Skiftende skyer drager hen over forårets høje himmel. Jeg har lige afleveret min søn i skolen og står nu og ser ud i min have. Et par gråspurve. Intet andet. Efter den seneste samværsafgørelse i Statsforvaltningen har en ro sænket sig. En blød tryghed. Over min søn. Og over mig. Det er torsdag d. 14. april 2016.
Min telefon bryder stilheden. På displayet kan jeg se, at opkaldet kommer fra en kvinde, som jeg aldrig troede, at jeg skulle høre fra igen. Lederen af politiets efterforskning i straffesagen mod mig i 2014.
– Det er Michael Hjelvang.
– Hej Michael. Jeg ringer fra Nordsjællands Politi for at orientere dig om, at din eks-kone har politianmeldt dig. Anmeldelsen omhandler din blog www.barnetstarv.com.
Jeg husker hende tydeligt fra straffesagen, betjenten i telefonen. Husker, at hun tog DNA- og fingeraftryk på mig. Husker hvordan hun længe og indgående snakkede med modpartens venner og familie i byretten. Og husker hvordan jeg oplevede, at jeg i hendes øjne var skyldig, allerede inden sagen gik i gang.
– Jeg ved godt, hvem du er. Det undrer mig lidt, at du ringer til mig med en ny sag, når nu du ikke kunne gøre dit politiarbejde ordentligt i den foregående. Jeg håber, at du ved, at du har fået en uskyldig mand dømt, siger jeg i et bestemt toneleje – men uden at hæve stemme.
For et øjeblik siden stod jeg og så ud i haven. Stilheden og roen flød imod mig. Stilheden er her stadig. Men den er øredøvende. Alt inde i mig – og omkring mig – larmer. Og roen, – ja, den føles som smuldrende sand mellem mine fingre.
– Du har skrevet en masse på din blog om din ekskone og din søn. Og personligt mener jeg helt klart, at du udstiller dem begge.
Jeg undrer mig over, at betjenten giver sin personlige mening til kende. Og så alligevel ikke. Det matcher meget godt det bilede, jeg har af hende.
Jeg siger ikke noget.
– Jeg skal derfor bede dig om at komme ind til afhøring.
– Jeg har ikke mere at sige til dig. Og desuden skal jeg have min advokat med.
– Du har ikke ret til en beskikket advokat, og hvis du ikke vil sige noget, kan jeg jo lige så godt sigte dig med det samme.
– Jeg har ret til at få min advokat med. Det ved du og det ved jeg. Jeg får ham til at vende tilbage til dig senere i dag.
Vi afslutter samtalen. Der er ikke nogen af os, der har mere at sige. Jeg sidder lidt. Tømt for tanker. Min sindsvæg er sprød. Så tager jeg telefonen igen. Og ringer op til min advokat.
‘Du kommer i fængsel i 6 måneder’
– Det er Thomas Ghiladi.
– Hej Thomas. Det er Michael. Sidder du ned?
– Det gør jeg nu. Hvad er det sket?
– Jeg er lige blevet ringet op af Nordsjællands Politi. Jeg er blevet politianmeldt af min eks-kone. Igen. Hun mener, at jeg i perioden fra d. 2. januar til d. 24. marts 2016 både krænker hende og min søn på bloggen. Og politiet vil på den baggrund rejse en sigtelse.
– Det er løgn. Hvilken bestemmelse vil de sigte dig efter?
– Paragraf 264 d i straffeloven.
– Den handler om videregivelse af meddelelser og billedmateriale. Men du bringer jo ikke nogen billeder eller meddelelser på din blog, der kunne være i nærheden af at krænke nogen. At sigte dig efter denne bestemmelse er i min optik en grov krænkelse af din ytringsfrihed, siger min advokat.
Jeg kan høre på hans stemme, at han sigtelsen prikker til den udprægede sans for retfærdighed, jeg så mange gange har oplevet hos ham. Og som er én blandt mange sider hos min advokat, som jeg har meget stor respekt for.
– Hvad er det værste, der kan ske? – spørger jeg. Kan jeg miste tid med min søn?
