Tilføjelse 

I går aftes blev der lagt en kladde ud her på bloggen indeholdende mine tanker og noter omkring mit kommende blogindlæg. Indlægget nåede højst at ligge her et par sekunder, inden det blev taget af, da det endnu ikke er færdigskrevet, men som I sikkert kan fornemme, er der et nyt blogindlæg undervejs. Bedst som jeg troede, at der var kommet lidt ro over feltet, har sagen nemlig nu nået nye højder og denne gang i form af en helt ny offentlig aktør. I kan læse mere om sagens udvikling her på bloggen i den kommende uge.

De bedste hilsner,

Michael 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

30. Lad julesorgen slukkes

“Du må ikke skrabe nogen, før jeg kommer hjem igen, far. Lover du det?”

Spændingen er dette år steget fra dag til dag. Vi har indtil videre fået ni juletræer og man skal have ti for at vinde en million. Men for min søn handler det om noget mere end en skrabekalender og en pose penge. 

Lad håbet spirre 

Grundtvigs julesalme Velkommen igen Guds engle små er altid fast på plakaten ved gudstjenesten juledag. Salmen giver os i det første vers billedet af et dansk vinterlandskab, som ligger hen i mørke og vi kan næsten forestille os, hvordan rimen har balanceret i træerne efter en vinterstorms kaotiske hærgen – præcist som med Urd, der 2. juledag gik i land i Nordjylland og langs Vestkysten. 

Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!

Samtidig indeholder Grundtvigs salme også et budskab om, at stormen igen vil klinge af og at et nyt år, hvor naturen på ny vil lade sig udfolde, er undervejs. Og det er i denne ånd, at jeg her i julen har tilladt  håbet at sidde med til bords. Jeg er med på, at håbet – i hvert fald i mit tilfælde – medbringer en følgesvend. Naiviteten. Men ikke desto mindre så var det som om, at der denne juleaften – da jeg gik rundt om juletræet og sang med på Grundtvigs julesalme – var en bundklang af netop håb. Et håb der i al sin enkelthed består i et ønske om et bedre samarbejde mellem min søns mor og jeg. Min hånd er rakt frem – præcist som den har været de seneste fire år – og det er mit håb, at den i 2017 vil blive taget. 

Lad  skiftedagene mindskes 

Dette år har min søn fejret julen hos sin mor. Og det er helt okay. Han har præcist den samme ret til at holde jul med sin mor, som han har med sin far. Punktum. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har savnet ham. Når jeg ikke er sammen med min søn, mærker jeg med jævne mellemrum en knugende smerte i brystet. Jeg har været ved lægen. Men jeg fejler ikke noget. Det er sorg over ikke at vide, hvordan min søn har det. Ikke andet. Og det er okay. Sorgen er blevet en del af mig og det er mit ansvar som skilsmisseforælder at arbejde mig ud af den. Det ved jeg. Hvad jeg derimod ikke vil abonnere på, er den bevidste gentagelse af fejl. Sidste år forsøgte modparten – lige inden  det sidste fløjt – at forhindre en 8-årig dreng i at komme på den juleferie hos sin far, som han gennem hele december havde talt ned til. 

Du kan læse mere om, hvad der skete i julen 2015 via nedenstående to link:

Og for at undgå en lignende situation i forbindelse med den forestående jul, tjekker jeg d. 28. november 2016 vores nuværende samværsresolution. Ifølge denne skal min søn holde juleferie hos sin mor fra d. 22. til d. 26. december 2016 og hos mig fra d. 26. december 2016 til d. 2. januar 2017.

samvaer-1

Uddrag af samværsresolutionen

I forhold til det løbende samvær betyder det, at min søn vil få fem skiftedage i sin jule- og nytårsferie:

Mandag d. 12. december til onsdag d. 21. december: Mor

Onsdag d. 21. december til torsdag d. 22. december: Far

Torsdag d. 22. december til mandag d. 26. december: Mor

Mandag d. 26. december til mandag d. 2. januar: Far

Mandag d. 2. januar til onsdag 4. januar: Mor

Onsdag d. 4. januar til mandag 9. januar: Far

Det kræver ikke de store matematiske evner at gennemskue, at man med lethed vil kunne minimere antallet af skiftedage fra fem til to, ved at give vores søn to dages yderligere juleferie med sin mor og på tilsvarende vis lægge to ekstra dage til hans nytårsferie hos sin far.

Mandag d. 12. december til tirsdag d. 27. december: Mor

Tirsdag d. 27. december til mandag d. 9. januar: Far

Og d. 30. november 2016 skriver jeg derfor en mail til min søns mor, hvor jeg foreslår, at vi som forældre påtager et fælles ansvar for at give vores søn den bedst mulige jule- og nytårsferie. 

mail-4

mail-5

Desværre har jeg ikke meget held med min forespørgsel. Og d. 7. december 2016 kommer der således et noget lukket svar retur:

mail-3

Det føles som at læse i en lovsamling og da jeg næste morgen stående ved køkkenvinduet spiser en skive rugbrød, mens jeg betragter den rimfrostdækkede jord og solen, der møjsommeligt er på vej op over himlen, tænker jeg på, hvor alt det væsentlige mon blev af? 

Lad julekalenderen hænge

Da min søn så igen er hjemme hos mig, står han søndag d. 11. december  – dagen før han skal retur til sin mor – foran køleskabet og ser på vores skrabejulekalender.

“Du må ikke skrabe nogen, før jeg kommer hjem igen, far. Lover du det?”

Spændingen er dette år steget fra dag til dag. Vi har indtil videre fået ni juletræer og man skal have ti for at vinde en million. Men for min søn handler det om noget mere end en skrabekalender og en pose penge. 

“Jeg vil gerne bare være med.”

“Det lover jeg. Du kan skrabe alle felterne, når du kommer hjem næste gang.”

“Men jeg kommer hjem igen inden jul, ik far? Jeg kommer hjem, som jeg plejer, når der er gået ni dage og så skal jeg bagefter over til mor og holde jul.”

“Jeg har faktisk forsøgt at lave det sådan, at du ikke skal have så mange skiftedage i år. Så  det er ikke sikkert, at du kommer hjem inden jul, men så får du i stedet en lang juleferie hos mor og så får vi bagefter en god nytårsferie sammen. Jeg er ikke helt sikker på, at det kan lade sig gøre, men under alle omstændigheder skal du vide, at din mor og jeg vil gøre alt for, at du får den bedste jul og det bedste nytår.”

Stilheden lader sig sagte sænke, mens vi sammen står og  betragter de felter på skrabejulekalenderen, der stadig gemmer på små hemmeligheder.

“Selv om det i dag er den tredje søndag, så venter jeg også med at skrabe den, far.”

Min søn refererer til, at man hver søndag i advent kan skrabe et ekstra felt, hvor man også kan være heldig at vinde en præmie.

“Så kan jeg tænke på det, mens jeg er nede ved mor.”

Det er for mig at se tydeligt, at min søn er splittet. På den ene side vil han formentligt gerne undgå de svære skiftedage, men på den anden side har vi kun d. 11. december og jeg gætter på, at han også gerne vil nå at komme hjem til sin far en gang mere inden jul. Selvom det letteste ville være at spørge ham, om han foretrækker at komme hjem en enkelt dag d. 21. december for så igen at skulle til sin mor d. 22. december, eller om han hellere vil have én sammenhængende juleferie med sin mor og herefter én sammenhængende nytårsferie med sin far, vil jeg ikke lægge beslutningen over på ham. Det må være hans mors og mit ansvar. Præcist som det også er vores ansvar at vurdere, om det er smart slavisk at følge vores samværsresolution, som i sagens natur ikke kan tage højde for, hvordan samtlige ferier rammer det løbende samvær. Somme tider vil der – som nu – opstå en hyppigere frekvens af skiftedage, hvor vores søn efter en dag eller to igen skal rykke op og det er min opfattelse, at min søns mor og jeg har en fælles forpligtelse til at gøre alt for at undgå dette.

Lad samarbejdet vokse  

Da min søn mandag d. 12. december er taget i skole, går jeg igang med at skrive et brev til Statsforvaltningen. Og efter at have vendt det med min advokat – trykker jeg d. 15. december på send:

sf-1 

sf2

Uanset om d. 21. december er en dag, hvor min søn ifølge samværsresolutionen skal være hos sin mor eller far, vil jeg ikke kunne få mig selv til at hive ham op en enkelt dag for her efter at sende ham tilbage til sin mor. Og hvis resolutionen foreskriver, at dagen tilfalder mig, vil jeg hellere end gerne give min søn en ekstra dag hos sin mor – når blot det kan skåne ham for et par hurtige skiftedage. Hvad jeg imidlertid i denne kontekst er noget bekymret for, er, at mit tilbud senere vil blive brugt imod mig og at jeg vil møde argumentet om, at jeg ikke prioriterer at holde jul med min søn. Intet kunne være mere forkert.

Da sagsbehandlingstiderne i Statsforvaltningen traditionen tro har det med at samle støv og da jeg d. 20. december endnu ikke har modtaget et svar, ringer en af mine bisiddere, Charlotte Hansen, om eftermiddagen til Statsforvaltningens infocenter. Hun kommer i kontakt med en kvindelig ansat, der beklager, at Statsforvaltningen ikke rettidigt har nået at svare på min forespørgsel og fortæller, at de er opmærksomme på sagen. En sag som de i øvrigt selv har udpeget som en af de værste eksempler på hetz og chikane fra advokat, Vivian Jørgensens side.

Du kan her læse mere om, hvordan Statsforvaltningen har udpeget sagen:

15. Fædre under mistanke frikendt

Herefter forklarer medarbejderen bisidderen, at min søns mor i princippet har ret i forhold til problematikken omkring d. 21. december. Der findes en tillægsbestemmelse til vores samværsresolution, hvoraf det fremgår, at min søns samvær med mig bortfalder, hvis det helt eller delvist ligger i modpartens juleferie – hvilket netop i år er tilfældet. 

samvaer-2

Videre tilføjer medarbejderen også, at vi som forældre naturligvis er frie til at aftale, hvad end vi måtte finde bedst for vores søn og at Statsforvaltningen anbefaler, at man bestræber sig på så få skiftedage i barnets ferie som muligt. 

Efter at have talt med Charlotte, sender jeg derfor en ny mail til min søns mor:

mail-1 mail-2

Jeg modtager – som ventet – ikke noget svar. Og d. 26. december kl. 9.00 bliver min søn afleveret på vejen ved min bopæl, hvorefter han selv skal gå det sidste stykke. Jeg har tidligere modtaget en mail fra Overleveringen med ønske om, at den forælder der skal have barnet, henter det. Senere er Overleveringen åbenbart blevet enig med sig selv om, at man ønsker det modsatte system og at den forælder, der skal have barnet, tager imod det på egen adresse. 

ferie

Mail fra ‘Overleveringen’ d. 3. maj 2016

Hvorom alting er, er budskabet det samme: Min søn skal gå den tunge vej alene og halvanden time senere modtager jeg således også denne mail fra min søns mor:

overlevering

Beskeden er klar: Min søn må leve med, at hans far er uønsket og at han – på de mange skiftedage – alene må tage den ufremkommelige vej mellem sin mor og sin far. 

Du kan læse mere om overleveringen her

Lad barnetroen sejre

Julesalmen, Velkommen ugen Guds engle små, slutter af med en trøst for de mange, som hvert år fejrer julen med hjertet beklemt, fordi der denne jul mangler et familiemedlem eller en god ven at fejre julen med. Grundtvig skrev salmen i 1825 i en tid, hvor han kæmpede for, at kirken skulle live op igen og gøre modstand mod den fornuftsdyrkelse og rationalisme, som tiden var domineret af. For Grundtvig at se var den stivnet og uden kraft. Han bad en bøn i håb om, at julen måtte betyde en ny tid. Et nyt mod til livet. Jeg er ikke troede på samme måde som Grundtvig var. Men det er med det samme dybfølte håb, at jeg skriver dette blogindlæg.

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders vé,
vor smerte sødt bortvugges!
Vor fader i himlen! lad det ske!
lad julesorgen slukkes!

Juleaften 2016 skulle vise sig at blive en af de bedste i mit liv – samtidig med at jeg også mærkede den stikkende julesorg, hver eneste gang mine tanker vandrede mod min søn. De to følelser – sorg og glæde – er uadskillelige, når jeg som skilsmisseforælder søger at være til stede, hvor jeg er – uanset om jeg er sammen med min søn eller ej. Ved de store højtider og mærkedage ønsker vi at kunne fryse tiden, så alt er som altid. Derfor hæger vi om traditioner og går forsigtig til værks, når vi selv laver om på noget. Det sker nu hele tiden løbende, men går kun godt, hvis det sker umærkeligt og uden at skygge for de kærlige værdier, vi genkender med hjertet. For mit vedkommende har der i år været flere nye juletraditioner. Men ikke en eneste, har kastet skygge for hjertets mulighed for genkendelse. Og det er lige her, i krydsfeltet mellem fortid, nutid og fremtid, hvor vi lader hjertet genkende det vigtige og resten glide bort, at julesorgen kan slukkes. 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

29. Forandringer

Det er ikke så meget de forandringer der sker, men mere hvordan du lærer at tackle dem, uden at miste dig selv. 

