Barnets Tarv

(Resume: Onsdag d. 11. januar 2017 modtager jeg et brev fra Helsingør Kommune omkring en børnefaglig undersøgelse, som kommunen vil foretage for at vurdere, om min søn er i målgruppen til at modtage støtte. Undersøgelsen vil blive lavet på baggrund af en underretning, som kommunen har modtaget, men det fremgår ikke af brevet, hvem der har sendt underretningen og hvad den nærmere indeholder. Da kommunen gerne vil høre, hvordan jeg ser og oplever min søn, er jeg blevet indkaldt til et møde tirsdag d. 7. februar. Min advokat mener, at selvom det måske er nærliggende at antage, at underretningen kommer fra min søns mor, er det alligevel utænkeligt, da det formentlig er de færreste forældre, der frivilligt ønsker at trække deres børn gennem det kommunale system og dermed bruge dem som spydspids. Juristen og jeg sidder nu i et mødelokale på Helsingør Kommune. Overfor os sidder min søns sagsbehandler. Hun har netop redegjort for beslutningen om at lave en børnefaglig undersøgelse, hvorefter juristen tager ordet. “Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?” Juristen ser spørgende på sagsbehandleren. “Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.” “Fra hvem?”)

Du kan her læse første del: 26. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)


“Fra barnets mor,” svarer sagsbehandleren.

Der er som om de tre ord fylder hele lokalet: fra barnets mor. De presser mig op over det bord, vi sidder ved og jeg ser ned på sig selv. Ser, at jeg har taget bukser og sko og trøje på, og det forbavser mig, for der sidder jeg jo, som om ting betyder noget, som om kroppen gør. Men det er ikke sandt. Det er ikke kroppen, det drejer sig om, men en idé, en tanke om at være til og om ikke at være til. Der er ikke andet end en negation til forskel, og når forskellen er så lille, betyder det, at der ingen forskel er.

“Michael har jo anmodet om aktindsigt, men har ikke hørt noget,” fortsætter juristen.

“Har I ikke hørt noget?”

Sagsbehandleren løfter begge øjenbryn og ser på mig. 

“Nej,” lyder det fra en stemme, der lyder som min. 

“Jeg beklager dybt, at du ikke har nået at modtage aktindsigten forud for dette møde og det følger jeg selvfølgelig op på,” siger sagsbehandleren.

“Vi har forståelse for, at tingene somme tider kan have en lang ekspeditionstid hos postvæsnet,” siger juristen. “Men måske du kan ridse op for os, hvad det er, den her underretning helt konkret indeholder?”

“Ja, selvfølgelig.”

Selvom det er juristen, der har stillet spørgsmålet, ser sagsbehandleren på mig, mens hun taler. Jeg mærker et glimt af tryghed. Eller måske snarere et glimt af et glimt. Og gradvist begynder jeg at vende tilbage fra den svævende tilstand. 

“Den er baseret på, at din søns mor er af den oplevelse, at Jeres søn er i mistrivsel og at han generelt er meget ked af det,” fortsætter sagsbehandleren. “Ifølge din søns mor har han ofte ondt i maven og i hovedet og i nogle tilfælde har han også slået et andet barn i skolen. Og det vil vi selvfølgelig gerne høre din version af.”

“Det er jeg rigtig glad for, at I vil,” siger jeg og mærker, hvordan en klump samler sig i halsen. Der er stille i mødelokalet. Ikke en lyd. Ingen døre smækker i den tætte luft, ingen stemmer bæres med fra det labyrintiske system af gange.

Det er tydeligt at både sagsbehandleren og juristen ønsker at give mig plads til at tale og at vi sidder her, fordi sagsbehandleren gerne vil høre min version af historien. Jeg mærker, hvordan en varme spreder sig i kroppen ved tanken om, at sagsbehandleren rent faktisk gerne vil høre min version, hvilket hun ikke er forpligtet til, da jeg ikke har del i forældremyndigheden.

