33. Barnets Tarv går hånd i hånd med nyt skilsmissesystem 

Sene nattetimer. Maratonmøder. Og stakkevis af sammenkrøllede papirer. Efter godt en uge med intensiv idéudvikling og research er Barnets Tarv nu klar til at fremlægge en plan for, hvordan virksomheden skræddersyes til regeringens udspil omkring sammensætningen af et nyt skilsmissesystem. Selvom der indtil videre “kun” er tale om et udspil, er meldingerne fra socialordførerne på Christiansborg, at udspillet kommer til at glide direkte gennem Folketingets behandling, hvorfor Barnets Tarv har valgt at sadle hurtigt og at udnytte den smidighed, der ofte følger en mindre virksomhed, således at Barnets Tarv nu bliver tilpasset den seneste udvikling på skilsmisseområdet.

Udspillet, der tirsdag d. 20. juni blev præsenteret af børne- og socialminister, Mai Mercado (K), gør grundlæggende op med den nuværende fordeling af sager efter sagstype. Som det er nu, starter alle sager i Statsforvaltningen. Kan forældrene ikke blive enige om bopælen og/eller forældremyndigheden, ryger sagerne videre til retten, hvor en dommer har kompetence til at træffe afgørelse, mens samværssagerne afgøres i Statsforvaltningen. Med regeringens nye udspil lægges der op til, at sagerne i stedet  skal screenes – efter trafiklysmodellen grøn, gul og rød – alt efter, hvor højt konfliktniveauet er. Tanken er, at Statsforvaltningen helt skal nedlægges og at der i stedet oprettes en ny instans, et Familieretshus, hvor blandt andet en ny børneenhed vil have hjemme og hvor screeningerne foretages. Videre oprettes også en Familieret, som bliver en del af byretterne. Idéen bag screeningerne er, at de tungeste af sagerne (de røde) skal afgøres af en dommer i Familieretten, mens de grønne og gule bliver behandlet i Familieretshuset.

Grafik: Barnets Tarv

Et opgør med et sendrægtigt system eller en potentiel katastrofe 

Regeringens forslag har fået en blandet modtagelse og gennem den seneste uge, er der i kølvandet fulgt en massiv debat. På den ene side står blandt andre Børns Vilkår, Danske Familieadvokater, Mødrehjælpen og Foreningen Far, som alle giver udspillet rosende ord med på vejen, og på den anden side står Dommerfuldmægtigforeningen og Hvert 3. Barn, der mener, at regeringens forslag reelt har gjort skilsmissefamiliernes virkelighed markant mere besværlig.

I Barnets Tarv mener vi, at udspillet på papiret virker godt, idet fokus bliver flyttet fra forældres ret til børn til børns ret til to forældre. Særligt hæfter vi os ved én ting: Hvis de gode intentioner om et børnehus bliver  kanaliseret ud i virkeligheden, ser det ud til, at der kommer øget fokus på skilsmissebørnenes trivsel, og det er en stor sejr for de mange børn, der hvert år mærker, hvad det vil sige, når én familie bliver til to. En forudsætning for at udspillet kommer til at virke lige så godt i virkeligheden som papiret er dog, at der kommer de rette faglige kompetencer ind. Det er ikke gjort med at skifte skiltet på døren ud i Statsforvaltningen. Familieretshuset skal kunne trække på psykologer i højere grad end i dag og på misbrugskonsulenter. De kompetencer findes ikke i høj nok grad i dag i Statsforvaltningen. 

Det fremgår af udspillet, at der årligt behandles omkring 100.000 familieretlige sager i Danmark, og cirka hvert tredje barn oplever, at forældrene går fra hinanden. I op mod 10 procent af sagerne er der tale om konflikter, hvor børnene er særligt udsatte. De cirka 7000 komplekse sager, hvor der er risiko for konflikt og sociale problemer som misbrug og vold, skal afgøres af en dommer i Familieretten. Og i forhold til netop dommerne mener vi  i Barnets Tarv, at man bør give dem en særlig uddannelse, så de bliver bedre rustet til at vurdere mennesker på en anden måde end i kriminalsager og så de får de rette kompetencer til at spotte psykisk vold. Videre deler vi Hvert 3. Barns bekymring for, hvor vidt der vil være dommere nok til at behandle de mange røde sager. Sker det ikke, vil vi desværre kunne forvente lange sagsbehandlingstider, der i sidste instans stort set altid ender med at ramme dem, systemet søger at beskytte – nemlig børnene. 

Fuld forældremyndighed 

I forhold til min egen sag må det antages, at det nye skilsmisseudspil – såfremt det bliver en realitet – vil have en positiv indvirkning på sagens videre forløb. Noget af det der i min sag har været problematisk, er, at min søn mange gange har skullet gennem nye undersøgelser og at han har skullet tale med nye voksne – samtidig med, at han hos sin mor har befundet sig i et konfliktfyldt farvand. Problemet er, når der skæres helt ind til benet, at det nuværende system har en slagside, hvor det ofte ender med at belønne den forælder, der trækker sagsbehandlingstiden og som retter alvorlige anklager mod den anden. I min sag har min søns mor, ved at anklage mig for såvel fysisk som psykisk vold, fået tildelt den fulde forældremyndighed, hvorefter hun pure har nægtet at samarbejde. Det må antages, at hun med det nye skilsmissesystem formentlig vil blive afskåret fra igen at spille de samme kort. Sagen vil angiveligt med det samme blive kategoriseret som rød, og som følge heraf vil den ryge direkte i Familieretten, hvilket betyder, at min søns mor vil blive afskåret fra at trække tiden i et forsøg på at skabe forældrefremmedgørelse. Videre må det antages, at der – såfremt Familieretten er udstyret med det rette antal dommere og såfremt dommerne er rustede til at tackle sagerne, herunder at spotte psykisk sygdom og misbrug – relativt hurtigt vil kunne træffes afgørelse om, at bopælen og den fulde forældremyndighed skal tilfalde den forælder, der er bedst egent til at sikre barnets kontakt til begge forældre – og her peger en omfattende børnesagkyndig undersøgelse på barnets far. I forhold til fordelingen af samværet, kan det svært at spå om, hvor mange dage en dommer vil ende med at vurdere, at min søn skal være sammen med sin mor. Men eftersom det nye system lægger op til at flytte fokus fra forældrenes ret til barnet til barnets ret til to forældre, er det mit håb, at man vil lytte til min søns behov, som i skrivende stund er at være lige meget sammen med begge sine forældre. 

Videre skal det bemærkes, at jeg ikke har de samme dårlige erfaringer med Statsforvaltningen, som jeg ved, at mange andre børn og forældre har. Derimod har jeg en oplevelse af, at det er domstolssystemet samt de to spor, hvori sagsbehandlingen har kørt, der i flere tilfælde har svigtet, og derfor kan jeg også inderst inde mærke en nagende bekymring for, at domstolene i fremtiden (såfremt regeringens udspil bliver en realitet) udelukkende vil komme til at behandle en sag som min. Jeg er bevidst om, at jeg er nødt til at se ud over min egen sag og på de store perspektiver, og det er min oplevelse (under forudsætning af at de relevante resourcer bliver tilføjet det nye system), at domstolssystemet vil være den rette myndighed til at behandle de komplekse sager. 

Ny medarbejder i Barnets Tarv 

Der er netop i Barnets Tarv blevet ansat en ny medarbejder, som er uddannet jurist med speciale i familieret, og i den kommende uge vil der ske en relancering af bloggen og hjemmesiden. Min blog vil stadig være en integreret del af Barnets Tarv og arbejdet med bogen kører fortsat som planlagt. Derimod er min rolle som stifter efterhånden ved at være udspillet og der er behov for fagkundskaben. Jeg vil fortsat, som erfaringsekspert, tilbyde rådgivning og jeg vil komme til at fungere som direktør i Barnets Tarv, men den daglige drift vil blive varetaget af den nye medarbejder. Relanceringen vil ske søndag d. 9. juli om aftenen, hvor det vil blive præsenteret, hvilken plads Barnets Tarv i det nye system skal spille og hvordan virksomheden adskiller sig fra de andre aktører på området. Videre vil den nye medarbejder også blive præsenteret med kontaktoplysninger, billede og cv. 

Min søn formenes adgang til fodbolden 

Jeg arbejder i skrivende stund på et nyt blogindlæg om, hvordan det ikke kun er mig, men nu også min søn, der har fået forbud mod at spille i den lokale fodboldklub, EIF. Du kan læse blogindlægget onsdag d. 5. juli, hvor det her på siden vil blive publiceret. 

 
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

32. Afgørelsens time

For at forstå værdien af et år – spørg en studerende, som skal gå en klasse om.

For at forstå værdien af en time – spørg to elskende, som venter på at mødes.

For at forstå værdien af et sekund – spørg en person, som lige har undgået en ulykke.

For at forstå værdien af et millisekund – spørg en person, som vandt sølv ved de Olympiske Lege.

(Uddrag af digtet “I dag er en gave” af ukendt forfatter – du kan læse hele digtet her)

Fredag d. 31. marts 2017 fra klokken 13.10 til 14.10:

13.10: Jeg drejer ind i indkørslen og parkerer bilen. Det er tidligt på eftermiddagen, men et lavthængende skydække er så altomsluttende, at det giver en skumringsfornemmelse mange timer før solnedgang. Jeg er netop kommet hjem fra arbejde og om lidt kommer min søn hjem fra skole.

13.12: Jeg åbner min postkasse – præcist som i går og dagen før den. Den seneste uge har bestået af en endeløs ventetid på en afgørelse fra Helsingør Kommune af, hvorvidt kommunen mener, at min søn har brug for særlig støtte som følge af den vold, hans mor har oplyst, at jeg udsætter ham for. For 11 dage siden sendte jeg til Helsingør Kommune en anmodning om aktindsigt i de seneste aktiviteter, der har været på sagen og jeg har af sagsbehandleren fået oplyst, at der er truffet en afgørelse i forhold til den underretning, min søns mor d. 16. september 2016 lavede på vores søn. Og det er den aktindsigt, jeg venter på. Hvis kommunen er af den samme opfattelse som min søns mor og hvis de tror på hendes anklager, giver de hende samtidig en direkte adgangsbillet til at starte en ny sag i Statsforvaltningen.

Du kan læse mere om underretningens indhold her:

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 1)

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 2)

31. Nye ankalger: Jeg slår min søn (del 3)

13.15: Jeg står ved mit spisebord. I den ene hånd holder jeg et brev fra Helsingør Kommune og i den anden mine bilnøgler. Jeg har stadig sko på. Gennem den seneste uge har jeg udviklet en form for overtro. Hvis jeg på min løbetur løber venstre om et særligt udvalgt træ i Egebæksvang Skov, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Hvis jeg venter med at skifte fortorv, til jeg har passeret Tinevej i Espergærde, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Hvis jeg løber hele vejen og ikke giver op, vælger kommunen ikke at tro på anklagerne. Jeg er bevidst om, at tingene ikke hænger sammen på den måde og kan således resonere mig frem til, at min måde at tænke på, giver mig en følelse af kontrol midt i alt det ukontrollerbare. Følelsen af at lægge sit barns skæbne i andre menneskers hænder, er umulig at bære – undtagen for dem, der er nødt til det. 

Forsiden på den anmodning om aktindsigt, som jeg d. 31. marts 2017 modtog. Brevet er dateret d. 23. marts 2017 og har således været otte (lange) dage undervejs.

13.16: Jeg åbner konvolutten. Den er tykkere, end jeg havde forventet og jeg bladrer hurtigt forbi de første sider, som blot omhandler formalia omkring min anmodning om aktindsigt. Mine øjne flakker hurtigt ned over papirerne i et forsøg på at læse uden at læse. Jeg er på jagt efter noget, der kan fortælle mig, om kommunen mener, at min søn er i mistrivsel eller ej. En konklusion. En opsummering. En sætning, der skærer ind til benet. Først når jeg har afkodet dét, kan jeg læse resten.

13.18: Jeg føler, at jeg leder i en evighed og sekundernes langsomme tikken på køkkenuret smerter som spiddende visere. Endelig. På side 12. Konklusionen:

Det vurderes på baggrund af ovenstående, at (barnet, red) ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte, jf. Servicelovens § 52, hvorved sagen umiddelbart afsluttes i Familierådgivningen.

Uddrag af den børnefaglige undersøgelse udarbejdet af Familierådgivningen i Helsingør Kommune. Uddraget står under punktet: “Analyse og vurdering med begrundet stillingtagen til barnets behov for støtte

Jeg læser ordene igen og igen:

Ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte.

Sagen afsluttes.

Ikke behov for støtte.

Afsluttes.

Jeg ser op. Enkelte steder stikker solen lavt og skarpt gennem det tunge skydække og det føles som om, tiden er sat i stå. Det der går forud, svinder ind på samme måde som det, der er i vente. Der er kun dette øjeblik. Min søn har det godt. Han har ikke brug for støtte. Han er ikke en dreng, der af sin far bliver slået, mishandlet og truet. Han er en glad dreng, der gerne vil have lov til at lege med sine venner og til at have en mor og en far. 

Det begynder langsomt at sive ind hos mig, hvad det er, der er sket og jeg sætter mig ned. Min søn er blevet hørt. Jeg er blevet hørt. De falske anklager er blevet gennemskuet. Og følelserne vælter frem i mig på én gang. Glæde. Taknemmelighed. Træthed. Og så kommer tårerne. De pibler lydløst frem, og jeg giver dem frit løb. Måske der alligevel er en mening med det hele? Jeg tænker på den samtale, jeg forleden havde med en af de jurister, der hjælper mig. 

“Hvor usædvanligt er det, at en forælder laver en underretning til kommunen på sit eget barn? spurgte jeg.

“Meget usædvanligt,” svarede juristen. “Jeg har tjekket statistikken på Ankestyrelsens hjemmeside og af den fremgår det, at blandt de underretninger landets kommuner modtog i 2014 og 2015 stammede kun 3 procent fra forældremyndighedsindevaren. Det mest almindelige er, at det er skoler, sundhedsvæsnet eller andre offentlige myndigheder, der sender underretningerne til kommunerne. Og hvad endnu mere udsædvanligt er, at en forældremyndighedsindehaver mener, at vedkommenes eget barn er i mistrivsel, mens kommunen ikke gør.  Det plejer at være den anden vej rundt.”

Ankestyrelsens statistikker. Underretningsstatistik. Årsstatistik 2015.

Du kan læse hele Ankestyrelsens underretningsstatistik her

Jeg tænker tilbage på sagsbehandlerens tilkendegivelse af – da jeg d. 7. februar var til møde på Helsingør Kommune – at der er tale om en yderst atypisk sag. 

13.30: Jeg bladrer et par sider længere ind i aktindsigten og stopper op ved referatet af de ting, min søn har forklaret til sagsbehandleren og pludselig er det som om, at luften på et splitsekund bliver banket ud af kroppen. Dér ligger den. Den usynlige terror. Gemt blandt min søns ord. Han har som et spejlbillede af sin mor fremført en række alvorlige anklager mod mig, men når sagsbehandleren har bedt ham uddybe og forklare, har han ikke været i stand til det. Jeg ved, at min søn står helt uden skyld og alligevel er den første følelse der melder sig en følelse af at blive forrådt. Hvordan kan han sætte en kniv i ryggen på sin egen far? Men så snart jeg har tænkt tanken, væmmes jeg ved den. Den er primitiv og egoistisk. Min søn gør det eneste rigtige. Han kæmper for sit liv og for at sætte sig selv ud af det spændingsfelt, som han lige nu skal navigere rundt i. Og jeg fyldes af beundring og stolthed. Til trods for alt det, det her lille menneske bliver trukket igennem, formår han alligevel at være en god og empatisk i skolen, i fritidsklubben, blandt vennerne og i hjemmet. 

Du kan læse hele aktindsigtens indhold – og dermed også ordlyden af min søns udtalelser – i min bog, som lige nu er i gang med at blive redigeret og som efterfølgende vil blive sendt til tryk.