Inger Bay

Da jeg tirsdag d. 8. november 2016 sætter en underskrift, er det med bankende hjerte. Jeg tænker på de underskrifter, jeg gennem de seneste år har sat. Afhøringsrapporter hos politiet. Min begæring om skilsmisse. Min opsigelse hos Falken & co. i Helsingør. Alle sammen underskrifter, der har været enslydende med forandringer i mit liv. Og nu har jeg så sat en underskrift på en kontrakt, der indebærer, at jeg fra d. 1. december 2016 er salgschef hos Krogsgaard-Jensen i Herlev.

Du kan læse mere om stillingen her

‘Jeg drages mod lyset’

Årets julekalender på DR1 ’Den anden verden’ er en dramaserie for de 8-16-årige og deres forældre. Det er fortællingen om de 15-årige tvillingesøstrene, Sara og Anna, der tager deres første skridt ind i en foranderlig og uforudsigelig voksenverden.

Men det er ikke kun i teenageårene, at forandringerne sker. De følger med livet igennem og hvis der er noget, jeg her i 2016 har lært, så er det, at det ikke er forandringerne i sig selv, der er afgørende for vores trivsel – eller mangel på samme – men derimod måden hvorpå vi tackler dem.

Undervejs i julekalenderen fletter Brødrene Grimms eventyrlige fortællinger sig ind i historien om de to piger, der møder de forandringer, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til. Og som julekalenderens producent, Andreas Hjortdal, udtrykker det, er overgangen fra barn til voksen ofte et tema i Brødrene Grimms eventyr, hvilket giver julekalenderen en ekstra dimension. (Kilde: https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/billeder-aarets-julekalender-er-et-eventyrligt-teenagedrama)

I relation til denne overgangsrite er jeg naturligvis for gammel til, at kunne spejle mig. Men det er min 9-årige søn ikke. Han er langsomt i gang med at skabe sin egen verden og analogien bliver ikke mindre af de to verdener, han som skilsmissebarn beskriver at leve i. I den ene verden fortæller han, at han føler sig behandlet som et lille barn uden selvstændige rettigheder og i den anden verden, giver han udtryk for – sammen med sine venner – at føle sig mere fri. 

Teksten i julekalenderens titelmelodi opsummerer på en fin og stilfærdig måde, de forandringer, som det er mit indtryk, at min søn kan skimte:

skaermbillede-2016-12-11-kl-17-10-59

DR’s julekalender er ikke for børn, men for (pre)teenagere og deres eventyrglade voksne. Optagelserene gik i gang i november 2015 og de sidste optagelser blev afsluttet torsdag den 30. juni 2016 på Egeskov Slot. (Kilde: Wikipedia)

Hvem er det jeg ser, når jeg kigger i spejlet? 

Er det en fjende, en ven?

I en drøm mærker du en forvandling. 

Hvor forsvinder du hen?

Jeg drages mod lyset.

 Og en anden virkelighed.

Den anden verden. Et andet sted. 

Den anden verden. Der vil jeg ned.

Den anden verden. Kom, tag mig med.

Når forandringens vinde – som nu – blæser hen over mit liv, forsøger jeg at træffe de valg, der på bedst mulig vis kan bygge en bro mellem de to verdener, min søn oplever at  leve i. Og således også mit seneste valg – underskriften hos Krogsgaard-Jensen.

Mad på bordet 

For 41 uger siden hoppede jeg ud i tilværelsen som selvstændig. I bilernes verden – såvel som i de fleste andre (gætter jeg på) – er ting der kan måles og vejes dybest set den eneste markør, der reelt har betydning, når resultater skal kortlægges. Hvis man lægger samme målestok hen over Barnets Tarv, er der de seneste 41 uger vækstet på følgende parametre:

  • Fra godt 16.000 til knap 53.000 følgere på www.barnetstarv.com.  
  • Fra 573 til 1924 likes på Barnets Tarvs facebookside.
  • Fra 118 til 772 sider i bogen. (Bogen er nu i redigeringsfasen og den ender med at  lande på cirka 450 sider.)
  • Fra ugentlige til daglige henvendelser fra mødre og fædre der ønsker rådgivning.

Jeg havde ikke turdet at håbe på så positive forandringer. Og jeg føler mig både heldig og privilegeret. Tak.

Samtidig må jeg erkende, at virksomheden endnu ikke er der, hvor den kan generere et så stabilt overskud, at jeg som forælder kan love min søn, at der i fremtiden vil være et stærkt økonomisk fundament under os. Dette hænger sammen med forsinkelsen af bogudgivelsen, der har rod i den lange ekspeditionstid i domstolssystemet og hos Nordsjællands Politi. Så ja, en del af forklaringen på min underskrift hos Krogsgaard-Jensen er, at kunne sikre min søn mad på bordet og et tag over hovedet.

Den der løfter, får opgaven

Videre har også karakteren, af den rådgivning, der efterspørges, ændret sig. Mens der i starten af 2016 tegnede sig et billede af, at skilsmisseforældrene ønskede at tale med erfaringspersoner, er tendensen nu, at der efterspørges rådgivning fra fagpersoner – og her kommer jeg personligt til kort.

En del af forklaringen på ovenstående kan være, at jeg gennem de seneste måneder har fået flere henvendelser, end jeg har kunnet ekspedere. Samværet med min søn er vigtigere end noget andet og jeg har derfor været nødsaget til – på de dage hvor jeg har ham – at sende de forespørgsler jeg har modtaget, videre i systemet. Og det gør, at det i sagens natur er her, henvendelserne ender med at samle sig. Eller sagt på en anden måde. Jeg har – grundet min søn – ikke ønsket at løfte alle opgaver. Men det er der (heldigvis) andre, der har. Og dem der løfter, får nu engang opgaverne.

Følgende er planen derfor, at der vil ske en gradvis overdragelse af ‘nøglerne’ til Barnets Tarv gennem foråret 2017. Og pr. 1. maj vil en ny leder – med en tungere faglig profil og som ikke selv er skilsmisseforælder – stå i spidsen for virksomheden. Der vil selvfølgelig i løbet af foråret 2017 blive kommunikeret mere ud omkring dette.

Heldigvis har jeg hos Krogsgaard-Jensen fået en chef, der bakker op om min bog og om Barnets Tarv, hvilket betyder, at jeg fortsat vil være en del af ditto. Mine opgaver i Barnets Tarv kommer fremover til at bestå i at færdiggøre bogen, at skrive på bloggen og i at holde foredrag i forbindelse med bogudgivelsen. Det er aftalt med Krogsgaard-Jensen, at opgaverne vil blive udført i min fritid.

Det er en omfattende rejse at skrive en selvbiografisk roman og det er – af hensyn til min søn og af hensyn til læseren – vigtigt for mig at gøre mig umage. Det meste af bogen er skrevet og den gennemgår nu en omfattende redigeringsproces, hvor hver eneste sætning bliver tjekket og dobbelttjekket. Det forventes, at bogen bliver sendt til tryk d. 1. marts og at den udkommer i løbet af foråret 2017. Der vil løbende blive kommunikeret mere ud omkring bogudgivelsen og hvor bogen kan købes.

Brevet til min morfar

D. 23. april 2016 skrev jeg i et brev til min morfar, at jeg havde valgt at opsige mit job som salgschef hos Ford i Helsingør, for at kaste mig ud i livet som selvstændig:

https://barnetstarv.com/2016/04/23/12-opsigelse/

Når jeg nu har sagt mit job op hos Falken & co.  skyldes det flere årsager. For det første er den stærkeste magt blevet farten. Den er altgennemtrængende og man kan ikke stoppe den, for den siver ind i mennesket. Hastigheden udøver et pres, som mennesker umærkeligt tvinges til at tilpasse sig. Tiden er rå og mennesker tvinges på plads af stærke ydre krav. Jeg er træt af ydre krav og jeg savner indlevelse. Det er som om, der i mit sælgerjob ikke længere er tid til at lytte til kundens livshistorie eller beretning om personlige udfordringer. Med fare for at lyde som en gammel mavesur mand, så var tiden en anden, da jeg for 13 år siden startede på Fredericiavej. Folk er blevet fremmede for hinanden. Stilheden er slidt bort. Sindsro er blevet et fremmedord. Vi mangler evne til at orientere os i mylderet af opgaver. Folk søger anerkendelse hele tiden. I denne dynamiske verden med det enorme omfang af kontakter, bliver oplevelsen af nuet trukket sammen til at være intet. Tiden er et råstof. Og den er knap. En time er dog stadig en time. En dag er stadig en dag; men den snittes i små stykker, mens vi tumler afsted mod et mål, vi aldrig når. Jeg er færdig med at være lønslave og har nu besluttet mig for at gå efter egne mål.

Jeg er med på, at det kan se ud som om, at jeg nu er i gang med at skaffe en række beviser for, at intet af ovenstående har ændret sig – samtidig med at realiteten er, at jeg har stukket halen mellem benene og er gået tilbage til den sikre verden, som jeg kender. Men at anskue situationen fra den vinkel er ikke alene endimensionelt. Det er også forkert. Mit valg af jobbet som salgschef hos Krogsgaard-Jensen er et aktivt tilvalg og ikke et påtvunget fravalg. Eller sagt på en anden måde. Den forandring, der nu sker i mit liv, har afsæt i, at jeg har fået et attraktivt tilbud hos Krogsgaard-Jensen på et tidspunkt, hvor timingen i forhold til Barnets Tarv, er rigtig.

De værdier, som jeg ovenfor kortlægger for min morfar, tager jeg med mig i mit nye virke hos Krogsgaard-Jensen. Jeg er stadig optaget af de  stærke ydre krav, der skruer tempoet op på et niveau, hvor stort set al kommunikation foregår på overfladeniveau. Selvfølgelig er det langt fra al samtale, der hverken kan eller skal andet end at flyde på overfladen. Men bare en gang imellem – også i løbet af en arbejdsdag – mener jeg, at det er vigtigt, at se bare et glimt at det menneske, det står over for os. Og det gælder uanset om man sælger biler eller rådgiver skilsmisseramte familier. Og derfor står jeg også fuldt ud ved min afsked med bilernes verden i forbindelse med min afskedsreception d. 23. juni 2016. Her blev det det første spadestik til Barnets Tarv taget og her sagde jeg farvel til den mere overfladiske måde at agere sælger på. Dobbeltmoralen ved knap seks måneder senere at returnere i et nyt sælgerjob ligger selvfølgelig lige for – og så alligevel ikke. Ja, jeg er tilbage i bilernes verden, men for mig at se, må det være den bagvedliggende årsag til netop dette valg, der er markøren for om jeg boner ud i det dobbeltmoralske felt og ikke beslutningen i sig selv. Der er for mig at se ikke megen værdi i en beslutning om at kaste sig ud i livet som selvstændig, hvis årsagen alene er et ønske om at bevæge sig væk fra noget, det ikke fungerer. Præcist som der heller ikke er megen fidus i at vende tilbage til et job som lønmodtager, hvis årsagen alene er, at man fedtede den af, mens muligheden for at stable en virksomhed på benene var til stede. I begge tilfælde er man i min optik svag på værdier og i begge tilfælde blinker dobbeltmoralens røde lys. Selvfølgelig skal der gives point for at have mod på forandringerne, men hvis man eksempelvis kaster sig ud i livet som selvstændig i et forsøg på at bryde med de krav, man som lønmodtager er underlagt og  ikke samtidig følger beslutningen op med handling, får modet karakter af dumdristighed. I indeværende tilfælde er Barnets Tarv vokset ud af hænderne på mig – og ind i fagvidenskaben – samtidig med at jeg har fået muligheden for at tage værdierne fra Barnets Tarv med over i et nyt virke og det er min overbevisning, at det lige netop er her, de røde lamper slukkes.

Stå fast  

I julekalenderen ‘Den anden verden’ får vi at vide, at der i forordet til Brødrene Grimms eventyrlige univers står skrevet, at ‘så længe der er bankende hjerter, er der eventyr’. Og at ‘eventyrerne gentager sig. Igen og igen.’ Det tror jeg, er rigtigt. Og så tror jeg, at det midt i en verden proppet med positiv udviklingspsykologi og et konstant krav om forandring, er vigtigt – som Svend Brinkmann i sin bog ‘Stå fast’ skriver – at vi har et modsprog til udviklingsimperativet. At vi evner at stå fast på vore værdier og at tage dem med os, uanset hvilken verden vi navigerer i. Dybest set er det vel her, at vi skal sætte den vigtigste underskrift af alle? 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

28. Frifundet…

 

Af hjertet tak til de mennesker der har hjulpet og støttet mig. 

