Det er utroligt, hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen.
Søren Kierkegaard (1813-1855)

Jeg er til et møde i den lokale fodboldklub, – EIF. Mødet handler om klubbens fremtid og om hvilke trænere, der skal påtage sig hvilke opgaver. Jeg tager min telefon frem for at se, om der er nogen, der har forsøgt at få fat på mig. Jeg er blevet vant til at tjekke, om der er tikket gode eller dårlige nyheder ind. Lever i en konstant ventetid og i et konstant felt af spænding. Og det er pr. refleks, at jeg denne sene eftermiddagsstund tjekker min telefon for indgående opkald og beskeder. Jeg kan se, at en af de jurister, der hjælper mig med sagen, har forsøgt at få fat på mig. Hun har ringet kl. 17.08. Jeg ser på mit ur. Det er 5 minutter siden.
Jeg lægger diskret telefonen fra mig på bordet. Halvt irriteret. Halvt bekymret. Jeg sukker. Det er forstyrrelsen midt i mødet – der irriterer, selvom det er velment. Fornemmelsen af at blive hevet ud af nuet og tilbage i en anden verden. Som et fragmenteret jeg, der skal være flere steder på en gang.
Rundt omkring mig er de andre trænere optaget af en snak om klubbens fremtid. Jeg forsøger at koncentrere mig og at flytte fokus tilbage til fodboldens verden. Men det er svært. Og jeg tager mig selv i – med jævne mellemrum – at skæve til telefonen. Kl. 17.35 sender juristen mig denne besked:
Ring lige når det passer
Jeg flytter mig uroligt rundt på stolen, men det er først, da jeg godt 20 minutter senere ser, at hun igen ringer, at min hals begynder at snøre sig sammen. Hun ringer aldrig til mig mere end én gang. Normalt ringer hun op en enkelt gang og svarer jeg ikke, sender hun en besked og afventer, at jeg vender tilbage. Det kan jeg godt lide. Når hun så – som nu – ringer mere end én gang, er det en slags kodesprog for, at der er noget under opsejling. Jeg ser på uret. 18.01. Det er 4 minutter siden, hun senest har ringet. Jeg kan mærke, at jeg ikke finder ro og at jeg ikke kan være nærværende på mødet, før jeg har fået afklaret, hvad der er sket og som altid forventer jeg, at det er dårlige nyheder. Ikke fordi jeg ynder at praktisere et pessimistisk livssyn, men fordi det giver mig en følelse af kontrol. Hvis jeg allerede har gennemtænkt de potentielt dårlige nyheder, føles det som om, de ikke kan ramme mig helt så hårdt. Desværre – eller heldigvis – er det nu engang sådan, at virkeligheden har det med at overgå fantasien. Det ved jeg. Alligevel forsøger jeg lynhurtigt at gennemtænke de værst tænkelige scenarier: Kan der være sket noget med min søn? – som altid melder denne tanke sig som den første indskydelse. Det er irrationelt. Min søn er hos mig og jeg har lige set ham spille fodbold med sin bedste ven nede på banerne. I øvrigt ville juristen heller ikke vide, hvis der var sket min søn noget. Kan der være faldet en afgørelse fra Den Særlige Klageret? Måske. I givet fald har retten sikkert besluttet, at sagen ikke går om. Jeg forestiller mig, hvordan juristens ord vil falde:
– Jeg beklager meget, Michael.
Det vil helt sikkert gøre ondt på mig, hvis sagen ikke går om. Men jeg kan ikke også lade det komme som en overraskelse. Og hurtigt spoler jeg en samtale omkring et potentielt afslag fra Klageretten igennem. Beklagelser. Forklaringer. Og nye planer. Men allerede inden filmen er slut, glider mine tanker videre til et nyt scenarie. Det kan selvfølgelig også være, at min søns mor igen har politianmeldt mig. Det ville være meget plausibelt. Måske sidder juristen med en ny stævning i hånden? Eller måske er der kommet endnu en rykker fra Kammeradvokaten om, at jeg skal betale offererstatning? Endelig kan det selvfølgelig også være, at juristen nu siger fra? Det er blevet for meget for hende og nu trækker hun sig ud af sagen? Det ville være helt fair og jeg undrer mig somme tider over, at det endnu ikke er sket. Min fantasi rækker lige nu ikke til flere skrækscenarier og jeg føler også, at jeg nu har forberedt mig på det værst tænkelige. Stykke for stykke har jeg iført mig en usynlig rustning. Inderst inde ved jeg godt, at man ikke kan forberede sig på alle livets slag. Men lige nu har jeg brug for at mærke bare et lille strejf af kontrol.