“Øhh…”

Jeg ser på juristen, som sender mig et varmt smil og jeg forsøger at læne mig op af hendes ukuelige tro på at den omfattende konstruktion af usandheder og manipulation, som min søn befinder sig i, langsomt vil smuldre, og at processen er i gang. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil græde i dag, men nu presser de sig igen på. Tårerne. For helvede da også. Det er okay for mig at blive trukket gennem en ny runde af anklager og det er ikke de beskyldninger mod mig, der implicit ligger i, at jeg nu sidder i et lille indelukket mødelokale på Helsingør Kommune, der fremkalder tårer hos mig. Dét, der gør ondt, er, at min søns mor nu igen forsøger at trække vores fælles barn ned og ind i en verden af sygdom og begrænsninger. 

“Når min søn er hjemme hos mig, oplever jeg ham som en glad og vellidt dreng. Og det gælder uanset, om han er sammen med sine kammerater fra klassen eller vennerne fra fodboldholdet.”

“Så han har mange venner?” spørger sagsbehandleren, mens hun skriver et par ord på en blok, som hun har liggende foran sig på bordet. 

“Han har rigtig mange venner – både drenge og piger. Vi har en ting hjemme ved os, som vi kalder “eftermiddags.” Det går helt tilbage til min egen barndom, hvor vi hjemme hos min ven, Martin, fik serveret “eftermiddags af hans mor. Det kunne være agurker og tomater, men det kunne også være flødeboller, pandekager eller vafler. Og det er nu blevet et helt fænomen blandt min søns venner, hvor de spørger: Hvad er der i klubhuset til “eftermiddags?” Det er min søn, der har fundet på at kalde vores hus for klubhuset og på vores hoveddør hænger der tre tegninger, hvor der står: Velkommen til hyggeverden. Og det går meget godt i spænd med den seneste udtalelse, som skolen har lavet. Det er en udtalelse, som jeg er meget stolt af.”

Mens jeg taler, mærker jeg, hvordan en frygt for at glemme nogle af de mange vigtige pointer, kommer snigende og jeg kan godt selv høre, at jeg som konsekvens heraf springer fra ét emne til det næste – uden at færdiggøre mine pointer. Det er som om, at jeg har brug for at plante overskrifterne på bordet foran mig, hvorfra jeg så én for én kan folde dem ud for sagsbehandleren. Men samtidig har jeg også en fornemmelse af, at mit overblik begynder at skride. Hvordan i alverden skal jeg på en time forklare det fremmede menneske, der lige nu sidder overfor mig, hvad det er for en fantastisk ni-årig dreng med glimt i øjet, jeg taler om. Hvilke ord skal jeg vælge? Og hvis jeg vælger de forkerte, vil det så få indflydelse på sagen og på min søns videre liv? Jeg kommer til at tænke på, hvordan min søn forleden havde tegnet et hjerte i sneen på vores skraldespande, hvori han havde skrevet far efterfulgt af sit eget navn og jeg får lyst til at fortælle sagsbehandleren om det. Men ordene klumper sig sammen. Hvordan få jeg hende til at fornemme, hvad det er for en dreng, der den dag med sit skæve smil, viste mig, hvad han havde lavet? Og hvordan oversætter jeg min søns glæde til ord, der giver mening i dette lille mødelokale?  Jeg ser over på juristen. Hun nikker anerkendende til mig og med visheden om, at hun vil samle de bolde op, som jeg lige nu kaster op i luften uden at få tilknyttet de relevante pointer, fortsætter jeg. 

“Skolen oplever min søn som en glad og vellidt dreng og en dreng, som man sætter en ny elev ved siden af i klassen. På et tidspunkt fik de en ny dreng fra Lyngby, som min søn skulle sidde ved siden af. Og der sagde min søn: Far, det eneste problem er, at den nye dreng holder med Real Madrid og jeg holder med Barcelona, men jeg tror nu nok, at vi kan blive gode venner alligevel, fordi jeg viste ham, hvor toiletter er.

“Nårh,” siger sagsbehandleren og smiler. “Han lyder som en sød dreng.”

“Og det er sådan, jeg normalt oplever ham,” siger jeg kæmper igen med tårerne – denne gang tilsat et strejf at lettelse over, at sagsbehandleren øjensynligt forstår mig og fornemmer den dreng, jeg forsøger at tegne et billede af. 

“Omsorgsfuld og empatisk?” siger sagsbehandleren og sender mig et varmt smil.

“Helt vildt.”

