Min søn kommer i klemme i skolen. Sommerferien bringes i fare. Jeg formenes adgang til fodboldklubben. Igen. Og jeg pålægges udelukkende at kommunikere med en anonym ‘overleveringsmail’ på skiftedage, da jeg anklages for at udsætte min søns mor for chikane. Alt sammen på under en uge. Eller sagt på en anden måde. Prøvestenen for menneskets virkelige karakter må være, når to mennesker skilles, og fortsat skal samarbejde om et fælles barn.
(Ovenstående begivenheder udspiller sig i perioden fra onsdag d. 27. april til tirsdag d. 3. maj 2016.)
Jeg fik ikke noget svar, far
– Jeg fik svar på min test i går. Vi fik alle sammen et brev med hjem, siger min søns bedste ven mens han ivrigt sætter et glas saftevand til livs.
– Hvornår får I svar på Jeres test? – spørger jeg min søn.
– Vi fik også vores test tilbage i går, siger min søn og kigger ned i bordet. Jeg fik bare ikke konvolutten med hjem, far. Mor har sagt til klasselæren, at hun skal have svaret. Far, det er ikke mig, der har sagt det.
Vi sidder omkring morgenbordet. Min søn har aftalt med sin bedste ven – som går i parallelklassen – at de skal lege sammen hver anden onsdag, da de ikke må lege sammen, når han er hos sin mor. Og denne gang har de så aftalt også at sove sammen. Her til morgen er vennens lillesøster så også kommet på besøg, så alle tre børn kan følges i skole. Det er torsdag d. 28. april. Og vi snakker om den nationale test, som drengene lige har taget.
– Det er helt okay, skat. Nu kan du jo bare se testen, når du kommer ned til mor, smiler jeg.
Min søn nikker og skynder sig at skifte emne. Og jeg kan godt forstå ham. Der er noget, der føles helt forket. Jeg har ikke brug for at se den nationale test. Men jeg har brug for at vide, at min søn ikke ikke bliver behandlet anderledes i skolen alene af den grund, at hans forældre er skilt. Igen er det som om, der bliver lagt et par tunge sten på hans skuldre et sted, hvor det let kunne være undgået.
– Jeg kan godt forstå, at du gerne ville have haft testen med hjem ligesom de andre børn. Det kan jeg virkelig. Med du skal vide én ting. Jeg er hverken ked af eller skuffet over, at du ikke har testen med hjem, så jeg kan se den. Slet ikke. Og nu kan du jo gå og glæde dig til at gennemgå den sammen med mor.
Min søn ser på mig og jeg fortsætter.
– Og hvis du vil, kan jeg sagtens kontakte skolen og spørge dem, om du ikke en anden gang kan få testen med hjem – præcist som de andre børn.
Min søn lyser op i et stort smil.
– Det må du meget gerne, far.
Efter den morgen at have fulgt børnene i skole, sætter jeg mig ned og skriver på en mail til skolens ledelse.
Jeg gennemlæser mailen et par gange. Og trykker herefter på send. I hvad der føles som et par minutter sidder jeg stille og stirrer på skærmen. Jeg håber, at skolen vil modtage min mail i den positive ånd, den er sendt. At man vil lytte til den oplevelse, min søn har haft. Jeg rejser mig op. Som altid har det hjulpet mig at sætte ord på begivenhederne og det lykkes mig faktisk for en stund at parkere den lange række af tanker, der kredser om den forskelsbehandling, min søn har oplevet. Lige indtil min telefon ringer med nyt fra fodboldklubben.
Hvis du fortsætter som træner, kommer din søn ikke til kamp
Gennem de seneste måneder har jeg genereret en del overskud, og har derfor besluttet at genoptage min trænergerning hos EIF – Espergærde Idræts Forening. Jeg kan mærke, at jeg har savnet fodbolden og klubben. Og angiveligt går det begge veje:
Og også min søn virker til at stortrives med, at vi nu igen kan træne sammen i klubben:
Jeg tager min telefon. Det er en af de andre trænere i klubben, der ringer. Beskeden er ikke til at tage fejl af.
– Din søns mor har haft et møde med EIF. Og her har hun igen meldt ud, at hun ønsker dig fyret, da du er dømt for vold og derfor i hendes optik ikke kan have med børn at gøre. Og hvis du fortsætter som træner i klubben, kommer din søn ikke til kamp, lyder det fra træneren, der oprigtigt lyder som om, at han har stor sympati for min situation.