To minutter senere – kl. 18.05 – ringer jeg op til juristen. Jeg er listet ud fra mødet og står nu under en sensommerblå himmel – hvorpå enkelte tottede skyer langsomt bevæger sig. Det er, som om alting sker på samme tid. Om og om igen. Som om jeg er fanget i en verden, hvor fortid og nutid sker samtidigt. Minderne står i kø alle steder. Som om jeg både kan se den sensommerblå himmel her og lidt forskudt en bestemt efterårsmorgen for knap et år siden, hvor de brune blade klæbede mod tagvinduerne i mit soveværelse og hvor jeg pludselig opdagede, at jeg ikke ville leve mit liv i fortiden og i en venteposition. Også dengang ringede jeg til juristen.
Telefonen når kun at ringe et par gange, inden den bliver taget. Forbindelsen er dårlig og jo mere telefonen skratter, jo mere stiger min puls i frekvens. Tænk hvis jeg ikke kan høre, hvad hun siger. Desto tættere vi kommer på en afgørelse, desto længere bliver ventetiden.
– Kan du høre mig nu?
Pludselig går juristens stemme klart og tydeligt igennem.
– Ja, siger jeg. Og mærker lettelsen skylle ind over mig.
– Jeg har lige fået en besked fra Thomas, siger juristen (min advokat, red.) Det er jo i dag, der er blevet afviklet et telefonisk retsmøde om betaling af offererstatning til Erstatningsnævnet. Jeg ville ikke sige noget om retsmødet, da vi talte sammen tidligere i dag. Det virkede som om, du havde rigeligt at forholde dig til.
– Tak siger jeg. Juristen og jeg talte sammen i morges ved 8-tiden omkring den tiltale, der er rejst mod Barnets Tarv for brud på injurielovgivningen. Og hun har helt ret. Hvis hun havde mindet mig om, at der senere i dag skulle afvikles et telefonisk retsmøde, så tror jeg, at summen af de udfordringer, jeg lige nu prøver at balancere, ville have været lige høj nok. Ud over de mange retssager, som min søns mor kører mod mig, har min egen mor de seneste par uger ligget i koma. Om hun klarer den, er endnu for tidligt at sige. Lige nu venter jeg på, at intensivafdelingen ringer med nyt om hendes tilstand. Mere ubarmhjertig ventetid.
Jeg forsøger at holde tingene adskilt oppe i mit hoved og at minde mig selv om, at midt i alle vanskelighederne, ligger også mulighederne. Og at det er lige her – mens jeg venter på en afgørelse fra Den Særlige Klageret og mens jeg venter på en opringning fra sygehuset – at livet leves. Jeg har ikke ondt af mig selv. Langt fra. Jeg kan ikke udstå selvmedlidenhed. Mens selvmedlidenheden forbeholder sig retten til at klage over det meste, nægter den samtidig at ændre på noget som helst.
De ræser afsted – tankerne – og samtidig med at jeg mærker taknemmeligheden over først nu at blive mindet om dagens retsmøde, melder der sig også en frygt for juristens næste ord.
– Michael, siger juristen. Det er gode nyheder. Retten har besluttet, at sagen udsættes til januar for at afvente, om Den Særlige Klageret genoptager straffesagen. Du kan lige nu se bort fra de mange stævninger og rykkere, som du gennem den seneste tid har modtaget.
– Tak, siger jeg. Det er det eneste ord, jeg lige nu kan få over mine læber. Og det er også den følelse, der lige nu fylder mest i mig. Taknemmelighed.
– Du skal ikke takke mig, siger juristen og jeg kan høre, hvordan et smil glider over hendes læber. Du skal takke Thomas.
Der er stille lidt.
– Jeg håber, at du ved, at det ikke er et udtryk for ligegyldighed, utaknemmelighed eller arrogance, når jeg ikke følger med i alle datoerne og alt det praktiske omkring retssagerne, siger jeg. Jeg er meget taknemmelig for det store arbejde, som både du og Thomas gør. Uden Jer tror jeg, at jeg var blevet degraderet til weekendfar – eller det der er endnu værre. Måske jeg helt havde mistet retten til at se min søn. Jeg mærker, hvordan tårerne presser sig på og føler, hvordan den dårlige samvittighed nu melder sig over, at jeg tidligere blev irriteret over at se, at juristen ringede.
Hun lytter. Juristen. Uden stetoskop – men med den samme intensitet, som var der tale om lytten efter liv.
– Michael! Det ved jeg, siger hun. Det er jo det, du har os til. Vi tager os af strisserne, dommerne, sagsbehandlerne og alle papirerne – og du tager dig af din søn. Der er ingen mennesker, der kan klare alting alene og det er meget rørende at se og mærke det bånd, der er mellem din søn og dig. Det er jo dét, det hele handler om. Resten er bare fyld.
