![\"Fodboldbane\"](\"https:\/\/barnetstarvdotcom.files.wordpress.com\/2016\/01\/fodboldbane.jpg?w=225\")
<\/i><\/p>\nLige hjem, far\u00a0<\/b><\/p>\n
Jeg g\u00e5r rundt om mig selv.\u00a0Distr\u00e6t.\u00a0\u00c5bner k\u00f8leskabet. St\u00e5r og kikker lidt. Lukker det igen. Mit hjerte hamrer afsted.<\/p>\n
“Hvordan mon min s\u00f8n har det?”<\/i><\/p>\n
Det er 11 dage siden, jeg har set ham. 11 dage hvor jeg ikke har v\u00e6ret der, n\u00e5r han v\u00e5gner om morgenen. Og 11 dage hvor jeg ikke har holdt hans h\u00e5nd, n\u00e5r han skal sove. 11 dage er OK for mig. Det kan jeg ‘sagtens’ klare. Ikke fordi det ikke g\u00f8r ondt p\u00e5 mig. For det g\u00f8r det. Det g\u00f8r ondt som bare fanden. Og mens jeg st\u00e5r der foran k\u00f8leskabet m\u00e6rker jeg, hvordan t\u00e5rerne igen presser sig p\u00e5. Jeg registrerer dem n\u00e6rmest ikke, t\u00e5rerne. Konstaterer blot, at udsynet sl\u00f8res.\u00a0N\u00e5r man har gr\u00e6dt s\u00e5 meget som jeg, er t\u00e5rerne g\u00e5et hen og blevet en fortrolig allieret. En ventil, der hj\u00e6lper mig med at overleve. Samtidig har t\u00e5rerne ogs\u00e5 – sammen med de mange anklager der er haglet ned over mig – sendt mine egne behov p\u00e5 retr\u00e6te. Jeg kan godt leve med smerten i 11 dage. Og langt flere til – n\u00e5r ‘bare’ jeg ved, at min s\u00f8n har det godt. Nej, det der optager mig, er, hvordan 11 dages adskillelse\u00a0mon opleves, n\u00e5r man er 8 \u00e5r – og ikke har v\u00e6ret forberedt?<\/p>\n
Krigens v\u00e6sen\u00a0<\/b><\/p>\n
Lige inden jul besluttede Statsforvaltningen, at min s\u00f8n skulle hjem til mig l\u00f8rdag d. 2. januar. Det skete ikke. Jeg er ikke overrasket. Jeg er ikke skuffet. Og jeg er ikke vred. Fornuftsm\u00e6ssigt kan jeg godt se, at det ikke gavner noget, at jeg stiller mig p\u00e5 bagbenene. Og derfor har jeg ogs\u00e5 valgt stiltiende at acceptere, at han i stedet f\u00f8rst kom hjem fire dage senere. Onsdag. d. 6. januar. Jeg vil ikke i krig med nogen. Afskyr f\u00e6nomenet. Krigens v\u00e6sen g\u00f8r intet godt, og for min s\u00f8ns skyld – og for min egen – insisterer jeg p\u00e5 dens mods\u00e6tning – nemlig samarbejdet. Alligevel hv\u00e6sser en f\u00f8lelse af skyld og svigt pludselig sine kl\u00f8er og f\u00e6stner sig dybt i mig. Jeg t\u00e6nker p\u00e5 Berlinmuren. T\u00e6nker p\u00e5 de mennesker, der v\u00e5gnede en morgen og opdagede, at alt det, de havde troet p\u00e5, alt det, man havde fortalt dem – viste sig at v\u00e6re en fejl.<\/p>\n
“Gad vide om han er vred p\u00e5 mig over, at han ikke kom hjem? Skuffet? Har jeg gjort nok for at sk\u00e5ne ham for de pludselige forandringer?”,\u00a0<\/i>t\u00e6nker jeg.<\/p>\n
Jeg fors\u00f8ger at berolige mig selv. I tirsdags – da jeg ringede til min s\u00f8n for at aftale, hvordan han gerne vil hentes – sagde han jo med det samme:<\/p>\n
“Lige hjem, far.”<\/i><\/p>\n
Lige hjem betyder, at han ikke vil i SFO – men i stedet direkte hjem til sin far. Det g\u00e5r lige i hjertet p\u00e5 mig. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at v\u00e6re sammen med min s\u00f8n. Efter flere \u00e5rs febrilsk aktivitet, hvor jeg kom l\u00e6ngere og l\u00e6ngere v\u00e6k fra mig selv, nyder jeg nu de helt enkle ting. Jeg har v\u00e6ret social for flere \u00e5rtier. Og nu vil jeg ‘bare’ gerne v\u00e6re sammen med min s\u00f8n. Som ham, vil jeg gerne ‘lige hjem’.<\/p>\n
Tunge skridt<\/b><\/p>\n
Ud over at skrotte SFO’en aftaler vi i tirsdags ogs\u00e5, at vi vil g\u00e5 hinanden i m\u00f8de. Vores plan er, at min s\u00f8n skal g\u00e5 et lille stykke ned langs vejen, hvor skolen ligger. Og s\u00e5 kommer jeg ham i m\u00f8de.<\/p>\n
