Ting du bør vide
Forældreansvarsloven (Lov nr. 499 af af 6. juni 2007) trådte i kraft d. 1. oktober 2007 og er senest ændret i 2020. Generelt indebar lovgivningen fra 2007 bl.a., at det præciseredes, at det er barnet, der har ret til kontakt med begge forældre og ikke forældrene, der har ret til kontakt med barnet.
Generelt når et forældrepar bliver skilt, sondrer man mellem en bopælsforælder og en samværsforælder. Bopælsforælderen er den, der har barnet boende og modtager børnepengene, mens samværsforælder skal ansøge om samvær.
I Forældreansvarsloven fra 2007 ville man blandt andet gøre op med det mønster, der oftest resulterede i, at fædrene endte som samværsforælder, der med møje og besvær skulle sikre sig dage sammen med deres barn. Omvendt har der unægtelig også været – og er – et stort behov for at gøre op med et tilsvarende mønster, hvor mere eller mindre psykisk ustabile fædre – på bekostning af kvinder og børn – manipulerer sig vej gennem et på mange måder forældet system.
Stifter i Barnets Tarv, Michael Hjelvang, startede i 2012 ud som bopælsforælder med fælles forældremyndighed. Og er nu på besynderlig vis havnet som samværsforælder. Og netop denne sondring mener vi i Barnets Tarv, er central. I vores optik er det håbløst i skilsmissesager at diskutere mødre og fædres rettigheder. Uanset hvordan man vender og drejer det, flytter det fokus fra barnet. Men måske det kunne være relevant at gøre op med sondringen mellem en bopælsforælder og en samværsforælder. Vores oplevelse er i hvert fald, at bopælsregistreringen er blevet den nye kampplads i skilsmissesager. Og at sondringen hverken gavner børnene. Mødrene. Eller fædrene.