– Du kan komme i fængsel i 6 måneder, siger min advokat og griner. Men se det fra den lyse side, så har du god tid til at skrive din bog.
– Perfekt, siger jeg. Så er jeg også fri for at tænke på madlavning og indkøb. Jeg er lettet over at høre ironien i min advokats stemme. Og ved, at når han laver sjov med anmeldelsen, er det fordi, der ikke er grund til bekymring.
– Nej. Du kommer selvfølgelig ikke i fængsel. Det værste der kan ske, er, at du skal fjerne enkelte passager fra din blok. Men det tror jeg simpelthen ikke på, de kommer igennem med. Det er fjerde gang, at de eks-kone politianmelder dig på tre år. Det begynder jo næsten at blive helt komisk.
– Det er den samme betjent, der efterforsker denne sag, som også var leder af efterforskningen af straffesagen i 2014. Og der lykkedes det dem at få mig dømt for noget, jeg ikke har gjort, siger jeg. Og mærker tydeligt, at min tillid til en fair og objektiv sagsbehandling gennem de seneste år har lidt et alvorligt knæk.
– Er det den samme betjent? – spørger min advokat. Det er i sig selv helt uhørt. Hun er jo alt for involveret i sagen. Det her har karakter af hetz og personlig forfølgelse mod dig, Michael. I samtlige af landets andre politikredse ville man aldrig tage en sag som denne op. Aldrig. Her ville sagen skulle køre som et civilt søgsmål.
– Hvad kommer der så til at se nu, spørger jeg?
– Jeg ringer til Nordsjællands Politi med det samme og siger, at der ikke bliver nogen afhøring af dig, uden at jeg er til stede. Og så beder jeg om at få sigtelsen på skrift.
Vi afslutter samtalen og kort efter ringer min advokat igen. Vi skal til afhøring på Politigården i Helsingør tirsdag 19. april kl. 9.00. Betjenten vil under ingen omstændigheder udlevere noget til os på skrift.
Mørkningstimen lægger sit bælte omkring mig, mens det bløde grålys glider over i mørket. Jeg sætter mig ned med hænderne omkring nakken, lukker øjnene, mens der spreder sig et væld af tanker. Jagene i brystet er der endnu. Uroen sidder der. Angsten. I mørket bor en fantasi, hvis lige ikke findes i lyset.
Afhøring på Politigården i Helsingør
Fem dage senere står min advokat og jeg klar i receptionen på Politigården i Helsingør. Jeg ringer til betjenten og melder vores ankomst.
– Behøver jeg at give hende hånd? – spørger jeg, mens vi venter på, at hun kommer ned og henter os. Jeg gør, som du siger, – og hvis du mener, at jeg bør hilse på hende, så gør jeg selvfølgelig det.
– Jeg mener ikke, at du skylder hende noget. Tværtimod. Lad du bare være med at give hende hånden.
Jeg nikker. Lettet. Og stikker hænderne i lommen.
Kort efter dukker betjenten op i receptionen. Hun rækker hånden frem mod min advokat. Og de hilser på hinanden. Herefter er det min tur. Hun rækker hånden frem mod mig og hilser.
– Hej, siger jeg. Men beholder hænderne i lommen.
– Nå! – siger betjenten med en høj og lidt skinger stemme. Og retter hurtigt opmærksomheden mod min advokat. Vi skal denne vej.
På vej ned mod betjentens kontor møder vi i alt fem betjente, som jeg alle kender fra sportens verden. Alle hilser de på mig med kram og håndtegn og jeg bliver meget rørt af den varme, der strømmer mod mig.
– Hej Hjelvang, godt at se dig.
– Hej Hansen siger en anden med reference til mit gamle navn, vi må snart få lavet en aftale om at ses.
– Du ser skarp ud, lyder det fra en tredje, der samtidig holder døren for mig.
Betjenten, der om lidt skal afhøre mig, ser stift frem mod gangen foran os. Hun siger ikke et eneste ord før min advokat og jeg er placeret på hendes kontor – side om side. Selv stiller hun sig ved sit skrivebord – stående – og ser ned på os.