– Tak siger jeg, – for tredje gang. Jeg ville gerne sige noget andet – og noget mere – men det er som om, at ‘tak’ er det eneste ord, der sådan for alvor giver mening. Tankerne derimod – de holder i kø. Så snart én tanke har meldt sig, drøner den næste forbi – og sådan bliver det ved. Den stævning som nu er sat på pause, stammer fra d. 16. juni i år. Her modtog jeg et brev fra Kammeradvokaten med en påstand om, at jeg skal betale knap 3000 kr. i offererstatning – med tillæg af sædvanlig procesrente af godt 2500 fra d. 17. oktober 2015. Sagen omhandler den straffedom, jeg sidste år blev idømt. En straffedom for den påståede vold, som min søns morfar og mor hævder, at jeg d. 31. marts 2014 udøvede mod dem. Det er samme sag, hvis genoptagelse lige nu behandles ved Den Særlige Klageret og det er altså i denne sag, at jeg flere gange er blevet påbudt at betale offererstatning.
Jeg tænker på, hvor opslidende det har været at modtage rykkere fra Nordsjællands Politi vedrørende krav om betaling af erstatning. Afgørelsen om tilbagebetaling af erstatning modtog jeg d. 17. september 2015 og siden har jeg med jævne mellemrum modtaget opkrævninger – først fra Nordsjællands Politi og senere fra Kammeradvokaten. Når jeg ikke har betalt, skyldes det ikke beløbets størrelse. Langt fra. Faktisk er jeg overrasket over, hvor lidt der kræves tilbagebetalt i offererstatning. 2.764,39 kr. er ikke meget, når man tænker på, hvordan min søns morfar påstår, at jeg var tæt på at slå ham ihjel. Og de voldsomme fysiske og psykiske mén, som han angiveligt skulle have pådraget sig efter den påståede voldsepisode. For mig at se står offererstatningen ikke mål med de påståede skader – også selv om offererstatningen i Danmark generelt er af meget ringe karakter. Når jeg ikke vil betale beløbet, handler det i al sin enkelthed om, at jeg ikke vil betale erstatning for en forbrydelse, jeg ikke har begået.
– Michael? – siger juristen spørgende og de mange tanker forsvinder som en luftspejling. Forstår du, hvad det er, jeg siger til dig?
– Det tror jeg, siger jeg. Men du må nok hellere skære det ud i pap.
– Når retten har bestemt, at sagen udsættes til januar for at afvente, om Den Særlige Klageret genoptager straffesagen, så er det for mig at se et vink med en vognstang om, at man betragter sandsynligheden for en genoptagelse for relativ stor. Nu kan jeg jo ikke vide, hvad dommeren lægger til grund for sin beslutning, men jeg har meget svært ved at forestille mig, at man ville afvente spørgsmålet om genoptagelsen af en straffesag, hvis man ikke fandt det bare nogenlunde sandsynligt, at straffesagen ville gå om. Jeg ved godt, at det betyder, at du nu får mere ventetid. Men det betyder også, at du får en chance for at puste ud. Og når det gælder tålmodighed i denne sag, så ved jeg jo, at du har rigeligt af den. Så længe du ved, at den tjener et formål.
Vi afslutter samtalen. Jeg står og ser ud over de grønne fodboldbaner, som jeg som barn utallige gange selv har spillet på. Jeg bøjer mig ned. Græsset føles blødt og indbydende. Jeg har ikke tænkt over fornemmelsen før. Nu mærker jeg alt – hele tiden. Både det gode og de ting, der gør ondt.
Den kan hverken vejes eller måles – fornemmelsen af det nyslåede græs mellem fingrene. Men den gør mig tryg.
Jeg tænker tilbage på sidste weekend, hvor jeg sad ved vandet i Hornbæk og nød en spektakulær solnedgang, mens jeg skrev et par sider på min bog. Og hvor jeg kredsede rundt om et råd, som jeg har fået fra en af mine bedste venner:

– Hvis du ikke giver dig selv plads til at leve og hvis du ikke sætter dig selv fri af fortiden, så giver du modparten magten over dit liv. Der kommer en tid, hvor du bliver meget lykkelig igen. Det lover jeg dig. Men der ligger som regel en meget hård tid forinden. Og dem, der giver op midtvejs i ræset, de vinder altså ikke prisen. Sådan er det bare. Jeg er ked af, at det er livets hårde, tørre facts, men sådan er det. Det afgørende er, at du ikke skubber de mennesker, der elsker dig, væk – samt at du husker at nyde rejsen. Tiden er det stof, livet er lavet af.
At komme sig, at leve: Det er dét, der er kunsten, tænker jeg, mens jeg går tilbage til mødet.
hold ud min ven
Tak, Ninna 🙂
Du er fantastisk Michael….Tak at Du har modet og gejsten til at kæmpe som Du gør, og at Du ikke falder ned i den spand, der hedder hævn…Tak, at Du har gejsten til at dele ud af dine erfaringer 🙂