(Resume: Onsdag d. 11. januar 2017 modtog jeg et brev fra Helsingør Kommune omkring en børnefaglig undersøgelse, som kommunen vil foretage for at vurdere, om min søn er i målgruppen til at modtage støtte. Undersøgelsen skal laves på baggrund af en underretning, som kommunen har modtaget, men det fremgår ikke af brevet, hvem der har sendt underretningen og hvad den nærmere indeholder. Da kommunen gerne vil høre, hvordan jeg ser og oplever min søn, blev jeg indkaldt til et møde tirsdag d. 7. februar. For ikke at virke konfliktoptrappende valgte jeg til mødet at medbringe en af de jurister, der hjælper mig i stedet for min advokat. På mødet fik vi at vide, at det rent faktisk ér min søns mor, der har sendt underretningen og at hun til kommunen har sagt, at vores søn er i markant mistrivsel. Under mødet forsøgte jeg – i samarbejde med juristen – at tegne et mere virkelighedstro og nuanceret billede af min søn – og jeg havde en fornemmelse af, at sagsbehandleren forstod min fortvivlelse over, at et velfungerende barn så markant søges sygeliggjort. Videre var sagsbehandleren øjensynligt også interesseret i at afdække det motiv, der ligger til grund for underretningen. Sagsbehandleren betonede flere gange, at hendes opdrag er at holde fokus på barnet, hvilket gjorde mig (lidt mere) tryg. Dagen efter mødet modtog jeg i min postkasse en række sagsakter fra Helsingør Kommune. Og jeg gik med rystende hænder i gang med at læse.
Og nu står jeg så i mit køkken og læser. Pludselig stivner jeg. Af aktindsigten fremgår det sort på hvidt, hvorfor min søns mor har valgt at sende en underretning til kommunen og selvom jeg gennem de seneste år er blevet hærdet, gør hendes bagvedliggende motiv dybt indtryk. Jeg dvæler et øjeblik ved ordene, hvorefter jeg læser videre. Herefter bliver alt sort. Det næste jeg husker, er, at jeg sidder på mit køkkengulv. I hånden har jeg et stykke papir, hvorpå de mest modbydelige ord står skrevet.)
Du kan her læse første del: 26. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)
Du kan her læse anden del: 27. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)
Michael Hjelvang slår sin søn.
Michael Hjelvang mishandler sin søn.
Michael Hjelvang låser sin søn inde.
Michael Hjelvang udsætter sin søn for psykisk terror.
Michael Hjelvang truer sin søn.
Michael Hjelvang forhindrer sin søn i at ringe til sin mor og hvis han alligevel gør det, udsætter han sin søn for fysisk vold.
Michael Hjelvang manipulerer med sin søn.
Michael Hjelvang lyver om og overfor sin søn.
Michael Hjelvangs søn er bange for sin far.
Michael Hjelvangs søn ønsker ikke at se sin far.
Hjælp mig, tænker jeg. Jeg kan ikke mere. Jeg kender ikke længere forskel på nat og dag, på ja og nej. Om natten ligger jeg vågen, og om dagen går jeg sovende omkring. Jeg ser ingenting. Hele min verden er som et mørke med hvide lysglimt, der stikker mig. Min søns mor har altid haft en dramatisk måde at udtrykke sig på. Hun er typen, der sandsynligvis ikke interesserer sig for sandhed. Måske fordi hun ikke tror, den findes? Men alligevel lykkes det hende her at overgå sig selv ved først at sende en underretning til kommunen gående på, at vores velfungerende søn er i mistrivsel, hvorefter det hele kammer over i den ene modbydelige anklage efter den anden. Hvad blev der af vores søn? Og den påståede bekymring for hans trivsel? Hvis hun vitterligt er af den oplevelse, at vores søn er asocial, introvert og aggressiv, er det en højst besynderlig måde, at hjælpe ham på. Jeg overvejer at rejse mig fra køkkengulvet men føler mig stadig svimmel og lader i stedet tankerne vandre mod de ord, min advokat lod falde onsdag d. 11. januar 2017, da vi talte i telefon sammen.