Særligt skal der lyde en stor tak til min advokat

https://barnetstarv.com/advokater-2/advokater/

Kærligst, 

Michael 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

27. EIF i dag i morgen og altid

eif

EIF – Espergærde Idrætsforening – en klub der har fulgt mig hele livet

Hvis du fortsætter som træner, kommer din søn ikke til kamp.

Jeg har netop besluttet at trække mig som træner i EIF. En beslutning jeg har taget i håb om, at min søn nu vil få fuld spilletid.

Gennem de seneste fire år har tendensen været klar: Min søn kommer ikke til træning regelmæssigt ej heller til kamp og stævner –  når han er hos sin mor.

Når jeg nu trækker mig som træner, er det mere end ‘bare’ et farvel til en klub. Det er et farvel til en klub, der på mange måder har gjort mig til den, jeg er. 

 

Se tidligere blogindlæg om hvordan min søns mor kontakter klubben den 28. april for at få mig fyret. Igen:

https://barnetstarv.com/2016/05/12/13-man-goer-et-barn-fortraed/

En forårsdag i 1978

Det hele startede en kold vintermorgen  i Espergærde. Træerne var dækket til af det første lag sne. Det var koldt derude. Året var 1978 – helt nøjagtig den 8. januar.  Det var dagen, hvor jeg fik  mine første fodboldstøvler. Det var også dagen, hvor jeg fik mit første EIF spillesæt. Gaven var fra min mor og stedfar, Claus. Kortet på gaven læste min mor op for mig:

 foerste-par-stoevlerNår vinteren er ovre og tilmeldingen til fodbold starter, så kan dig og Claus gå ned på Mørdrupskolen og melde dig til.

Det var en lang vinter. Jeg havde mit fodboldtøj på alle vegne. Jeg sov med det og havde det på i børnehave. Vi boede i Rugmarken 13, 2. sal tv. – med udsigt lige ud til fodboldbanerne. Jeg brugte meget tid på at kigge ud af vinduet – hvornår mon sneen var væk? Hvornår mon  jeg kunne komme til træning?

Endelig begyndte sneen at smelte og fuglene kom frem –  duften af forår og græs. En duft som siden den dag har sat sine dybe spor i mig  og som tilmed blev krydret med læderfedt og nye støvler. Mine første støvler var sorte og med en hvid stribe. Om der var mål i, husker jeg ikke. Men de var rare at have på.

Jeg husker dagen. Det var en tirsdag og min stedfar havde taget tidligt fri fra arbejde. Jeg trak i EIF trøjen. Det var ikke af den fine kvalitet, vi kender fra i dag. Men den føltes rigtig at have på og jeg var så stolt.

45 trin er der fra 2. sal og ned til starten af opgangen. Her bliver man mødt af et cykelrum –  med sorte brædder for. Gelænderet var valnøddebrunt og opgangen i en mærkelig pistaiche agtig farve. Duften var altid anderledes. Det var charmen ved at bo i en opgang med seks forskellige måltider og baggrunde. Til højre boede fru Tvede, midt for boede Jørgen og Lena og i stuen boede Meddi, som kom fra Pakistan.

Klokken nærmede sig 16. Jeg holdt min stedfar i hånden og var spændt – sommerfuglene i maven fløj rundt, som var det på en forårsdag. Jeg husker, at jeg havde min egen bold med. Den skulle vise sig at blive min faste følgesvend mange år ud i fremtiden. Vi gik hen over græsset hånd i hånd.  Nede på skolen skulle vi mødes med Klaus. Han var en af min fars kollegaer på teknisk forvaltning i Espergærde. Han havde tilknytning til klubben og ville sørge for, at jeg blev meldt ind og kom sammen med den rigtige klump.

Vi trænede fra kl 16-17. Banerne var lukkede, da de var for våde. Vi blev alle henvist til græsarealet ved Mørdrup kirke. Træneren kom kørende på sin gule cykel. Han stillede den i cykelstativet på Mørdrupskolen. Vi hilste på ham. En stor mand. Ubarberet og med en meget dyb stemme. Han var er iført en rød Addidas træningsdragt og blå kondi sko i det samme mærke.

“Så du skal starte til fodbold i dag,” sagde han og kiggede ned på mig.

Jeg så op på det store menneske, hvis hænder var større end mit lår:

“Ja!”

“Ved du, hvad der sker, hvis du ikke opfører dig ordentligt?”

Jeg nåede ikke at svare.

“Så får du en kradser.”

Det var første gang, jeg hørte trænerens varme latter – en helt almindelig tirsdag for 38 år siden. En latter jeg savner den dag i dag – eksempelvis når jeg står på banerne med min søns hold. Eller når jeg i dag besøger hans gravsted.

De mennesker der har en årelang tilknytning til klubben, mindes stadig begrebet ‘kradser’. Der er en dobbelthed ved fænomenet. På den ene side gjorde det vildt nas og alligevel var det altid med et glimt i øjet.

sander

Vi blev delt op i to hold  på den helt skæve – og totalt mudrede – græsplæne. En plæne som dengang og  i dag bliver brugt, når Cirkus Arena kommer til byen.  Jeg ved ikke, hvor mange drenge vi var, men vi var mange. Mange af dem der var med den dag, er mine venner i dag. Nogle så tætte at vi kan sige, at vi har været venner i 38 år. Denne dag var starten på mit fodboldliv i EIF – samtidig også en start på mange gode oplevelser på og ude for banen.

Vores trænere var bindeled mellem disse venskaber. De skabte rammerne med en fast  og varm tone. Et bredt smil. En krammer når du var ked af det. Eller en ‘kradser’ når du var fræk. Sådan var alle de trænere, der har beriget mit liv. Men ‘kradseren’ – den var Svends helt egen.

Guld ved Odsherred Cup 1984

På bagsiden af dette billede står: “Da vi sommeren vandt guld i Asnæs sommeren 1984. Hilsen Claus, Bent og Ulla.” På billedet ses øverst fra venstre: Claus Eriksen, Kenn Agergaard, Rasmus Møller, Michael Hansen, Troels Juul Larsen, Jens Pontoppidan, Christian Ohm,Peter Dam. Nederst fra venstre: Mikkel Emborg, Anders Beese, Heine Andersen, Claus Knudsen, Lars Melbye.

Generelt var – og er – der mange store og dedikerede personligheder i EIF. Ildsjæle. Mennesker som har været der for mig. Givet mig en kradser. Et anførebind eller en skideballe. Personligheder som har båret – og bærer – EIF stafetten videre fra træner til spiller.

Trænergerningen faldt mig meget naturlig – da jeg selv fik muligheden for at påtage mig tjansen. Tiden var nu inde til at give stafetten videre. Det var dejligt at kunne dele og have fælles oplevelser med min søn – og så netop i det miljø som har givet mig så meget. Den glæde er der desværre nu blevet sat en stopper for.

Et barn har ret til to forældre

Mødre som fædre. Alle har vel et fælles sprog med deres børn. På kryds og på tværs af kloden. På tværs af sprog og nationaliteter. En fælles ting. Et bånd. Et sted. Et helle. Noget man har sammen. Noget man snakker om over middagsmaden eller inden man skal sove. Herhjemme har vi blandt andet fodbolden. Et stærkt legetøj som er gået fra generation til generation. Et legetøj som aldrig går i stykker. Som i dag  er blevet et sprog. Noget vi har sammen. Ikke kun os to – men også sammen med min søns venner og vores venner.

Den 5. september 2014 – på min søns fødselsdag – kom den første advarsel. Et brev til klubben. Man ønskede mig fyret som træner, da jeg potentielt kunne skade børnene. Klubben stod bag mig – som den har gjort siden den tirsdag i 1978.

Du kan her læse hele historien om, hvordan man forsøgte at få mig fyret som træner:

https://barnetstarv.com/2016/01/28/5-jagten/

Jeg har haft fornøjelsen af at være træner én gang – hvor min søn både kunne være sammen med sin mor og far. Det burde være en selvfølge, at man som skilsmisseforældre kan give sit barn fællesoplevelser, hvor både barnets mor og barnets far er til stede. Det kræver dog, at begge forældre vil spille bolden. Tilsidesætte eget behov og tænke på hvad der er bedst for barnet i den givne situation. Ligesom andre øjeblikke: Fødselsdage. En Fritter Cup finale. Teateraftner. Forældremøder. Eller fælles spisning i klassen. Desværre er der en negativ klang knyttet til samtlige øjeblikke, eller det der i hvert fald skulle være øjeblikke for lige netop vores søn.

Du er stadig lidt træner ik’ far

Min søn er blevet ni år nu og han kan ikke forstå, hvorfor han ikke kan træne og komme til kamp på lige fod med sine holdkammerater. Han kan heller ikke forstå, hvorfor han ikke kan komme til skills træning eller stævner regelmæssigt. Stor er min glæde derfor, da jeg til et møde i EIF bliver tilbudt at være ansvarlig for B-spillerne på min søns årgang. Nu er der måske endelig en mulighed for, at jeg kan hjælpe og støtte min søn i hans ønske om at spille fodbold sammen med sine venner. 

brev-fra-mig-til-christians-mor

Da min søns mor ikke ønsker at kommunikere med mig, skal jeg skrive til hende via en anonym modtager, som så angiveligt vil give mine beskeder videre til hende. Og d. 16. september 2016 sender jeg således denne mail til ‘overleveringen’:

brev-til-overleveringen

Jeg modtager ikke noget svar. Og da der er mange mennesker, der afventer om jeg kan få grønt lys til at træne, rykker jeg. d. 25. september for et svar: 

rykkerbrev-til-christians-mor

Jeg snakker med min søn om det. Forklarer, at det ikke er hans skyld. Min søn siger til mig:

“Far, du er stadig lidt træner, ik’?”

To dage senere – d. 27. september kommer der dette svar retur fra min søns mor: 

brev-fra-christians-mor-til-mig

Jeg tør ganske enkelt ikke at tage chancen og at satse på, at når min søns mor ikke svarer mig på mit spørgsmå, så betyder det, at hun vil lade vores søn træne – også selv om jeg er til stede i klubben. Særligt ikke set i lyset af at hun to gange har forsøgt at få mig fyret fra klubben. Og at hun har forment mig adgang til en Fritter Cup finale. D. 5. oktober sender jeg dette svar til min søns mor:

ny-1

Jeg modtager ikke noget svar. 

Farvel for denne gang

Jeg trækker mig som træner i EIF.

Det gør jeg i håb om, at min søn får mere plads på og uden for banen. Det drejer sig ikke om mig. Ligesom en fædretur, et forældremøde eller en Fritter Cup finale heller ikke handler om mig.

Håb om at vende tilbage

holdbillede

Jeg er glad og taknemmelig for, at vores søn klarer sig så godt såvel fagligt som socialt. Det hviler jeg i. Det jeg ikke hviler i, er, at der bliver tegnet et andet billede af ham trods udtalelser fra skole, SFO og EIF.

Du kan her læse hvordan skolen, SFO’en, fodboldklubben og flere af de andre forældre, oplever min søn:

https://barnetstarv.com/2016/02/22/7-i-dag-er-en-gave/

Hvis du fortsætter som træner, kommer din søn ikke til kamp – sådan lød beskeden fra min søns mor d. 28. april 2016. Nu har jeg lagt trænergerningen på hylden. Nu håber jeg så inderligt, at min søn kan få lov til – sammen med sine venner – at spille alle de kampe, han har lyst til. Og at han kan få lov til at komme til træning. 

 
Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Skilsmissebørn skubbes fra skrivebord til skrivebord

– Jeg er rystet.

I alt har 61 mennesker været inde over vores skilsmissesag – hvoraf 41 af dem er myndighedspersoner. Det er rigtig mange mennesker, der er stemplet ind og ud af min søns liv. Og ind og ud af en kompleks skilsmissesag. Ingen tager ansvar. Sagsmapperne bliver tykkere og tykkere. Og konsekvensen er en sag der – smækfyldt med fejl – cykler rundt i systemet. Havde det ikke været for de jurister, advokater og psykologer, der hjælper mig, så ved jeg ganske enkelt ikke, hvor min søn og jeg havde været i dag.
Løsningen må for mig at se være at samle børnesagerne ét sted – eksempelvis ved en familiedomstol. Én myndighed og én central koordinator i hver eneste sag. Socialminister Karen Ellemann har netop lanceret et større udspil på skilsmisseområdet. Og forhandlingerne er i gang på Christiansborg. Del og like meget gerne dette opslag, så vi kan få gjort landets politikere opmærksomme på, hvor galt det står til i Skilsmisse-Danmark.
Du kan læse mere om problematikken ved, at børnesagerne kontinuerligt skifter hænder via dette link: 
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

26. FAQ – Frequently Asked Questions 

faqMange mennesker kontakter mig på mange tider af døgnet. Og det er dejligt. Det skal der – helt oprigtigt – lyde en stor tak for. En række af de spørgsmål der bliver stillet, har dog vist sig at være af samme karakter  og for at du som læser hurtigt kan få et svar og for at jeg kan spare en anelse på stemmebåndet, har jeg derfor lavet en liste med svar på de spørgsmål, jeg oftest møder. Skulle du have et spørgsmål, der ikke er med på listen nedenfor, er du meget velkommen til at skrive til mig på michael@barnetstarv.com.