“Jeg tror også, at det er vigtigt at sige, at når Michael bliver så rørt, så er det fordi det ikke er første gang, at modparten kommer med de her beskrivelser af en dreng i mistrivsel. Sagen er jo den, at den eneste der bliver ved med at se en dreng, der ikke har det godt, er drengens mor. Skolen, SFO’en, fodboldklubben, forældrene til drengens venner og selvfølgelig Michael har en helt anden oplevelse.”

Jeg ser på sagsbehandleren, der oprigtigt virker interesseret i juristens ord og jeg prøver at læne mig op af dem. Ordene.

“I både retten og i Statsforvaltningen har modparten søgt at tegne et billede af en dreng, der hverken socialt eller fagligt fungerer i skolen, som tisser i bukserne og som er aggressiv over for de andre børn. Gradvist er der hele tiden blevet bygget mere og mere på. Sagen er bare den, at der er lavet en stor børnesagkyndig undersøgelse og at der i både retten og i Statsforvaltningen er afholdt børnesamtaler, der viser det stik modsatte billede. Barnet i denne sag har en lægejournal, der er længere end de fleste voksnes. Men barnet har aldrig fejlet noget alvorligt. Gang på gang kan man i journalen læse, hvordan moren tager barnet med til egen læge og til vagtlægen med bekymringer om, at barnet er alvorligt sygt og i mistrivsel og gang på gang bliver barnets mor vejledt i, at hun har en sund og rask dreng i trivsel. Vi er helt med på, at denne undersøgelse handler om barnet og det sidste vi er ude på, er at kaste med mudder og at tillægge modparten motiver, som vi dybest set ikke har belæg for. Men faktum er, at Michael gennem hele parternes samliv har oplevet en kvinde med alvorlige psykiske lidelser og at han har deltaget i en pårørendegruppe på psykiatrisk for at få redskaber til at tackle livet med en psykisk syg ægtefælle.”

“Ja, og af alt det der er sket, er det hårdeste helt klart denne sygeliggørelse af en glad dreng i trivsel,” tilføjer jeg. “Vi skal jo virkelig prise os lykkelige over, at vi har en sund og rask dreng, der på trods af en hård skilsmisse klarer sig godt, i stedet for at pille ham ned og skabe en fortælling om, at han ikke har det godt. “

Mens jeg taler, skriver sagsbehandleren igen på sin blok og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun mon skriver og hvorfor? Måske hun lige nu sidder og tænker, at jeg er rosenrød i mine beskrivelser af min søn og at grunden til, at hans mor oplever ham som værende i mistrivsel, er, at han her er mere tryg og derfor tør at give udtryk for sine dybereliggende behov? Måske ikke? Jeg skubber tanken til side. Sagsbehandleren må skrive, hvad hun vil. Det har jeg ikke nogen indflydelse på. Det eneste jeg lige nu kan gøre, er, at holde fokus på at beskrive den dreng jeg oplever, samt at gøre mig umage for at få alle nuancerne med. Jeg tager en dyb indånding og fortsætter. 

“Forleden slog en af hans kammerater sig i forbindelse med en fodboldkamp. Der skete ikke noget med ham og kampen fortsatte, men min søn glemte alt om kampen og løb tværs over banen for at sikre sig, at hans ven var ok. Det er den empatiske dreng, jeg kender. Og ja, selvfølgelig er der også en bagside. Jeg kan sagtens se, hvordan han – sammenlignet med flere af sine kammerater – bliver hurtigere voksen og at han i den konkrete situation påtager sig et ansvar i stedet for bare at koncentrere sig om at løbe videre og score det næste mål. Og det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på. Men det ligger langt fra et billede af en dreng, der angivelig skulle slå sine venner og være i akut mistrivsel. Jeg ved godt, at vores søn som skilsmissebarn somme tider kan føle sig klemt. Det er jo ikke sjovt, når ens mor og far – som man elsker allermest – ikke er sammen. Og vores søn har også sagt til mig: Kan dig og mor ikke bare blive skilt tilbage? Samtidig er han sig også smerteligt bevidst om, at det aldrig kommer til at ske. Eksempelvis sagde han til mig, sidst han var hjemme. Far, det går altså ikke, at du kommer og ser mig spille fodbold. Der er en eller to, der bliver sure, så vi må bare tænke på hinanden i stedet for.”