“Nu skal vi selvfølgelig passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som vi for det første ikke har belæg for og som for det andet er så langt ude, at selv din søns mor formentlig ville finde det for vidtgående. Men hvis vi nu antager, at det rent faktisk er hende, der har sendt den her underretning på sit eget barn, så er det jo nærliggende at tro, at det dybest set handler om, at hun vil en tur i Statsforvaltningen og at hun vil forsøge yderligere at begrænse samværet mellem din søn og dig. Det vil hun selvfølgelig aldrig indrømme, da det vil få hendes bekymringer for Jeres søns trivsel til at klinge hult.”
I forhold til førstnævnte bekræftede sagsbehandleren på mødet d. 7. februar 2017 det utænkelige:
“Underretningen er kommet fra barnets mor.”
Og i forhold til motivet har min søns mor selv valgt at fortælle det til kommunen, hvilket bekræfter min fornemmelse af, at der var noget sagsbehandleren under mødet havde lyst til at fortælle os, men som hun var nødsaget til at holde tilbage. Sagen er nemlig den, at min søns mor allerede d. 16. september 2016 ringede til Helsingør Kommune, hvor hun i forbindelse med underretningen gav dem denne besked.
Beskeden til Helsingør Kommune er klar. Min søns mor vil gerne en tur i Statsforvaltningen for at yderligere at nedsætte samværet mellem min søn og jeg til 11/3 eller 12/2. Og for at få Statsforvaltningen til at genoptage samværssagen, er hun nødt til at komme med noget afgørende nyt – og det kunne jo meget belejligt være en børnefaglig undersøgelse fra Helsingør Kommune, der på baggrund af morens oplysninger vurderer, at vores søn er i mistrivsel.
Sagen er nemlig den, at min søns mor har forsøgt at afskære mig fra at blive orienteret om og inddraget i den børnefaglige undersøgelse:
Min søns mor har således d. 12. december 2016 – sammen med sin bisidder – været til et møde med Helsingør Kommune, hvor sagsbehandleren har meddelt min søns mor, at Familierådgivningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at inddrage barnets far i undersøgelsen, hvilket min søns mor ikke kunne bifalde. Og ja, set fra min søns mors synspunkt, ville det da også have været meget lettere, hvis kommunen ville lave en børnefaglig undersøgelse udelukkende baseret på hendes oplevelser, hvorefter hun kunne stryge direkte i Statsforvaltningen. Hvordan det skulle hjælpe den lille ni-årige dreng, som hun påstår er i markant mistrivsel, har jeg fortsat til gode at forstå. Og min forundring bliver ikke mindre af, at min søns mor tilsyneladende ikke er bekymret for, at han opholder sig hos den stjernepsykopat af en far, som hun netop overfor kommunen har beskrevet:
Jeg lader blikket glide videre gennem stakken af sagsakter. Og anklagerne, ja de fortsætter. I forbindelse med en fædretur i september 2016, hvor fædrene i min søns klasse tog med drengene på en endagstur med overnatning og hvor min søn endte med ikke at komme med, skulle forklaringen angiveligt være, at han hellere ville have deltaget med en af de andre drenges fædre – frem for sin egen far.
Du kan læse mere om fædreturen her
Videre bringes det også i spil, at min søn og jeg finder glæde ved sammen at spille fodbold.
Hvad min søns mor glemmer at fortælle kommunen, er, at jeg netop måtte trække mig som fodboldtræner, da min søn ellers ikke måtte komme til træning.
Du kan læse mere om min beslutning om at trække mig som træner her: 23. EIF i dag i morgen og altid
Hvad jeg på dette tidspunkt ikke ved, er, at den bemærkning, som min søns mor omkring fodbolden lader falde, og som umiddelbart virker rimelig tilforladelig – (derudover går de meget til fodboldstævne, da xxx spiller fodbold og Michael er blevet træner. Det skal de også i denne weekend, hvor xxx er ved sin far) – senere ender ud med at afstedkomme dramatiske konsekvenser i min søns liv, hvad netop angår hans passion for fodbolden. Du kan læse mere om den seneste udvikling her på bloggen og i min bog.