God læselyst!

1. Hvorfor har du oprettet en blog?

Jeg har oprettet en blog for at invitere dig på en rejse ind i Skilsmisse-Danmark. En kafkask proces fyldt med manipulation, magtmisbrug, lange sagsbehandlingstider og skruppelløse advokater – som de færreste måske kender til. Selv havde jeg i hvert fald ikke en anelse om, hvordan vores system er skruet sammen, før jorden – ved udgangen af år 2012 – begyndte at vakle under mig. Her røg jeg med i den efterhånden tårnhøje statistik over par, der vælger at tage vielsesringen af og skrive under på en skilsmisse. En skilsmisse, der i sig selv skulle vise sig at tage mere end to år om at blive en realitet. Og et brud i familielivet der skulle vise sig at blive starten på mit livs kamp. Det er dén kamp, jeg gerne vil dele med dig som læser og så vil jeg gerne, at du via min blog og min bog skal møde et galleri af de mennesker, der stod op for mig. Det er i al beskedenhed mit håb, at du vil finde inspiration til at gøre det samme for andre. 

2. Hvorfor har du oprettet en selvstændig virksomhed? 

Min virksomhed – Barnets Tarv – er tænkt som en hjælp til de mange børn og forældre, der lige nu er klemt i systemet. Og som kæmper for at blive set og hørt. Og Barnets Tarv er således mit personlige bidrag til at sætte fokus på vores familieretlige system – og de potentielle faldgruber, som det måtte indeholde. Om du er mor, far, bedsteforælder, ven, nabo, lærer, journalist, socialrådgiver, børnesagkyndig, jurist, advokat, dommer – eller medmenneske – så har vi alle en forpligtelse til at handle. 

Videre har jeg også gennem de seneste år gået med en drøm om at starte min egen virksomhed. Jeg har været rigtig glad for mit job som salgschef i bilbranchen, men jeg har også mærket, hvordan der er noget andet, der trækker i mig. Med Barnets Tarv går mit arbejdsliv og mit privatliv op i en højere enhed og jeg har mere tid sammen med min søn, end jeg nogensinde har haft. 

3. Hvor langt er du med sagen?

Straffesagen: Lige nu afventer vi svar fra Den Særlige Klageret på, om Klageretten vil give tilladelse til en genoptagelse af straffesagen. Indtil videre er alle opkrævninger omkring betaling af offererstatning udsat til januar. 

Børnesagen: Lige nu har min søns mor fuld forældremyndighed. Og vi har en samværsordning, der lyder på 9/5. 

Injuriesagen: Min søns mor har for fjerde gang på tre år politianmeldt mig. Og d. 21. november kl. 13.45 er der retsmøde i byretten i Helsingør. 

4. Hvor langt er du med bogen?

Jeg har skrevet knap 400 sider og er næsten færdig med den første udgave af bogen. Dog kan jeg ikke skrive kapitel 9 færdig, før Den Særlige Klageret har truffet en afgørelse. 

5. Hvordan undgår du, at din søn ikke bliver yderligere klemt ved, at alle på din blog kan læse med om Jeres historie?

Jeg har i forhold til min søn tænkt meget over, om det er en god idé at stå frem? Om jeg sætter mine egne behov foran hans? Om jeg udstiller ham? Svaret er dybest set meget enkelt: Jeg ved, at sandhed ikke er noget uomtvisteligt.  Den sandhed, jeg ved er sand, er ikke nødvendigvis den sandhed, der vil blive fortalt og med tiden slutte sig til eftertidens endelige sandhed. Jeg tænker også at flere af Jer, der lige nu sidder og læser med på min blog, måske har overvejet om det rent faktisk passer – om jeg mon er psykopat? Og lige netop i den overvejelse bor tvivlen. Den nagende og omsiggribende tvivl, der får mennesker til at lade som om, de ikke ser mig, når jeg kommer gående med min søn på gaden. Det er den tvivl, jeg ønsker at at gøre op med – én gang for alle. For min søns skyld. Og for min egen. Jeg har ikke tal på de mange kampe, vi har måtte tage som følge af de prædikater, der er sat på mig: En dårlig og ond far som de andre børn ikke må lege med. Eksempelvis har flere af min søns kammerater – som han ellers har leget med utallige gange såvel hos dem som hos os – fået at vide, at de ikke kan komme hjem til ham for at lege. Begrundelse: Din far er ond!

Heldigvis har flertallet af forældre åbnet deres hjem og deres hjerter for min søn og jeg. Jeg mærker en kærlighed og en varme, som rører mig dybt. Og det er også med til at give mig styrke og mod til at stå frem. Jeg ved, at der er mennesker, der ser mig og stoler på mig. Og som altid vil være der.

6. Skriver du selv dine blogindlæg? 

Ja, jeg skriver selv alle mine blogindlæg. Men jeg får hjælp til redigeringen og jeg får efterkritik fra et par af de mennesker, der hjælper mig med min sag.

7. Hvordan kan jeg som læser vide, at det du skriver, er sandt? 

Det er vigtigt for mig at understrege, at min blog er et udtryk for mine subjektive holdninger og oplevelser. Jeg gør på ingen måde krav på sandheden og beskriver udelukkende hændelsesforløbet, som det ser ud med mine øjne. Derfor anerkender jeg også fuldt ud, at der kan være andre, som har en anden oplevelse af begivenhederne. I det hele taget har jeg søgt at holde mig til at beskrive mine egne oplevelser. Og til ikke at dømme. Alligevel vil der unægteligt være mennesker fra min fortid, der vil føle sig ramt. Det er en del af præmissen for at stå frem. Jeg kan ikke male et troværdigt billede af den måde, hvorpå jeg har oplevet Skilsmisse-Danmark, samtidig med at jeg bortcensurerer mine stærkeste oplevelser – fordi de måske kan støde andre. Det er klart, at jeg kan vise omtanke og respekt og jeg har således også afvejet adskillige hensyn i hver eneste sætning. De mennesker som jeg oplever, har behandlet både min søn og jeg uretmæssigt, ved, hvad der er sket. De kender historien. Nu ligger den tilgængelig for resten af verden. Det er et livsvilkår, som de må leve med. Præcist som jeg må leve med de ar på krop og sjæl, som det har givet mig. Min eks-svigerfar har flere gange sagt til mig:

– Der er altid en regning, der skal betales.

Og ja, – lige netop her, er jeg faktisk tilbøjelig til at give ham ret.

I erkendelse af at jeg kan huske ting forkert, har jeg søgt aktindsigt i hele min sag. Samtlige sagsakter er blevet grundigt gennemgået af flere advokater og jurister. Det er sket for at sikre, at jeg læner mig så meget op af fakta, som det overhovedet måtte være muligt. Det har været en lang og krævende proces. Og der er fældet mange tårer på den konto. Samtidig har det for mig også været en uvurderlig erkendelsesrejse. Der er mange sagsakter, som jeg ikke tidligere har kunnet overskue at gennemlæse. Det har ganske enkelt gjort for ondt. Men at sidde time efter time og systematisk gennemgå sagen med flere eksperter – der tidligere har set tusindvis af denne slags sager – og at spejle mig i deres forargelse og frustration over det, jeg har gennemlevet, har gjort et stort indtryk.

8. Du beskriver flere steder på din blog, hvordan du ikke oplever, at din søns mor støtter op om et godt samarbejde. Kan man ikke sige præcist det samme om dig, nu hvor du har valgt at stå offentligt frem med Jeres historie? 

Jeg har gennem knap tre år forsøgt at please min søns mor. Jeg har listet afsted langs husmurerne og kun talt med de aller nærmeste om, hvad der foregik i sagen. Jeg har på alle tænkelige måder forsøgt at få et samarbejde på benene. Da det stod klart, at jeg ikke længere ville og kunne være sammen med min søns mor, flyttede jeg ud af mit hus og lod min søns mor blive boende i godt to måneder – sammen med vores søn – indtil hendes forældre havde fundet en lejlighed til hende. Selv boede jeg rundt omkring på sofaer hos venner og i et lånt sommerhus. Hver eneste uge kom jeg forbi og fyldte køleskabet op, så min søns mor ikke skulle bekymre sig om mad. Og jeg lod min søns mor bestemme, hvornår jeg kunne se vores søn. 

Da jeg flyttede tilbage i huset aftalte vi, at min søns mor kunne komme forbi en dag, mens jeg var på arbejde og tage de ting med sig, hun havde brug for. Hun tog alt – på nær et spisebord med dertilhørende stole. Møbler. Tallerkener. Glas. Bestik. Billeder. Legetøj. Selv knagerækker til både viskestykker, nøgler og jakker – som absolut intet er værd – var skruet ud af væggene. DVD filmene var fjernet fra de originale æsker, så der på den måde gik flere år, inden jeg opdagede, at de var væk. Jeg trak på skuldrene i erkendelse af, at den eneste måde, hvorpå jeg kunne hjælpe min søn, var ved ikke at gøre noget. Det var jo bare ting og jeg kunne købe noget nyt. 

Jeg har tilbudt min søns mor, at vi kan holde fælles fødselsdage for vores søn. Jeg har  (i flere omgange) tilbudt, at hun kan komme ind og se vores søns værelse. Jeg har tilbudt, at hun kan komme med ind i forbindelse med overlevering og drikke en kop kaffe. Jeg har tilbudt, at vi sammen kan se, når vores søn spiller fodbold eller er til svømning. Jeg har tilbudt at hente og bringe vores søn, så hverdagen bliver lettere for hans mor. Og jeg har tilbudt at deltage i fællesaktiviteter på skolen og i SFO’en. Svaret har hver eneste gang været et klart og rungende nej. Jeg har taget en dyb indånding og forsøgt igen. Jeg har forsøgt at være neutral og jeg har forsøgt at blande mig. Uanset hvad jeg gør, bliver jeg mødt af en besked om, at min søns mor er bange for mig, da det er hendes oplevelse, at jeg er psykopat. Og at jeg kun kan kommunikere med hende gennem et anonym overleveringssystem. Der sidder altså et menneske – hvis identitet for mig er ukendt – og tager stilling til, om de informationer jeg sender, kan blive viderebragt til min søns mor. 

Hvis jeg havde valget mellem på den ene side at have et godt samarbejde med min søns mor  – og på den anden side muligheden for at stå frem med min historie, så ville jeg til hver en tid vælge samarbejdet. Men sådan ser verden ikke ud. Og når det gælder Skilsmisse-Danmark anno 2016, er det desværre også – i de højkonfliktfyldte sager – et naivt verdensbillede. 

Hvad gør man, når den ene forælder nægter at samarbejde? 

Hvad gør man, når man konsekvent bliver beskyldt for de mest forfærdelige ting og når man via journalister og advokater finder ud af, at man er en del af en større fortælling, hvor advokaten på modpartens side konsekvent forsøger at få den ene forælder ud af barnets liv? 

Hvad gør man, når man bliver stemplet som psykopat og når massehysteriet begynder at sprede sig i et lille lokal samfund?

Mit svar har været – og er – at være åben og ærlig. Og at lægge alle kortene på bordet. Hvis ikke der er nogen, der er villige til at stå frem, så bliver tingene ikke anderledes. Og jeg synes, at vi skylder vores børn at tage opgøret med et forældet familieretligt system. 

Min blog har intet med had at gøre. Og ej heller har den noget med hævn at gøre. De følelser bor ikke i mig. Længere. Og jeg ønsker på ingen måde at fratage min søn retten til at se sin mor. Slet ikke. Et barn har ret til ro forældre. Men  den bedste håndsrækning jeg kan give min søn, er nu engang at hjælpe ham, når han tappert insisterer på, at hans far ikke er ond. Jeg mener, at det blandt andet er min opgave som forælder at bekræfte ham i, at hans verdensbillede er ok og at han ikke er ‘forkert’, når han ser noget andet end sin mor, morfar og mormor. I modsat fald kan der skabes grobund for et potentielt lavt selvværd og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at en følelse af mindreværd ikke slår rod i min søn. 

9. Midt i en konfliktfyldt skilsmisse vælger du at sige dit job op, at starte en selvstændig virksomhed, at oprette en blog og at skrive en bog. Hvor får du energien og kræfterne fra? 