Sagsbehandleren har lagt kuglepennen foran sig på bordet og skubbet blokken lidt til side. Hun ser opmærksomt på mig – som om der er noget af det, jeg har sagt, der overrasker hende og som kalder på en uddybning. 

“Så din søn kan godt fortælle, hvis der er noget, der går ham på?”

“Ja, han er generelt god til at sætte ord på. Når vi skal tale om noget af det, der er lidt svært, går vi somme tider ned i sportens verden, som er en verden, han kender og hvor han føler sig tryg. Hvis han eksempelvis spørger ind til, hvorfor der er mennesker i hans liv, der somme tider opfører sig dumt, forsøger jeg at svare i et sprog, han kan forstå. Og så svarer jeg eksempelvis: Kan du huske dengang, vi startede med at spille fodbold? Der var der flere, der ikke vidste, om de skulle sparke med højre eller venstre. Det er lidt det samme med voksne. Når voksne ikke ved, hvad de skal gøre, så prøver de at gøre det, de tror der virker. Det er bare ikke altid, at det går lige godt. Og så siger min søn: Det er ligesom en af mine venner. Han rammer aldrig målet. Hvortil jeg svarer: Ja, det er fordi, han ikke lige ved, hvordan han skal sparke, men så lærer han det med tiden. Og sådan er det også somme tider med voksne.  vi taler om tingene og sætter ord på og jeg er stolt af min søn og af at han klarer sig så godt.”

“Så du har ikke den her oplevelse af, at din søn har ondt i maven og ondt i hovedet?”

“Nej.”

“Heller ikke når der er skiftedag? Der er mange skilsmissebørn, der kan have det lidt svært på skiftedage.”

“Han bruger det her udtrykt – jeg skal lige lande – og når han skal retur til sin mor, kan jeg godt mærke på ham, at han forbereder sig på, at nu sker der noget andet. Jeg er med på, at det kan være svært for vores søn at finde sin egen vej i de to verdener, han skal navigere i og at der kan være stor forskel på de ting, han må hos sin mor og de ting, han må hos mig. Og derfor forsøger jeg også at bygge flest mulige broer, som min søn kan gå på. I det omfang, jeg finder det meningsfuldt, kopierer jeg den hverdag, som jeg oplever, at min søn har hos sin mor for på den måde at skabe mest mulig synergi. Men desværre er der også en lang række områder, hvor jeg føler, at jeg er nødt til at skabe modvægt, for at min søn kan få et normalt forhold eksempelvis til bakterier, som min søns mor er meget angst for.”

“Jeg ved ikke, hvor godt du kender sagen?” 

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren, mens en lille sigende stilhed indtræffer sig. Det er som om, at der med stilheden opstår en antydning af, at der er noget, sagsbehandleren bliver nødt til at give afkald på at fortælle os – men som hun i princippet gerne ville dele med os. Juristen lader stilheden fylde lokalet i noget, der føles som adskillige minutter, men som sikkert ikke har varet mere end et par sekunder, hvorefter hun fortsætter.

“Da det hele startede tilbage i januar 2013, var det præcist de samme ting, som Michaels eks-kone overfor Statsforvaltningen beskrev. Dengang lavede man som sagt en stor børnesagkyndig undersøgelse, der klart faldt ud til Michaels fordel. Jeg kan ikke huske den præcise ordlyd i konklusionen, men pointen var, at den børnesagkyndige – set i lyset af morens mentale sindstilstand – mente, at Michaels bekymringer var relevante og at han derfor skulle være bopælsforælder. “

Jeg sidder og lytter, mens juristen samler den ene bold efter den anden.

“Videre er det vigtigt at understrege, at Michael virkelig forsøger at bygge bro over de to verdener, hans søn måtte opleve at leve i. Han har mange gange forsøgt at invitere sin søns mor ind til en kop kaffe og foreslået, at de kunne se en af deres søns fodboldkampe. Men Michaels eks-kone vil ikke kommunikere med ham. Hun har skabt det system, som hun kalder overleveringen, som videresender de ugerapporter, som Michael sender til sin søns mor om, hvordan dagene med deres søn er gået og når Michaels eks-kone sender noget den anden vej, sker det også via overleveringen – så reelt ved Michael ikke, om de overleveringer, han skriver til sin søns mor, overhovedet bliver videresendt til hende. Så det har været – og er – enormt svært for Michael at trænge igennem med det samarbejde, som han gerne vil have.”