Du kan bestille bogen her

Min morfars ur som han i starten af 1960’erne fik af min mormor

13.40: Mit blik falder på min morfars ur, som jeg d. 5. april 2017 fik i forbindelse med min mormors 90 års fødselsdag. Uret fik min morfar i starten af 1960’erne af min mormor og han gik med det hver dag frem til sin død d. 10. maj 2016. Det er gået i stå. Uret. Som om visernes vandring over urskiven stoppede, da sandet i min morfars timeglas løb ud. Til trods for at det nu snart er et år siden, at han døde, føles det som om, at han lige har været her og jeg kan nærmest mærke hans hånd i min. Hvordan kan et år føles som et splitsekund, når jeg tænker på min morfar? Og hvordan kan det føles som en evighed siden, jeg tømte min postkasse, når der kun er gået en halv time?

13.50: Mine tanker glider tilbage til den afgørelse Helsingør Kommune har truffet og til de ting, min søn har udtalt. Min advokat har sagt, at hvis udfaldet af den børnefagligeundersøgelse blev, at kommunen vælger ikke at iværksætte særlige støtteforanstaltninger overfor min søn – og dermed vælger ikke at tro på de anklager hans mor har rettet mod mig, så vil jeg stå med nogle gode kort på hånden. Og med den tanke kommer en trang til hævn snigende. Jeg har lyst til at lade mig synke ned i den – hævnen -som i en dyb lænestol, der gør din krop træt og tung. Min søns mor har sagt til Helsingør Kommune, at jeg udsætter vores søn for fysisk og psykisk vold og hun har fået mig dømt for noget, jeg ikke har gjort. Øje for øje og tand for tand. Jeg rækker ud efter min morfars ur. Jeg vil ikke synke ned i hævnens falske sødme. Gør jeg det, kommer jeg aldrig op. Jeg vil nu kunne starte en ny sag hos Statsforvaltningen og anmode om, at samværet mellem min søn og hans mor kraftigt nedsættes. Men vil det være det rigtige at gøre? Jeg ved, at jeg er nødt til at tage afsæt i den virkelighed, min søn lever i og set i lyset af den virkelighed, kan det være svært at svare på, hvad der lige nu er bedst for ham? Det er et kompliceret spørgsmål og det er afgørende, at jeg ikke forfalder til et sort/hvidt verdensbillede og dermed går ned på niveau. Så meget ved jeg. Jeg har en forbandet forpligtelse til at æde mine egne krænkede følelser. Ellers er jeg ikke alene sunket ned på det niveau, min søns mor og morfar agerer på. Jeg er også fejlet som menneske og som far. 

14.00: Jeg rejser mig op og går ud i køkkenet. Solen har flere steder fået taget med skydækket og jeg mærker, hvordan angst og styrke glider sammen i ét livsbegær, som skyller gennem mig fra isse til fodsål og giver mig en flammende selvfornemmelse, som bruser op i mig ved medgang og ved modgang. Og jeg tænker på den samtale, jeg i efteråret 2016 havde med en af mine bedste venner.

“Hvis du ikke giver dig selv plads til at leve og hvis du ikke sætter dig selv fri af fortiden, så giver du modparten magten over dit liv. Der kommer en tid, hvor du bliver meget lykkelig igen. Det lover jeg dig. Men der ligger som regel en meget hård tid forinden. Og dem, der giver op midtvejs i ræset, de vinder altså ikke prisen. Sådan er det bare. Jeg er ked af, at det er livets hårde, tørre facts, men sådan er det. Det afgørende er, at du ikke skubber de mennesker, der elsker dig, væk – samt at du husker at nyde rejsen. Tiden er det stof, livet er lavet af,” sagde han. 

Du kan læse mere om samtalen og det, der gik forud for den, her

14.10: Døren går op. 

“Hej far!”

“Hej skat!”

“Skal vi spille kongespil i haven?”

“Det var da en fed idé.”

Min søn smider skoletasken i gangen og kommer ind til mig i køkkenet. Hans kinder er røde efter cykelturen hjem og han sender mig et smil. Jeg ser på min telefon. Klokken er nu 14.10 og det er nu en time siden, jeg tømte postkassen. Det føles som en evighed. Som om det var en helt anden tid, da jeg stod der med brevet i hånden og ikke vidste, hvilken drejning livet ville tage. Jeg ser på min søn og mærker en ukuelig livsoptimisme og en iboende styrke boble frem fra et sted, jeg havde glemt fandtes. Der er nogen, der lytter til min søn. For fanden – der er nogen, der lytter. Og om lidt skal vi spille kongespil i haven. Livet kan alt.

Efter påskeferien sender jeg d. 19. april 2017 følgende ugerapport til min søns mor:


Jeg modtager ikke noget svar. 

Jeg skal onsdag d. 10 maj mødes med min advokat. Her beslutter vi i fællesskab hvornår, jeg skal anmode om fuld forældremyndighed. 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)

(Resume: Onsdag d. 11. januar 2017 modtog jeg et brev fra Helsingør Kommune omkring en børnefaglig undersøgelse, som kommunen vil foretage for at vurdere, om min søn er i målgruppen til at modtage støtte. Undersøgelsen skal laves på baggrund af en underretning, som kommunen har modtaget, men det fremgår ikke af brevet, hvem der har sendt underretningen og hvad den nærmere indeholder. Da kommunen gerne vil høre, hvordan jeg ser og oplever min søn, blev jeg indkaldt til et møde tirsdag d. 7. februar. For ikke at virke konfliktoptrappende valgte jeg til mødet at medbringe en af de jurister, der hjælper mig i stedet for min advokat. På mødet fik vi at vide, at det rent faktisk ér min søns mor, der har sendt underretningen og at hun til kommunen har sagt, at vores søn er i markant mistrivsel. Under mødet forsøgte jeg – i samarbejde med juristen – at tegne et mere virkelighedstro og nuanceret billede af min søn – og jeg havde en fornemmelse af, at sagsbehandleren forstod min fortvivlelse over, at et velfungerende barn så markant søges sygeliggjort. Videre var sagsbehandleren øjensynligt også interesseret i at afdække det motiv, der ligger til grund for underretningen. Sagsbehandleren betonede flere gange, at hendes opdrag  er at holde fokus på barnet, hvilket gjorde mig (lidt mere) tryg. Dagen efter mødet modtog jeg i min postkasse en række sagsakter fra Helsingør Kommune. Og jeg gik med rystende hænder i gang med at læse. 

Og nu står jeg så i mit køkken og læser. Pludselig stivner jeg. Af aktindsigten fremgår det sort på hvidt, hvorfor min søns mor har valgt at sende en underretning til kommunen og selvom jeg gennem de seneste år er blevet hærdet, gør hendes bagvedliggende motiv dybt indtryk. Jeg dvæler et øjeblik ved ordene, hvorefter jeg læser videre. Herefter bliver alt sort. Det næste jeg husker, er, at jeg sidder på mit køkkengulv. I hånden har jeg et stykke papir, hvorpå de mest modbydelige ord står skrevet. )

Du kan her læse del 1

Du kan her læse del 2


Michael Hjelvang slår sin søn.

Michael Hjelvang mishandler sin søn.

Michael Hjelvang låser sin søn inde.

Michael Hjelvang udsætter sin søn for psykisk terror.

Michael Hjelvang truer sin søn.

Michael Hjelvang forhindrer sin søn i at ringe til sin mor og hvis han alligevel gør det, udsætter han sin søn for fysisk vold.

Michael Hjelvang manipulerer med sin søn.

Michael Hjelvang lyver om og overfor sin søn.

Michael Hjelvangs søn er bange for sin far.

Michael Hjelvangs søn ønsker ikke at se sin far. 

Hjælp mig, tænker jeg. Jeg kan ikke mere. Jeg kender ikke længere forskel på nat og dag, på ja og nej. Om natten ligger jeg vågen, og om dagen går jeg sovende omkring. Jeg ser ingenting. Hele min verden er som et mørke med hvide lysglimt, der stikker mig. Min søns mor har altid haft en dramatisk måde at udtrykke sig på. Hun er typen, der sandsynligvis ikke interesserer sig for sandhed. Måske fordi hun ikke tror, den findes? Men alligevel lykkes det hende her at overgå sig selv ved først at sende en underretning til kommunen gående på, at vores velfungerende søn er i mistrivsel, hvorefter det hele kammer over i den ene modbydelige anklage efter den anden. Hvad blev der af vores søn? Og den påståede bekymring for hans trivsel? Hvis hun vitterligt er af den oplevelse, at vores søn er asocial, introvert og agressiv, er det en højst besynderlig måde, at hjælpe ham på. Jeg overvejer at rejse mig fra køkkengulvet men føler mig stadig svimmel og lader i stedet tankerne vandre mod de ord, min advokat lod falde onsdag d. 11. januar 2017, da vi talte i telefon sammen. 

“Nu skal vi selvfølgelig passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som vi for det første ikke har belæg for og som for det andet er så langt ude, at selv din søns mor formentlig ville finde det for vidtgående. Men hvis vi nu antager, at det rent faktisk er hende, der har sendt den her underretning på sit eget barn, så er det jo nærliggende at tro, at det dybest set handler om, at hun vil en tur i Statsforvaltningen og at hun vil forsøge yderligere at begrænse samværet mellem din søn og dig. Det vil hun selvfølgelig aldrig indrømme, da det vil få hendes bekymringer for Jeres søns trivsel til at klinge hult.”

I forhold til førstnævnte bekræftede sagsbehandleren på mødet d. 7. februar 2017 det utænkelige:

“Underretningen er kommet fra barnets mor.”

Og i forhold til motivet har min søns mor selv valgt at fortælle det til kommunen, hvilket bekræfter min fornemmelse af, at der var noget sagsbehandleren under mødet havde lyst til at fortælle os, men som hun var nødsaget til at holde tilbage. Sagen er nemlig den, at min søns mor allerede d. 16. september 2016 ringede til Helsingør Kommune, hvor hun i forbindelse med underretningen gav dem denne besked.

De sorte overstregninger er mine og er foretaget for at anonymisere navne og andre personfølsomme oplysninger. Den store grå plamage er lavet af kommunen, da jeg kun har fået aktindsigt i den del af sagen, der vedrører mig. Den grå plamage dækker således over forhold omkring min søns mor.

blogindlaeg-9-a

Beskeden til Helsingør Kommune er klar. Min søns mor vil gerne en tur i Statsforvaltningen for at yderligere at nedsætte samværet mellem min søn og jeg til 11/3 eller 12/2. Og for at få Statsforvaltningen til at genoptage samværssagen, er hun nødt til at komme med noget afgørende nyt – og det kunne jo meget belejligt være en børnefaglig undersøgelse fra Helsingør Kommune, der på baggrund af morens oplysninger vurderer, at vores søn er  i mistrivsel. 

Sagen er nemlig den, at min søns mor har forsøgt at afskære mig fra at blive orienteret om og inddraget i den børnefaglige undersøgelse: 

blog-4-a

De sorte overstregninger er mine og er foretaget for at anonymisere navne og andre personfølsomme oplysninger. Den store grå plamage er lavet af kommunen, da jeg kun har fået aktindsigt i den del af sagen, der vedrører mig. Den grå plamage dækker således over forhold omkring min søns mor.

Min søns mor har således d. 12. december 2016 – sammen med sin bisidder – været til et møde med Helsingør Kommune, hvor sagsbehandleren har meddelt min søns mor, at Familierådgivningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at inddrage barnets far i undersøgelsen, hvilket min søns mor ikke kunne bifalde. Og ja, set fra min søns mors synspunkt, ville det da også have været meget lettere, hvis kommunen ville lave en børnefaglig undersøgelse udelukkende baseret på hendes oplevelser, hvorefter hun kunne stryge direkte i Statsforvaltningen. Hvordan det skulle hjælpe den lille ni-årige dreng, som hun påstår er i markant mistrivsel, har jeg fortsat til gode at forstå. Og min forundring bliver ikke mindre af, at min søns mor tilsyneladende ikke er bekymret for, at han opholder sig hos den stjernepsykopat af en far, som hun netop overfor kommunen har beskrevet: 

blogindlaeg-11-b

blogindlaeg-9-b

Jeg lader blikket glide videre gennem stakken af sagsakter. Og anklagerne, ja de fortsætter. I forbindelse med en fædretur i september 2016, hvor fædrene i min søns klasse tog med drengene på en endagstur med overnatning og hvor min søn endte med ikke at komme med, skulle forklaringen angiveligt være, at han hellere ville have deltaget med en af de andre drenges fædre – frem for sin egen far.

blogindlaeg-10-b

De sorte overstregninger er mine og er foretaget for at anonymisere navne og andre personfølsomme oplysninger. Den store grå plamage er lavet af kommunen, da jeg kun har fået aktindsigt i den del af sagen, der vedrører mig. Den grå plamage dækker således over forhold omkring min søns mor.

Du han læse mere om fædreturen her

Videre bringes det også i spil, at min søn og jeg finder glæde ved sammen at spille fodbold.

Hvad min søns mor glemmer at fortælle kommunen, er, at jeg netop måtte trække mig som fodboldtræner, da min søn ellers ikke måtte komme til træning.

Du kan læse mere om min beslutning om at trække mig som træner her

Hvad jeg på dette tidspunkt ikke ved, er, at den bemærkning, som min søns mor omkring fodbolden lader falde, og som umiddelbart virker rimelig tilforladelig – (derudover går de meget til fodboldstævne, da xxx spiller fodbold og Michael er blevet træner. Det skal de også i denne weekend, hvor xxx er ved sin far) – senere ender ud med at afstedkomme dramatiske konsekvenser i min søns liv, hvad netop angår hans passion for fodbolden. Du kan læse mere mere om den seneste udvikling her på bloggen og i min bog. 

Jeg ser rundt på de sagsakter, der ligger spredt omkring mig. Hvert eneste stykke papir fortæller sin egen uhyggelige historie. Hvad gælder kommunikationen mellem min søns mor og jeg, taler de ugerapporter jeg hver eneste gang min søn har været på samvær, sender til ‘overleveringen’ – og de meget kortefattede svar, jeg får retur, sit eget tydelige sprog, hvorfor hele korrespondancen også vil blive offentliggjort i min bog og hvorfor min advokat selvfølgelig også vil sende den til Helsingør Kommune. 

Du kan læse mere om overleveringen her

Jeg begynder at samle papirerne omkring mig sammen og tager tilløb til at rejse mig. Jeg kan ikke bebrejde Helsingør Kommune, at de på bagrund af de oplysninger de har modtaget fra min søns mor, er blevet bekymrede og jeg priser mig lykkelig over, at kommunen overfor min søns mor har insisteret på også at høre min side af historien.

Idet jeg rejser mig fra køkkengulvet, breder en sorg sig som ringe i vandet. Den oprindelige bliver med tiden blot stenen, der synker til bunds. Jeg tænker på alt det, der i efteråret 2016 er sket bag min ryg og på det pres min søn må have levet i. Jeg tænker på tiden, der er gået, og på livet, og med det humør jeg er i nu, klæber der sig en følelse af fortabelse til det hele. Jeg går ind i stuen og kigger ud af vinduet. Længe står jeg helt stille. Jeg står og lytter ud i tomheden, stilheden, træerne og himlen, indtil det kryber under huden på mig og jeg er én stor kvalmende rædsel. Skrækslagen tænker jeg på, om min søns mor mon skader vores søn? Om hun mon overfører noget til ham? Angsten og håbet bølger frem og tilbage. Hvor kommer al den angst fra? Og hvad med håbet? Hvor kommer håbet fra?

“En dejlig dreng at have i klassen”

To dage senere står jeg ude foran døren til min søns skole. Jeg har et møde med skolen, og da min søn i disse dage er hos sin mor, har jeg valgt at tage den dør, hvor der er mindst sandsynlighed for at møde ham. Det er d. 9. februar og klokken er kvart over otte, hvorfor min søn lige nu burde befinde sit i sit klasseværelse, men da de seneste år har lært mig, at alt potentielt kan blive brugt imod, er jeg lige nu meget optaget af ikke at møde ham. Jeg tager en dyb indånding og tænker på, hvor skørt det hele er. Tænk at jeg lige nu føler, at jeg skal snige mig ind på min søns skole. Hvordan fanden mon det hele er kommet så langt ud? 