Jeg elsker min søn og jeg ønsker at give ham de bedste vilkår, for at kunne leve et godt liv – heri består hovedkilden til min energi. 

Videre er jeg disciplineret omkring min kost, min søvn og min træning. Det er jeg nødt til grundet min sukkersyge – men det giver mig samtidig også en god energi at holde kroppen sund og maskineriet kørende. Jeg er på ingen måde fanatisk. Jeg er modstander af alt, hvad fanatismen består i. Men jeg er tilhænger af at passe godt på mig selv – som en forudsætning for at kunne være der for andre. 

Endelig har jeg også et hold bag mig bestående  af advokater, jurister, journalister og psykologer. Deres hjælp har været – og er – uundværlig. Uden dem er jeg ikke sikker på, at jeg i dag ville stå op. Og det er lige netop den hjælp, jeg gerne vil gøre tilgængelig for andre. 

10. Hvor længe vil du blive ved med at skrive på bloggen? 

Så længe der er en historie at fortælle. Målet er, at min blog med tiden kommer til at handle meget mere om rådgivning og om andres historie – og meget mindre om min egen. 

Du kan nemt finde dette indlæg igen ved at gå til menupunktet ‘Virksomhedens profil’ – hvor det ligger som en fast side. 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

25. Ventetid og tålmodighed

Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen.

Søren Kierkegaard (1813-1855)

kierkegaard

Søren Aabye Kierkegaard var en dansk teolog og filosof. Kierkegaard hører til blandt de mest indflydelsesrige danske tænkere. Kilde: SAK af Joakim Garff

Jeg er til et møde i den lokale fodboldklub, – EIF. Mødet handler om klubbens fremtid og om hvilke trænere, der skal påtage sig hvilke opgaver. Jeg tager min telefon frem for at se, om der er nogen, der har forsøgt at få fat på mig. Jeg er blevet vant til at tjekke, om der er tikket gode eller dårlige nyheder ind. Lever i en konstant ventetid og i et konstant felt af spænding. Og det er pr. refleks, at jeg denne sene eftermiddagsstund tjekker min telefon for indgående opkald og beskeder. Jeg kan se, at en af de jurister, der hjælper mig med sagen, har forsøgt at få fat på mig. Hun har ringet kl. 17.08. Jeg ser på mit ur. Det er 5 minutter siden. 

Jeg lægger diskret telefonen fra mig på bordet. Halvt irriteret. Halvt bekymret. Jeg sukker. Det er forstyrrelsen midt i mødet – der irriterer, selvom det er velment. Fornemmelsen af at blive hevet ud af nuet og tilbage i en anden verden. Som et fragmenteret jeg, der skal være flere steder på en gang. 

Rundt omkring mig er de andre trænere optaget af en snak om klubbens fremtid. Jeg forsøger at koncentrere mig og at flytte fokus tilbage til fodboldens verden. Men det er svært. Og jeg tager mig selv i – med jævne mellemrum – at skæve til telefonen. Kl.  17.35 sender juristen mig denne besked: 

Ring lige når det passer 

Jeg flytter mig uroligt rundt på stolen, men det er først, da jeg godt 20 minutter senere ser, at hun igen ringer, at min hals begynder at snørre sig sammen. Hun ringer aldrig til mig mere end én gang. Normalt ringer hun op en enkelt gang og svarer jeg ikke, sender hun en besked og afventer, at jeg vender tilbage. Det kan jeg godt lide.  Når hun så – som nu – ringer mere end én gang, er det en slags kodesprog for, at der er noget under opsejling. Jeg ser på uret. 18.01. Det er 4 minutter siden, hun senest har ringet. Jeg kan mærke, at jeg ikke finder ro og at jeg ikke kan være nærværende på mødet, før jeg har fået afklaret, hvad der er sket og som altid forventer jeg, at det er dårlige nyheder. Ikke fordi jeg ynder at praktisere et pessimistisk livssyn, men fordi det giver mig en følelse af kontrol. Hvis jeg allerede har gennemtænkt de potentielt dårlige nyheder, føles det som om, de ikke kan ramme mig helt så hårdt. Desværre – eller heldigvis – er det nu engang sådan, at virkeligheden har det med at overgå fantasien. Det ved jeg. Alligevel forsøger jeg lynhurtigt at gennemtænke de værst tænkelige scenarier: Kan der være sket noget med min søn? – som altid melder denne tanke sig som den første indskydelse. Det er irrationelt. Min søn er hos mig og jeg har lige set ham spille fodbold med sin bedste ven nede på banerne. I øvrigt ville juristen heller ikke vide, hvis der var sket min søn noget. Kan der være faldet en afgørelse fra Den Særlige Klageret? Måske. I givet fald har retten sikkert besluttet, at sagen ikke går om. Jeg forestiller mig, hvordan juristens ord vil falde:

– Jeg beklager meget, Michael. 

Det vil helt sikkert gøre ondt på mig, hvis sagen ikke går om. Men jeg kan ikke også lade det komme som en overraskelse. Og hurtigt spoler jeg en samtale omkring et potentielt afslag fra Klageretten igennem. Beklagelser. Forklaringer. Og nye planer. Men allerede inden filmen er slut, glider mine tanker videre til et nyt scenarie. Det kan selvfølgelig også være, at min søns mor igen har politianmeldt mig. Det ville være meget plausibelt. Måske sidder juristen med en ny stævning i hånden? Eller måske er der kommet endnu en rykker fra Kammeradvokaten om, at jeg skal betale offererstatning? Endelig kan det selvfølgelig også være, at juristen nu siger fra? Det er blevet for meget for hende og nu trækker hun sig ud af sagen? Det ville være helt fair og jeg undrer mig somme tider over, at det endnu ikke er sket. Min fantasi rækker lige nu ikke til flere skrækscenarier og jeg føler også, at jeg nu har forberedt mig på det værst tænkelige. Stykke for stykke har jeg iført mig en usynlig rustning. Inderst inde ved jeg godt, at man ikke kan forberede sig på alle livets slag. Men lige nu har jeg brug for at mærke bare et lille strejf af kontrol. 

To minutter senere – kl. 18.05 – ringer jeg op til juristen. Jeg er listet ud fra mødet og står nu under en sensommerblå himmel – hvorpå enkelte tottede skyer langsomt bevæger sig. Det er, som om alting sker på samme tid. Om og om igen. Som om jeg er fanget i en verden, hvor fortid og nutid sker samtidigt. Minderne står i kø alle steder. Som om jeg både kan se den sensommerblå himmel her og lidt forskudt en bestemt efterårsmorgen for knap et år siden, hvor de brune blade klæbede mod tagvinduerne i mit soveværelse og hvor jeg pludselig opdagede, at jeg ikke ville leve mit liv i fortiden og i en venteposition. Også dengang ringede jeg til juristen. 

Telefonen når kun at ringe et par gange, inden den bliver taget. Forbindelsen er dårlig og jo mere telefonen skratter, jo mere stiger min puls i frekvens. Tænk hvis jeg ikke kan høre, hvad hun siger. Desto tættere vi kommer på en afgørelse, desto længere bliver ventetiden. 

– Kan du høre mig nu? 

Pludselig går juristens stemme klart og tydeligt igennem. 

– Ja, siger jeg. Og mærker lettelsen skylle ind over mig. 

ventetid-og-ta%cc%8almodighed-4

– Jeg har lige fået en besked fra Thomas, siger juristen (min advokat, red.) Det er jo i dag, der er blevet afviklet et telefonisk retsmøde om betaling af offererstatning til Erstatningsnævnet. Jeg ville ikke sige noget om retsmødet, da vi talte sammen tidligere i dag. Det virkede som om, du havde rigeligt at forholde dig til. ventetid-og-ta%cc%8almodighed-5

– Tak siger jeg. Juristen og jeg talte sammen i morges ved 8-tiden omkring den tiltale, der er rejst mod Barnets Tarv for brud på injurielovgivningen. Og hun har helt ret. Hvis hun havde mindet mig om, at der senere i dag skulle afvikles et telefonisk retsmøde, så tror jeg, at summen af de udfordringer, jeg lige nu prøver at balancere, ville have været lige høj nok. Ud over de mange retssager, som min søns mor kører mod mig, har min egen mor de seneste par uger ligget i koma. Om hun klarer den, er endnu for tidligt at sige. Lige nu venter jeg på, at intensivafdelingen ringer med nyt om hendes tilstand. Mere ubarmhjertig ventetid. 

Jeg forsøger at holde tingene adskilt oppe i mit hoved og at minde mig selv om, at midt i alle vanskelighederne, ligger også mulighederne. Og at det er lige her – mens jeg venter på en afgørelse fra Den Særlige Klageret og mens jeg venter på en opringning fra sygehuset – at livet leves. Jeg har ikke ondt af mig selv. Langt fra. Jeg kan ikke udstå selvmedlidenhed. Mens selvmedlidenheden forbeholder sig retten til at klage over det meste, nægter den samtidig at ændre på noget som helst. 

De ræser afsted – tankerne – og samtidig med at jeg mærker taknemmeligheden over først nu at blive mindet om dagens retsmøde, melder der sig også en frygt for juristens næste ord. 

ventetid-og-ta%cc%8almodighed-1– Michael, siger juristen. Det er gode nyheder. Retten har besluttet, at sagen udsættes til januar for at afvente, om Den Særlige Klageret genoptager straffesagen. Du kan lige nu se bort fra de mange stævninger og rykkere, som du gennem den seneste tid har modtaget. 

– Tak, siger jeg. Det er det eneste ord, jeg lige nu kan få over mine læber. Og det er også den følelse, der lige nu fylder mest i mig. Taknemmelighed. 

– Du skal ikke takke mig, siger juristen og jeg kan høre, hvordan et smil glider over hendes læber. Du skal takke Thomas. 

Der er stille lidt. 

– Jeg håber, at du ved, at det ikke er et udtryk for ligegyldighed, utaknemmelighed eller arrogance, når jeg ikke følger med i alle datoerne og alt det praktiske omkring retssagerne, siger jeg. Jeg er meget taknemmelig for det store arbejde, som både du og Thomas gør. Uden Jer tror jeg, at jeg var blevet degraderet til weekendfar – eller det der er endnu værre. Måske jeg helt havde mistet retten til at se min søn. Jeg mærker, hvordan tårerne presser sig på og føler, hvordan den dårlige samvittighed nu melder sig over, at jeg tidligere blev irriteret over at se, at juristen ringede. 

Hun lytter. Juristen. Uden stetoskop – men med den samme intensitet, som var der tale om lytten efter liv. 

– Michael! Det ved jeg, siger hun. Det er jo det, du har os til. Vi tager os af strisserne, dommerne, sagsbehandlerne og alle papirerne – og du tager dig af din søn. Der er ingen mennesker, der kan klare alting alene og det er meget rørende at se og mærke det bånd, der er mellem din søn og dig. Det er jo dét, det hele handler om. Resten er bare fyld. 

ventetid-og-ta%cc%8almodighed-2

– Tak siger jeg, – for tredje gang. Jeg ville gerne sige noget andet – og noget mere – men det er som om, at ‘tak’ er det eneste ord, der sådan for alvor giver mening. Tankerne derimod – de holder i kø. Så snart én tanke har meldt sig, drøner den næste forbi – og sådan bliver det ved. Den stævning som nu er sat på pause, stammer fra d. 16. juni i år. Her modtog jeg et brev fra Kammeradvokaten med en påstand om, at jeg skal betale knap 3000 kr. i offererstatning – med tillæg af sædvanlig procesrente af godt 2500 fra d. 17. oktober 2015. Sagen omhandler den straffedom, jeg sidste år blev idømt. En straffedom for den påståede vold, som min søns morfar og mor hævder, at jeg d. 31. marts 2014 udøvede mod dem. Det er samme sag, hvis genoptagelse lige nu behandles ved Den Særlige Klageret og det er altså i denne sag, at jeg flere gange er blevet påbudt at betale offererstatning. 

ventetid-og-ta%cc%8almodighed-3Jeg tænker på, hvor opslidende det har været at modtage rykkere fra Nordsjællands Politi vedrørende krav om betaling af erstatning. Afgørelsen om tilbagebetaling af erstatning modtog jeg d. 17. september 2015 og siden har jeg med jævne mellemrum modtaget opkrævninger – først fra Nordsjællands Politi og senere fra Kammeradvokaten. Når jeg ikke har betalt, skyldes det ikke beløbets størelse. Langt fra. Faktisk er jeg overrasket over, hvor lidt der kræves tilbagebetalt i offererstatning. 2.764,39 kr. er ikke meget, når man tænker på, hvordan min søns morfar påstår, at jeg var tæt på at slå ham ihjel. Og de voldsomme fysiske og psykiske mén, som han angiveligt skulle have pådraget sig efter den påståede voldsepisode. For mig at se står offererstatningen ikke mål med de påståede skader – også selv om offererstatningen i Danmark generelt er af meget ringe karakter. Når jeg ikke vil betale beløbet, handler det i al sin enkelthed om, at jeg ikke vil betale erstatning for en forbrydelse, jeg ikke har begået. (I min bog – som forventes at udkomme i december 2016 – løfter jeg sløret for samtlige anklager, der under straffesagen blev rettet mod mig og jeg offentliggør dokumentation for, hvordan  der er tale om løgn, fup og svindel.)

