{"id":1237,"date":"2017-07-05T16:20:22","date_gmt":"2017-07-05T14:20:22","guid":{"rendered":"http:\/\/barnetstarv.com\/?p=2"},"modified":"2023-12-04T21:55:40","modified_gmt":"2023-12-04T21:55:40","slug":"34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/","title":{"rendered":"30. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”"},"content":{"rendered":"

“Jeg t\u00f8r ikke at tage til fodboldtr\u00e6ning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor f\u00e5r det at vide?”<\/em><\/span><\/p>\n

\n

Farvel til fodbolden\u00a0<\/b><\/span><\/p>\n

Jeg st\u00e5r i min have, mens martsbl\u00e6sten pifter mig om \u00f8rerne. Selv om vi er i den f\u00f8rste af for\u00e5rsm\u00e5nederne, er der et strejf af efter\u00e5r over vinden og jeg har s\u00f8gt ly p\u00e5 min terrasse for at h\u00f8re, hvad det er stemmen i telefonen siger. Jeg har de seneste timer g\u00e5et og syslet i haven – et g\u00f8rem\u00e5l som for \u00e5r tilbage intet ville have sagt mig, men som nu har en slags helende effekt, hvori ligegyldighederne lader sig adskille fra det v\u00e6sentlige – og for et \u00f8jeblik siden blev jeg ringet op af min s\u00f8ns fodboldtr\u00e6ner.\u00a0<\/span><\/p>\n

“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, Michael,” siger tr\u00e6neren og jeg kan n\u00e6rmest m\u00e6rke hans ubehag ved det, han tager till\u00f8b til at fort\u00e6lle mig. Min mave f\u00f8les bundl\u00f8s i sekundet, inden han forts\u00e6tter.\u00a0<\/span><\/p>\n

“Din s\u00f8n blev af sin mor fulgt op til mig p\u00e5 min private adresse. Han stod foroverb\u00f8jet og m\u00e6rkelig til mode. Det var tydeligt, at han var klemt. Og s\u00e5 sagde hans mor:\u00a0S\u00e5 sig d\u00e9t til din tr\u00e6ner, vi har snakket om. Du vil ikke spille fodbold mere, vel?\u00a0<\/em>Du vil hellere g\u00e5 til basket. Og giv ham s\u00e5 dit tr\u00e6ningst\u00f8j.”<\/em><\/span><\/p>\n

Jeg siger ikke noget. Hans ord er gledet ind i maven p\u00e5 mig, hvor de stikker fra alle sider. I den anden ende af r\u00f8ret h\u00f8rer jeg kun \u00e5ndedr\u00e6t. For \u00e5r tilbage var det h\u00e5ndbolden, som min s\u00f8n m\u00e5tte tage afsked med og nu er turen s\u00e5 kommet til fodbolden. Efter noget, der f\u00f8les som en evighed, forts\u00e6tter tr\u00e6neren:\u00a0<\/span><\/p>\n

“Han undgik at f\u00e5 \u00f8jenkontakt med mig, mens jeg tog imod det tr\u00e6ningst\u00f8j, han rakte mig og af hensyn til din s\u00f8n fors\u00f8gte jeg at bevare fatningen. Det var sgu en akavet situation, Michael og jeg f\u00f8ler virkelig med ham. Som du ved, \u00f8nsker jeg ikke at tage del i den konflikt, din s\u00f8ns mor har med dig. Jeg mener, at det som tr\u00e6ner er min opgave at sikre, at klubben er et neutralt sted, hvor din s\u00f8n kan komme og spille fodbold, – pr\u00e6cist som han har gjort, siden han var lille. Men nu synes jeg alts\u00e5, at det er kommet for vidt. Jeg fik sagt noget i retningen af, at din s\u00f8n jo i stedet kunne f\u00e5 sat sit medlemskab i bero og at han p\u00e5 den m\u00e5de kunne beholde sit tr\u00e6ningst\u00f8j, hvis han nu senere skulle f\u00e5 lyst til igen at spille. Og jeg tilb\u00f8d ogs\u00e5, at vi – s\u00e5fremt der m\u00e5tte v\u00e6re problemer med logistikken – kunne hj\u00e6lpe med at hente og bringe din s\u00f8n, n\u00e5r han skal til tr\u00e6ning. Men hans mor insisterede p\u00e5, at han skulle meldes ud og at t\u00f8jet skulle afleveres.”<\/span><\/p>\n

Jeg siger fortsat ikke noget, men st\u00e5r bare og pr\u00f8ver at indhente mine tanker, der flyver i for mange retninger til, at jeg kan r\u00e6kke ud efter et par af dem og danne en meningsfuld s\u00e6tning.\u00a0Siden jeg selv m\u00e5tte tr\u00e6kke mig som fodboldtr\u00e6ner, for at min tilstedev\u00e6relse ikke skulle hindre min s\u00f8n i at komme til tr\u00e6ning, n\u00e5r han var hos sin mor, har jeg m\u00e6rket, at der har v\u00e6ret noget under opsejling. Min s\u00f8n har flere gange spurgt, om han ikke bare kan komme med til tr\u00e6ning og kamp uden at v\u00e6re tilmeldt p\u00e5 Holdsport, som er det elektroniske system klubben bruger for at kunne f\u00f8lge med i, hvor mange tilmeldte der er til de forskellige aktiviteter. Hertil har jeg svaret, at der ikke kommer noget godt ud at have den slags hemmeligheder, om end jeg, med h\u00e5nden p\u00e5 hjertet, har haft lyst til g\u00e5 med p\u00e5 hans id\u00e9. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min s\u00f8n skulle blive tvunget til at melde sig helt ud af klubben og til at tage op til sin tr\u00e6ner, for at aflevere sit t\u00f8j.\u00a0<\/span><\/p>\n

“Da det gik op for mig, at beslutningen om din s\u00f8ns udmeldelse ikke var til diskussion og da jeg kunne se, hvor klemt han var, valgte jeg at b\u00f8je af. Selv om det lige er sket, virker det allerede lidt sl\u00f8ret i min hukommelse – eller m\u00e5ske snarere surrealistisk. Det lykkedes mig at f\u00e5 sagt, at din s\u00f8n altid er velkommen til at komme tilbage, hvis han igen skulle f\u00e5 lyst til at spille fodbold og at klubben vil komme til at savne ham – b\u00e5de fordi han er god med en bold, men ogs\u00e5 – og hvad langt vigtigere er – fordi han er en god kammerat og en holdspiller. Og s\u00e5 \u00f8nskede jeg ham held og lykke med basket-tr\u00e6ningen. Men hold k\u00e6ft hvor var jeg splittet. Jeg kan jo ikke vide, hvad der er g\u00e5et forud for din s\u00f8ns exit fra klubben. Og det er klart, at jeg skal passe p\u00e5 med at till\u00e6gge din s\u00f8ns mor et motiv, som hun ikke har haft. Som jeg tidligere har sagt, s\u00e5 er det vigtigt for mig at bidrage til, at fodbolden for din s\u00f8n kan v\u00e6re et frirum og jeg \u00f8nsker for alt i verden ikke at v\u00e6lge side. Men der m\u00e5 ogs\u00e5 v\u00e6re m\u00e5de med galskaben. Det er min klare oplevelse, at din s\u00f8n blev presset til at sige stop til fodbolden og at det var en skr\u00e6mt dreng, der stod foran mig – og som i et fors\u00f8g p\u00e5 at g\u00f8re sin mor glad – s\u00e5 sig n\u00f8dsaget til at kvitte fodbolden.”<\/span><\/p>\n