Allerede d. 26. januar kontaktede jeg min søns skole for at få indsigt i, hvordan skolen lige nu oplever ham. Samtlige udtalelser som skolen og SFO’en gennem tiden har udarbejdet på ham, har været positive, men det kan jo slevfølgelig være, at øjebliksbilledet lige nu ser anderledes ud.

Du kan læse de tidligere udtalelser fra skolen og SFO’en her

 D. 2. februar 2017 modtog jeg dette svar fra skolen.

Jeg åbner døren og går med hurtige skridt ind på det kontor, hvor mødet skal holdes. Jeg har for år tilbage selv gået på den samme skole, så jeg har nemt ved at finde rundt. Jeg træder ind på kontoret og hilser på min søns klasselærer og på den daglige pædagogiske leder. Begge sender mig et varmt smil og jeg sætter mig overfor dem.

“Som jeg skrev til dig, er det jo en mundtlig orientering,” siger den pædagogiske leder og rømmer sig. “Og det er det, fordi du ikke har del i forældremyndigheden. Ellers ville vi godt kunne have givet dig en skriftlig orientering. Og så har jeg inviteret din søns klasselærere med, da det jo er hende, der kan give dig det bedste billede af, hvordan vi her på skolen oplever din søn.”

“Ja,” siger jeg. “Og her indledningsvist vil jeg gerne lige sige, at jeg er meget glad for, at I vil tage Jer tid til at mødes med mig. Det betyder meget for mig.”

“Selvfølgelig,” siger den pædagogiske leder og ser på min søns klasselærer. “Mon du vil fortsætte?”

“Ja,” siger klasselæren og læner sig lidt frem på stolen. Der er noget ved hendes væsen, som jeg godt kan lide og jeg føler mig tryg både i hendes og  lederens nærvær. “Socialt er din søn jo en dejlig dreng. I frikvartererne er han meget aktiv og han har mange venner. Når et frikvarter er slut, kommer han ind og er glad og han er sådan en dreng, hvor man kan se, at han i frikvarteret har brugt sin krop. Han spille rigtig meget fodbold, men han er også med, hvis børnene leger nogle andre lege. Og ja, generelt er han en meget vellidt dreng, som også har en lille bølle i maven.”

“Godt,” siger jeg. Hele morgenen har jeg været anspændt, en lille stram hovedpine har banket i min højre tinding, men nu mærker jeg, hvordan det begynder at lysne. 

“Ja,” siger den pædagogiske leder. “Det her med at have en lille bølle i maven, tror jeg bestemt ikke, er usundt.”

“Nej, det tror jeg heller ikke,” siger klasselæren. Og så snart vi beder din søn om at rette ind, så gør han det. Hvis nu han eksempelvis sidder ved siden af en rigtig god ven, så bobler han frem og kan godt lave lidt sjov og ballade, men kommer som sagt også hurtigt på sporet igen, når vi beder ham om det. Det virker også som om, at han er blevet lidt mere selvstændig, og at han tør lidt mere. Du ved – han kan godt sidde og grine, uden at han tror, vi ser det. Og ellers er han en god ven og en rigtig dejlig dreng at have i klassen.”

“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. Og mærker hvordan min krop bliver fyldt til bristepunktet af stolthed. Seje lille kloge dreng. Ukuelig og insisterende på det gode her i livet.

“Når det kommer til det faglige,” fortsætter klasselæren, “så arbejdede han i første og anden klasse meget med at læse og det rykker jo virkelig nu. Han er rigtig god til at læse, men må selvfølgelig gerne blive ved med at læse de samme stykker, så det bliver mere automatiseret. Men han er virkelig arbejdsom i timerne og det er meget tydeligt, at han gerne vil være færdig og at han gerne vil gøre det godt. Hvis det ikke er godt nok, går han ned og forsøger igen og han bliver ved, til den er der. Han er også godt på vej med voksenstavningen. Han har lidt med nogle vokaler, som vi arbejder med og det skal nok komme. Og havd gælder matematik har jeg fået at vide, at han ligger rigtig fint. Der er nogle ting, der er nemme for ham, mens andre er svære og det er helt normalt. Så alt i alt har jeg kun godt at sige om din søn. Han er i en rigtig god udvikling.”

“Det er en god torsdag siger jeg,” og som altid har jeg svært ved at holde tårerne tilbage, når det gælder min søns ve og vel. 

“Ja, ik?” siger den pædagogiske leder og smiler. “Men jeg ved jo ikke helt præcist, hvad det er, du har brug for at vide og hvorfor? Det hele er jo noget af en usædvanlig situation og det er det sikkert også for dig. Da du skrev til mig, ringede jeg til vores jurister for at høre, hvilke informationer jeg må give dig, og det de siger, er, at alt der vedrører din søn, kan du selvfølgelig få.”

“Det er også sådan, jeg har forstået reglerne,” siger jeg. “Og det vigtigste er jo alt det, min søns klasselærer lige har sagt. Set i den sammenhæng er alverdens love og paragraffer jo helt ligegyldige. Hovedsagen er, at min søn har det godt. Og det er også grunden til, at jeg sidder her. Sagen er nemlig den, at min søns mor har lavet en underretning til Helsingør Kommune på ham, idet hun oplever, at han er i markant mistrivsel.”

“Okay?” siger den daglige pædagogiske leder. 

Han har svært ved at skjule sin overraskelse og på en måde trøster det mig, at han ingenting ved. Ikke alt er indbefattet af uforudsete hændelser og onde anelser. I Espergærde, hvor der er usynlige allestedsværende kommunikationslinjer, hvor alle ad uransaglige veje bliver informeret om alting, er der undtagelser.

“Jeg skal bare lige forstå det her. Vi blev for et stykke tid siden af Helsingør Kommune bedt om at lave en udtalelse på din søn i forbindelse med en underretning. Men du siger altså, at det er din søns mor, der har lavet den her underretning?”

“Ja,” siger jeg og mærker, hvordan vi igen er tilbage ved min advokats ord om det ubegribelige ved, at en forælder vælger at sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn. 

“Og har du så modtaget den status, vi har sendt til Helsingør Kommune?”

Det hele kører rundt i mit hoved og jeg har svært ved at fokusere på andet end de mange flotte ord, min søns klasselærer for et øjeblik siden lod falde. 

“Ja,” siger jeg – til trods for at de jurister der hjælper mig, netop forud for mødet har sagt, at jeg skal sørge for at få den status, da jeg ifølge Helsingør Kommune er berettiget hertil. Men jeg kan ikke holde styr på love og paragraffer. Sorg og glæde strømmer gennem min krop og jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at begynde at græde. Ikke nu. Jeg vil ikke være den der far, der bliver betragtet som en omvandrende tudemaskine. Tårerne må komme, når jeg sidder alene eller når jeg er sammen med mine nærmeste.

Vi afslutter mødet og jeg ringer til juristerne og fortæller dem de gode nyheder. De forklarer mig, at der ikke er sket nogen skade ved, at jeg kom til at sige, at jeg allerede har fået den status fra skolen, som Helsingør Kommune har indhentet – selvom det lige netop er det, jeg ikke har. Og efter at have talt med dem, sender jeg en ny mail til den daglige pædagogiske leder.

Senere samme dag modtager jeg dette svar:

Nedenfor ses den udtalelse som i mailen er vedhæftet.

Samværet kan helt blive suspenderet 

Efter at jeg har orienteret min advokat om mødet mødet med skolen, sender han dagen efter følgende brev til Helsingør Kommune. 

Det er et stærkt brev, tænker jeg. Og et hårdt brev. Jeg kan forstå på min advokat, at jeg skal forvente, at hvis kommunen i en børnefaglig undersøgelse konkluderer, at min søn er i mistrivsel, så vil min søns mor formentlig ikke “bare” anmode om yderligere at nedsætte samværet. Hun vil formentlig helt forsøge at suspendere det. Sker det, bliver jeg nødt til at starte en ny sag om forældremyndighed og bopæl. Hvad fanden stiller man op med et system, der kører i ring? Og hvad gør man, når moren til ens barn på groveste vis udnytter selvsamme system?

Skal jeg give op i forsøget på at give min søn fred? Så kan han vi genoptage kontakten igen, når han bliver 18 – hvis han til den tid ønsker det? Eller skal jeg kæmpe videre for min søns ret til både at have en mor og en far? Og hvor længe kan han i givet fald blive ved med at holde til det? Jeg ved, at jeg gør, hvad jeg kan for at hælde masser af kærlighed og sunde værdier på ham. Og det virker som om, at fundamentet i ham er solidt. Men kan jeg være sikker? Spørgsmålene er mange og gennem, de seneste dage har jeg flere gange taget mig selv i at stå i en livlig samtale og uden anledning eller overgang begynde at svare med enstavelsesord og med hvad jeg fornemmer må være et lettere plaget udtryk i ansigt. Som regel finder folk på en undskyldning – måske fordi  de tror, at de keder mig? I virkeligheden keder de mig slet ikke. Det er noget helt andet, der er på spil. Men hvordan skal jeg forklare det? Somme tider har jeg det som om, jeg ikke vil vide af mennesker mere, som om jeg fra min station i de endeløse stjernetåger har en erindring om, at folk volder sorg og besvær. Alligevel ved jeg god aller inderst inde, at jeg skal og vil åbne mig op og lade nye ting slå rod og gro. Og jeg ved, at jeg aldrig nogensinde ville kunne opgive min søn. 

Jeg elsker dig, min dreng. 

Kærlig hilsen, far

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)

(Resume: Onsdag d. 11. januar 2017 modtager jeg et brev fra Helsingør Kommune omkring en børnefaglig undersøgelse, som kommunen vil foretage for at vurdere, om min søn er i målgruppen til at modtage støtte. Undersøgelsen vil blive lavet på baggrund af en underretning, som kommunen har modtaget, men det fremgår ikke af brevet, hvem der har sendt underretningen og hvad den nærmere indeholder. Da kommunen gerne vil høre, hvordan jeg ser og oplever min søn, er jeg blevet indkaldt til et møde tirsdag d. 7. februar. Min advokat mener, at selvom det måske er nærliggende at antage, at underretningen kommer fra min søns mor, er det alligevel utænkeligt, da det formentlig er de færreste forældre, der frivilligt ønsker at trække deres børn gennem det kommunale system og dermed bruge dem som spydspids. Juristen og jeg sidder nu i et mødelokale på Helsingør Kommune. Overfor os sidder min søns sagsbehandler. Hun har netop redegjort for beslutningen om at lave en børnefaglig undersøgelse, hvorefter juristen tager ordet. “Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?” Juristen ser spørgende på sagsbehandleren. “Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.” “Fra hvem?”)

Du kan her læse første del


“Fra barnets mor,” svarer sagsbehandleren.

Der er som om de tre ord fylder hele lokalet: fra barnets mor. De presser mig op over det bord, vi sidder ved og jeg ser ned på sig selv. Ser, at jeg har taget bukser og sko og trøje på, og det forbavser mig, for der sidder jeg jo, som om ting betyder noget, som om kroppen gør. Men det er ikke sandt. Det er ikke kroppen, det drejer sig om, men en idé, en tanke om at være til og om ikke at være til. Der er ikke andet end en negation til forskel, og når forskellen er så lille, betyder det, at der ingen forskel er.

“Michael har jo anmodet om aktindsigt, men har ikke hørt noget,” fortsætter juristen.

“Har I ikke hørt noget?”

Sagsbehandleren løfter begge øjenbryn og ser på mig. 

“Nej,” lyder det fra en stemme, der lyder som min. 

“Jeg beklager dybt, at du ikke har nået at modtage aktindsigten forud for dette møde og det følger jeg selvfølgelig op på,” siger sagsbehandleren.

“Vi har forståelse for, at tingene somme tider kan have en lang ekspeditionstid hos postvæsnet,” siger juristen. “Men måske  du kan ridse op for os, hvad det er, den her underretning helt konkret indeholder?”

“Ja, selvfølgelig.”

Selvom det er juristen, der har stillet spørgsmålet, ser sagsbehandleren på mig, mens hun taler. Jeg mærker et glimt af tryghed. Eller måske snarere et glimt af et glimt. Og gradvist begynder jeg at vende tilbage fra den svævende tilstand. 

“Den er baseret på, at din søns mor er af den oplevelse, at Jeres søn er i mistrivsel og at han generelt er meget ked af det,” fortsætter sagsbehandleren. “Ifølge din søns mor har han ofte ondt i maven og i hovedet og i nogle tilfælde har han også slået et andet barn i skolen. Og det vil vi selvfølgelig gerne høre din version af.”

“Det er jeg rigtig glad for, at I vil,” siger jeg og mærker, hvordan en klump samler sig i halsen. Der er stille i mødelokalet. Ikke en lyd. Ingen døre smækker i den tætte luft, ingen stemmer bæres med fra det labyrintiske system af gange.

Det er tydeligt at både sagsbehandleren og juristen ønsker at give mig plads til at tale og at vi sidder her, fordi sagsbehandleren gerne vil høre min version af historien. Jeg mærker, hvordan en varme spreder sig i kroppen ved tanken om, at sagsbehandleren rent faktisk gerne vil høre min version, hvilket hun ikke er forpligtet til, da jeg ikke har del i forældremyndigheden.

“Øhh…”

Jeg ser på juristen, som sender mig et varmt smil og jeg forsøger at læne mig op af hendes ukuelige tro på at den omfattende konstruktion af usandheder og manipulation, som min søn befinder sig i, langsomt vil smuldre, og at processen er i gang. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil græde i dag, men nu presser de sig igen på. Tårerne. For helvede da også. Det er okay for mig at blive trukket gennem en ny runde af anklager og det er ikke de beskyldninger mod mig, der implicit ligger i, at jeg nu sidder i et lille indelukket mødelokale på Helsingør Kommune, der fremkalder tårer hos mig. Dét, der gør ondt, er, at min søns mor nu igen forsøger at trække vores fælles barn ned og ind i en verden af sygdom og begrænsninger. 

“Når min søn er hjemme hos mig, oplever jeg ham som en glad og vellidt dreng. Og det gælder uanset, om han er sammen med sine kammerater fra klassen eller vennerne fra fodboldholdet.”

“Så han har mange venner?” spørger sagsbehandleren, mens hun skriver et par ord på en blok, som hun har liggende foran sig på bordet. 

“Han har rigtig mange venner – både drenge og piger. Vi har en ting hjemme ved os, som vi kalder “eftermiddags.” Det går helt tilbage til min egen barndom, hvor vi hjemme hos min ven, Martin, fik serveret “eftermiddags af hans mor. Det kunne være agurker og tomater, men det kunne også være flødeboller, pandekager eller vafler. Og det er nu blevet et helt fænomen blandt min søns venner, hvor de spørger: Hvad er der i klubhuset til “eftermiddags?” Det er min søn, der har fundet på at kalde vores hus for klubhuset og på vores hoveddør hænger der tre tegninger, hvor der står: Velkommen til hyggeverden. Og det går meget godt i spænd med den seneste udtalelse, som skolen har lavet. Det er en udtalelse, som jeg er meget stolt af.”

Mens jeg taler, mærker jeg, hvordan en frygt for at glemme nogle af de mange vigtige pointer, kommer snigende og jeg kan godt selv høre, at jeg som konsekvens heraf springer fra ét emne til det næste – uden at færdiggøre mine pointer. Det er som om, at jeg har brug for at plante overskrifterne på bordet foran mig, hvorfra jeg så én for én kan folde dem ud for sagsbehandleren. Men samtidig har jeg også en fornemmelse af, at mit overblik begynder at skride. Hvordan i alverden skal jeg på en time forklare det fremmede menneske, der lige nu sidder overfor mig, hvad det er for en fantastisk ni-årig dreng med glimt i øjet, jeg taler om. Hvilke ord skal jeg vælge? Og hvis jeg vælger de forkerte, vil det så få indflydelse på sagen og på min søns videre liv? Jeg kommer til at tænke på, hvordan min søn forleden havde tegnet et hjerte i sneen på vores skraldespande, hvori han havde skrevet far efterfulgt af sit eget navn og jeg får lyst til at fortælle sagsbehandleren om det. Men ordene klumper sig sammen. Hvordan få jeg hende til at fornemme, hvad det er for en dreng, der den dag med sit skæve smil, viste mig, hvad han havde lavet? Og hvordan oversætter jeg min søns glæde til ord, der giver mening i dette lille mødelokale?  Jeg ser over på juristen. Hun nikker anerkendende til mig og med visheden om, at hun vil samle de bolde op, som jeg lige nu kaster op i luften uden at få tilknyttet de relevante pointer, fortsætter jeg. 

