Det er d. 18. januar 2016 og kl. er 11.58. Min telefon ringer. Jeg kan se på displayet, at det er én af de jurister, der hjælper mig:
– Det er Michael Hjelvang.
Stemmen i telefonen lyder glad:
– Jeg har gode nyheder til dig, Michael. Der er lige kommet et brev fra Statsforvaltningen. De har fået en udtalelse fra skolen. Og skolen siger præcist det samme som dig. At din søn er en glad og dygtig dreng i rigtig god trivsel. Og at han elsker at spille fodbold. Anklagerne fra retten og senere i Statsforvaltningen om, at du skulle manipulere med din søn og tvinge ham til at spille fodbold i et omfang, han ikke kan holde til, har ingen gang på jord. Det samme gælder påstandene om, at han ikke trives i skolen. Og at han skulle være i konflikt med de andre børn.
Jeg står helt stille. Tårerne presser sig på. Igen. Og min stemme knækker over, da jeg spørger:
– Hvad betyder det?
– Det betyder, at der ikke hos skolen er genklang i påstanden om, at din søn trives bedre med at være mindre tid hos dig. Og det betyder, at din søn nu skal til en samtale. Der er nogen, der lige nu lytter til både din søn og til dig, Michael.
Jeg kan ikke længere holde tårerne tilbage:
– TAK
– Michael! Du har intet at takke for. Du er en fantastisk far. Længere er den ikke. Hvis der er nogen, du skal takke, er det dig selv. Den eneste grund til, at vi kan hjælpe dig, er, at du er et godt menneske. Og så har sandheden det i øvrigt med altid at komme frem.
Der er stille lidt.
– Skal jeg sende brevet fra Statsforvaltningen til dig?
– Ja. Men kan du vente til i aften?
Jeg tager en dyb indånding. Puster ud. Og fortsætter så:
– Lige nu vil jeg gerne bare nyde det lidt.
– Selvfølgelig. Jeg sender det i aften.
Samtalen afsluttes. Jeg sætter mig ned. Og giver tårerne frit løb. Måske der alligevel er en mening med det hele. Jeg mærker en ukuelig livsoptimisme og en iboende styrke boble frem fra et sted, jeg havde glemt fandtes. Der er nogen, der lytter til min søn. For fanden – der er nogen, der lytter. Og på onsdag kommer han hjem. Livet kan alt.