– Nå, Michael, som jeg sagde til dig i telefonen i torsdags, så vedrører det her en anmeldelse fra din eks-kone. Hun føler sig krænket på sin egen person og på Jeres søns vegne, idet du på din blog har videregivet en række oplysninger. Så det er det, vi skal tale om i dag. Inden vi går i gang, vil jeg gerne lige sikre mig, at den her samtale ikke bliver båndet.
– Det gør den ikke, siger jeg. Min telefon er slukket og det vil jeg gerne bevise.
– Og du har heller ikke andet elektronik i lommen?
– Nej. Du må gerne tjekke.
– Nej, det behøver jeg ikke siger betjenten.
– Men inden vi går i gang, så er der en række betænkeligheder ved, at det også er dig, der har efterforsket den anden sag fra 2014, siger min advokat. Især fordi sagen er under vurdering i Den særlige Klageret. Det ved du også godt.
– Nej, jeg ved, at det er oppe at vende, om den skal i Højesteret.
– Ja, netop. Den særlige Klageret er i gang med at vurdere, om sagen skal genoptages ved Højesteret. Og det er den jo ud fra vores betragtninger om, at efterforskningen ikke har været ordentlig i den første sag – blandt andet ser vi problemer med de vidneafhøringer, der er blevet foretaget.
– Nå, siger betjenten. Og hæver stemmen. Det er tydeligt, at min advokat har ramt et ømt punkt. Det er sjovt, at det så ikke er kommet frem i forbindelse med efterforskningen – hvis der manglede noget.
– Det er rigtigt, siger min advokat. Men det kommer jo an på, hvad det er for en forsvarer man har, og hans forbindelse til sagen. Videre handler det også om beviserne og den troværdighed, vidnerne har haft. Vi mener, at episoden den 31. marts 2014 aldrig har fundet sted. Men nok om det. Vi vil ikke deltage i en afhøring, hvis det er dig, der efterforsker sagen.
– Nå! Hvad er problemet med, at det er mig? – spørger betjenten.
– Du er alt for involveret. Du gav også din mening til kende over for Michael, da du snakkede med ham den anden dag.
– Jeg snakkede kun med Michael i 30. sekunder. Hvad øh.. hvad var det jeg tilkendegav? – siger hun henvendt til mig.
Jeg svarer ikke. Og ser i stedet over på min advokat – vi har aftalt, at det er ham, der fører ordet.
– Nå, du vil ikke snakke med mig. Hvad var det jeg tilkendegav? – siger hun igen – denne gang henvendt til min advokat.
– At din personlige holdning er, at Michael ikke bør skrive på sin blog. Kan du huske det?
– Jeg kan ikke huske, hvad jeg ordret sagde.
– Nej, men det behøver heller ikke at være nogen diskussion. For os at se er det meget betænkeligt, at du efterforsker, da du er alt for involveret, siger min advokat.
Det føles som om, at rollerne er byttet rundt. Og at det er min advokat, der nu afhører betjenten. Jeg har gennem de seneste år været til flere afhøringer hos politiet – men det er første gang, jeg føler, at jeg reelt har en forsvarer med mig. Jeg ser på min advokat og føler mig meget taknemmelig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham. En tanke jeg ikke kan holde ud at tænke til ende.
– Jeg har ikke været mere involveret i denne sag end i alle mulige andre, siger betjenten.
– Hvad siger du så til, at du er gode venner med indehaveren af en butik, der sælger havemøbler, spørger min advokat.
– Hvem?
– En mand der sælger havemøbler. Ham kender du. Gør du ikke det? Han skriver nogen meget grimme ting om Michael på Facebook.
– Det ved jeg ikke, siger betjenten og flytter uroligt rundt på sig.
– Det ved du ikke, hvem er? spørger min advokat. Hans stemme er helt rolig.
– Hvem er han? – spørger betjenten igen?
– Det er ham, som du snakkede en del med da sagen var i byretten, siger jeg.
– Var det ham, jeg sad ved siden af? – spørger betjenten.
– Jeg ved ikke, om du sad ved siden af ham, svarer jeg.