“Ja,” siger jeg, “Og desværre er jeg ikke den eneste, der har en oplevelse af, at etableringen af de broer, der potentielt kunne hjælpe med at forbinde de to verdener, min søn lige nu bevæger sig i, bliver obstrueret. Flere af forældrene til min søns venner forsøger jo også at kontakte hans mor, når han er hos hende, for at han kan lege med de samme børn uagtet om han er hos sin mor eller sin far. Hvis de er heldige, får de en kortfattet afvisning, men typisk får de ikke noget svar. Og igen er det børnene, der bliver taget til gidsler, og det synes jeg er uendelig trist.”

“Og når parternes søn har det så godt, som han har, er det formentlig fordi, han hos sin far har et rum, hvor han føler sig tryg ved at fortælle om de ting, der måtte ligge ham på hjerte. Michael har haft flere samtaler med sin søn, hvor han efterfølgende har sagt: Far? Lover du, at du ikke siger noget til mor om det her? Hun bliver stiktosset, far.”

“Vi kalder det at få bolden ud af maven,” tilføjer jeg.

“Vi er med på, at Michaels eks-kone formentligt vil anføre, at når hun mærker denne her mistrivsel hos sin søn, så er det fordi, hun kender ham og fordi han sammen med hende føler sig tryg ved at vise, hvordan han inderst inde har det. Og det ville da være glædeligt, hvis det forholdt sig på denne måde. Der er bare ikke rigtig noget, der tyder på det.”

Det er som om, at juristen med stor præcision spiller den ene bold efter den anden ind over midten til mig. Og jeg søger efter bedste evne drible videre. 

“Det er også en af grundene til, at jeg er meget glad for, at jeg er blevet inviteret med til det her møde i dag. Mit eneste ønske er fra hjertet at fortælle om, hvordan jeg oplever min søn og det er også derfor, jeg ikke har taget min advokat med i dag. Jeg ønsker for alt i verden ikke at skabe konflikt. Det eneste jeg ønsker, er, at vi sammen kan finde frem til den bedst mulige løsning for den 9-årige dreng, som det hele handler om.”

“Du skriver i dit brev til Michael, at du blandt andet har modtaget afgørelsen fra retten i forældremyndighedssagen samt den dom for vold, som Michael har fået,” siger juristen og ser på sagsbehandleren. 

“Ja?”

“Jeg ved ikke, om den her voldsdom overhovedet vil spille ind – men under alle omstændigheder er det i hvert fald relevant, at netop den dom er sendt til Den Særlige Klageret og at Michaels advokat – efter vores møde i dag – vil sende dig de relevante sagsakter.

“Selvfølgelig kan vi ikke bare lægge den dom væk, men det jeg forsøger, er at fokusere på barnet og ikke på partnernes konflikt – udover hvordan den pågældende konflikt påvirker barnet. Ellers ender vi med en masse mudderkast og det hjælper ikke barnet. Selvfølgelig er det svært at være skilsmissebarn og det kan sagtens ende ud med, at konklusionen i denne sag bliver, at barnet har det rigtig fint og at der ikke er brug for støtte. Men helt centralt er det altså, at det er barnet, vi har fokus på,” siger sagsbehandleren.

“Og det er jo præcist sådan, det skal være,” siger jeg og hæfter mig ved, at der i sagsbehandlerens ord ikke synes at ligge et element af noget docerende, hvilket jeg har stor respekt for.

“Der findes jo i sagen en lang række af ugerapporter, hvor parterne på skiftedage skriver lidt om, hvordan ugen er gået og de giver faktisk et ret fint billede af, hvordan samarbejdet over tid har udviklet sig. Eksempelvis er noget af det, der går igen i de her ugerapporter, hvordan Michael gang på gang insisterer på at holde fokus på barnet, og de her ugerapporter vil Michaels advokat selvfølgelig også sende til dig,” siger juristen. 

Sagsbehandleren nikker og i et kort glimt dukker stilheden op. Gennem den seneste time er der hen over bordet blevet udvekslet en lang række af ubegribeligheder, som nu svæver rundt omkring os i lokalet og venter på at lade sig bundfælde. 