“Skolen oplever min søn som en glad og vellidt dreng og en dreng, som man sætter en ny elev ved siden af i klassen. På et tidspunkt fik de en ny dreng fra Lyngby, som min søn skulle sidde ved siden af. Og der sagde min søn: Far, det eneste problem er, at at den nye dreng holder med Real Madrid og jeg holder med Barcelona, men jeg tror nu nok, at vi kan blive gode venner alligevel, fordi jeg viste ham, hvor toiletter er.

“Nårh,” siger sagsbehandleren og smiler. “Han lyder som en sød dreng.”

“Og det er sådan, jeg normalt oplever ham,” siger jeg kæmper igen med tårerne – denne gang tilsat et strejf at lettelse over, at sagsbehandleren øjensynligt forstår mig og fornemmer den dreng, jeg forsøger at tegne et billede af. 

“Omsorgsfuld og empatisk?” siger sagsbehandleren og sender mig et varmt smil.

“Helt vildt.”

“Jeg tror også, at det er vigtigt at sige, at når Michael bliver så rørt, så er det fordi det ikke er første gang, at modparten kommer med de her beskrivelser af en dreng i mistrivsel. Sagen er jo den, at den eneste der bliver ved med at se en dreng, der ikke har det godt, er drengens mor. Skolen, SFO’en, fodboldklubben, forældrene til drengens venner og selvfølgelig Michael har en helt anden oplevelse.”

Jeg ser på sagsbehandleren, der oprigtigt virker interesseret i juristens ord og jeg prøver at læne mig op af dem. Ordene.

“I både retten og i Statsforvaltningen har modparten søgt at tegne et billede af en dreng, der hverken socialt eller fagligt fungerer i skolen, som tisser i bukserne og som er aggressiv over for de andre børn. Gradvist er der hele tiden blevet bygget mere og mere på. Sagen er bare den, at der er lavet en stor børnesagkyndig undersøgelse og at der i både retten og i Statsforvaltningen er afholdt børnesamtaler, der viser det stik modsatte billede. Barnet i denne sag har en lægejournal, der er længere end de fleste voksnes. Men barnet har aldrig fejlet noget alvorligt. Gang på gang kan man i journalen læse, hvordan moren tager barnet med til egen læge og til vagtlægen med bekymringer om, at barnet er alvorligt syg og i mistrivsel og gang på gang bliver barnets mor vejledt i, at hun har en sund og rask dreng i trivsel. Vi er helt med på, at denne undersøgelse handler om barnet og det sidste vi er ude på, er at kaste med mudder og at tillægge modparten motiver, som vi dybest set ikke har belæg for. Men faktum er, at Michael gennem hele parternes samliv har oplevet en kvinde med alvorlige psykiske lidelser og at han har deltaget i  en pårørendegruppe på psykiatrisk for at få redskaber til at tackle livet med en psykisk syg ægtefælle.”

“Ja, og af alt det der er sket, er det hårdeste helt klart denne sygeliggørelse af en glad dreng i trivsel,” tilføjer jeg. “Vi skal jo virkelig prise os lykkelige over, at vi har en sund og rask dreng, der på trods af en hård skilsmisse klarer sig godt, i stedet for at pille ham ned og skabe en fortælling om, at han ikke har det godt. “

Mens jeg taler, skriver sagsbehandleren igen på sin blok og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun mon skriver og hvorfor? Måske hun lige nu sidder og tænker, at jeg er rosenrød i mine beskrivelser af min søn og at grunden til, at hans mor oplever ham som værende i mistrivsel, er, at han her er mere tryg og derfor tør at give udtryk for sine dybereliggende behov? Måske ikke? Jeg skubber tanken til side. Sagsbehandleren må skrive, hvad hun vil. Det har jeg ikke nogen indflydelse på. Det eneste jeg lige nu kan gøre, er, at holde fokus på at beskrive den dreng jeg oplever, samt at gøre mig umage for at få alle nuancerne med. Jeg tager en dyb indånding og fortsætter. 

“Forleden slog en af hans kammerater  sig i forbindelse med en fodboldkamp. Der skete ikke noget med ham og kampen fortsatte, men min søn glemte alt om kampen og løb tværs over banen for at sikre sig, at hans ven var ok. Det er den empatiske dreng, jeg kender. Og ja, selvfølgelig er der også en bagside. Jeg kan sagtens se, hvordan han – sammenlignet med flere af sine kammerater – bliver hurtigere voksen og at han i den konkrete situation påtager sig et ansvar i stedet for bare at koncentrere sig om at løbe videre og score det næste mål. Og det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på. Men det ligger langt fra et billede af en dreng, der angivelig skulle slå sine venner og være i akut mistrivsel. Jeg ved godt, at vores søn som skilsmissebarn somme tider kan føle sig klemt. Det er jo ikke sjovt, når ens mor og far – som man elsker allermest – ikke er sammen. Og vores søn har også sagt til mig: Kan dig og mor ikke bare blive skilt tilbage? Samtidig er han sig også smerteligt bevidst om, at det aldrig kommer til at ske. Eksempelvis sagde han til mig, sidst han var hjemme. Far, det går altså ikke, at du kommer og ser mig spille fodbold. Der er en eller to, der bliver sure, så vi må bare tænke på hinanden i stedet for.”

Sagsbehandleren har lagt kuglepennen foran sig på bordet og skubbet blokken lidt til side. Hun ser opmærksomt på mig – som om der er noget af det, jeg har sagt, der overrasker hende og som kalder på en uddybning. 

“Så din søn kan godt fortælle, hvis der er noget, der går ham på?”

“Ja, han er generelt god til at sætte ord på. Når vi skal tale om noget af det, der er lidt svært, går vi somme tider ned i sportens verden, som er en verden, han kender og hvor han føler sig tryg. Hvis han eksempelvis spørger ind til, hvorfor der er mennesker i hans liv, der somme tider opfører sig dumt, forsøger jeg at svare i et sprog, han kan forstå. Og så svarer jeg eksempelvis: Kan du huske dengang, vi startede med at spille fodbold? Der var der flere, der ikke vidste, om de skulle sparke med højre eller venstre. Det er lidt det samme med voksne. Når voksne ikke ved, hvad de skal gøre, så prøver de at gøre det, de tror der virker. Det er bare ikke altid, at det går lige godt. Og så siger min søn: Det er ligesom en af mine venner. Han rammer aldrig målet. Hvortil jeg svarer: Ja, det er fordi, han ikke lige ved, hvordan han skal sparke, men så lærer han det med tiden. Og sådan er det også somme tider med voksne.  vi taler om tingene og sætter ord på og jeg er stolt af min søn og af at han klarer sig så godt.”

“Så du har ikke den her oplevelse af, at din søn har ondt i maven og ondt i hovedet?”

“Nej.”

“Heller ikke når der er skiftedag? Der er mange skilsmissebørn, der kan have det lidt svært på skiftedage.”

“Han bruger det her udtrykt – jeg skal lige lande – og når han skal retur til sin mor, kan jeg godt mærke på ham, at han forbereder sig på, at nu sker der noget andet. Jeg er med på, at det kan være svært for vores søn at finde sin egen vej i de to verdener, han skal navigere i og at der kan være stor forskel på de ting, han må hos sin mor og de ting, han må hos mig. Og derfor forsøger jeg også at bygge flest mulige broer, som min søn kan gå på. I det omfang, jeg finder det meningsfuldt, kopierer jeg den hverdag, som jeg oplever, at min søn har hos sin mor for på den måde at skabe mest mulig synergi. Men desværre er der også en lang række områder, hvor jeg føler, at jeg er nødt til at skabe modvægt, for at min søn kan få et normalt forhold eksempelvis til bakterier, som min søns mor er meget angst for.”

“Jeg ved ikke, hvor godt du kender sagen?” 

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren, mens en lille sigende stilhed indtræffer sig. Det er som om, at der med stilheden opstår en antydning af, at der er noget, sagsbehandleren bliver nødt til at give afkald på at fortælle os – men som hun i princippet gerne ville dele med os. Juristen lader stilheden fylde lokalet i noget, der føles som adskillige minutter, men som sikkert ikke har varet mere end et par sekunder, hvorefter hun fortsætter.

“Da det hele startede tilbage i januar 2013, var det præcist de samme ting, som Michaels eks-kone overfor Statsforvaltningen beskrev. Dengang lavede man som sagt en stor børnesagkyndig undersøgelse, der klart faldt ud til Michaels fordel. Jeg kan ikke huske den præcise ordlyd i konklusionen, men pointen var, at den børnesagkyndige – set i lyset af morens mentale sindstilstand – mente, at Michaels bekymringer var relevante og at han derfor skulle være bopælsforælder. “

Jeg sidder og lytter, mens juristen samler den ene bold efter den anden.

“Videre er det vigtigt at understrege, at Michael virkelig forsøger at bygge bro over de to verdener, hans søn måtte opleve at leve i. Han har mange gange forsøgt at invitere sin søns mor ind til en kop kaffe og foreslået, at de kunne se en af deres søns fodboldkampe. Men Michaels eks-kone vil ikke kommunikere med ham. Hun har skabt det system, som hun kalder overleveringen, som videresender de ugerapporter, som Michael sender til sin søns mor om, hvordan dagene med deres søn er gået og når Michaels eks-kone sender noget den anden vej, sker det også via overleveringen – så reelt ved Michael ikke, om de overleveringer, han skriver til sin søns mor, overhovedet bliver videresendt til hende. Så det har været – og er – enormt svært for Michael at trænge igennem med det samarbejde, som han gerne vil have.”

“Ja,” siger jeg, “Og desværre er jeg ikke den eneste, der har en oplevelse af, at etableringen af de broer, der potentielt kunne hjælpe med at forbinde de to verdener, min søn lige nu bevæger sig i, bliver obstrueret. Flere af forældrene til min søns venner forsøger jo også at kontakte hans mor, når han er hos hende, for at han kan lege med de samme børn uagtet om han er hos sin mor eller sin far. Hvis de er heldige, får de en kortfattet afvisning, men typisk får de ikke noget svar. Og igen er det børnene, der bliver taget til gidsler, og det synes jeg er uendelig trist.”

“Og når parternes søn har det så godt, som han har, er det formentlig fordi, han hos sin far har et rum, hvor han føler sig tryg ved at fortælle om de ting, der måtte ligge ham på hjerte. Michael har haft flere samtaler med sin søn, hvor han efterfølgende har sagt: Far? Lover du, at du ikke siger noget til mor om det her? Hun bliver stiktosset, far.”

“Vi kalder det at få bolden ud af maven,” tilføjer jeg.

“Vi er med på, at Michaels eks-kone formentligt vil anføre, at når hun mærker denne her mistrivsel hos sin søn, så er det fordi, hun kender ham og fordi han sammen med hende føler sig tryg ved at vise, hvordan han inderst inde har det. Og det ville da være glædeligt, hvis det forholdt sig på denne måde. Der er bare ikke rigtig noget, der tyder på det.”

Det er som om, at juristen med stor præcision spiller den ene bold efter den anden ind over midten til mig. Og jeg søger efter bedste evne drible videre. 

“Det er også en af grundene til, at jeg er meget glad for, at jeg er blevet inviteret med til det her møde i dag. Mit eneste ønske er fra hjertet at fortælle om, hvordan jeg oplever min søn og det er også derfor, jeg ikke har taget min advokat med i dag. Jeg ønsker for alt i verden ikke at skabe konflikt. Det eneste jeg ønsker, er, at vi sammen kan finde frem til den bedst mulige løsning for den 9-årige dreng, som det hele handler om.”

“Du skriver i dit brev til Michael, at du blandt andet har modtaget afgørelsen fra retten i forældremyndighedssagen samt den dom for vold, som Michael har fået,” siger juristen og ser på sagsbehandleren. 

“Ja?”

“Jeg ved ikke, om den her voldsdom overhovedet vil spille ind – men under alle omstændigheder er det i hvert fald relevant, at netop den dom er sendt til Den Særlige Klageret og at Michaels advokat – efter vores møde i dag – vil sende dig de relevante sagsakter.

“Selvfølgelig kan vi ikke bare lægge den dom væk, men det jeg forsøger, er at fokusere på barnet og ikke på partnernes konflikt – udover hvordan den pågældende konflikt påvirker barnet. Ellers ender vi med en masse mudderkast og det hjælper ikke barnet. Selvfølgelig er det svært at være skilsmissebarn og det kan sagtens ende ud med, at konklusionen i denne sag bliver, at barnet har det rigtig fint og at der ikke er brug for støtte. Men helt centralt er det altså, at det er barnet, vi har fokus på,” siger sagsbehandleren.

“Og det er jo præcist sådan, det skal være,” siger jeg og hæfter mig ved, at der i sagsbehandlerens ord ikke synes at ligge et element af noget docerende, hvilket jeg har stor respekt for.

“Der findes jo i sagen en lang række af ugerapporter, hvor parterne på skiftedage skriver lidt om, hvordan ugen er gået og de giver faktisk et ret fint billede af, hvordan samarbejdet over tid har udviklet sig. Eksempelvis er noget af det, der går igen i de her ugerapporter, hvordan Michael gang på gang insisterer på at holde fokus på barnet, og de her ugerapporter vil Michaels advokat selvfølgelig også sende til dig,” siger juristen. 

Sagsbehandleren nikker og i et kort glimt dukker stilheden op. Gennem den seneste time er der hen over bordet blevet udvekslet en lang række af ubegribeligheder, som nu svæver rundt omkring os i lokalet og venter på at lade sig bundfalde. 

“Det er jo ikke særligt svært for Michaels advokat at regne ud, hvad formålet med denne her underretning er,” fortsætter juristen. “Og her tillægger vi selvfølgelig Michaels eks-kone et motiv, som vi dybest set ikke har belæg for. Men set udefra ligner det unægteligt, at hun vil en tur i Statsforvaltningen for yderligere at nedsætte samværet mellem far og søn. Og at den her underretning til kommunen er et middel til at nå det ønskede mål. Hertil skal det bemærkes, at da parterne senest var i Statsforvaltningen i forbindelse med den samværsresolution der i april 2016 blev fastlagt, fik de at vide, at det var vigtigt, at de begge accepterede den afgørelse, der blev truffet. Sagsbehandlerens pointe var dengang, at der selvfølgelig ville være en af parterne, der ville blive skuffet over afgørelsen, men at denne skuffelse ikke måtte føre til en manglende respekt for, at Statsforvaltningen selvfølgelig vil træffe den afgørelse, som de i den konkrete situation mener, er bedst for barnet. Og derfor har Michael jo nu en reel bekymring for, om de nu allerede skal en tur i Statsforvaltningen igen. I værste fald kan det jo nærmest blive en selvopfyldende profeti, hvor Michaels søn ender med at komme i mistrivsel, idet han kontinuerligt bliver trukket gennem systemet og fordi han bliver ved med at få at vide, at han ikke har det godt. Hvis man fortæller et barn tilpas mange gange, at det ikke trives, så ender det jo med, at barnet begynder at tro på det.”

“Ja,” siger jeg. “Og lige netop det her med den selvopfyldende profeti, kan i den grad gøre mig søvnløs om natten. Vi har lige nu en sund og rask dreng i trivsel. En glad dreng med strithår og glimt i øjet. Og en rigtig sød og klog lille dreng. Men hvad sker der, hvis min søns mor ikke evner at stoppe i tide? 

Stilhed. 

“Vil I have Michaels søn ind til en samtale?” spørger juristen forsigtigt. 

“Ja.”

“Har han været det?”

“Nej, ikke endnu og vi prøver jo selvfølgelig at gøre det så skånsomt som muligt.”

