“Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?”
Juristen ser spørgende på sagsbehandleren.
“Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.”
“Fra hvem?”
“Jeg er rådgiver for din søn i Familierådgivningen i Helsingør Kommune”
Hele eftermiddagen har solen stået lavt på himlen i et drev af røde skyer. Dagene er stadig korte og udenfor er hækken blevet sort. Det er som om grene og blade er viklet sammen i én genstridighed.
Jeg ligger på sofaen og ser kampen mellem Liverpool og Southampton. Det er onsdag d. 11. januar 2017 og efter en lidt sløv kamp, hvor Liverpool desværre taber med et enkelt mål, der allerede blev scoret i kampens 20. minut, tager jeg min telefon og surfer lidt rundt på diverse nyhedssites. Klokken nærmer sig 23.00 og jeg kan mærke, at søvnen presser sig på. Åndsfraværende trykker jeg på det blå mailikon med den hvide kuvert og bedst som jeg tror, at et punktum for dagens aktiviteter er blevet sat, føles det som om, at et skud af adrenalin bliver hamret ind i brystet på mig. I min indbakke ligger der en besked om, at der i min e-Boks er landet et brev fra Helsingør Kommune. Gennem de seneste år har jeg opbygget et udpræget ubehag ved at modtage breve fra offentlige myndigheder og mens jeg sætter mig op, mærker jeg, hvordan mismodet skyller ind over mig.
Jeg ved, at jeg ikke får ro, før jeg har tjekket, hvad kommunen vil mig og med mekaniske bevægelser logger jeg med det samme på e-Boks. Beskeden ligger som den øverste og jeg lader øjnene glide hen over de første linjer. Hurtigt. Det er som om, at jo hurtigere jeg griber fat i ordene, jo mindre hårdt vil de potentielt kunne ramme.
Kære Michael
Mit navn er xxx og jeg er rådgiver for din søn i Familierådgivningen i Helsingør Kommune.
Jeg skriver til dig, da jeg skal oplyse dig om, jf. Offentlighedslovens § 8, at Familierådgivningen i Helsingør Kommune er i besidelse af oplysninger omkring dig.
Mit hjerte hamrer afsted og jeg forsøger at skimme brevet igennem, men bogstaverne flyder sammen og jeg må lægge telefonen fra mig. Gennem de seneste måneder har jeg troet, at der var kommet mere ro på – ikke mindst i kølvandet på rettens frifindelse. At anklagerne mod mig ville aftage – og hvad langt vigtigere er – at lyset ville falde på den 9-årige dreng, der står i midten og kæmper for sin ret til både at have en mor og en far og ja, til ‘bare’ at være en helt almindelig dreng. Eller rettere, – jeg havde ladet mig lulle ind i et naivt håb. Men nu genoplever jeg atter denne isnen i hjertet, derinde hvor det væsentligste snører sig sammen og får åndenød. Jeg vil ikke miste. Min søn.
Et øjeblik dvæler jeg ved det paradoks, der på én og samme tid får mig til at læse og til at stoppe op. Jeg kan ikke læse videre. Kan ikke rumme flere dårlige nyheder. Omvendt kan jeg heller ikke lade være med at læse. Jeg må vide, hvad der er sket. Jeg kigger ud mod hækken. Mørket har ædt sig ind på de sammenfiltrede grene og blade og tilbage står kun en sort skygge. Jeg lukker øjnene. Herefter lader jeg igen blikket vandre ned over brevet.
Familierådgivningen er i besidelse af følgende dokumenter: Udskrifter fra Retten i Helsingør, udskrifter fra Landsretten, akter fra Nordsjællands Politi samt blogindlæg. Du har ret til at blive oplyst om disse dokumenter, der vedrører eller omhandler dig. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker dette.
Jeg skal derudover oplyse dig om, at Familierådgivningen har truffet afgørelse om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, jf. Servicelovens § 50 for at kunne vurdere om hvorvidt xxx er i målgruppe til at modtage støtte, jf. Servicelovens § 52. Den børnefaglige undersøgelse skal belyse xxx’s trivsel, udvikling, adfærd, skoleforhold, familieforhold samt fritidsforhold. Jeg skal oplyse dig om, at da du ikke har forældremyndigheden over xxx, har du ikke ret til at blive inddraget i undersøgelsen, men Familierådgivningen vurderer dog, at du er en stor del af xxx’s hverdag, og det ses derfor relevant at inddrage dig, hvilket xxx. Jeg skal dog oplyse dig om, at du ikke har ret til at få tilsendt undersøgelsen, samt at Familierådgivningen ikke har pligt til at inddrage dig i sagsforløbet.
Jeg skal oplyse dig om, at du har orienteringsret, hvilket betyder, at du har ret til at blive orienteret omkring xxx’s forhold og trivsel, hvis du ønsker det og herved selv retter henvendelse.
Jeg ønsker i forbindelse med undersøgelsen at tale med dig om, hvordan du oplever xxx’s trivsel både derhjemme og i skolen. Jeg vil i forbindelse med undersøgelsen tale både med dig, xxx og xxx for at få et nuanceret helhedsbillede af xxx.
Du inviteres herved til samtale ved undertegnede socialrådgiver, xxx:
Tirsdag d. 07. februar 2017 kl. 14:30
Mødet vil foregå i Familierådgivningen, Birkedalsvej 27, 3000 Helsingør.
Du er velkommen til at tage en bisidder med til samtalen.
Du bedes kontakte mig, hvis du ikke har mulighed for at møde op på ovenstående tidspunkt, så vi kan finde en ny dato enten få tlf. xxx eller på mail xxx.
Med venlig hilsen
xxx
Det er, som om ordene skærer mig op og krænger siderne ud, så jeg står åben og berørt. Min søns sagsbehandler. Hvad helvede betyder det? Og hvor længe har det stået på? Og hvorfor? Hvad er det nu, han bliver trukket igennem? Og af hvem? Det er som om, der slet ikke er flere kræfter tilbage i mig, som om alt er strømmet stille klukkende ud af mig i løbet af de seneste fire år, og at det først er nu, bunden er nået.
“Et af de største selvmål, jeg længe har set”
Jeg trykker på hjem-knappen og går ind under mine kontakter. Kort efter ringer telefonen op.
“Du har ringet til advokat, Thomas Kaehne Ghiladi…”
Jeg afbryder telefonen, inden den når at gå på svareren. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Et øjeblik sidder jeg med telefonen i hånden. Så tager jeg et screenshot af kommunens brev og sender det til min advokat. Jeg lukker øjnene. Synker med en tyk, fyldt bevægelse og lægger nakken tilbage mod kanten af sofaen. Kort efter ringer telefonen.
“Det er sgu lidt sent, du skriver, Hjelvang, men det her er fandme så dumt, at jeg bliver nødt til med det samme at reagere.”
Jeg kan ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet. Som så mange gange tidligere hjælper det at have Thomas som holdets anfører. Hans uformelle tilgang og evne til at dechifrere den ene anklage efter den anden, gør mig tryg. Ikke at jeg betragter min søns liv som et spil. Eller hans mor som en modstander. Tværtimod. Men gennem de seneste år er det gået op for mig, at når et menneske – med hvilket du deler forældreskabet over dit barn – beslutter sig for, at du er ondskabens ikon og at du skal ud af dit barns liv, så er der reelt kun to ting, du kan gøre. For det første skal du lade langt de fleste af de skud, der bliver rettet mod dig, gå ind – i erkendelse af, at det bedste du her og nu kan gøre for dit barn, er ikke at gøre noget. Og for det andet skal du finde de dygtigste mennesker på området til at hjælpe dig med at parere de afgørende bolde, så dit barn ikke ender med at miste dig.”
Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene.
“Hvordan skal jeg tolke ordlyden i brevet fra kommunen?”
“Det kommer an på, hvem der har sendt dem en underretning? Og hvorfor?”
Jeg tøver lidt. Jeg har ikke lyst til at sige det højt, som både min advokat og jeg formentlig tænker. Når først ordene er sagt, er der givet liv til endnu en ubegribelig handling og jeg ønsker for alt i verden ikke, at tingene forholder sig, som jeg frygter.
“Jeg ved det ikke. Men jeg vil gætte på, at det er min søns mor.”
Der var de. Ordene. Jeg kan godt selv høre, at det lyder langt ude. Hvilken forælder ville sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn? Både skolen, SFO’en, fodboldklubben og forældrene til min søns venner oplever – præcist som jeg – en glad, smilende, social og empatisk dreng. Og det samme gør mine venner og min familie. Og billedet er konstant. Helt tilbage til børnehaven er han blevet beskrevet på tilsvarende måde. Men når jeg ser på historikken, begynder sveden at lægge sig på huden, som om den ikke er min, men kommer fra en fremmed. Jeg mærker, hvordan en underlig forvirring melder sig og tænker, at det er et spørgsmål, om sveden vil ind eller ud, eller om den kommer indefra eller udefra. Gennem hele min søns opvækst har hans mor beskrevet ham som en skrøbelig, syg og tilbagestående dreng. Allerede inden hans 3 års fødselsdag, var hun – på vegne af vores søn – i kontakt med sundhedsvæsenet ikke mindre end 41 gange, hvoraf der i 21 af tilfældene var tale om akutbesøg hos lægevagten. Der var bare lige det ved det, at vores søn intet fejlede. Efter december 2012, hvor jeg besluttede mig for at stoppe vores ægteskab, fortsatte min søns mor med at beskrive ham som en dreng i mistrivsel – denne gang på skift overfor Statsforvaltningen og retten, hvilket også undervejs afstedkom en markant konklusion i den store børnesagkyndige undersøgelse, der i efteråret 2013 blev foretaget:
“I relation til denne risiko virker Michael Hjelvangs overvejelser om at kunne justere (barnets, red) samvær med xxx, under hensyntagen til hendes mentale tilstand, relevante.”
Så måske hun rent faktisk godt kunne finde på at sende en underretning til kommunen på sit eget velfungerende barn. Nej, Michael. Det er simpelthen for langt ude. Hun kan ikke have gjort det. Der må være en anden forklaring, tænker jeg, mens den ene rastløse tanker afløser den anden.
Du kan læse mere om fædreturen her: 21. Sandheden husker man
“Hvis din søns mor selv har sendt en underretning på Jeres søn, vil det være ét af de største selvmål, jeg længe har set.”
Min advokats stemme lyder underlig fjern og med en kraftanstrengelse vender jeg igen tilbage til samtalen.
“Normalt laver en kommune de her børnefaglige undersøgelser i sager, hvor man på baggrund af en underretning vil kortlægge, om det kan være relevant med aflastning, en anbringelse af barnet udenfor hjemmet eller i yderste konsekvens en tvangsfjernelse af barnet,” fortsætter han. “Underretninger kommer som regel fra fagpersoner, der er i kontakt med børn og familier og som derfor også har skærpet underretningspligt. Det kan være pædagoger, lærere, sundhedsplejersken, jordemoderen eller en læge. Underretninger kan dog også komme fra naboer, venner eller familie. Men de kommer uhyre sjældent fra forældrene selv, idet de færreste forældre ønsker at lade det være op til kommunen at bestemme, hvilken hjælp deres barn skal have – en hjælp der i yderste konsekvens kan resultere i, at barnet bliver fjernet. Bare se på din egen omgangskreds. Jeg er sikker på, at du kender eller har hørt om flere, hvis børn har det svært og som har brug for ekstra hjælp eller støtte. Men jeg vil også vædde med, at du ikke kender en eneste, der har sendt en underretning til kommunen på selvsamme barn i forsøget på at hjælpe det. Hvis det er din søns mor, der har sendt denne her underretning til kommunen, så siger hun dybest set følgende til dem: Jeg kan ikke finde ud af at tage vare på min søn. Er I ikke søde at skrive, at han har det dårligt, så jeg kan tage det med i Statsforvaltningen og på den måde få dem til at fjerne min søn mest muligt fra sin far.”
Der er opdrift og tyngde i advokatens ord og i den måde hvorpå han betoner dem. Instinktivt griber jeg ud efter dem. Ordene.
“Nu skal vi selvfølgelig passe på med at tillægge din søns mor et motiv, som vi for det første ikke har belæg for og som for det andet er så langt ude at selv din søns mor formentlig ville finde det for vidtgående. Men hvis vi nu antager, at det rent faktisk er hende, der har sendt den her underretning på sit eget barn, så er det jo nærliggende at tro, at det dybest set handler om, at hun vil en tur i Statsforvaltningen og at hun vil forsøge yderligere at begrænse samværet mellem din søn og dig. Det vil hun selvfølgelig aldrig indrømme, da det vil få hendes bekymringer for Jeres søns trivsel til at klinge hult. Hvis bekymringen var reel, ville hun som det første kontakte dig for at høre, hvordan du oplever Jeres søn og hvis der var genklang hos dig, kunne hun herefter – sammen med dig – overveje om din søn kunne have brug fra hjælp. Det er min oplevelse, at det er det normalttænkende forældre gør. Det som ingen normaltfungerende forældre gør, er at sende en underretningen til kommunen på deres eget barn. Når man gør det, er det fordi man bruger sit barn som spydspids.”
Mens advokaten taler, begynder det langsomt at gå op for mig, hvor langt ude det er, hvis det rent faktisk er min søns mor, der har sendt en underretning til kommunen. Og jeg mærker taknemmeligheden skylle ind over mig. Uden min advokat ville jeg være prisgivet.
“Tager du med til mødet?” spørger jeg.
“Nej, jeg tror, at det vil virke konfliktoptrappende. Og det er det sidste vi ønsker. Det er bedre, at du tager en af juristerne med. Til gengæld kan jeg se, at de eneste dokumenter, som kommunen er i besiddelse af, er afgørelsen fra retten i forbindelse med forældremyndighedssagen samt sagsakter i forbindelse med straffesagen. Uanset hvem der har lavet den her underretning, er det tankevækkende, at vedkommende ikke har fremsendt de dokumenter, der netop handler om din søns trivsel. Her tænker jeg eksempelvis på den børnesagkyndige undersøgelse, på børnesamtalen i retten, på Statsforvaltningens samtale med din søn, på udtalelserne fra skolen, fodboldklubben og SFO’en, på alle ugerapporterne i forbindelse med skiftedage – samt selvfølgelig den vigtige information, at du i retten i november sidste år blev frikendt. Alt sammen tegner det et helt andet billede, end det der i underretningen angiveligt bliver tegnet. Og det er klart, at jeg sørger for at sende disse dokumenter til kommunen, så snart du har været til møde.”
“Tak, siger jeg. “Det giver god mening. Jeg ringer til juristerne. Er der noget særligt, vi skal være opmærksom på i forbindelse med det her møde?”
“For det første er det selvfølgelig vigtigt at få afklaret, om det rent faktisk er din søns mor, der står bag underretningen. Hvis det er tilfældet, er der nok ikke den store tvivl om, at hun endnu engang vil påtage sig offerrollen. Hun vil formentlig beskrive dig som værende en stjernepsykopat, der render rundt og nikker flyveskaller til højre og venstre og hun vil – hvis hun ikke allerede har gjort det – fortælle kommunen, at hun er bange for dig, hvorfor det ikke er muligt for hende at samarbejde. Den står for hendes egen regning. Det eneste du i den forbindelse kan og skal gøre, er stille og roligt at fortælle, hvordan du oplever Jeres søn.”
“Hvordan i forhold til det juridiske? Kommunen skriver, at jeg ikke har ret til at få resultatet af undersøgelsen tilsendt. Kan det være rigtigt?”
“Overordnet kan man sige, at sagsbehandleren følger sit opdrag – nemlig at sikre sig at det barn, hun har modtaget en underretning på, trives. Det er der ikke noget odiøst i. Dog har hun ikke ret i sine betragtninger om aktindsigt. Først skriver hun til dig, at du ikke er en del af sagen og så skriver hun, at det er du så alligevel, da du er en stor del af din søns liv. Du har det, der hedder retlig interesse og den del skal jeg nok tage mig af.
“Tak.”
“Og Michael?”
“Ja.”
“Det er vigtigt, at du lige nu forsøger at slappe af og at du passer godt på dig selv. Og husk, at du ikke er alene. Vi er mange som har stor sympati for din sag og som gerne vil hjælpe dig.”
En tid er der tavst. Jeg afventer om advokaten har mere at sige, men han forbliver tavs. Tavshed er godt.
Vi afslutter samtalen og jeg forsøger at finde ro ved advokatens ord. Men jeg kan ikke slappe af. Jeg er stadig rystet og jeg har mest af alt lyst til at rejse herfra, pakke mine ting, sætte mig ind i bilen, køre tværs gennem landet med radioen på fuld styrke, rejse fra hele denne elendighed, der ser ud til at brede sig til steder, som jeg ikke troede kunne blive angrebet. Men flugten er ikke en reel mulighed og i stedet bliver jeg stille siddende og begynder at kigge på billeder af min søn. Hvilke minder har jeg om ham? Dem jeg har, er små og sprøde. De er tynde avner, der flagrer foran mit ansigt. Jeg løber forpustet med fremstrakte hænder. De danser afsted på den varme luft fra min ånde. Bedst som jeg tror, jeg kan lukke min hånd om dem, viger de udenom. Jeg standser op og leder, jeg snurrer rundt om mig selv. Men de er væk. Jeg forstår det ikke. De var her jo lige før. Og jeg må have dem. Det er en livsbetingelse. Der løber min søn til en af sine første fodboldtræninger. Fødderne trommer mod græsdækket. Billedet er en anelse sløret. Lige i det øjeblik var han så dejlig, at det ikke kunne gå hurtigt nok og jeg husker, hvordan jeg skyndte mig at tage billedet. Andre snapshots og videoer følger. Den lille dreng kommer stolprende mod mig. Hans ansigt stråler. Også dette billede er sløret, men jeg genkender det, og det rører ved en mørk streng langt inde i dig. Al luft går ud af mig. Jeg synker sammen. Jeg har lyst til at råbe, men forbliver tavs. Det her kan aldrig komme ud. Det kan aldrig komme længere. For det er standset. Det er noget fysisk. Det er inde i min krop, i mit blod. Engang levede jeg i kroppens forbundethed. Nu sidder jeg med små slørede billeder foran mine øjne.
Møde med kommunen
Knap en måned senere – tirsdag d. 7. februar – går en af juristen og jeg hen mod en stor og mørk bygning, der på trods af de brede vinduespartier efterlader et dystert indtryk. Helsingør Kommune. En lav diset sol forsøger uden held at trænge igennem skydækket og på fliserne hopper enkelte småfugle rundt.
Da vi træder ind gennem svingdøren, skal vi på en skærm registrere min ankomst og som kvittering modtager vi en lille lap papir – præcist som når man på apoteket eller hos bageren skal trække et nummer. Forhallen er pakket med mennesker, der med fjerne blikke spejder rundt i lokalet. Alle virker optaget af deres egen sag og ingen har tilsyneladende overskud til at interessere sig for sidemanden.
“Michael Hjelvang?”
“Ja.”
En kvinde er netop trådt ind i forhallen og sender mig et venligt smil, da hun rækker mig hånden.
“Jeg har taget en jurist med,” siger jeg. “Det håber jeg er okay?”
“Selvfølgelig,” siger sagsbehandleren og sender også juristen et venligt smil. “Kom I med mig. Vi skal ovenpå.”
Vi følger efter sagsbehandleren op ad en snoet trappe og går ned ad en gang, hvor flere kontorer og mødelokaler tilsyneladende er placeret. Da vi er cirka halvvejs gennem gangen, åbner sagsbehandleren en dør til venstre for os.
“Det er her, vi skal være.”
Det er et lille lokale, hvor det eneste der er plads til, er et bord og en række stole. Juristen og jeg går om på den modsatte side af bordet og sætter os ved siden af hinanden. Over for os sætter sagsbehandleren sig med ryggen til døren. Lokalet ligger midt i bygningen, så der er ikke nogen vinduer, i hvert fald ikke nogen af den slags der afspejler virkeligheden. Til venstre for juristen og jeg er der et vinduesparti, der vender ud mod den gang, vi lige har gået på. Der er trukket persienner for og jeg mærker, hvordan en uro glider gennem mig fra isse til fodsål.
“Jeg er tilknyttet familieafdelingen i Helsingør Kommune og vi er lige nu i gang med at undersøge, om der kunne være et behov for støtte til din søn,” siger sagsbehandleren og ser på mig med et imødekommende smil. “I den forbindelse kigger vi på dig, på din søns mor og på skolen og så vurderer vi til sidst, om din søn kunne have brug for hjælp. Som jeg også skrev i mit brev til dig, vil jeg gerne høre lidt om, hvordan du oplever din søn, dels når han er sammen med dig og når han er sammen med sine venner samt hvordan du oplever, at han fungerer i skolen.”
Jeg nikker og ser tøvende over på juristen.
“Hvad er baggrunden for, at I vil lave en børnefaglig undersøgelse?”
Juristen ser spørgende på sagsbehandleren.
“Det er på baggrund af en underretning, som vi her på kommunen har modtaget.”
“Fra hvem?”
(Du kan i anden del af dette blogindlæg, som udkommer onsdag d. 15. marts læse, hvem underretningen kommer fra og hvordan sagen tager en ny dramatisk drejning. Sidste del af blogindlægget udkommer fredag d. 17. marts.)