Jeg mærker hvordan tårerne løber ned af kinderne og hvordan de trækker kolde spor efter sig. Det er præcis den samme situation, som jeg befandt mig i, da klubben lørdag d. 5. september 2014 modtog et anonymt brev fra en afsender, der omgående ville have mig fyret som træner. Sagen kører i ring. Bedst som jeg føler, at et kapitel er lukket, føjes adskillige sider til. Og igen går det ud over min søn.
– Jeg har intet andet valg end at trække mig som træner, svarer jeg og kæmper for at holde tårerne tilbage.
Kort efter afslutter vi samtalen. Der er ikke mere at sige.
Den nat taler de til mig igen. Tankerne. De kommer til mig som et minde. Jeg ligger i mørket og husker. Allerede i går fik jeg det første varsel om, at også den nationale test ville blive et problem. Her skrev min søns mor – halvanden time efter at han var kommet hjem på samvær – følgende besked:
– (Vores søn, red.) havde national test i torsdags og der kommer svar i denne uge. Du bedes sørge for at svaret, som (vores søn, red.) får med hjem i en konvolut, følger med (ham, red.) hjem på mandag. (Uddrag af besked fra min søns mor.)
Og dagen efter har min søn nu fortalt mig, at hans mor har kontaktet skolen med et påbud om, at den nationale test skal sendes direkte til hende. Jeg kan kun gisne om, hvordan forløbet har udspillet sig og i princippet er det også underordnet. Dét, der optager mig, er, at min søn nu igen er kommet i klemme. Og at han skal betale prisen for de voksnes dumheder. For min skyld kan min søns mor forlange alle de testresultater, hun overhovedet kan forestille sig, direkte leveret og forseglet, og hun kan sparke mig ud af alle de fodboldklubber, hun måtte ønske – så længe det ikke går ud over vores søn.
Jeg lader tankerne tale til ende. Og da de er færdige sukker jeg i mørket. Jeg hører lyden af en bil ude på vejen. Og ser på min telefon. Der er kun en time til, at jeg skal starte en ny dag.
Sommerferien i fare
Tre dage senere – søndag d. 1. maj – bringes også sommerferien i spil.
Da Statsforvaltningen d. 4. april traf en afgørelse om samvær, besluttede man samtidig også, at jeg i år er førstevælger, når det gælder sommerferie. Fristen for at byde ind på ferien, blev fastsat til d. 1. maj, hvilket ikke kom som den store overraskelse, da jeg altid i lige år har været førstevælger. Alligevel har min søns mor købt en rejse til Indonesien midt i sommerferien, da hun angiveligt har haft en forventning om, at hun i Statsforvaltningen med lethed ville kunne gennemtrumfe et ønske om, at hun også i år skulle vælge først. Dette sker imidlertid ikke. Og få dage efter Statsforvaltningens afgørelse modtog jeg – d. 6. april – følgende brev fra modpartens advokat.
I min naivitet troede jeg, at der måske her kunne være grobund for et nyt og bedre samarbejde og sendte derfor via min advokat følgende svar:
Jeg fik ikke noget svar på min henvendelse. I stedet valgte modparten at gå direkte til Statsforvaltningen, som henviste til, at jeg tidligere har tilkendegivet, at jeg selvfølgelig ikke vil stå i vejen for, at min søn kan holde ferie med sin mor. Og derfor tilpassede man vores nuværende samværsresolution, således at min søns mor i år kan vælge først.
Hvad modparten får ud at kontakte Statsforvaltningen – andet end at slippe for mine opfordringer til at samarbejde – har jeg til gode at forstå, eftersom jeg allerede i flere omgange har tilkendegivet, at jeg ikke vil modsætte mig min søns sommerferie med sin mor. Og hvis jeg på noget tidspunkt havde troet, at min fremstrakte hånd i forbindelse med afholdelse af sommerferien, ville afstedkomme mere positive toner fra modpartens side, bliver jeg i dag – søndag d. 1. maj – klogere.
Ifølge vores samværsresolution har min søn ret til to ugers ferie med sin far plus det løbende samvær. Og da jeg har valgt at indrette min ferie efter den planlagte rejse til Indonesien, får jeg min søn hjem på sommerferie mandag d. 18. juli. Vi har altid praktiseret, at min søn har tre ugers sammenhængende sommerferie hos begge sine forældre. De to uger som resolutionen foreskriver plus det løbende samvær som tidligere har været 7/7. Og derfor sender jeg følgende besked til min søns mor:
Min besked kvitteres med nedenstående svar:
Ud over at modparten vil nægte mig den sommerferie, som jeg er berettiget til med vores søn, vil hun nu også inddrage det løbende samvær, således at vores søn nu pludselig skal være hos sin mor i 17 dage.
Der er dage, hvor arene heler og nærmest bliver usynlige. Og andre dage hvor de bliver revet op og gør fortidens bagage tung. Dette er en af de sidstnævnte dage. Minderne om vores sommerferie sidste år kommer væltende. Billederne flakker rundt i min hjerne.
Vi valgte at tage i sommerhus i sommerferien 2015. Min søn og jeg. Badeture i havet. Cykelture til bageren. En pizza i vejkanten. Frisk frugt og grønt fra de omkringliggende gårdbutikker. Sommerland. Yatzy. Møgbeskidte børnehænder og fødder fra leg i naturen. Og ikke en skid andet. Jeg ved hvor meget min søn – som de fleste andre børn – påskønner gentagelsen. Og hvor meget han glæder sig til, at vi igen i år vender næsen mod ét af de mest fantastiske sommerhuse, jeg kender. Og mod det enkle og simple. Men alt sammen står det lige nu og vakler. Jeg tænker på, om jeg alligevel skulle have insisteret på at vælge ferie først? Måske jeg skulle have lagt min ferie netop der, hvor modparten planlægger at rejse til Indonesien? Hævnen kan virke både sød og fristende, men den giver mig ikke noget. Intet. Og midt i min frustration mærker jeg en glæde over, at jeg indvilgede i, at min søn selvfølgelig skal til Indonesien med sin mor. Den eneste den rammer – hævnen – er vores fælles søn. Præcist som med den nationale test og med fodbolden for et par dage siden. Omvendt er det klart, at jeg selvfølgelig vil kæmpe for, at min søn har ret til også at holde ferie med sin far, når han kommer hjem fra Indonesien. Og jeg skriver derfor en ny besked til min søns mor:
Kort efter kommer et noget mere positivt svar retur:
Selv om min søn mister de tre sammenhængende ugers sommerferie med sin far, føler jeg mig lettet over, at vi nu har landet en aftale omkring sommerferien. Men da jeg lidt senere sidder og nærlæser vores SMS-korrespondance, bliver jeg opmærksom på, at jeg har snydt min søn for en dag med sin far. Eftersom vi i det løbende samvær kører 9/5, er det fem hele dage, der skal lægges oven i de to ugers ferie. Og det betyder, at vi har skiftedag lørdag d. 6. august kl. 9.00 i stedet for fredag d. 5. august. Jeg gør min søns mor opmærksom på fejlen og tænker, at der her må være tale om en detalje, der fra modpartens side ikke kan tillægges den store betydning. 
Men jeg bliver hurtigt klogere. To dage efter – tirsdag d. 3. maj – modtager jeg to mails, som får min advokat helt op af stolen med følgende ord:
– Det er efterhånden for sygt, det der foregår.
‘Overleveringscentralen’
De dukker op af ingenting. De to mails. Bedst som jeg søndag d. 1. maj troede, at vi havde landet en aftale om sommerferien, vælger modparten to dage senere at sænke baren så langt ned, at det virker formålsløst overhovedet at tage tilløb til at hoppe over. Og igen er det min søn, man dybest set gør fortræd:
Tre minutter efter den første mail, modtager jeg endnu en:
I forhold til sommerferien har man altså besluttet sig for at lave en gentagelse af juleferien. Og min søn skal nu hjem til sin mor to dage midt i sin sommerferie. Præcist som han var det mandag d. 21. december. Og der er intet, jeg kan gøre ved det. (Se mit opslag omkring jul her: (http://bit.ly/1TNIgAk)
Efter at have gennemlæst de to mails, ringer jeg hurtigt op til min advokat:
– Jeg har lige sendt dig et par mails, siger jeg.
– Jeg sidder og læser dem nu, siger min advokat. Og jeg har også lige sendt dig en mail, hvor jeg skriver, at det der lige nu foregår, efterhånden er for sygt.
– Hvad tænker du, at jeg skal gøre, spørger jeg? Min stemme knækker over. Og jeg tager en dyb indånding. Som altid forventer jeg det værste.
– Det er langt ude det her, Michael. Og selvfølgelig skal du ikke skrive til en anonym modtager om personfølsomme oplysninger om din søn. Jeg skriver til overleveringscentralen med det samme og beder om, at de i første omgang giver sig til kende.