“Det ved jeg, at I gør,” siger jeg “og den del stiller jeg slet ikke spørgsmålstegn ved. “Det er mere det her med, at min søn nu igen skal til en samtale. Det er ikke engang et år siden, at han var til en samtale i Statsforvaltningen og her var han enormt presset, da han fra modpartens side var udsat for forælderfremmedgørelse – hvilket Statsforvaltningen heldigvis fangede. Ikke mindst fordi min søn af sin mor var blevet udstyret med et talepapir, som han forsøgte at læse op fra. Dengang tumlede min søn en del med en følelse af skyld og derfor gør jeg et stort nummer ud af at gentage for ham, at intet af det der sker, er hans skyld, at jeg godt kan forstå ham og at jeg elsker ham lige meget hvad, der sker.”

“Det er også nogle rigtig gode ting at sige til et skilsmissebarn, som måske kan føle sig fanget i forældrenes konflikt,” siger sagsbehandleren.

“Ja, og igen er det vigtigt at pointere, at det er en konflikt, som min søns mor mener at have med mig. Det er på ingen måde en konflikt, jeg ønsker at deltage i.”

“I den sammenhæng kan det måske også være vigtigt at anføre, at der i forbindelse med de seneste samtaler, som parternes søn har været til, har været en tendens til, at han siger det, som han tror giver mindst ballade i stedet for at give udtryk for egne behov.”

“Ja,” siger sagsbehandleren ubestemt, ligesom svævende, som om samtalen er færdig. Et øjeblik bliver der tavst, hvorefter hun tilføjer. 

“Jeg ved ikke, om I har mere, I gerne vil fortælle mig?”

“Nej, jeg tænker, at vi har været godt omkring det meste,” siger jeg. 

“Det har i hvert fald været rigtig fint at møde dig og få et andet billede af, hvordan tingene hænger sammen – ikke mindst når du har så meget samvær med din søn, som du har. Det er jo netop det, den her børnefaglige undersøgelse går ud på – at vurdere helhedsbilledet af barnet.”

“Og her vil jeg også gerne pointere, at hvis der skulle blive truffet en afgørelse om, at barnet har brug for støtte, så er det selvfølgelig noget, jeg bakker op om.”

“Det er rigtig godt at vide,” siger sagsbehandleren. “Og jeg har sagt til din søns mor, at hvis vi træffer en afgørelse om, at der skal iværksættes nogle foranstaltninger, så vil vi selvfølgelig også inddrage dig – alt andet ville være halvt arbejde og det vil også være en underlig situation for Jeres søn, hvis du ikke bliver inddraget i processen.”

“Har du en fornemmelse af, hvornår der ligger en afgørelse?” spørger juristen.

“Om en måneds tid – højst to.”

“Og hvis i beslutter Jer for at træffe en foranstaltning, hvad kan det så være?” spørger jeg. 

“Enten en kontaktperson eller også noget i familiebehandlingen, hvor I kan få nogle metoder til at samarbejde og til at håndtere konflikter. Det er de to modeller, jeg umiddelbart tænker, kunne være relevante. Alternativt kan man også træffe en foranstaltning om aflastning, men det vil ikke være relevant i Jeres sag.”

“Nej, for det er, som jeg forstår det, en meget atypisk sag at lave en børnefaglig undersøgelse i?”

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren.

“Ja.”

“Og det er jo også en af grundene til, at Michael er bekymret for, om den her underretning handler om barnet eller om, at barnets mor ønsker endnu en runde i Statsforvaltningen med henblik på at katapultere ham ud af barnets liv.”

“Jeg kan ikke sige, om der bag den her underretning ligger et skjult motiv, Men jeg kan love Jer, at vi har fokus på barnet.”

“Det der her bekymrer mig er, hvad det er for en forælder, der sender en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn? Og det vel at mærke en forælder med fuld forældremyndighed og en 9/5 samværsordning,” siger jeg. “Det oplagte ville jo være – hvis det nu virkelig handlede om vores søn – at hans mor havde kontaktet mig og sagt: Hvordan oplever du vores søn? Og hvad mener du, at vi kan gøre? Og herefter kunne vi så – hvis vi vurderede det nødvendigt –  tale med skolen, SFO’en og fodboldklubben og høre, hvordan de oplever vores søn.”

“Ja.”

De mest modbydelige ord 

Alle mine år alene har lært mig, at der er farlige punkter, og til det hører det at komme ind ad en dør efter en svær dag. Når man er alene, er overgangene vanskelige at håndtere, og chancen for at miste orienteringen er stor. Men selvom jeg ved det og er forberedt, overrumpler rådvildheden mig alligevel gang på gang. Jeg ved, at det vil hjælpe at lave mad. Men jeg sidder som forstenet i min sofa og stirrer ud i luften. Under mødet med kommunen har jeg koncentreret mig om at følge med fra sætning til sætning og lige nu husker jeg intet af, hvad der blev sagt. Kun tonefald og konsekvenser. 

Den nat er min søvn tynd og fyldt af kaotiske drømmefragmenter, der både rækker bagud til dagen der gik og fremad til den, der vil komme. Jeg slæber natten med mig ind i den nye dag, fuld af drømmenes sære varsler og går med tunge skridt ud for at tjekke postkassen. Og dér ligger det. Brevet fra Helsingør Kommune. Aktindsigten, som formentlig vil indeholde en række svar på, hvad min søns mor har sagt og gjort 

Jeg går tilbage til huset, og åbner kuverten. Den er tyk og jeg går med rystende hænder i gang med at læse de mange sagsakter. Pludselig stivner jeg. Af aktindsigten fremgår det sort på hvidt, hvorfor min søns mor har valgt at sende en underretning til kommunen og selvom jeg gennem de seneste år er blevet hærdet, gør hendes bagvedliggende motiv dybt indtryk. Jeg dvæler et øjeblik ved ordene og bladrer så om på næste side i aktindsigten. Herefter bliver alt sort.

Det næste jeg husker, er, at jeg sidder på mit køkkengulv. I hånden har jeg et stykke papir, hvorpå de mest modbydelige ord står skrevet.  

(Tredje og sidste del udkommer fredag d. 17. marts 2017.)

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

31. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)

“Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?” 

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren. 

“Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.” 

“Fra hvem?” 

“Jeg er rådgiver for din søn i Familierådgivningen i Helsingør Kommune”

Hele eftermiddagen har solen stået lavt på himlen i et drev af røde skyer. Dagene er stadig korte og udenfor er hækken blevet sort. Det er som om grene og blade er viklet sammen i én genstridighed.

Jeg ligger på sofaen og ser kampen mellem Liverpool og Southampton. Det er onsdag d. 11. januar 2017 og efter en lidt sløv kamp, hvor Liverpool desværre taber med et enkelt mål, der allerede blev scoret i kampens 20. minut, tager jeg min telefon og surfer lidt rundt på diverse nyhedssites. Klokken nærmer sig 23.00 og jeg kan mærke, at søvnen presser sig på. Åndsfraværende trykker jeg på det blå mailikon med den hvide kuvert og bedst som jeg tror, at et punktum for dagens aktiviteter er blevet sat, føles det som om, at et skud af adrenalin bliver hamret ind i brystet på mig. I min indbakke ligger der en besked om, at der i min E-boks er landet et brev fra Helsingør Kommune. Gennem de seneste år har jeg opbygget et udpræget ubehag ved at modtage breve fra offentlige myndigheder og mens jeg sætter mig op, mærker jeg, hvordan mismodet skyller ind over mig. 

Jeg ved, at jeg ikke får ro, før jeg har tjekket, hvad kommunen vil mig og med mekaniske bevægelser logger jeg med det samme på E-boks. Beskeden ligger som den øverste og  jeg lader øjnene glide hen over de første linjer. Hurtigt. Det er som om, at jo hurtigere jeg griber fat i ordene, jo mindre hårdt vil de potentielt kunne ramme.

Kære Michael

Mit navn er xxx og jeg er rådgiver for din søn i Familierådgivningen i Helsingør Kommune. 

Jeg skriver til dig, da jeg skal oplyse dig om, jf. Offentlighedslovens § 8, at Familierådgivningen i Helsingør Kommune er i besidelse af oplysninger omkring dig. 

Mit hjerte hamrer afsted og jeg forsøger at skimme brevet igennem, men bogstaverne flyder sammen og jeg må lægge telefonen fra mig. Gennem de seneste måneder har jeg troet, at der var kommet mere ro på – ikke mindst i kølvandet på rettens frifindelse. At anklagerne mod mig ville aftage – og hvad langt vigtigere er – at lyset ville falde på den 9-årige dreng, der står i midten og kæmper for sin ret til både at have en mor og en far og ja, til ‘bare’ at være en helt almindelig dreng. Eller rettere, – jeg havde ladet mig lulle ind i et naivt håb. Men nu genoplever jeg atter denne isnen i hjertet, derinde hvor det væsentligste snører sig sammen og får åndenød. Jeg vil ikke miste. Min søn. 

Et øjeblik dvæler jeg ved det paradoks, der på én og samme tid får mig til at læse og til at stoppe op. Jeg kan ikke læse videre. Kan ikke rumme flere dårlige nyheder. Omvendt kan jeg heller ikke lade være med at læse. Jeg må vide, hvad der er sket. Jeg kigger ud mod hækken. Mørket har ædt sig ind på de sammenfiltrede grene og blade og tilbage står kun en sort skygge. Jeg lukker øjnene. Herefter lader jeg igen blikket vandre ned over brevet. 

Familierådgivningen er i besidelse af følgende dokumenter: Udskrifter fra Retten i Helsingør, udskrifter fra Landsretten, akter fra Nordsjællands Politi samt blogindlæg. Du har ret til at blive oplyst om disse dokumenter, der vedrører eller omhandler dig. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker dette. 

Jeg skal derudover oplyse dig om, at Familierådgivningen har truffet afgørelse om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, jf. Servicelovens § 50 for at kunne vurdere om hvorvidt xxx er i målgruppe til at modtage støtte, jf. Servicelovens § 52. Den børnefaglige undersøgelse skal belyse xxx’s trivsel, udvikling, adfærd, skoleforhold, familieforhold samt fritidsforhold. Jeg skal oplyse dig om, at da du ikke har forældremyndigheden over xxx, har du ikke ret til at blive inddraget i undersøgelsen, men Familierådgivningen vurderer dog, at du er en stor del af xxx’s hverdag, og det ses derfor relevant at inddrage dig, hvilket xxx. Jeg skal dog oplyse dig om, at du ikke har ret til at få tilsendt undersøgelsen, samt at Familierådgivningen ikke har pligt til at inddrage dig i sagsforløbet. 

Jeg skal oplyse dig om, at du har orienteringsret, hvilket betyder, at du har ret til at blive orienteret omkring xxx’s forhold og trivsel, hvis du ønsker det og herved selv retter henvendelse. 

Jeg ønsker i forbindelse med undersøgelsen at tale med dig om, hvordan du oplever xxx’s trivsel både derhjemme og i skolen. Jeg vil i forbindelse med undersøgelsen tale både med dig, xxx og xxx for at få et nuanceret helhedsbillede af xxx. 

Du inviteres herved til samtale ved undertegnede socialrådgiver, xxx: 

Tirsdag d. 07. februar 2017 kl. 14:30

Mødet vil foregå i Familierådgivningen, Birkedalsvej 27, 3000 Helsingør. 

Du er velkommen til at tage en bisidder med til samtalen. 

Du bedes kontakte mig, hvis du ikke har mulighed for at møde op på ovenstående tidspunkt, så vi kan finde en ny dato enten få tlf. xxx eller på mail xxx.

Med venlig hilsen

xxx

Det er, som om ordene skærer mig op og krænger siderne ud, så jeg står åben og berørt. Min søns sagsbehandlerHvad helvede betyder det? Og hvor længe har det stået på? Og hvorfor? Hvad er det nu, han bliver trukket igennem? Og af hvem? Det er som om, der slet ikke er flere kræfter tilbage i mig, som om alt er strømmet stille klukkende ud af mig i løbet af de seneste fire år, og at det først er nu, bunden er nået.

2 3

“Et af de største selvmål, jeg længe har set”

Jeg trykker på hjem-knappen og går ind under mine kontakter. Kort efter ringer telefonen op. 

“Du har ringet til advokat, Thomas Kaehne Ghiladi…”

Jeg afbryder telefonen, inden den når at gå på svareren. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Et øjeblik sidder jeg med telefonen i hånden. Så tager jeg et screenshot af kommunens brev og sender det til min advokat. Jeg lukker øjnene. Synker med en tyk, fyldt bevægelse og lægger nakken tilbage mod kanten af sofaen. Kort efter ringer telefonen.

“Det er sgu lidt sent, du skriver, Hjelvang, men det her er fandme så dumt, at jeg bliver nødt til med det samme at reagere.”

Jeg kan ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet. Som så mange gange tidligere hjælper det at have Thomas som holdets anfører. Hans uformelle tilgang og evne til at dechifrere den ene anklage efter  den anden, gør mig tryg. Ikke at jeg betragter min søns liv som et spil. Eller hans mor som en modstander. Tværtimod. Men gennem de seneste år er det gået op for mig, at når et menneske – med hvilket du deler forældreskabet over dit barn – beslutter sig for, at du er ondskabens ikon og at du skal ud af dit barns liv, så er der reelt kun to ting, du kan gøre. For det første skal du lade langt de fleste af de skud, der bliver rettet mod dig, gå ind – i erkendelse af, at det bedste du her og nu kan gøre for dit barn, er ikke at gøre noget. Og for det andet skal du finde de dygtigste mennesker på området til at hjælpe dig med at parere de afgørende bolde, så dit barn ikke ender med at miste dig.”

Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene.

“Hvordan skal jeg tolke ordlyden i brevet fra kommunen?” 

“Det kommer an på, hvem der har sendt dem en underretning? Og hvorfor?”

Jeg tøver lidt. Jeg har ikke lyst til at sige det højt, som både min advokat og jeg formentlig tænker. Når først ordene er sagt, er der givet liv til endnu en ubegribelig handling og jeg ønsker for alt i verden ikke, at tingene forholder sig, som jeg frygter. 

“Jeg ved det ikke. Men jeg vil gætte på, at det er min søns mor.”

Der var de. Ordene. Jeg kan godt selv høre, at det lyder langt ude. Hvilken forælder ville sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn? Både skolen, SFO’en, fodboldklubben og forældrene til  min søns venner oplever – præcist som jeg – en glad, smilende, social og empatisk dreng. Og det samme gør mine venner og min familie. Og billedet er konstant. Helt tilbage til børnehaven er han blevet beskrevet på tilsvarende måde. Men når jeg ser på historikken, begynder sveden at lægge sig på huden, som om den ikke er min, men kommer fra en fremmed. Jeg mærker, hvordan en underlig forvirring melder sig og tænker, at det er et spørgsmål, om sveden vil ind eller ud, eller om den kommer indefra eller udefra. Gennem hele min søns opvækst har hans mor beskrevet ham som en skrøbelig, syg og tilbagestående dreng. Allerede inden hans 3 års fødselsdag, var hun – på vegne af vores søn – i kontakt med sundhedsvæsenet ikke mindre end 41 gange, hvoraf der i 21 af tilfældene var tale om akutbesøg hos lægevagten. Der var bare lige det ved det, at vores søn intet fejlede. Efter december 2012, hvor jeg besluttede mig for at stoppe vores ægteskab, fortsatte min søns mor med at beskrive ham som en dreng i mistrivsel – denne gang på skift overfor Statsforvaltningen og retten, hvilket også undervejs afstedkom en markant konklusion i den store børnesagkyndige undersøgelse, der i efteråret 2013 blev foretaget:

“I relation til denne risiko virker Michael Hjelvangs overvejelser om at kunne justere (barnets, red) samvær med xxx, under hensyntagen til hendes mentale tilstand, relevante.”

Så måske hun rent faktisk godt kunne finde på at sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn. Nej, Michael. Det er simpelthen for langt ude. Hun kan ikke have gjort det. Der må være en anden forklaring, tænker jeg, mens den ene rastløse tanker afløser den anden.