Jeg f\u00f8ler alting inde i mig dreje rundt flere gange uden at standse, s\u00e5 jeg kan m\u00e6rke noget klart. Der er ikke l\u00e6ngere noget fast forankringspunkt og efter at have afsluttet samtalen, st\u00e5r jeg\u00a0l\u00e6nge og m\u00e6rker efter, hvordan jeg har det, uden at n\u00e5 frem til et endegyldigt svar.\u00a0Det eneste jeg kan indkredse er en barnlig forladthed, der tungt s\u00e6nker sig over mig.<\/span><\/p>\n

\u201cEn gang til, far. Skal vi ikke lige pr\u00f8ve igen?\u201d<\/b><\/span><\/p>\n

I dagene efter tr\u00e6nerens opringning, er tasterne mit eneste helle. Jeg skriver. Sover. Spiser. Arbejder. Skriver. Sover. Og skriver igen. Det er som om hele processen omkring at skrive \u2013 som lige nu stort set er det eneste, jeg kan holde ud \u2013 virker rensende. Som om noget af v\u00e6gten fra mine skuldre faktisk lader sig nedf\u00e6lde p\u00e5 papir og langsomt lader jeg mig selv glide tilbage til d. 15. maj 2012 –\u00a0min s\u00f8ns f\u00f8rste fodboldtr\u00e6ning i\u00a0Esperg\u00e6rde Idr\u00e6ts Forening, EIF:<\/span><\/p>\n

“Far, skal vi ikke snart afsted?” <\/span>Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og min fire\u00e5rige s\u00f8n st\u00e5r omkl\u00e6dt i entr\u00e9en med en slikkepind i h\u00e5nden. Han er if\u00f8rt sit nye Barcelona-s\u00e6t og nye st\u00f8vler med matchende skinner.\u00a0<\/span><\/em><\/p>\n

“Det skal vi i hvert fald,\u201d\u00a0siger jeg,\u00a0\u201cJeg skal bare lige skifte t\u00f8j.”<\/span><\/em><\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Mens jeg g\u00e5r i gang med den s\u00e6dvanlige rutine af t\u00f8jskift, der skal sikre mig adgang til den bakteriefrie zone, som min s\u00f8ns mor mener at have skabt, bliver jeg ved med at kredse om min egen f\u00f8rste fodboldtr\u00e6ning, hvor min stedfar tog mig i h\u00e5nden og fulgte mig op p\u00e5 stadion.\u00a0<\/span>Efter at v\u00e6re blevet godkendt af min s\u00f8ns mor g\u00e5r jeg ind i stuen, og tager et billede af min s\u00f8n, der ivrigt k\u00f8rer slikkepinden fra side til side. Billedet sender jeg til min stedfar, hvorefter jeg ringer ham op: “Nu slutter ringen og i dag er det\u00a0min tur til at f\u00f8lge min s\u00f8n til tr\u00e6ning – pr\u00e6cist som du gjorde med mig.”\u00a0<\/span><\/em><\/p>\n

Se tidligere blogindl\u00e6g om min egen f\u00f8rste fodboldtr\u00e6ning i 1978: 23. EIF I dag i morgen og altid<\/a><\/b><\/p>\n

Jeg klapper sk\u00e6rmen i, og g\u00e5r ud i k\u00f8kkenet. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg d. 15. maj 2012 gl\u00e6dede mig liges\u00e5 meget til min s\u00f8ns f\u00f8rste tr\u00e6ning, som jeg en tirsdag i 1978 gjorde til min egen – m\u00e5ske endda endnu mere. Men hvad betyder det s\u00e5? Handlede min s\u00f8ns f\u00f8rste tr\u00e6ning dybest set om mit behov? S\u00f8gte jeg min egen store f\u00f8rstegangsoplevelse med fodboldtr\u00e6ningen genlevet via min s\u00f8n? Og var min s\u00f8ns begejstring dybest set en spejling af min? Det nemmeste ville v\u00e6re i en s\u00e6tning eller to at eliminere mine egne aktier i fodbolden, men virkeligheden er mere nuanceret end som s\u00e5. Selvf\u00f8lgelig er jeg farvet af min egen historie og selvf\u00f8lgelig \u00f8nsker jeg, at min s\u00f8n skal opleve det f\u00e6llesskab, som jeg i fodbolden fandt. Dog er det ikke (n\u00f8dvendigvis) det samme, som at jeg p\u00e5dutter ham en fritidsaktivitet. Jeg har intet \u00f8nske om, at min s\u00f8n skal blive en spejling af mig. Tv\u00e6rtimod \u00f8nsker jeg, at han skal g\u00e5 sine egne veje. Og derfor ser jeg det ogs\u00e5 som min opgave som for\u00e6lder, at pr\u00e6sentere ham for s\u00e5 mange aspekter at livet som muligt, s\u00e5 han herefter frit selv kan v\u00e6lge. Det afg\u00f8rende er ikke, om han g\u00e5r til fodbold, basket eller en helt tredje fritidsaktivitet. Det afg\u00f8rende er, at han f\u00f8ler sig fri til at g\u00e5 efter det, han br\u00e6nder for.\u00a0<\/span><\/p>\n

Efter at have drukket en kop kaffe, returnerer jeg igen til min skriveplads i stuen og klapper sk\u00e6rmen op:<\/span><\/p>\n

Stadion ligger ikke langt fra, hvor vi bor og klokken 15.45 hopper vi p\u00e5 cyklerne. Min s\u00f8ns mor er g\u00e5et med ud for at vinke farvel til os:\u00a0<\/span><\/em><\/p>\n

“Det er alt for sent, der er tr\u00e6ning. Husk nu at k\u00f8re lige hjem. Vi skal ikke spise for sent,”\u00a0<\/em>siger hun, idet hun sender mig et opgivende blik. “Han\u00a0skal v\u00e6re klar til b\u00f8rnehaven i morgen. Det bliver alts\u00e5 kun til pitabr\u00f8d i aften, for vi har ikke tid til andet.”<\/em><\/span><\/p>\n