Jeg ser rundt på de sagsakter, der ligger spredt omkring mig. Hvert eneste stykke papir fortæller sin egen uhyggelige historie. Hvad gælder kommunikationen mellem min søns mor og jeg, taler de ugerapporter jeg hver eneste gang min søn har været på samvær, sender til ‘overleveringen’ – og de meget kortfattede svar, jeg får retur, sit eget tydelige sprog, hvorfor hele korrespondancen også vil blive offentliggjort i min bog og hvorfor min advokat selvfølgelig også vil sende den til Helsingør Kommune.
Du kan læse mere om overleveringen her: 13. Man gør et barn fortræd
Jeg begynder at samle papirerne omkring mig sammen og tager tilløb til at rejse mig. Jeg kan ikke bebrejde Helsingør Kommune, at de på baggrund af de oplysninger de har modtaget fra min søns mor, er blevet bekymrede og jeg priser mig lykkelig over, at kommunen overfor min søns mor har insisteret på også at høre min side af historien.
Idet jeg rejser mig fra køkkengulvet, breder en sorg sig som ringe i vandet. Den oprindelige bliver med tiden blot stenen, der synker til bunds. Jeg tænker på alt det, der i efteråret 2016 er sket bag min ryg og på det pres min søn må have levet i. Jeg tænker på tiden, der er gået, og på livet, og med det humør jeg er i nu, klæber der sig en følelse af fortabelse til det hele. Jeg går ind i stuen og kigger ud af vinduet. Længe står jeg helt stille. Jeg står og lytter ud i tomheden, stilheden, træerne og himlen, indtil det kryber under huden på mig og jeg er én stor kvalmende rædsel. Skrækslagen tænker jeg på, om min søns mor mon skader vores søn? Om hun mon overfører noget til ham? Angsten og håbet bølger frem og tilbage. Hvor kommer al den angst fra? Og hvad med håbet? Hvor kommer håbet fra?
“En dejlig dreng at have i klassen”
To dage senere står jeg ude foran døren til min søns skole. Jeg har et møde med skolen, og da min søn i disse dage er hos sin mor, har jeg valgt at tage den dør, hvor der er mindst sandsynlighed for at møde ham. Det er d. 9. februar og klokken er kvart over otte, hvorfor min søn lige nu burde befinde sit i sit klasseværelse, men da de seneste år har lært mig, at alt potentielt kan blive brugt imod, er jeg lige nu meget optaget af ikke at møde ham. Jeg tager en dyb indånding og tænker på, hvor skørt det hele er. Tænk at jeg lige nu føler, at jeg skal snige mig ind på min søns skole. Hvordan fanden mon det hele er kommet så langt ud?
Allerede d. 26. januar kontaktede jeg min søns skole for at få indsigt i, hvordan skolen lige nu oplever ham. Samtlige udtalelser som skolen og SFO’en gennem tiden har udarbejdet på ham, har været positive, men det kan jo selvfølgelig være, at øjebliksbilledet lige nu ser anderledes ud.
Du kan læse de tidligere udtalelser fra skolen og SFO’en her: 21. Sandheden husker man
D. 2. februar 2017 modtog jeg dette svar fra skolen.
Jeg åbner døren og går med hurtige skridt ind på det kontor, hvor mødet skal holdes. Jeg har for år tilbage selv gået på den samme skole, så jeg har nemt ved at finde rundt. Jeg træder ind på kontoret og hilser på min søns klasselærer og på den daglige pædagogiske leder. Begge sender mig et varmt smil og jeg sætter mig overfor dem.
“Som jeg skrev til dig, er det jo en mundtlig orientering,” siger den pædagogiske leder og rømmer sig. “Og det er det, fordi du ikke har del i forældremyndigheden. Ellers ville vi godt kunne have givet dig en skriftlig orientering. Og så har jeg inviteret din søns klasselærere med, da det jo er hende, der kan give dig det bedste billede af, hvordan vi her på skolen oplever din søn.”
“Ja,” siger jeg. “Og her indledningsvist vil jeg gerne lige sige, at jeg er meget glad for, at I vil tage Jer tid til at mødes med mig. Det betyder meget for mig.”