Den bagvedliggende tanke falder i flere tempi. For det f\u00f8rste \u00f8nsker jeg at\u00a0skabe plads til, at min s\u00f8n kan reagere. Det er min oplevelse, at det efter lang tids adskillelse kan v\u00e6re rart med plads til at\u00a0give f\u00f8lelserne frit l\u00f8b uden kammerater, p\u00e6dagoger og andre for\u00e6ldre – der i den bedste mening – kommer til at agere tilskuere.<\/p>\n
For det andet kan det ogs\u00e5 v\u00e6re en god m\u00e5de at bryde den f\u00f8rste is. I stedet for ‘bare’ at hoppe direkte ind i en bil. Eller p\u00e5 en cykel. Det at g\u00e5 tvinger b\u00e5de b\u00f8rn og voksne ned i tempo. Og det tydeligg\u00f8r, at nu er der alts\u00e5 noget, der \u00e6ndrer sig – igen. Det er onsdag. Det er skiftedag. Og det er sj\u00e6ldent helt nemt. \u00a0Desv\u00e6rre er det ofte skilsmisseb\u00f8rnene, der her kommer til at tr\u00e6kke det tungeste l\u00e6s. Jeg t\u00e6nker p\u00e5 et konkret eksempel fra en afleveringssituation,\u00a0hvor en mor og en far holder i hver deres ende af en parkeringsplads – mens barnet med fuld oppakning g\u00e5r fra den ene bil til den anden. Ingen af for\u00e6ldrene stiger ud af bilen. Alene tanken g\u00f8r mig ked af det. Det er for mig billedet p\u00e5, hvor mange tunge skridt et skilsmissebarn skal tage. Det er pr\u00e6cist d\u00e9n tunge vandring, som jeg for alt i verden gerne vil sk\u00e5ne min s\u00f8n mest muligt for.<\/p>\n
En kold dyne\u00a0<\/b><\/p>\n
Efter tomt at have nedstirret ost og spegep\u00f8lse i noget der f\u00f8les som flere timer, lukker jeg k\u00f8leskabsd\u00f8ren igen. Der er vel g\u00e5et et par minutter. G\u00e5r ud i gangen for at hente min jakke – men inden jeg er n\u00e5et ud af stuen, har jeg allerede glemt, hvad jeg gik efter. Mine tanker er hos min s\u00f8n. Alligevel er det som om, jeg ikke rigtig kan komme ud af d\u00f8ren. Kan ikke samle tankerne om de praktiske g\u00f8rem\u00e5l. Flytter bare rundt p\u00e5 ting og p\u00e5 mig selv – uden at der sker noget. S\u00e5 kikker jeg p\u00e5 klokken. Den er snart to. Hvis jeg ikke g\u00e5r nu, kommer jeg for sent. Jeg m\u00e6rker, hvordan adrenalinen s\u00e6tter gang i min krop, og jeg hopper resolut i vintert\u00f8jet. Nu er det nu. Jeg skal se min s\u00f8n igen.<\/p>\n
Jeg kender\u00a0hvert et hus p\u00e5 vejen ned mod skolen. Postkasserne. Tr\u00e6erne. Og de sm\u00e5 sideveje. Jeg gik selv p\u00e5 den samme skole som barn – og cyklede hver dag p\u00e5 den samme vej. Men selv om genkendelsen g\u00f8r mig tryg, begynder jeg alligevel alt for tidligt, at spejde efter min s\u00f8n. Jeg ved godt, at han slet ikke kan v\u00e6re kommet s\u00e5 langt. Tager en dyb ind\u00e5nding. Og g\u00e5r lidt videre. Luften f\u00f8les kold. Bidende. Og selv om klokken kun er lidt i to, er det som om, m\u00f8rket allerede er over mig – som en stor kold dyne.<\/p>\n
“Hvor er han henne?”<\/i>, t\u00e6nker jeg.<\/p>\n
En f\u00f8lelse af bekymring melder sig lynhurtigt og jeg tager mig selv i at kikke om hvert et hj\u00f8rne. Han er der ikke. Mit hjerte tager endnu en galoptur:<\/p>\n
“Hvad kan der v\u00e6re sket? Kommer han heller ikke hjem i dag? Hvorn\u00e5r ser jeg ham s\u00e5?”<\/i><\/p>\n
S\u00e5 h\u00f8rer jeg pludselig lyden af en barnestemme lidt l\u00e6ngere fremme:<\/p>\n
“Hej far!”<\/i><\/p>\n
Der g\u00e5r et par sekunder, inden jeg registrerer det. S\u00e5 kommer lettelsen. Den v\u00e6lter ind over mig i b\u00f8lger. Og jeg skal k\u00e6mpe for at holde t\u00e5rerne tilbage. Endelig. Der er han. Min s\u00f8n. I fuld fart kommer han l\u00f8bende mod mig med fremstrakte arme. Han har siddet gemt i en h\u00e6k for at overraske mig. Og nu kaster han sig ind til mig. Og holder mig fast.<\/p>\n