– Jeg sad ved siden af en lille rund fyr. Måske det er ham I tænker på. Er det også forkert, at jeg har talt med modpartens tante, som jeg går til træning hos?
– Så du går til træning hos min eks-kones tante? – spørger jeg.
– Nej, nu stopper du, siger betjenten med skinger stemme. Det virker på mig som om, hun har talt over sig og jeg undrer mig meget over det følelsesmæssige engagement, hun lægger for dagen. Er det også forkert, at jeg hilser på din eks-kones forældre, fordi jeg har afhørt hendes far? Jeg kan slet ikke se noget forkert i, at jeg sidder og taler med en tilskuer i retten? Det er jo ikke det samme, som at jeg kender dem?
– Vi er nødt til at tale med ledelsen om, hvor vidt du kan efterforske videre på sagen, bryder min advokat resolut ind. Og så må du jo fremføre dine synspunkter her. Men så længe det er dig så…
– Jamen, så må du jo komme med noget på skrift, afbryder betjenten.
– Det vil jeg meget gerne, svarer min advokat.
– Jeg kan jo ikke bare gå ned og sige, at I ikke gider at tale med mig, siger betjenten.
– Jo, det kan du faktisk godt sige. Min advokat ser bestemt på betjenten. Det er tydeligt, at han har overtaget.
– Nå ja, men det er jo usagligt, siger betjenten. Jeg hæfter mig ved usikkerheden i hendes stemme.
– Nej, det er ikke usagligt, siger min advokat.
– Nej okay, det er det måske ikke, men så må du komme med en skriftlig redegørelse.
– Det vil jeg meget gerne. Og så vil jeg gerne sige til dig, at det der foregår her, er stik imod praksis i landets andre politikredse.
– Nej det er det ikke, siger betjenten.
– Jo, det er det faktisk. Det er ikke normal procedure, at det er den samme efterforsker, der leder sagen – og tilmed i en sag så lille som denne, siger min advokat.
– Det kan godt være. Men jeg har vendt det med juristerne, siger betjenten. Og ser væk.
– Okay. Men du kan jo nu skrive et kort referat af, at vi ikke har ønsket at deltage i en afhøring, så længe du efterforsker sagen. Og så vil jeg meget gerne skrive et brev til politimesteren.
Min advokat rejser sig op og gør tilløb til at afslutte samtalen. Jeg følger med det samme hans initiativ.
– Tak for nu, siger min advokat. Og stikker mig et smil, der fortæller mig, at der ikke er grund til bekymring.
Jeg ånder lettet op og siger farvel til betjenten. Jeg giver hende ikke hånden.
Ytringsfrihed
Den aften sidder jeg i min stue med lyset slukket. Mørket slutter sig om mig som blødt fløjl. Angsten siver bort og den ro, jeg mærker, skaber ro til fordybelse.
Modparten forsøger indædt at knægte min ytringsfrihed. Jeg skal bindes på mund og hånd ellers krakelerer den facade, de gennem adskillige år har søgt at opsøge. Men hvordan de end vender og drejer det, så er det en rettighed, jeg har. Ytringsfriheden. Og jeg har ikke i sinde at give køb på den. Jeg er helt med på, at man ikke kan sige ytringsfrihed uden at sige ansvar. Og at det kan være injurierende at videregive oplysninger om private forhold. Det sidste jeg ønsker at at krænke nogen. Det giver mig intet. Men det afgørende er ikke, at ytringsfriheden har sine grænser – for det har den – men derimod hvilke typer af begrænsninger der findes. Hvis det er strafbart, at jeg på min blog skriver om mine subjektive oplevelser fra et liv som skilsmissefar, så findes der ingen ytringsfrihed.
(Indlægget er skrevet ud fra den oplevelse min advokat og jeg har haft i forbindelse med afhøringen. Gengivelsen af samtalen er foretaget ud fra fri erindring og er et udtryk for, hvad vi har hørt betjenten sige. Det samme gælder telefonsamtalen med samme betjent. Jeg anerkender fuldt ud, at der kan findes andre oplevelser af det skete. Og gøre ingenlunde krav på sandheden.)