“Selvfølgelig,” siger den pædagogiske leder og ser på min søns klasselærer. “Mon du vil fortsætte?”
“Ja,” siger klasselæren og læner sig lidt frem på stolen. Der er noget ved hendes væsen, som jeg godt kan lide og jeg føler mig tryg både i hendes og lederens nærvær. “Socialt er din søn jo en dejlig dreng. I frikvartererne er han meget aktiv og han har mange venner. Når et frikvarter er slut, kommer han ind og er glad og han er sådan en dreng, hvor man kan se, at han i frikvarteret har brugt sin krop. Han spille rigtig meget fodbold, men han er også med, hvis børnene leger nogle andre lege. Og ja, generelt er han en meget vellidt dreng, som også har en lille bølle i maven.”
“Godt,” siger jeg. Hele morgenen har jeg været anspændt, en lille stram hovedpine har banket i min højre tinding, men nu mærker jeg, hvordan det begynder at lysne.
“Ja,” siger den pædagogiske leder. “Det her med at have en lille bølle i maven, tror jeg bestemt ikke, er usundt.”
“Nej, det tror jeg heller ikke,” siger klasselæren. Og så snart vi beder din søn om at rette ind, så gør han det. Hvis nu han eksempelvis sidder ved siden af en rigtig god ven, så bobler han frem og kan godt lave lidt sjov og ballade, men kommer som sagt også hurtigt på sporet igen, når vi beder ham om det. Det virker også som om, at han er blevet lidt mere selvstændig, og at han tør lidt mere. Du ved – han kan godt sidde og grine, uden at han tror, vi ser det. Og ellers er han en god ven og en rigtig dejlig dreng at have i klassen.”
“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. Og mærker hvordan min krop bliver fyldt til bristepunktet af stolthed. Seje lille kloge dreng. Ukuelig og insisterende på det gode her i livet.
“Når det kommer til det faglige,” fortsætter klasselæren, “så arbejdede han i første og anden klasse meget med at læse og det rykker jo virkelig nu. Han er rigtig god til at læse, men må selvfølgelig gerne blive ved med at læse de samme stykker, så det bliver mere automatiseret. Men han er virkelig arbejdsom i timerne og det er meget tydeligt, at han gerne vil være færdig og at han gerne vil gøre det godt. Hvis det ikke er godt nok, går han ned og forsøger igen og han bliver ved, til den er der. Han er også godt på vej med voksenstavningen. Han har lidt med nogle vokaler, som vi arbejder med og det skal nok komme. Og hvad gælder matematik har jeg fået at vide, at han ligger rigtig fint. Der er nogle ting, der er nemme for ham, mens andre er svære og det er helt normalt. Så alt i alt har jeg kun godt at sige om din søn. Han er i en rigtig god udvikling.”
“Det er en god torsdag siger jeg,” og som altid har jeg svært ved at holde tårerne tilbage, når det gælder min søns ve og vel.
“Ja, ik?” siger den pædagogiske leder og smiler. “Men jeg ved jo ikke helt præcist, hvad det er, du har brug for at vide og hvorfor? Det hele er jo noget af en usædvanlig situation og det er det sikkert også for dig. Da du skrev til mig, ringede jeg til vores jurister for at høre, hvilke informationer jeg må give dig, og det de siger, er, at alt der vedrører din søn, kan du selvfølgelig få.”
“Det er også sådan, jeg har forstået reglerne,” siger jeg. “Og det vigtigste er jo alt det, min søns klasselærer lige har sagt. Set i den sammenhæng er alverdens love og paragraffer jo helt ligegyldige. Hovedsagen er, at min søn har det godt. Og det er også grunden til, at jeg sidder her. Sagen er nemlig den, at min søns mor har lavet en underretning til Helsingør Kommune på ham, idet hun oplever, at han er i markant mistrivsel.”
“Okay?” siger den daglige pædagogiske leder.
Han har svært ved at skjule sin overraskelse og på en måde trøster det mig, at han ingenting ved. Ikke alt er indbefattet af uforudsete hændelser og onde anelser. I Espergærde, hvor der er usynlige allestedsværende kommunikationslinjer, hvor alle ad uransaglige veje bliver informeret om alting, er der undtagelser.