Du han her læse mere om hvordan skolen, SFO’en, fodboldklubben og forældrene til min søns venner oplever en dreng i trivsel

“Hvis din søns mor selv har sendt en underretning på Jeres søn, vil det være ét af de største selvmål, jeg længe har set.”

Min advokats stemme lyder underlig fjern og med en kraftanstrengelse vender jeg igen tilbage til samtalen.

“Normalt laver en kommune de her børnefaglige undersøgelser i sager, hvor man på baggrund af en underretning vil kortlægge, om det kan være relevant med aflastning, en anbringelse af barnet udenfor hjemmet eller i yderste konsekvens en tvangsfjernelse af barnet,” fortsætter han. “Underretninger kommer som regel fra fagpersoner, der er i kontakt med børn og familier og som derfor også har skærpet underetningspligt. Det kan være pædagoger, lærere, sundhedsplejersken, jordemoderen eller en læge. Underretninger kan dog også komme fra naboer, venner eller familie. Men de kommer uhyre sjældent fra forældrene selv, idet de færreste forældre ønsker at lade det være op til kommunen at bestemme, hvilken hjælp deres barn skal have – en hjælp der i yderste konsekvens kan resultere i, at barnet bliver fjernet. Bare se på din egen omgangskreds. Jeg er sikker på, at du kender eller har hørt om flere, hvis børn har det svært og som har brug for ekstra hjælp eller støtte. Men jeg vil også vædde med, at du ikke kender en eneste, der har sendt en underretning til kommunen på selvsamme barn i forsøget på at hjælpe det. Hvis det er din søns mor, der har sendt denne her underretning til kommunen, så siger hun dybest set følgende til dem: Jeg kan ikke finde ud af at tage vare på min søn. Er I ikke søde at skrive, at han har det dårligt, så jeg kan tage det med i Statsforvaltningen og på den måde få dem til at fjerne min søn mest muligt fra sin far.”

Der er opdrift og tyngde i advokatens ord og i den måde hvorpå han betoner dem. Instinktivt griber jeg ud efter dem. Ordene.

“Nu skal vi selvfølgelig passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som vi for det første ikke har belæg for og som for det andet er så langt ude at selv din søns mor formentlig ville finde det for vidtgående. Men hvis vi nu antager, at det rent faktisk er hende, der har sendt den her underretning på sit eget barn, så er det jo nærliggende at tro, at det dybest set handler om, at hun vil en tur i Statsforvaltningen og at hun vil forsøge yderligere at begrænse samværet mellem din søn og dig. Det vil hun selvfølgelig aldrig indrømme, da det vil få hendes bekymringer for Jeres søns trivsel til at klinge hult. Hvis bekymringen var reel, ville hun som det første kontakte dig for at høre, hvordan du oplever Jeres søn og hvis der var genklang hos dig, kunne hun herefter – sammen med dig – overveje om din søn kunne have brug fra hjælp. Det er min oplevelse, at det er det normalttænkende forældre gør. Det som ingen normaltfungerende forældre gør, er at sende en underretningen til kommunen på deres eget barn. Når man gør det, er det fordi man bruger sit barn som spydspids.”

Mens advokaten taler, begynder det langsomt at gå op for mig, hvor langt ude det er, hvis det rent faktisk er min søns mor, der har sendt en underretning til kommunen. Og jeg mærker taknemmeligheden skylle ind over mig. Uden min advokat ville jeg være prisgivet. 

“Tager du med til mødet?”  spørger jeg.

“Nej, jeg tror, at det vil virke konfliktoptrappende. Og det er det sidste vi ønsker. Det er bedre, at du tager en af juristerne med. Til gengæld kan jeg se, at de eneste dokumenter, som kommunen er i besiddelse af, er afgørelsen fra retten i forbindelse med forældremyndighedssagen samt sagsakter i forbindelse med straffesagen.  Uanset hvem der har lavet den her underretning, er det tankevækkende, at vedkommende ikke har fremsendt de dokumenter, der netop handler om din søns trivsel. Her tænker jeg eksempelvis på den børnesagkyndige undersøgelse, på børnesamtalen i retten, på Statsforvaltningens samtale med din søn,  på udtalelserne fra skolen, fodboldklubben og SFO’en, på alle ugerapporterne i forbindelse med skiftedage – samt selvfølgelig den vigtige information, at du i retten i november sidste år blev frikendt. Alt sammen tegner det et helt andet billede, end det der i underretningen angiveligt bliver tegnet. Og det er klart, at jeg sørger for at sende disse dokumenter til kommunen, så snart du har været til møde.”

“Tak, siger jeg. “Det giver god mening. Jeg ringer til juristerne. Er der noget særligt, vi skal være opmærksom på i forbindelse med det her møde?”

“For det første er det selvfølgelig vigtigt at få afklaret, om det rent faktisk er din søns mor, der står bag underretningen. Hvis det er tilfældet, er der nok ikke den store tvivl om, at hun endnu engang vil påtage sig offerrollen. Hun vil formentlig beskrive dig som værende en stjernepsykopat, der render rundt og nikker flyveskaller til højre og venstre og hun vil – hvis hun ikke allerede har gjort det – fortælle kommunen, at hun er bange for dig, hvorfor det ikke er muligt for hende at samarbejde. Den står for hendes egen regning. Det eneste du i den forbindelse kan og skal gøre, er stille og roligt at fortælle, hvordan du oplever Jeres søn.”

“Hvordan i forhold til det juridiske? Kommunen skriver, at jeg ikke har ret til at få resultatet af undersøgelsen tilsendt. Kan det være rigtigt?”

“Overordnet kan man sige, at sagsbehandleren følger sit opdrag – nemlig at sikre sig at det barn, hun har modtaget en underretning på, trives. Det er der ikke noget odiøst i. Dog har hun ikke ret i sine betragtninger om aktindsigt. Først skriver hun til dig, at du ikke er en del af sagen og så skriver hun, at det er du så alligevel, da du er en stor del af din søns liv. Du har det, der hedder retlig interesse og den del skal jeg nok tage mig af. 

“Tak.”

“Og Michael?”

“Ja.”

“Det er vigtigt, at du lige nu forsøger at slappe af og at du passer godt på dig selv. Og husk, at du ikke er alene. Vi er mange som har stor sympati for din sag og som gerne vil hjælpe dig.”

En tid er der tavst. Jeg afventer om advokaten har mere at sige, men han forbliver tavs. Tavshed er godt.

Vi afslutter samtalen og jeg forsøger at finde ro ved advokatens ord. Men jeg kan ikke slappe af. Jeg er stadig rystet og jeg har mest af alt lyst til at rejse herfra, pakke mine ting, sætte mig ind i bilen, køre tværs gennem landet med radioen på fuld styrke, rejse fra hele denne elendighed, der ser ud til at brede sig til steder, som jeg ikke troede kunne blive angrebet. Men flugten er ikke en reel mulighed og i stedet bliver jeg stille siddende og begynder at kigge på billeder af min søn. Hvilke minder har jeg om ham? Dem jeg har, er  små og sprøde. De er tynde avner, der flagrer foran mit ansigt. Jeg løber forpustet med fremstrakte hænder. De danser afsted på den varme luft fra min ånde. Bedst som jeg tror, jeg kan lukke min hånd om dem, viger de udenom. Jeg standser op og leder, jeg snurrer rundt om mig selv. Men de er væk. Jeg forstår det ikke. De var her jo lige før. Og jeg må have dem. Det er en livsbetingelse. Der løber min søn til en af sine første fodboldtræninger. Fødderne trommer mod græsdækket. Billedet er en anelse sløret. Lige i det øjeblik var han så dejlig, at det ikke kunne gå hurtigt nok og jeg husker, hvordan jeg skyndte mig at tage billedet. Andre snapshots og videoer følger. Den lille dreng kommer stolprende mod mig. Hans ansigt stråler. Også dette billede er sløret, men jeg genkender det, og det rører ved en mørk streng langt inde i dig. Al luft går ud af mig. Jeg synker sammen.  Jeg har lyst til at råbe, men forbliver tavs. Det her kan aldrig komme ud. Det kan aldrig komme længere. For det er standset. Det er noget fysisk. Det er inde i min krop, i mit blod. Engang levede jeg i kroppens forbundethed. Nu sidder jeg med små slørede billeder foran mine øjne.

Møde med kommunen

Knap en måned senere – tirsdag d. 7. februar – går en af juristeren og jeg hen mod en stor og mørk bygning, der på trods af de brede vinduespartier efterlader et dystert indtryk. Helsingør Kommune. En lav diset sol forsøger uden held at trænge igennem skydækket og på fliserne hopper enkelte småfugle rundt.

Da vi træder ind gennem svingdøren, skal vi på en skærm registrere min ankomst og som kvittering modtager vi en lille lap papir – præcist som når man på apoteket eller hos bageren skal trække et nummer. Forhallen er pakket med mennesker, der med fjerne blikke spejder rundt i lokalet. Alle virker optaget af deres egen sag og ingen har tilsyneladende overskud til at interessere sig for sidemanden. 

 

1

“Michael Hjelvang?”

“Ja.”

En kvinde er netop trådt ind i forhallen og sender mig et venligt smil, da hun rækker mig hånden.

“Jeg har taget en jurist med,” siger jeg. “Det håber jeg er okay?”

“Selvfølgelig,” siger sagsbehandleren og sender også juristen et venligt smil. “Kom I med mig. Vi skal ovenpå.”

Vi følger efter sagsbehandleren op ad en snoet trappe og går ned ad en gang, hvor flere kontorer og mødelokaler tilsyneladende er placeret. Da vi er cirka halvvejs gennem gangen, åbner sagsbehandleren en dør til venstre for os. 

“Det er her, vi skal være.”

Det er et lille lokale, hvor det eneste der er plads til, er et bord og en række stole. Juristen og jeg går om på den modsatte side af bordet og sætter os ved siden af hinanden. Over for os sætter sagsbehandleren sig med ryggen til døren. Lokalet ligger midt i bygningen, så der er ikke nogen vinduer, i hvert fald ikke nogen af den slags der afspejler virkeligheden. Til venstre for juristen og jeg er der et vinduesparti, der vender ud mod den gang, vi lige har gået på. Der er trukket persienner for og jeg mærker, hvordan en uro glider gennem mig fra isse til fodsål. 

“Jeg er tilknyttet familieafdelingen i Helsingør Kommune og vi er lige nu i gang med at undersøge, om der kunne være et behov for støtte til din søn,” siger sagsbehandleren og ser på mig med et imødekommende smil. “I den forbindelse kigger vi på dig, på din søns mor og på skolen og så vurderer vi til sidst, om din søn kunne have brug for hjælp. Som jeg også skrev i mit brev til dig, vil jeg gerne høre lidt om, hvordan du oplever din søn, dels når han er sammen med dig og når han er sammen med sine venner samt hvordan du oplever, at han fungerer i skolen.”

Jeg nikker og ser tøvende over på juristen. 

“Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?” 

Juristen ser spørgende på sagsbehandleren. 

“Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.”

“Fra hvem?” 

(Du kan i anden del af dette blogindlæg, som udkommer onsdag d. 15. marts læse, hvem underretningen kommer fra og hvordan sagen tager en ny dramatisk drejning. Sidste del af blogindlægget udkommer fredag d. 17. marts.)

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Tilføjelse 

I går aftes blev der lagt en kladde ud her på bloggen indeholdende mine tanker og noter omkring mit kommende blogindlæg. Indlægget nåede højst at ligge her et par sekunder, inden det blev taget af, da det endnu ikke er færdigskrevet, men som I sikkert kan fornemme, er der et nyt blogindlæg undervejs. Bedst som jeg troede, at der var kommet lidt ro over feltet, har sagen nemlig nu nået nye højder og denne gang i form af en helt ny offentlig aktør. I kan læse mere om sagens udvikling her på bloggen i den kommende uge.

De bedste hilsner,

Michael 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

30. Lad julesorgen slukkes

“Du må ikke skrabe nogen, før jeg kommer hjem igen, far. Lover du det?”

Spændingen er dette år steget fra dag til dag. Vi har indtil videre fået ni juletræer og man skal have ti for at vinde en million. Men for min søn handler det om noget mere end en skrabekalender og en pose penge. 

Lad håbet spirre 

Grundtvigs julesalme Velkommen igen Guds engle små er altid fast på plakaten ved gudstjenesten juledag. Salmen giver os i det første vers billedet af et dansk vinterlandskab, som ligger hen i mørke og vi kan næsten forestille os, hvordan rimen har balanceret i træerne efter en vinterstorms kaotiske hærgen – præcist som med Urd, der 2. juledag gik i land i Nordjylland og langs Vestkysten. 

Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!

Samtidig indeholder Grundtvigs salme også et budskab om, at stormen igen vil klinge af og at et nyt år, hvor naturen på ny vil lade sig udfolde, er undervejs. Og det er i denne ånd, at jeg her i julen har tilladt  håbet at sidde med til bords. Jeg er med på, at håbet – i hvert fald i mit tilfælde – medbringer en følgesvend. Naiviteten. Men ikke desto mindre så var det som om, at der denne juleaften – da jeg gik rundt om juletræet og sang med på Grundtvigs julesalme – var en bundklang af netop håb. Et håb der i al sin enkelthed består i et ønske om et bedre samarbejde mellem min søns mor og jeg. Min hånd er rakt frem – præcist som den har været de seneste fire år – og det er mit håb, at den i 2017 vil blive taget. 

Lad  skiftedagene mindskes 

Dette år har min søn fejret julen hos sin mor. Og det er helt okay. Han har præcist den samme ret til at holde jul med sin mor, som han har med sin far. Punktum. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har savnet ham. Når jeg ikke er sammen med min søn, mærker jeg med jævne mellemrum en knugende smerte i brystet. Jeg har været ved lægen. Men jeg fejler ikke noget. Det er sorg over ikke at vide, hvordan min søn har det. Ikke andet. Og det er okay. Sorgen er blevet en del af mig og det er mit ansvar som skilsmisseforælder at arbejde mig ud af den. Det ved jeg. Hvad jeg derimod ikke vil abonnere på, er den bevidste gentagelse af fejl. Sidste år forsøgte modparten – lige inden  det sidste fløjt – at forhindre en 8-årig dreng i at komme på den juleferie hos sin far, som han gennem hele december havde talt ned til. 

Du kan læse mere om, hvad der skete i julen 2015 via nedenstående to link:

Og for at undgå en lignende situation i forbindelse med den forestående jul, tjekker jeg d. 28. november 2016 vores nuværende samværsresolution. Ifølge denne skal min søn holde juleferie hos sin mor fra d. 22. til d. 26. december 2016 og hos mig fra d. 26. december 2016 til d. 2. januar 2017.

samvaer-1

Uddrag af samværsresolutionen

I forhold til det løbende samvær betyder det, at min søn vil få fem skiftedage i sin jule- og nytårsferie:

Mandag d. 12. december til onsdag d. 21. december: Mor

Onsdag d. 21. december til torsdag d. 22. december: Far

Torsdag d. 22. december til mandag d. 26. december: Mor

Mandag d. 26. december til mandag d. 2. januar: Far

Mandag d. 2. januar til onsdag 4. januar: Mor

Onsdag d. 4. januar til mandag 9. januar: Far

Det kræver ikke de store matematiske evner at gennemskue, at man med lethed vil kunne minimere antallet af skiftedage fra fem til to, ved at give vores søn to dages yderligere juleferie med sin mor og på tilsvarende vis lægge to ekstra dage til hans nytårsferie hos sin far.

Mandag d. 12. december til tirsdag d. 27. december: Mor

Tirsdag d. 27. december til mandag d. 9. januar: Far

Og d. 30. november 2016 skriver jeg derfor en mail til min søns mor, hvor jeg foreslår, at vi som forældre påtager et fælles ansvar for at give vores søn den bedst mulige jule- og nytårsferie. 

mail-4

mail-5

Desværre har jeg ikke meget held med min forespørgsel. Og d. 7. december 2016 kommer der således et noget lukket svar retur:

mail-3

Det føles som at læse i en lovsamling og da jeg næste morgen stående ved køkkenvinduet spiser en skive rugbrød, mens jeg betragter den rimfrostdækkede jord og solen, der møjsommeligt er på vej op over himlen, tænker jeg på, hvor alt det væsentlige mon blev af? 

Lad julekalenderen hænge

Da min søn så igen er hjemme hos mig, står han søndag d. 11. december  – dagen før han skal retur til sin mor – foran køleskabet og ser på vores skrabejulekalender.

“Du må ikke skrabe nogen, før jeg kommer hjem igen, far. Lover du det?”

Spændingen er dette år steget fra dag til dag. Vi har indtil videre fået ni juletræer og man skal have ti for at vinde en million. Men for min søn handler det om noget mere end en skrabekalender og en pose penge. 

“Jeg vil gerne bare være med.”

“Det lover jeg. Du kan skrabe alle felterne, når du kommer hjem næste gang.”

“Men jeg kommer hjem igen inden jul, ik far? Jeg kommer hjem, som jeg plejer, når der er gået ni dage og så skal jeg bagefter over til mor og holde jul.”

“Jeg har faktisk forsøgt at lave det sådan, at du ikke skal have så mange skiftedage i år. Så  det er ikke sikkert, at du kommer hjem inden jul, men så får du i stedet en lang juleferie hos mor og så får vi bagefter en god nytårsferie sammen. Jeg er ikke helt sikker på, at det kan lade sig gøre, men under alle omstændigheder skal du vide, at din mor og jeg vil gøre alt for, at du får den bedste jul og det bedste nytår.”

Stilheden lader sig sagte sænke, mens vi sammen står og  betragter de felter på skrabejulekalenderen, der stadig gemmer på små hemmeligheder.

“Selv om det i dag er den tredje søndag, så venter jeg også med at skrabe den, far.”

Min søn refererer til, at man hver søndag i advent kan skrabe et ekstra felt, hvor man også kan være heldig at vinde en præmie.

“Så kan jeg tænke på det, mens jeg er nede ved mor.”

Det er for mig at se tydeligt, at min søn er splittet. På den ene side vil han formentligt gerne undgå de svære skiftedage, men på den anden side har vi kun d. 11. december og jeg gætter på, at han også gerne vil nå at komme hjem til sin far en gang mere inden jul. Selvom det letteste ville være at spørge ham, om han foretrækker at komme hjem en enkelt dag d. 21. december for så igen at skulle til sin mor d. 22. december, eller om han hellere vil have én sammenhængende juleferie med sin mor og herefter én sammenhængende nytårsferie med sin far, vil jeg ikke lægge beslutningen over på ham. Det må være hans mors og mit ansvar. Præcist som det også er vores ansvar at vurdere, om det er smart slavisk at følge vores samværsresolution, som i sagens natur ikke kan tage højde for, hvordan samtlige ferier rammer det løbende samvær. Somme tider vil der – som nu – opstå en hyppigere frekvens af skiftedage, hvor vores søn efter en dag eller to igen skal rykke op og det er min opfattelse, at min søns mor og jeg har en fælles forpligtelse til at gøre alt for at undgå dette.

Lad samarbejdet vokse  

Da min søn mandag d. 12. december er taget i skole, går jeg igang med at skrive et brev til Statsforvaltningen. Og efter at have vendt det med min advokat – trykker jeg d. 15. december på send:

sf-1 

sf2

Uanset om d. 21. december er en dag, hvor min søn ifølge samværsresolutionen skal være hos sin mor eller far, vil jeg ikke kunne få mig selv til at hive ham op en enkelt dag for her efter at sende ham tilbage til sin mor. Og hvis resolutionen foreskriver, at dagen tilfalder mig, vil jeg hellere end gerne give min søn en ekstra dag hos sin mor – når blot det kan skåne ham for et par hurtige skiftedage. Hvad jeg imidlertid i denne kontekst er noget bekymret for, er, at mit tilbud senere vil blive brugt imod mig og at jeg vil møde argumentet om, at jeg ikke prioriterer at holde jul med min søn. Intet kunne være mere forkert.

Da sagsbehandlingstiderne i Statsforvaltningen traditionen tro har det med at samle støv og da jeg d. 20. december endnu ikke har modtaget et svar, ringer en af mine bisiddere, Charlotte Hansen, om eftermiddagen til Statsforvaltningens infocenter. Hun kommer i kontakt med en kvindelig ansat, der beklager, at Statsforvaltningen ikke rettidigt har nået at svare på min forespørgsel og fortæller, at de er opmærksomme på sagen. En sag som de i øvrigt selv har udpeget som en af de værste eksempler på hetz og chikane fra advokat, Vivian Jørgensens side.

Du kan her læse mere om, hvordan Statsforvaltningen har udpeget sagen:

15. Fædre under mistanke frikendt

Herefter forklarer medarbejderen bisidderen, at min søns mor i princippet har ret i forhold til problematikken omkring d. 21. december. Der findes en tillægsbestemmelse til vores samværsresolution, hvoraf det fremgår, at min søns samvær med mig bortfalder, hvis det helt eller delvist ligger i modpartens juleferie – hvilket netop i år er tilfældet. 

samvaer-2

Videre tilføjer medarbejderen også, at vi som forældre naturligvis er frie til at aftale, hvad end vi måtte finde bedst for vores søn og at Statsforvaltningen anbefaler, at man bestræber sig på så få skiftedage i barnets ferie som muligt. 

Efter at have talt med Charlotte, sender jeg derfor en ny mail til min søns mor:

mail-1 mail-2

Jeg modtager – som ventet – ikke noget svar. Og d. 26. december kl. 9.00 bliver min søn afleveret på vejen ved min bopæl, hvorefter han selv skal gå det sidste stykke. Jeg har tidligere modtaget en mail fra Overleveringen med ønske om, at den forælder der skal have barnet, henter det. Senere er Overleveringen åbenbart blevet enig med sig selv om, at man ønsker det modsatte system og at den forælder, der skal have barnet, tager imod det på egen adresse. 

ferie

Mail fra ‘Overleveringen’ d. 3. maj 2016

Hvorom alting er, er budskabet det samme: Min søn skal gå den tunge vej alene og halvanden time senere modtager jeg således også denne mail fra min søns mor:

overlevering

Beskeden er klar: Min søn må leve med, at hans far er uønsket og at han – på de mange skiftedage – alene må tage den ufremkommelige vej mellem sin mor og sin far. 

Du kan læse mere om overleveringen her

Lad barnetroen sejre

Julesalmen, Velkommen ugen Guds engle små, slutter af med en trøst for de mange, som hvert år fejrer julen med hjertet beklemt, fordi der denne jul mangler et familiemedlem eller en god ven at fejre julen med. Grundtvig skrev salmen i 1825 i en tid, hvor han kæmpede for, at kirken skulle live op igen og gøre modstand mod den fornuftsdyrkelse og rationalisme, som tiden var domineret af. For Grundtvig at se var den stivnet og uden kraft. Han bad en bøn i håb om, at julen måtte betyde en ny tid. Et nyt mod til livet. Jeg er ikke troede på samme måde som Grundtvig var. Men det er med det samme dybfølte håb, at jeg skriver dette blogindlæg.

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders vé,
vor smerte sødt bortvugges!
Vor fader i himlen! lad det ske!
lad julesorgen slukkes!

Juleaften 2016 skulle vise sig at blive en af de bedste i mit liv – samtidig med at jeg også mærkede den stikkende julesorg, hver eneste gang mine tanker vandrede mod min søn. De to følelser – sorg og glæde – er uadskillelige, når jeg som skilsmisseforælder søger at være til stede, hvor jeg er – uanset om jeg er sammen med min søn eller ej. Ved de store højtider og mærkedage ønsker vi at kunne fryse tiden, så alt er som altid. Derfor hæger vi om traditioner og går forsigtig til værks, når vi selv laver om på noget. Det sker nu hele tiden løbende, men går kun godt, hvis det sker umærkeligt og uden at skygge for de kærlige værdier, vi genkender med hjertet. For mit vedkommende har der i år været flere nye juletraditioner. Men ikke en eneste, har kastet skygge for hjertets mulighed for genkendelse. Og det er lige her, i krydsfeltet mellem fortid, nutid og fremtid, hvor vi lader hjertet genkende det vigtige og resten glide bort, at julesorgen kan slukkes. 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

29. Forandringer

Det er ikke så meget de forandringer der sker, men mere hvordan du lærer at tackle dem, uden at miste dig selv. 

Inger Bay

Da jeg tirsdag d. 8. november 2016 sætter en underskrift, er det med bankende hjerte. Jeg tænker på de underskrifter, jeg gennem de seneste år har sat. Afhøringsrapporter hos politiet. Min begæring om skilsmisse. Min opsigelse hos Falken & co. i Helsingør. Alle sammen underskrifter, der har været enslydende med forandringer i mit liv. Og nu har jeg så sat en underskrift på en kontrakt, der indebærer, at jeg fra d. 1. december 2016 er salgschef hos Krogsgaard-Jensen i Herlev.

Du kan læse mere om stillingen her

‘Jeg drages mod lyset’

Årets julekalender på DR1 ’Den anden verden’ er en dramaserie for de 8-16-årige og deres forældre. Det er fortællingen om de 15-årige tvillingesøstrene, Sara og Anna, der tager deres første skridt ind i en foranderlig og uforudsigelig voksenverden.

Men det er ikke kun i teenageårene, at forandringerne sker. De følger med livet igennem og hvis der er noget, jeg her i 2016 har lært, så er det, at det ikke er forandringerne i sig selv, der er afgørende for vores trivsel – eller mangel på samme – men derimod måden hvorpå vi tackler dem.

Undervejs i julekalenderen fletter Brødrene Grimms eventyrlige fortællinger sig ind i historien om de to piger, der møder de forandringer, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til. Og som julekalenderens producent, Andreas Hjortdal, udtrykker det, er overgangen fra barn til voksen ofte et tema i Brødrene Grimms eventyr, hvilket giver julekalenderen en ekstra dimension. (Kilde: https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/billeder-aarets-julekalender-er-et-eventyrligt-teenagedrama)

I relation til denne overgangsrite er jeg naturligvis for gammel til, at kunne spejle mig. Men det er min 9-årige søn ikke. Han er langsomt i gang med at skabe sin egen verden og analogien bliver ikke mindre af de to verdener, han som skilsmissebarn beskriver at leve i. I den ene verden fortæller han, at han føler sig behandlet som et lille barn uden selvstændige rettigheder og i den anden verden, giver han udtryk for – sammen med sine venner – at føle sig mere fri. 

Teksten i julekalenderens titelmelodi opsummerer på en fin og stilfærdig måde, de forandringer, som det er mit indtryk, at min søn kan skimte:

skaermbillede-2016-12-11-kl-17-10-59

DR’s julekalender er ikke for børn, men for (pre)teenagere og deres eventyrglade voksne. Optagelserene gik i gang i november 2015 og de sidste optagelser blev afsluttet torsdag den 30. juni 2016 på Egeskov Slot. (Kilde: Wikipedia)

Hvem er det jeg ser, når jeg kigger i spejlet? 

Er det en fjende, en ven?

I en drøm mærker du en forvandling. 

Hvor forsvinder du hen?

Jeg drages mod lyset.

 Og en anden virkelighed.

Den anden verden. Et andet sted. 

Den anden verden. Der vil jeg ned.

Den anden verden. Kom, tag mig med.

Når forandringens vinde – som nu – blæser hen over mit liv, forsøger jeg at træffe de valg, der på bedst mulig vis kan bygge en bro mellem de to verdener, min søn oplever at  leve i. Og således også mit seneste valg – underskriften hos Krogsgaard-Jensen.

Mad på bordet 

For 41 uger siden hoppede jeg ud i tilværelsen som selvstændig. I bilernes verden – såvel som i de fleste andre (gætter jeg på) – er ting der kan måles og vejes dybest set den eneste markør, der reelt har betydning, når resultater skal kortlægges. Hvis man lægger samme målestok hen over Barnets Tarv, er der de seneste 41 uger vækstet på følgende parametre:

  • Fra godt 16.000 til knap 53.000 følgere på www.barnetstarv.com.  
  • Fra 573 til 1924 likes på Barnets Tarvs facebookside.
  • Fra 118 til 772 sider i bogen. (Bogen er nu i redigeringsfasen og den ender med at  lande på cirka 450 sider.)
  • Fra ugentlige til daglige henvendelser fra mødre og fædre der ønsker rådgivning.

Jeg havde ikke turdet at håbe på så positive forandringer. Og jeg føler mig både heldig og privilegeret. Tak.

Samtidig må jeg erkende, at virksomheden endnu ikke er der, hvor den kan generere et så stabilt overskud, at jeg som forælder kan love min søn, at der i fremtiden vil være et stærkt økonomisk fundament under os. Dette hænger sammen med forsinkelsen af bogudgivelsen, der har rod i den lange ekspeditionstid i domstolssystemet og hos Nordsjællands Politi. Så ja, en del af forklaringen på min underskrift hos Krogsgaard-Jensen er, at kunne sikre min søn mad på bordet og et tag over hovedet.

Den der løfter, får opgaven

Videre har også karakteren, af den rådgivning, der efterspørges, ændret sig. Mens der i starten af 2016 tegnede sig et billede af, at skilsmisseforældrene ønskede at tale med erfaringspersoner, er tendensen nu, at der efterspørges rådgivning fra fagpersoner – og her kommer jeg personligt til kort.

En del af forklaringen på ovenstående kan være, at jeg gennem de seneste måneder har fået flere henvendelser, end jeg har kunnet ekspedere. Samværet med min søn er vigtigere end noget andet og jeg har derfor været nødsaget til – på de dage hvor jeg har ham – at sende de forespørgsler jeg har modtaget, videre i systemet. Og det gør, at det i sagens natur er her, henvendelserne ender med at samle sig. Eller sagt på en anden måde. Jeg har – grundet min søn – ikke ønsket at løfte alle opgaver. Men det er der (heldigvis) andre, der har. Og dem der løfter, får nu engang opgaverne.

Følgende er planen derfor, at der vil ske en gradvis overdragelse af ‘nøglerne’ til Barnets Tarv gennem foråret 2017. Og pr. 1. maj vil en ny leder – med en tungere faglig profil og som ikke selv er skilsmisseforælder – stå i spidsen for virksomheden. Der vil selvfølgelig i løbet af foråret 2017 blive kommunikeret mere ud omkring dette.

Heldigvis har jeg hos Krogsgaard-Jensen fået en chef, der bakker op om min bog og om Barnets Tarv, hvilket betyder, at jeg fortsat vil være en del af ditto. Mine opgaver i Barnets Tarv kommer fremover til at bestå i at færdiggøre bogen, at skrive på bloggen og i at holde foredrag i forbindelse med bogudgivelsen. Det er aftalt med Krogsgaard-Jensen, at opgaverne vil blive udført i min fritid.

Det er en omfattende rejse at skrive en selvbiografisk roman og det er – af hensyn til min søn og af hensyn til læseren – vigtigt for mig at gøre mig umage. Det meste af bogen er skrevet og den gennemgår nu en omfattende redigeringsproces, hvor hver eneste sætning bliver tjekket og dobbelttjekket. Det forventes, at bogen bliver sendt til tryk d. 1. marts og at den udkommer i løbet af foråret 2017. Der vil løbende blive kommunikeret mere ud omkring bogudgivelsen og hvor bogen kan købes.

Brevet til min morfar

D. 23. april 2016 skrev jeg i et brev til min morfar, at jeg havde valgt at opsige mit job som salgschef hos Ford i Helsingør, for at kaste mig ud i livet som selvstændig:

https://barnetstarv.com/2016/04/23/12-opsigelse/

Når jeg nu har sagt mit job op hos Falken & co.  skyldes det flere årsager. For det første er den stærkeste magt blevet farten. Den er altgennemtrængende og man kan ikke stoppe den, for den siver ind i mennesket. Hastigheden udøver et pres, som mennesker umærkeligt tvinges til at tilpasse sig. Tiden er rå og mennesker tvinges på plads af stærke ydre krav. Jeg er træt af ydre krav og jeg savner indlevelse. Det er som om, der i mit sælgerjob ikke længere er tid til at lytte til kundens livshistorie eller beretning om personlige udfordringer. Med fare for at lyde som en gammel mavesur mand, så var tiden en anden, da jeg for 13 år siden startede på Fredericiavej. Folk er blevet fremmede for hinanden. Stilheden er slidt bort. Sindsro er blevet et fremmedord. Vi mangler evne til at orientere os i mylderet af opgaver. Folk søger anerkendelse hele tiden. I denne dynamiske verden med det enorme omfang af kontakter, bliver oplevelsen af nuet trukket sammen til at være intet. Tiden er et råstof. Og den er knap. En time er dog stadig en time. En dag er stadig en dag; men den snittes i små stykker, mens vi tumler afsted mod et mål, vi aldrig når. Jeg er færdig med at være lønslave og har nu besluttet mig for at gå efter egne mål.

Jeg er med på, at det kan se ud som om, at jeg nu er i gang med at skaffe en række beviser for, at intet af ovenstående har ændret sig – samtidig med at realiteten er, at jeg har stukket halen mellem benene og er gået tilbage til den sikre verden, som jeg kender. Men at anskue situationen fra den vinkel er ikke alene endimensionelt. Det er også forkert. Mit valg af jobbet som salgschef hos Krogsgaard-Jensen er et aktivt tilvalg og ikke et påtvunget fravalg. Eller sagt på en anden måde. Den forandring, der nu sker i mit liv, har afsæt i, at jeg har fået et attraktivt tilbud hos Krogsgaard-Jensen på et tidspunkt, hvor timingen i forhold til Barnets Tarv, er rigtig.

De værdier, som jeg ovenfor kortlægger for min morfar, tager jeg med mig i mit nye virke hos Krogsgaard-Jensen. Jeg er stadig optaget af de  stærke ydre krav, der skruer tempoet op på et niveau, hvor stort set al kommunikation foregår på overfladeniveau. Selvfølgelig er det langt fra al samtale, der hverken kan eller skal andet end at flyde på overfladen. Men bare en gang imellem – også i løbet af en arbejdsdag – mener jeg, at det er vigtigt, at se bare et glimt at det menneske, det står over for os. Og det gælder uanset om man sælger biler eller rådgiver skilsmisseramte familier. Og derfor står jeg også fuldt ud ved min afsked med bilernes verden i forbindelse med min afskedsreception d. 23. juni 2016. Her blev det det første spadestik til Barnets Tarv taget og her sagde jeg farvel til den mere overfladiske måde at agere sælger på. Dobbeltmoralen ved knap seks måneder senere at returnere i et nyt sælgerjob ligger selvfølgelig lige for – og så alligevel ikke. Ja, jeg er tilbage i bilernes verden, men for mig at se, må det være den bagvedliggende årsag til netop dette valg, der er markøren for om jeg boner ud i det dobbeltmoralske felt og ikke beslutningen i sig selv. Der er for mig at se ikke megen værdi i en beslutning om at kaste sig ud i livet som selvstændig, hvis årsagen alene er et ønske om at bevæge sig væk fra noget, det ikke fungerer. Præcist som der heller ikke er megen fidus i at vende tilbage til et job som lønmodtager, hvis årsagen alene er, at man fedtede den af, mens muligheden for at stable en virksomhed på benene var til stede. I begge tilfælde er man i min optik svag på værdier og i begge tilfælde blinker dobbeltmoralens røde lys. Selvfølgelig skal der gives point for at have mod på forandringerne, men hvis man eksempelvis kaster sig ud i livet som selvstændig i et forsøg på at bryde med de krav, man som lønmodtager er underlagt og  ikke samtidig følger beslutningen op med handling, får modet karakter af dumdristighed. I indeværende tilfælde er Barnets Tarv vokset ud af hænderne på mig – og ind i fagvidenskaben – samtidig med at jeg har fået muligheden for at tage værdierne fra Barnets Tarv med over i et nyt virke og det er min overbevisning, at det lige netop er her, de røde lamper slukkes.

Stå fast  

I julekalenderen ‘Den anden verden’ får vi at vide, at der i forordet til Brødrene Grimms eventyrlige univers står skrevet, at ‘så længe der er bankende hjerter, er der eventyr’. Og at ‘eventyrerne gentager sig. Igen og igen.’ Det tror jeg, er rigtigt. Og så tror jeg, at det midt i en verden proppet med positiv udviklingspsykologi og et konstant krav om forandring, er vigtigt – som Svend Brinkmann i sin bog ‘Stå fast’ skriver – at vi har et modsprog til udviklingsimperativet. At vi evner at stå fast på vore værdier og at tage dem med os, uanset hvilken verden vi navigerer i. Dybest set er det vel her, at vi skal sætte den vigtigste underskrift af alle? 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

28. Frifundet…

 

Af hjertet tak til de mennesker der har hjulpet og støttet mig. 

Særligt skal der lyde en stor tak til min advokat

https://barnetstarv.com/advokater-2/advokater/

Kærligst, 

Michael 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

27. EIF i dag i morgen og altid

eif

EIF – Espergærde Idrætsforening – en klub der har fulgt mig hele livet

Hvis du fortsætter som træner, kommer din søn ikke til kamp.

Jeg har netop besluttet at trække mig som træner i EIF. En beslutning jeg har taget i håb om, at min søn nu vil få fuld spilletid.

Gennem de seneste fire år har tendensen været klar: Min søn kommer ikke til træning regelmæssigt ej heller til kamp og stævner –  når han er hos sin mor.

Når jeg nu trækker mig som træner, er det mere end ‘bare’ et farvel til en klub. Det er et farvel til en klub, der på mange måder har gjort mig til den, jeg er. 

 

Se tidligere blogindlæg om hvordan min søns mor kontakter klubben den 28. april for at få mig fyret. Igen:

https://barnetstarv.com/2016/05/12/13-man-goer-et-barn-fortraed/

En forårsdag i 1978

Det hele startede en kold vintermorgen  i Espergærde. Træerne var dækket til af det første lag sne. Det var koldt derude. Året var 1978 – helt nøjagtig den 8. januar.  Det var dagen, hvor jeg fik  mine første fodboldstøvler. Det var også dagen, hvor jeg fik mit første EIF spillesæt. Gaven var fra min mor og stedfar, Claus. Kortet på gaven læste min mor op for mig:

 foerste-par-stoevlerNår vinteren er ovre og tilmeldingen til fodbold starter, så kan dig og Claus gå ned på Mørdrupskolen og melde dig til.

Det var en lang vinter. Jeg havde mit fodboldtøj på alle vegne. Jeg sov med det og havde det på i børnehave. Vi boede i Rugmarken 13, 2. sal tv. – med udsigt lige ud til fodboldbanerne. Jeg brugte meget tid på at kigge ud af vinduet – hvornår mon sneen var væk? Hvornår mon  jeg kunne komme til træning?

Endelig begyndte sneen at smelte og fuglene kom frem –  duften af forår og græs. En duft som siden den dag har sat sine dybe spor i mig  og som tilmed blev krydret med læderfedt og nye støvler. Mine første støvler var sorte og med en hvid stribe. Om der var mål i, husker jeg ikke. Men de var rare at have på.

Jeg husker dagen. Det var en tirsdag og min stedfar havde taget tidligt fri fra arbejde. Jeg trak i EIF trøjen. Det var ikke af den fine kvalitet, vi kender fra i dag. Men den føltes rigtig at have på og jeg var så stolt.

45 trin er der fra 2. sal og ned til starten af opgangen. Her bliver man mødt af et cykelrum –  med sorte brædder for. Gelænderet var valnøddebrunt og opgangen i en mærkelig pistaiche agtig farve. Duften var altid anderledes. Det var charmen ved at bo i en opgang med seks forskellige måltider og baggrunde. Til højre boede fru Tvede, midt for boede Jørgen og Lena og i stuen boede Meddi, som kom fra Pakistan.

Klokken nærmede sig 16. Jeg holdt min stedfar i hånden og var spændt – sommerfuglene i maven fløj rundt, som var det på en forårsdag. Jeg husker, at jeg havde min egen bold med. Den skulle vise sig at blive min faste følgesvend mange år ud i fremtiden. Vi gik hen over græsset hånd i hånd.  Nede på skolen skulle vi mødes med Klaus. Han var en af min fars kollegaer på teknisk forvaltning i Espergærde. Han havde tilknytning til klubben og ville sørge for, at jeg blev meldt ind og kom sammen med den rigtige klump.

Vi trænede fra kl 16-17. Banerne var lukkede, da de var for våde. Vi blev alle henvist til græsarealet ved Mørdrup kirke. Træneren kom kørende på sin gule cykel. Han stillede den i cykelstativet på Mørdrupskolen. Vi hilste på ham. En stor mand. Ubarberet og med en meget dyb stemme. Han var er iført en rød Addidas træningsdragt og blå kondi sko i det samme mærke.

“Så du skal starte til fodbold i dag,” sagde han og kiggede ned på mig.

Jeg så op på det store menneske, hvis hænder var større end mit lår:

“Ja!”

“Ved du, hvad der sker, hvis du ikke opfører dig ordentligt?”

Jeg nåede ikke at svare.

“Så får du en kradser.”

Det var første gang, jeg hørte trænerens varme latter – en helt almindelig tirsdag for 38 år siden. En latter jeg savner den dag i dag – eksempelvis når jeg står på banerne med min søns hold. Eller når jeg i dag besøger hans gravsted.

De mennesker der har en årelang tilknytning til klubben, mindes stadig begrebet ‘kradser’. Der er en dobbelthed ved fænomenet. På den ene side gjorde det vildt nas og alligevel var det altid med et glimt i øjet.

sander

Vi blev delt op i to hold  på den helt skæve – og totalt mudrede – græsplæne. En plæne som dengang og  i dag bliver brugt, når Cirkus Arena kommer til byen.  Jeg ved ikke, hvor mange drenge vi var, men vi var mange. Mange af dem der var med den dag, er mine venner i dag. Nogle så tætte at vi kan sige, at vi har været venner i 38 år. Denne dag var starten på mit fodboldliv i EIF – samtidig også en start på mange gode oplevelser på og ude for banen.

Vores trænere var bindeled mellem disse venskaber. De skabte rammerne med en fast  og varm tone. Et bredt smil. En krammer når du var ked af det. Eller en ‘kradser’ når du var fræk. Sådan var alle de trænere, der har beriget mit liv. Men ‘kradseren’ – den var Svends helt egen.

Guld ved Odsherred Cup 1984

På bagsiden af dette billede står: “Da vi sommeren vandt guld i Asnæs sommeren 1984. Hilsen Claus, Bent og Ulla.” På billedet ses øverst fra venstre: Claus Eriksen, Kenn Agergaard, Rasmus Møller, Michael Hansen, Troels Juul Larsen, Jens Pontoppidan, Christian Ohm,Peter Dam. Nederst fra venstre: Mikkel Emborg, Anders Beese, Heine Andersen, Claus Knudsen, Lars Melbye.

Generelt var – og er – der mange store og dedikerede personligheder i EIF. Ildsjæle. Mennesker som har været der for mig. Givet mig en kradser. Et anførebind eller en skideballe. Personligheder som har båret – og bærer – EIF stafetten videre fra træner til spiller.

Trænergerningen faldt mig meget naturlig – da jeg selv fik muligheden for at påtage mig tjansen. Tiden var nu inde til at give stafetten videre. Det var dejligt at kunne dele og have fælles oplevelser med min søn – og så netop i det miljø som har givet mig så meget. Den glæde er der desværre nu blevet sat en stopper for.

Et barn har ret til to forældre

Mødre som fædre. Alle har vel et fælles sprog med deres børn. På kryds og på tværs af kloden. På tværs af sprog og nationaliteter. En fælles ting. Et bånd. Et sted. Et helle. Noget man har sammen. Noget man snakker om over middagsmaden eller inden man skal sove. Herhjemme har vi blandt andet fodbolden. Et stærkt legetøj som er gået fra generation til generation. Et legetøj som aldrig går i stykker. Som i dag  er blevet et sprog. Noget vi har sammen. Ikke kun os to – men også sammen med min søns venner og vores venner.

Den 5. september 2014 – på min søns fødselsdag – kom den første advarsel. Et brev til klubben. Man ønskede mig fyret som træner, da jeg potentielt kunne skade børnene. Klubben stod bag mig – som den har gjort siden den tirsdag i 1978.

Du kan her læse hele historien om, hvordan man forsøgte at få mig fyret som træner:

https://barnetstarv.com/2016/01/28/5-jagten/

Jeg har haft fornøjelsen af at være træner én gang – hvor min søn både kunne være sammen med sin mor og far. Det burde være en selvfølge, at man som skilsmisseforældre kan give sit barn fællesoplevelser, hvor både barnets mor og barnets far er til stede. Det kræver dog, at begge forældre vil spille bolden. Tilsidesætte eget behov og tænke på hvad der er bedst for barnet i den givne situation. Ligesom andre øjeblikke: Fødselsdage. En Fritter Cup finale. Teateraftner. Forældremøder. Eller fælles spisning i klassen. Desværre er der en negativ klang knyttet til samtlige øjeblikke, eller det der i hvert fald skulle være øjeblikke for lige netop vores søn.

Du er stadig lidt træner ik’ far

Min søn er blevet ni år nu og han kan ikke forstå, hvorfor han ikke kan træne og komme til kamp på lige fod med sine holdkammerater. Han kan heller ikke forstå, hvorfor han ikke kan komme til skills træning eller stævner regelmæssigt. Stor er min glæde derfor, da jeg til et møde i EIF bliver tilbudt at være ansvarlig for B-spillerne på min søns årgang. Nu er der måske endelig en mulighed for, at jeg kan hjælpe og støtte min søn i hans ønske om at spille fodbold sammen med sine venner. 

brev-fra-mig-til-christians-mor

Da min søns mor ikke ønsker at kommunikere med mig, skal jeg skrive til hende via en anonym modtager, som så angiveligt vil give mine beskeder videre til hende. Og d. 16. september 2016 sender jeg således denne mail til ‘overleveringen’:

brev-til-overleveringen

Jeg modtager ikke noget svar. Og da der er mange mennesker, der afventer om jeg kan få grønt lys til at træne, rykker jeg. d. 25. september for et svar: 

rykkerbrev-til-christians-mor

Jeg snakker med min søn om det. Forklarer, at det ikke er hans skyld. Min søn siger til mig:

“Far, du er stadig lidt træner, ik’?”

To dage senere – d. 27. september kommer der dette svar retur fra min søns mor: 

brev-fra-christians-mor-til-mig

Jeg tør ganske enkelt ikke at tage chancen og at satse på, at når min søns mor ikke svarer mig på mit spørgsmå, så betyder det, at hun vil lade vores søn træne – også selv om jeg er til stede i klubben. Særligt ikke set i lyset af at hun to gange har forsøgt at få mig fyret fra klubben. Og at hun har forment mig adgang til en Fritter Cup finale. D. 5. oktober sender jeg dette svar til min søns mor:

ny-1

Jeg modtager ikke noget svar. 

Farvel for denne gang

Jeg trækker mig som træner i EIF.

Det gør jeg i håb om, at min søn får mere plads på og uden for banen. Det drejer sig ikke om mig. Ligesom en fædretur, et forældremøde eller en Fritter Cup finale heller ikke handler om mig.

Håb om at vende tilbage

holdbillede

Jeg er glad og taknemmelig for, at vores søn klarer sig så godt såvel fagligt som socialt. Det hviler jeg i. Det jeg ikke hviler i, er, at der bliver tegnet et andet billede af ham trods udtalelser fra skole, SFO og EIF.

Du kan her læse hvordan skolen, SFO’en, fodboldklubben og flere af de andre forældre, oplever min søn:

https://barnetstarv.com/2016/02/22/7-i-dag-er-en-gave/

Hvis du fortsætter som træner, kommer din søn ikke til kamp – sådan lød beskeden fra min søns mor d. 28. april 2016. Nu har jeg lagt trænergerningen på hylden. Nu håber jeg så inderligt, at min søn kan få lov til – sammen med sine venner – at spille alle de kampe, han har lyst til. Og at han kan få lov til at komme til træning. 

 
Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar