12. Opsigelse

Kære morfar

Det er farligt at have været lykkelig. Man kan ikke tilintetgøre erindringen om det, man har oplevet. (Kerstin Ekman, Mordets Praksis.)

Du plantede den i mig. Lykken. Fodboldkampe med dig på sidelinjen. Tryghed, når jeg skulle sove. Gåture med din hånd i min. Oplevelsen af at have en far. Et menneske der altid er der for mig. Ubetinget. Alt sammen noget der står skarpt i min erindring. Et strejf af lykke.

Nu ligger du så på Poppelgården i Snekkersten. 92 år gammel. Og er klar til at hilse livet farvel. Det gør ondt at tænke på, at du om lidt ikke længere er her. Rigtig, rigtig ondt. Men den lykke du i min barndom plantede i mig, findes endnu. Den lever videre i mig og den er en tungtvejende del af en stor beslutning, jeg netop i mit liv har truffet og som jeg hermed vil dele med dig.

Jeg mindes ikke, at jeg i mit voksenliv har talt med dig, uden at du har spurgt:

– Har du solgt nogen biler i dag, min dreng?

Det har altid været en stærk værdi hos dig, at man skal kunne klare sig selv. Ikke stifte gæld. Ikke lade sit liv afhænge af andre. Og den værdi har du givet videre til mig. En værdi jeg på mange måder er glad for. En værdi der har sikret mig et økonomisk stærkt fundament. Og som har bragt mig store resultater i mit arbejdsliv. Og jeg er derfor også meget spændt på, hvordan du reagerer, når jeg nu fortæller dig, at jeg – uden nogen form for sikkerhed eller garantier – har sagt mit job op for at kaste mig ud i livet som selvstændig. Det bliver måske den sidste nyhed, du modtager på denne jord og jeg håber inderligt, at du vil tage godt imod den.

Uagtet hvor meget positivt det i mit liv har skabt, at du så solidt har plantet en række sunde økonomiske værdier i mig, har det også flere gange afholdt mig fra at tage chancer. Jeg har gennem flere år leget med tanken om at sige mit job op og blive selvstændig. Men har ikke haft modet. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sagt til mig selv: ‘Hvad nu hvis det ikke kan løbe rundt?’ Det ville være det samme som at udstille mig selv, mit liv, i vinduer med fratrukne gardiner og lyset tændt og de andres næser trykket flade mod det kølige glas, så hårdt og tæt at der ville være fedtpletter på ruden, når de havde set sig mætte. Og så griber fortidens fangarme fat i mig og overbeviser mig om, at jeg er nødt til at tage den sikre vej.

Kære morfar, takket være dig ved jeg, at lykken findes – de stærke erindringer om dig og med fra min barndom lever stadig i mig – og det er dén lykke, jeg nu lægger billet ind på. Intet mindre. Gennem mit ægteskab med min ekskone – og de første år efter vores skilsmisse – var det okay for mig at leve et liv i modgang. Modgangen kender jeg til hudløshed. Og hvor paradoksalt det end må lyde, så gjorde den mig – i sin forudsigelige uforudsigelighed – tryg. I modgangen havde jeg en funktion – her blev jeg redderen, den stærke – og den der pleasede mennesker omkring mig.  Medgangen derimod kender jeg ikke. I hvert fald ikke i mit voksenliv. Den er en helt ny gæst, som jeg hilser velkommen. Og som åbner nye muligheder. Samtidig er det en gæst, jeg ikke helt ved, hvor jeg skal placere. Det føles grænseoverskridende, at der ikke er nogen problemer at løse. For hvis jeg ikke er ham, der løser problemerne, hvem er jeg så?

