Former for hjælp
Vi er i Barnets Tarv opmærksomme på, at det kan knibe med overskuddet og at det kan være svært at gennemskue, hvad det præcist er for en type af hjælp, der er behov for. Derfor skræddersyr vi ved din første rådgivning præcist den form for hjælp, du måtte have brug for.
Nedenfor kan du læse om de forskellige former for hjælp, vi i Barnets Tarv tilbyder:
Skal dit barn anbringes eller er allerede blevet anbragt?
Hvis dit barn skal anbringes eller er anbragt udenfor hjemmet, har man som forældre ret til at få en støtteperson efter Servicelovens paragraf 75.
Støttepersonen skal være uvildig og uafhængig af kommunen og skal blot varetage dine behov.
Ved anbringelse af et barn eller ung kan der opstå mange opgaver, følelser og spørgsmål. Dette skal man ikke stå alene med som forældre.
Når et barn bliver anbragt medfører det stort set altid sorg og krise både hos forældrene og hos barnet. Der opstår ofte følelsesmæssige traumer, som kan være svære at håndtere. Det kan ligeledes være svært at forstå hvorfor dit barn er blevet anbragt.
En anbringelse er det mest indgribende tiltag som en kommune kan iværksætte og det har en kæmpe indflydelse på både forældrene og barnet. Børnene har oftest svært ved at forstå hvorfor de ikke kan være derhjemme og forældrene oplever ofte en følelse af afmagt og uretfærdighed.
Ofte har forældrene ikke selv et ønske om en anbringelse og derfor kan det føles krænkende, forkert og nedværdigende.
Derfor har du ret til, at vælge en støtteperson som betales af kommunen.
En støtteperson hjælper dig med at bearbejde de følelser og udfordringer der opstår og vejleder dig omkring spørgsmål du har.
Støttepersonen kan deltage med dig i møder med kommunen eller anbringelsesstedet og hjælpe dig med at forstå de papirer du modtager.
Støttepersonen skal være en som kan hjælpe dig både fagligt og personligt og som skal have en uvildig rolle i forhold til kommunen.
Du kan selv vælge hvem din støtteperson skal være, hvorfor du kan vælge mig.
Du kan kontakte mig for en nærmere afklaring af dine behov. Det er ligeledes vigtigt, at du mærker efter om vi to er et match. Du kan blot ringe eller sende mig en mail.
Lange behandlingstider. Sager der skal afgøres i forskellige instanser og som cykler rundt i systemet. Skrupelløse familieadvokater. Belønning af beskidte tricks. Mangel på faglige kvalifikationer hos de mennesker, der skal afgøre børnenes skæbner. Manglende screening af forældrekompetencer. Kønsdiskrimination. Manglende høring af børn. Forældrefremmedgørelse. En økonomi der pludselig skal deles op i to. Sultne journalister. Og en udskældt lovgivning. Faldgrupperne er mange og hos Barnets Tarv ser vi det som vores vigtigste opgave, at hjælpe børn og voksne sikkert gennem skilsmissejunglen. Og at bidrage til at fokus holdes på det forældreskab, der stadig eksisterer – i stedet for det ægteskab, der er gået i stykker. Konkret tilbyder vi dig juridisk rådgivning om eksempelvis forældremyndighed, bopæl og samvær og vi giver dig et indblik i de juridiske spilleregler og systemets måde at tænke på. Vigtigt er det at understrege, at vi sætter dit – samt dit barns behov i fokus og at vi sammen med dig finder frem til lige netop den rådgivning, du måtte have behov for.
Jura er en væsentlig del af skilsmissen og selv med de bedste intentioner og det bedste samarbejde, er der en række regler og love, som skal overholdes. For langt de fleste par er skilsmissejura ikke hverdagskost – heldigvis. I Barnets Tarv er vi bevidste om vores begrænsninger og vi svarer ikke på spørgsmål, som vi ikke kender svaret på. I stedet henviser vi dig en af de højt specialiserede advokater, som vi samarbejder med – eksempelvis hvis du har brug for juridisk rådgivning inden for et specifikt emne eller hvis din sag skal i retten. Selvom der kobles en advokat på din sag, følger vi fortsat med på sidelinjen og du kommer derfor ikke til at opleve, at din sag skifter hænder.
At sidde i Familieretshuset kan være grænseoverskridende og en vanskelig situation for mange. Det kan være uvant og ubehageligt at sidde ansigt til ansigt med sin ekspartner i en konflikt om fælles børn og der opstår let en situation, hvor man kan sidde tilbage med en følelse af ikke at blive hørt. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at have en bisidder med, der holder hovedet koldt og ikke er følelsesmæssigt involveret. En der kan hjælpe med at fortolke det, der bliver sagt og som kan bistå med at fokusere på det væsentlige og det, der fremadrettet skal skabe betingelserne for samværet med børnene. Hvis du føler dig tryg ved selv at tage til møderne, men forud har brug for at blive klædt på, kan vi også hjælpe dig.
I Barnets Tarv er det vores indtryk, at måden hvorpå du kommunikerer med myndighederne, har stor betydning for, hvordan du som person bliver betragtet og dermed også den afgørelse, du kan ende med at få. Vi tilbyder dig hjælp med den skriftlige kommunikation med myndighederne, så dit budskab kommer klarest muligt frem til modtageren. I den forbindelse sætter vi selvfølgelig din sag ind i den rette juridiske kontekst.
I Barnets Tarv ved vi, at det kan være svært at overskue, at indhente aktindsigter og ikke mindst at gennemlæse de mange hundrede (eller tusinde) sider, som et flertal af de konfliktfyldte sager typisk løber op i. Vi hjælper dig med at indhente aktindsigt og med at udpege, hvad der i aktindsigterne er væsentligt.
Når krisen rammer og bølgerne går højt, kan det være altafgørende med en stærk krop og en god fysik. Og en forudsætning for at hjælpe andre er, at man først og fremmest kan hjælpe sig selv. Præcist som med iltmaskerne i flyet. Du tager din egen på, inden du hjælper dit barn. Men for mange kan det måske være svært at finde energien og overskuddet til at leve sundt. Og mere eller mindre bevidst slår vi autopiloten til, og kommer iltmasken på andre – mens vi glemmer os selv.
I 2004 fik Michael Hjelvang konstateret diabetes 1 og har siden været nødt til at lægge sit liv om. Michael har i dag fokus på, hvordan man lever et balanceret liv uden fanatisme – og Michael kan hjælpe dig med at øge fokus på sin sundhed – også selvom skilsmissebølgerne brager omkring dig. Michael er ikke uddannet træningsekspert, men Michael ved, hvordan det er at stå der, hvor det er at befinde sig i en livskrise og hvordan et øget fokus på kost, motion og søvn, kan hjælpe dig igennem.
En del forældre overvejer i forbindelse med en konfliktfyldt skilsmisse at kontakte pressen. For nogle er det en sidste udvej, mens andre udelukkende ønsker at skabe debat om det danske familieretlige system – for på den måde at hjælpe andre. Uanset hvad din bevæggrund for at kontakte pressen måtte være, kan det være en fordel indledningsvist at søge råd og vejledning om eventuelle fordele og ulemper ved at stå frem.
Michael Hjelvang ved om nogen, hvordan det føles at stå frem. Og hvilke faldgruber?, der kan være. Går du med tanker om at skrive en bog eller oprette en blog, kan du med fordel tage kontakt til Michael Hjelvang.
Michael Hjelvang har på egen krop mærket, hvordan en krævende og konfliktfyldt skilsmisse føles. Og Michael kan derfor som erfaringsekspert guide skilsmisseforældre gennem det svære system og de svære følelser.