Blog

Du træder nu ind på Michael Hjelvangs blog, som er et udtryk for Michaels subjektive oplevelser og erfaringer.

***                

Far, de hilste ikke på dig?” – lyder det forundret fra min søn.

Nej, men de så os nok ikke” – svarer jeg ham med et smil.

Men ingen af os er overbevist. Inderst inde ved jeg jo godt, hvordan folk står og kikker ned i asfalten, når de møder mig. Jeg kan mærke den dårlige stemning. Korte lukkede svar. Smagen af mistillid.

Jeg ved også godt, at man på min søns 7 års fødselsdag modtager et anonymt brev i den lokale fodboldklub, hvor jeg er træner. I brevet udtrykkes der stærkt ubehag ved, at jeg er ansat som fodboldtræner for et hold mindre drenge.  Og klubben opfordres til at fyre mig.

Jeg ved ikke, hvem brevet er fra. Men jeg ved, at det gør ondt som ind i helvede.

Fodbold

Mit navn er Michael Hjelvang. Jeg er født d. 8. januar 1974 og har en søn fra 2007. I januar 2013 røg jeg med i den efterhånden tårnhøje bunke af par, der vælger at tage vielsesringen af og anmode Statsforvaltningen om en skilsmisse. Det skulle vise sig at blive starten på mit livs kamp. Nemlig kampen for min søns ret til to forældre. Og kampen for retfærdighed. 

Mine oplevelser valgte jeg at holde helt tæt til kroppen. Kun de aller nærmeste kendte min historie. Omvendt har der i lokalsamfundet floreret adskillige negative historier om mig og min person. Indtil januar 2016 valgte jeg at bide tænderne sammen og at græde ud, når jeg var alene. Det gør jeg stadig. Men jeg gør også noget andet. Jeg stiller mig frem. Åbent. Og ærligt. Og ja, det fylder mig med en god portion frygt og usikkerhed at lægge alle kortene på bordet, – for hvad nu hvis folk slet ikke gider læse min historie? Eller hvis de ikke bryder sig om indholdet? Det er en risiko, jeg må løbe. Når jeg vælger at stå frem på denne blog, er det fordi, jeg hverken kan eller vil acceptere at være dømt for noget, jeg ikke har gjort. Ja, jeg er dømt i retten. Og den dom er nu begæret genoptaget ved Den Særlige Klageret. I min optik skal man aldrig dømme et menneske på forhånd, og jeg vil ikke dømmes hverken som far eller som menneske.

“Din far er ond”

Jeg har i forhold til min søn tænkt meget over, om det er en god idé at stå frem? Om jeg sætter mine egne behov foran hans? Om jeg udstiller ham? Svaret er dybest set meget enkelt: Jeg føler, at det er vigtigt, at sandheden kommer frem, så uvisheden ikke sejrer. Jeg har ikke tal på de mange kampe, vi har måtte tage som følge af de prædikater, der er sat på mig: En dårlig og ond far som de andre børn ikke må lege med. Eksempelvis har flere af min søns kammerater – som han ellers har leget med utallige gange såvel hos dem som hos os – fået at vide, at de ikke kan komme hjem til ham for at lege. Begrundelse: “Din far er ond!”

Heldigvis har flertallet af forældre åbnet deres hjem og deres hjerter for min søn og jeg. Jeg mærker en kærlighed og en varme, som rører mig dybt. Og det er også med til at give mig styrke og mod til nu at stå frem. Jeg ved, at der er mennesker, der ser mig og stoler på mig. Og som altid vil være der.

En subjektiv fortælling

Når jeg skriver “os” her på siden, refererer jeg til hele det store hold af advokater, psykologer og jurister, der hjælper og støtter mig. Samtidig er det også vigtigt for mig at understrege, at denne blog er et udtryk for mine subjektive holdninger og oplevelser. Jeg gør på ingen måde krav på sandheden og beskriver udelukkende hændelsesforløbet, som det ser ud med mine øjne. Derfor anerkender jeg også fuldt ud, at der kan være andre, som har en anden oplevelse af begivenhederne.

Et barn har ret til to forældre

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg hverken stiller mig på fædrenes eller på mødrenes side. For mig at se er diskussionen om forældres rettigheder håbløs og misforstået. Det handler om barnet. Og derfor også titlen på denne blog og på min virksomhed – Barnets Tarv. Jeg anerkender fuldt ud, at der er kvinder, som bliver fanget i systemet pga. voldelige og/eller psykisk ustabile mænd. Jeg har kendskab til flere af den type sager. Og har stor sympati for de pågældende kvinder. Omvendt anerkender jeg også, at der er mænd, der diskrimineres pga. af deres køn og som uretmæssigt mister retten til at se deres børn. Men det er og bliver for mig at se en debat, der klinger hult og som ikke gavner dem, det hele handler om – nemlig børnene. Den 1. oktober 2007 trådte således også den nye forældreansvarslov i kraft. Der blev med loven lagt op til et paradigmeskifte i måden at anskue området på. Det er således barnets ret til to forældre og ikke forældrenes ret til barnet, der nu er i centrum. Jeg kunne ikke være mere enig.

Jeg håber, at du har lyst til at høre min historie. Og til her på bloggen at følge min kamp for retfærdighed.