“Det er jo ikke særligt svært for Michaels advokat at regne ud, hvad formålet med denne her underretning er,” fortsætter juristen. “Og her tillægger vi selvfølgelig Michaels eks-kone et motiv, som vi dybest set ikke har belæg for. Men set udefra ligner det unægteligt, at hun vil en tur i Statsforvaltningen for yderligere at nedsætte samværet mellem far og søn. Og at den her underretning til kommunen er et middel til at nå det ønskede mål. Hertil skal det bemærkes, at da parterne senest var i Statsforvaltningen i forbindelse med den samværsresolution der i april 2016 blev fastlagt, fik de at vide, at det var vigtigt, at de begge accepterede den afgørelse, der blev truffet. Sagsbehandlerens pointe var dengang, at der selvfølgelig ville være en af parterne, der ville blive skuffet over afgørelsen, men at denne skuffelse ikke måtte føre til en manglende respekt for, at Statsforvaltningen selvfølgelig vil træffe den afgørelse, som de i den konkrete situation mener, er bedst for barnet. Og derfor har Michael jo nu en reel bekymring for, om de nu allerede skal en tur i Statsforvaltningen igen. I værste fald kan det jo nærmest blive en selvopfyldende profeti, hvor Michaels søn ender med at komme i mistrivsel, idet han kontinuerligt bliver trukket gennem systemet og fordi han bliver ved med at få at vide, at han ikke har det godt. Hvis man fortæller et barn tilpas mange gange, at det ikke trives, så ender det jo med, at barnet begynder at tro på det.”

“Ja,” siger jeg. “Og lige netop det her med den selvopfyldende profeti, kan i den grad gøre mig søvnløs om natten. Vi har lige nu en sund og rask dreng i trivsel. En glad dreng med strithår og glimt i øjet. Og en rigtig sød og klog lille dreng. Men hvad sker der, hvis min søns mor ikke evner at stoppe i tide? 

Stilhed. 

“Vil I have Michaels søn ind til en samtale?” spørger juristen forsigtigt. 

“Ja.”

“Har han været det?”

“Nej, ikke endnu og vi prøver jo selvfølgelig at gøre det så skånsomt som muligt.”

“Det ved jeg, at I gør,” siger jeg “og den del stiller jeg slet ikke spørgsmålstegn ved. “Det er mere det her med, at min søn nu igen skal til en samtale. Det er ikke engang et år siden, at han var til en samtale i Statsforvaltningen og her var han enormt presset, da han fra modpartens side var udsat for forældrefremmedgørelse – hvilket Statsforvaltningen heldigvis fangede. Ikke mindst fordi min søn af sin mor var blevet udstyret med et talepapir, som han forsøgte at læse op fra. Dengang tumlede min søn en del med en følelse af skyld og derfor gør jeg et stort nummer ud af at gentage for ham, at intet af det der sker, er hans skyld, at jeg godt kan forstå ham og at jeg elsker ham lige meget hvad, der sker.”

“Det er også nogle rigtig gode ting at sige til et skilsmissebarn, som måske kan føle sig fanget i forældrenes konflikt,” siger sagsbehandleren.

“Ja, og igen er det vigtigt at pointere, at det er en konflikt, som min søns mor mener at have med mig. Det er på ingen måde en konflikt, jeg ønsker at deltage i.”

“I den sammenhæng kan det måske også være vigtigt at anføre, at der i forbindelse med de seneste samtaler, som parternes søn har været til, har været en tendens til, at han siger det, som han tror giver mindst ballade i stedet for at give udtryk for egne behov.”

“Ja,” siger sagsbehandleren ubestemt, ligesom svævende, som om samtalen er færdig. Et øjeblik bliver der tavst, hvorefter hun tilføjer. 

“Jeg ved ikke, om I har mere, I gerne vil fortælle mig?”

“Nej, jeg tænker, at vi har været godt omkring det meste,” siger jeg. 

“Det har i hvert fald været rigtig fint at møde dig og få et andet billede af, hvordan tingene hænger sammen – ikke mindst når du har så meget samvær med din søn, som du har. Det er jo netop det, den her børnefaglige undersøgelse går ud på – at vurdere helhedsbilledet af barnet.”