Når jeg nu har sagt mit job op hos Falken & co.  skyldes det flere årsager. For det første er den stærkeste magt blevet farten. Den er altgennemtrængende og man kan ikke stoppe den, for den siver ind i mennesket. Hastigheden udøver et pres, som mennesker umærkeligt tvinges til at tilpasse sig. Tiden er rå og mennesker tvinges på plads af stærke ydre krav. Jeg er træt af ydre krav og jeg savner indlevelse. Det er som om, der i mit sælgerjob ikke længere var tid til at fortælle om det, jeg har oplevet eller høre på den andens livshistorie eller beretning om personlige udfordringer. Med fare for at lyde som en gammel mavesur mand, så var tiden en anden, da jeg for 13 år siden startede på Fredericiavej. Folk er blevet fremmede for hinanden. Stilheden er slidt bort. Sindsro er blevet et fremmedord. Vi mangler evne til at orientere os i mylderet af opgaver. Folk søger anerkendelse hele tiden. I denne dynamiske verden med det enorme omfang af kontakter, bliver oplevelsen af nuet trukket sammen til at være intet. Tiden er et råstof. Og den er knap. En time er dog stadig en time. En dag er stadig en dag; men den snittes i små stykker, mens vi tumler af sted mod et mål, vi aldrig når. Jeg er færdig med at være lønslave og har nu besluttet mig én gang for alle at gå efter mine egne mål.

For det andet ønsker jeg ikke at være grunden til, at min chef og bestyrelsen modtager både klager og trusler på min person. År efter år. Min chef er af modparten i min skilsmissesag flere gange blevet kontaktet og opfordret til at afskedige mig og han er blevet truet med et søgsmål alene af den grund, at han har udtalt sig til sagen. Jeg er også selv blevet opsøgt på mit job af min eks-svigerfar med en trussel om, at jeg ikke kommer til at se min søn igen. Samt at han ikke stopper, før jeg ligger ned. Jeg er blevet meldt til Skat. Og det er min klare oplevelse, at der senest fra modpartens side er lagt massivt pres på bestyrelsen. Uanset hvor jeg befinder mig og i hvilken sammenhæng mit navn optræder, tegner de seneste tre år et klart billede af, at modparten ønsker at ødelægge tingene for mig. Man kontaktede fodboldklubben for at få mig fyret som træner. Man kontaktede min eks-kæreste for at få hende til at gå fra mig. Det skal retfærdigvis siges, at både henvendelserne til Skat, fodboldklubben og min eks-kæreste var anonyme. Men efterfølgende er det kommet frem, hvem afsenderen er. Den samme i alle tre tilfælde. Og når jeg taler med pressen, lægges der fra modpartens side massivt pres på de journalister, jeg går i dialog med. Jeg ønsker på ingen måde at udsætte nogen arbejdsplads for det pres, og det er en væsentlig årsag til, at jeg trækker mig og starter ud som selvstændig.

Du sidder sikkert nu og tænker på, hvad det præcist er, jeg nu skal lave? For det første skal jeg skrive min bog ‘Lige her, far’ færdig. Videre skal jeg holde foredrag og jeg skal rådgive børn og familier, der er kommet i klemme i en skilsmissesag og som føler sig kørt over af vores familieretlige system. Jeg skal skrive på min blog, som med 20.000 læsere er en af de mest læste i Danmark. Og alt sammen er det aktiviteter, som jeg nu samler i min nye virksomhed, – Barnets Tarv. Dybest set søger jeg noget uden for mig selv, som giver mit liv perspektiv. Og det perspektiv – samt en følelse af den lykke, som jeg kender fra min barndom sammen med dig – synes jeg at få, med det arbejde, der i Barnets Tarv er skitseret. Det føles som, om mit nervesystem er blevet udvidet, og i det system og alt, hvad det trækker af tråde og fletværk ud i kroppen, er et oprør i gang, og der er ikke den mindste modstand.

Jeg ved ikke, om du lever, når min bog udkommer. Det håber jeg. Men jeg vil, at du skal vide, at jeg har dedikeret, bogen til dig. Og til min søn. Og på den første side står der således også:

Denne bog er tilegnet min morfar Christian Hjelvang, som har lært mig aldrig at give op. Og til min søn for at gøre det muligt.

Kære morfar, tak for at du har lært mig, hvad lykke er. Og tak for, at du findes i mit liv.

Jeg elsker dig.

Mange kærlige tanker fra dit barnebarn, Michael.

PS. Jeg har talt med mormor og hun fortæller, at I ikke længere holder Dagbladet. Derfor sender jeg dig en artikel om mit exit med den danske bilbranche. Som du kan se, har jeg også nævnt dig.