Midsommeren er over os – ikke kun når solen skinner, men også i skumringen. Jeg sidder i min bil og er på vej hjem. Den samme vej, som jeg har kørt langt flere gange, end jeg kan huske. Nu, hvor det hele er slut, føler jeg mig alene. Freden er forsvundet og sammen med den de mange gæster. Kun ensomheden er tilbage. Og den kan ikke være i stue med andre. Aldrig, aldrig vil du få en tilknytning til dit liv, hvisker den. Du vil for altid være en gæst, der ikke ved, hvor han skal gøre af sig selv. Jeg flytter lidt rundt på mig selv i sædet og prøver at flytte fokus.
Mine tanker går nu på at komme hjem i haven og lege med min søn. Jeg har stort set ikke set ham i dag. Og lige om lidt er han taget afsted på tre ugers sommerferie hos sin mor. Jeg skubber tanken væk. Det gør for ondt at tænke på og lige nu er der så utrolig meget at glæde sig over. Jeg ser på sommer-landskabet, der sender en sød duft af sommer og frodighed hen mod mig, så jeg næsten er ved at græde.
Ud fra gaver og kort at vurdere må der i går have været et sted mellem 100 og 150 gæster. Og hver og én gjorde de et stort indtryk på mig. Præcist som kortene, der er skrevet. Ordene, der blev sagt. Og de mange varme kram. Indtrykkene er store og lige nu prøver jeg at læse de mange kort, der i går blev adresseret til mig. Men jeg må stoppe op. Bliver rørt. Som DAD synger:
– I’m looking at the skies. I’m trying not to cry, cause it’s over.
Det er ikke forbi, Michael. De gode mennesker er der ved din side – ligesom min gamle ven sagde, når vi skulle på løbetur med holdet i Helsingør:
– Kom så Michael, du kan godt de sidste km. Bare tænk på at folk står og siger dit navn.
Det er 27 år siden og han var der også i går. Det er nu, det hele begynder.
Jeg vil så gerne sige tak til de mange mennesker, som er der for mig. Men jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Hvordan jeg udtrykker så dybfølt en tak? Jeg føler mig priviligeret over alle de fantastiske breve, hilsner, varme ord og kram. TAK af hjertet.
I dag går turen til min morfar på kirkegården. Det han har lært mig, kom i går til syne. Man kan spørge sig selv om, hvori hans elskelighed bestod. Måske ligger den i selve det, at han nu kommer til mig. At han vil mig noget. Han ved nok ikke præcis, hvad det er, han vil. Og det gør jeg heller ikke. Og det er det, der er rart.
Dagens artikel i Helsingør Dagblad:
