Erfaring, empati og tilgængelighed

Mange af de advokater og jurister der opererer på det familieretlige område, skriver, at de selv har børn og at de derfor ved, hvad der er på spil, når familielivet går i opløsning. Den præmis køber jeg ikke. Jeg tror ikke, at man reelt kan forstå, hvor indgribende og voldsom en skilsmisse kan føles, før man har stået der selv. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er skarpere på juraen end uddannede advokater og jeg tror ikke, at jeg kender systemet bedre end garvede jurister, men jeg mener i al (u)beskedenhed, at jeg har noget andet at byde ind med, som man ikke finder ret mange andre steder.

I 2012 mærkede jeg, hvad det vil sige, når familielivet ramler. Her blev jeg skilt fra min dengang 5-årige søns mor, og blev efterfølgende mål for en række alvorlige anklager, der hastigt spredte sig i lokalsamfundet. Inden jeg fik set mig om, befandt jeg mig i mit livs kamp for min søns ret til både at have en mor og en far. En kamp, der gav mig et indblik i et system, der til tider kan sættes skakmat, hvis en forælder effektivt ønsker at fjerne den anden fra barnets liv.

Jeg har i Barnets Tarv bygget min rådgivning op omkring nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig. Jeg havde et stort behov for at blive mødt af en rådgiver der, hvor jeg var – nemlig i mit livs krise. Jeg havde brug for en, der både var skarp på juraen og det familieretlige system, men som også kunne træde ind i det smertefulde univers, jeg bevægede mig i. En som var saglig og nuanceret og som have fokus på barnets tarv, men også en der kunne tage handskerne af, når det var nødvendigt. Videre havde jeg – da bølgerne gik højest – svært at overskue at læse breve og aktindsigter fra offentlige myndigheder, appetitten forsvandt, dagene blev tunge og jeg fandt selv ud af, at selv et kort opkald fra en advokat kunne give et lyspunkt at gribe ud efter. Derfor er erfaring, empati og tilgængelighed blevet nøgleordene i den rådgivning, jeg tilbyder.