Jeg har ikke set min datter i to år

Oplevelser fra Skilsmisse-Danmark

Af Mrutyuanjai Mishra

Nogle få uger inden jeg mistede min mor i Indien, ringede jeg til hende og sagde, at jeg var på vej hjem, fordi jeg gerne ville være der for hende. Min mor havde fået en blodprop, men var ved at få det bedre og var begyndt at gå. Alle mine tre søstre bosiddende i Indien var i nærheden af hende. Derfor sagde hun, “Din far er her, dine søskende er her, så vent lidt. Jeg ved godt, hvor meget du elsker din lille datter Juliane Shanti. Bliv hos hende, pas på hende, men husk at fortælle mig hver dag, hvordan hun har det”. Det var ordene fra min mor i Indien. Nogle få uger senere mistede hun bevistheden og døde kort efter af en hjerneblødning.

Min mor har elsket alle os børn meget højt, og det har været utrolig svært for mig at forstå, at jeg ikke kunne være hos hende i Indien i hendes sidste dage. Det er rigtigt, at jeg elskede min datter Juliane Shanti meget højt, men den virkelige årsag var, at jeg på det tidspunkt boede i Sverige sammen med Julianes mor, som er læge og havde nattevagter, og da Juliane havde asthma og store problemer med vejrtrækningen, var jeg nødt at blive, fordi en af forældrene måtte være hjemme hos hende.

Det hjalp at starte dagen langsomt, og hvis man gav Juliane tid og ikke stressede hende, kunne hun trække vejret ordentligt. Jeg afleverede min datter i børnehaven, når hun var udhvilet, og nogle gange kom vi for sent, fordi jeg ville undgå situationer, hvor hun blev helt rød i ansigtet og skulle have iltmaske på, fordi hun ikke kunne få vejret.

Jeg husker også tydeligt, at da Julianes mor var i USA, var jeg tvunget til at tage på Malmø Hospitals børneafdeling og få hende i behandling for lungebetændelse. Det var koldt, iskoldt, og der lå is på asfalten. Efter behandlingen og med en recept på antibiotika begyndte jeg at krydse gaden med min datter på skuldrene. Det var noget, hun elskede meget, at jeg tog hende op på skuldrene, og det var altid en sejr at få far til at acceptere ens ønske. Men da vi nåede enden af gaden og skulle dreje, var der en mørk plet af is, og jeg kom til at træde forkert. Jeg gled og faldt utroligt hårdt på asfalten, men jeg vidste, at Juliane lå i mine arme, for selv om man mister balancen, er man som forælder bevidst om at redde sit barn før sig selv. Der kom en gammel dame forbi og sagde, at hun håbede, at jeg ikke kom til skade, men det var meget sødt, at jeg først tænkte på min datter og ikke på mig selv. Sådan har de fleste forældre det, som elsker deres børn højt.

Jeg er far til fire børn i Danmark, men jeg fik en meget special relation til min datter Juliane, fordi jeg tog forældreorlov og slet ikke rejste bort i alle de fem år, hun boede i Sverige. Min familie i Indien var både glade og kede af, at jeg ikke besøgte dem regelmæssigt, som jeg gjorde tidligere. Min prioritet var altid Juliane. Jeg elsker alle mine børn, men Juliane er den eneste, jeg har boet sammen med, og jeg har aldrig elsket et andet væsen mere i mit liv, end jeg elsker Juliane.

Hun kaldte mig pappus. Et ord, hun selv fandt på. Da Julianes mor og jeg skulle gå fra hinanden, opstod der en krise, fordi jeg meget gerne ville have, at Juliane også skulle bo hos mig, men hendes mor ønskede, at Juliane skulle flytte til Danmark og bo hos hende, og jeg skulle besøge hende og blive en slags weekendfar. Dette var et godt tilbud, hun gav, men jeg var grådig, fordi jeg gerne ville have, at min datter også skulle bo hos mig, og at vi fortsat skulle have fælles forældremyndighed.

Når man bor i udlandet og har fælles forældremyndighed, skal begge parter blive enige om flytningen, og begge skal skrive under på, at barnet skal flytte ud af landet. Jeg ville undersøge noget mere, tale med en advokat, men moderen havde travlt, fordi Juliane havde fået plads i den samme skole, hvor Mette Frederiksen, den tidligere justitsministers datter, også går, Hareskov Lilleskole.

Jeg tog med til samtalen på skolen og Juliane blev optaget. Jeg var ikke helt parat, men til sidst skrev jeg under på aftalen om, at Juliane skulle gå på en privatskole. Dette betød, at vi skulle flytte til Danmark, og jeg flyttede midlertidigt til en anden bolig, hvor Juliane besøgte mig to-tre dage om ugen. Mens Juliane var hos mig, begyndt hun at nægte at tage tilbage til sin mor, når hun skulle hentes. Da moderen er læge med skiftende vagter, havde hun brugt mindre tid med hende, end jeg havde. Men jeg sagde altid til Juliane, at det handler om at samarbejde, og derfor kunne hun ikke blive hos mig, når det var aftalt, at hendes mor skulle hente hende.

Julianes tilknytning til mig skyldes, at jeg arbejdede mindre og var en slags hjemmegående far, fordi jeg kun tog vagter, når hendes mor havde fri og kunne hente hende fra børnehaven. Men kendsgerningen er, at i den situation, hvor man har fælles forældremyndighed, skal begge forældre blive enige om flytte fra landet. Men der er undtagelser, og det er for eksempel, at en forælder bliver beskyldt for noget ganske alvorligt, for på den måde kan systemet vride armen om på vedkommende og dermed give forældremyndigheden til den anden partner.

Juliane boede hos mig halvdelen af tiden og resten af tiden hos sin mor. For at gøre en lang historie kort, spidsede situationen til for ca. 2 år siden i november 2013, hvor moderen kom for at hente Juliane. Til stede var min svenske nabo og hans kone, den person, som ejede huset, hvor jeg boede, jeg selv, Juliane og Julianes mor, som kom sammen med en veninde, som er socialrådgiver.

Juliane nægtede at rejse fra mig, og sagde: “Jeg vil kun tage med mor, hvis jeg kan få en seddel med fars telefonnummer i lommen og kan ringe til ham hver eneste dag”. Dette har min svenske nabo afgivet skriftligt vidnesbyrd om at have overværet. Det blev den sidste gang, jeg så Juliane.

For hun blev bortført og endte først på et kvindekrisecenter i Malmø, og til min overraskelse blev jeg pludselig anmeldt for voldtægt og grov vold, og senere beskyldte personalet på krisecentret mig for at mishandle mit barn. Selv fik jeg aldrig mulighed for at blive hørt.

Jeg har en stærk mistanke om, at moderen handlede på råd fra den socialrådgiver, som kendte til proceduren og godt vidste, at i de fleste tilfælde kan man skubbe den anden forælder fuldstændig ud af barnets liv på den måde.

I november 2015 var det to år siden, jeg mistede Juliane. Alle anklager mod mig om voldtægt, vold mod barnet, vold med chikane osv. er droppede for længe siden. Moderen havde også ønsket, at jeg skulle få polititilhold. Men dommeren i Malmø mente, at når en far forsøger at komme i kontakt med sit barn, må der være mulighed for at løse problemet på en anden måde.

Jeg var i dyb krise og fik at vide af mange, at min politiske deltagelse i partiet Sverigedemokraterna ville gøre det umuligt for mig at få nogen form for samarbejde med de sociale myndigheder. Derfor skrev jeg en artikel i Sydsvenskan og meddelte, at jeg forlod alt politisk arbejde.

Min artikel i Sydsvenskan skabte sensation, fordi jeg som en fremtrædende indvandrer i Sverige havde besluttet at forlade Sverigedemokraterna. Jeg havde inden da fået mulighed for at møde Jimmie Åkesson og Mattias Karlsson til en del private arrangementer og kendte partitoppen godt. Det kom som et chok for hele partiledelsen og andre, at jeg tog afsked på en så barsk måde, men kun ganske få vidste, hvad min private situation var.

