nutid og fremtid, hvor vi lader hjertet genkende det vigtige og resten glide bort, at julesorgen kan slukkes.