Intet er helt selvfølgeligt. Alt er nyt og mærkværdigt. Intet er omsonst. Alt har sin tid, som er nu.
Benny Andersen
Om få timer rinder året ud og tiden er inde til at gøre status over, hvad året har bragt af godt og ondt. 2017 blev året, hvor meget langsomt begyndte at give mening, og hvor jeg mærkede, hvordan det er at leve – og ikke bare at overleve. Men samtidig bed 2017 også – med sin bidskhed – fra sig og, satte allerede i januar tænderne i, hvor det gør mest ondt. D. 11. januar modtog jeg et brev fra Familierådgivningen i Helsingør Kommune. Forvaltningen havde valgt at igangsætte en børnefaglig undersøgelse af min søn på baggrund af en underretning og jeg blev indkaldt til et møde d. 7. februar 2017. På mødet fik jeg at vide, at underretningen var kommet fra min søns mor, der havde oplyst, at vores søn er i mistrivsel, at han er voldelig overfor de andre børn, at jeg slår ham, truer ham, mishandler ham, låser ham inde, udsætter ham fra psykisk terror og at min søn er bange for mig, og ikke ønsker at se mig.
Du kan læse mere om underretningen til Helsingør Kommune og om den børnefaglige undersøgelse her:
26. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)
27. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)
28. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)
Mens den børnefaglige undersøgelse verserede, fik jeg af min søns fodboldtræner i starten af marts at vide, at hans mor havde meldt ham ud af den lokale fodboldklub og at han var blevet påbudt at stille op på trænerens privatadresse for at returnere sit spillesæt. Udmeldingen skete på trods af skolens seneste udtalelse af 13. oktober 2016: “Hans (min søn, red.) store passion er fodbold” – og d. 16. marts 2017 valgte Ungdomsformanden for Espergærde fodbold således også at sende en underretning til Helsingør Kommune vedrørende den klemme, hans mor havde placeret vores søn i.
Du kan læse mere om udmeldelsen fra fodboldklubben her: 30. “Du vil ikke spille fodbold mere, vel?”
Godt to uger senere – fredag d. 31. marts – traf Helsingør Kommune en afgørelse: Det vurderes på baggrund af ovenstående, at (barnet, red) ikke befinder sig i målgruppen for børn, der har behov for særlig støtte, jf. Servicelovens § 52, hvorved sagen umiddelbart afsluttes i Familierådgivningen. Kommunen mente således ikke, efter at have foretaget en børnefaglig undersøgelse og efter at have talt med min søns skole, at der var tale om et barn i mistrivsel og heri ligger implicit også en tilkendegivelse af, at kommunen ikke troede på, at de anklager min søns mor havde anført om, at jeg skulle udsætte vores søn for såvel psykisk som fysisk vold, var sande. Havde kommunen troet på det, havde de ikke alene ret men også pligt til at skride ind.
Du kan læse mere om kommunens afgørelse her: 29. Afgørelsens time
Efter en turbulent start på året, der heldigvis mundede ud i, at Helsingør Kommune afskar min søns mor muligheden for på ny at starte en samværssag i Statsforvaltningen, der havde til formål at fjerne vores søn mest muligt fra sin far, begyndte mere opmuntrende vinde hen over sommeren 2017 at tage fat.
Hen over sommeren 2017 begyndte rådgivningsdelen i Barnets Tarv for alvor at tage form og d. 10. august bragte Helsingør Dagblad således også en dobbeltsidet artikel med rubrikken: Hård skilsmisse førte til nyt firma.
Du kan læse mere om artiklen i Helsingør Dagblad her: 31. Helsingør Dagblad går ind i kampen for at sikre barnets tarv i skilsmissesager
Gennem hele 2017 har arbejdet med færdiggørelsen af min bog været en af hovedoverskrifterne, og d. 18. september var jeg således til møde med forlaget og d. 22. september blev bogens forside, titel og prolog offentliggjort her på bloggen.
Du kan læse mere om mødet med forlaget og om offentliggørelsen af bogen forside, titel og prolog her:
Efteråret 2017 bød på et fokus på injurielovgivningen. D. 21. november 2016 blev jeg frikendt i Helsingør Byret efter en anmeldelse til politiet fra min søns mor gående på, at jeg i indeværende blog skulle overskride injurielovgivningen, og med frikendelsen satte byretten således en fed streg under, hvor grænserne for injurierende udsagn går. Et år senere – d. 22. november 2017 – rettede min advokat, på baggrund af byrettens frikendelse, henvendelse til en af de personer, der på de sociale medier gentagne gange har stemplet mig som værende psykopat.
Svarfristen for den pågældende person var d. 20. december 2017 og jeg har dags dato endnu ikke hørt fra ham. Min advokat vil i 2018 tage sagen videre til politiet. Dette sker ikke for at optrappe den konflikt, min søns mor måtte mene at have med mig, men for at understrege mit budskab om, at sandheden altid har det med at komme frem.
Endelig blev der i december 2017 sat et punktum for den klagesag, jeg har igangsat over Nordsjællands Politi. D. 26. oktober 2016 anmodede jeg om aktindsigt i de tre originalbilledfiler i den straffesag, der i 2014 blev ført mod mig. I første omgang afslog politiet min anmodning, men efter en klage til Statsadvokaten fik piben an anden lyd, og anmodningen blev imødekommet. D. 4. april 2017 var jeg til gennemsyn af sagsakterne ved Nordsjællands Politi i Helsingør og d. 23. maj fik jeg en digital kopi af to af de pågældende billedfiler udleveret.
Ved gennemgangen af billederne kom det frem, at der i sagen er journaliseret et fjerde billede, som jeg ikke tidligere er blevet orienteret om, og at politiet manglede originalbilledfilerne på to af de omtalte billeder. D. 11. august 2017 påklagede jeg dette til Nordsjællands Politi og d. 8. december beklagede politiet, at de ikke længere var i besiddelse af de pågældende billedfiler, der må anses at have haft afgørende betydning i straffesagen. De to originale billedfiler er nu blevet forelagt flere uvildige fotoeksperter og budskabet er klart: Billederne er manipulerede. Du kan læse mere om billederne i min bog, der i 2018 rammer gaden og jeg afventer lige nu en tilladelse til i bogen at bringe billederne, så du som læser selv kan danne dig et indtryk.
Julen og nytåret
D. 10. november 2017 skrev jeg følgende til min søns mor vedrørende julen og nytåret samt vores kommunikation via de skriftlige ugerapporter:
I forhold til julen og nytåret modtog jeg d. 22. november nedenstående svar, men fik intet svar på min opfordring til en bedre kommunikation:
D. 20. december 2017 skulle min søn, jf. vores samværsresolution, hjem til mig på juleferie. Imidlertid fik jeg om morgenen en besked fra skolen om, at min søn ikke var kommet i skole – og da jeg intet havde hørt fra hans mor, frygtede jeg, at hun var i gang med at tilbageholde ham, og skrev derfor følgende til hende:
Senere samme dag kom min søn alligevel i skole og om eftermiddagen modtog jeg en ny mail fra min søns mor:
Jeg har meget svært ved at se det utilstedelige i at rette henvendelse til min søns mor, når vores søn ikke på en skiftedag er i skole og da jeg intet havde hørt fra hende, og jeg tænker på, hvordan hele situationen kunne have været undgået med en bedre kommunikation – eller bare en eller anden form for kommunikation. Men dialogen er kørt så meget af sporet, at jeg ikke længere kan få øje på den. Det er altid der, det ender, når min søns mor insisterer på ikke at rette blikket mod sig selv. Hun kører og kører, til jeg for længst er stået af.
Min søns mor har flere gange skabt unødigt drama omkring julen og nytåret og i år var desværre ingen undtagelse. D. 28. december skrev min søns mor til mig, at vores søn alligevel ikke kommer hjem d. 3. januar, som hun tidligere havde oplyst og som jeg har planlagt efter. Min søns mor vil ikke give mig adgang til forældreintra og jeg har således kun hendes ord at planlægge efter:
Du kan læse mere om forældreintra her: 21. Sandheden husker man
Du kan her læse om julen og nytåret i 2015 og 2016: 25. Lad julesorgen slukkes
Mening med galskaben
Når jeg her på kanten af 2017 ser tilbage på det forgangne år, står Benny Andersens ord klare for mig:
Intet er helt selvfølgeligt. Alt er nyt og mærkværdigt. Intet er omsonst. Alt har sin tid, som er nu.
Der er en mening med galskaben og nuet skal fanges i det øjeblik, det passerer. Isoleret set giver begivenhedernes gang i 2017 ikke den store mening, men set i en sammenhæng, tegner de et meningsfuldt billede og at budskab om, at tiden er nu:
Når jeg kaster blikket frem mod 2018, håber jeg, at min søns mor vil indse, at et barn har ret til to forældre, og at hun vil se og lytte til vores søns behov. Videre håber jeg, at hun vil finde mod og styrke til at nedbryde den mur, hun sammen med sine forældre har bygget omkring sig, og at hun sten for sten ved hjælpe med at bygge en bro hen over de to verdener, som vores søn måtte opleve at skulle navigere i.
2017 har på privatfronten budt på mange store og fine øjeblikke, og fortsætter 2018 på samme måde, ligger mine største ønsker lige foran døren – klar til at gå i opfyldelse.
Afslutningsvis vil jeg gerne sige tak for alle Jeres henvendelser – hver og en. Tak for tilbud om fodboldbilletter, invitationer til mad eller kaffe i Jeres hjem, gaver ude foran vores dør og sågar invitationer til juleaften. Jeres støttende ord, Jeres tid og empati betyder meget.
Med ønske om et godt og lykkebringende nytår
Michael