– Michael? – siger juristen spørgende og de mange tanker forsvinder som en luftspejling. Forstår du, hvad det er, jeg siger til dig? 

– Det tror jeg, siger jeg. Men du må nok hellere skære det ud i pap.

– Når retten har bestemt, at sagen udsættes til januar for at afvente, om Den Særlige Klageret genoptager straffesagen, så er det for mig at se et vink med en vognstang om, at man betragter sandsynligheden for en genoptagelse for relativ stor. Nu kan jeg jo ikke vide, hvad dommeren lægger til grund for sin beslutning, men jeg har meget svært ved at forestille mig, at man ville afvente spørgsmålet om genoptagelsen af en straffesag, hvis man ikke fandt det bare nogenlunde sandsynligt, at straffesagen ville gå om. Jeg ved godt, at det betyder, at du nu får mere ventetid. Men det betyder også, at du får en chance for at puste ud. Og når det gælder tålmodighed i denne sag, så ved jeg jo, at du har rigeligt af den. Så længe du ved, at den tjener et formål.  

Vi afslutter samtalen. Jeg står og ser ud over de grønne fodboldbaner, som jeg som barn utallige gange selv har spillet på. Jeg bøjer mig ned. Græsset føles blødt og indbydende. Jeg har ikke tænkt over fornemmelsen før. Nu mærker jeg alt – hele tiden. Både det gode og de ting, der gør ondt. 

Den kan hverken vejes eller måles – fornemmelsen af det nyslåede græs mellem fingrene. Men den gør mig tryg. 

Jeg tænker tilbage på sidste weekend, hvor jeg sad ved vandet i Hornbæk og nød en spektakulær solnedgang, mens jeg skrev et par sider på min bog. Og hvor jeg kredsede rundt om et råd, som jeg har fået fra en af mine bedste venner:

unnamed

Solnedgang over Hornbæk. Privatfoto

– Hvis du ikke giver dig selv plads til at leve og hvis du ikke sætter dig selv fri af fortiden, så giver du modparten magten over dit liv. Der kommer en tid, hvor du bliver meget lykkelig igen. Det lover jeg dig. Men der ligger som regel en meget hård tid forinden. Og dem, der giver op midtvejs i ræset, de vinder altså ikke prisen. Sådan er det bare. Jeg er ked af, at det er livets hårde, tørre facts, men sådan er det. Det afgørende er, at du ikke skubber de mennesker, der elsker dig, væk – samt at du husker at nyde rejsen. Tiden er det stof, livet er lavet af.

At komme sig, at leve: Det er dét, der er kunsten, tænker jeg, mens jeg går tilbage til mødet. 

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

24. Sandheden husker man

Der er en verden til forskel på sandhed og kendsgerninger. Kendsgerninger kan ødelægge sandheden. 

Maya Angelou

Maya Angelou, født Marguerite Ann Johnson, var en amerikansk poet, forfatter, skuespiller, instruktør og aktivist. Hun vandt utallige priser og honorarer og var bl.a. nomineret til en Pulitzerpris for sin roman I Know Why the Caged Bird Sings.

Maya Angelou var en amerikansk poet, forfatter, skuespiller, instruktør og aktivist. Hun vandt utallige priser og honorarer og var bl.a. nomineret til en Pulitzerpris for sin roman I Know Why the Caged Bird Sings.

Jeg står i ‘Mobile Repair’ i Stengade i Helsingør. Jeg er i gang med at få lavet min gamle Iphone, så min søn kan få glæde af den. Det er fredag d. 2. september 2016. I dag er solen hvid. Og himlen gråhvid.

Jeg tager lidt åndsfraværende min nuværende telefon frem, mens indehaveren af butikken er i færd med at afdække skaderne på den gamle. Tager den sædvanlige tur rundt fra DR’s nyheds app til Facebook, Instagram, og Twitter. Det meste ligner sig selv: ‘Topskatten splitter de borgerlige. Christianitter skriver danmarkshistorie. Lægemangel i større danske byer.’

– Kunne du tænke dig en kop kaffe? – spørger indehaveren af butikken. 

– Ja tak, siger jeg og står et øjeblik efter med en kop dampende varm Nescafé i hånden. Jeg ved, at jeg er en blanding af arrogant og nørdet, når det gælder kaffe. Der er nok rigtig mange, der vil mene, at deres helt egen – til fingerspidserne forfinede kaffebrygningsteknik – er den, der giver det bedste resultat. Selv er jeg én af dem. Og da jeg lader den varme pulverkaffe rulle på tungen, kommer jeg da også mest af alt til at tænke på brændte dæk og hundetis. Instant kaffe svarer i min optik til at koge en flaske rødvin ind og bruge den til ekstrakt med vand, når man vil have et glas rødvin og jeg overvejer et kort øjeblik at returnere kaffen til den i øvrigt meget venlige indehaver. Heldigvis når jeg at stoppe mig selv. Kvaliteten på størstedelen af den kaffe jeg i mit hverdagsliv sætter til livs, er jeg selv herre over. Den kaffe jeg i forskellige sociale sammenhænge bliver budt, udgør alt andet lige en ringe procentdel og noget af det, jeg netop ønsker at videregive til min søn, er, at man for det første skal styre uden om alle former for fanatisme og at man for det andet skal takke ja, når man bliver budt på noget – uanset om det så er flødekarameller, stegt lever, gule ærter eller pulverkaffe.

Mens jeg står der og balancerer med en kop Nescafé i den ene hånd og min telefon i den anden, tjekker jeg min mail. Og på et splitsekund er alle tanker om pulverkaffe og hundetis glemt. I min indbakke ligger der en besked om, at jeg har modtaget et brev i min e-Boks. Jeg får myrekryb, da jeg ser, hvem brevet er fra. Som ved synet af en politibetjent. Som barn følte jeg mig tryg, når politiet var til stede. Den tryghed er gennem de seneste år blevet konverteret til en følelse af mistillid. Jeg forsøger at åbne mailen – som er fra Danmarks Domstole – men jeg kan ikke få adgang fra min telefon. Det lille hjul der indikerer, at telefonen arbejder, bliver bare ved med at dreje rundt – præcist som med sagen. Endnu et brev fra en offentlig myndighed. Endnu en retsag. Endnu et forsøg på at forhindre kendsgerningerne i at komme frem i lyset. Gentagelse på gentagelse. Hjulet der drejer. Jeg husker min advokats ord fra torsdag d. 14. april – den dag lederen af politiets efterforskning i straffesagen fra 2014 ringede for igen at sigte mig: 

– Det er fjerde gang, at din eks-kone politianmelder dig på tre år. Det begynder jo næsten at blive helt komisk, lød det dengang fra min advokat, der næsten altid formår at få et smil frem på mine læber – selv i de mest alvorsfulde stunder. 

Fra sigtet til tiltalt 

Jeg ringer op til en af de jurister, der hjælper mig. 

– Jeg har modtaget en mail fra Danmarks Domstole, siger jeg. Og tager mig selv i at tale alt for hurtigt. Det er nervøsiteten, der få min talestrøm til at accelerere. 

– Ja? – siger juristen.

– Jeg kan ikke åbne den. Kan du hjælpe? 

– To sekunder – så prøver jeg lige, om jeg kan logge på din e-Boks. 

Jeg hører, hvordan juristen taster løs og hæfter mig ved, at min hjerterytme har nogenlunde samme frekvens, som juristens hastige bevægelser over tasteturet. 

– Jeg skal lige bruge dit personnummer og din adgangskode, siger juristen. Og så skal jeg også bruge et tal fra dit nøglekort til nemID. 

Jeg giver juristen de oplysninger, hun har brug for. Og så bliver der stille. Jeg aner kun juristens vejrtrækning, mens hun gennemlæser brevet. Gennem de seneste år er jeg begyndt at forberede mig på det værste. Og således også nu. Jeg forestiller mig, hvordan politiet om lidt vil komme og smide mig i kachotten. Det er som om, det hjælper. At jeg på den måde kan beskytte mig selv fra de værste slag ved allerede at have tænkt dem. En slags usårlighedskappe – om man vil.  

Jeg bladrer videre gennem de forskellige apps på min telefon og trykker på ‘Vejr’. Jeg lader blikket glide hen over de små billeder af sole og skyer – uden egentlig  at se efter, hvad prognosen indeholder. Jeg er langt mere optaget af mit indre vejrsystem. Og det står på et alvorligt lavtryk med stormvarsling. Jeg har en knude i maven som det varme kaffepulver ikke kan opløse. 

– Det er et anklageskrift, siger juristen efter det, der føles som en evighed. Nordsjællands Politi har valgt at tiltale dig for overtrædelse af straffelovens § 264d med påstand om bødestraf. 

Fra mine tidligere ture gennem det strafferetlige system kender jeg efterhånden forskel på en sigtelse og en tiltale. Når politiet har afsluttet efterforskningen, beslutter anklagemyndigheden, hvad der videre skal ske. Anklagemyndigheden rejser tiltale, hvis den vurderer, at der er beviser nok til at få en sigtet person dømt. At Nordsjællands Politi nu rejser tiltale betyder altså, at sagen er blevet sendt til retten med et anklageskrift, der beskriver den strafbare handling. Og at jeg er gået fra at være sigtet til at være tiltalt. 

– Det interessante er, at anklagemyndigheden har droppet langt de fleste af de anklagepunkter, der var i den oprindelige sigtelse fra Tina Breum, siger juristen. Nu må du lige korrigere mig, men som jeg husker din gengivelse af den sigtelse, som du sammen med Thomas (min advokat, red.) fik læst højt, da I tirsdag d. 19. april var til afhøring på Politigården i Helsingør, så vedrørte den overtrædelse af straffelovens § 264d. En overtrædelse der dels skulle være begået ved, at du i perioden mellem d. 2. januar og frem til d. 24. marts 2016 på din blog angiveligt er fremkommet med oplysninger om en børnesagkyndig undersøgelse fra 2013 omhandlende modpartens helbredsmæssige tilstand. Ved udstilling af sms’er fra modparten. Ved  oplysninger om interne personlige forhold om modpartens familie. Ved krænkelse af din søn ved at komme med oplysninger i referatform fra en børnesamtale fra d. 18. februar 2016. Samt ved at videregive oplysninger om din søns hverdagsliv. Er det nogenlunde korrekt gengivet? 

– Ja, siger jeg. Jeg husker tydeligt den sigtelse, som Tina Breum læste højt for os.  Og juristens gengivelse opsummerer klart og tydeligt sigtelsens hovedpointer. 

– Tilbage er der nu kun oplysningerne fra konklusionen i den børnesagkyndige undersøgelse. Det er altså det eneste, du nu er tiltalt for. Resten har anklagemyndigheden ikke fundet, at der var hold i. Og det er for mig at se endnu et udtryk for den partiskhed, som Tina Breum lægger for dagen. 

– Ja, siger jeg. Og mærker, hvordan jeg læner mig op af juristens ord. 

– Med hensyn til det ene punkt som man vælger at gå videre med, så undrer datoerne mig meget, fortsætter juristen. I den oprindelige sigtelse vedrører perioden – hvor det strafbare forhold skulle være begået – d. 2. januar til d. 24. marts. Og i den tiltale der nu er blevet rejst, er perioden begrænset til at løbe fra d. 2. januar til d. 16. februar. Men citatet fra den børnesagkyndige rapport – som er det forhold du er tiltalt for – ligger stadig på bloggen og du lægger det tilmed på bloggens forside igen d. 9. juli i år, så jeg forstår ikke de omtalte datoer? Ligesom jeg heller ikke forstå, at man vil tiltale dig efter straffelovens § 264d. Du oplyser netop ikke navn og identitet på din søns mor og du gengiver ikke noget billedmateriale. Men det er noget, som jeg kan forestille mig, at din advokat helt sikkert vil gå videre med – lige som han nok heller ikke vil lade det gå stille forbi, at Tina Breum angiveligt er taget af sagen. 

ny1 ny2

– Hvor stor er bødens størrelse, spørger jeg? 

– Det står der ikke noget om, men der er et nummer til Bødekontoret, så jeg er ret sikker på, at du kan ringe til dem og forhøre dig om selve beløbet, siger juristen. Og så vil jeg råde dig til – skulle retten mod forventning idømme dig en bødestraf – at få beløbet dækket via crowdfunding.