Noget bliver svagere i hendes \u00f8jne. Et glimt hun blinker v\u00e6k. S\u00e5 tr\u00e6kker hun p\u00e5 skuldrene og g\u00e5r langsomt tilbage mod huset.\u00a0<\/span>Det er som om, hun ikke ser den sp\u00e6ndte dreng, der er p\u00e5 vej til sin f\u00f8rste fodboldtr\u00e6ning og jeg har en fornemmelse af, at det der kunne v\u00e6re et st\u00e6rkt \u00f8jeblik, smuldrer mellem fingrene p\u00e5 mig. Jeg anerkender fuldt ud, at der er en lang r\u00e6kke af praktiske ting, der skal tages h\u00f8jde for og planl\u00e6gges, n\u00e5r man har sm\u00e5 b\u00f8rn og jeg bilder mig ind, at jeg forst\u00e5r den oplevelse min s\u00f8ns mor kan have af lige nu at st\u00e5 alene med praktikken, mens min s\u00f8n og jeg skal ud og – sammen med en r\u00e6kke andre b\u00f8rn og for\u00e6ldre – at v\u00e6re en del af et f\u00e6llesskab. Omvendt har jeg jo flere gange opfordret hende til at tage med, men hver gang er jeg blevet m\u00f8dt af det samme svar:\u00a0“Det er Jeres projekt. Det m\u00e5 du selv s\u00f8rge for.”\u00a0Videre\u00a0har jeg ogs\u00e5 tilbudt at lave mad, n\u00e5r vi kom hjem – pr\u00e6cist som jeg g\u00f8r de fleste andre aftener. Men heller ikke den id\u00e9 er faldet i god jord. <\/em><\/span><\/p>\n

Jeg m\u00e5 stoppe med at skrive. Igen. Jeg er ofte vendt tilbage til det billede jeg har i mit hoved af min s\u00f8ns mor, der\u00a0if\u00f8rt joggingt\u00f8j og et stort halst\u00f8rkl\u00e6de stod i indk\u00f8rslen, da vi cyklede afsted. Hvad var det, der begr\u00e6nsede hende i at tage med – eller alternativt at v\u00e6re glad p\u00e5 vores s\u00f8ns vegne? Jeg tror ikke, at forklaringen ligger i anretningen af en omgang pitabr\u00f8d eller en manglende interesse for fodbolden. Og omvendt tror jeg heller ikke, at min s\u00f8ns mor bevidst har v\u00e6ret ude p\u00e5 at \u00f8del\u00e6gge dagen for ham. Jeg tror faktisk kun, at hun et stykke hen af vejen har v\u00e6ret opm\u00e6rksom p\u00e5 sin egen adf\u00e6rd. Men hvad var det s\u00e5? Hvor kom alle begr\u00e6nsningerne fra? Og var der noget, jeg kunne have gjort for at d\u00e6mme op for det? Det eneste jeg ved, er, at\u00a0n\u00e5r hun – som med vores s\u00f8ns f\u00f8rste fodboldtr\u00e6ning – valgte at holde tilv\u00e6relsen ud i strakt arm, kunne jeg kun\u00a0dykke ned i hendes indre mysterier, ved at lege detektiv i de \u00f8jeblikke, der bliver ved med at smuldre. Men jeg m\u00e5 have v\u00e6ret en elendig detektiv. I hvert fald fandt jeg ikke nogen svar.<\/span><\/p>\n

“Til orientering har xxx l\u00e6nge \u00f8nsket at stoppe til fodbold”<\/b><\/span><\/p>\n

Et par dage senere – d. 10. marts 2017 – modtager jeg en mail fra min s\u00f8ns mor:<\/span><\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Jeg lukker mailen ned og fors\u00f8ger igen at skrive. Men ordene vil ikke ned i den rigtige r\u00e6kkef\u00f8lge, og jeg m\u00e5 stoppe.\u00a0Jeg er ukoncentreret og sveder, som om jeg har t\u00f8mmerm\u00e6nd. Mit hjerte hamrer p\u00e5 en ubehagelig m\u00e5de. Jeg kan ikke direkte m\u00e6rke, at det sl\u00e5r, men det f\u00f8ltes for stort, og j<\/span>eg t\u00e6nker p\u00e5 skolens ord fra den seneste udtalelse d. 13. oktober 2016:<\/span><\/p>\n

“Hans store passion er fodbold.”<\/em><\/span><\/p>\n

Hvordan kan min s\u00f8ns mor have en s\u00e5 diametralt anden oplevelse end skolen? Og SFO’en? Og fodboldklubben? Og min s\u00f8ns venner og deres for\u00e6ldre? <\/span><\/p>\n

Jeg rejser mig, og selvom vejret udenfor er mildt, g\u00e5r jeg i gang med at t\u00e6nde op. Der er for mange ubesvarede sp\u00f8rgsm\u00e5l og jeg har en fornemmelse af, at varmen vil kunne hj\u00e6lpe mig med at holde sammen p\u00e5 de mange l\u00f8se ender – og p\u00e5 mig selv.\u00a0<\/span>Jeg er konfus, sl\u00e5r det mig. Konfus er noget, jeg i mit stille sind plejer at kalde nogle af de \u00e6ldre mennesker i min familie, der bliver ved med at beskrive diffuse symptomer: S\u00e5 har de ondt i siden, s\u00e5 uro i brystet. Tit har jeg p\u00e5 fornemmelsen, at deres smerter er en undskyldning for at komme til mig. De h\u00e5ber s\u00e5 inderligt, at kunne l\u00e6gge deres r\u00e5dvildhed og angst fra sig, s\u00e5 de slipper for at v\u00e5gne om natten eller standse op over opvasken og med underarmen stryge en lok til side og lytte efter det ingenting, som forklarer sig i serier af nye dragter, s\u00e5 de aldrig kan indhente det og forst\u00e5: Det er jo ingenting. Hverken mere eller mindre. Og nu er det mig, der st\u00e5r med samme f\u00f8lelse.\u00a0<\/span><\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Inde i pejsen falder en br\u00e6ndeknude sammen med et suk, og jeg tager min kaffekop som st\u00e5r p\u00e5 sofabordet foran mig, og drejer det i h\u00e6nderne.\u00a0Det hele startede, som for s\u00e5 mange andre b\u00f8rn, da min s\u00f8n vaklende begyndte at tage de f\u00f8rste skridt. I starten trillede vi med fodbolden i stuen, i bryggerset, i entreen, ja i hele huset. Og da han var blevet lidt mere sikker p\u00e5 benene, tog vi sammen de f\u00f8rste spark i haven. N\u00e5r jeg her syv \u00e5r senere\u00a0sidder og ser ud i den samme have, h\u00e6nger ordene med den ivrige bundklang stadig i luften: “En gang til, far. En gang til.”\u00a0<\/em><\/span>Kort efter de f\u00f8rste spark i haven kom ogs\u00e5 den f\u00f8rste fodboldtr\u00f8je p\u00e5. Stoltheden lyste ud af ham – sv\u00e6r at indkapsle. M\u00e5ske fordi den lod sig blande med min egen? Under alle omst\u00e6ndigheder var tiden nu kommet til kamp. I haven. P\u00e5 stadion. P\u00e5 det \u00e5bne areal, som ligger lige bag vores hus. Og p\u00e5 vejen. Pr\u00e6cist som med mange andre af kvarterets b\u00f8rn, der blot havde lyst til at lege med bolden. N\u00e5r vi var ude og handle, blev isen byttet ud med en fodbold – enten af plastic og med Disney-figurer eller en l\u00e6derbold –\u00a0bare den var rund og kunne trille. Det har resulteret i, at vi i dag har ikke mindre end 72 bolde i haven, som stort set alle\u00a0<\/b>bliver flittigt brugt med samme iver, som da vi begyndte at trille rundt i huset. Og som det ultimative billede p\u00e5 min s\u00f8ns passion for fodbolden, har han ofte s\u00f8gt tryghed i bolden\u00a0og – i stedet for en bamse – brugt den som sovedyr.<\/span><\/p>\n

\"\"
Min s\u00f8n har samlet de 72 bolde i vores trampolin<\/figcaption><\/figure>\n

Jeg kigger ud i haven, hvor min s\u00f8n har samlet alle boldene i vores trampolin. Og igen har jeg denne f\u00f8lelse af forladthed – som om det f\u00e6llesskab min s\u00f8n og jeg har omkring fodbolden, med et str\u00f8g er blevet fjernet. Den logisk og rationelt t\u00e6nkende del af mig ved godt, at man ikke kan fjerne relationen mellem min s\u00f8n og jeg. At man ikke kan viske oplevelserne ud, ved at formene b\u00e5de min s\u00f8n og jeg adgang til klubben. At min s\u00f8n ikke aktivt har fravalgt fodbolden. Og at hans evne til at tale frit ligger indkapslet i generationers svigt p\u00e5 modpartens side. Alligevel er det som om, en ny tilstand siden min s\u00f8ns tr\u00e6ner ringede til mig, har bidt sig fast. Det er som om, de seneste fire \u00e5rs kamp \u2013 og det forudg\u00e5ende \u00e6gteskab og samliv med min s\u00f8ns mor \u2013 v\u00e6lter frem i mig. Jeg har gr\u00e6dt mange gange. Aflyst mine aftaler. Har brug for at v\u00e6re alene. Jeg f\u00f8ler, at jeg ikke har noget at bidrage med \u2013 ud over en tung bagage, som l\u00e6gger et urimeligt pres p\u00e5 mine n\u00e6rmeste. Og jeg f\u00f8ler, at jeg fylder for meget samtidig med, at jeg f\u00f8ler mig tom. Min tanke er, at hvis jeg holder mig for mig selv, s\u00e5 kommer jeg ikke til at g\u00f8re flere mennesker kede af det. S\u00e5 kan jeg indkapsle de skadelige f\u00f8lgevirkninger af sagen, s\u00e5 de kun rammer mig.<\/span><\/p>\n

Men jeg kan ikke holde verden ude og fem dage senere modtager jeg endnu en mail fra min s\u00f8ns mor:\u00a0<\/span><\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Jeg m\u00e6rker, hvordan jeg bliver klam over hele kroppen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal have den samme h\u00e5rde besked to gange? M\u00e5ske er det blot en forglemmelse? M\u00e5ske en ekstra streg under det faktum, at min s\u00f8n ikke l\u00e6ngere spiller fodbold – i fald jeg ikke havde fattet budskabet den f\u00f8rste gang. M\u00e5ske lidt ekstra salt i s\u00e5ret?\u00a0<\/span><\/p>\n

Stop and smell the roses<\/strong><\/p>\n

Senere samme dag f\u00e5r jeg igen gang i tasterne. Det g\u00f8r mig godt at arbejde systematisk, n\u00e6rmest som om jeg er ved at indkredse svaret p\u00e5 alle de forheksede sp\u00f8rgsm\u00e5l, modparten efterlader, og\u00a0jeg glider igen tilbage til min s\u00f8ns f\u00f8rste tr\u00e6ning d. 12. maj 2015:\u00a0<\/span><\/p>\n

\"\"
D. 12. maj 2015: Min s\u00f8ns f\u00f8rste fodboldtr\u00e6ning<\/figcaption><\/figure>\n

Da vi kommer op p\u00e5 stadion, bliver vi m\u00f8dt af en glad og im\u00f8dekommende tr\u00e6ner og jeg t\u00e6nker et \u00f8jeblik tilbage p\u00e5 “Far til fire for fuld musik” – hvor Lille Per starter til fodbold i Lyngbys bl\u00e5 farver. I filmen er der kun m\u00e6nd og drenge med til tr\u00e6ningen og heldigvis har tiderne \u00e6ndret sig. Rundt\u00a0omkring p\u00e5 stadion st\u00e5r m\u00f8dre og f\u00e6dre, der – mellem solens str\u00e5ler – er taget op for at se deres lille pige eller dreng spille bolden rundt, bygge venskaber og knytte b\u00e5nd. Der er mange b\u00f8rn til tr\u00e6ning.\u00a0Nogle h\u00e6nger p\u00e5 deres for\u00e6ldre og er lidt utrygge ved situationen. Andre kigger ned p\u00e5 gr\u00e6sset og er et helt andet sted. Og s\u00e5 er der en gruppe af drenge, der hygger sig med tr\u00e6ningen. Jeg er bevidst om at give min s\u00f8n den plads, han m\u00e5tte have brug for. Og hvis det viser sig, at han ikke kan lide at spille fodbold, s\u00e5 skal han selvf\u00f8lgelig ikke det. Jeg tr\u00e6kker mig tilbage og betragter b\u00f8rnene. Min s\u00f8n har selv ops\u00f8gt den gruppe af drenge, der er godt i gang med tr\u00e6ningen. Det er tydeligt, at han gerne vil v\u00e6re en del af dem og de lukker ham med det samme ind i f\u00e6llesskabet. Jeg tager en dyb ind\u00e5nding og suger stemningen til mig. H<\/span>um\u00f8ret er h\u00f8jt og sp\u00e6ndingen intens: Hvad sker der ved den n\u00e6ste aflevering? Og ved det n\u00e6ste skud? Og hvem mon der v\u00e6lter den n\u00e6ste kegle? Til slut lyder tr\u00e6nerens fl\u00f8jte og b\u00f8rnene samles i en rundkreds, hvor de f\u00e5r at vide, at de skal stille op p\u00e5 en lang r\u00e6kke. Herefter g\u00e5r de \u00e9n efter \u00e9n forbi de frivillige tr\u00e6nere og ledere – og med high five kvitterer de for en god omgang tr\u00e6ning.<\/em><\/span><\/p>\n

\"\"
D. 15. maj 2012: Min s\u00f8ns f\u00f8rste fodboldtr\u00e6ning<\/figcaption><\/figure>\n

Efterf\u00f8lgende er min s\u00f8n ikke til at hive hjem fra de gr\u00f8nne baner og de mange klubtr\u00f8jer, der ved den f\u00f8rste tr\u00e6ning var\u00a0repr\u00e6senteret: Barcelona. Dortmund. Real Madrid. Liverpool. Chelsea. FCK. Br\u00f8ndby. Arsenal. Manchester United og Esperg\u00e6rdes r\u00f8d\/hvide klubtr\u00f8je.\u00a0“\u00c9n gang til, far. \u00c9n gang til. Og far? Kan vi ikke lige blive og tage et skud mere? Bare \u00e9t skud? Kom nu, far.”\u00a0Duften af gr\u00e6s, afleveringerne og min s\u00f8ns smil g\u00f8r mig tryg, og vi skyder p\u00e5 m\u00e5l, l\u00f8ber om kap og l\u00f8ber ind p\u00e5 den rigtige stadionbane – indtil jeg bliver opm\u00e6rksom p\u00e5 den sorte dyne, der hviler over os, og pludselig sl\u00e5r\u00a0de formaninger, min s\u00f8ns mor sendte os afsted med, ned i mig. Jeg m\u00e6rker kapl\u00f8bet med tiden og afbryder legen.<\/span><\/em><\/p>\n

\u201cVi m\u00e5 hellere skynde os hjem.”<\/span><\/em><\/p>\n

I det \u00f8jeblik ordene har forladt mine l\u00e6ber, fortryder jeg dem. Hvorfor sagde du til din s\u00f8n, at han skal skynde sig? “Stop and smell the roses,” t\u00e6nker jeg og sender min v\u00e6rtsfar i USA en hilsen. Det var en af hans kernev\u00e6rdier.<\/span><\/em><\/p>\n

Jeg stopper med at skrive, og m\u00e6rker hvordan, et par lyse stykker af h\u00e5b ligger skjult et sted inde i mig, hvor jeg ikke kan finde dem.<\/span><\/p>\n

Underretning til Helsing\u00f8r Kommune<\/strong><\/p>\n

Dagen efter – d. 16. marts 2017 – modtager jeg endnu en mail. Denne gang fra fodboldklubben:\u00a0<\/span><\/p>\n

\"\"
Mail vedr\u00f8rende underretning fra EIF til Helsing\u00f8r Kommune<\/figcaption><\/figure>\n

Jeg l\u00e6ser mailen flere gange. Esperg\u00e6rde Idr\u00e6ts Forening er nu s\u00e5 bekymrede, at de har valgt at sende en underretning til Helsing\u00f8r Kommune. Og nej, – det handler ikke om, at klubben er fort\u00f8rnede over at have mistet et medlem. Fra min tid som tr\u00e6ner ved jeg, at der kontinuerligt sker en j\u00e6vn tilgang af nye medlemmer. Nej, d\u00e9t er der klubbens bekymring er, at en glad dreng med en stor passion for fodbold, frar\u00f8ves muligheden for at spille og tr\u00e6ne med sine venner – grundet en konflikt som hans mor mener at have med hans far.\u00a0<\/span><\/p>\n

Jeg rejser mig op og k\u00f8rer ned mod vandet. Det er som om, jeg har brug for luft for at kunne forst\u00e5, hvad det er, der lige er sket. Samtidig med at min s\u00f8ns mor har sendt en underretning til kommunen p\u00e5 vores s\u00f8n, har fodboldklubben nu gjort det samme. Sagen er bare den, at mens min s\u00f8ns mor mener, at vores s\u00f8n er i mistrivsel fordi jeg uds\u00e6tter ham for fysisk og psykisk vold, mener fodboldklubben, at vores s\u00f8n er i trivsel – n\u00e5r blot han ikke bliver frar\u00f8vet muligheden for – p\u00e5 lige vilk\u00e5r med sine venner – at v\u00e6re en glad og fri dreng og for at v\u00e6re en del af det f\u00e6llesskab, der ligger i fodbolden. Jeg stopper op og kigger ud over vandet. \u00d8resunds hvide t\u00e6nder saver sidel\u00e6ns derude.<\/span><\/p>\n

Du kan her l\u00e6se om den underretning, min s\u00f8ns mor sendte til Helsing\u00f8r Kommune – samt resultatet heraf:\u00a0<\/span><\/p>\n

26. Nye anklager: Jeg sl\u00e5r min s\u00f8n (del 1)<\/a>
\n27. Nye anklager: Jeg sl\u00e5r min s\u00f8n (del 2)<\/a>
\n28. Nye anklager: Jeg sl\u00e5r min s\u00f8n (del 3)<\/a><\/p>\n

“I kommer alt for sent hjem”<\/strong><\/p>\n

Sent samme aften vender jeg atter tilbage til de skrevne ord:\u00a0<\/span><\/p>\n

\u201cKommer I? Maden har v\u00e6ret klar l\u00e6nge,\u201d r\u00e5ber min s\u00f8ns mor ud af k\u00f8kkenvinduet, da vi cykler ind i indk\u00f8rslen.<\/em><\/span><\/p>\n

Hun sk\u00e6lder ud i en selvretf\u00e6rdig harme, og aner ikke, at hun selv har en stor aktie i, at afslutningen p\u00e5 vores s\u00f8n f\u00f8rste tr\u00e6ning nu bliver \u00f8delagt. Den er nemlig forbudt. Skylden. Hendes verbale udfald \u00e5bner op for et kaos af uforl\u00f8ste ord. Skylden er ub\u00e6rlig for hende. Og hun fors\u00f8ger at slippe af med den, ved at l\u00e6gge den over p\u00e5 mig. Det er som om, hun f\u00f8ler sig berettiget hertil. Hver gang skylden tr\u00e6der ind i vores hjem, bliver jeg ramt af hendes ord. De er bidske og ind\u00e6dte, og de sl\u00e5r h\u00e5rdt, for de stopper ikke, f\u00f8r jeg tr\u00e6kker mig. Og ofte stopper de alligevel ikke. De bliver h\u00e6ngende i huset. F\u00f8lger mig rundt. Jeg t\u00e6nker p\u00e5 hende som en syg og arrig hund, der ligger p\u00e5 lur og kun venter p\u00e5 en mulighed for at springe p\u00e5 sin fjende.<\/em><\/span><\/p>\n

\u201cI kommer alt for sent hjem. \u00a0Klokken er 18.00\u201d<\/em><\/span><\/p>\n

\u201cNu er der ikke tid til at spise.\u201d<\/em><\/span><\/p>\n

\u201cDet er alt for koldt ude.\u201d<\/em><\/span><\/p>\n

\u201cHan skal ogs\u00e5 i bad.\u201d<\/em><\/span><\/p>\n

\u201cHvad skal vi g\u00f8re i morgen? Han er jo alt for tr\u00e6t. Han skal senest i seng kl. 19.00.\u201d<\/em><\/span><\/p>\n

\u201cDet er dig, der presser ham til at spille fodbold.\u201d<\/em><\/span><\/p>\n

\u201cNu er min dag \u00f8delagt.\u201d<\/em><\/span><\/p>\n

S\u00e5dan bliver det ved. Op og ned og frem og tilbage. Ord bliver slynget ud, bogstav for bogstav, lyd for lyd, der hvisler. Og lokker. Og hvisker. Og skriger. Begr\u00e6nsningerne bliver vendt og drejet, slebet og tilpasset, til de er blevet noget andet end det, de oprindeligt havde v\u00e6ret ment som.<\/em><\/span><\/p>\n

Da min s\u00f8n er blevet puttet, g\u00e5r jeg ud i haven og s\u00e6tter mig p\u00e5 gr\u00e6sset. Hans mor ligger p\u00e5 sofaen. Jeg f\u00f8ler, hvordan min vejrtr\u00e6kning er ved at splitte min brystkasse, rive den op simpelthen og det g\u00f8r ondt. Det er blevet for meget. Der er altid s\u00e5 meget af det hele. Larm. R\u00e5ben. Skrigen. Trampen. Banken. Sl\u00e6ben. Flagren. Planl\u00e6gning. Organisering. Overblik men aldrig overskud. Nogle gange er det sv\u00e6rt at orke det og rumme det. Nogle gange kan det v\u00e6re sv\u00e6rt at orke at holde af det. Men det er jeg jo n\u00f8dt til? Er jeg ikke? At holde af det? Kan det t\u00e6nkes, at det er ved at blive s\u00e5 meget for meget, at jeg ikke l\u00e6ngere kan holde af det. Jeg skubber tanken fra mig. Orker den ikke, kan ikke rumme den, for jeg er jo n\u00f8dt til at holde af det. Det er mit liv. Jeg ved, at jeg altid vil huske denne dag. Min s\u00f8ns f\u00f8rste tr\u00e6ning i EIF. Og jeg h\u00e5ber, at min s\u00f8n vil huske denne majdag for noget godt og ikke for sin mors udfald. Jeg tr\u00e6kker vejret dybt ind. Der dufter af nysl\u00e5et gr\u00e6s og sommer. Jeg sidder og venter p\u00e5 at g\u00e5 ind. Jeg ved, at jeg om lidt skal holde min s\u00f8ns mor i h\u00e5nden og forsikre hende om, at det hele nok skal g\u00e5.<\/em><\/span><\/p>\n

Jeg stopper med at skrive, og m\u00e6rker, hvordan gr\u00e5den synker dybt ned i kroppen og omdanner sig til en h\u00e6vnt\u00f8rst s\u00e5 st\u00e6rk, s\u00e5 pr\u00e6cist destilleret, at den ender i mine fingerspidser som en irriterende prikken\u00a0lige oven over tasterne. Jeg gr\u00e6der og kan ikke standse det. Det v\u00e6lter op i halsen, hvor jeg sp\u00e6nder til og pr\u00f8ver at kv\u00e6le det, men snart l\u00f8ber snottet og skuldrene ryster frem og tilbage.<\/span><\/p>\n

“Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor f\u00e5r det at vide?”<\/strong><\/p>\n

N\u00e6ste morgen ligger i sengen og lytter til regnen, indtil den stilner af ud p\u00e5 formiddagen. Indimellem d\u00f8ser jeg, og p\u00e5 et tidspunkt dr\u00f8mmer jeg, at jeg g\u00e5r rundt i min mormor og morfars have.\u00a0Jeg \u00e5bner \u00f8jnene og i det samme er dr\u00f8mmen n\u00e6sten v\u00e6k. Mens jeg har sovet, er solen kommet frem. Det er over middag og fuglene\u00a0er for l\u00e6ngst v\u00e5gnet op. De er overalt i buskadsets sorte grenv\u00e6rk. Jeg \u00e5bner vinduet p\u00e5 vid gab og str\u00e6kker hovedet ud. En for\u00e5rsbrise m\u00f8der mig og jeg t\u00e6nker p\u00e5 de mange r\u00f8rende og st\u00e6rke udsagn, min s\u00f8n den seneste tid er kommet med:<\/span><\/p>\n

“Far, jeg lander altid p\u00e5 skiftedage, n\u00e5r jeg har v\u00e6ret til tr\u00e6ning.”<\/span><\/em><\/p>\n

“Hvorfor var jeg ikke med mod Snekkersten, far?”<\/span><\/em><\/p>\n

“Jeg kan ikke komme med til landsmesterskaberne i Fredericia\u00a0fordi jeg skal ned til mormor og morfar.”<\/span><\/em><\/p>\n

“Det g\u00e5r ikke, at du er tr\u00e6ner, far. Morfar og mor vil ikke have det, og s\u00e5 kommer jeg aldrig til fodbold. Vi m\u00e5 bare t\u00e6nke p\u00e5 hinanden.”<\/span><\/em><\/p>\n

“Alle mine venner spiller fodbold og der er tre fra min klasse, som jeg har f\u00e5et til at starte. Jeg vil bare gerne spille med mine venner.”<\/span><\/em><\/p>\n

Jeg tager en dyb ind\u00e5nding og m\u00e6rker, hvordan jeg bliver vred over det afsavn, min s\u00f8n nu m\u00e5 lide. \u00c8n ting er, at modparten fik forhindret mig i at v\u00e6re tr\u00e6ner i klubben. Noget andet er, at de nu g\u00f8r det samme med min s\u00f8n. Siden den f\u00f8rste tr\u00e6ning i EIF, har det ene \u00f8jeblik taget det andet. Venskaber er blevet knyttet, legeaftaler indg\u00e5et og barrierer brudt.\u00a0Og jeg har en fornemmelse af, at han bliver fors\u00f8gt revet op med roden.\u00a0<\/span><\/p>\n

Jeg rejser mig op og g\u00e5r ned ad trappen. Da jeg kommer ned i gangen, falder mit blik p\u00e5 min s\u00f8ns tr\u00e6ningsdragt. Efter at hans mor tvang ham til at aflevere den hos sin tr\u00e6ner, er t\u00f8jet blevet viderebragt til mig med ordene: “Nummer 12 tilh\u00f8rer din s\u00f8n. Og ingen andre kommer til at spille med hans tr\u00e6ningst\u00f8j, mens han er v\u00e6k.”<\/em><\/span><\/p>\n

Tr\u00e6nerens ord sidder fast i mig med modhager. For knap fem \u00e5r siden trak min s\u00f8n for f\u00f8rste gang i de r\u00f8d\/hvide farver og nu h\u00e6nger tr\u00e6ningst\u00f8jet – et par numre st\u00f8rre – p\u00e5 en stol hos mig, og venter p\u00e5, at min s\u00f8n igen bliver fri til selv at v\u00e6lge. Igen og igen bliver jeg ved med at h\u00f8re hans b\u00f8n:\u00a0“Jeg t\u00f8r ikke at tage til fodboldtr\u00e6ning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor f\u00e5r det at vide?”<\/em><\/span><\/p>\n

\"\"\"\"<\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

“Jeg t\u00f8r ikke at tage til fodboldtr\u00e6ning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor f\u00e5r det at vide?” Farvel til fodbolden\u00a0 Jeg st\u00e5r i min have, mens martsbl\u00e6sten pifter mig om \u00f8rerne. Selv om vi er i den f\u00f8rste af for\u00e5rsm\u00e5nederne, er der et strejf af efter\u00e5r over vinden og jeg har s\u00f8gt […]<\/p>\n","protected":false},"author":2,"featured_media":16740,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[2],"tags":[],"class_list":["post-1237","post","type-post","status-publish","format-standard","has-post-thumbnail","hentry","category-ikke-kategoriseret"],"yoast_head":"\n30. "Du vil ikke spille fodbold mere, vel?" - Barnets Tarv<\/title>\n<meta name=\"robots\" content=\"index, follow, max-snippet:-1, max-image-preview:large, max-video-preview:-1\" \/>\n<link rel=\"canonical\" href=\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/\" \/>\n<meta property=\"og:locale\" content=\"da_DK\" \/>\n<meta property=\"og:type\" content=\"article\" \/>\n<meta property=\"og:title\" content=\"30. "Du vil ikke spille fodbold mere, vel?" - Barnets Tarv\" \/>\n<meta property=\"og:description\" content=\"“Jeg t\u00f8r ikke at tage til fodboldtr\u00e6ning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor f\u00e5r det at vide?” Farvel til fodbolden\u00a0 Jeg st\u00e5r i min have, mens martsbl\u00e6sten pifter mig om \u00f8rerne. Selv om vi er i den f\u00f8rste af for\u00e5rsm\u00e5nederne, er der et strejf af efter\u00e5r over vinden og jeg har s\u00f8gt […]\" \/>\n<meta property=\"og:url\" content=\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/\" \/>\n<meta property=\"og:site_name\" content=\"Barnets Tarv\" \/>\n<meta property=\"article:publisher\" content=\"https:\/\/www.facebook.com\/barnetstarv\/\" \/>\n<meta property=\"article:published_time\" content=\"2017-07-05T14:20:22+00:00\" \/>\n<meta property=\"article:modified_time\" content=\"2023-12-04T21:55:40+00:00\" \/>\n<meta property=\"og:image\" content=\"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png\" \/>\n\t<meta property=\"og:image:width\" content=\"632\" \/>\n\t<meta property=\"og:image:height\" content=\"626\" \/>\n\t<meta property=\"og:image:type\" content=\"image\/png\" \/>\n<meta name=\"author\" content=\"Michael Hjelvang\" \/>\n<meta name=\"twitter:card\" content=\"summary_large_image\" \/>\n<meta name=\"twitter:label1\" content=\"Skrevet af\" \/>\n\t<meta name=\"twitter:data1\" content=\"Michael Hjelvang\" \/>\n\t<meta name=\"twitter:label2\" content=\"Estimeret l\u00e6setid\" \/>\n\t<meta name=\"twitter:data2\" content=\"27 minutter\" \/>\n<script type=\"application\/ld+json\" class=\"yoast-schema-graph\">{\"@context\":\"https:\/\/schema.org\",\"@graph\":[{\"@type\":\"Article\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#article\",\"isPartOf\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/\"},\"author\":{\"name\":\"Michael Hjelvang\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/person\/aac93d7ba7fd0bde7c4dbd384b77c040\"},\"headline\":\"30. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”\",\"datePublished\":\"2017-07-05T14:20:22+00:00\",\"dateModified\":\"2023-12-04T21:55:40+00:00\",\"mainEntityOfPage\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/\"},\"wordCount\":5364,\"publisher\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#organization\"},\"image\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#primaryimage\"},\"thumbnailUrl\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png\",\"articleSection\":[\"Indl\u00e6g\"],\"inLanguage\":\"da-DK\"},{\"@type\":\"WebPage\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/\",\"url\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/\",\"name\":\"30. \\\"Du vil ikke spille fodbold mere, vel?\\\" - Barnets Tarv\",\"isPartOf\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#website\"},\"primaryImageOfPage\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#primaryimage\"},\"image\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#primaryimage\"},\"thumbnailUrl\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png\",\"datePublished\":\"2017-07-05T14:20:22+00:00\",\"dateModified\":\"2023-12-04T21:55:40+00:00\",\"breadcrumb\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#breadcrumb\"},\"inLanguage\":\"da-DK\",\"potentialAction\":[{\"@type\":\"ReadAction\",\"target\":[\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/\"]}]},{\"@type\":\"ImageObject\",\"inLanguage\":\"da-DK\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#primaryimage\",\"url\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png\",\"contentUrl\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png\",\"width\":632,\"height\":626},{\"@type\":\"BreadcrumbList\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#breadcrumb\",\"itemListElement\":[{\"@type\":\"ListItem\",\"position\":1,\"name\":\"Hjem\",\"item\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/\"},{\"@type\":\"ListItem\",\"position\":2,\"name\":\"30. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”\"}]},{\"@type\":\"WebSite\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#website\",\"url\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/\",\"name\":\"Barnets Tarv\",\"description\":\"\",\"publisher\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#organization\"},\"potentialAction\":[{\"@type\":\"SearchAction\",\"target\":{\"@type\":\"EntryPoint\",\"urlTemplate\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/?s={search_term_string}\"},\"query-input\":{\"@type\":\"PropertyValueSpecification\",\"valueRequired\":true,\"valueName\":\"search_term_string\"}}],\"inLanguage\":\"da-DK\"},{\"@type\":\"Organization\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#organization\",\"name\":\"Barnets Tarv\",\"url\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/\",\"logo\":{\"@type\":\"ImageObject\",\"inLanguage\":\"da-DK\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/logo\/image\/\",\"url\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/barnets_tarv_logo_2023_V1.jpg\",\"contentUrl\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/barnets_tarv_logo_2023_V1.jpg\",\"width\":914,\"height\":256,\"caption\":\"Barnets Tarv\"},\"image\":{\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/logo\/image\/\"},\"sameAs\":[\"https:\/\/www.facebook.com\/barnetstarv\/\"]},{\"@type\":\"Person\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/person\/aac93d7ba7fd0bde7c4dbd384b77c040\",\"name\":\"Michael Hjelvang\",\"image\":{\"@type\":\"ImageObject\",\"inLanguage\":\"da-DK\",\"@id\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/person\/image\/\",\"url\":\"https:\/\/secure.gravatar.com\/avatar\/67a8ae4abcf0a1008067d35baee67bb2d2bf8c14288168fc62b5f6abeb31fed7?s=96&d=mm&r=g\",\"contentUrl\":\"https:\/\/secure.gravatar.com\/avatar\/67a8ae4abcf0a1008067d35baee67bb2d2bf8c14288168fc62b5f6abeb31fed7?s=96&d=mm&r=g\",\"caption\":\"Michael Hjelvang\"},\"url\":\"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/author\/michael-hjelvang\/\"}]}<\/script>\n<!-- \/ Yoast SEO plugin. -->","yoast_head_json":{"title":"30. \"Du vil ikke spille fodbold mere, vel?\" - Barnets Tarv","robots":{"index":"index","follow":"follow","max-snippet":"max-snippet:-1","max-image-preview":"max-image-preview:large","max-video-preview":"max-video-preview:-1"},"canonical":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/","og_locale":"da_DK","og_type":"article","og_title":"30. \"Du vil ikke spille fodbold mere, vel?\" - Barnets Tarv","og_description":"“Jeg t\u00f8r ikke at tage til fodboldtr\u00e6ning. Kan jeg ikke bare spille kamp, uden at mor f\u00e5r det at vide?” Farvel til fodbolden\u00a0 Jeg st\u00e5r i min have, mens martsbl\u00e6sten pifter mig om \u00f8rerne. Selv om vi er i den f\u00f8rste af for\u00e5rsm\u00e5nederne, er der et strejf af efter\u00e5r over vinden og jeg har s\u00f8gt […]","og_url":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/","og_site_name":"Barnets Tarv","article_publisher":"https:\/\/www.facebook.com\/barnetstarv\/","article_published_time":"2017-07-05T14:20:22+00:00","article_modified_time":"2023-12-04T21:55:40+00:00","og_image":[{"width":632,"height":626,"url":"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png","type":"image\/png"}],"author":"Michael Hjelvang","twitter_card":"summary_large_image","twitter_misc":{"Skrevet af":"Michael Hjelvang","Estimeret l\u00e6setid":"27 minutter"},"schema":{"@context":"https:\/\/schema.org","@graph":[{"@type":"Article","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#article","isPartOf":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/"},"author":{"name":"Michael Hjelvang","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/person\/aac93d7ba7fd0bde7c4dbd384b77c040"},"headline":"30. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”","datePublished":"2017-07-05T14:20:22+00:00","dateModified":"2023-12-04T21:55:40+00:00","mainEntityOfPage":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/"},"wordCount":5364,"publisher":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#organization"},"image":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#primaryimage"},"thumbnailUrl":"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png","articleSection":["Indl\u00e6g"],"inLanguage":"da-DK"},{"@type":"WebPage","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/","url":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/","name":"30. \"Du vil ikke spille fodbold mere, vel?\" - Barnets Tarv","isPartOf":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#website"},"primaryImageOfPage":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#primaryimage"},"image":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#primaryimage"},"thumbnailUrl":"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png","datePublished":"2017-07-05T14:20:22+00:00","dateModified":"2023-12-04T21:55:40+00:00","breadcrumb":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#breadcrumb"},"inLanguage":"da-DK","potentialAction":[{"@type":"ReadAction","target":["https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/"]}]},{"@type":"ImageObject","inLanguage":"da-DK","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#primaryimage","url":"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png","contentUrl":"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/12.png","width":632,"height":626},{"@type":"BreadcrumbList","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/2017\/07\/05\/34-du-vil-ikke-spille-fodbold-mere-vel\/#breadcrumb","itemListElement":[{"@type":"ListItem","position":1,"name":"Hjem","item":"https:\/\/barnetstarv.com\/"},{"@type":"ListItem","position":2,"name":"30. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”"}]},{"@type":"WebSite","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#website","url":"https:\/\/barnetstarv.com\/","name":"Barnets Tarv","description":"","publisher":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#organization"},"potentialAction":[{"@type":"SearchAction","target":{"@type":"EntryPoint","urlTemplate":"https:\/\/barnetstarv.com\/?s={search_term_string}"},"query-input":{"@type":"PropertyValueSpecification","valueRequired":true,"valueName":"search_term_string"}}],"inLanguage":"da-DK"},{"@type":"Organization","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#organization","name":"Barnets Tarv","url":"https:\/\/barnetstarv.com\/","logo":{"@type":"ImageObject","inLanguage":"da-DK","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/logo\/image\/","url":"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/barnets_tarv_logo_2023_V1.jpg","contentUrl":"https:\/\/barnetstarv.com\/wp-content\/uploads\/2023\/12\/barnets_tarv_logo_2023_V1.jpg","width":914,"height":256,"caption":"Barnets Tarv"},"image":{"@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/logo\/image\/"},"sameAs":["https:\/\/www.facebook.com\/barnetstarv\/"]},{"@type":"Person","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/person\/aac93d7ba7fd0bde7c4dbd384b77c040","name":"Michael Hjelvang","image":{"@type":"ImageObject","inLanguage":"da-DK","@id":"https:\/\/barnetstarv.com\/#\/schema\/person\/image\/","url":"https:\/\/secure.gravatar.com\/avatar\/67a8ae4abcf0a1008067d35baee67bb2d2bf8c14288168fc62b5f6abeb31fed7?s=96&d=mm&r=g","contentUrl":"https:\/\/secure.gravatar.com\/avatar\/67a8ae4abcf0a1008067d35baee67bb2d2bf8c14288168fc62b5f6abeb31fed7?s=96&d=mm&r=g","caption":"Michael Hjelvang"},"url":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/author\/michael-hjelvang\/"}]}},"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/1237","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/users\/2"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=1237"}],"version-history":[{"count":1,"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/1237\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":16802,"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/1237\/revisions\/16802"}],"wp:featuredmedia":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/media\/16740"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=1237"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/categories?post=1237"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/barnetstarv.com\/index.php\/wp-json\/wp\/v2\/tags?post=1237"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}