Alle anklager er droppede, og her vil jeg rose den svenske domstol og det svenske politi for ikke at diskriminere mod mig. Men når en del mennesker sagde til mig at som medlem af Sverigedemokraterna vil du aldrig have en chance for se dit barn, havde jeg i den krisesituation ikke andet valg end at tage afstand fra partiet og alle dem, der er associeret med dem. Der er mange fædre, der bliver beskyldt for mange ting, fordi de har en forældremyndighedssag kørende. Jeg har talt med mange, som har måttet kæmpe en lang sej kamp for at få kontakt med deres barn igen.

På trods af disse skræmmende oplevelser havde jeg ikke opgivet håbet om at se min datter Juliane. Jeg skrev under på alle papirer og lukkede og slukkede alt i Sverige og er nu selv flyttet til Danmark. På trods af disse skræmmende oplevelser havde jeg ikke opgivet håbet om at se min datter Juliane. Jeg skrev under på alle papirer og lukkede og slukkede alt i Sverige og er nu selv flyttet til Danmark.

Min datter går på Hareskov Lilleskole og er bosat i Danmark. Jeg søgte om samvær med hende for mere end et år siden i Statsforvaltningen. Statsforvaltningen inkaldte både moderen og mig til et møde, som varede ca. 30 minutter, og bagefter sagde sagsbehandleren, at hun ikke kunne sige, hvornår jeg kunne komme til at se mit barn igen.

Hun brugte mere end et år og gav os tre overvågede samvær, hvor moderen fik lov til at komme med barnet, men fuldstændig nægtede at samarbejde. Konklusionen blev, at min sagsbehandler mente, at der ingen grund er til flere møder, heller ikke møder for at få en slags mægling, som kunne få et sambejde til at fungere.

Nu har moderen fået alle sine ønsker opfyldt. Barnet bor hos hende, og de bor i Danmark. Men nu siger Statsforvaltningen, at jeg skal søge om samvær efter et år. Det tog dem et år at komme til den beslutning, at jeg først må søge om at se mit barn om et år

Jeg har opbakning fra de danske familier, som også er bosiddende i Sverige, hvis børn Juliane besøgte regelmæssigt. Mange er chokerede. Julianes storebror August har heller ikke set hende i al den tid. August ser jeg regelmæssigt, og hans mor og jeg har fælles forældremyndighed over ham. Det fungerer heldigvis fint, men jeg har været meget nervøs for også at miste kontakten med ham, for hans mor er blevet kontaktet af folk, som har mindet hende om, at jeg er voldtægtsforbryder og anklaget for ting, der er meget værre.

Jeg kommer frem med min historie efter næsten to år, hvor de falske anklager mod mig får lov til at stå uimodsagte. Jeg vil fortælle denne historie primært til de fædre, som ønsker at gå til Statsforvaltningen for at få en mere retfærdig løsning. Opgiv det. Det bedste er, hvis du i overenstemmelse med moderen accepterer en løsning. Havde jeg gjort det, var jeg ikke blevet anklaget for voldtægt, havde jeg gjort det, havde socialrådgiverne aldrig fået muligheden for komme og ødelægge mit barns liv.

Jeg var den primære forælder for Juliane på det tidspunkt. Juliane kendte kun sin mor og mig, og en gang imellem kom hendes mormor for at hjælpe. Men Julianes netværk var hendes veninder i Sverige med dansk baggrund, hendes bror, mig og nogle af hendes mors venner.

Hun mistede kontakten med de fleste fra hendes netværk. Dette har uden tvivl har været traumatisk for hende. Ifølge en rapport havde havde hun ønsket at begå selvmord, og andre gange reagerede hun med meget vrede. Da hendes mor truede med at sende hende til psykiater, kontaktede jeg Hareskovens Lilleskoles leder og skrev, at det handler om et barn, som savner sin far.