Jeg kan høre på min advokat, at han smiler og som altid har det en positiv afsmitning på mig, da jeg fornemmer på ham, et vi er på et niveau, hvor vi har svært ved at tage modparten alvorligt.
– Det er meget tydeligt, at modparten er ude på at tegne et billede af, at du ikke vil samarbejde. Og at man igen vil forsøge sig med en sag i Statsforvaltningen, hvor man vil anmode om yderligere at begrænse samværet. Den taktik er meget let gennemskuelig. Og det virker som om, at modparten ikke er bekendt med Forældreansvarslovens § 39, fortsætter min advokat.
– Jeg vil heller ikke sende min søn alene ud på vejen, når der er skiftedag. Med mindre det er hans eget ønske, selvfølgelig.
– Det behøver du skam heller ikke, lyder det fra min advokat.
– Men hvad handler alt det her om, spørger jeg? Min søns mor har i en SMS skrevet til mig, at såfremt jeg ikke lader al kommunikation foregå via ‘overleveringscentralen’, vil kun blokere mig via sin email. Og omgående skaffe sig et nyt telefonnummer.
– Set fra min stol er modparten nødt til at opretholde et billede af dig som en psykisk syg og voldelig ægtemand og far. Man er nødt til at gøre alt for at opretholde den facade. Og det forsøger man så nu at gøre ved at signalere, at du skulle udsætte din søns mor for chikane, således at hun nu ikke længere kan holde til at modtage beskeder fra dig.
– Men det er jo helt omvendt, siger jeg.
– Det ved jeg. Og det er der heldigvis rigtig mange mennesker omkring dig, der også ved. Sandheden har det med at komme frem. Bare vent og se, siger min advokat.
Jeg kan mærke, at jeg finder ro ved advokatens ord. Og vi afslutter samtalen. Og efter et par timer at have grundet over hans reflektioner og indspark, beslutter jeg mig for at lægge samtlige beskeder til min søns mor ud på min blog. De taler for sig selv, og jeg har intet at skjule.
Sent samme aften sender advokaten en mail til ‘overleveringscentralen’ med følgende ordlyd.
Vi modtager ikke noget svar.
Et naivt håb
Dagen efter – tirsdag d. 4. maj – modtager jeg en meget behagelig opringning fra min søns skole, hvor jeg bekræftes i mine gisninger omkring den nationale test. Klasselæren har – for at være på den sikre side – valgt at give den nationale test til min søns mor:
– Der går en masse jura i den, når der ikke er fælles forældremyndighed. Og det har din søns klasselærer ikke været bevidst om og derfor har hun muligvis handlet i uvidenhed, da hun valgte at give testen til din søns mor, lyder det fra manden i telefonen. Han er en del af skolens ledelse og han virker oprigtigt ked af den hændte episode.
– Det bekræfter mig i de overvejelser, jeg gennem den seneste uge har gjort mig. Samtidig har jeg fuld forståelse for de valg, som skolen har truffet, siger jeg.
Jeg har altid haft et godt forhold til skolen, som jeg også selv har gået på. Og ønsker ikke på nogen måde at holde hverken klasselæreren eller ledelsen ansvarlig for det vanvid, min søns mor lægger for dagen. Vi afslutter samtalen og kort efter tikker der en mail ind fra skolen. Man har valgt alligevel at sende mig min søns testresultat. Og tilbage sidder jeg med et naivt håb – men dog et håb – om, at min søn ikke igen vil opleve i skolen at blive behandlet anderledes end sine kammerater. Hvis ‘bare’ modparten ville praktisere den samme adfærd, ville vi være nået rigtig langt.
Enten/eller
Jeg ved, at det altid vil være modpartens ord mod mine. Jeg kender min søns mor godt nok til, at hun aldrig vil lade facaden krakelere. Eller rettere – hendes forældre vil ikke lade facaden krakelere. Det er enten/eller med den familie. Hvis man træder ud af den – og i familiens optik svigter – så er man ude. Og så er der krig. En krig der ikke stopper, før jeg ligger ned. At jeg er far til den dreng, det hele handler om – og at man gør et barn fortræd – betyder intet for dem.
(Mine beskeder til min søns mor siden vores brud i 2012 og frem til nu vil i løbet af den nærmeste fremtid blive lagt ud på bloggen under et selvstændigt punkt.)