“Og her vil jeg også gerne pointere, at hvis der skulle blive truffet en afgørelse om, at barnet har brug for støtte, så er det selvfølgelig noget, jeg bakker op om.”

“Det er rigtig godt at vide,” siger sagsbehandleren. “Og jeg har sagt til din søns mor, at hvis vi træffer en afgørelse om, at der skal iværksættes nogle foranstaltninger, så vil vi selvfølgelig også inddrage dig – alt andet ville være halvt arbejde og det vil også være en underlig situation for Jeres søn, hvis du ikke bliver inddraget i processen.”

“Har du en fornemmelse af, hvornår der ligger en afgørelse?” spørger juristen.

“Om en måneds tid – højst to.”

“Og hvis i beslutter Jer for at træffe en foranstaltning, hvad kan det så være?” spørger jeg. 

“Enten en kontaktperson eller også noget i familiebehandlingen, hvor I kan få nogle metoder til at samarbejde og til at håndtere konflikter. Det er de to modeller, jeg umiddelbart tænker, kunne være relevante. Alternativt kan man også træffe en foranstaltning om aflastning, men det vil ikke være relevant i Jeres sag.”

“Nej, for det er, som jeg forstår det, en meget atypisk sag at lave en børnefaglig undersøgelse i?”

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren.

“Ja.”

“Og det er jo også en af grundene til, at Michael er bekymret for, om den her underretning handler om barnet eller om, at barnets mor ønsker endnu en runde i Statsforvaltningen med henblik på at katapultere ham ud af barnets liv.”

“Jeg kan ikke sige, om der bag den her underretning ligger et skjult motiv, Men jeg kan love Jer, at vi har fokus på barnet.”

“Det der her bekymrer mig er, hvad det er for en forælder, der sender en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn? Og det vel at mærke en forælder med fuld forældremyndighed og en 9/5 samværsordning,” siger jeg. “Det oplagte ville jo være – hvis det nu virkelig handlede om vores søn – at hans mor havde kontaktet mig og sagt: Hvordan oplever du vores søn? Og hvad mener du, at vi kan gøre? Og herefter kunne vi så – hvis vi vurderede det nødvendigt –  tale med skolen, SFO’en og fodboldklubben og høre, hvordan de oplever vores søn.”

“Ja.”

De mest modbydelige ord 

Alle mine år alene har lært mig, at der er farlige punkter, og til det hører det at komme ind ad en dør efter en svær dag. Når man er alene, er overgangene vanskelige at håndtere, og chancen for at miste orienteringen er stor. Men selvom jeg ved det og er forberedt, overrumpler rådvildheden mig alligevel gang på gang. Jeg ved, at det vil hjælpe at lave mad. Men jeg sidder som forstenet i min sofa og stirrer ud i luften. Under mødet med kommunen har jeg koncentreret mig om at følge med fra sætning til sætning og lige nu husker jeg intet af, hvad der blev sagt. Kun tonefald og konsekvenser. 

Den nat er min søvn tynd og fyldt af kaotiske drømmefragmenter, der både rækker bagud til dagen der gik og fremad til den, der vil komme. Jeg slæber natten med mig ind i den nye dag, fuld af drømmenes sære varsler og går med tunge skridt ud for at tjekke postkassen. Og dér ligger det. Brevet fra Helsingør Kommune. Aktindsigten, som formentlig vil indeholde en række svar på, hvad min søns mor har sagt og gjort 

Jeg går tilbage til huset, og åbner kuverten. Den er tyk og jeg går med rystende hænder i gang med at læse de mange sagsakter. Pludselig stivner jeg. Af aktindsigten fremgår det sort på hvidt, hvorfor min søns mor har valgt at sende en underretning til kommunen og selvom jeg gennem de seneste år er blevet hærdet, gør hendes bagvedliggende motiv dybt indtryk. Jeg dvæler et øjeblik ved ordene og bladrer så om på næste side i aktindsigten. Herefter bliver alt sort.

Det næste jeg husker, er, at jeg sidder på mit køkkengulv. I hånden har jeg et stykke papir, hvorpå de mest modbydelige ord står skrevet.  

(Tredje og sidste del udkommer fredag d. 17. marts 2017.)