Ser du stjernerne, far
– Når jeg ser på stjernerne, tænker jeg på dig, far. Og så er det som om, vi alligevel er sammen. Også når vi ikke er sammen. Og hvis der er skyer, så ser jeg bare på gadelygterne i stedet.
Gennem lang tid har jeg haft et ønske om at samle mine oplevelser i bog-form. Og efter at have fornemmet genklang hos de mange mennesker, der gennem de seneste måneder, har kontaktet mig, føles tiden moden. Jer er derfor nu er gået i gang med at skrive min første bog. Og til at hjælpe mig med den proces har jeg min advokat og flere jurister.
Blog og bog går hånd i hånd
Historien kan fortælles på mange måder – og jeg vil derfor også fortsætte med at skrive her på bloggen. Det er som om de to discipliner – blog og bog – supplerer hinanden ganske fint. Mens bloggen blandt andet kan bruges til at fortælle om ting, der sker her og nu, binder bogen hele historien sammen. Hermed ikke sagt at bogen kommer til at følge en kronologisk rækkefølge. Det er tværtimod som om emnet vælger sin egen orden. På en måde er det som at se sig selv i et kalejdoskop – stivnet og stille – for så efterfølgende at dreje hele billedet rundt og langsomt nærme sig noget, der føles rigtigt. Det er her fortællingen opstår. Og det er her den kan bindes sammen.
Nedenfor en lille smagsprøve – jeg håber, at du har lyst til at læse med, når bogen kommer på gaden.
Livet kan man frygte – ikke døden
“Jeg begynder at lukke af. Bliver tavs. Jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke lytte, ikke tale, ikke se andre mennesker. Mit blik sænkes og øjnene lukkes i. Men ikke indad. For dér er kun et ekko af smerte. Og af tomhed. Det er som en slags mæthed. Min krop er fuld af mennesker, forpligtelser, indtryk, aftryk og påtryk – og nu er det nok. Meningsløsheden og foragten vælter ind. Åndssvage menneskehed. Hvad er vi her for? For at få flotte biler og velbetalte job? For at nedgøre hinanden? Fortælle usandheder? Sikke et spild. Tåbelige, idiotiske mennesker, der lever deres liv uden kompas eller evne til at se. Fatter I det ikke? Det eneste meningsfulde i det her forbandede lorteliv, er kærligheden mellem mennesker. Jeg tror på hengivelse. Inderlighed. Og hjertelighed. Vågn nu op, for helvede. Ingen af de anklager, der er fremført mod mig, er sande. Ingen.
Jeg kan mærke, at jeg ikke skal udfordre mig selv med de tunge tanker nu. Min krop sitrer mærkeligt og mit hoved gør ondt. Alligevel kan jeg ikke græde. Det er som om fakta står tomt og tørt i mit sind. Som om chokket og sorgen har suget alle tårer væk. Mit eneste holdepunkt er, at jeg sidder midt på den bane, hvor jeg har så mange gode minder. Stærke oplevelser med mennesker, der altid har været der for mig. Enten i kraft af et smil. En god aflevering. Eller et ubeskriveligt nærvær. Mennesker som stadig er der den dag i dag. Jeg er alene. Men jeg er tryg. Jeg forstår ikke, hvad det er ved mig, der er så utilstrækkeligt, at man vil dolke mig hårdt i ryggen. Og at en ven bliver til fjende. Leder efter et punkt, en oprindelse, et sted hvorfra man kunne have rettet op på tingene. Men jeg kan ikke finde det. Min hukommelse er som en labyrint. Den kender ikke den lige vej. Men jeg husker det meste. Selv ting jeg har glemt, kan pludselig komme tilbage ved en duft eller en lyd. Hele scener kan komme rullende. Jeg tænker at nogen eller noget må sidde fast i et ingenmandsland, hvor had og kærlighed er naboer med kun en snor imellem som stakit. Måske? Det eneste jeg ved med sikkerhed, er, at jeg elsker min søn og at jeg er blevet dømt for noget, jeg ikke har gjort.”