– Hvad mener du? – spørger jeg. 

– Jeg kan forestille mig, at modparten vil forsøge sig med alverdens stævninger og fogedforbud, lige så længe du bliver ved med at skrive. Du har rigtig mange, der læser og støtter din blog og hvis dine følgere står sammen skulder ved skulder, så mister modparten fuldstændig magten. Kendsgerningerne kan din søns mor og hendes familie ikke løbe fra og selv om det kan have sin pris at lægge dem på bordet – i form af injurielovgivningens bødestraf – så mener jeg klart, at det skal frem. Én ting er den oplevede sandhed – noget andet er de benhårde facts. Sidstnævnte fortjener i min optik at komme frem i lyset. Og ikke ‘bare’ for din skyld – og for din søns skyld. Nogen er nødt til at tage kampen op på vegne af de mange børn og forældre, der lige nu oplever at være klemt i det familieretlige system, siger juristen. 

– Og har vi en dato for, hvornår jeg igen skal i retten? – spørger jeg. 

– Ja, jeg kan se her, at sagen faktisk allerede er berammet. Du skal i retten 21. november kl. 13.45, siger juristen. Du kan jo spørge din familie, dine venner og dine følgere, om de har lyst til at stå ved din side den dag. 

blog1 blog2

Vi afslutter samtalen og jeg vender igen tilbage til den virkelighed, jeg lige nu befinder mig i. Fredag d. 2. september 2016. Indehaveren af butikken er færdig med at reparere min gamle telefon, men har under min samtale med juristen holdt sig i baggrunden. Nu sender han mig et skævt smil. 

– Det er altså ikke fordi, jeg har stået og lyttet med på din samtale. Men du skal bare vide, at jeg følger med på din blog og dit arbejde med Barnets Tarv. Og at jeg har stor respekt for din måde at tackle hele situationen på, siger han. 

Jeg takker indehaveren og går ud af butikken. Stadig kan jeg kun glimtvis forstå, at ting kan bygges af ingenting.

Fædreturen 

Senere samme dag tænker jeg videre over begreberne ‘sandhed’ og ‘kendsgerning’. Og desto mere jeg tænker over det, desto mere står det klart, at begge begreber er flettet ind i hele min skilsmissesag. 

På den ene side står min søns mor og gør krav på den sandhed, hun har oplevet. På den anden side står jeg og fortæller om den sandhed, jeg har oplevet – uden dog at gøre krav på den. Midt mellem os står vores søn – angiveligt med en helt tredje version af sandheden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har spurgt mig selv og mine nærmeste, om jeg bringer min søn i en unødig klemme ved åbent at fortælle om mine oplevelser. Og hver gang kommer jeg frem til det samme svar. Der må være en række grundlæggende værdier, som i deres form og substans er absolutte, som ikke kan gradbøjes og som er værd at kæmpe for. Og det er netop her, at også kendsgerningerne kommer i spil. Der findes ting, der kan bevises. Der findes ting, der gør, at det ikke er ligegyldigt, hvilen oplevet sandhed, der fremføres og som betyder, at alle oplevede sandheder ikke er lige gyldige – senest eksemplificeret ved noget så banalt som en fædretur. 

Fædreturen er et tilbagevendende arrangement i min søns klasse. Én gang om året tager drengene sammen med deres fædre på en tur med overnatning. Et arrangement som jeg sidste år blev anklaget for ikke at deltage i – hvilket fremgår af et mødetnotat fra d. 5. november 2015, hvor min søns mor – og hendes advokat – var til et møde i Statsforvaltningen: 

faedretur

Det skal hertil bemærkes, at jeg sidste år både tilmeldte min søn og jeg til fædreturen. Og betalte for den.

Betaling for deltagelse i fædreturen, 2015

Betaling for deltagelse i fædreturen, 2015

Tilmeldingen foretog jeg, mens min søn var på samvær hos sin mor. Da han så kom hjem, ville han hellere med til et fodboldstævne, som løb af stablen samme weekend. Jeg valgte at lytte til min søns ønsker og behov. Og vi tog derfor ikke med på fædreturen, selv om jeg havde set frem til den. Efterfølgende blev jeg kontaktet, fordi man vil give mig pengene retur for en tur, jeg ikke var med i. Det afslog jeg, idet jeg netop ønsker at bakke op om min søns skole og sociale aktiviteter.

Og tirsdag d. 15. september 2015 sendte jeg således også denne besked til min søns mor: 

I weekenden havde jeg tilmeldt os (og betalt for) fædreturen. Men xxx gav klart udtryk for, at han havde brug for at være alene sammen med sin far. Så vi blev hjemme og hyggede os. Og havde en rigtig god lørdag sammen. (Uddrag fra ugerapport af 15. september 2015)

Min søns mor kommenterer ikke på min besked.

Dette år har jeg så ikke vores søn under fædreturen, som finder sted fra lørdag d. 10. til søndag d. 11. september. Han er hos sin mor fra mandag d. 5. september og frem til onsdag d. 14. september.

– Kan vi ikke tage sammen afsted på fædreturen, far? – spurgte min søn, da han forrige gang var hjemme hos mig. Du kan jo bare hente mig om lørdagen og aflevere mig igen om søndagen.

Da min manglende deltagelse i fædreturen sidste år blev brugt imod mig i Statsforvaltningen, havde jeg i al min naivitet en forestilling om, at modparten i år ville bakke op om begivenheden. At der i det mindste ville være en eller anden form for konsensus. 

Torsdag d. 1. september modtager jeg imidlertid denne mail fra min søns mor:

ugerapportDet er således ikke længere vigtigt for min søns mor, at vores søn deltager i fædreturen – samme fædretur som  det for bare et år siden var magtpåliggende, at han deltog i. Og som var en ‘væsentlig del af  hans liv’. Holdningen er nu den stik modsatte. Det er og bliver en kendsgerning. Videre ved jeg med hånden på hjertet, at vores søn rigtig gerne i år ville have deltaget i fædreturen. Og det vil han af den årsag, at det ville have givet ham mere tid sammen med sin far. Modsat sidste år ved han nu, hvordan det føles at være ni dage hos den ene af sine forældre og fem dage hos den anden. Og at ni dage – med min søns ord – ‘er rigtig lang tid’. 

Jeg gør ingenlunde krav på sandheden og jeg anderkender fuldt ud, at min søns mor kan have en anden oplevelse af tingene og at hun kan have hørt vores søns ønsker og behov omkring fædreturen anderledes end jeg. Men det er svært at komme udenom sagens kendsgerninger – og at den ultimative sandhed, som min søns mor gør krav på, synes unægteligt at smuldre. 

D. 5. september kl. 21.22 sender jeg – via forældreintra – denne besked ud til de andre forældre i min søns klasse:

faedretur-michael

Dagen efter – d. 6. september kl. 12.24 – kvitterer min søns mor med dette svar – også via forældreintra – og også til samtlige forældre i min søns klasse:

faedretur-kristinna-1

faedretur-kristinna-2

Endnu engang forsøger modparten at ophæve en oplevet sandhed til fakta. Endnu engang er der ingen kendsgerninger til at bakke op. Med min søns mor er det alt eller intet. Sådan har det altid været. Et verdensbillede i sort/hvid. Der er bare lige det ved det, at sidst jeg tjekkede, så var – og er – verden altså i farver.

I dag – d. 8. september kl. 14.49 – modtager jeg så et brev fra Helsingør Kommune om, at min søns mor har anmodet om at få mig slettet fra forældreintra:

foraeldreintranyJeg tænker på det gamle ordsprog: 

– Sandheden er ilde hørt. 

Og jeg tænker på, at det eneste jeg på forældreintra har skrevet, er sandheden: 

  1. At jeg gerne ville med på fædreturen og 
  2. At min søns mor ikke ønsker at samarbejde om turen.

Videre går mine tanker også instinktivt mod flere af verdens diktaturstater. Ikke at jeg vil sammenligne modparten med en diktator, men sommetider bliver de mindre ting tydeligere af at blive placeret i en større sammenhæng. Og fællesnævnerne er her, at de sandheder man ikke ønsker at høre, bortcensureres. Og at man vil gå langt for at stoppe de mennesker, der forsøger at lægge kendsgerningerne på bordet.

Faktum er nu, at jeg endnu engang får meget svært ved at følge med i min søns skoleliv. Og at det dybest set er min søn, der bliver straffet. 

‘Far, jeg går altså ikke længere til svømning’ 

Fædreturen er langt fra et enestående eksempel. Svømningen har gennem hele samværssag været brugt som argument fra modpartens side om at nedsætte samværet mellem min søn og jeg.

D. 02.11.2015 skriver advokat, Vivian Jørgensen således også følgende til Statsforvaltningen:

Der er imidlertid fortsat konflikter mellem parterne omkring xxx’s fritidsaktiviter, da faren ikke sørger for at xxx kommer til svømning, når xxx er hos ham, ligesom parterne er uenige om, hvor mange dage ugentligt xxx skal gå til fodbold.

Hertil skal anføres, at min søn er en dygtig svømmer og at han hopper i vandet fra 3-meter vippen. Han svømmer uden vinger og bælte. Og jeg har gennem hele forløbet bakket op omkring min søns svømning, hvilket tydeligt ses i de beskeder, jeg har sendt til min søns mor: 

  • D. 09.08.15: (…) Jeg bakker selvfølgelig op om svømning, hvis det er det xxx helst vil. Til mig giver han dog udtryk for, at han helst vil gå til fodbold. Jeg er meget opmærksom på, at der kan være forskel på, hvad der er xxx inderste ønske og behov. Og hvad han siger ud fra en forestilling om, hvad der vil gøre os som forældre glade. Mit fokus er udelukkende på, hvad der er bedst for xxx, og vi prøver selvfølgelig svømning igen på torsdag…
  • D. 16.08.15: (…) Torsdag havde xxx ikke lyst til at komme til svømning. Jeg forsøgte i flere omgange at få ham med, men han gav klart udtryk for, at han ikke havde lyst og at han gerne ville være sammen med xxx (min søns bedste ven, red.). Det behov valgte jeg at lytte til. Vi forsøger selvfølgelig med svømning igen, næste gang jeg har ham…
  • D. 31.08.15: (…) Torsdag ville xxx ikke til svømning. Jeg forsøgte et par gange, men han sagde klart fra. Jeg bakker selvfølgelig stadig op om svømning – og vi prøver igen næste torsdag…
  • D. 15.09.15: (…) Onsdag droppede vi fodbolden og fejrede xxx’s fødselsdag med gaver og hygge. Torsdag ville xxx ikke til svømning. Jeg har spurgt ham flere gange, men han har ikke lyst. Og jeg synes ikke, at det er rimeligt at presse ham. Jeg forsøger selvfølgelig igen, næste gang jeg har ham…
  • D. 28.09.15: (…) Xxx legede i torsdags med xxx. Og xxx skulle også til svømning. Alligevel ville xxx ikke med…
  • D. 26.10.15: (…) Endnu en god uge er gået – og xxx har haft det godt. Han leger og smiler. Inviterer glad og frimodigt sine venner med hjem. Synger og danser. Holder i hånd og drager omsorg. Og gennem de mange timer han har brugt sammen med sine venner, har jeg ikke oplevet en eneste konflikt. Tværtimod. Jeg oplever, at xxx er meget vellidt og respekteret blandt sine venner. Og at han er og bliver en rigtig god og kærlig dreng i trivsel. Dog er det også min oplevelse, at han er begyndt at fravælge fritidsaktiviteter, fordi han synes, at tiden med sin far er for kort. Generelt er han meget opmærksom på tid. Og når vi er sammen, bliver han ved med at sige, at han ville ønske, at tiden gik langsommere. Når de tanker kommer, bliver han ked af det. Og giver i ord og handling udtryk for, at han ikke er glad for den nuværende ordning. Jeg kan sagtens tilsidesætte mit behov for at være sammen med xxx. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi sammen lytter til, hvad vores søn gerne vil. Og det er at se sine forældre lige meget. Onsdag ville xxx ikke ikke til fodboldtræning. I stedet ville han gerne, at ham og jeg skulle træne alene sammen. Så vi havde en eftermiddag og aften, hvor vi hyggede os med fodbold, madlavning og musik.  Torsdag havde vi planlagt svømning. Men da jeg hentede xxx i skolen, ville han ikke med. Han ville i stedet være sammen med sin far. Vi arrangerede derfor en legeaftale med xxx hjemme hos xxx, så han på den måde kunne få det bedste af begge verdener. De to legede rigtig godt sammen…

Særligt problematisk bliver det, da min søn i forbindelse med en børnesamtale i Statsforvaltningen d 18. februar 2016  ukritisk gentager sin mors synspunkter. 

  • Xxx fortæller om sin hverdag, og at han har en del selvbestemmelse i forhold til hverdagslivet, f.eks. om han vil til svømning eller fodbold. Xxx er glad for at have indflydelse, og nogle gange synes xxx bare ikke at han har lyst til at tage til sin fritidsaktivitet. Han går til fodbold 2-3 gange om uge og til svømning 1 gang om ugen. Hvis han skal springe noget over, vil han helst springe en fodboldtræning over, fordi han ellers ikke ville komme til svømning så tit, hvis han sprang svømning over. Xxx fortæller, at mor plejer at spørge hvad han har lyst til, men far melder xxx til, uden hensyn til om xxx vil eller ej. Generelt synes xxx at det i omfang passer ham meget godt med både svømme- og fodboldtræning.

Bemærkningen om at jeg bare skulle melde min søn til fritidsaktiviteter uden først at afstemme med ham, kommer igen med meget stor tydelighed fra hans mor. D. 25. januar 2016 skriver jeg således følgende til min søns mor – i et forsøg på at være samarbejdsvillig og imødekommende:

  • (…) Jeg kan se, at der er stævne i weekenden og at xxx ikke er på. Jeg ved, at han rigtig gerne vil med og skal derfor blot lige minde dig om klubbens mail omkring tilmelding. Det er måske en god idé, at du tilmelder ham allerede nu, så vi ikke står med en skuffet dreng. Hvis det er en hjælp for dig, vil jeg i fremtiden gerne sørge for at tilmelde ham. Både i dine og i mine uger. Generelt oplever jeg en dreng, som giver udtryk for, at han savner sin far og sine venner. Det behov håber jeg, at du vil lytte til. Videre er det også mit håb, at vi kan give vores søn en række stærke fælles­oplevelser, hvor både hans mor og far er til stede. Det kunne eksempelvis være sammen at overvære en svømme-­ eller en fodboldtræning. Igen handler det om xxx’s behov og ikke den konflikt, du måtte mene at have med mig. Jeg håber, at du vil tænke over det. Jeg står til rådighed for min søn. Det gjorde jeg i går. Det gør jeg i dag. Og det gør jeg også i morgen. Altid. Med ønske om en god uge, Michael.  (Min søns mor svarer aldrig på min besked.)

Det er således af afgørende betydning for min søn, at de voksne omkring ham fanger den påvirkning, han udsættes for fra sin mors side. Og at han eksempelvis til børnesamtalen agerer talerør for sin mors synspunkter.

I marts i år fortalte min søn mig således også, at han ikke længere går til svømning. Han er kun med, når der er et afbud. Og jeg har ikke hørt noget fra hans mor omkring svømmetræningen siden Statsforvaltningen i april traf en afgørelse omkring samvær. Svømningen blev gentagne gange brugt som et argument fra modpartens side i forhold til nedsættelse af samværet mellem min søn og jeg: 

  • (…) En samværsordning på 3/11 vil sikre, at xxx kan få lov til at passe sin svømmeundervisning en gang ugentligt, indtil han har lært at svømme i tilstrækkeligt omfang, og at han samtidigt har overskud til at passe sine lektier ved alene at spille fodbold 2-3 gange ugentligt, således at hans faglige niveau i skolen fortsat sikres ved at min klient læser lektier med ham. (Skrivelse fra advokat, Vivian Jørgensen, d. 02.11.2015).

Min søns mor orienterer mig aldrig om, at svømingen er stoppet. I vinteren 2015/2016 anklagede min søns mor mig gentagne gange for ikke at ville følge vores søn til svømning. Nu er samværssagen afgjort og svømningen er fuldstændig glemt. Præcist som med fædreturen har det, der tidligere var af afgørende betydning ikke længere nogen værdi. Og igen er der tale om kendsgerninger. Det er meget muligt, at min søns mor har en anden oplevelse af sandheden, men kendsgerningerne er nu igen ved at ødelægge hendes sandhed. Og hun har angiveligt meget svært at holde styr på de mange versioner af hendes oplevede sandheder. I hvert fald er det således, at hvis vi mennesker siger sandheden, så kan vi altid huske, hvad vi har sagt. Sandheden er nu engang nemmere at huske. Og den sikrer, at vi ikke skifter retning, som vinden blæser – hvad end der er tale om en fædretur, svømmetræning eller forklaringer afgivet i en af landets retssale.

‘En dreng med et glimt i øjet’

Endelig fremsættes også i forbindelse med min søns trivsel i skolen en version af sandheden, som fuldstændig ødelægges af sagens kendsgerninger.

Det er modpartens påstand, at min søn såvel fagligt som socialt har haltet – og halter – bagefter i børnehaven, skolen og SFO’en: 

Østre Landsret d. 24.08.15:

  • Når xxx har været hos Michael tisser han i sengen. Det skyldes efter hendes opfattelse, at Michael og hendes dårlige forhold påvirker xxx (…) Hun er ikke enig i, at xxx har det godt og trives. De har fået at vide, at hvis deres forhold ikke bedres, vil det “ødelægge” xxx. Hun har fra en ansat på skolen – vistnok en pædagogmedhjælper – fået at vide, at xxx i visse situationer, er aggressiv. Nogle af de andre børns forældre har sagt, at han har ændret adfærd.

Sagen er bare den, at samtlige skoleudtalelser gennem hele min søns skolegang peger på en dreng i trivsel: 

Espergærde Skole, Afd. Mørdrup d. 22.04.2014:

  • (…) Xxx er en meget sød og dejlig dreng. En dreng med “et glimt i øjet”. Xxx er kommet rigtig godt i gang med sin skole, og han er tryg og glad. Han er dygtig til at modtage en kollektiv besked, og handle derefter. Han arbejder meget koncentreret og vedholdende med sine opgaver. Han gør sig umage, og han er omhyggelig, med det han laver. De forskellige sprogtest som er foretaget viser, at xxx har en god sprogforståelse. Ligeledes er han dygtig til matematik. Xxx er en kreativ dreng. Xxx er en meget social dreng. Han er meget vellidt af kammeraterne, og han har mange gode venner – både piger og drenge. Xxx er en meget ærlig dreng. Han er dygtig til at give udtryk for og forklare evt. konflikter. Ikke for egen vindings skyld. Xxx er tillidsfuld over for de voksne i klassen. Han kommer til os, når han har brug for hjælp. Xxx er i god trivsel og han udvikler sig helt almindeligt, af en dreng i hans alder.

Status: 0A 2013-2014:

  • Du er en glad, positiv og dygtig skoleelev. Du er glad for at gå i skole, og deltager gerne i både faglige og kreative opgaver. Du er nysgerrig efter at lære nyt. Du er dygtig til at modtage en kollektiv besked og handle derefter. Du er dygtig til at koncentrere dig og arbejde vedholdende med dine opgaver. Du er glad for nye tilbud og tager gerne imod dem. Du er kommet i gang med at børnestave og du laver dine hemmelige lektier. Du har lært de ting man skal kunne i 0. klasse, og er parat til de nye udfordringer, som venter i 1. klasse. Du er en god kammerat, og du har mange venner. Du et vellidt af både piger og drenge. Du er rigtig god til at lege og du har plads til alle i din leg. Du kan indgå i et social fællesskab og knytte nye venskaber. Du kan vise omsorg, og du er god til at hjælpe dine kammerater. Du rækker fingeren i vejret, når du vil sige noget. Du tør sige noget overfor hele klassen, og du kan lytte til andre og vente på tur. Du er god til at løse konflikter. Du henter en voksen, hvis du har brug for hjælp. Du kan deltage i regellege og du kender klassens spilleregler. Mål: Du skal blive ved med at være en glad, positiv og aktiv skoleelev.

Status 1A 2014-2015:

  • Du har en god lytteforståelse og har ofte hånden oppe for at sige noget. Du er sikker i alle bogstaverne og god til at sammenkæde bogstaver og lyd. Du kan læse og skrive både små og store lydrette ord. Du kender rutinerne for at læse bøger, og du kan genfortælle en historie. Du er godt i gang med selv at læse bøger. Du er god til at børnestave og kan lide at skrive historier. Du arbejder godt i timerne, når du koncentrerer dig og ikke falder i snak. Du har en god forståelse, når nyt materiale bliver gennemgået. Du er god til tal. Du kender til 10’ere og 1’ere, og du er ved at få styr på tallene. Du er god til at tælle og ordne tal efter størrelse, og du kan sortere efter farver og former. Du kan plus og minus, og du kan forklare, hvordan du regner. I timerne arbejder du godt, når du har forstået opgaven.

Udtalelse fra Mørdrupskolen d. 21.10.15:

  • Xxx har stille og roligt udviklet sit faglige niveau her i 2. klasse. Han laver sit hjemmearbejde og deltager aktivt i undervisningen. Socialt fungerer han, han er en glad og vellidt dreng i klassen. 

Udtalelse fra SFO’en d. 27.10.15:

  • Vi kan tilslutte os, at xxx socialt fungerer godt, og han er glad og vellidt af klassen. Xxx trives og leger med mange børn, når han er i SFO. Det meste af tiden spiller han fodbold.

Jeg kan forstå, at min søns mor har en anden oplevelse af sandheden end jeg. Og jeg kan forstå, at hun stadig er fanget i den konflikt, hun måtte mene at have med mig. Hvad jeg ikke kan forstå, er, hvad det er for en forælder, der gør sin søn dårligere, end han er? Vi er så heldige at have en søn, der lige siden børnehaven er blevet beskrevet som en glad og vellidt dreng i trivsel. Også her er der tale om en kendsgerning, der unægteligt får modpartens version af sandheden til at krakelere. 

Begyndelser 

Det er en tidlig morgenstund. Jeg har afleveret min søn i skolen og er nu ude på min daglige løbetur. Der går nu ni dage, inden jeg igen skal se min søn. Jeg er svimmel, eller træt. Jeg ved det ikke. Men hvor er her smukt. Jeg løber gennem skoven. Træerne står som et lysende hav foran mig. Fuglene er begyndt at synge. De synger med en glæde og et overskud, som får mig til at smile. Det er som om, at alle skovens fugle stimler sammen og jubler over, at solen har valgt at stå op endnu en morgen. 

Jeg tænker på min søn. 

– Er du OK, far? – spurgte han forleden. 

loeb

Løbeturen bød på 22 km – styrken og benkræfterne fik jeg fra min søn

Lille, store, kærlige og omsorgsfulde dreng. mit et og alt. Ja, min skat. Jeg er OK, når jeg kan se, at du er OK. Og jeg vil kæmpe til det sidste for, at sandheden kommer frem. Ikke ‘bare’ den sandhed, jeg har oplevet – men den sandhed, der bakkes op af kendsgerninger. En sandhed der vil være din adgangsbillet til frit at vælge selv. Og som forhåbentligt vil kunne hjælpe dig, når livets bølger går højt. Jeg vil betale lige nøjagtig den pris, det koster at lægge kendsgerningerne på bordet – og langt mere til. For dig, vil jeg gøre alt. 

Jeg bliver pludselig bevidst om mit tilbageholdte åndedrag. Jeg sænker farten, lader luften sive ud og tvinger mig til at tømme lungerne helt. Alt er stille. Så mærker jeg bevægelsen, hvor brystkassen automatisk løfter sig og suger den friske sensommerluft ned i lungerne, der venter på at blive fyldt med det fineste, klareste gennemsigtige ingenting. Luft der bliver til liv.

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

23. Kæmper du for dit barn i fogedretten? 

TV 2 har bedt mig om at videreformidle dette budskab. Er du én af dem, der lige nu oplever, hvad det vil sige, når fogedretten kommer i spil i børnesager, kan jeg hermed opfordre dig til at tage kontakt til TV 2: 
Kæmper du for dit barn i fogedretten? 
TV 2 søger nye medvirkende til en ny sæson af Dokumentarserien, Fogeden Kommer.

Har du lyst til at fortælle din historie? 

Det er en meget svær følelsesmæssig situation, at skulle i fogedretten, for at få afgjort en sag om samvær over sine børn. Det er en situation som mange danskere befinder sig i hver dag. Alligevel føler mange sig helt alene, når de skal videre efter et brud. 

Vi tror på, at åbenhed omkring sagerne i fogedretten kan hjælpe andre videre, både på et praktisk og et personligt plan. Og derfor har vi brug for din hjælp, så andre kan lære af din historie.

Alle sager har interesse. 

Det er vores mål, at din version af sagen bliver fortalt, men selvfølgelig også at den anden part i sagen kommer til orde. Vi er meget fokuserede på at beskytte børnene og lytter derfor til din vurdering i forhold til deres deltagelse. 

Har du noget på hjerte? Og vil du fortælle din historie åbent og ærligt? 

SMS eller ring til : 25 63 63 35

E-mail: foged@tv2.dk

Vi ser frem til at høre fra dig til en uforpligtende snak – du er også velkommen til at ringe til os blot for at høre mere. 

Venlig Hilsen

Redaktionen


Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar