Som optakt til min bog bliver der i den kommende tid udgivet en række indlæg her på bloggen om de ting, der er sket i min sag – hændelser, som desværre er et udtryk for nogle generelle brist i vores skilsmissesystem.
Indlæggene falder i kølvandet på den skilsmisseaftale, der i tirsdags blev præsenteret på Christiansborg og er derned tænkt som Barnets Tarvs bidrag til at gøre opmærksom på vigtigheden i, at det nye system bliver implementeret ordentligt. Én ting er fine og på papiret gode aftaler fra politisk side, noget andet er når det skal omsættes i praksis.
Nedenfor finder du det første indlæg i rækken:
Ingen vej ind i Statsforvaltningen
Siden min søns mor i starten af 2017 lavede en underretning til Helsingør Kommune på vores søn, har hverken kommunen, Statsforvaltningen eller domstolssystemet været involveret i vores sag. Det har de ikke, fordi min søns mor med kommunens afgørelse blev afskåret fra at gå i Statsforvaltningen i endnu et forsøg på at nedsætte samværet mellem min søn og jeg.
Du kan læse mere om underretningen til Helsingør Kommune – samt den børnefaglige undersøgelse, der i den forbindelse blev udarbejdet via nedenstående links:
26. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 1)
27. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 2)
28. Nye anklager: Jeg slår min søn (del 3)
I kølvandet på kommunens afgørelse gik jeg gennem 2017 i mit stille sind og håbede på, at man fra modpartens side ville indse, at vejen til at starte en sag i Statsforvaltningen er lukket. Konklusionen i kommunens børnefaglige undersøgelse var, at vi har en søn i trivsel, og at han ikke har brug for hjælp og støtte fra kommunalt hold. Dér, hvor man i familierådgivningen kunne sætte ind, var ved at tilbyde mægling og vejledning til min søns mor og jeg. De voksne. Forældrene. Dem, der burde vide bedre. Et tilbud, jeg takkede ja til og som min søns mor afslog. Siden har jeg flere gange opfordret min søns mor til at tage imod kommunens tilbud – eller en anden mæglingsform, som hun måtte affinde sig bedre med – men jeg modtager ikke noget svar.
Personangreb på en ansat i Statsforvaltningen
Nu viser det sig så, at man i stedet for tilbuddet om dialog og mægling, forsøger sig med en ny vej ind i Statsforvaltningen. Denne gang ved at lave et personangreb på en ansat og d. 8. februar 2018 modtog jeg således følgende brev fra Statsforvaltningen:
Iben Elene Oksfeldt fra Litehouse Consult har således på vegne af min søns mor klaget over en tidligere ansat i Statsforvaltningen. Klagen går på den pågældende medarbejders adfærd i forbindelse med sagsbehandlingen af den samværssag, min søns mor i september 2015 startede. En samværssag, hvor hun gik efter, at min søn ud af et interval på 14 dage skulle være 11 dage hos hende og 3 dage hos mig, og som endte med en deleordning.
I forbindelse med klagen orienteres også Børne- og Socialministeriet:
Få aldrig børn i Danmark – medmindre du bruger en donor
Jeg vil så nødigt deltage i en kønskamp, som er så uendelig malplaceret når det handler om noget så vigtigt som skilsmissebørns trivsel, men det er værd at bide mærke i, at denne Iben Elene Oksfeldt indgår i et netværk med blandt andre bloggeren Susanne Staun, advokaten Vivian Jørgensen og facebookgruppen ‘Netværket Mor’, der markedsfører sig under dette motto:
Du kan læse med på Susanne Stauns blog her – læs og dan dig gerne dit eget indtryk. Jeg synes, at det taler for sig selv.
Listen med de 12 advokater
Men hvad er så den nærmere baggrund for Iben Elenes klage over en tidligere ansat i Statsforvaltningen? Her skal vi tilbage til d. 10. februar 2015, hvor jeg mødtes med en journalist fra Danmarks Radio. Mødet var kommet i stand efter, at journalisten havde rettet henvendelse til min daværende advokat, Mette Clemmensen fra Drachmann Advokater i Helsingør:
D. 10. februar kl. 11 endte med at passe for alle, og mødet fandt sted hos Drachmann Advokater i Helsingør.
Baggrunden for mødet var, at journalisten havde fået en liste fra den pågældende medarbejder i Statsforvaltningen med navne på 12 advokater – og heriblandt var altså min daværende advokat, Mette Clemmensen. De 12 advokater havde én fællesnævner: De havde alle på det tidspunkt en verserende sag, hvor Vivian Jørgensen var advokat for modparten.
Vivian Jørgensen har siden foråret 2014 været advokat for min søns mor. I december 2013 blev der ellers indgået et forlig med hendes daværende advokat med afsæt i den børnesagkyndige undersøgelse, der i december 2013 faldt ud til min fordel, og i hvilken konklusionen lød:
“I relation til denne risiko virker Michael Hjelvangs overvejelser om at kunne justere (barnets, red) samvær med xxx, under hensyntagen til hendes mentale tilstand, relevante.”
Men et par måneder efter valgte min søns mor at placere en ny advokat ved roret, Vivian Jørgensen, og herefter tog tingene en helt anden drejning. Kort efter Vivian Jørgensens indtræden opstod den såkaldte voldsepisode, der endte med, at jeg i to instanser blev dømt for noget, jeg ikke har gjort.
Journalisten bad i forbindelse med DR2 dokumentaren ‘Fædre under mistanke’ om aktindsigt i advokat, Vivian Jørgensens sager i Statsforvaltningen. Der blev givet afslag på anmodningen, men i stedet udpegede den pågældende ansatte i Statsforvaltningen 12 sager, hvor man oplevede at den ene af forældrene brugte beskidte tricks og udokumenterede anklager i et forsøg på at fjerne den anden forælder fra barnets liv. Fællesnævneren i de 12 sager er advokat Vivian Jørgensen. Og én af de 12 sager er min.
På listen med de 12 advokater var altså min tidligere advokat, Mette Clemmensen, og journalisten tog derfor i februar 2015 kontakt for at høre, om advokaten havde en sag, hvor Vivian Jørgensen var advokat på modpartens side. Min advokat oplyste, at hun netop havde været i retten i en sag, hvor advokat, Vivian Jørgensen, optrådte på modpartens side. At hun var rystet over Vivian Jørgensens ageren i retten. Og at hun præcist vidste, hvad det var for en sag, den pågældende medarbejder i Statsforvaltningen refererede til.
Samme dag blev jeg kontaktet af min daværende advokat, Mette Clemmensen. Hun fortalte mig, at hun var blevet kontaktet af en journalist og spurgte, om jeg havde lyst til at mødes med vedkommende. Det havde jeg.
Da jeg d. 10. februar 2015 mødtes med journalisten, fortalte hun mig om programmet ‘Fædre under mistanke’, som skulle sendes på DR2 d. 12. marts 2015. Hun fortalte mig også, at de allerede var gået i redigering og at de derfor kunne få svært ved at nå at få min historie med i det pågældende program. De næste fire timer brugte jeg på at fortælle hende min historie og undervejs kom det til at stå klart, at min sag er identisk med den problemstilling, som journalisten i programmet ønsker at anskueliggøre.
Journalisten fik ret i sin forudsigelse om, at de ville få svært ved at nå at få min historie med som en del af programmet ‘Fædre under mistanke’, hvilket for mig ingenlunde er af betydning. Det der vejer tungt på vægtskålen, var beskeden om, at der er et mønster i det vanvid, jeg føler mig udsat for. Og at parallellerne til Jesper Simonsens sag (der er bærende case i dokumentaren) er skræmmende. Efter selv at have mødt Jesper, kan jeg se, hvad det er for et system, jeg er havnet i. Og stor var min glæde derfor også, da meldingen d. 30. maj 2016 kom ud om, at Pressenævnet på alle punkter har frifundet dokumentaren ‘Fædre under mistanke’ for advokat Vivian Jørgensens anklager.
Du kan se dokumentaren her:
Nedenfor kan læses Pressenævnets begrundelse for at afvise klagen. Og for at blåstemple dokumentaren som fair, undersøgende og objektiv journalistik.
Advokater fik ikke ret i klage over DR2-program
To advokater rejste kritik af DR og krævede genmæle i forbindelse med omtalen af programmet ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’. Pressenævnet mener ikke, DR har gjort noget forkert.
Pressenævnet mener ikke, at DR har tilsidesat god presseskik i forbindelse med udsendelsen ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’, som blev sendt den 12. marts sidste år – hverken i hovedudsendelsen eller i den omtale af samværssager og børneadvokaters rolle i dem, som fandt sted i Radiovisen, P3 Nyheder og på dr.dk i forbindelse med, at programmet blev sendt.
Oven på udsendelsen klagede to advokater over, at DR – og for øvrigt også TV 2 og Radio24Syv – skulle have bragt krænkende og ukorrekt omtale om dem i relation som deres erhvervsudøvelse som advokater. Derudover klagede de også over valget af kilder, og over at de ikke skulle have fået forelagt kritikken af dem, før udsendelsen og artiklerne blev bragt.
Pressenævnet mente ikke, at den ene af advokaterne havde retlig interesse i sagen, og derfor behandlede man ikke hendes sag, men derimod kun klagen fra den anden advokat. Og her mener Pressenævnet ikke, at der er noget at komme efter, eller at der er noget, som berettiger til, at DR skal bringe et genmæle.
Er kommet til orde
I sin afgørelse finder Pressenævnet, at den pågældende advokat i tilstrækkeligt omfang er kommet til orde i forbindelse med de nyhedsartikler og udsendelser, hvor hun er nævnt med navn.
Pressenævnet mener også, at det er i orden, at DR alene offentliggjorde dele af et 20 minutter langt interview – herunder til artiklen på dr.dk og ikke i DR2-dokumentaren, da advokaten havde afvist at lade sig interviewe til ’DR2 Undersøger: Fædre under mistanke’-programmet til kamera.
Pressenævnet mener heller ikke, at der var noget at komme efter i selve ’DR2 Undersøger’-udsendelsen. Her vurderer Pressenævnet, at advokaten havde fået mulighed for at medvirke i programmet på sædvanlige vilkår, og at væsentlige dele af den udtalelse, hun havde sendt til DR på mail, også blev gengivet i programmet.
Advokaten havde ligeledes krævet, at DR skulle anonymisere hende eller helt afpublicere artiklerne samt TV- og radioudsendelserne om hende på DRs hjemmeside, dr.dk. Det har DR ikke gjort, og heller ikke dét finder Pressenævnet kritisabelt.