“Jeg har savnet dig far”, <\/i>siger han og knuger min h\u00e5nd. Der er stille lidt. S\u00e5 forts\u00e6tter han:<\/p>\n
“Jeg har ogs\u00e5 savnet mine venner. M\u00e5 jeg f\u00e5 en kam<\/i>merat med hjem? Og kan vi tage over p\u00e5 vores fodboldbane, far? Din og min?”<\/i><\/p>\n
<\/i><\/p>\n
“Selvf\u00f8lgelig kan vi det,”\u00a0<\/i>smiler jeg – og forts\u00e6tter:<\/p>\n
“Banen er godt nok bundfrossen. Men det er jo fuldst\u00e6ndig lige meget – vi kan sagtens spille alligevel.”<\/i><\/p>\n
Mens jeg st\u00e5r der med min s\u00f8n i favnen, er det som om, den kolde dyne langsomt forsvinder.\u00a0Holdet er samlet igen – denne gang efter forl\u00e6nget spilletid. Jeg m\u00e6rker, hvordan varmen breder sig i min krop. Mine muskler begynder langsomt at slappe af. Og til sidst bliver ogs\u00e5 hjerteslagene rolige og regelm\u00e6ssige. Jeg ser ned p\u00e5 hans h\u00e5nd. Og har lyst til aldrig at slippe den igen.<\/p>\n
Hjerterne forts\u00e6tter\u00a0<\/b><\/p>\n
For knap en uge siden sad jeg i Sverige og t\u00e6nkte p\u00e5, at der er noget, der er st\u00e6rkere end Langebro. Nemlig de fine tr\u00e5de, der kan tr\u00e6kkes mellem min egen barndom. Og den barndom min s\u00f8n lige nu oplever hos sin far. B\u00e5ndet mellem min s\u00f8n og jeg. Julehjerterne fra min egen barndom. Og det hjerte min s\u00f8n lavede til mig inden jul. Ubetinget k\u00e6rlighed.<\/p>\n
![\"Majs\"](\"https:\/\/barnetstarvdotcom.files.wordpress.com\/2016\/01\/majs.jpg?w=225\")
Og hjerterne, ja de forts\u00e6tter. Jeg har mange gange t\u00e6nkt p\u00e5, om vi mon kommer os – min s\u00f8n og jeg? Om vi bliver ‘hele mennesker’ igen? – hvis noget s\u00e5dant findes. Men da jeg under aftensmaden sidder og betragter min s\u00f8n, er jeg ikke i tvivl. Ud af sine majs sidder han og laver et hjerte. Selvf\u00f8lgelig klarer vi den. Sammen. 11 dage er lang tid for en 8-\u00e5rig dreng og hans far. Men det er intet ved siden af det st\u00e6rke b\u00e5nd, der binder os sammen.<\/p>\n
\u00a0Jeg g\u00e5r over til k\u00f8leskabet. Denne gang ved jeg, hvad jeg g\u00e5r efter. Jeg r\u00e6kker ud efter saftevandet:<\/p>\n
“Er du t\u00f8rstig?”<\/em><\/p>\n Min s\u00f8n stikker mig et smil:<\/p>\n “Ja far. Men m\u00e5 jeg ikke nok f\u00e5 lov til at h\u00e6lde op til dig? S\u00e5 kan vi drikke det sammen?”<\/em><\/p>\n Sj\u00e6ldent har et glas saftevand smagt s\u00e5 godt. Og et par enkelte t\u00e5rer lister sig forsigtigt frem i \u00f8jenkrogen. Jeg har det godt. Samtidig f\u00f8les sorgen i mig som et ekko. Og den har sat flere tunge sl\u00e6bespor i mit sind. Alt det der er sket, findes stadig. Og det vil det altid g\u00f8re. Alligevel f\u00f8ler jeg mig – lige her blandt saftevand og majs – som verdens heldigste mand.<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":" Lige hjem, far\u00a0 Jeg g\u00e5r rundt om mig selv.\u00a0Distr\u00e6t.\u00a0\u00c5bner k\u00f8leskabet. St\u00e5r og kikker lidt. Lukker det igen. Mit hjerte hamrer afsted. “Hvordan mon min s\u00f8n har det?” Det er 11 dage siden, jeg har set ham. 11 dage hvor jeg ikke har v\u00e6ret der, n\u00e5r han v\u00e5gner om morgenen. Og 11 dage hvor jeg ikke […]<\/p>\n","protected":false},"author":2,"featured_media":295,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[2],"tags":[],"class_list":["post-294","post","type-post","status-publish","format-standard","has-post-thumbnail","hentry","category-ikke-kategoriseret"],"yoast_head":"\n