Jeg har ikke haft kontakt med min datter bortset fra fire gange sidste sommer, hvor domstolen i Malmø havde afsagt dom om, at Juliane skulle have mulighed for at se sin far. Jeg husker tydeligt, hvordan Juliane kæmpede med andre børn og sagde, “Du må ikke lege med ham. Det er min far og ikke din far”. Hun fortalte, at hun følte sig presset og græd hver eneste gang, når hun skulle tage afsked med mig. Hun sagde ”Far, jeg vil så gerne have at du skal komme til min første skoledag.” Da blev hun irettesat af sine mors ven, som sagde, at sådan noget måtte hun ikke sige.

Jeg har besluttet at fortælle denne historie, fordi det har været den mest traumatiske oplevelse i mit liv. Et barn, jeg elskede så højt, at jeg ikke kunne deltage i min egen mors begravelse, fordi jeg var bange for, at der kunne ske hende noget på grund af hendes asthma. Jeg har ikke elsket et andet menneske så højt, som jeg har elsket Juliane.

Falske beskyldninger har ødelagt alt for mig og Juliane. I de to år, der gået, har hun ikke kunnet tale med mig, og er blevet bildt alle mulige ting ind. Vi har alle tabt. Jeg har mistet min Juliane Shanti. Moderens advokatregning alene er på flere hundrede tusind kroner.

“Forlad landet”, sagde en kvinde til mig engang, efter at hun havde læst om mig på nettet. Med alt det, der står der i dit navn, kan du ikke være bekendt at blive i Danmark. Hvem vil give dig et job? Helt rigtigt. Jeg måtte kæmpe for at få et arbejde. Det har jeg nu. Men jeg har ikke min datter. Jeg mistede en god ven, engang en god kæreste. Jeg har kendt Julianes mor i 14 år, talt med hende hver eneste dag. Så kom socialrådgiverne og ændrede det hele.

Jeg vil aldrig nogensinde beskylde moderen til min datter for noget. Jeg kunne ikke drømme om at anmelde hende for falske beskyldninger. Hun har handlet i krise. Men jeg bebrejder de sociale myndigheder. Både de danske og de svenske sociale myndigheder, som blev pålagt af domstolen at give mig mulighed for at se mit barn, men altid fandt en grund til, at de ikke kunne gennemføre samværet.

Statsforvaltningen har mulighed for at hjælpe forældre i denne situation. Men min sagsbehandler har besluttet ikke at gøre noget. Jeg fortæller min historie, fordi jeg ikke er den eneste. Der er rigtig mange fædre, som ønsker at bevare god kontakt med deres børn også efter skillsmisse og brudte forhold, og da jeg græd i telefonen og spurgte domstolens sekretær, hvad jeg nu skal gøre, sagde han, kan jeg tydeligt huske ” Bare slap af, der er rigtig mange fædre, som står i samme situationen som din. Du er ikke den eneste. Vi kender den slags sager.”

Gør Statsforvaltningen ikke det? Hvorfor føler 95% af skilsmissefædre i Danmark, at de bliver diskriminerede af de sociale myndigheder? Svaret er simpelt. Jeg så det med mine egne øjne. Når moderen svarede ved mødet i Statsforvaltningen, sagde juristen ”Godt”.Men da jeg skulle sige noget til mit forsvar, blev jeg afbrudt.

Det lykkedes ikke den sidste regering at sætte en stopper for den slags sagsbehandling. En forælder, der beslutter sig for at lave chikane, vinder.

Barnet taber som regel altid. Juliane har mistet sin far. Hun ved formentlig ikke hvorfor. Jeg har mistet min datter. Det meste utænkelige er blevet en virkelighed, som jeg skal leve med resten af mit liv.

Lad mig spørge jer, hvordan kan det være, at en far med dansk etnisk baggrund, som har slået sin marokkanske kone ihjel, kan få tildelt fuld forældremyndighed. Mens jeg, som har en ren straffeattest, ikke engang kan få lov til at se min datter. Er sagsbehandlingstiden for sådan en samværssag virkelig mere end et år? Er Danmark blevet et land, hvor man får et pas i løbet af et par uger, mens man skal vente i årevis for at få lov til at se sit eget barn?

Mishra

Du kan følge Mrutyuanjai Mishra på Facebook her