“Jeg skal bare lige forstå det her. Vi blev for et stykke tid siden af Helsingør Kommune bedt om at lave en udtalelse på din søn i forbindelse med en underretning. Men du siger altså, at det er din søns mor, der har lavet den her underretning?”
“Ja,” siger jeg og mærker, hvordan vi igen er tilbage ved min advokats ord om det ubegribelige ved, at en forælder vælger at sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn.
“Og har du så modtaget den status, vi har sendt til Helsingør Kommune?”
Det hele kører rundt i mit hoved og jeg har svært ved at fokusere på andet end de mange flotte ord, min søns klasselærer for et øjeblik siden lod falde.
“Ja,” siger jeg – til trods for at de jurister der hjælper mig, netop forud for mødet har sagt, at jeg skal sørge for at få den status, da jeg ifølge Helsingør Kommune er berettiget hertil. Men jeg kan ikke holde styr på love og paragraffer. Sorg og glæde strømmer gennem min krop og jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at begynde at græde. Ikke nu. Jeg vil ikke være den der far, der bliver betragtet som en omvandrende tudemaskine. Tårerne må komme, når jeg sidder alene eller når jeg er sammen med mine nærmeste.
Vi afslutter mødet og jeg ringer til juristerne og fortæller dem de gode nyheder. De forklarer mig, at der ikke er sket nogen skade ved, at jeg kom til at sige, at jeg allerede har fået den status fra skolen, som Helsingør Kommune har indhentet – selvom det lige netop er det, jeg ikke har. Og efter at have talt med dem, sender jeg en ny mail til den daglige pædagogiske leder.
Senere samme dag modtager jeg dette svar:
Nedenfor ses den udtalelse som i mailen er vedhæftet.
Samværet kan helt blive suspenderet
Efter at jeg har orienteret min advokat om mødet med skolen, sender han dagen efter følgende brev til Helsingør Kommune.
Det er et stærkt brev, tænker jeg. Og et hårdt brev. Jeg kan forstå på min advokat, at jeg skal forvente, at hvis kommunen i en børnefaglig undersøgelse konkluderer, at min søn er i mistrivsel, så vil min søns mor formentlig ikke “bare” anmode om yderligere at nedsætte samværet. Hun vil formentlig helt forsøge at suspendere det. Sker det, bliver jeg nødt til at starte en ny sag om forældremyndighed og bopæl. Hvad fanden stiller man op med et system, der kører i ring? Og hvad gør man, når moren til ens barn på groveste vis udnytter selvsamme system?
Skal jeg give op i forsøget på at give min søn fred? Så kan han vi genoptage kontakten igen, når han bliver 18 – hvis han til den tid ønsker det? Eller skal jeg kæmpe videre for min søns ret til både at have en mor og en far? Og hvor længe kan han i givet fald blive ved med at holde til det? Jeg ved, at jeg gør, hvad jeg kan for at hælde masser af kærlighed og sunde værdier på ham. Og det virker som om, at fundamentet i ham er solidt. Men kan jeg være sikker? Spørgsmålene er mange og gennem, de seneste dage har jeg flere gange taget mig selv i at stå i en livlig samtale og uden anledning eller overgang begynde at svare med enstavelsesord og med hvad jeg fornemmer må være et lettere plaget udtryk i ansigt. Som regel finder folk på en undskyldning – måske fordi de tror, at de keder mig? I virkeligheden keder de mig slet ikke. Det er noget helt andet, der er på spil. Men hvordan skal jeg forklare det? Somme tider har jeg det som om, jeg ikke vil vide af mennesker mere, som om jeg fra min station i de endeløse stjernetåger har en erindring om, at folk volder sorg og besvær. Alligevel ved jeg god aller inderst inde, at jeg skal og vil åbne mig op og lade nye ting slå rod og gro. Og jeg ved, at jeg aldrig nogensinde ville kunne opgive min søn.
Jeg elsker dig, min dreng.
Kærlig hilsen, far